062715 - Tinderbox´15 - MØ- inmediasres.nu - FOTOGRAF JESPER GULDBRANDSEN-6788

Odenses lidt for begejstrede MØ

in Musik by

Fotograf: Jesper Guldbrandsen

Lørdag aften gav den populære MØ koncert på Tinderbox Festival i Odense for anden gang. Dagen forinden optrådte hun nemlig, til alles overraskelse, sammen med gruppen Major Lazer på selv samme festival. Sangerinden har også et helt specielt tilhørsforhold til byen, da hun oprindelig kommer fra Odense.

Skrevet af Amanda Esbjerg Justesen

En kæmpe mængde af mennesker har samlet sig foran ’Blå Scene’ på Tinderbox Festival. MØ skal til at gå på scenen, og regnen falder i små ubetydelige dråber på det opstemte publikum. Folk virker spændte, og spørger man dem, er hun da også et af højdepunkterne ved hele musikprogrammet på festivalen.

Påduttede kommentarer

Karen Marie Ørsted, som hun i virkeligheden hedder, kommer fra Ubberud, der ligger i Odense.  I dag er hun offentligt bedre kendt som MØ. Den kun 26-årige sangerinde brød igennem i 2013, da hun med sangen ’Pilgrim’ blev P3s Uundgåelige og har siden opnået enorm succes.

Senest har hun skrevet og optrådt med sangen ’Lean On’ sammen med den amerikanske gruppe Major Lazer og er også blevet et kendt navn uden for Danmark.

Med sin musik, der blander soulinspireret-pop, elektronica og R&B, den fandenivoldske attitude og sin interessante tøjstil er det ikke underligt, at hun er blevet et idol for mange.

Da MØ kommer ind på den store scene, bliver hun mødt af et publikum, der er ellevilde, og folk klapper og hujer på livet løs. Den kåde sangerinde råber med et gavtyveagtigt smil på læben ’Odense! Det er dejligt at komme hjem igen!’, inden hun meget hurtigt går i gang med sin første sang. Allerede her virker hendes kommentar meget påduttet.

062715 - Tinderbox ´15 - MØ -  BLÅ-6663

MØ hoppede i friluftsbadet

Da anden sang slutter, spørger hun uden videre publikum, om der er nogen, der har prøvet at hoppe fra 10-metervippen i friluftsbadet. De griner. Hun indrømmer, at hun selv kun har hoppet fra ’femmeren’, da den anden er ’nøjeren’.

Med det samme starter næste sang. Igen virker kommentaren ærgerligt påduttet, men selvom publikum virker til at undre sig lidt, er de stadig opslugt af den interessante sangerinde og hendes specielle væremåde. Hun hopper rundt på scenen, danser og bevæger sig i glidende bevægelser, imens hun synger. Hendes lange mørke hår falder ind i ansigtet, da hun bøjer sig forover og laver en form for lunges til musikken. Alt imens går hun selvsikkert frem og tilbage på scenen og synger.

Hun er iført leopardgamascher, en sort stram trøje med hul på hele ryggen og hvide sko og sokker, der fuldender looket som den rebelske sangerinde, der ved, hvad hun laver.

Kigger man tilbage, er den grønne plæne i Tusindårsskoven ikke til at spotte. Pladsen er dækket af unge mennesker, der synger og danser til musikken samt foreviger øjeblikket med deres telefoner.

Fra Boogies til crowd surfing… til Boogies igen

Hun informerer publikum om, at hun skrev denne sang på Boogies og siger bagefter, at det gjorde hun faktisk. Endnu en sætning, der går på, at hun kommer fra Odense, denne gang dog lidt mindre påduttet.

Bassen pumper og kan mærkes helt inde i brystet, og da sangen ’Don’t Wanna Dance’ går på, går flokken af mennesker amok. Folk er glade og lader sig rive med af den gode stemning.

Pludselig sker det uventede; MØ går ned fra scenen og er uden videre blevet båret op til publikum. En crowd surfing er i gang, og hun bliver båret i flere minutter af fans, der hujer og tager billeder af sangerinden.

Da hun kommer ned igen, siger hun med et lille grin tak til publikum, fordi de ville bære hende, og efter et håndkys er sendt ud til folket, forlader hun scenen. Inden hun går igen, når hun dog at sige ’Vi ses på Boogies!’

062715 - Tinderbox ´15 - MØ -  BLÅ-6795

Ingen tvivl om hendes kærlighed til Odense

Der er ingen tvivl om, at MØ er glad for at være hjemme i Odense og har et specielt forhold til byen. Det er bare ufattelig ærgerligt, at det skal virke, som om nogen har fortalt hende, at hun for død og pine skal sige det til publikum. Det virker ikke oprigtigt.

Det er dog svært at sige noget til hendes elskværdige samt excentriske personlighed og hendes ydmyge tilgang til hendes store popularitet. Hun crowd surfede sig ind i odenseanernes hjerter, og hvis man ikke var vild med MØ før Tinderbox, er man det i hvert fald nu.

Latest from Musik

Gå til top