turboweekend 3

Fest og tomme tordenbrag på Magasinet

in Musik by

Turboweekend henfaldt trods god energi lidt for ofte til monoton buldren på Magasinet, men til slut kom både forløsningen og festen.

Skrevet af Carl Windahl Bøllingtoft.

Før Turboweekend står den i vanlig stil på et opvarmningsband. De hedder Kentaur, og de er værd at nævne. Med en messende og soulfyldt vokal og en lyd, der låner fra både folk og elektronisk musik, er de et interessant bekendtskab.

Langsomt bygges dragende lydbilleder op for til sidst at kulminere i et inferno, hvor trommerne løber løbsk, guitaren hugger og det hele ser ud til at kunne falde fra hinanden hvert øjeblik, det skal være. Det er både storladent, følsomt, nøgent og ambitiøst.

Man bliver næsten ked af det, da de til sidst annoncerer, at de har ”et sidste skud”, inden vi skal ”ryste røv til turbodrengene.”

Dansen ned i afgrunden

Med begejstringen over opvarmningen in mente er der lidt at leve op til for Turboweekend, og de forsøger at sætte gang i publikum fra start. Allerede under aftenens første nummer ”Share My Thunder” er det tydeligt, at bandet er kommet til Odense i forsøget på at skabe en fest. Der bliver med det samme opfordret til fællesklap, og publikum i salen ser ud til at være med på legen.

– Hva’ så Odense!? Vi har en helt ny plade med til jer! Det er vores første gang på Magasinet. Det kan kun blive godt, lyder det fra forsanger Silas Bjerregaard, inden Turboweekend spiller ”Disco To Disco”, som sætter godt gang i hvad, der lover til at blive en ganske festlig aften.

De festlige takter fortsætter på ”After Hours”, der med sin tunge bas får fyret godt op under salen. Derefter går vi lidt ned i tempo med ”Party On The Edge”, der på mange måder fint indkapsler Turboweekends univers. Det er søvnløshed, sene fester, kolde byer, tabt kærlighed og afmagt, men serveret på en måde, så det kan være svært at stå stille.

Det kan godt være, at det ser sort ud, men vi kan i det mindste danse os ned i afgrunden. Det er også præcis, hvad forsanger Silas gør. Der bliver givet gas på scenen. Sangeren danser og spjætter rundt uden kontrol, uden mål og får også væltet mikrofonstativ og mikrofon undervejs.

– Mikrofonstativet er allerede blevet for fuld, joker han. Den slags er der også plads til.

Under næste nummer, ”Neverending” bliver der plads til mere sjov. En skægget fyr på forreste griber fat i Silas Bjerregaards hånd og holder den, mens sangen går ind i en mere nedtonet og følelsesladet passage. Et ømt øjeblik eller måske bare god lir? Ingen tager i hvert fald tingene alt for højtideligt. Den gode stemning understreges, da Silas Bjerregaard udbryder:

– Vi er intet uden jer, der kommer og ser os. Det er os og jer sammen om det!

[slider]


[/slider]

Monoton midte

Selvom publikum har en fest, er det dog som om, der sniger sig en smule stilstand ind i sættet. Bandet buldrer derudaf, publikum hopper og klapper med, men udover en lækker baslinje eller et genkendeligt synthesizertema i ny og næ, føles det måske lidt som tomme kalorier.

Det virker som om Turboweekend har fundet en formular, der virker, og publikum er vilde med den. Bassen og synthesizeren, der driver versene frem, inden vi får serveret et stort, eksploderende og svulstigt omkvæd.

Men det kan også blive for formelagtigt. Er man ikke fan af bandet, kan sangene derfor godt være svære at skelne fra hinanden. Det hele flyder sammen, og det skaber en mangel på dynamik i midten af koncerten. Vi får i hvert fald serveret en række numre, som ikke rigtig gør hverken fra eller til.

Bandet giver sig fuldt ud, men der mangler et eller andet. Først ved aftenens ellevte sang ”Asking For More” begynder der at komme lidt liv i kludene igen, og flere blandt publikum skråler med på omkvædet af deres lungers fulde kraft.

Festlig forløsning

– Vi er på en opadgående kurve nu. Er i med os? Er vi fælles om at trække læsset? Lad os se jeres fingre, råber Silas Bjerregaard.

Publikum parerer ordre. Et hav af hænder rejser sig mod loftet, og så får vi ”Trouble Is”, der med god grund er blandt bandets allerstørste hits. Publikum vælter rundt, og da Silas rækker mikrofonstativet mod publikum og beder dem om at synge for ham, skråler hele salen med. ”Trouble is, trouble is, trouble is that you don’t care!”

Det er uden tvivl koncertens hidtidige højdepunkt. Det er som om, der sker en form for forløsning, og stemningen fortsætter med at være helt oppe under loftet i de næste to numre, ”Miles & Miles” og ”Something Or Nothing”.

Endnu bedre bliver det, da vi får ”Into You” fra Turboweekends debutalbum. Sangen starter med et lækkert synthesizertema, bygger derefter langsomt op og kulminerer i et svedigt omkvæd. Sangen var deres gennembrudshit og er stadig blandt deres bedste og mest medrivende. Det er svedende, mørkt, støjende og lidt mere beskidt, end hvad vi ellers har hørt i løbet af aftenen – og det klæder bandet.

Efter den energiudladning går bandet fra scenen og giver både sig selv og publikum mulighed for at få pusten. Efter et par minutters taktfast klappen og råben kommer de dog tilbage til ekstranumre og lægger jokende ud.

– Vi er jo snart et gammelt band. Så vi har efterhånden en del på repertoiret. Smokie…? Hanne Boel…?”

Vi får dog hverken Smokie eller Hanne Boel. I stedet starter vi langsomt ud med ”Barcelona” og en følsom Silas Bjerregaard helt nede i knæ, inden tempoet stiger med Holiday. ”Holiday is Coming” synges der, og den er folk helt med på denne torsdag før Store Bededag.

Der er feststemning, og der er sikkert mange der skal i byen bagefter. Først skal der dog danses færdigt, og det giver den afsluttende ”On My Side” fin mulighed for.

Turboweekend er et sympatisk og for det meste festligt bekendtskab. Deres synthesizerdrevne rockmusik er enormt velegnet, hvis der skal gang i danseskoene, men der mangler nogle gange lidt variation. Hvad vi fik serveret på Magasinet var dog en energisk og buldrende præstation med et band, der gav sig fuldt ud og et publikum, som så ud til at de fik, hvad de kom for.

Latest from Musik

Gå til top