Author

Admin

Admin has 220 articles published.

Smag på Heartland!

in Kultur by
IMGP1796

Lørdag den tredje juni klokken 10.30 var IMR til en workshop om smag på Heartland. Festivalen sigter efter et publikum med en distinkt musiksmag, kultursmag og smag for lækker fynsk mad. Denne workshop tog dog udgangspunkt i hvordan man som menneske bruger alle sine sanser til at fremelske madoplevelser.

Skrevet af Martin Lindum Cederholm

Der er noget specielt over at deltage i en workshop om formiddagen på en festival. Faktisk er der noget helt specielt i overhovedet at have muligheden for, at få andre erfaringer end de fulde på en dansk festival. De kvalitetsbevidste hoveder bag Heartland Festival havde i år skabt et område med navnet ”Tasteland”, hvor man havde mulighed for at smage på insekt-smoothies og alt andet mellem sur, sød, salt, bitter og umami. Disse fem basale smage vores tunger kan sanse var udgangspunktet for workshoppen ”Smag for livet”.

Chili på tungen

En gruppe forskere står i hjertet af Tasteland med hver sin lille bod med stærke sager på bordet. Det morgensløve men nysgerrige publikum hører et mindre foredrag om hvordan der er forskel på smag og mundfølelse. Vi smager alle i fællesskab på Jelly Beans, hvor vi bliver bedt om at holde os for næsen imens vi tygger slikket. Det er næsten umuligt at afgøre hvilken smag man har i munden, men de fleste kan dog smage en vis sødme. Først når vi bliver bedt om at flytte fingrene fra næsen, oplever alle hvilket bær eller frugt slikket imiterer. Dette lille forsøg bliver brugt som springbræt til at forklare hvor lidt tungen betyder for ens smagsoplevelse. Udseendet af ens mad sætter allerede ens smagsoplevelse i gang. Efterfølgende styrer ens fornemmelse for konsistens via følesansen hvad vi tror maden smager af. Duftesansen giver os alle nuancerne af maden, der ellers kun ville smage af enten sur, sød, salt, bitter eller umami.

Det store tema for workshoppen er stærke sager, hvortil vi bliver bedt om at beskrive de stærke madvarer ud fra deres smag, og ikke ud fra hvilken følelse vi får i munden.

Hele paradigmet ’smag’ bliver gradvist ændret for workshoppens deltagere, der med tiden forstår begrebet ’mundfølelse’.

IMGP1806

Mad til eftertanke

Efter workshoppen er slut er det utroligt spændende at fortsætte til sit næste madeventyr på Heartland. Da jeg får bestilt en snasket burger fra Odenses Burger Anarchy går det op for mig hvor meget mundfølelsen af denne saftige burger betyder. Hvor ofte siger man ”Gud, hvor var den bruger tilpas sød, salt og umami”, når oplevelsen af burgeren beror meget mere på følelsen af hvor sprød, saftig og spicy den er.

Heartlands lækre og prominente kulturprogram giver utroligt meget plads til eftertænksomhed. Man kan lære meget om musik, kultur og mad på denne perle af en festival. Med 12.000 gæster der har valget mellem at spise tun på dåse i campingområdet eller lækker (og dyr) mad på festivalpladsen, er det svært at ramme alles smag. Er det måske for meget at skulle tage stilling til alt man putter i munden, og alt hvad man lytter til? Det har utvivlsomt sin styrke at kunne spise spændende fynsk mad på festivalen, men på de sene aftener kunne jeg godt savne en hotdog eller en slasket durum, bare for at komme ned på jorden igen.

Læse mere om projektet Smag for Livet her: http://www.smagforlivet.dk/

Fotos af Martin Lindum Cederholm

Tartuffe på Teater Momentum: Sætter spørgsmålstegn ved verden i dag

in Teater by
Tartuffe

Moliéres “Tartuffe” fra 1664 er et stykke der, trods 350 år på bagen, stadig er yderst relevant i dag. 4. årsstuderende på Den danske Scenekunstskole har under ledelse af Boris Ostan givet sig i kast med forestillingen, hvor  den bliver spillet på Teater Momentum i Odense.

Skrevet af Tabita Adda Weber

Har man ikke tidligere set eller hørt om Molière, er Tartuffe et udmærket sted at begynde.

Det var et af de stykker, der fik størst kritik i 1600-tallets Frankrig og samtidig blev det mest populære.

Molière havde på det tidspunkt vundet kongens gunst, trods modstand fra kirkens tilhængere. Tartuffe spejler sig derfor i Molières egen modstand til kirken og dens bud og prædikener.

Tartuffe som et billede på samfundets falske image

Fredag aften møder vi i forestillingen en familie, hvis sammenhold ikke er mere værd, end de løfter politikerne giver under en valgkamp. Derfor kan man overveje, om det er et politisk stykke – min holdning er, at det er det til dels.

Ser man forestillingen fra 1600-tallets Frankrig, er det en historie om en skinhellig mand, der prædiker kirkens ord uden selv at tro på dem, for at få hvad han ønsker.

Ludvig den 14. måtte dengang censurere stykket da Ærkebiskoppen, hans personlige mentor, ikke brød sig om den måde Molière fremstillede en kirkens mand.

Dette på trods af kongens egen glæde ved stykket.

I den verden vi lever i i dag, er Tartuffe stadig relevant.

