Tag archive

anmeldelse

Heartland Festival: Sundførs sikre sopranstemme i synthpop-fest

in Musik by
Header, Susanne

Tusmørket udgjorde baggrunden for Susanne Sundførs velfungerende vekslen mellem dansabel electropop og intime ballader. Sangerinden fra Norge havde publikums fulde opmærksomhed fra første sang, og det fortsatte lige til koncertens afslutning.

Skrevet af Loa Karkov

Solen er lige netop dykket ned bag horisonten, og natten er stadig lys, da norske Susanne Sundfør bestiger Highland-scenen. Hun bevæger sig selvsikkert dansende frem til mikrofonen med en tamburin i hånden. På hver sin side har hun to kvindelige multiinstrumentalister, der vil vise sig at have samme tekniske dygtighed og (næsten) lige så meget attitude som sangerinden selv.

Let's Dance!

Let’s dance!

Åbningsnummeret It’s All Gone Tomorrow er et energisk popnummer, og den store menneskemængde, der allerede har samlet sig foran scenen, har lige fra starten svært ved at stå stille til musikken.

Der bliver danset, klappet og sunget med; en stemning blandt tilskuerne, som fortsætter hele koncerten igennem. Denne følelse af nærhed med publikum opstår på trods af Sundførs sparsomme kommentarer imellem sangene.

Dog er de altid sympatiske og ydmyge; og langt hen ad vejen variationer af ”Har dere det bra?” og ”Tusen takk”, samt enkelte udråb af ”Let’s dance!”.

Den lyse vokal rummer en enorm nærhed, i særdeleshed i de mere stille numre, men er samtidig kontrolleret og knivskarp, når den skal være det.

Under koncertens tredje sang sætter Sundfør sig selv bag klaveret. Her bliver hun siddende igennem næste nummer, som er aftenens første stille nummer, hvor den smukke sopranstemme virkelig kommer til sin ret hen over et simpelt klavermønster.

I løbet af koncerten fortsætter hun med at vise sin musikalske kunnen ved selv at stå bag instrumenterne, heriblandt også en guitar.

Ført sikkert ind i natten

Efterhånden som aftenen skrider frem, og himlen bliver mørkere, skrues der på samme tid op for intimiteten og festligheden på scenen.

Lysshowet, der er holdt helt enkelt, er fantastisk velfungerende som stemningsmarkør i begge tilfælde, hvor der veksles mellem energisk strobelys og mere neddæmpede, drømmende konstellationer.

Et af aftenens højdepunkter er nummeret Memorial, som starter med et imponerende uh-kor og udvikler sig til en storladen og intim ballade, hvor Susanne Sundfør igen selv har guitaren i armen.

Efter aftenens sidste sang, det sikre synthpop-nummer Delirious, bliver der blandt publikum råbt efter ekstranummer i lang tid efter Sundfør har forladt scenen.

Dette ønske bliver desværre ikke efterlevet, men da festivalgæsterne forlader pladsen ved Highland, har mørket sænket sig helt over Egeskov, og koncertgængerne er blevet ført sikkert, dansende og bevægede ind i natten.

Fotos af Martin Lindum Cederholm

Life attacks you: Plastikblomster og Photoshop vækker afsavn

in Kultur by
13148059_10208744350581829_2071215618_o

Brandts museums nye udstilling ‘Life attacks you’ er en økokritik installation, som gennem grafiske elementer, kategorisering og gyldne repræsentationer vækker afsavn længsel og mismod. En hul, men intens udstilling, som stiller spørgsmålene: Hvor er virkeligheden? Hvad er virkeligheden? Og hvorfor må jeg ikke røre ved den?

Skrevet af  Jonas M. Hoeck.

13106039_10208698017503531_1346592144_o

Læs også Brandts: Marokkos ulmende problemer og inspirerende drømme

Fængslet

Udstillingen er en totalinstallation indeholdende bur midt i rummet og 11 malerier, som er placeret centralt på en ellers nøgen væg, i et stort kvadratisk rum.

Spotbelysning er den eneste effekt i den simple opstilling, hvilket styrker fokus på de få elementer, som er til stede.

Tilskuerne træder fra indgangen ind i et bur, der udgør en kvadratisk rute. De sorte tremmer, gør at beskueren ikke kan komme tæt på billederne, eller få mulighed for at se malerierne fra ret mange vinkler.

