829 dage teater momemtum 2

839 dage – et formidabelt gidseldrama

in Teater by

Fotos: Rico Feldfoss

InMediasRes tog ud i Teater Momentum for at se den nye forestilling ’839 dage’. Stykket er baseret på den virkelige hændelse, kapringen af skibet MV Leopard fra 2011 – 2013. Det er en klar og jordbunden historie, fortalt både fra gidslerne og piraternes synspunkt.

Skrevet af Ida Agerbo Gaist 

Salen var halvfyldt, og på den sorte scene var der en aflang boks med cifrene og bogstaverne: ”8 3 9 D A G E”. . Der var næsten ingen rekvisitter,  kun nogle man ikke umiddelbart ville forbinde med et skib og gidsler.

I rummet stod en espressomaskine ovenpå boksen, et bord og en stol til højre og en mikrofon til venstre i rummet. To mænd på scenen, Rasmus Hammerich og Jakob Bjerregaard Engmann, kiggede interesseret rundt omkring på rækkerne af mennesker, der spændt ventede på at se stykket. Da lokalet var tyst, og al opmærksomhed var ledt hen på de to mænd, startede stykket.

– Jeg er en 17-årig dreng fra Somalia” sagde den skaldede, tætbyggede, bredskuldrede skuespiller Rasmus Hammerich.

Han smilede svagt og vidste tilsyneladende godt selv, at det var en smule svært at forestille sig, men han fortsatte.

– Sandfarvet skjorte med amerikansk graffiti flagrer om min spinkle krop – sammen med for store blå bukser og svedperler under mit krusede hår. En 17-årig somalisk dreng – 10.000 kilometer herfra.

[slider]


[/slider]

‘Hurtige’ penge

Den store, skaldede skuespiller krummede sig en smule sammen, så han lignede den tynde, usikre teenager, Boytooth. I gennem hele historien, får man fortalt Boytooth’s baggrund i flashbacks. Selvom han kun var 17 år, var han nødsaget til at forsørge sin syge bror og mor.

Han mødte den lidt ældre Dayar, som arbejdede for Big Boss Samatar. Big Boss var en ’business man’ med stor magt og indflydelse i Somalia. Han var hovedmanden bag kapringen af det danske skib, MV Leopard. Boytooth faldt for fristelsen til at tjene ’hurtige’ penge, i stedet for at blive fårehyrde, som bedstefaren ønskede.

Skizo-skuespil

Selve fortællingen omfattede seks personer, som blev spillet af kun to skuespillere. Det eneste de havde til at vise, at det var forskellige roller var tøj, stemmer og kropssprog. Samtidig byggede historien også på de to danske sømænds oplevelser, pinsler og tanker igennem de 839 dage i fangenskab.

Historien berettede om de venskaber, der kunne opstå i pressede situationer. Dayar og Boytooth udviklede et venskab, da de begge kendte Big Boss magt og autoritet. Derfor støttede de hinanden, da begge personer havde oplevet hans forrykte kontrolmetoder.

Stykket formåede at give tilskueren en forståelse og medfølelse for piraterne. Man hørte deres tanker imens de talte til andre personer, hvilket gav publikummet en forståelse for deres handlinger.

Olsen-Banden og somaliske pirater

Selvom forestillingen var utrolig trist og alvorlig, da den viste de brutale scener bag en kapring, bragte den dog også humor med sig en gang imellem. Der opstod en masse morsomme kultursammenstød, som fik de fleste i rummet til at trække let på smilebåndet.

En af gidslerne fortalte om sin yndlingsserie, Olsen-Banden, hvor de somaliske pirater straks begyndte at analysere Egons liv. Dayar og Boytooth blev fuldstændig optagede af historierne og undredes over Egons adfærd.

Forestillingen var fremragende med fortræffeligt skuespil og en gennemtænkt og indviklet storyline. Et par få gange kunne historien og skiftet mellem de forskellige personer forårsage forvirring. Udover disse småting, er det klart et stykke, der er værd at se. Det er en opsigtsvækkende forestilling med stof til eftertanke.

Latest from Teater

Gå til top