Painting the 1960s

Oprør og stilstand i tresserkunst

in Kultur by

Kunsthuset Brandts åbnede i torsdags den nye udstilling PAINTING THE 1960’s. Her skulle tresserne folde sig ud i malerier, musik, foto, film og farver, samt nydes af tidens egen generation og nye beskuere. Alle så frem til nostalgi og oplysning.

Skrevet af Mikkel L. H. Brasen

PAINTING THE 1960’s – Kunsten. Oprøret. Hverdagen. Således stod det skrevet på pjecen til udstillingen.

Interessen for galleriets nye udstilling var stor, og man kunne mistænke mange, for selv at have befundet sig i 60’ernes vold.

Det var mindre varmt udenfor og folk skuttede sig, inden direktør for Brandts, Mads Damsbo, gik på scenen ude foran. Det blev hurtigt slået fast, hvor stor en betydning årtiet havde dengang og for fremtiden.

Gennem udstillingen skulle tressernes stemning, positiv som negativ, udpensles.

Stærk musik og oprør

Annisette Trio kom på scenen inden åbningen i bedste 60’er stil.

Med pandebånd og peace-tegn opførte trioen tre numre, som fik den indre oprører varmet godt op til udstillingen. Med tekst om ‘freedom’ og en mindre tale om den danske regerings stillingtagen, kunne alle aldre se, hvor stemningen skulle hen, når udstillingen åbnedes.

Annisette Koppel (også kendt fra Savage Rose) viste med sin optræden, hvordan åbningen og værkerne gerne skulle vælte publikum omkuld som et publikum ville have gjort dengang. For tresserne var en storm der ramte enhver og det skulle kunsten belyse.

Det skulle gerne udtrykkes, hvordan Danmark og hele verden på alle fronter, rykkedes til højre og til venstre, op og ned, og i retninger der endnu ikke havde fundet sin plads i samfundet.

For tresserne var ikke bare en tid af glæde og medgang men ofte det præcis modsatte og det var lige så meget dét publikum havde brug for at se. På pjecen stod der oprør, og som det ofte er set, er der intet oprør, før der føles modgang.

Men det indtryk af vildskab, som der forbindes med oprør, var ikke at finde.

Delte meninger blandt publikum

Meningerne så ud til at dele sig en smule, da folk var trådt indenfor på Brandts.

Som det sås på pjecen og informationen om Painting the 1960’s var Per Kirkebys mangefarvede cirkler valgt til baggrund. Og cirkler var der nok af.

Man tænkte hurtigt på Andy Warhols popkulturelle kendisbilleder. Men hvad var meningen med disse cirkler? Var det de specifikke farver, formen eller materialet der skulle gribe beskueren. Svært at sige.

Udstillingen samlede helt sikkert et ældre publikum, hvor mange selv har oplevet tresserne og måske endda været med til at frembruse et oprør.

Når det så er sagt, lykkedes det ikke for Per Kirkebys og de andres udvalgte værker at belyse tresserne for et mere naivt og nytilkomment publikum.

Det havde helt sikkert gavnet at følges med personer der var unge i 60’erne for derpå at kunne “åbne” udstillingen.

Holdning og udtryk

Gregers Nielsen var af kunstnersortimentet den der kom nærmest i at fange tresserne aura med sine fotografier. Hans sort/hvid-fotografier skulle blandt andet vise, at flere medier kom på banen i kunstens udtryksformer.

Der var film projekteret på wireophængte lærreder, der blandt andet viste en dansende kvinde i samtidens underbensklæder.

Collager fra tidens aviser og ugeblade hang på væggene, som udtryk for en fragmenteret hverdag og et stigende forbrug i samfundet.

Som journalist Lasse Jensen sagde på scenen inden åbningen, skulle man dengang være politisk aktiv og tage stilling til landets styre hvis man ønskede at være kunstner. Man skulle gerne have en holdning og ikke bare skabe kunst for kunstens skyld.

Der skete ændringer inden for alt og man kunne håbe at kunsten ville udtrykke en dynamik som ikke er fundet i andre årtier siden.

Så skulle man have levet i tiden for udelukkende at kunne nyde udstillingen? Nej.

Men man kan spørge hvad Brandts forsøgte at vise. Vildskab og hverdag var ikke tilfældet, mere et eksempel på stilstand.

Der var få værker som kunne nærme sig de tre nøgleord Brandts havde valgt til udstillingen.

Som barn af halvtresserne og tresserne ville man helt sikkert kunne opleve nostalgien, men selvom der var korte beskrivelser på de farvede vægge, savnede man information. Bevægelsen, som gerne skulle være smittet af på kunsten, var ikke til stede.

Udstillingen manglede alt i alt tressernes gnist, som eftertiden er blevet belært så meget om.

Skulle man selv have lyst til at danne sig en mening om udstillingen, vises den på Brandts i Odense indtil den 21. februar 2016.

Latest from Kultur

IMGP1796

Smag på Heartland!

Lørdag den tredje juni klokken 10.30 var IMR til en workshop om
Gå til top