IMGP1796

Smag på Heartland!

in Kultur by

Lørdag den tredje juni klokken 10.30 var IMR til en workshop om smag på Heartland. Festivalen sigter efter et publikum med en distinkt musiksmag, kultursmag og smag for lækker fynsk mad. Denne workshop tog dog udgangspunkt i hvordan man som menneske bruger alle sine sanser til at fremelske madoplevelser.

Skrevet af Martin Lindum Cederholm

Der er noget specielt over at deltage i en workshop om formiddagen på en festival. Faktisk er der noget helt specielt i overhovedet at have muligheden for, at få andre erfaringer end de fulde på en dansk festival. De kvalitetsbevidste hoveder bag Heartland Festival havde i år skabt et område med navnet ”Tasteland”, hvor man havde mulighed for at smage på insekt-smoothies og alt andet mellem sur, sød, salt, bitter og umami. Disse fem basale smage vores tunger kan sanse var udgangspunktet for workshoppen ”Smag for livet”.

Chili på tungen

En gruppe forskere står i hjertet af Tasteland med hver sin lille bod med stærke sager på bordet. Det morgensløve men nysgerrige publikum hører et mindre foredrag om hvordan der er forskel på smag og mundfølelse. Vi smager alle i fællesskab på Jelly Beans, hvor vi bliver bedt om at holde os for næsen imens vi tygger slikket. Det er næsten umuligt at afgøre hvilken smag man har i munden, men de fleste kan dog smage en vis sødme. Først når vi bliver bedt om at flytte fingrene fra næsen, oplever alle hvilket bær eller frugt slikket imiterer. Dette lille forsøg bliver brugt som springbræt til at forklare hvor lidt tungen betyder for ens smagsoplevelse. Udseendet af ens mad sætter allerede ens smagsoplevelse i gang. Efterfølgende styrer ens fornemmelse for konsistens via følesansen hvad vi tror maden smager af. Duftesansen giver os alle nuancerne af maden, der ellers kun ville smage af enten sur, sød, salt, bitter eller umami.

Det store tema for workshoppen er stærke sager, hvortil vi bliver bedt om at beskrive de stærke madvarer ud fra deres smag, og ikke ud fra hvilken følelse vi får i munden.

Hele paradigmet ’smag’ bliver gradvist ændret for workshoppens deltagere, der med tiden forstår begrebet ’mundfølelse’.

IMGP1806

Mad til eftertanke

Efter workshoppen er slut er det utroligt spændende at fortsætte til sit næste madeventyr på Heartland. Da jeg får bestilt en snasket burger fra Odenses Burger Anarchy går det op for mig hvor meget mundfølelsen af denne saftige burger betyder. Hvor ofte siger man ”Gud, hvor var den bruger tilpas sød, salt og umami”, når oplevelsen af burgeren beror meget mere på følelsen af hvor sprød, saftig og spicy den er.

Heartlands lækre og prominente kulturprogram giver utroligt meget plads til eftertænksomhed. Man kan lære meget om musik, kultur og mad på denne perle af en festival. Med 12.000 gæster der har valget mellem at spise tun på dåse i campingområdet eller lækker (og dyr) mad på festivalpladsen, er det svært at ramme alles smag. Er det måske for meget at skulle tage stilling til alt man putter i munden, og alt hvad man lytter til? Det har utvivlsomt sin styrke at kunne spise spændende fynsk mad på festivalen, men på de sene aftener kunne jeg godt savne en hotdog eller en slasket durum, bare for at komme ned på jorden igen.

Læse mere om projektet Smag for Livet her: http://www.smagforlivet.dk/

Fotos af Martin Lindum Cederholm

Latest from Kultur

Gå til top