062615 - Tinderbox´15 - Stemning - inmediasres.nu - FOTOGRAF JESPER GULDBRANDSEN-5461 (2)

Reportage – Roskilde eller Tinderbox?

in Musik by

Fotograf: Jesper Guldbrandsen

Festivaler er kommet for at blive – og der kommer flere og flere af dem. Folk er mere end villige til at betale i dyre domme for et par dage eller en uge i musikkens navn. Roskilde Festival og Tinderbox er gode eksempler på dette. Men hvad er egentlig bedst, hvis man spørger en garvet festivalgænger, gode gamle Roskilde eller splinternye Tinderbox?

Skrevet af Amanda Esbjerg Justesen

Musikken spiller med en bas, der kan høres, længe inden man når indgangen til Odenses første rigtige festival. Himlen er dækket af skyer, men det er lummert og varmt. En ukendt kunstner siger tak for lyttet, imens nogle mennesker har sat sig på deres jakker foran den lille opvarmningsscene, og andre er på vej ind mod festivalspladsen.

Længere fremme venter check-in, hvor alle tasker bliver undersøgt for eventuelle ulovligheder. Et armbånd, der skal sikre folks berettigelse til at være med, bliver fast placeret på venstre håndled, og endelig kan man bevæge sig ind på pladsen og lade festlighederne begynde.

Den typiske Tinderbox-gæst

Kigger man rundt på det store grønne område, er det ikke en imponerende forsamling, der befinder sig i Tusindårsskoven fredag eftermiddag. Madboder, telte, scener og et stort pariserhjul fremstår som det tydeligste på pladsen, og den emmer af stemning trods et skuffende antal gæster. En stor del af menneskene er samlet ved et stort telt, også kaldet ’Gul Scene’, hvor bandet Sheppard er godt i gang.

I folkemængden kommer der en pige med langt mørkt hår og et stort smil placeret i ansigtet til syne. Hun er iført en brun top, sorte bukser og en blå cowboyjakke og ligner en, der uden tvivl ved, hvordan man klæder sig på til en festival som denne. Cecilie Justesen hedder hun.

Cecilie er 21 år og studerer Velfærdsteknologi på Det Tekniske Fakultet i Odense, hvor hun netop har færdiggjort 2. semester. Hun kommer oprindelig fra Roskilde, men er flyttet til Odense i forbindelse med sit studie. Hun har været på Roskilde Festival tre gange før og har altså erfaring med større festivaler.

Folk, der med nysgerrige øjne strækker hovederne for at få et glimt af åbningsbandet, står og svinger lidt nervøst fra side til side. Det er tydeligt at se, at de ikke er helt sikre på, hvordan de skal agere, og således beviser de, hvor dugfrisk festivalen er.

Da bandet spiller deres populære sang ’Geronimo’, er det dog, som om hele flokken bløder op. Smil breder sig på størstedelen af folks læber, og de begynder så småt at hoppe til musikken og smide hænderne i vejret.

Da sangen er slut, og de to værter Felix Smith og Peter Falktoft runder af, bevæger Cecilie sig ud på den åbne plads igen. Hun fortæller, at de næste hun gerne vil høre, er Hozier, der går på på ’Blå Scene’ om et par timer.
062615 - Tinderbox´15 - Stemning - inmediasres.nu - FOTOGRAF JESPER GULDBRANDSEN-5461 (1)

Intime Tinderbox

Spørger man hende, hvad hendes førstehåndsindtryk af Tinderbox er, er hun ikke i tvivl. Det er godt. Hun synes, det er hyggeligt og intimt og er vild med, at scenerne og boderne ligger inden for en behagelig afstand, så man ikke skal gå så langt. Hun synes, det minder meget om Roskilde Festival, med få, men betydende forskelle.

På Roskilde Festival er der mange kunstnere, og de bliver tit spillet oveni hinanden. Mange af dem, der spiller på Roskilde er mindre og upcoming musikere. På Tinderbox er der få, men store navne, og man har tid til at høre stort set alle sammen.

Stort udbud af mad

På festivalspladsen er der på kort tid kommet rigtig mange mennesker. Det er fortsat lunt i vejret, og solen er sågar kommet frem. Som aftenen nærmer sig, begynder gæsterne at stå i kø til de mange delikate madboder, der er placeret rundt på pladsen.

Kendte brands som Nelle’s, Bar Sushi, Bull og mange andre er det, der står på menuen hvis man skal spise på Tinderbox. Det er ikke tilladt at tage andet end en tom flaske med ind, så madboderne er naturligvis noget, de fleste benytter sig af.

Jeg er vild med maden her. Jeg er overrasket over, hvor mange brands der er, og hvor mangfoldig maden er. Eksempelvis synes jeg, det er sjovt, at man ikke bare køber en hotdog, men en gourmethotdog. På Roskilde er der ikke et så stort udvalg, som der er på Tinderbox.

062815 - Tinderbox´15 - Stemning - inmediasres.nu - FOTOGRAF JESPER GULDBRANDSEN-9229

Øl er ikke det vigtigste

Da Cecilie har hørt Hozier og derefter Echosmith, køber hun en panini og sætter sig ned i et stort telt, der er placeret midt på pladsen. Her nyder hun stemningen på Tinderbox og slapper af til kunstnere som Marie Key og James Blake, som var nogle af de kunstnere, hun gerne ville høre.

Folk er begyndt at gå rundt med øl og små shotsrør i hænderne, og stemningen er høj. De mange mennesker, der efterhånden er kommet til Tinderbox, er begyndt at slappe af, og baggrunden er fuld af snakkesalige stemmer og høj musik.

