Author

guest

guest has 46 articles published.

Anbefaling af IMR: Økologi til folket

in Kultur by
imra61c27fb585051c4f89784516172f7fd
Foto: Helene Vork.

 

Friske, økologiske grøntsager produceret lokalt. En uopnåelig luksus, når ens eneste indkomst hedder Statens Uddannelsesstøtte. Skulle man tro. Hvis det ikke lige var for en flok ildsjæle i Odense Fødevarefællesskab, der har skaffet odenseanerne ordentlige grøntsager til en billig penge siden stiftelsen i 2011. Stikordet er medejerskab.

Skrevet af Helene Vork

Det brune papir knitrer. “Hvad er der i posen i dag? Er der nogen rodfrugter?” siger en far, der har sin dreng med. Han prøver at mærke sig frem og trykker på den store papirsposes bund. Jeg må blive ham svar skyldig, det er nemlig min allerførste vagt i Odense Fødevarefællesskab. Til gengæld lægger jeg hans krøllede hundredelas varsomt ned i den blå blikkasse.

“Hov, undskyld!” får jeg råbt, da han er på vej mod døren. I sidste øjeblik husker jeg ham på at tage en bakke røde og grønne tomater og et bundt koriander med. I stedet for at blive mast i den store pose, står de fremme og spreder deres skarpt-sødlige duft i rummet. Synet af de farverige, struttende grøntsager får tænderne til at løbe i vand. Jeg fortryder, at jeg ikke tog en ekstra madpakke med.

Medlemmerne styrer butikken

Det er allerede et par uger siden, jeg og min bofælle meldte os ind i fællesskabet for at nyde de gode grøntsager. Nu er det blevet tid til at yde. Udover et engangsbeløb på 100 kroner, opfordres man til at bidrage med tre timers frivilligt arbejde om måneden. Arbejdet kan bestå af alt fra at finde leverandører, pakke og sælge de propfyldte poser til at organisere filmaftner, foredrag og fællesspisning. Tanken er, at alle medlemmer er medejere.

Man bestiller og betaler sin pose en uge i forvejen, og så sørger indkøbsgruppen for at bestille hos økologiske landmænd på Fyn. Sådan undgår man også spild. Når så mange fordyrende mellemled er skåret fra, kan prisen for en pose med 5-8 kilo øko-grøntsager komme helt ned på 100 kroner. Det er billigere end i supermarkedet.

Dagens første kunder

Jeg valgte at skrive mig på vagtplanen som “kasselærling” og min vagt starter lige på og hårdt. Jeg møder op lidt i fire i Svalernes genbrugsbutik. Den ligger lidt skjult i en baggård i Vindegade, heldigvis har jeg været der før. Dengang skulle jeg bare købe en brugt tekande. I dag skal jeg arbejde.

Pakkemesteren er en ung pige med dreadlocks. Hun lyder lidt forpustet, og spørger mig, om kassemesteren er på vej. En, der har prøvet det før og har styr på alt det formelle. Mira har taget tjansen med kort varsel, men kommer lidt for sent, fordi hun skulle hente børn. I starten er vi altså bare to unge kasselærlinge, der aldrig har taget en vagt før.

De første medlemmer kommer, så vi kaster os ud i det, krydser af og tager imod penge. Folk er nu søde til at hjælpe os, for mange af vores kunder har siddet, hvor vi sidder nu. Man fornemmer hurtigt, at det ikke er en butik, og grænsen mellem “kunde” og “ansat” er udvisket. I dag sidder jeg bag disken, i næste uge er det måske dig.

Til storfamilien eller singlen

Der er stillet kaffe, te og kage frem, og der er rigelig med tid til hyggesnak. Der kommer omkring 40 medlemmer forbi på denne onsdag og henter poser. Det er både unge og gamle, med og uden børn og i alt fra plettet arbejdstøj til smart, farvestrålende design. De fleste vil også gerne bestille til næste uge. Andre vælger at springe en uge over, fordi de ikke kan nå at få det hele spist. Der har længe været snak om at lave en “singlepose” med det halve indhold.

De fleste bliver hængende lidt og sludrer. Om fællesspisning næste uge og hvor utrolig stærk, den lille, uskyldigt udseende chili i løssalg er. Genbrugsbutikken “Svalerne” holder åbent onsdag aften samtidig med Fødevarefællesskabet. Det er altså ikke kun selleri og pastinak, du får med dig hjem, måske ryger der en antik lampe eller en god bog med.

Efter endt vagt kan jeg endelig udlevere min helt egen brune pose i knitrende papir. Jeg må cykle forsigtigt hjem, overlæsset med skorzonerødder, rucola, knoldselleri, pastinak og gulerødder, der ser ud som om, de er trukket direkte op af marken. Jeg kan glæde mig til en hel uge med lækker mad og god samvittighed, både overfor miljøet, sundheden og pengepungen. Sikke en luksus.

