billede guldægget

Guldægget udklækkede årets fynske filmtalenter

in Film by

Foto: Jonathan Løvehjerte Nielsen

Gallafesten Guldægget blev i weekenden afholdt for ottende gang, og det skulle vise sig at blive en dag fyldt med glæde, overraskelse og anerkendelse. Nye Guldæg-initiativer førte flere film med en endnu bredere baggrund op på aftenens lærred.

Skrevet af Kristoffer Seidelin i samarbejde med Christoffer Frendesen

Når man går ind af hovedindgangen på SDU skal man være mere end ualmindeligt tungnem for ikke at opdage, at fest og fejring er under opsejling. Langs væggene på trappen kan man ved første øjekast se de velkendte plakater med filmtitler som Pulp Fiction, Pretty Woman og Ondskabens Hotel. Ved andet øjekast bemærker man, at arrangørerne har leget lidt i Photoshop. Originalskuespillerne er skiftet ud med aftenens værter Frederikke Mejdahl og William Binderup.

På vej op ad trappen kommer flere jakkesæt, gallakjoler og ikke mindst galla-stiletter til syne. Folk summer lystigt, og duften af popcorn spreder sig igennem den store aula, som i daglig tale kaldes Campus Torvet. Øverst ved toppen af trappen står en velklædt herre med et kamera, klar til at fotografere aftenens velklædte gæster. Et stort bord er fyldt med lyserøde velkomstdrinks, som de fleste nyder én eller mange af. Få drinksgribbe kredser vedholdende omkring drinksbordet. Stemningen er højtidelig men samtidig uformel. Der grines, jokes og snakkes med bekendte og studiekammerater, men awardshowet og aftenens hovedformål lurer, folk samles ved dørene til det store auditorium o100, da uret nærmer sig de 15.

Odenses egen Oscars

Lyset slukkes. Den fuldstændig fulde sal fortier. Forventningerne stiger. En æggende præsentationsvideo bringer et svagt skær over publikum. Lyset bliver igen tændt. Denne gang til klapsalver rettet imod de to værter, som valser ind på scenen fra hver deres side af salen. I midten står et stort ujævnt guldæg med to oscarstatuetter ved siden af. Oscarstatuetterne er ikke præmier, men snarere remedier som værterne, Frederikke Mejdahl og William Binderup, bruger i deres vittigheder. Publikum kan blandt andet se på storskærmen, at Frederikke har spist middag med sin Oscarstatuette, og William har været i bad med sin. Det ser lige så mærkeligt ud, som det lyder.

På venstre side af scenen står otte kurve svarende til det antallet af priser, der skal uddeles i aften. På højre side af scenen er priserne placeret rækkevis på et bord. Men i år er vinderstatuetterne ikke guldæg. Næsten småkontroversielt er det i stedet stilrene glastavler, som i år gives til vinderfilmene. Lyset i salen bliver endnu engang slukket. Forventningens glæde skal endelig indvies. Salen skummer af småsnak samt de sidste knæk og bræk-lykønskninger til filmkandidaterne.

De tolv nominerede bliver vist i seancer på tre ad gangen, og de første tre, publikum kan glæde sig over, er fiktive film om kærlighed. Filmene bærer titlerne ’Luck.exe’, ’Gameboy’ og ’Love Cycle’. De to første film hører til underkategorien romantiske komedier.

Sin City som kortfilmsdrama

’Love Cycle’ skilder sig ud ved at være en film med stærkt fokus på specielle effekter. På en enkelt dag skød holdet bag projektet hele filmen på en green-screen i instruktør og manuskriptforfatter Frederik Baringtons stue. Alle folk, der arbejdede med på filmen, var venner. Debutant instruktøren brugte sit billige kamera og filmede det på en 300 kr. Green-screen. Lamperne var arbejdslamper fra Harald Nyborg og e-bay. Et budget langt fra filmen som fungerede som inspiration for Frederik Barington.

– Det er et visuelt genreeksperiment, så det går ind og arbejder med film noir-genren og udspiller sig i Robert Rodriguez’ og Frank Millers Sin City-univers, forklarer instruktøren.

Frederik understreger, at filmens historie er underordnet i forhold til filmens udformning. Filmens plot er centreret omkring en pige iført en ekstravagant rød festkjole. I første scene befinder hun sig alene på en stor altan, mens hun kigger ud over storbyens høje, fjerne, nærmest golde skyline. Alt i sort-hvid. I monologen mindedes hun dagen forinden, hvor hun, som så mange gange før, mødte en fremmed mand på en natklub. Forelskelsen, forgabelse og fornægtelse griber hende, men ligeså hurtigt hun møder ham, lige så brat blev hun adskilt fra ham.

