bb king vinder

Shaka Loveless samt cremen af dansk blues hylder legende

in Musik by

Scenen i Amagerbio blev indtaget til ære for den nyligt afdøde bluesguitarist og sanger: B.B. King. Toppen af den danske bluesscene fik musisk støtte af blandt andet Shaka og James Loveless.

Skrevet af Christoffer Frendesen.

Den sprøde lyd sprænger ud af forstærkerne. Velkendte toner strømmer ud over et gråt hav af hår, der brydes af blanke isser og til tider lange ungdommelige, krøllede lokker.

Publikummet i Amagerbio er troppet tro op for at hylde en blueshelt: den afdøde B.B. King.

Legenden mindes af en generation af danske bluesmusikere, som i aften sætter melodisk ild til kongens musiske arv.

Forrest på scenen står en del af de mest kommercielt anerkendte danske bluesguitarister samt sangere.

Det smørrede charmesmil stråler fra Mike Andersens drengede ansigt. Iklædt en mørk læderskjorte leverer han sine vanlige guitarlicks og supplerer med sin varmende flødestemme.

Til højre står den altid klassisk klædte Thorbjørn Riisager i sort habit, bowlerhat og hvid skjorte.

Hans dybe stemme og sikre fingre suppleres yderligere af Morten Larsen. Den rutinerede guitartæmmer og sanger har arrangeret aftenens hyldestkoncert.

Publikum er i bevægelse. Havet af hoveder bølger til det første nummer, som med overbevisende, svingende guitar samt tunge, taktfaste trommer sparker gang i mindehøjtideligheden.

Blandt publikum hvisker de yngste om aftenens, måske, mest kendte musikere.

Shaka Loveless er i selskab med sin musiske inspiration og far, James Loveless, mødt op for at mindes en af bluesens fadere.

Den dedikerede konge lever videre

B.B King blev født i 1925 i den amerikanske sydstat Mississippi, hvor han som fattig afroamerikaner lærte sig selv at spille guitar.

Influeret af datidens blues skabte guitaristen og sangeren med fødenavnet Riley B. King en lang, bemærkelsesværdig karrierer, der strakte sig over et halvt århundrede.

Aftenens optrædende danske musikere beskriver ham som en af deres største inspirationskilder.

En gribende dedikation til altid at forbedre sig og forny sig årti for årti er nogle af grundende til, at Thorbjørn Riisager og Mike Andersen har nydt B.B. Kings stilsikre blues siden deres teenage-år.

“Man har fået så meget af et menneske, som man ikke kender. Jeg kendte ikke B.B. King, men jeg har tilbragt timer på at lytte til mandens albums, som jeg har lånt, ja nærmest stjålet fra. Derfor er det specielt at få lov at være med til at hylde manden, der har inspireret mig så meget,” ræsonnerer Mike Andersen.

Selvom han ikke har fulgt i faderens, James’, bluesfodspor kender Shaka Loveless udmærket den hyldede musiker.

Kun tretten år gammel mærkede Shaka Loveless for første gang magien ved blueskongen i Bøgeskoven under Skanderborg Festival.

Glæden over at optræde sammen er stor for far og søn, Shaka og James Loveless, men begges begejstring over at være en del af hyldestholdet skinner stadig igennem.

“Det er fedt at kunne være med. Bedømt på lydprøverne tidligere ser vi meget frem til aftenens koncert,” fortæller Shaka Loveless, som senere skulle vise, at det ikke er manglende evner, der har holdt ham fra bluesgenren.

bb king 5

Britisk blues og blæs i anden halvleg

Første halvleg af hyldesten er skyllet ind over publikum, som smilende, højt snakkende og tørstige strømmer udenfor for at snakke om den indledende time af koncerten.

Skiftevis har Mike, Morten og Thorbjørn skrålet stemmerne hæse og vredet deres strenge i hårrejsende toner.

Den blegdanske blues-top billedliggør mindet om den afdøde afroamerikaner  men publikum vil snart i den afgørende anden halvleg betages af international klasse – Otis Grant byder op til bragende blues.

Briten, der kendte B.B. King som lærermester og ven, spilder ikke tid på at præsentere sig, men introducerer sig selv med sit imponerende guitarspil.

Fingrene sprinter op af det bestrengede bræt, mens forstærkerne skriger ufortrødent til publikums store fornøjelse.