Odense Fødevarefællesskab holder åbent for tilmelding hver onsdag fra 16-18:30.
Det foregår i Svalernes Genbrugsbutik, i Vindegade 75-77.
Læs mere på odenseff.dk eller på facebook.

Mad på S(D)U: Sparsommelige råd

in Kultur by

SU plejer være ensbetydende med pasta, ketchup og masser af havregryn, men med god vilje og planlægning, er det nemt at slippe for mad af dårlig kvalitet.

Skrevet af Nanna Frank

5.700 kr. Så mange penge, får den almindelige studerende på en videregående uddannelse hver måned. De penge skal gå til husleje, regninger, mad, tøj, og ikke mindst: øl. Det føles som en evig længsel efter den sidste dag på måneden, så kontoen atter kan blive en eufori af grønne tal. Men bare rolig, det behøver ikke være sådan. God vilje og planlægning er alt der skal til, for at skrotte SU-diæten og spise andet end pasta, ketchup og rugbrød hver eneste dag.

Den allerbedste måde at spare penge på, er ved at lave en madplan. Det lyder kedeligt. At lave en plan for hvad man skal have at spise i en hel uge. Tænk nu, hvis man ændrer mening og faktisk ikke har lyst til det alligevel. Det kan ske og så må man lave mad, af hvad der er i skabene. God fantasti smager ofte meget godt.

Med en madplan er alt der skal gøres, at svare på et enkelt spørgsmål: Hvad har du allermest lyst til at spise? Og når det spørgsmål er besvaret, er det at tage hen til nærmeste supermarked og handle ind. Hvis du kun bruger penge på mad en gang om ugen, er der færre impulskøb og derfor mindre chance for at spilde penge på noget ligegyldigt, du pludselig havde lyst til nede i supermarkedet.
Undersøgelser viser også, at hvis du handler ind på tom mave, har du større tendens til at impulskøbe og derved bruge flere penge end hvad nødvendigt er. Så tag f.eks. afsted efter aftensmaden.

De reklamer vi alle hader at få, er rent faktisk din bedste ven under uddannelse. Køb kød og grøntsager efter hvad er der på tilbud og i sæson. Læg mærke til at jordbær koster meget mere i vintermånederne, end de gør i sommermånederne og det samme med rodfrugter. Det er fordi de er i sæson og sæsonvarer er simpelthen bare billigst. En kort søgning på internettet, kan vise dig hvilke grøntsager du skal gå efter og derved spare endnu flere penge.
Planlæg også rester ind i din madplan. Hav en restedag om ugen – så er der intet mad, der når at blive for gammelt. For tænk, hver gang du smider mad i skraldespanden, smider du faktisk penge ud.

Man får en ny bedste ven under uddannelsen: Fryseren. Resterne fra i går, frugt og grøntsager, der lever på sine sidste dage og pålægen der er på tilbud. I fryseren med det! Det holder sig frisk længere og når det er sidst på måneden, er det fantastisk at have et lager. Man kan overordnet lægge alt i en fryser – der er dog få undtagelser. Igen vil en hurtig søgning på internettet besvare spørgsmålet.
Afhængig af fødevaren, er det forskelligt, hvor længe det kan holde sig frossent. Brug en tommelfingerregel, der hedder, at man først ved det når det bliver taget ud og tør op. Brug dine sanser: Føles det som det burde, lugter det mærkeligt eller smager det som det skal? De kloge siger man kommer langt med sund fornuft – og det er også situationen her.

Der skal ikke meget til og et budget på 1000 kr om måneden, er alt rigeligt til varm mad hver aften og det gør også, at der er plads til en café- eller bytur engang imellem.

På de skrå brædder: Love and Information – Følelsesregisteret på to timer

in Teater by
imr2fb5bb3b583268b35e4234745bd6c661
Et billede fra en af de mange scener i forestillingen. Foto: Morten Kjærgaard.

★★★★☆☆

Otte skuespillerstuderende tager publikum gennem en rejse, hvor over 100 forskellige karakterer skal udtrykke sig i et hav af informationer og forskellige sindstilstande, og hvor en lille vigtig detalje hurtig kan blive glemt: Kærligheden.


Skrevet af Maria Andreasdóttir Sørensen

Køen er lang for de mange mennesker, der har trodset efterårsblæsten og med bevantede hænder puster de kulden langt bort. Plakaten om de otte unge mennesker har vækket nysgerrigheden, for hvad handler alt det her Kærlighed og Information om?
Inde i salen er rekvisitterne gjort af seks sofaer. Den enkle opsætning skal i de næste knap to timer danne rammerne for 57 scener, nogle kun på få sekunder andre op til fem minutter, som hver især er stopfyldt med info, indtryk og mødet med alle tænkelige personligheder. Aktørerne på scenen er alle skuespillerstuderende på Odense Musikkonservatorium og Skuespillerskole.

I forestillingen møder vi blandt andet nervøse IKEA-mænd, en undrende dinosaur, et elskende par og en dreng, der gerne vil vide hvad smerte er. Fire drenge og fire piger mødes i forskellige situationer og i al slags humør. I fællesskab bombarderer de publikum med små historier i form af sekvenser, nogle helt surrealistiske og andre genkendelige.

