billede guldægget

Guldægget udklækker årets fynske filmtalenter 2. del.

in Film by

Foto: Jonathan Løvehjerte Nielsen

Første del af aftenens show er færdig. En halv times pause har publikum til at fylde depoterne med forfriskninger og proppet popcorn i svælget. Grunden til at folk skynder sig, er i mellemtiden ikke begærlighed og grådighed. Tværtimod vil publikum tilbage i biografstolene for at overvære de sidste kortfilm og ikke mindst aftenens otte vindere.

Skrevet af Kristoffer Seidelin i samarbejde med Christoffer Frendesen

Efter publikum i pausen har pillet popcorn og poppet guldpilsnere er de nu klar til de sidste seks film. De veloplagte værter, Frederikke Mejdahl og William Binderup, ligner nogle, der har glædet sig til, at pausen slutter. Samtlige af salens øjne fikseres på dem. Uden meget ståhej præsenterer de os for resten af aftenens program.

Den første af aftenens næste seks film er den sidste og dermed fjerde dokumentarfilm. Med titlen ’Revolutionens graffiti – en historie om Libyen efter Gaddafi –  er det vist ikke kun værterne, der glædet sig til showet genstartes. Publikum sidder i stilhed og bliver opslugt af de to dokumentaristers illustration af den golde sommer, der har fulgt det arabiske forår.

Dokumentaren blev optaget i Libyen i 2012, kort efter Muammar Gaddafis fald og starten på borgerkrigen, der erstattede mere end 40 års diktatur. Filmens titel lægger op til, at man får et indblik i krigens kunst udformet i graffiti, hvilket man fik lov at se sporadisk. Men dokumentaren kom mere til at handle om et land i fortsat lovløshed, styret af fragmenterede militser, end oprørets kunstneriske, kreative udformning. Det var mere dokumentaristernes rejse i landet, og de problemer de mødte, man fik lov at opleve. Hvilket var yderst spændende, men en smule misvisende i forhold til filmens titel.

Fængslet af militsgruppe

To personer havde de planlagt og tilrettelagt rejsen, som var støttet af Filmværkstedet og deres egne pengepung. Nathalie Neuffer, der har rollen som formidler og den publikum følger i filmen, fortalte om deres oplevelse til IMR’s reportere.

– I starten var det faktisk overraskende almindeligt. Det føltes nærmest som de ture, jeg har haft til Ægypten i Cairo. Man kunne godt mærke det ikke var vestligt, men Nordafrikansk, men det var slet ikke så slemt, som jeg havde troet. Da vi så havde den her lidt anerledes oplevelse af at være dernede, vendte det. Hvor vi så kunne se, at under overfladen var det stadig meget voldsomt, fortæller Nathalie Neuffer.

Man møder Nathalies kontakt i Libyen, Jamal. En ung mand som sørgede for, at Nathalie Neuffer og kameramand Jørgen havde en hyggelig tid i Tripoli. Hyggen endte pludseligt. Undervejs i optagelsen af filmen løb de to dokumentarister ind i tunge, skarpladte problemer. En militsenhed tvivlede på deres gøren og laden og valgte derfor at tilbageholde dem.

– Det gik ikke rigtig op for mig, at vi var i problemer, før vi fattede, at vi ikke kunne kontakte nogen. Jeg vidste godt, det ikke var godt at sidde i fængsel, og at vi var blevet taget af en militsenhed. Men jeg gik mest og tænkte, åh nej, jeg har gået og forberedt rejsen og filmen her i over et år! Så jeg fattede slet ikke, at det var ved at gå galt, og at det var farligt. Jeg tænkte mere på projektet. Det var først bagefter, at det gik op for mig, at det kunne have gået galt. Hvis det havde været en militsenhed der var mere selvstyrende og autonom, så kunne de bare have gjort med os, hvad de havde lyst til, forklarer Nathalie med ro i stemmen og et smil på læberne.

I dag kan hun se tilbage i bakspejlets klare lys og grine af de dramatiske hændelser. Inden næste film løber over lærredet, krediterer publikum dokumentaristernes hårde og modige arbejde med velfortjente, pletvis stående, ovationer.

