gogo berlin

Go Go Berlin skød natten i gang

in Musik by

Det danske rockband, Go Go Berlin, lagde på åbningsaftenen vejen forbi Karrusel. De indtog scenen med åbne arme og festhumør. Energien smittede utvivlsomt af på publikum, der uden tøven tog del i festen. 

Skrevet af Alice Haugaard

Det er torsdag aften, og dørene er endelig slået op til Odenses første gadefest, Karrusel. Eftermiddagen har stået i DJ-musikkens tegn lige fra gadefestens åbning. Det er derfor en befrielse endelig at kunne stå foran B-Truck scenen, hvor klokken nærmer sig 21, og opleve en i dén grad anden musikgenre.

Rockbandet Go Go Berlin, indtager scenen på slaget 21, og med sin karakteristiske hæse stemme, lægger Christian Vium ud med aftenens første sang, ”Gimme your”. Med det samme er der lys i publikums øjne, der livligt vrikker med hofterne i takt med elguitarens hurtige rytmer.

Go Go Berlin ligner sig selv med deres karakteristiske lange 80’er hår og lavtaljede jeans. Selvom Christian Vium er stemmen udadtil og festens midtpunkt, fornemmer man en helt speciel energi fra samtlige af bandets medlemmer.

Deres blikke er forventningsfulde, deres kropssprog er tydeligt. De er klar til at feste!

”ODENSE, ARE YOU READY TO PARTY??”

Koncerten tager udgangspunkt i bandets debutalbum, ”New Gold”, der så dagens lys i september for blot et år siden. Med kun 40 minutters spilletid, hersker der tvivl om, hvorvidt Go Go Berlin er i stand til at komme langt nok omkring deres mest kendte sange, mens de tilmed giver plads til guitarsoloer og impulsive idéer.

Men bandet lader sig ikke mærke af tidspresset. Tværtimod. De ser ud til at have glemt alt om tid og sted og giver sig tid til at lave en længere slutning på første udspil.

En slutning i rockens ånd. Christian Vium spiller energisk på elguitaren, der kun gør ham endnu mere overbevisende med hans ihærdige guitarsving. Han er kommet for at gøre indtryk.

”LET’S PARTY ALL NIGHT!”, brøler Christian Vium. Herfra påbegynder bandet et uventet mellemspil, som i dén grad giver festen et ekstra boost.

Kendt sang får ny betydning

Go Go Berlin fortsætter deres meget ærlige show. De spiller på en legende måde. Man får en fornemmelse af, at de lige så godt kunne stå i et øvelokale.

De er langt fra kunstige eller instruerede. De er eksperimenterende. Bandet er ikke bange for at tage klichéer i brug. Dette kommer til udtryk i det næste velkendte nummer, ”Castels made of sand”, som i øvrigt er blevet spillet flittigt på Danmarks største radiokanal, P3, siden maj 2013.

Christian Viums stemme runger ud gennem mikrofonen, den lader gadefestens publikum vide, at ”This song is for the ladies”. Publikum genkender sangens karakteristiske guitarspil, hvis lyd og tempo, kunne minde om det engelske rockband, The Darkness.

Sangen får en uventet karakter af at være en vaske ægte sjæler. Den kvindelige del af publikum suger ordene til sig, de nærmest hypnotiseres af de kærtegnende ord, ”Caroline says, it won’t be easy now. She’s standing in the hallway looking out on me…”

Publikums ansigter lyser op af glæde. De nyder festens uhøjtidelige stemning. Det står klart, at samtlige personer allerede har overgivet sig til sangen og Christian Viums overbevisende, lokkende rockstemme.

Fest og fyrværkerishow

Næste nummer lyder i højtalerne, og publikum er allerede i ekstase ved lyden af første strofe. ”Raise your head” indeholder i dén grad alt det, som kendetegner Go Go Berlin: Christian Viums hæse stemme, elguitar, energiske trommeslag og kærligheden til rock.

Go Go Berlin har publikum i sin hule hånd. Med deres gutarspil, der nærmer sig perfektion, er det koncertens absolutte højdepunkt.

Samtlige personer kaster deres hænder op i takt med musikkens rytme. Go Go Berlin holder publikum på dette ekstatiske niveau hele sangen igennem. Nummeret slutter af på bedste vis, idet der lyder et brag fra fyrværkeri. Enten er dette perfekt timing, eller også, er det nøje planlagt. Det må stå hen i uvisheden.

Afslutningsvist, giver Go Go Berlin et ekstra nummer, og det er nummeret, alle har ventet på. Det er det nummer, der slutter koncerten lige så festlig, som den startede.

Go Go Berlin spiller, ”Shoot the night”, der sætter sidste spor i koncertens program. Man fristes til at sige, at Go Go Berlin ”skød natten” – og Karrusel – i gang.

Latest from Musik

Gå til top