Læs også Danmarks første pladeselskabsforening udfordrer musikbranchen

Tilskuerne glemmer, at Otis Grant er klædt i gråt med gråsprængt hår og gammelmands-mave.

Det eneste, de ser, er englænderens knaldrøde guitar, der med sin tilstedeværelse og lyd får hele bandet til at løfte niveauet.

Trommeslager Mads Andersen, som før har spillet med Otis Grant i fire år, hamrer hårdere, men med eleganthed danser trommestikkerne hen over sættet.

Samtidig brummer bassen rytmisk. I sin indlevelse lukker bassist Kristian Kold øjnene.

Lyttende til resten af bandet vrænger han ansigtet i koncentration, mens kroppen vugger fra side til side. Det dundrende rytmehold får dog ikke lov at stråle alene.

Keyboardspiller Josef Baumgartner tager en solo over sine tangenter, der får anerkendende nik og blikke fra både publikum og medmusikanter.

Den tre mand høje blæsesektion træder for alvor i karakter, da Rasmus Bøgelund med sin trompet stjæler midten af scenen. Det øjensynligt lille instrument hyler for fuld lunge udover over forsamlingen.

Tæt efter følger trækbasunist Stefan Ringgive, som med sit lange messing instrument smådanser frem mod tilskuerne.

Sidst indtager saxofonist Michael Bladt det nu højt heppende publikum, og med fremtrædende blodårer på halsen blæser han under jubel koncerten mod sit klimaks.

bb king 4

Nutidens stjerner hylder B.B.

Det største tre i skoven er væltet. Sådan formulerede Thorbjørn Riisager det om blueslegenden B.B. Kings død.

Med 44 studie- samt 16 livealbums og 15 Grammys inden for blues har Kongen fastslået sin indflydelse på genren.

Dagen efter den 89-årige legendes død d. 14. Maj 2015 summede de sociale medier med symbolske afskedshilsner.

John Mayer, Justin Timberlake, Beatles trommerslager Ringo Starr og ikke mindst den amerikanske præsident Barack Obama var blandt de kendte navne, som mindedes B.B. Kings musiske milepæle.

Selvom B.B Kings karriere for mange virker fremmed og faretruende gammel, skal yngre generationer ikke lade sig skræmme, fremhæver Shaka Loveless.

“Folk skal høre lige, hvad de vil, men især unge generationer bør være bevidste om, at det, de lytter til, stammer fra ældre genre som fx blues og jazz. Flere burde i hvert fald gøre sig selv tjenesten at opleve blues live. Det er bestemt ikke en gammelmandsgenre,” afslutter den evigt smilende sanger.

shaka loveless

Brændende minder og skummende oceaner

Sidste del af koncerten indleder Mike Andersen, der præsenterer aftenens afsluttende musiske indslag.

Far og søn, Shaka og James Loveless, træder frem på scenen begge iklædt sorte t-shirts og sorte bukser.

Ungdommen afspejles i Shakas moderigtige kasket, mens alderdommen anes på faderens blues-rigtige bowlerhat.

Den rutinerede bluessanger, James Loveless, lægger ud til ”The Thrill is Gone” med sin rå og hæse vokal.

Shaka Loveless overtager andet vers, og selvom råheden er begrænset, mangler den unge sanger ikke urkraften, som Loveless-familien tilsyneladende besidder i generne.

Læs også Shaka Loveless: Den ukronede pleaser-konge

Far og søns hoveder nikker synkront. Mens James trisser klappende rundt med klassiske trin, troner Shaka med vuggende krop og hænderne løftet i vejret.

Loveless-familiens vokaler skubber koncerten mod klimaks.

Hele bandet, inklusiv Otis Grant, sniger sig frem i spotlyset. Scenen eksploderer i et lydinferno, mens musikerne for et sidste nummer lader sig indleve i lyden fra Kongen, som de alle i aften tager afsked med.

Pifteri, klappen og trampen lyder fra oceanet, der er i røre over aftenens musiske indsats. Det tolv mand store band mødes på midten, hvor de bukker for det grå hav af tilskuere.

En tsunami af glæde, forløsning og nostalgi vælter ind over publikum og musikerne på scenen.

Mindet om B.B. King brænder efter bandets bukken og takken i et skærende klart lys. Legenden lever videre i musikere og bluesentusiasters hjerter.

Fotos af Marielouise Katja Thrane Hansson.

Latest from Musik

Gå til top