mike anderson på dexter 3 edelig

Endeløst forspil

in Musik by

Huset var fyldt, da Mike Andersen torsdag d. 6 februar trådte op på scenen sammen med medmusiker, pianist og perkussionmester Jens Dam. Der blev lagt op til intimkoncert, men gnisten manglede.

Skrevet af Christoffer Frendesen.

En tynd hvid dreng fra Sønderjylland, der faldt i den sorte negermusikgryde som barn.

Sådan beskriver Mike Andersen sin forkærlighed for bluesen, da han sætter sig op på sin stol midt på scenen.

Klædt i sort fra top til tå – sorte laksko, sorte jeans, en grålig-sort t-shirt med en dertilhørende sort vest – muligvis for at kompensere for sin danskerblege teint, som ikke retfærdiggør hans evner inden for de afroamerikanske musikgenrer.

Med sig har han pianist Jens Dam ligeledes klædt i sort med en mørk hat som krone. I aftenens anledning tramper pianisten ved hjælp af pedaler placeret under begge fødder løs på trommerne.

Venstre fod styrer en blød, dæmpet lilletromme og højre fod stamper af sted med en fremaddrivende stortromme.

Duoen lægger ud med en afdæmpet version af Andersens egen ’Who’s Cheating Who.’ Selv uden blæseinstrumentkoret, der dominerer sangen på pladeversionen,  bærer musikerne tilskuerne ind i en ekstase tilstand. Sangen afbrydes pludseligt!

Et højt, skingert ”Bzzzzzzzz,” skriger ud gennem forstærkerne. Med store øjne og åben O-mund farer Mike Andersens blik over på lydmanden, der med ligeså store øjne løfter hænder og ryster på hovedet i uforståenhed.

”Er i okay?” spørger Mike med et stort, drenget smil, inden han hurtigt hopper tilbage i sadlen på den langsomt luntende musikhest.

Det eneste og dermed det værste lydmæssige bump var passeret. Publikum kunne igen overgive sig til den erfarne musikers univers. En sfære der i aften emmede af intimitet.

Flammen savnes

Hele koncerten bar stærkt præg af det minimalistiske setup. Første halvdel af showet  tvang en dvale ned over publikum. En smuk, klaverbåret version af country sangen ”Bartenders Blues,” frembragte følelserne hos lytterne, mens en simpel akustisk udgave af ”Something” med de allestedskendte Beatles, blev leveret på nostalgisk vis.

Enkelte afstikkere som covernummeret af bluesklassikeren ”Shake Rattle’ and Roll,” og Little Richards ”Slippin’ & Sliddin’” skabte tempo og energi. Sættets covernumre vækkede ikke folk op fra trancestadiet, trods publikum symbolsk klappede i takt for hurtigt at lade hænderne glide ned og hvile i skødet igen.

Anden halvdel bød ikke på overraskelser. Hvis man håbede på, at den dygtige guitarist nu skulle sprænge trommehinderne med sprød sologuitar, ville man gå skuffet hjem.

Der kom aldrig det klimaks, som man håbede på. I stedet blev der serveret et balladebaseret andet sæt. Med sin egen melodiske akustiske blues ”Over You,” den dybtfølte, melankolske klaverballade ”Run as Fast as You Can” fra den nyeste plade og ”You Don’t Need Me” sneg sangene med deres blødgørende toner sig ind til hjertet.

Tilbage sad man dog fortsat med følelsen af en uopfyldt lyst. Det var som om, der blev lagt op til et lidenskabeligt samleje, hvor forspillet endte med at trække ud til den musiske erektion forsvandt.

Det var en smuk koncert, som manglede kontrasten og dynamikken for at blive fuldt ud fantastisk. Koncerten får 4 ud af 6 stjerner for i det mindste at levere lækkert forspil.

 

 

Latest from Musik

Gå til top