Stemningen bliver vendt som en crepé på en varm pande med de korte skift i de 57 scener. De komiske elementer dominerer. Salen slår ud i kollektiv latter, da en halvnøgen cowboy med desperation i øjnene dukker op midt på scenen. Men i nogle scener er der også elementer, som sætter tankerne i perspektiv og hele salen holder vejret, da en halvkikset lektor med strømper i sandalerne bliver bevidst om en grim erindring fra barndommen. Men den triste stemning bliver skyllet væk på sekunder, da en ny scene begynder. En bange indianerhøvding, som har fået til opgave at fortælle en børneflok om frygt, gør sin entre på scenen med kæmpe fjerprydet hovedbeklædning. Absurditeten skal opleves for fuldt ud at forstå den

Dramaet, som er inspireret af feministisk dramaturg Caryll Churchill, stiller tilskuerne spørgsmålet, om vi kan håndtere hverdagens mange input af information uden at glemme følelserne, hukommelsen og vigtigst af al den langsomme kærlighed. Kan du leve i en travl hverdag og stadig have hjertet med dig? Stykket bliver spillet på Odense Teater frem til d. 7. december. Så skynd dig ind at se det, hvis du savner lidt kærlighedsperspektiv i juletiden.

Koncert: Marie Key er en en’er!

in Musik by
 Foto: Maria Andersen.
Foto: Maria Andersen.

★★★★★☆

Lørdag d. 2. november den sidste efterårsmåned i 2013 lyder startskuddet for Marie Keys efterårsturne. Som det andet stop på turneen, gæstede Marie Key smilets by, Århus. Koncerten fandt sted i Musikhuset Århus, Store sal, som stort set havde fuldt hus.

Da jeg lørdag formiddag drager mod Århus for at deltage i min første Marie Key-koncert på spillestedet Musikhuset, er jeg spændt, men samtidig, stik i mod sædvanligt, fyldt med forventninger. Forventninger om at mine hår på armene skal rejse sig og at jeg får en knugende fornemmelse i maven, når bestemte sange bliver sunget. Men også en frygt for at Marie Key, i levende live på scenen, får rørt dybe følelser inderst inde i mig. For hvis der er nogen som kan skrive sange, der beskriver livets op- og nedture, så er det Marie Key. Fik fik mavefornemmelsen, de små hårrejsende momenter og et par strofer til selvreflektion smidt i hovedet? Svaret er ja!
Key ligger ud med sangen “Uopnåelig”. En sang der starter stille og roligt. Klangen er ren, smuk og der lægger sig en tung, rolig og dybsindig dyne over publikum. Lige inden undertegnede begynder at frygte hele showet vil bære præg af denne stemning, sker der et ophold i musikken. Sortlagt sal. Stille. Og så bliver lyset tændt og Key brager igen ud med sin klare røst. Showet er i gang.

Tænker du, at vi danser?

Marie Key har optrådt på mange af årets sommerfestivaler med sit album fra 2012 “De her dage.” Et album, der indeholder en hel del af de sange, som vækker følelser i en, beskriver forhold og livets til tider snørklede og uforklarlige veje. Publikum blev fodret med disse “gamle” sange, tilsmagt et par nye, uudgivede sange. Stilen lader til at fortsætte hos Marie Key, og hvorfor ikke når det nu går så godt. Sangen “Tænker du, at vi danser” var et af de nye numre Marie Key præsenterede for publikum. Tonen er i stil med “Uden forsvar”, men temaet i stil med hendes andre sange. Temaet er nemlig det, når man ikke helt ved, hvor man står i forhold til sin flirt eller kæreste. Hvem har ikke prøvet det?
Problemstillingerne som Marie Key fremstiller er ofte stereotype, men ikke desto mindre svære at gå igennem og forholde sig til. Derfor er det ikke svært at fatte sympati og tilknytning til sangene og sangerinden, Marie Key.

Key og Lars Løkke-sagen

Sympati fik Marie Key ikke blot på grund af hendes sange og optræden. Humoren var i den grad også tilstede. Mellem sangene benyttede Marie Key sig af at snakke til publikum, og man kunne næsten ikke undgå ikke at trække på smilebåndet og bare nyde hendes selskab. Det var en god afveksling i forhold til sangene. Marie Key er en kvinde, som trods hendes minimalistiske fremtoning, er fyldt med karisma og en god portion ironi. Den omtalte Lars Løkke og GGGI-sagen har ikke blot hevet overskrifter i pressen, den har sågar også forvoldt Marie Key problemer med at komme i “øveren”, som hun udtrykte det. Ifølge Marie Key, så er det svært at være musiker og ville øve 8 timer om dagen, når man også skal følge med i denne skæbnesvangre bilags-sag, som hvem ved, hvilke konsekvenser den kan have for fremtiden. Lige præcis der, med denne fremlægning, dér vandt Key uden tvivl publikum endnu mere.