Det giver ikke ligefrem en følelse af, at det er kunsten som skal frygtes i titlen ‘Life attacks you’.

Indtrykket fra udstillingen giver derimod en følelse af , som ved et besøg i zoologisk have, hvor tilskuerne fra sikker afstand bag et stort gitter, beskuer en løve der halvsover i det ene hjørne.

I Kørners udstilling er det i stedet for løven de 11 kunstværker som bliver forskanset bag et gitter, og derfor virker fraværende. Det er en sanseløs og meget følelseskold fornemmelse at bevæge sig rundt inde i det store bur.

I Brandts beskrivelse af udstillingen står der at: ’kunsten tager os med på en rejse til et fremmed og ukendt land’.

Det er på ingen måde den følelse man efterlades med, når man går rundt i en cirkel og beskuer de fjernt hængende værker. I stedet er det en følelse af distance og fremmedgørelse fra verden og naturen.

Kunsten efterligner naturen og virkeligheden, men på en meget opstillet måde. Som beskuer føler man nærmere at buret er til for at fængsle.

Følelsen af fangeskab er kraftig, hvilket ikke kun bliver forstærket af de sorte tremmer man står bagved, men også fordi kunsten virker som et afglans af virkeligheden. Det er den samme effekt man får, som hvis løven i buret viser sig at være af papmache.

Flere af tilskuerne prøver af samme grund, at klemme ansigtet ind igennem tremmerne, for bedre at kunne se den kunst der er dem afskåret. 

13106708_10208698016983518_1647702840_o

Læs også Årets første Ord i Odense åbner Odense lyrikfestival 2016

Grafisk udtryk

Livet og virkeligheden er på spil som temaer, men malerierne i sig selv har ikke nogen stor karakter af virkelighed. Udtrykket er meget grafisk, og minder mere om illustrationer fra Photoshop, end noget der er skabt med penselstrøg.

Dog er der små elementer som afslører en menneskelighed. Eksempelvis en sko som er tegnet op på en anden og mere dynamisk måde end resten af de ellers meget statiske og opstillede malerier.

Den livløse grafiske effekt bliver styrket af en ekstrem kategorisering, som ikke kun finder sted i enkelværkerne, men også mellem værkerne sammenlagt som installation.

Som skabeloner på en skabt virkelighed fremgår menneskedukker, planter og bygningsdesign som sidestillet grafik. Alle malerierne får derved udtryk af en næsten elektronisk virkelighedsopdeling, som mest af alt minder om et baggrundsbillede på en computer.

Den opstillede virkelighed er meget tydeliggjort i det store dobbeltmaleri som hænger midt i rummet. Værket forestiller en idyllisk strandbred med to hvide sejlbåde.

13105968_10208698016343502_1336254025_o

Læs også The Dream of Flying: Giver drømmene luft under vingerne, og sender tilskueren op over skyerne!

Et anti-sansefængsel

Afgrænsningen fra virkeligheden bliver tydelig i værkerne, og i det bur som afskærer dem, men også i form af museumsmurene, som nøgne danner et fængsel for den virkelig verden og naturen, som billederne kun imiterer.

Hvis livet angriber beskueren, er det i den forstand, at kunstigheden bliver overdrevet i en sådan grad, at beskuerne bliver opmærksom på et afsavn til verden, som først bliver dem bevidst, når de ser udstillingen.

Når en plastikblomst berøres, bliver afsavnet af naturens duft og følelse virkeliggjort. Det samme er, hvad der sker i det store rum, hvor sanseudstillingen før holdt til. John Kørners udstilling er det modsatte af en sanseudstilling: et anti-sansefængsel.

13129013_10208698016863515_893193392_o

Læs også Røde Himmel: Odenses nye lærred for musik og kunst

Den virkelige verden

De fremmede og ukendte lande bliver vakt til live i bevidstheden på grund af udstillings glatte overfladeeffekt.

’John Kørner skaber billeder, der viser verden – ikke som den ser ud udenpå, men som følelser, stemninger og drømme’.

Sådan står der i beskrivelsen af udstillingen. Dette kunne godt indbyde til en meget sansende og følelsespræget kunst, men det bliver mangel på samme, der giver den intense effekt af fremmedhed.