Godt nok er det ikke kirkens løgne, vi dealer med, men i stedet politiske løgne, falske fremstillinger og magtfulde mennesker. Mennesker der siger én ting, men mener noget andet.

Kan man se Tartuffe som et billede på det civiliserede samfunds falske image? En slags maske man tager på, for at opnå noget? Og er vi andre bare medløbere?

Tartuffe, titlen, og manden det hele drejer sig om er en hyklerisk karakter, der for at vinde sin ven og værts respekt og kærlighed, lyver om sin egen kærlighed til gud og kirken.

Han spiller rollen som en stakkel, der intet ejer udover sin tro på Gud, men ender som manden med magten.

Mand eller fænomen?

Men hvem er egentlig den ’dumme’ i hele denne pærevælling af løgne, svindleri og smerte?

Er det i virkeligheden ikke dem, der tror på Tartuffe og hans falske prædikener, der er taberne i dette spil? Uden at røbe for meget, er det i hvert fald den indikation som stykket ender med.

Er det hele bare et spil for galleriet? Er dagens politiske engagement ikke større end, hvem der kan få mest ud af hvem og hvad?

Er politikerne egentlig bare en stor flok hyklere, der udnytter befolkningen til at opnå den magt de ønsker?

Måske. Og måske er vi, befolkningen, familien i Molières parisiske hjem, der falder for Tartuffe, den som har de bedste argumenter og den bedste overbevisningsevne.

Selvom vi selv overdrager dem vores gods og ejendomme, er det alligevel ikke vores skyld, at de pludselig vender på en tallerken og river tæppet væk under os. Til trods for, at vi egentlig selv har valgt dem til at repræsentere vores meninger.

Det er ikke før vi står uden en trævl på kroppen og ingen steder at gå hen, at vi ser, vi selv har inviteret de falske ideer og løgnagtige hykleriske mennesker ind i vores tanker. De mennesker, der har overbevist os om, at deres ideer er de bedste.

Er Tartuffe i virkeligheden en mand eller et fænomen?

Skuespillerne spiller bare Tartuffe

Som der står i programmet, der ligger på bordene i teatrets café, så fralægger skuespillerne sig ethvert ansvar.

De spiller bare Tartuffe.

Og de gør det på en måde, så det først er efter man kommer hjem og får tænkt det hele igennem, at man egentlig opfatter meningen og ideen bag.

Når man sidder på stolerækkerne er det jo ”bare et stykke af Molière” fortolket af en flok unge skuespillere i 2017.

Men stykket er meget mere end det. Budskabet og meningen ligger i alle karaktererne der, uanset om de er farmor med en tøjhund, kokkepige med en vild evne til at skære vandmelon eller selveste Tartuffe, bringer ideen og meningen frem.

De spiller bare Tartuffe.

Det er Molières stykke, men det er op til dem, der spiller det, at gøre stykket levende og relevant 350 år senere, hvilket i den grad lykkes.

4. årgang spiller Tartuffe på Teater Momentum fra 1/6 – 11/6 og igen på Det kongelige Teater fra 13/6 – 15/6.

Derfor er der rig mulighed for at opleve et stykke, der på trods af sin alder, stadig kan fungere og bringes up to date i dagens samfund.

Billede af Teater Momentum

Heartland Festival 2017

in Kultur/Musik by
Egeskov slot

I pinsen kan man opleve den nu tilbagevendende Heartland Festival, der igen i år har offentliggjort et solidt program med mad, musik, kunst og debatter. Festivalens fire søjler er fundamentet for en ny festivalskultur, hvor alt ikke handler om øl og musik, men om kulturel indlevelse og eftertanke.

Skrevet af Martin Lindum Cederholm

InMediasRes gæstede i 2016 Heartland Festival, hvor jeg selv var repræsentant for mediet. Udsendt på denne opgave gjorde min medskribent og jeg vores bedste for at suge alle festivalens nuancer til os, for at kunne reportere dem. De ”skribent-briller” viste sig ikke at være nødvendige for at opsnuse festivalens facetter. Hele slotsparken var udnyttet, og langs bakkerne snoede restauranter, barer og kunstværker sig mellem hinanden og de to musikscener.

Samtaler og lyd i nutid og fremtid

På de to musikscener Highland og Lowland kommer publikum til at blive forkælet med både stærke internationale spillere i musiklandskabet samt nogle af de mindre, lovende bands fra det danske vækstlag. Flere bands repræsenterer gråzone-musik mellem jazz og elektronika såsom beat-skaberne Flying Lotus og atmosfæredyrkerne hos the Cinematic Orchestra.

Veto, Choir of Young Believers og The Minds of 99 skyder en solid gang synthpop ud i sommernatten og ellers er der repræsenteret et bredt spektre af poplyrik à la Birdy, Alex Vargas, Simon Kvamm og Miguel. En af de ligeså spændende, om end mere satsede bookings er Vellness Plader, der stiller op med et lækkert potpourri af 80’er lyd, lækre bands og lidenskabelige medlemmer af Vellness kollektivet.

En af Heartlands fire søjler er deres talks (debatter), hvor forskellige debattører, kulturpersonligheder og skarpe hjerne bliver parret for at diskutere verdens tilstand. Den røde tråd på Talks scenen er i år identitet og forbilleder.

Talerne vil blandt andet snakke om at være et ego i kunst og musik, om kvindelige forbilleder, og hvordan de kan præge ens selvbillede og syn på egne muligheder som kvinde anno 2017 samt om Europas samlede tilstand og identitet.

