Header, Flaming Lips

Heartland Festival: Flaming Lips – Fredagens festfyrværkeri  

in Musik by

Rockfænomenet Flaming Lips gav en fantasifuld koncert fredag aften på Lowland scenen. Festivalens hovednavn var en eksplosion af lyd og lys, hvis intensitet aldrig aftog.

Skrevet af Martin Lindum Cederholm

Med utallige gimmicks, kostumer og lydperler bliver publikum taget på en rejse i bandets univers. Lowland scenen fungerer som en amfiscene, med det resultat at alle kan nyde det visuelle potpourri, Flaming Lips leverer.

Fuck Yeah, Kvaerndrup

Fra det øjeblik koncerten er i gang, til der bliver kaldt til ekstranummer, holder bandet gang i festen. Konfetti og balloner fylder luften under første sang, og man er nu indviet i deres fortryllende univers.

Bandet siger, at de er taknemmelige over at spille i så magiske rammer, som Egeskov Slot udgør.

De kvitterer med et kæmpe skilt af oppustelige bogstaver med teksten ‘Fuck Yeah Kvaerndrup’. Forsangeren Wayne Coyne holder skiltet højt og smider det ud til publikum.

Generelt gør bandet en dyd ud af at inddrage publikum. Efter næsten hver sang kommer der nye maskotter ind på scenen.

I starten står en mand udklædt som en stjerne og en som solen i hver sin side af scenen. Senere er det en kæmpe fisk og en frø, som drager ens blik til sig.

Midtvejs i sættet puster de en kæmpe regnbue op over forsangeren, som i mellemtiden har fået en guitar i hænderne. En følsom ballade med forsigtigt guitarspil og lys vokal bliver spillet under regnbuen. Lige så hurtigt som den kommer op, tager de den ned igen.


Pludselig kommer Chewbacca fra Star Wars-filmene på scenen, og Coyne bliver iklædt en kappe af lyskæder. Han kommer op at sidde på skuldrene af Chewbacca og synger ubesværet videre.

Klimakset af publikumsinddragelse er, når Coyne bliver lukket ind en oppustelig bold og crowdsurfer imens han synger Space Oddity til ære for David Bowie.

Fuck Yeah, Kvaerndrup

Velsmurt stadionpop

Efter at have spillet sammen i mere end 30 år, spiller Flaming Lips med stor autoritet og plads til leg. Tre af musikerne i bandet skifter mellem at spille klaver og guitar imens de synger.

Lydbilledet er mættet af en bassist, to percussionister og tre multiinstrumentalister. Med flotte korharmonier, overlegent samspil og kæmpe spilleglæde får tilskuerne en komplet musikalsk oplevelse.

Flaming Lips er legesyge. De kan ikke stå stille og er ivrige efter at underholde. De hører til på en scene, og det er til alles bedste.

Spilleglæden og legen med rekvisitter fuldender det “magical fucking fairytale place”, Heartland Festival er.

Fotos af Martin Lindum Cederholm

Latest from Musik

Gå til top