Tag nu en tår øl, Marie!

Koncerten var den anden på efterårsturneen og den anden på to dage. Stemmen virkede desværre til tider en smule rustent, og knap så klar og ren, som man kender den. Nogle gange ville man ønske hun tog en ordentlig slurk af den øl, som hun i bedste Kim Larsen-stil fik stillet til rådighed tre sange inde i koncerten.
Den lidt svækkede stemme er dog ikke den, som ligger tungest på vægtskålen. Koncerten var opløftende. Jeg blev positivt overrasket over måden hun med humor leverede overgangene mellem sangene, og det gav, som sagt, en helt anden stemning, trods melankoliske kærlighedssange, som jo er kendetegnet Marie Keys musik.
Jeg gik derfra med en ophøjet stemning, et smil på læben og en del klogere på den spinkle krøltop med de runde briller, som gør hende til en èner på den danske musikscene i mange år fremover.
Koncerten får fem ud af seks stjerner.

Giver du en forlomme?

in Kultur by
Tålmodigheden sættes på prøve i hverdagens kamp i Netto. Foto: Laura Skovhave.

Foto: Laura Skovhave

Vi bliver nødt til at krydse de automatiske døre til supermarkederne, hvis vi vil have vores spaghetti og vores mælk. Det er dog ikke altid så nemt og smertefrit, som det lyder.

Man får kamp til køen, selv når man er i Netto. Alle holder fast i indkøbsvogn og hakket kød, som var det alkohol i den amerikanske forbudstid. Det ultimative mål? At komme først gennem kassen og først ud i friheden. Det er onsdag eftermiddag, og alle er i Netto. Det har været en lang dag, og efter at have udvekslet et par høflige kommentarer med en bekendt i grøntsagsafdelingen, går jeg målrettet mod køleskabene for at finde en liter mælk. Med mælken under armen styrer jeg udenom den ene fulde indkøbsvogn efter den anden. Jeg undgår akkurat et frontalt sammenstød med en lille dreng, som har fået lov til at køre ræs med sin lillesøster i hendes klapvogn i de smalle gange, og jeg når uskadt op til kassen. Den rigtige udfordring møder man dog først ved kassen. Hele Danmarks befolkning er i Netto, og der er kun én kasse åben.

Jeg ser en tydelig tendens i danskernes adfærd, når man når til kassen i supermarkedet. Vi bilder os ind, at vi er et smilende, venligt og næstekærligt folkefærd. Smilende? Jo. Venlige? For det meste. Næstekærlige? Tit, men absolut ikke når vi handler ind! Det gælder om at få smidt sine varer først på båndet og derefter hurtigt at få betalt, så man kan komme ud af den overfyldte butik med lyden af skrigende børn og en lugt af våde regnjakker. Om man i sin kamp om at komme først ud kommer til at træde andre mennesker over tæerne eller snuppe deres plads i køen bliver der set stort på.

Tilbage i Netto denne onsdag eftermiddag, bliver min fordom om den danske køkultur bekræftet. Her en ældre dame i færd med at lægge sine få varer op på båndet. Lige foran mig står Hr. og Fru Danmark med to fyldte indkøbsvogne. To kæmpe bjerge af æbler, hakket kød, rugbrød og leverpostej. Jeg forsøger med en diskret hoste at gøre Hr. og Fru Danmark opmærksom på, at jeg kun har én vare og lige penge i hånden. Jeg modtager dog hverken sympati eller en forlomme fra parret. Jeg bliver kun beriget med et smil, før de begynder at læsse deres varer på båndet.

I mellemtiden er køen vokset. En familie på fire har placeret sig bag mig, og bag dem ses trætte ansigter titte frem i håbet på, at en ny kasse bliver åbnet. Den trætte kasseekspedient må have tilkaldt backup, fordi pludselig hører man en stemme sige: “Jeg åbner herovre”. Før jeg overhovedet når at blinke med øjnene, har en børnefamilien bag mig med fyldt indkøbsvogn kastet sig hen til den nyåbnede kasse, og jeg må pænt vente med min efterhånden lunkne mælk mellem hænderne.

Tutortak

in Kultur by
anne langelund tutor
Stillbillede fra tutorernes selvproducerede sang og musikvideo skrevet til de nye studerende på medievidenskab 2013. Foto: Jonas Søgaard.
Stillbillede fra tutorernes selvproducerede sang og musikvideo skrevet til de nye studerende på medievidenskab 2013. Foto: Jonas Søgaard.

En tutor for dette års nye studerende på medievidenskab fortæller om sine oplevelser ved studiestarten 2013.

