blau blume

Blaue Blume leverer intimitet og smuk vokal

in Musik by

Det danske art-pop band Blaue Blume indtog fredag scenen på Posten. Her gav de en vellykket koncert, der blev båret af forsanger Jonas Smiths særlige og imponerende vokal.

Skrevet af Cecilie Nisgaard 

Ægteparret med manden i jakkesæt og kvinden i satinblusen. Unge fyre i skjorter, cap og langt skæg, og piger i højtaljede bukser står klar foran scenen med flaskeøl i hånden. De venter i spænding på, at Blaue Blume går på. Posten er i aften, fredag, indtaget af en bred skare af mennesker.

Fantastisk vokal og beskedenhed

Efter næsten to timer med to opvarmningsbands og pauser, indtager de fire københavnske drenge scenen på Posten. Iført stramme sorte jeans og t-shirts spiller de første nummer, som får de fascinerede blikke frem hos publikum. Forsanger Jonas Smiths stærke vokal flyder smukt ud igennem højtalerne, og går fra de ekstremt høje falsetter til de aller dybeste bastoner.

“Det er ret vildt. Wauw,” udbryder en kvinde i baggrunden, da første nummer er forbi.

Uden at sige et ord, spiller bandet næste sang. “Birthday”, som er første nummer på deres anmelderroste debut-ep ‘Beau & Lorette’. Det genkendelige nummer får publikum til at synge med, og udløser hvin, skrål og klapsalver.

Responsen fra forsanger Jonas Smith er beskeden. Han er en mand af få ord, og hans “tak,” bliver sagt ud til publikum uden brug af mikrofonen. Han formår herved at skabe en intim stemning på det halvfyldte Posten. Samtidig lægger han en hånd på sin brystkasse og bukker hovedet som tak. Han udviser en stor ydmyghed.

Blaue Blume er intense på scenen. Drengene holder deres blikke fast, og Jonas Smith fokuserer konsekvent på samme punkt på lokalets endevæg. 

Rock og storhit

Art-pop bandet har meget at byde på og under nummeret “Jealousy” viser Blaue Blume, at de også forstår sig på det mere rockede udtryk. Det falder i god jord hos publikum, der danser og rocker med.

Men ved de første bløde og karakteristiske trommer på hittet “Lost Sons Of Boys,” er publikum i ekstase. To fyre får øjenkontakt, og peger på hinanden. Det er sangen de har ventet på.

Stemningen på Posten stiger, og da det velkendte hit når sin ende, er lydniveauet på det hujende publikum steget markant.

“Vi har glædet os sindssygt meget til at spille for jer,” siger Jonas Smith, der ikke kan holde sit smil tilbage.

Bandet præsenterer herefter to nye numre. “Candy” og “Happy.” Publikum lytter nysgerrigt med.

Det er netop det Blaue Blume kan. Deres melodramatiske lyd og inderlighed formår at fortrylle publikum. Unge piger samt drenge lader sig rive med, lukker øjnene og svajer i takt med musikken.

Under “Lemon Tree” løsner drengene for alvor op og viser, at de også kan bevæge sig på scenen. Her slipper de det mere forstenede udtryk, og under nummerets guitarsolo kaster guitarristen sig ned på knæ, og de fire medlemmer af Blaue Blume giver den alt, hvad de har. Pulsen stiger på bandet, og svedperler viser sig. Efter udskejelserne under soloen, falder bandet tilbage til de mere blide guitartoner.

Publikum er tilfredse. Da Jonas Smith nævner, at der kun er to numre igen, lyder et højt og bestemt “Nej!” fra en af de mandlige publikummer. Næste nummer er storhittet “In The Disco Lights,” som får smilene frem på tilskuernes læber, og hofterne til at svaje til de lette og bløde toner.

Tilbage til det intime

På sidstenummeret “On New Years Eve” har bandet indlagt pause. Pludselig står de fastfrosset på scenen. Snakken fortsætter i baren, mens Blaue Blume står uden at fortrække en mine.

“Shhh…,” lyder det rundt i salen, og først da der er helt stille på Posten, starter musikken igen. Den intime stemning er tilbage. En velfortjent jubel bryder ud, da nummeret når sin afslutning. Blaue Blume forlader scenen, men bliver råbt og trampet tilbage af et glad publikum.

“Hva’ så.., jaer,” griner Jonas Smith flabet, mens han stemmer sin guitar. Ekstranummeret er vellykket og instrumentelt. De fire unge herre fyrer det af med en legende lethed, som stod de og jamede i deres øvelokale.

Blaue Blume leverer en koncert fuld af intimitet og inderlighed, men forstår også at give den gas, så snart de lægger de, til tider, udtryksløse blikke på hylden. Publikum forlader Posten med tilfredse ansigtsudtryk og følelsen af at ville høre mere til de fire københavnske drenge.

 

Latest from Musik

Gå til top