12268696_10206558582736495_400391892_o

Blaue Blume blomstrede

in Musik by

På Kulturmaskinen i lørdags oplevede en privilegeret samling mennesker et af Danmarks mest lovende bands. Blaue Blume. Drengene fra Kolding inviterede publikum ind i deres lydunivers, hvor kvartetten fyldte scenen ud som et bigband. Den intime stemning på Kulturmaskinen klædte den sentimentale rock, og de lod beskuerene komme helt tæt på.

Skrevet af Martin Cederholm

Når man træder ind i koncertsalen, kan man godt synes at den virker lille taget den ellers store bygning i betragtning.

Idet salen bliver fyldt med forventningsfulde unge, virker det dog som et ideelt og intimt spillested.

Blaue Blume kommer med debutpladen ‘Syzygy’ under armene, og et sitrende og småsnakkende publikum venter på dem.

12271388_10206558584016527_1094405793_o

Plano på Cello

Før aftenens hovednavn går på, spiller Sebastian Plano fra Argentina store klangflader af cello og elektroniske instrumenter.

Hans musik er bygget op omkring programmerede rytmer og synthesizere, hvor han looper sin cello ovenpå i stil med Nils Gröndahl.

Det er meget atmosfærisk og drømmende, men virker umiddelbart for roligt som opvarmning til en rockkoncert.

Dog er musikken storslået og fyldig, hvilket er i Blaue Blumes ånd.

Planos spillestil er meget præcis og stilsikker, og han laver ikke nogen unødvendige bevægelser. Efter små 40 minutter hopper han af scenen med sit gear.

Læs også Kildemose Festival: Nils Gröndahl er ikke en bly viol(in)

Et symbiotisk ensemble

Ventetiden er kort, og inden man ved af det, har Blaue Blume sneget sig gennem publikum og op til scenen (der er ikke et backstage lokale).

De tager sig god tid til at stemme deres instrumenter, og da spændingen er højst, sparker de ballet i gang med sangen ’Candy’, som også er første sang på deres debutalbum.

Efter den sjælfulde intro begynder Jonas Smith at synge, og der går ikke mange sekunder, før man er dybt forelsket i hans og bandets klang.

Selvom de ikke spiller særligt højt, er lyden overraskende klar. Man hører tydeligt, alt hvad de laver, men det er ikke er alle i bandet man kan se.

Trommeslageren sidder i mørket bagved omringet af røg og bækkener. Takket være hans velspillede og stramme rytmer har resten af bandet plads til at spille så atmosfærisk og flamboyant som de ønsker.

Det tredje nummer der bliver spillet er ’Lost Sons of Boys’ fra EP’en ’Beau & Lorette’.

Introen og verset drukner lidt i effekter og bliver meget diskant for lytterne.

Fra broen og ind i omkvædet bliver oplevelsen vild, hård og super lækker at lytte til.

Den rockede undertone i deres musik skinner igennem på hårdtslående vis.

Efter koncerten er IMR så heldige at snakke med Jonas omkring bandets lyd og inspiration.

Han føler ikke at de stræber efter en bestemt lyd, men at det bare er sådan det lyder, når de fire spiller sammen med hver deres musikalske baggrund.

Han er selv inspireret af blandt andre Kate Bush. Han mener, at hun er så komplet en kunstner, at hun med solid sangskrivning og sin egen lyd formår at gøre simpel pop med vers, bro og omkvæd mere alsidigt og spændende.

12271157_10206558587256608_782896562_o

Læs også Zappa Plays Zappa: Som fader, så søn

Kærligheden sejrer

I den nu roligere stemning bliver sangen ’On New Years Eve’ introduceret som et produkt af et knust hjerte på en nytårsaften.

“Meget ømt. Meget fuldt”.

Sådan siger Jonas og sparker nummeret i gang. Sangen er et dynamisk vidunder, hvor drengene får leget med alle nuancer af tuderock.

Syzygy’s afsluttende sang ’Gently Lovely Baby’ holder intimiteten intakt, og Smith’s stemme er nu i sit mest operalignende og smukke udtryk.

Den specielle klang, som hans stemme besidder i falsetområdet, har han fundet efter at have lyttet til den klassiske sanger Andreas Scholl.

Han er kontratenor, hvilket betyder at man som mand synger i kvindens register ved hjælp af brystet.

“Da jeg kom i puberteten måtte jeg finde en anden måde at synge fedt på”.

Før det romantiske nummer kommer Jonas Smith med en meget smagfuld kommentar til angrebene i Paris.

Han understreger, hvor vigtig følelsen af forelskelse er, selv i lyset af større og voldsommere ting.

Sangen bløder direkte over i det kraftfulde nummer ’Lemontree’ og efterlader publikum målløse med lukkede, fugtige øjne og svajende kroppe.

12271042_10206558588096629_1625155677_o

Læs også Retroguldet atter i cirkulation

Ydmyge drømme

Mandag den 16. november kunne man se en kort dokumentar på DR3 om bandet. Serien hedder ‘Nyt Blod’ og følger upcoming bands i Danmark.

I dokumentaren følger man bandet umiddelbart op til udgivelsen af deres debutplade.

Man kan mærke hvor mange kræfter bandet lægger i at producere deres musik som de gerne vil have den.

Det er tydeligt, hvor gennemtænkt deres musik er, når man lytter til dem.

Den sidste sang inden ekstranumrene er ’Sky’ – P3-hittet fra dette album.

I den time koncerten varer, formår de at holde intensiteten oppe hele vejen igennem.

Man keder sig på intet tidspunkt og bliver helet tiden introduceret til nye aspekter af deres klang.

På grund af det manglende backstagerum, løber bandet gennem mængden for at nå ud til pladesalget.

På ydmyg vis står de selv for at sælge deres LP’er, og de er ikke blege for at snakke med folk og give en autograf med på vejen.

Det er ikke svært at nyde bandets album, men at høre dem live, gør det svært at holde sig fra dem.

Fotos af Martin Cederholm

Latest from Musik

Gå til top