Skrevet af Anne Langelund

Jeg kan lige så godt sige det som det er: Medievidenskab har de bedste rusere. Punktum. Så er den ikke længere. Eller jo, det er den faktisk. Det hele startede for godt et år siden, da jeg selv var ny studerende på medievidenskab. Mine tutorer havde sørget for alt fra at gøre første dag på universitet mindre skræmmende og til at arrangere den vildeste pubcrawl på Odenses must-see barer og diskoteker. Stemningen var i top fra første til sidste dag, og det levede jeg højt og længe på. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at noget andet introforløb kunne toppe dét, men jeg har måttet tage mine ord i mig igen, for dette års nye medievidenskabsstuderende har taget mig – og helt sikkert alle andre tutorer på medievidenskab – med storm!
Dette års tutorer har lagt hjerte og sjæl i at skabe den bedste start for de nye studerende (herefter kaldt rusere – ej at forveksle med dem der kommer fra Rusland. Not the same thing!). Vi har forsøgt at gøre det endnu bedre end sidste år: For eksempel ved at forbedre, udbygge og føje ekstra ting til introforløbet. Når man er 38 mennesker om at skulle planlægge sådan et arrangement, kræver det både blod, sved og måske en enkelt tåre, og når man arbejder sammen på kryds og tværs har det både sine positive og negative sider. Mere eller mindre alle har deres egne meninger og idéer til hvordan forløbet kan blive endnu mere fedt. Af denne årsag kan diverse diskussioner – nogle mere heftige end andre – opstå. Det kan være rigtig svært at tage en endelig beslutning, men flertallet bestemmer, og til trods for at man måske ikke er enig med resultatet, så lader man diskussionen ligge med håbet om, at det endelige resultat nok skal blive det bedste for ruserne alligevel. Uanset hvad, er der ikke noget at gøre, for flertallet har talt, og sådan er det bare! På trods af de forhindringer, der har måttet være på vejen, vil jeg vove at påstå, at vi har fået det absolut bedste ud af forløbet som overhovedet muligt.
Når man som tutorer har fået planlagt alt til punkt og prikke, og første dag for ruserne nærmer sig, glæder man sig som et lille barn – jeg gjorde hvert fald! Men samtidig var jeg også utrolig spændt på, om alt ville gå efter planen. Mine bekymringer var præget af tanker om, hvorvidt ruserne nu ville kunne lide det, vi havde planlagt, og om de overhovedet havde lyst til at deltage. For én ting er, at vi tutorer selv syntes, at planerne er super sjove og værd at bruge tid på, en anden ting er om ruserne, vil synes det samme. Heldigvis kan jeg vist godt tillade mig, som tidligere nævnt, at sige at vi har taget hinanden med storm. Ruserne har haft en positivitet og en kampgejst omkring dette introforløb, så man tror det er løgn. Ikke en eneste gang har jeg hørt nogen brokke sig over noget (hvad de så har tænkt for sig selv, er en anden side af sagen). De har deltaget med glæde og begejstring i alt, hvad vi tutorer nu har måttet udsætte dem for: konkurrencer i læssevis, som de har kæmpet sig igennem, som var det med livet som indsats, mere eller mindre frivilligt (med vægt på mindre) lært både dans og sange, drukket umålelige mængder af Gin Hass og hashtagget på livet løs. Alt sammen for at kunne lære sine nye tutorer og medstuderende at kende. Dét er sgu i orden. Selvom jeg, som det mindste blot havde håbet på, at de ville være glad for introforløbet, må jeg indrømme, at det går lige i hjertet, når man hører hvor begejstrede de alle har været for det. Og at de så oveni købet har stemt og fået os tutorer nomineret til kampen om årets tutorpris, ja dét kan man ikke klage over. Det er snart ikke til at finde ud af, hvem der skylder hvem den største tak. Om vi vinder tutorprisen, er ikke til at sige, men uanset hvad, så går det nok, for vi har haft en fest – og festen forsætter: For vi er #medieluder13.

Anekdote fra et 90’er barn

in Kultur by
Foto: http://www.chacha.com/quiz/274/can-you-name-these-one-hit-wonders-of-the-90-s.

Engang var der ikke noget der hed Facebook, Twitter eller Instagram. Der var også engang hvor ens mobil kun kunne skrive sms’er, ringe op, spille et spil eller to, men til gengæld havde den op til 20 inkorporerede ringetoner!
Med dette indlæg vil jeg kort fremhæve, de kendetegn jeg forbinder med den tid,

At tiden flyver af sted, vil jeg vove at påstå, vi alle tænker indimellem. Jeg gør i hvert fald. Sidst jeg rigtig tænkte over det, var da jeg ved et uheld, og på en noget klodset måde, fik hældt et halvt glas cola ned på min højtelskede MacBook. Min Macbook, som troligt har fulgt mig siden 2009 og stadig gør det, gik efter 30 hårdt kæmpende sekunder ud med et lille bitte biiip. Sort skærm. Panik. Alt ligger jo på den mac. Min hverdag. Mit liv. Alt er jo knyttet til denne maskine, som jeg i dyre domme fik købt efter min mursten af en Toshiba efterhånden havde brugt al min tålmodighed, og jeg fordrev ind til Apples univers. Gudskelov, livede den ved mirakuløs behandling op igen. Men denne seance gjorde altså, at mine tanker sprang tilbage i tiden til dengang, hvor teknologien ikke var midtpunktet for vores hverdag.
Da jeg var barn i slut 90’erne….