Talks scenen kommer til at huse i alt ti talks lig de tre nævnte, hvor nutiden bliver beskrevet og reflekteret over.

Som supplement til disse talks har Heartland skabt en ny scene til Future Talks. Her vil verdens og menneskets fremtid blive belyst gennem ti talks. Fremtidssex, livet på et rumskib og de medicinske fremskridt, der kan lade én blive 1000 år gammel vil blive reflekteret over, af de kapable talere.

Kultur og kvalitet

Heartlands koncept består i kultur, kvalitet, berigelse af sindet og vigtigst af alt; lækker mad.
Prominente Michelin-kokke og danske madkunstnere kommer til at stå for det daglige festmåltid, man for 595,- kan få lov til at deltage i (195,- ekstra for en passende vinmenu). Det er ikke et SU-venligt beløb, men man må jo punge ud for lidt extravaganza i sin festivaloplevelse.

Festivalen har bestræbt sig på at udfordre madboderne, og de kommer til at præsentere et madprogram, hvor 80% af råvarerne kommer fra Fyn.

Arrangørerne bag festivalen har strikket et program sammen, der bør tilfredsstille de danske kultur connaisseurs såvel som alle nysgerrige sjæle, der får muligheden for at stifte bekendtskab med en bred vifte af musik, mad og tanker. For at binde festivalens koncept yderligere sammen, kommer et hav af kunstinstallationer til at pryde festivalpladsens kroge og stier. Projektioner af ansigter på trækronerne, performance dansere og en håndfuld skulpturer og pynt på pladsen vil pirre gæsternes nysgerrighed og få en til at tænke; ”Hvorfor ser Egeskov Slot ikke altid sådan ud?”.

Fotograf: Martin Lindum Cederholm

“Becoming Human” i Odense Zoo: Fantastisk forargende og tankevækkende

in Kultur by
BH 4

I Odense Zoologisk Have er der for øjeblikket andet end de sædvanlige dyr på programmet. Det er muligt at opleve en kunstudstilling. Udstillingen, der er spredt ud over Zoo, leger med idéen om mennesker og dyr som ligeværdige og sætter tanker i gang om den race, man kalder mennesket.

Skrevet af Amanda Ellen Esbjerg Justesen

Solen skinner, og Odense Zoologisk Have er fyldt med glade børn, der sammen med deres forældre er klar til at kigge på eksotiske dyr.

Børnene et par skridt foran og forældrene med trækvogne fuld af vådservietter og mad, klar til at pleje deres yngel. Alt er idyl, som det plejer. Næsten alt.

Forskellige steder rundt i den store have er der blevet placeret udstillinger, som er lavet af diverse kunstnere fra verden over. Udstillinger der bryder grænser.

Nøgleordnene er nøgenhed og intimitet, dyr og mennesker imellem. Fysisk og psykisk smerte. Racisme. Tanker.

Forbindelsen mellem mennesket og dyr som en helhed og i sidste ende samme race. Erkendelsen af at vi er ens, men med forskellige livsvilkår, kun baseret på tilfældigheder.

BH 2

Nøgne mennesker og nøgne dyr

Da jeg kommer ind, får jeg at vide, at noget af udstillingen er flyttet til et hjørne på Savannen. Nogle af gæsterne synes nemlig ikke, at billederne er så passende.

Jeg er straks fanget af situationen og starter min rejse her.

Kunstneren er Ryan McGinly. Han har i Zoo fået placeret syv billeder af nøgne mennesker og dyr. Sammen.

Det første jeg ser, er et lyseblåt maleri med en halv og nøgen menneskekrop til venstre for en fugl, hængende med hovedet nedad.

Næbbet få cencimenter fra personens bagparti.

Jeg ser det grænseoverskridende i billedet, men kan ikke se, at der er noget som sådan unaturligt ved det.

Da jeg kigger til siden, opdager jeg flere billeder. Billeder i samme blå farve.

Et med en naturlig nøgen kvindekrop set forfra, og fugle der flyver rundt om hende. Ved siden af, en nøgen mands bagparti klods op af en zebras bagparti.

Jeg begynder at forstå foragelsen, men jeg forstår også, at der må være en pointe med det groteske.

Et andet sted finder jeg en nøgen mandekrop set bagfra placeret på et lyserødt lærred. Tre abearme stikker ud og indikerer, at aben har hovedet lige i mandens forparti.

BH 1

Mennesket som dominerende race

Jeg går videre og ser en video af en mand, der slår sig selv, imens han pruster og stønner. Manden er Moussa Sarr, der selv er kunstneren bag videoen.

Det er makabert og virker ydmygende for ham, og der er en sørgmodighed over videoen.

Der er hold i det jeg tænker, for da jeg læser beskrivelsen – ved hver udstilling er der placeret en kort beskrivelse af den – ser jeg ord som slaver, race og identitet.

Der er i alt 20 installationer, og jeg finder frem til dem via et lille kort, jeg får udleveret, da jeg kommer ind. Jeg ser blandt andet Kaare Golles “Sult” og Rolf Nowotnys udstilling i Oceaneum.

Den sidste udstilling jeg kigger på, er hård og tankevækkende og giver et billede af alle udstillingerne som helhed. Bogstaveligt, men også symbolsk. Den er lavet af John Olsen og Lars Abrahamsen og er placeret på en væg i en træhytte.