Når jeg tager på festival, er det selvfølgelig først og fremmest for at høre musikken. Men på Roskilde er det nok lige så meget for at drikke mig fuld. Inden jeg skulle på Tinderbox, var jeg meget bevidst om, at det var for at høre god musik, og det virker, som om de fleste andre har det på samme måde.

Elektronisk musik på Magicbox

Da klokken nærmer sig 20.00, fortsætter Cecilie hen på Magicbox, der ligger et stykke væk fra resten af scenerne.  Magicbox er en scene for sig, hvor alt elektronisk musik bliver spillet, og som har inspiration fra eksempelvis Tomorrowland, der bliver afholdt en gang om året i Belgien. Den elektroniske scene består desuden af sit helt eget område med diverse barer og plads til at danse.

Går man ind i Magicbox’en, ser man som det første en stor scene med et endnu større lysshow. Folk står enten ved scenen eller sidder på tæpper bagved. Går man tættere på, ligger en Red Bull-bar til venstre for indgangen, en almindelig bar længere fremme og en champagnebar til højre for scenen, så tørsten hurtigt kan blive slukket.

Da Cecilie oplever Magicbox for første gang, er der ingen, der spiller, men musikken kører, og lyset skinner i flotte farver, imens folket danser vildt og voldsomt.

Der er en helt speciel stemning over det lille område, der både skriger af hygge og basmusik på samme tid. Cecilie synes, det er afslappet og et rart sted at være, men mener, at det nok er sjovere om aftenen, når lysshowet kommer til sin ret, og folk er blevet lidt fuldere. Hun synes, selve konceptet er en rigtig god idé og afslører, at hun ikke har oplevet noget lignende på Roskilde Festival.

062815 - Tinderbox´15 - Stemning - inmediasres.nu - FOTOGRAF JESPER GULDBRANDSEN-5555

Major Lazers slaver

Tusmørket er begyndt at falde på, da gruppen Major Lazer skal til at indtage ’Blå Scene’. På Tinderbox er der efterhånden kommet så mange mennesker, at det slet ikke er til at fatte. Den lille forsamling fra om formiddagen har vokset sig stor, og der er kommet en ægte festivalsstemning på pladsen.

Cecilie kommer til at stå tæt ved scenen og er i højt humør, da koncerten slutter. Hun kommer med hastige skridt gående væk fra scenen med sved på panden og et glædesstrålende ansigt.

Det var helt vildt! Vi var nærmest deres slaver. Alt hvad Major Lazer sagde, publikum skulle gøre, gjorde de, uden at tøve. Mush pits blev dannet, folk hev deres trøjer af og smed dem op i luften, og folk stod endda og røg hash. Det begyndte at regne, men det mærkede man næsten ikke, fordi folk stod så tæt, og der var så mange.

Hun fortæller, at en mush pit er når publikum danner en cirkel, og når ’beatet dropper’, smadrer de ind i hinanden. Desuden fortæller hun, at det ikke er ualmindeligt, at folk står og ryger hash under koncerter på Roskilde Festival, så hun er ikke overrasket.

Calvin Harris slutter

Under Major Lazor koncerten er det blevet mørkt, og folk er blevet mere berusede. Pariserhjulet lyser op i flotte farver, og overalt er der mennesker og musik. Går man rundt på pladsen, kan man næsten ikke kende pladsen, der kun ti timer tidligere ikke var synderligt imponerende.

Mørket har gjort sit, og folk er blevet veltilpas med Tinderbox. Ingen slagsmål eller ulykker virker til at være opstået nogen steder, og folk ser ud til at være glade for at få muligheden for at opleve festivalen.

Klokken 01.00 går Calvin Harris på, og den får ikke for lidt. Cecilie står et stykke fra scenen og hopper og danser ivrigt med til den velkendte musik, der ligesom Magicboxscenen er beriget med et overdådigt lysshow.

Foran kan man se folk, der sidder på skuldrene af deres venner med armene i vejret, og skyggerne fra lyset på scenen gør stemningen næsten sentimental. Dog er det svært at tænke på andet end den høje musik, som folk uden undtagelse danser til. På scenen kommer der intet mindre end ild op, der forsvinder igen med det samme, og hvid røg der breder sig og gør publikum endnu mere stemte. Et brag af en afslutning sker på den allerførste dag af Danmarks første Tinderbox.

062815 - Tinderbox´15 - Passenger- inmediasres.nu - FOTOGRAF JESPER GULDBRANDSEN-7615

Svært at sammenligne Tinderbox og Roskilde

Som Cecilie forsøger at møve sig igennem menneskemængden for at komme hjem fra Tinderbox, fortæller hun,  at hun synes, det er svært at sammenligne Roskilde Festival og Tinderbox.

Jeg synes, at Roskilde Festival har sin helt egen charme. Jeg har en ide om, at mange tager på Roskilde for at møde nye mennesker og få en følelse af fællesskab. Ikke altid på grund af musikken. På Tinderbox var der mest fokus på musikken, men det synes jeg bestemt heller ikke gør noget.

Hun må sande, at hun ikke helt ved, hvad hun synes er bedst, Roskilde Festival eller Tinderbox. Det må komme an på agenda og det enkelte menneske. Roskilde er større, ældre, og Tinderbox er mindre og helt ny. Begge festivaler er imponerende på hver deres måde. Hun nævner dog til sidst, at det helt sikkert ikke er sidste gang, hun er at finde på Tinderbox Festival i Odense.

Latest from Musik

Gå til top