…. Samlede og byttede jeg på caps, spicegirls/backstreet boys-kort (ja, havde også en periode hvor det handlede om kapsler, som i KAPSLER. Dont ask.)
…. Så jeg “Husk lige Tandbørsten” og “Den Store Klassefest” fredag aften
…. Serverede Min mor wokret, hvortil vi skulle spise med pinde. Dont ask.
….. Skulle jeg helst have bukser med mega svaj på, når jeg skulle til sodavands-bal.
…. Var Glimmer-gel fedt at have på kinderne. Dont ask.
….. delte jeg Dumle-slikpinde ud, når jeg havde fødselsdag.
….. så jeg Bdr. Olsen vinde melodi grandprix og syntes det var fedt.
….. Opdagede jeg internettet.
…. Skulle Internettet bruges sparsomt, for man spærrede for opkald til fastnettelefonen.
…. Fik min far en mobiltelefon fra arbejdet, som kunne sende tekstbeskeder. Nu instagrammer jeg mest, så mine venner kan se hvad jeg lige har spist til morgenmad.
…. Lidt senere fik han en, som kunne gå på nettet. Det vil sige, det var en WAP-telefon.
….. Fik jeg min første telefon. En Siemens. Senere fik jeg datidens IT-telefon: Nokia 3310.
…. Spillede vi Snake på livet løs i frikvarterne. Nogle gange også i timerne. I dag er Farmville the shit. Tilsyneladende.
….. Tog jeg back-ups på disketter, lidt senere på CD-rommer. Nu ligger det hele på DropBox.

Jeg kunne blive ved. Men det gør jeg ikke, for jeg synes der er kommet for mange kaotiske billeder op på nethinden. Billeder, som jeg selvfølgelig griner af. Ja, det gør jeg da. Jeg er da ikke spor flov over min fortid.
Det tankevækkende, som jeg egentlig vil frem til med dette input er, hvor meget medier egentlig er i centrum i dag. Det er en udvikling, som virkelig har taget fart, og jeg selv og mine jævnaldrende står i orkanens øje. Det er en positiv udvikling vi står i, men spørgsmålet er om vi er de samme uden medierne? Jeg tror det desværre ikke.

Lipstickfeminisme og skrævrap

in Kultur by

Endnu et indblik i en mandslings betragtninger om kvindekønnet, og dets livtag med nye kønsroller, sex og lipstickfeminisme.

En ny form for feminisme har de sidste par år taget form. Kært barn har som bekendt mange navne, og queerteoretikere har da også haft mange bud på navngivningen af denne strømning, og begreber som lipstickfeminisme, stiletfeminisme eller Gaga-feminisme har alt sammen været brugt som benævnelser. Hvad end vi vælger at kalde barnet, så ændrer det ikke på det faktum, at det er her, og vi må forholde os til det.
Lipstickfeminismen er i brusende fremgang når man kigger på populærkulturen, hvor vulgære og seksualiserede kvinder som Lady Gaga, Rihanna m.fl., i mange år har spillet på deres seksualitet og optrådt meget eksplicit og afklædt på både pladecovers og til liveshows. Denne seksualisering omfavner mange af de ting som forrige bølger af feminin aktivisme har taget afstand fra, nemlig udfordrende påklædning, stilletter og tung make-up der fremhæver det feminine og seksuelle. I typisk queer-teoretisk forstand, har lipstickfeminismen også forsøgt at ændre semantikken omkring fornærmelser og fornedrende sprogbrug, på samme måde som de homoseksuelle bevægelser har taget begrebet "queer" til sig med slagsange som "We’re here– we’re queer – get used to it". Det kan ses som et opgør med den klassiske feministiske kvindekamp, der netop kendetegnede sig ved løsrivelsen fra de klassiske og hidtidige forventninger til kvinden og hendes (feminine) fremtoning, hvor mange i 70’erne valgte at droppe make-uppen, brænde deres Bh’er og bryde med de klassiske kvindekonventioner, ved at gå maskulint klædt og bemægtige sig adgang til hidtil mandligt territorier, og den typiske forestilling af en feminist har i mange år været en kvinde, der en anti-seksuel og nærmest maskulin i sit udtryk.
Men mit udgangspunkt i de førnævnte kunstnerinder må siges at være i småtingsafdelingen, hvis man vælger at kigge på en af de mere hardcore eksponenter for denne nye, feministiske strømning. En rapper, som er en af de heftigste eksponenter for førnævnte lipstickfeminisme i ekstrem grad, er den kvindelige rapper, Brooke Candy. I nærmest pornografiske outfits rapper hun sig gennem sangen "Das Me", hvori hun rapper "Slut is now a compliment" og generelt plæderer for sin magtfulde kønsposition gennem seksuelle virkemidler. Hun tager et solidt nossegreb (undskyld mit franske) på den traditionelt mandsdominerede rap verden, og står ikke tilbage for at rappe om sine eksplicitte seksuelle præferencer, og vælger helt bevidst at objektivisere sig selv og sin seksualitet, men med omvendte fortegn. Hun er på ingen måde et offer for manden, og har i interviews fremhævet at hun under sine stripnumre (ved siden af rap karrieren er hun stripper) føler sig magtfuld og i kontrol, på trods af at hun er objekt for mandens lyst. Den aktive seksualitet og åbenlyst promiskuøse adfærd bliver overtaget, vendt om og semantisk konverteret ved at bryde tabuet og frarøve det dens negative tone. Denne om-orkestrering af hele tanken om seksuelt frembrusende kvinder som værende "løse på tråden" kan man med rette hævde er en proces der er startet længe før Brooke Candy kom på banen, men denne ekstremitet vækker alligevel en vis undren i mit stille sind, og da dette indlæg er en del af min tænkte miniserie om kønskampe anno 2013 set fra en (yderst macho og maskulin) mands øjne, vil jeg ikke holde mig tilbage hvad angår mine egne tanker. Det har den kvikke læser sikkert også opdaget på nuværende tidspunkt …
Jeg forstår til fulde kvinders ret til også at markere sig som seksuelle, frigjorte individer, der ikke skal ligge under for en forælde puritanisme der dikterer at det sømmer sig bedst for kvinder at være bly violer, der helst skal rødme i kinderne når snakken bevæger sig under bæltestedet, og sex er noget der foregår i ægtesengen på mandens præmisser. Hvis jeg kun taler om min egen omgangs- og bekendtskabskreds, så kan jeg også med sikkerhed sige, at sådan forholder det sig heldigvis ikke. Sex er også noget kvinderne taler åbent om, og praktiserer i det omfang som de selv afgrænser. Ikke noget med at lade sig diktere af mænd, kvinder eller tendenser af nogen art, og hurra for det. Lighed for alle, og fede tider. Derfor virker den, for mig, ekstreme lipstickfeminisme som i så høj grad bliver eksponeret af førnævnte Brooke Candy bl.a., også som et overgjort pause-act. Jeg kan vitterligt ikke se formålet med så vulgære tekster og en karriere som baseres på seksuelle provokationer i så høj en grad, at man kun sjældent lægger mærke til hendes yderst begrænsede talent, irriterende vokal og gumpetunge tekster:

It’s time to take the word back "Slut" is now a compliment
A sexy-ass female who running shit and confident
Lady who on top of it, a female with a sex drive
Lyrically don’t fuck with me, the greatest in the world
Living on my pussy, all my ladies let me hear you
I’m a CEO, Dream girl, Drug Dealer
Real just like my titties you can even cop a feel-a
Finger licking good, treat my pussy like a meal-a
Talk about my tit size I need to see your dick size
Show me what you’re working with I better win a big prize
Next time they call you a slut
Brooke Candy tell you not to give a fuck
(Brooke Candy, "Das Me")

Jeg har ingen problemer med kunstneriske provokationer som sådan, men i min verden bliver bølgen med lipstickfeminismekunstnerere ikke andet end en trend der kommer og går igen, og kun efterlader et sølle aftryk i den reelle kønskamp. Selvfølgelig SKAL der noget ekstremt til at ruske op i vante tankemønstre og samfundsopinion, men ved at rappe om kønsdele, obskøniteter og slatne rim, så gør Brooke Candy sig jo bare skyldig i nøjagtig de samme ting, som mandlige rappere der gennem tiden er blevet beskyldt for sexisme og et nedladende syn på det modsatte køn. Kampen bliver jo ikke vundet ved at synke ned på samme niveau, og berettigelsen som kvinderetsforkæmper synes i mine øjne noget devalueret, hvis det er det bedste der kan diskes op med.
Jeg kan ikke undgå selv at bemærke, at jeg næsten lyder jeg som en fisseforskrækket puritaner, når jeg skyder efter Brooke Candy for hendes sprog og vulgaritet. Det er bestemt ikke min hensigt, og jeg sondrer personligt også imellem hvad min tolerancetærskel for sjofelheder og underlødig adfærd er, (den er edder’mame høj, kan jeg lige indskyde) og så hvad jeg synes er relevant og brugbart i en mere seriøst henseende, som jeg dog trods alt mener at kønsrolledefinitioner er, og; uden skelen til at jeg gentager mig selv: jeg forstår ikke ekstremiteten i den type lipstickfeminisme, og jeg anerkender ganske simpelt ikke behovet for et så udpenslet pornografisk udtryk, lige såvel, som jeg ikke kunne drømme om at sætte en mandlig rapper, der skrev tekster om hvor mange kællinger han knepper, penge han tjener og stoffer han tager, op som en rollemodel for det maskuline idealbillede. Jeg tror på gyldne mellemveje i de fleste af livets aspekter, og jeg er overbevist om at der findes bedre måder at forvalte seksualitet og feminisme end via Brooke Candy’s måde. Men jeg er jo også bare en dum, kvindeundertrykkende mandsling.