Udstilling angriber den opstillede virkelighed vi lever i, og får beskueren til at savne den natur, der gemmer sig bag malerierne, og de mure de hænger på.

Som udstilling gør den noget få udstillinger tør; Den normale økokritiske udstilling ville vise dystopiske sceneriger, eller naturlige sanseoplevelser.

Kørners installation tager det hele fra beskuerne, for at lade dem stå tilbage og overveje hvad det er de har mistet, og dermed mangler.

Fotos af Jonas M. Hoeck

Flaskepost fra P: Dansk nordic noir som vi bedst kan lide det

in Film by
Flaskepost fra P ny

Med et utal af solgte biografbilletter er Kvinden i Buret og Fasandræberne blevet kæmpemæssige biografsucceser. Nu har filmatiseringen af den tredje bog i serien ‘Afdeling Q’, ramt de danske biografer. Filmen går under navnet ’Flaskepost fra P’.

Skrevet af Caroline Kamper

Religion har og vil altid give anledning til debat. Det er et højtdiskuteret emne, der både kører mellem ateister og religionsudøvere, men sandeligt også mellem den ene og den anden religion.

Om det er fordi de er sandhedsabsolutistiske, eksklusivistiske, eller imperialistiske vil vi aldrig kunne komme til enighed om, men flere nutidige medier, tager emnet op til drøftelse. Jussi Adler-Olsens roman Flaskepost fra P er ikke en undtagelse.

Her bliver religion behandlet som et humanitært emne og dens betydning for eksistentiel overlevelse.

Læs også Hvem er Den danske pige?

Et gensyn

Vi følger endnu engang det umage makkerpar Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og Assad (Fares Fares), samt sekretæren Rose (Johanne Louise Schmidt), som driver politiets Afdeling Q – afdelingen for gamle, uopklarede sager.

De har fået en ny sag på bordet; to børn, hvis forældre tilhører Jehovas Vidner, er blevet kidnappet. Samtidig dukker der en otte år gammel flaskepost op.

Flaskeposten leder dem hen til et lukket religiøst samfund i Udkantsdanmark, og pludselig drages der paralleller mellem det gamle fund, og bortførelsen af ikke blot et, men samtlige søskendepar.

Ikke al tro har en gud

Filmen byder på en række stærke skuespilpræstationer. Især Nikolaj Lie Kaas portrættering af den forpinte Carl Mørck, fortjener stor applaus.

Hvor Fasandræberne har fået kritik for mangel på forholdsudfoldelse mellem Mørck og Assad, vægtes der mere på dialog og sammenspil i Flaskepost fra P.

Det kan menes, at dette er på bekostning af krimiplottet, som kan fremstå trivielt, men samspillet mellem Lie Kaas og Fares tilfører stor indlevelsesværdi til filmen.

Det er velskrevet dialog og humoristiske kommentarer, der formidler et voldsomt diskuteret emne.

Den religiøse dimension bliver vendt og drejet, og særligt den klassiske makkerpar-køretur, bringer ny dynamik ind i debatten.

Trosmodsætningen får også bragt os tættere på hovedkaraktererne. Ateisten Mørcks pessimistiske livssyn, der finder tro naivt og meningsløst, og Assad, der har troen med sig og søger efter lystet i hjertet. Dette er hele essensen af krimiplottet, der handler om dobbeltheden mellem lyset i hjertet og Djævlens mørke.

Kan man sejre med Kristus ved sin side? Kan man være troende uden at være religiøs?

Læs også Carol – forførende og tidsløst lesbisk kærlighedsdrama

Fænomenalt velkomponeret

Universet og de spirituelle temaer, som omkranser filmen er interessante. Flaskepost fra P er meget dybere og mere essentiel, end de to foregående film. Både seere og karakterer får nye øjne på tro og religion i de afsluttende og noget dunkle scener.

Instruktør Hans Petter Moland har taget projektet til sig og leverer en ekstraordinær fremdrift af Jussi Adler-Olsens historie.

Fotografen John Andreas Anderens billedside, er igennem hele filmen helt fantastisk. Den jyske idyl fanges ved de smukkeste helikopterpanoreringer, både over storslåede rapsmarker og den åbne vestkyst.

Naturen følger fortællingen. Når den gule rapsmark, som omgiver den religiøse families husmandssted, oversprøjtes af gift og infiltreres af larmende maskiner, ved man Djævlen har trådt over dørtærsklen.