Det er en billedekollage af alverdens mennesker og dyr i forskellige situationer.

Der er aber i bur, skeletter, sorte mennesker, hvide mennesker, tegninger, frie dyr, fangede dyr, fangede mennesker, frie mennesker, mænd, kvinder, glæde, sorg, sammenligninger af racer.

Menneskets foragelse, dyrenes magtesløshed og ironien går pludselig op i en højere enhed for mig.

Jeg tænker på, at jeg en halv time forinden stod og grinte af en abe der, simpelthen, stak en finger op i numsen og pillede afføring ud.

For bare et kvarter siden smilede jeg til forældre og børn, der har valgt at bruge deres dag på at se på indespærrede dyr.

Jeg tænker på, hvad vi ville sige til at sidde i et bur med forstoppelse, imens en abe sad og grinede af os.

BH 3

Vi er alle ens

At se dyr og mennesker så tæt placeret på hinanden som én race sætter tanker i gang.

Udstillingen er grotesk og makaber, komisk og foragende.

Men i min optik er det værste, at det er det naturlige og nøgenheden, der forarger, mens tanken om dyr i bur bliver naturliggjort.

Da jeg tager hjem, forstår jeg det groteske og forstår udstillingens budskab.

Jeg fortolker det i hvert fald på en måde, så jeg for mit indre forestiller mig den omvendte situation – mennesker i bur og dyr der kigger på. Hvide mennesker der står til regnskab for absolut intet andet end deres hudfarve.

Smerten som dyrene fysisk føler, og smerten som slaverne psykisk følte.

Erkendelsen af, at vi alle er ens, og kun tilfældigheder bestemmer vores placering i både race, krop, sind og miljø.

Jeg er imponeret over udstillingens evne til at sætte tankerne i gang.

Udstillingen “Becoming Human” kan opleves i Odense Zoologisk Have indtil 3. september 2017.

Fotograf Lukas Bjerg

Kunst, Aske og beton – en opsat flygtningelejr

in Kultur/Odense/Udland by
Foto af: Jonas Hoeck
Foto af: Jonas Hoeck

 

Kunstinstallation: ”The Jungle”, giver med sin autentiske stemning og maleren Aske Kreilgaards personlige skildringer, Odenseanerne mulighed for at reflektere over det liv som mange mennesker denne jul lever i flygtningelejerene.

Skrevet af Jonas M. Hoeck

Kampen om den syriske storby Aleppo, har kostet mange menneskeliv og gjort, at grupper over hele verden, i disse dage demonstrer i harme over den tragiske situation i Syrien. Med den optrappede konflikt, bliver der næppe færre civile ofre og flygtninge i den kommende juletid. Det kan være svært at forholde sig til andre menneskers lidelser, når den varme danske juletid står for døren, men i disse dage, er der i Odense mulighed for at komme tæt på et af de mennesker, som har bevidnet rædselerne, og udtrykt sine oplevelser gennem en række malerier.

 

Foto: Jonas Hoeck
Foto: Jonas Hoeck

 

 

På Østre stationsvej 41 i hjertet af det moderne Odense, findes der midt i opførelsen af nye lejligheder et råt betonlokale, som denne december huser en meget menneskelig kunstinstallation, og en ung mand med hjertet på det rette sted. Det er den unge Aske Jonatan Kreilgaard, der her i støv og kulde tager imod undrende Odenseanere, som nysgerrigt stikker hovedet indenfor. Aske har arbejdet et år i den franske flygtningelejer kaldet: ”The jungle”. Han fortæller glædeligt, hvordan han droppede ud af sin uddannelse på det kreative studie Teko i Herning, og drevet af mod og lysten til at gøre en forskel, rejste til Calais i Frankrig. Her hjalp han blandt andet til med uddelingen af mad og tøj, og var med til at starte et krisecenter for unge drenge.

 

Foto: Jonas Hoeck
Foto: Jonas Hoeck

 

Installationen indeholder små opførte hytter med artefakter og hvad der gør sig ud for flygtninges personlige ejendele. På pigtråd og hegn, hænger de meget personlige billeder, næsten som små fortællinger, der sætter beskuerens indre billeder i bevægelse.

Billederne har Aske skabt på bagrund af sine oplevelser med de beboer han hjalp i flygtningen lejeren.

Foto: Jonas Hoeck
Foto: Jonas Hoeck

Der opstår en skarp kontrast mellem de farverige og levende billeder, og det hårde pigtrådshegn. Det er Askes tilstedeværelse, hans iver efter at fortælle og skabe bund for en forståelse, der gør at installationen hænger sammen. På den måde bliver han selv en vigtig del af den kunst, han har skabt. Hans tilstedeværelse gør oplevelsen nærværende og autentisk.

Hvis du ønsker at opleve Aske og hans kunstinstallation, løber den frem til den 23. december. Den er gratis og kan varmt anbefales.

Når tøjet generer – må vi ikke bære, hvad vi vil?

in Kultur by
vb5qtt8x4na-artificial-photography

Et emne, som synes at være tilbagevendende: Kvinder med tørklæde der fortæller, hvordan de kæmper mod fordomme. Det får mig til at tænke på både religiøse og ikke-religiøse mennesker, der bliver dømt på baggrund af deres tøjvalg. Hvordan passer det ind i vores tanke om frihed?