Hvad snakker du om, Blachman?

in Kultur by
 Foto: .
Foto: .

Thomas Blachman formår som ingen andre at danse rundt på det hybride dansegulv mellem smagsdommernes avantgardistiske elfenbenstårne og X-factors pøbel-tiltrækkende mainstream univers. Og guderne skal vide, at han gør det godt!

Jeg indrømmer det gerne. Thomas Blachmann kan betage mig. Men lige så betaget jeg kan blive af hans sproglige syndflod, lige så irriteret kan jeg blive af hans – til tider – tilsyneladende påtagede karakter.
Blachman er blevet allemandseje. Men er der i virkeligheden nogen, der forstår hvad manden siger?

Karanteren Blachman er blevet danskernes yndlings smagsdommer. Men er der i virkeligheden nogen, der forstår hvad manden siger?

Jeg er sikker på, at Blachman mener, hvad han siger. Men ved han i virkeligheden selv, hvad han siger? Jeg så første afsnit af programmet "Blachman" på DR2. Her udgjorde Thomas Blachman og Jan Sonnergård det intellektuelle makkerpar, der havde til opgave at kigge på en nøgen kvinde og heraf "lede efter det rette ord for det kvindelige kønsorgan".

Helt ærligt, hvis jeg har lyst til at finde det rette ord for det kvindelige kønsorgan, bladrer jeg rundt i "Kvinde kende din krop" og støder på det flatterende ord "kusse". Svære er det ikke! Jeg har virkelig ikke lyst til at høre to halvgamle smagsdommere sidde og snakke om porno, klitoris og den den dertilhørende begær. Hvorfor er det mandens job at definere kvindekroppen?

Da jeg så programmet, blev jeg forbløffet over, hvordan noget så banalt som en nøgen krop, kan blive overfaldet af så mange overproportionerede psykoanalyser og samtidig give så lidt mening.

Blachman har atter engang bevæget sig væk fra X-factors mainstream diskurs og tilbage til de snævre og elitære udtryksformer, vi kender ham for. Blachman er en karakter, der ikke nødvendigvis giver mening, men som i det mindste fremstår ærlig. Og det ka’ folk li’!

Kvindekroppen i fokus som centrum

På trods af den lemfældige samtale de to herre har kørende, er det alligevel ret morsomt at høre to kultiverede, litterære mænd snakke om "kussen". Havde samtalen foregået på en byggeplads i Nordvestjylland, havde den unægtelig udartet sig radikalt anderledes. Tja, samtalen havde måske endda givet mening. De to herre formår dog i et vist omfang at inddrage en nøgen kvinde som centrum for samtalens indhold, uden at virke frastødende eller sexistiske. De formår i bund og grund at benytte kvindekroppen som en meningsfyldt substans og ikke en indholdsløs rekvisit. Dét, skal de komplementeres for.

Men jeg forstår stadig ikke, hvad Blachman snakker om…

I 70’erne – da kvindebevægelsen var på sit højdepunkt – havde en sådan udsendelse været et angreb på den kvindelige selvbestemmelse. At mænd på denne måde skal sidde og gøre sig kloge på det kvindelige kønsorgan, ville være blevet set som mandschauvinistisk angreb på kvindernes ret til at definere sig selv. Ud fra denne præmis formår programmet derfor i sidste ende at udruste seerne med et stykke kulturhistorisk bevis på kvindekroppens foranderlige placering i det moderne samfund. Vi har altså at gøre med et stykke historisk bevismateriale.

Er programmet repræsenterende for det "pikløse samfund", og hermed en del af den maskuline oprør? Hvis det er udgangspunktet for programmets indhold og struktur, mener jeg ikke, at programmet skærer ind til benet. Der er i virkeligheden ikke meget testosteron i at diskutere kvinder og snakke om kusser.

Se udsendelsen her: Blachman (1:6).

Guldægget 2013 – countdown

in Kultur by
Foto: Jesper Hjorth.

Tiden sig nærmer, men bare rolig! Du kan godt lige nå at købe billet til Guldægget 2013.

I flere måneder, har de mange frivillige studerende fra Medievidenskab arbejdet benhårdt, for at skabe det perfekte show til på lørdag. Nogle har beskæftiget sig med pynt og føljetonfilm, mens andre har jagtet jurymedlemmer rundt hos de forskellige filmselskaber.

Én ting er sikkert – de har sammen, kæmpet for at Guldægget 2013 bliver årets største begivenhed på Medievidenskab!
Stemningen bliver et finurligt eventyrunivers, krydret med ægte galla-glæde og hyggeligt samvær med dine medstuderende, undervisere og folk fra filmbranchen.

Det er en event, som du absolut ikke må glip af – så skynd dig ned på Medievidenskabs sekretariat og køb din billet.

Udover at det er en hyggelig dag, er det samtidig en fantastisk mulighed for at se, hvad de studerende har brygget sammen af filmperler, samt blive betaget af det store frivillige arbejde som ligger bag.

Vi ses til et brag af en filmfestival!

1 2 3 5
Gå til top