Det religiøse aspekt gennemsyrer alle filmens dele. Kors og vand er gennemgående symboler, og giver en ekstrem virkning, når børn kaster armene i vejret i religiøs hengivenhed – uskyld og renhed.

Også flaskeposten kommer med symboler, idet det repræsenterer forholdet mellem tilfældigheder og skæbnen, og derved åbner op for et nyt religiøst lag. 

Der er ikke skruet ned for actionscenerne. Dette kan virke en anelse plat, men giver en fed effekt. Man falder for det. Sammen med den kraftfulde lydsiden understøtter helheden, balancen mellem det uhyggelige og hårrejsende krimiplot, og underbygger uhyggen, der foregår under helikopterens vinger.

Alt i alt, er Flaskepost fra P en ekstremt vellykket film. Den skildrer religion og tro fra en interessant vinkel og er skruet godt sammen med smukke æstetiske billeder, velovervejet dialog og fremragende skuespil.

Foto af Amanda Esbjerg Justesen

Brooklyn: To lande, to mænd, et hjerte

in Film by
Brooklyn

Den oscarnominerede film Brooklyn, har haft premiere  i de danske biografer. En ny film, som velfortalt og smukt skildrer rejsen fra det trykke hjemland til en hel ny verden. Filmens instruktør er irske John Crowley (Boy A) og har Saoirse Ronan (The Grand Budapest Hotel) i hovedrollen.

Skrevet af Caroline Kamper

Brooklyn er ikke en traditionel oscarfilm. Jovist er der dybde, følelser og imponerende genskabelser af et tidstro miljø, men filmen er en outsider – især sammenlignet med det konkurrerende oscarfelt.

At være en outsider er dog ikke nødvendigvis dårligt. Filmen lukker op for en ny dør. Det er ikke ofte, at vi får lov til at tage en pause fra nutidens topteknologiske verden, men Brooklyn er vores billet til et fortidsgensyn.

Med den klichéfyldte fortælling, forærer den ungdomsfølelser tilbage til seeren, følelser fra den umiddelbare tid.

Manuskriptforfatter Nick Hornby formår at gøre Colm Tóibíns ord i romanen ‘Brooklyn’ levende. Vi drages alle med på rejsen over Atlanten, igennem konflikterne og står til sidst med et valg: To lande, to mænd, et hjerte.

Den irske immigrant

Eilis Lacey, spillet af Saoirse Ronan, flytter fra den irske by Enniscorthy til New York. Faktisk ville hun være gladest hjemme, men de manglende fremtidsudsigter giver hende ikke andet valg.

Med en aftale, arrangeret af søsteren Rose (Fiona Glascott), pakker hun sine få ejendele og stiger ombord på båden, der bærer hende over Atlanterhavet.

Trods en varm velkomst fra hønemoderen Madge og hendes nye værtssøstre har Eilis svært ved at falde til.

Hendes generte natur, det irske pensionat og brevene fra søsteren holder hende tilbage fra at få nye venner. Hele hendes verden drejer om jobbet i stormagasinet Bartocci.

Eilis hverdag ændrer sig dog hurtigt. Præsten Father Flood (Jim Broadbent) ser hendes mistrivsel og sender hende på aftenskole til lektioner i bogholderi.

Under et irsk fredagsbal møder hun den charmerende italiener Tony. En blomstrende romance spirer op, og tilværelsen i New York er ikke længere så tosset.

En alvorlig nyhed fra hjemmefra, tvinger Eilis hjem. Nu skal hun nu konfrontere sin tilbagevendte hjemve og tage sit livs største valg, da hun her møder den galante irer Jim (Domhnall Gleeson).

Mere end blot en kærlighedshistorie

Brooklyn er en flot, velskrevet kærlighedshistorie. Trekantsdramaet får en central rolle i filmens klimaks – vinder Irland eller Staterne? Imidlertid er denne meget mere end en kærlighedsfilm.

Brooklyn handler om at vokse op og tage sine drømme i ens egne hænder. Forandringer fryder, men når det er et i et helt nyt kontinent, kan der gå lang tid før man føler sig hjemme.

Ved at vægte fokus på immigrationen til Amerika, og gøre dette med stor respekt for historien og dens små detaljer, er det nemt at sætte sig i Eilis sted. Man bliver nærmest søsyg af turen over ”dammen”, når den store færge vælter rundt.