Skrevet af Yasemin Schilling Øzkir

Der er et yndigt land. Et yndigt land heroppe nordpå, som værner om frihed og ligestilling. Et land, hvor vi kan gøre, hvad det passer os, så længe det ikke går ud over andre.

Men siden hvornår bor vi i et land, hvor man har lov at blande sig i, hvordan folk går klædt? Her vil flere sikkert straks benytte argumentet omkring religion. Men den går ikke.

Som ikke-religiøs pige har jeg flere gange selv været vidne til, hvordan andres tøjvalg – åbenbart – pludselig vedkommer alle mulige andre.

Fredag aften i den meterlange kø til de overfyldte provinsdiskoteker; her er det ikke uvant at høre kommentarer om unge pigers beklædning.

Ofte er det piger i korte kjoler, der bliver hvisket om blandt de ventende gæster. Det er tydeligt, hvordan tøjet provokerer flere end det burde. Hvis nogen i køen fryser er det muligvis hende – hvordan kan det genere dig?

Trækker man argumentet omkring udfordrende påklædning, så lad mig gøre en ting klart: Ben er ikke udfordrende. En kavalergang er ikke udfordrende.

Problemet er øjnene der ser, mentaliteten der dømmer. Ikke hende – eller ham – som går i tøj, der gør dem tilpas.

Selv har jeg aldrig brugt mig om at gå i korte kjoler, men det har ikke fritaget mig for kommentarer vedrørende min påklædning. Jeg er et af de mennesker, som er født blufærdig. Jeg har været bevidst om min krop siden jeg kan huske.

Som barn ville jeg ikke bruge traditionelle badedragter, derfor måtte min mor købe en fin, lyserød badedragt med påsyet skørt og polkaprikker. Den blufærdighed har fulgt mig hele vejen til i dag.

Når solen endelig bager ned over Danmark i sommermånederne, strandende er fyldte og alle er hoppet i shorts eller nederdel, så render jeg stadig rundt i de lange, kropsnære bukser.

Både fordi jeg sjælendt får det for varmt, men også fordi jeg ganske enkelt føler mig utilpas i korte bukser. Derfor ved jeg, hver gang jeg går ud af døren, at jeg skal være klar til at modtage kommentarer om mit tøj eller få svedende, uforstående øjne i nakken.

Hver sommer møder jeg det ironiske spørgsmål ”Skal du ikke have lidt mere tøj på?” eller ”Du må da virkelig svede”. Til det har jeg kun at sige: Nej. Nej, jeg har det netop helt fantastisk lige nu. Præcis som du har i dine shorts.

Jeg har de seneste somre forsøgt mig med nederdel eller shorts. Det holder som regel en dag, og så er jeg tilbage i de sorte bukser med dækkede ben.

Alligevel er det i den trygge zone jeg får markant flest negative kommentarer. I de korte klæder lyder kommentarerne nærmere lidt a la: ”Ej, du har taget short på, hvor fedt”.

Aldrig har jeg fået kommentaren: ”Det er da dumt, du er tilbage i det outfit, der gør dig utilpas”, selvom det er tydeligt for enhver, at jeg er på udebane med et gigantisk ’u’.

Vi lever i en tid, hvor det – åbenbart – er vigtigere at passe ind i mængdens kassesystem, end at gøre præcis, hvad man har lyst til.

Pludselig er det yndige land blevet et sted, hvor vi er mest yndige, hvis vi passer ind i kasserne og gør præcis, som det forventes af os.

Men! Mon ikke verden ville være et langt bedre sted, hvis folk passede deres egen butik, og lod os andre underlige stoddere fryse i diskotekskøen eller svede i sommervarmen?

Luminis på Egeskov Slot: En lysende sanseoplevelse

in Kultur by
img_9542

I sidste uge kunne man fredag og lørdag opleve lysshowet “Luminis” på Egeskov Slot. Luminis bragte glæde for de mange tilskuere, men også for folkene bag.

InMediasRes fik lov til at opleve showet og har fået en snak med Marketing- og Eventassistent, Cathrine Blaabjerg, som også er projektleder på Luminis.

Skrevet af Amanda Ellen Esbjerg Justesen

Det første jeg ser, da jeg en mørk fredag aften i december nærmer mig Egeskov, er et stort skilt oplyst med ordene “Egeskov – Det Levende Slot”.

Da jeg når op til indgangen, hæfter jeg mig ved lyset, stemningen og en betydelig større mængde af mennesker, end jeg havde regnet med.

Det er efterhånden ved at være end del år siden, jeg har været på Egeskov og er derfor spændt på at se det igen.

img_9524

Egeskov er en sanseoplevelse

Selvom Luminis er grunden til, at jeg er kommet, bliver jeg meget imponeret over hvor gennemført hele oplevelsen på det store areal rundt om slottet er.

For at komme til selve lyshowet skal jeg gennem en lang og mørk sti. Stien er dog oplyst af en masse små juletræer med lys i, og det gør turen hyggelig.

De mange børn, der sammen med familiemedlemmer eller lignende, slændrer langsomt fremad med opslugte øjne, bekræfter mig i, hvor fin turen er.

Inden jeg når til slottet, som er her Luminis bliver afholdt, kommer jeg forbi små “appetizers” til lysshowet.

