12349464_10203622987015019_465559577_o

BLACK SIDE: Liv gennem lys

in Teater by

Momentum åbnede i midten af december dørene til en nordiskinspireret liveperformance omhandlende lyset, og ikke mindst dets fravær. Kunstnerne bag ønskede at skabe en melankolsk stemning formidlet i menneskelige bevægelser.

Skrevet af Emma C. Blomberg

Et spændt publikum er i aften mødt op på Momentum for at se performancen ‘Black Side’. Beskrivelsen lyder på en blanding af dans, dansefilm og elektronisk musik, alt sammen med det nordiske lys som tema.

Ingen er dog sikre på, hvad de kan forvente, da en liveperformance aldrig er forudsigelig. 

Midt i mørket

Gæsterne bliver i grupper på seks fulgt ind i en mørk sal, vejledt af en medarbejder med lommelygte. I mørket er der ikke meget at se, udover en enkel lysende lampe i baggrunden. Spændingen stiger.

Performancen starter stille og roligt ud med en projektør, der kaster en film ned på et transparent stof på gulvet.

I filmen ses performeren Taneli Törma i en skov, men desværre er det kun dem på de højeste rækker, der får det fulde ud af videoen.

Da filmen skal til at slutte, træder Törma ind i mørket. Efter længere tid får han trukket stoffet op i reb fra loftet, så det nu fungerer som et tredimensionelt lærred. Først nu begynder det, alle har ventet på.

Læs også: Poesikampsport på Momentum

Den ægte performance

Lyde, farver og lys spækker performancen med liv og natur. I enkelte øjeblikke giver forestillingens tema om nordisk lys helt mening, hvor følelser af solnedgang og solopgang, samt vinter og sommer opstår. Dette lykkes desværre ikke altid.

Med udgangspunkt i sin egen krops bevægelser får Törma skruet op for ægtheden, og ikke mindst menneskeligheden. Hans åndedræt og stemme bliver en del af setuppet, og han formår at nå ud til publikum.

Desværre resulterer menneskeligheden også i det der, fra publikums side, minder om fejl. Nogle ting tager lang tid, længere end man ønskede sig. Dette sætter ikke kun tempoet ned, men også begejstringen af helheden.

Læs også: Når dans giver stof til eftertanke

Artisttalk: Hvad tænker de?

Efter en times performance bevæger publikummet sig ud af den for første gang oplyste sal. Nogle tager hjem, andre bliver i Momentums foyerbar, klar til artist talk.

To ud af de fire mennesker bag – Törma og Søren Lyngsø Knudsen – gør sig klar til udspørgningen, der skal foregå på engelsk.

Spørgsmålene grunder meget i, hvad deres egentlige tanker bag performancen og dens elementer var. Törma fortæller om den melankolske stemning, de har prøvet at skabe, da forestillingen især handler om fraværet af lyset – mørket.

Menneskelighed var også i fokus, da kunstneren udtænkte og fandt inspiration til Black Side.

De fortæller, at de ønsker at vise det humane i naturen. Til trods for, at dette ikke lykkes gennem hele performancen, er de enkelte øjeblikke, hvor tankerne bag virkelig skinner igennem, nok til at Black Side bestemt er tiden værd.

Spørgerunden ebber hurtigt ud, og Momentum forlades af et publikum, der atter må ud i mørket; denne gang uden spænding i blodet, men med stof til eftertanke.

Foto af Teater Momentum

Latest from Teater

Gå til top