6N8A7489

Spørgsmål uden svar

in Teater by

Store spørgsmål blev stillet, men ingen svar  givet. Jan Gintberg var det store ubesvarede spørgsmål onsdag aften på Magasinet i Odense, og med lattermild stemme præsenterede han aftenens publikum for livets største og mindste spørgsmål. Alt sammen med fortryllende charme.

Skrevet af Benedikte Rønn

Magasinets sal er fyldt med mennesker og ørerne fyldes af den summende støj af flere hundrede forventningsfulde stemmer. Før komikeren indtager scene, lyder en dyb stemme over hovederne. Denne præsenterer aftenens tema: Det store spørgsmål.

Med ophøjet og højtidelig stemmeføring fortæller den om vigtigheden af spørgsmål og menneskets evige søgen efter svar. Et latterudbrud blæser gennem salen, da en enorm oppustelig Gintberg kommer til syne.

Jan Gintberg træder da ind på scene under stort bifald. Han præsenterer sig selv som ét stort ubesvaret spørgsmål, og al tvivl om aftenens tema er med ét forduftet.

Publikumsprovokation

Gintberg begynder selvsikkert at fyre replikker. Jokes og morsomme anekdoter falder som regndråber i en lind strøm over publikum. Dæmpet latter lyder gang på gang, indtil den lyshårede, sortklædte mand på scenen påbegynder et nyt emne. Spørgsmålet om den eneste ene.

Her indleder han en dialog med vilkårlige mennesker på første række, herunder et sagesløst par. Med kæk og provokerende tone improviserer han sig til jokes gennem deres svar, og hele salen ligger flade af grin.

Det er tydeligt, hvordan han fanger publikum bedst, når han inddrager tilstedeværende tilskuere. Den usynlige væg mellem publikum og den optrædende nedbrydes, og man befinder sig, opstemt af de omkringværendes latter, som en del af showet.

De til tider lettere grove kommentarer opvejes af Gintbergs hjertelige latter og undskyldende kommentar: ”Ej, jeg driller jo bare” Han er nærværende og har en imødekommende og tiltalende udstråling, alt imens han på charmerende vis grinagtiggør både tilskuere såvel som kollegaer og politikere.

De store mennesker

Efter pausen synes Jan Gintberg at have problemer med opstarten. Hans interview med en odenseansk politiker er ikke en succes. Ansigtet på storskærmen svarer ikke i tilfredsstillende grad på Gintbergs spørgsmål. Publikum er ikke begejstrede.

Minutterne strækker sig ud som en elastik, indtil den klapper sammen, da Gintberg igen tager kontrol over sit show. Han genfinder sit tidligere flow. Rummet fyldes igen af skingrende latter.

– Måske er meningen med mennesket at finde store mennesker. Personer der kan give svar på alle vores spørgsmål.

Sådan søger Gintberg svar på et af de mange spørgsmål, han stiller. Gang på gang får han salen til at runge af latter med bud på store mennesker. Politikere, kollegaer, Jesus og Justin Bieber. Alle står for skud, når Gintberg leder efter svar på sine spørgsmål.

Alt imens temaet om store mennesker og ledere står den oppustelige Gintberg i baggrunden som en grotesk men kreativt udformet joke.

Filosofi iklædt humor

Gennem showets forløb berører Jan Gintberg med forbløffende elegance mange af livets store spørgsmål. Han når omkring alt fra religion til terrorangreb og forunderlige lagre af gamle mobilopladere. Fra hvorfor vi mennesket stoppede med at praktisere kannibalisme til meningen med menneskets tilværelse.

Mange af disse emner er dybt alvorlige, men Gintberg træder hen over alle emner med samme lethed som en guldsmed i sommerluften.

Der er tidspunkter i løbet af aftenen, hvor salen er mere stille, end godt er. Hans udtalelser bliver til tider mere og mere perverse, hvilket ikke tjener til hans fordel. Men på trods af perioder uden rungende latter, leverer Jan Gintberg en forrygende aften.

Med en vidunderlig humoristisk, selvironisk tilgang til livet og livets store spørgsmål giver han et bud på meningsfuld stand-up. Komikeren disker op med en humor serveret med kant og filosofiske spørgsmål. Dette bliver gjort med ynde og kreativitet. Aftenen er i allerhøjeste grad en succes, og Gintberg fortjener hvert rungende latterudbrud

Latest from Teater

Gå til top