En masse paraplyer hængt op i luften lyser op i en behagelig blå farve. En stor sølvkugle placeret på jorden med mindre versioner af samme slags hængt på en snor ovenover. Alléer og dukker af lys.

Luminis er smukt lys på Egeskov

Jeg har fået lov til at snakke med Cathrine Blaabjerg, der arbejder som Marketing- og Eventassistent på Egeskov, og som også er projektleder på Luminis.

Mit første spørgsmål til hende er, hvad Luminis egentlig er. Hun svarer at Luminis er et lysevent på Egeskov, men også meget mere end det.

Hun fortæller, at det er en sanseoplevelse for hele familien. De mange haverum på Egeskov bliver lyst op i form af forskellige installationer.

Hvem laver Luminis og hvem fandt på idéen?

 – Luminis er lavet med grundidé fra Egeskovs Direktør Henrik Neelmeyer, som havde set noget lignende på et slot i Tyskland. Da jeg kom i praktik var det en oplagt mulighed at starte det, da jeg havde lavet en lysanimation til Nyborg Slot nogle år inden, derfor står jeg for konceptudviklingen.

Hun fortæller, at DVC (Dansk Video Center) står for alt lys og lyd og at de både i år og sidste år, fik hjælp af en gruppe studerende fra Erhversakademiet Lillebælt til at animere lysshowet på slottet.

Hvad er det du tror, at folk så godt kan lide ved det?

 – Det er lys i en mørk tid i smukke omgivelser, som man ikke er vant til. Luminis er ikke som lysshowet på Flakhaven eller jul i Tivoli. Det er omgivelserne, sanserne, afslapningen, og dét at være sammen med familien uden at skulle stresse rundt. Derudover er det en anderledes juleoplevelse.

Hvilken rolle har Luminis spillet i den succes Egeskov har fået de seneste år?

 – Luminis har gjort, at Egeskov kan holde åbent i vinterhalvåret. Det har været spændende at se, om folk også vil besøge Egeskov, når der ikke er smukke, grønne blade på træerne, men også når vi laver andre events. Vores gæster bakker altid utroligt godt op om det, når vi finder på noget nyt. Derudover giver det et ekstra event for vores sæsonkortholdere.

Da jeg spørger Cathrine, om hun kan beskrive Luminis med én sætning, svarer hun således

 – Luminis er smukt lys på Egeskov. Og mit hjertebarn.

img_9533

Lysshow med historie

Da jeg når frem til slottet, går der ikke mange sekunder, før det er tid, og Luminis går i gang. Det kører hver halve time hele aftenen.

Lyshowet varer syv minutter og indeholder alt fra teknomusik, til jul samt Egeskovs historie.

En myte siger, at hvis man fjerner træmanden, der bor i tårnspiret, fra sin plads på puden, vil Egeskov synke i voldgraven julenat.

Luminis er smukt og lyser op på forsiden af Egeskov Slot. Publikum er imponerede, og for andet år i træk viser slottet og dets begivenheder sig fra dets bedste side.

Fotos af Amanda Esbjerg Justesen

Hvem er InMediasRes egentlig?

in Kultur by
15101816_10154094771774786_962267371_o

InMediasRes har fået ny redaktion, og derfor har vi valgt at lave en artikel i form af et interview med os. Har du lyst til at vide mere om InMediasRes og dets tre guruer, så læs med her!

Skrevet af InMediasRes’ redaktion (Amanda, Martin og Yasemin)

15133961_10154094772209786_887364011_o

Hvad laver i lige nu?

A: Til dagligt læser jeg dansk, men har taget et års orlov. Primært på grund af mit ølmisbrug… Ej okay.

M: Akademisk alkoholiker. Tak til SU styrelsen. Prøver at læse medievidenskab.

Y: Jeg læser dagligt journalistik på SDU, men sådan lige nu, stresser jeg over at min telefon mangler plads.  

Hvor gamle er I?

A: 23 and in denial.

M: 20 år og fire måneder.

Y: 21. Jep, ligesom Topgunn synger det.

Hvis I skulle høre én sang på repeat resten af livet, hvilken skulle det så være?

A: Let It Be – The Beatles

M: Lilac Wine – Jeff Buckley.

Y: Where Is The Love – Black Eyed Peas.

Hvad ville I helst: Have sex med Donald Trump og ingen vidste det eller ikke have sex med ham, men hele verden troede I havde?

A: Donald hvem?

M: Kun hvis jeg bliver USA’s førstedame.

Y: Been there done that.

Hvorfor er I overhovedet med i IMR?

A: Fame, money, bitches.

M: Jeg kom ikke ind på journalistik.

Y: Fordi Ulla T ikke er gået på pension endnu.

Hvad er IMR egentlig?

A: Mit.

M: Nice.

Y: Latin.

15145116_10154094771689786_65629906_o

Spøg til side, hvad er jeres vision for mediets genfødsel?

Alle: Vi kunne godt tænke os at lave portrætter af Odenses eksistenser, diskuterende kulturanmeldelser og debatindlæg. 

Det skal være udgangspunkt for, at unge skribenter kan få deres stemme ud til andre kulturinteresserede unge i Odense. Det bliver fedt.

The White Dominos vil give publikum et rockchok

in Musik by
IMG_6460 redigeret

Rockdrengene fra The White Dominos bød på vilde rocktoner, da bandet spillede til Odense Havnekulturfestival.  In Medias Res tog en snak med bandet om The Blue Van og deres famøse rockchock

Skrevet af Lisette Olesen

Ved rockscenen på Odense Havnekulturfestival har de fire rockdrenge fra The White Dominos linet op til et rockbrag.