Man kan mærke suset af spænding ved den irske immigrationskontrol på Ellis Island. Man følger Eilis, som var det var man selv en irske immigrant.

Kærlighedshistorien er et godt symbol  på den hårdfine balance mellem at rejse og at være hjemme.

Ude godt, hjemme bedst, men er det altid sådan, når man har fået et liv ude? Der vil altid være en længsel.

Mændene i Eilis liv, står for det gode i hver ende. Vi har Tony, den italienske blikkenslager, som er det nye, ukendte og eventyrlige.

Jim den irske rigmand, er det varme og trygge, men også det kedelige. Hvad Eilis vælger til sidst, vil definere hendes vej ind i de voksnes rækker.

Filmen dømmer hende ikke for hendes fortvivlelse, men bifalder hendes valg, idét hun har valgt sin egen vej mod fremtiden.

Sublim minimalisme

Brooklyn gør et godt stykke arbejde med at sætte en stemning, der inviterer til indlevelse. Dette er et vigtigt element for filmen, da spændingstoppene ikke helt når højdepunktet som historiens blot har lagt op til.

Den ventede eksplosion af følelsesladet fyrværkeri, går desværre tabt hen mod klimaks. Det er en skam.

Brooklyn leverer dog i sidste ende en enestående film. Indlevelsen er prima, dels grundet det ovennævnte fokus på immigration, men især i kraft af de smukke fremstillinger af halvtredsernes New York og Irland.

Landskaberne og metropolerne lægger en god bund for handlingsforløbet og emotionerne der følger. De store følelser bliver akkompagneret af store skuespillerpræstationer. Historien fortæller sig selv, og skuespillerne gør et mesterværk af filmens små nuancer.

Det kan tydeligt mærkes, at både instruktør og hovedrollen er irske, da der skabes en speciel autenticitet omkring hjemve og savn. Dette ville aldrig kunne forfalskes.

Brooklyn var nomineret til 3 oscars. Da filmoplevesen ikke er overvældende og konkurrencen var hård, blev det desværre ikke til en sejr til det romantiske drama.

Foto af Caroline Kamper

Læs også HVEM ER DEN DANSKE PIGE?

Røde Himmel #1

in Kultur/Musik by
12752239_1102847609734032_560292263_o

Stod man på Nørregade mellem klokken 19.00 og 24.00 fredag i forrige uge var det umuligt ikke at se horden af musikhungrende unge. Røde Himmels debut var startskuddet på en ny kulturel alder i Odense. Gik man blot forbi, gik man glip af en aften i musikkens og kulturlivets tegn.

Skrevet af Martin Lindum Cederholm

Dem som nåede at opleve ‘Under Livet’s arrangementer, ved hvor meget det hjalp at kende nogen i døren eller garderoben hvis man ville hurtigt ind til arrangementet. ‘Røde Himmel’ er en velsmurt og velorganiseret maskine, hvor man ikke når at kede sig.

‘Under Livet’s kaotiske entré havde sin charme, men det er rart at føle at alt er en tand mere gennemtænkt her. Desuden er Ungdomshusets lokaler er blevet større, og med tilføjelsen af ‘ØKOllektivet’s cafeteria i stueetagen er det kun blevet lettere at føle sig tilpas.  

Det er allerede lykkedes arrangørerne at finde en håndfuld lokale billedkunstnere, som udstiller et billede eller to hver. På en lille seddel ved siden af malerierne står der kontaktinformationer på kunstneren samt en pris på værkerne.

To projektorer bliver styret af VJ holdet Azid Headcrackerz, som indhyller scenen i billeder og farver i samspil med musikken.

Læs også Røde Himmel: Odenses nye lærred for musik og kunst

Pulserende kunstmusik

Den første kunstner der går på, er ‘Dove is dead’. En bølge af meditative synthflader breder sig. Der er kun en mand i bandet.

I løbet af sangen begynder han at hidse sig op ved hjælp af kraftige vejrtrækninger. Det giver ingen mening førend han sætter en mikrofon på sin strube, så man kan høre hans puls. Den forstærkede lyd af hans puls fungerer som en organisk og løssluppen stortromme.

Desværre sker der ikke meget andet i de 15-20 minutter han er på scenen. Alle sangene består mere eller mindre af synth og hans puls, hvilket ikke udfordrer lytteren i længden.