Spidsborger

Foruden dokumentarer og kærlighedsfilm får beskuerne også lov til at blive filosofiske med filmen ’For sent til tiden’, som er nomineret til bedste manuskript. Det filosofiske udgangspunkt, der præger filmen, havde længe været i tankerne hos de fire venner; tre gymnasieelever og en stadig i folkeskole. Sophus Rosendahl havde sammen med Jeppe Valdemar gerne villet lave en eksistentiel kortfilm. Protagonistens negative verdenssyn skulle udfordres af en fremmed, som med ledende spørgsmål ændrer hovedpersonens holdning.

Scenen er sat på en banegård. Netop ankommet for sent til toget sætter filmens hovedperson sig på en bænk efter at have råbt ”spidsborger” efter det kørende tog. En forhutlet hippie gør ham selskab på bænken, og en venskabelig samtale udvikler sig. Protagonistens vrede og irritation skummer ud af ham, men som hans perspektiv bliver prikket til, lader han sig langsomt overbevise af en mere menneskelig næstekærlighedstankegang. Hovedkarakteren får en mental lussing, da han overbevises om det gode i mennesket af hippien.

–        Jeg har i lang tid haft den her karakter i hovedet. Én der spørger lidt irriterende, for at finde frem til noget, og jeg tænkte det ville være fedt at sætte ham på en banegård med en mand, der er skide sur på alting, siger Sophus Rosendahl.

Han og Jeppe Valdemar, der også spiller med i filmen som forhutlet, spørgelysten hippie, er begge filosofi interesserede, derfor virkede det som en god mulighed for at skabe en film, seerne kan tygge på og tænke over. Det får publikum mulighed for i den sidste toiletpause, inden vigtigste del af aftenens agenda skal afgøres – Prisoverrækkelserne.

Pristid

Da den sidste film er blevet vist og efter endnu en pause, var det dommernes tur til at komme til orde. Panelet bestående af en række professionelle filmfolk fra branchen og en enkelt journalist var imponerede over filmenes niveau og den overordnede kvalitet. Kreativiteten, historierne og alsidigheden dominerede, var alle dommerne enige om. Men niveauet i udførslen varierede bemærkede dommerholdet. Lyset og især lyden kunne i enkelte film forbedres. De opfordrede desuden folkene bag filmene til at prøve at skaffe skuespillere, der kunne leve op til ideernes potentiale, som nogle gange blev tabt af netop skuespillet.

–        I amatørfilm, som det her jo er, uden det skal lyde negativt, der er skuespil meget ofte det sprængende punkt. Der er en masse mennesker, der går op i at lave film, men har måske ikke venner omkring sig, som mestrer skuespillerfaget. Så vi oplever nogle gange, at filmens værdi egentlig overskrider skuespillets værdi, og det er helt klassisk for skolefilm, sagde Birgitte Weinberger fra juryen til IMR.

Da den sidste pris og blomsterbuket er overrakt hopper værterne ind på scenen. De afrunder aftenens værtstjans med en falsk telefonopringning, der sender den kvindelige del, Frederikke Mejdahl, til Hollywood. Den mandlige vært, William Binderup, foreslår at Frederikke kan prøve at blive statist Luck.exe 2, hvis kortfilmens succes skulle bane vej for en efterfølger. En mulighed kvinden bag Luck.exe, Sabine Nielsen, med et tøvende nik og et bredt anstrengt smil svarer ja til – når holdet bag filmen altså har udfoldet evnerne i andre projekter.

Værterne takker publikum, filmfolkene og dommerne for en fantastisk aften. Tiden er, trods klokken har rundet fire timer, fløjet af sted. Produktionerne, showet og stemningen har været i topklasse. Og med afterparty at se frem til er aftenen først lige begyndt for de to udsendte reporterer. Lommerne fulde af mønter, en billig bar at bruge dem i og en gejst der er vokset gennem de sidste timers underholdning. I aften skal vi være fulde og mænge os med filmfagets potentielle fremtid…

[tagline link=”http://…” linktarget=”” button=”Et stykke med fakta” buttoncolor=”orange” title=”Guldæggets Vindere” description=”

Bedste klip – Luck.exe

Bedste manuskript – For sent til tiden

Bedste filmidé – Untitled.mov

Bedste håndværk – Lovecycle

Bedste fotografering – Sne i blodet

Publikumsprisen – Bente and the empty apartment

Bedste dokumentar – Bente and the empty apartment

Bedste fiktionsfilm – Luck.exe“]

 

Latest from Film

12237004_796027037208235_1268310264_o

Bond er tilbage!

Den nye James Bond film SPECTRE sælger godt i biograferne… men er
Gå til top