Gæster har samlet sig om scenen, der er beklædt i røg og damp. Mads Becks heftige trommebeats har indtaget forårsluften sammen med bandets vilde guitartoner.

Sammen er bandet klar til at give det odenseanske publikum et rockchock.

”Sjovest at lugte hinanden”

Bandets lange lokker flyver febrilsk til sangen Like A Ghost. Foran scenen danser en flok nyudsprungende studenter, imens en flok læderbeklædte koncertdeltager lader plastikkrussene hamre i mod hinanden i et skål.

”Lad os komme lidt tættere. Det er altid sjovest, når man kan lugte hinanden”

siger bassisten Magnus oppe fra scenen.

Til trods for, at hvert bandmedlem er placeret foran et mikrofonstativ, griber de muligheden for at hoppe rundt på scenen.

Sammen med festivalens publikum, bryder bandet ud i en fællessang, hvor linjen ”you are my only light” fra sangen Only Light kan høres på hele på havnepladsen.

Foruden bandets nye single Doyouwannarunaway? har rockgruppen spækket setlisten med sange fra deres  seneste EP On To Something, der udkom sidste år.

IMG_6509 redigeret

Læs også Go Go Berlin holder en fordybelsespause

Vi vælter verden

Sammen har det århusianske band et mål for øjet at brage igennem på rockscenen.

Bandet består af guitarist Daniel Potts, forsanger Jonas Sharpe, bassist Magnus Gaardbo samt trommeslager Mads Beck.

Tidligere har de fire rockdrenge spillet support for Go Go Berlin, der gæstede Odense i december.

Ved Odense Havnekulturfestival spiller The White Dominos support for jubilæumsbandet ‘The Blue Van’.

Et rockband, der tidligere har skrevet en sang ved navn White Dominos.

De fire bandmedlemmer fra The White Dominos fik først navnesammenfaldet noget tid efter bandets debut på scenen. Dog har bandet beholdt bandtitlen The White Dominos af en speciel grund:

 ”Navnet gav god mening, da The Blue Van var et kæmpe forbillede for os, da vi startede bandet. Derudover er der en god symbolik i navnet, fordi vi gerne vil vælter verden,”

forklarer Daniel Potts i backstagelokalet, mens han skrifter guitarstrenge til aftenens show.

IMG_6641 redigeret

Læs også Rock Under Broen krydrer gamle klassikere med ny energi

En oplevelse fra scenekanten

I de seneste år har bandet spillet koncerter i Tyskland, Italien, Ungarn og Slovenien. Fælles for alle The White Dominos’ koncerter er, at bandet vil givet sit publikum et musikalsk minde fra scenekanten:

”Vi skal fandeme spille som om, at det var vores sidste koncert hver gang,”

lyder det ivrigt fra bandets Daniel Potts.

Sammen går The White Dominos efter at give sit publikum et rockchok, som er en tilstand, hvor man som tilskuer taber næse og mund til rockens toner. Sådan forklarer bassisten Magnus Gaardbo:

”Det er ligesom i den gamle Olsen Banden film, hvor Keld går i granatchock en eksplosion i en bunker,”

Udover at spille på dette års udgave af havnekulturfestivallen, er bandet klar til at lade rocktonerne falde ved dette års Grimmeste Festival.

Fotos af Steffen Berg Klenow

Rock Under Broen krydrer gamle klassikere med ny energi

in Kultur/Musik by
rock under broen

Danmarks største endagsfestival bød på gamle minder og nye toner, da ti danske bands indtog festivalpladsen ved Lillebæltsbroen.

Skrevet af Lisette Olesen

Klapstolene er foldet ud og ølglassene er fyldte ved Rock Under Broen i Middelfart. Imens bilerne kører i pendulfart mellem Fyn og Jylland, brager musikken ud af højtalerne ved den gamle Lillebæltsbro.

På festivalpladsen står en skov af klapstole placeret foran scenen. Badet i sommersolen indvier Anne Linnet scenen med filmhittet ”Barndommens Gade”.

Tidsløse hits i ny musikalsk indpakning

Et af de ti bands ved dette års udgave af Rock Under Broen er KrebsFalch. En duo bestående af sangerne Michael Falch og Poul Krebs. Sammen tænder de to solister en indre lejrbålsstemning på festivalpladsen.

Sangen Tomandshånd får fødderne på de siddende gæster til at bevæge sig i takt.

En nostalgisk koncert, hvor gruppens stemmer samler sig om evergreens fra Michael Falch og Poul Krebs musikkatalog i form af sange som   Sådan Nogen Som Os og Mød Mig I Mørket.

Fire af festivalens artister har deltaget i tv-programmet ‘Toppen af Poppen’ på TV2. En af dem er 27- årige Mattias Kolstrup fra Dúné.

Med sig har forsangeren et par Toppen af Poppen fortolkninger i form af de såkaldte dúnéficeringer.

Dúnés version af Oh Lands Sun of a Gun får publikum til at headbange i det lille telt, mens deres fortolkning af Sebastian-klassikeren 80’ernes Boheme samler publikums stemmer i alle aldersgrupper til et fællesskrål.

Lignende fællessang opstår på den scene, hvor Rasmus Seebach synger sin fars sang Under Stjernerne på Himlen til det fynske publikum.

