IMG_1538

Spids Nøgenhat i et 70’er nostalgisk syretrip

in Musik by

Fredag aften havde det psykedeliske band Spids Nøgenhat vovet sig til Odense. Her skulle de spille på Posten i forbindelse med deres tour, og allerede fra start var der lagt op til en interessant aften i syrerockens navn.

Skrevet af Amanda Esbjerg Justesen

Klokken nærmer sig 21.00, og Spids Nøgenhat skal til at gå på. Det kan de dog ikke. Bandets fanskare står nemlig stadig udenfor i en meterlang kø, og menneskerne bliver kun ved med at strømme til.

Da de fleste i flokken endelig er kommet ind, er klokken næsten 21.15, og der er fuldt hus på Posten. Foran den store scene står en stor mængde af mennesker, og der summer af liv i rummet.

På scenen kører et lysshow i alle regnbuens farver, med intet mindre end svampe. Det har god relation til både bandets navn, samt den 70’er-mentalitet der, allerede inden start, oser af i hele lokalet.

Pludselig kommer fem mænd stille og roligt gående ind på scenen. Bortset fra den bastante forsanger er resten af gruppen nogle spinkle herrer. Trommeslageren i bar overkrop og bandana, forsangeren med det lange skæg og en af guitaristerne med hestehale, hat og piercing i øret. Alle har de skulderlangt hår og en dæmpet mimik. Publikum er ellevilde.

Levn fra 70’erne

Vidste man ikke, hvad man var gået ind til, ved man det nu. Rummet emmer af 1970’erne. Efter en kort introduktion starter musikken, og standarden er sat. Lækre, lange toner af surrealistisk syrerock lyder ud af højttalerne.

Efter et par sange er festen godt i gang på scenen, og især helt foran kan man mærke, at folket føler sangene med langsom dans og lukkede øjne. Forsangeren tørrer sig regelmæssigt i ansigtet med et håndklæde og tager en tår vand. Han ser presset ud, men det er tydeligt, at han ved, hvad han laver.

Musikken er præget af et ekko, der giver sangene en surrealistisk sound, og oplevelsen bliver mere og mere syret, som aftenen skrider frem. Ekkoet gør desværre sangene delvis utydelige, og er man ikke dedikeret fan, er det svært at forstå, hvad de handler om.

Kommer med fred

Spids Nøgenhat blev dannet i 1998 som et sideprojekt med tre medlemmer og genopstod i 2009 med to medlemmer mere. I dag består bandet af Henrik ”Hobbitten” Klitstrøm, Morten ”Aron” Larsen, Uffe ”Aramis” Lorenzen, Anders ”Moody Guru” Skjødt og Anders ”Fuzz Daddy” Grøn. De er inspireret af dansksyret rock og har blandt andet spillet på festivaler som Roskilde Festival og TInderbox Festival.

Til oktober udsender de albummet ’Kommer med fred’ på Bad Afro Records.

Peace, love og Spids Nøgenhat

Koncerten kulminerer i sved, dans, øl og psykedeliske, lange sange. Publikum er stemte, og på trods af deres rebelske, passive mimik er bandet også godt i gang. Der bliver drukket øl og røget på scenen som det mest naturlige i verden.

Bandet siger tak for i aften og går ud bag ved scenen, men publikum er ikke mættede, de vil have mere. Hele salen råber ’Spids Nøgenhat’, og det får bandet til at bevæge sig ud på scenen igen og spille et par sange mere.

Musikken ender i et sindssygt og langt syretrip, og publikum tilbeder dem. Forsangeren rækker to fingre i vejret og former et peacetegn, og et splitsekund efter følger tilskuerne trop. Der er en fantastisk forbindelse mellem det rolige band og det opstemte publikum.

Spids Nøgenhat formår at give publikum en kæmpe oplevelse, som var man fire årtier tilbage i tiden. De kan spille selvsikkert, og til trods for at musikken er meget præget af genren og ekkoet har de en helt speciel lyd, som ingen kan tage fra dem. Musikken er kernen, og resten er blot dele i et stort trip fra 1970’erne.

Latest from Musik

Gå til top