Forladt står hun på altanen, hvor vi mødte hende i første scene. Hun mærker varmen fra sidste nats udkårne, den lunkne ånde i nakken og hans stærke hænder om sine arme. Som styret af hans hånd, løfter hun en pistol op til tindingen. I monologen konkluderer hovedkarakteren, at hun hellere skulle have lagt sig ned end have ladet sig forføre igen af den sporadiske forelskelse. Publikum labber filmens mørke univers i sig og klapper energisk.

–  Det handler om den her tendens, man oplever med unge mennesker, der går i byen. De forelsker sig i en tilfældig person den ene aften for at komme hjem uden nogensinde at se personen igen. Den leger lidt med tanken om, hvorvidt man ikke kan genkende den rigtige type forelskelse, uddyber Frederik Barington.

Efter ni måneder foran skærmen og med diverse redigeringsprogrammer kørende blev Frederik færdig med at kreere den lettere dystre storbysstemning og de mange teknisk flotte detaljer, som bærer filmen.

– Jeg er rimelig ferm med after-effects, og jeg har siddet og redigeret det hele selv. Det er lavet i 2½D, hvor man arbejder med 2D-elementer og smider dem ind i 3D-perspektiv. Jeg kan godt lide rammefortællingen hvor man starter og slutter på altanen, jeg kan godt lide selvmordsscenen, og at monologen fortsætter efter hendes sidste åndedrag, forklarer Frederik Barington med stolthed i stemmen.

Grin og gribende dokumentarer

Det står klart efter visningen af de tre første film, at publikum er nærværende og begejstrede. De tre kandidatfilm er underholdende og opfordrer med let humor beskuerne til at bryde ud i grin. Dog skal det nævnes, at mange af folkene bag filmene selv sidder på publikumsrækkerne. Det højlydte fniseri skyldes muligvis publikums relation til folkene bag de enkelte film, men ligeledes kan kvaliteten i filmene være grund til latterudbruddene. Som tilskuer kan man kun sætte sig tilbage og nyde showet sammen med de skridsikre, denne aften skudsikre, værter.

Efter en kort sketch guider værtspar Frederikke Mejdahl og William Binderup publikum videre til de næste tre film inden den kommende pause. Denne gang i kategorien dokumentarer. ’Bente and the Empty Apartment’, ‘Untitled.mov’ og Jockey.

’Untitled.mov’ er en rørende, personlig fortælling om en pige, der kort fortalt boede i et problemfyldt hjem med alkohol, vold, stedfar samt sin mor os søskende. Pigen bag filmen, Michala, er både hovedperson og instruktør. Michala skød to projekter i et skud. Ikke nok med at hun kan bruge filmen til Guldægget, men samme film kan også vises på skolen i sammenhæng med øvrige kortfilmsprojekter.

– Vi skulle lave et selvportræt på filmlinjen på gymnasiet, jeg går og bor på. Så det havde jeg gjort, men jeg blev sur på min film og slettede den, fordi jeg synes den var overfladisk. Så lavede jeg en ny og tænkte, fint, den skal være helt ærlig, og så må folk tage den som den er, fastslog en smilende, munter Michala.

Pige med power

Hun fik David, som ledsager hende til gallafesten, til at interviewe hende. Hun havde i alt en times langt interview, men manglede dækbilleder, da filmen skulle klippes. Derfor tegnede hun en tegning, som man følger udviklingen af undervejs i dokumentaren. I mellem klip af interviewet med Michala, vises tegningens stødte fremgang. Selv uden symbolik, som hjernen bag ikke mener, kan læses ind i illustrationen, fungerer tegneelementet som fremdrift. Sammen med underlægningsmusik giver det filmen et afbræk fra de stilstående, til tider overbelyste, billeder af Michala, der fortæller sin autentiske, intense historie.

Publikums fokus ligger på Michala. Nysgerrige øjne søger hendes tilstedeværelse i salen, som de senere skulle få bekræftet – endda med stående klapsalver, men mere om det senere. Mens man ser filmen har man lyst til at give Michala et kram. Man har følelsen af, at hun er blevet udsat for en fuldstændig uretfærdig behandling. Begge IMR’s reporterer fik, i mellem os, en personlig favorit i den hårdhudede, unge pige. Michala selv er meget afklaret med situationen.

– Det er jo et faktum, ikk? Man kan ikke lave om på det. Så det er stille og roligt, fortæller Michala stadig med et smil om sin familiestatus.

Efter de seks første film, og endnu en omgang hvor værterne har rystet de første esser ud af ærmerne,  er det nu tid til dagens første pause. Folk halser ud af salen for at komme først hen i popcorn- og drinkskøen. Der skulle provianteres, inden anden del af showet med de resterende film og selve prisuddelingen begynder.

Latest from Film

12237004_796027037208235_1268310264_o

Bond er tilbage!

Den nye James Bond film SPECTRE sælger godt i biograferne… men er
Gå til top