En generationshit, der danner en skov af svajende hænder op mod scenen.

Scrapbog bliver til nyhedstavle

Udover at koncerterne ved Rock Under Broen er en scrapbog med musikalske minder fra artisternes fortid, er koncerterne en nyhedstavle, der sætter fokus på nye toner.

Dúné krydrer setlistens toner med det endnu ikke udgivet nummer Loose my way. En sang, som afspejler en ny hiphopinspireret lydprofil hos de danske rockdrenge.

Glam-rockkongerne fra Europe byder på firserhits som Final Countdown Cherokee og Rock the night, som sætter gang i dansefødderne hos det fynske publikum.

Men hopperiet under Lillebæltsbroen bliver hurtigt suppleret af heftige headbanges og vilde håndtegn, når bandet placerer tungere melboller i en glamerøse rocksuppe.

De tunge guitarrifs i sange som Second Day og Nothing to ya fra bandets seneste album War of kings får Lillebæltsbroens master vil at vibrere.

Toner, der bevidner om at Europes karakteristiske glamrockstil er blevet mere heavy rocket med alderen.

Konfettiregn og Rock and roll

Et baggrundstæppe i rød velour falder og scenen åbner.

Scenens baggrundstæppe er erstattet med farvestrålende plader med lys rundt om. Plader, som tilsammen danner en grafittivæg med tekster som F*** jeg er forelsket og Frederiksberg Allé.

Rasmus Seebach skaber en folkekær forelskelse på festivalpladsen.

Ud over skrig og klappen synger publikum med fra første strofe på  numre som Tusinde Farver, Million, Øde Ø og Engel.

Sange, som ved koncerten bliver pakket ind et show med blinkende lygter, konfettiregn og flammer fra scenekanten.

”Det er sgu som om, at der mangler noget her”

Sådan lyder det fra Rasmus Seebach, da han stopper sin akustiske version af hittet Natteravn.

Pludselig ruller en DJ ind på scenen. Med ét er festivalscenen omdannet til en clubscene fyldt med vilde elektroniske toner.

Et andet sted, hvor publikum har trang til slå hænderne imod hinanden er i festivalens koncerttelt. Her er det ifølge Go Go Berlin, der består af aftenens yngste musikere og som befinder sig i midten af tyverne, tilladt at opføre sig som børn.

I teltet ruller rocken, så teltbadunerne er på vej op af jorden.  Der hoppes, danses og klappes til sange som Castles Made Of Sand, Kill Me First og Kids.

Forsanger Christian Vium filer løs på strengene sammen med guitaristen Mikkel Dyrehave og bassisten Emil Rothmann. Ander Søndergaards hænder danser løs på tangenterne, mens Christoffer Østergaards trommestikker hamrer løs bag trommesættet.

Sangen Electric Lives fra albummet af samme titel får tilføjet sætningen “Put jeres hænder op” i omkvædet. En opfordring publikum straks adlyder.

Hvad gør vi nu lille du?

Udover klap formår bandet Love Shop skabe en uventet reaktion hos publikum.

To kortslutninger, røg fra storskærmen og en afbrudt koncert får publikum til at hvine.

Trods travle teknikkere på scenen sætter forsangeren Jens Unmack sig på scenekanten for at snakke med sit publikum:

”Der er ingen, der siger, at det skal være let at gå på arbejde, ”

lyder det fra forsangeren. Jubel og klapsalver breder sig på festivalpladsen efter de tekniske problemer er løs og bandet indtager scenen med fornyet energi og sange om Love Goes On Forever og En nat bliver det sommer.

Den løse humor er en del af kunstnernes virkemidler på scenen ved dette års Rock Under Broen.

Her er Kim Larsen en af de luner, der bringer smilet frem hos festivalgæsterne. Mattias Kolstrup tilføjer linjen ”Tarzan Mama Mia” til Dúnés fortolkning af Sebastianhittet 80’ernes Boheme.

Ud over sangteksten Fyn er Fin udviser Europe-forsanger Joey Tempes nabokærlighed til Danmark ved at synge Hvad gør vi nu lille du?.

Brudstykket fra Gasolinsangen får publikum til trække på smilebåndet og starte en klapsalve.

Sammentræf mellem generationer

Det er ikke kun hos festivalens optrædende gæster, at humoren er højt prioriteret.

Udover farvestrålende parykker, flamingo briller og en pink fugleudklædning byder Rock Under Broen på en kontrastfyldt oplevelse væk fra de to scener.

I et telt væk fra de to koncertscener opleves rystende numserog bølgegang i barmene hos festivaldeltagerne.

På en lille scene ved Zwei Grosse Bierbar står gruppen ‘Mathias And The Beatroots’.

Ud af højtalerne brager en energisk version af Macklemore og Ryan Lewis’ We Can’t Hold Us. Et nummer, som har fået unge som gamle festivalgæster op af stolene.

Rock Under Broen er en festival, der samler det unge såvel som det ældre publikum. Gamle sange friskes op med nye toner, mens etablerede artister bringer nyt musik ind på scenerne.

Kunstnere og publikums energi fortætter sig ved teltscenen, hvor tonerne af Mads Langer fuldender dagens udskejelser ved Danmarks største endagsfestival.

Foto af Camilla Stæhr Johansen

 

 

1 2 3 22
Gå til top