Publikum snakker højlydt og fokuserer ikke på hans optræden. Det er et spændende udtryk han kreerer, men gimmicken med mikrofonen til halsen havde haft en større effekt hvis det kun var i en sang.

Efter en lidt længere pause begynder gæsterne at vandre op til bandet ‘Ecstacy in order’, som står klar. Trioen fra København er kommet til Odense for at spille deres debutkoncert.

Med en stak analoge trommemaskiner, diverse synths, ungdommelig vokal og dansevenlig klubmusik som produkt er illusionen om en koncert i 90’erne fuldendt.

Forsangerens vokal er desperat og nærværende. Sammen med den effektprægede guitar og plekterbas leder bandet ens tanker i en punket retning.

Det er dog stadigvæk 90’ernes techno som dominerer lyden. De har et kompakt og hårdt lydbillede med plads til den gode melodi.

Fra og med sangen ‘Newborn Brothers’ midt i deres koncert, stopper publikum kun med at danse i mellem numrene.

Læs også Danmarks første pladeselskabsforening udfordrer musikbranchen

Kolliderende frekvenser

Aftenens sidste band er Collider. De spiller synkoperet noiserock, som i starten virker rodet og eksperimenterende.

Alle instrumentalisterne spiller så hårdt og højt at der desværre er for diskant lyd på alle instrumenter.

Sangene tager en melodisk drejning, og ens tanker bliver ledt hen mod ‘Stone Roses’. Den mandlige vokal er utydelig, men selvom man gerne vil høre teksterne, passer en ekkosvøbt vokal ind i genren.

Sangene udvikler sig til mere ligetil og gammeldags punk, der kan få publikum til at føle sig som unge i ‘The Clash’s guldalder.

De hurtige sange bliver leveret med overskud og græsrodsenergi. Sangerindens glade udstråling afspejler publikums begejstring for musikken.

Der er fortsat problemer med lyden fordi de spiller så hårdt, hvilket på ærgerlig vis fjerner fokus fra deres grandiøse sangskrivning.

Til deres sidste numre er antallet af fremmødte desværre halveret, da Røde Himmel #1 er ved vejs ende.

Røde Himmel #2?

Publikummet såvel som kunstnerne fortsætter festen (formodentlig på Boogies).

Den gode stemning blandt unge såvel som ældre musikinteresserede var en begivenhed i sig selv. Uanset hvor selvbevidst man er omkring sin musiksmag, hvordan man skal opføre eller klæde sig til en koncert, er der plads til en hos ‘Røde Himmel’.

Den kreative kraft formåede at skabe et mødested for den mere mainstream undergrund i Odense. Med fuldt hus og et pænt salg af øl, ville det være mærkeligt hvis Odense ikke når at se ‘Røde Himmel #2’s lys.

Næste arrangement kan opleves den 28. februar på bobz.

Foto af Alexander Mahathai Larsen

Læs også Retroguldet atter i cirkulation

BLACK SIDE: Liv gennem lys

in Teater by
12349464_10203622987015019_465559577_o

Momentum åbnede i midten af december dørene til en nordiskinspireret liveperformance omhandlende lyset, og ikke mindst dets fravær. Kunstnerne bag ønskede at skabe en melankolsk stemning formidlet i menneskelige bevægelser.

Skrevet af Emma C. Blomberg

Et spændt publikum er i aften mødt op på Momentum for at se performancen ‘Black Side’. Beskrivelsen lyder på en blanding af dans, dansefilm og elektronisk musik, alt sammen med det nordiske lys som tema.

Ingen er dog sikre på, hvad de kan forvente, da en liveperformance aldrig er forudsigelig. 

Midt i mørket

Gæsterne bliver i grupper på seks fulgt ind i en mørk sal, vejledt af en medarbejder med lommelygte. I mørket er der ikke meget at se, udover en enkel lysende lampe i baggrunden. Spændingen stiger.

Performancen starter stille og roligt ud med en projektør, der kaster en film ned på et transparent stof på gulvet.

I filmen ses performeren Taneli Törma i en skov, men desværre er det kun dem på de højeste rækker, der får det fulde ud af videoen.

Da filmen skal til at slutte, træder Törma ind i mørket. Efter længere tid får han trukket stoffet op i reb fra loftet, så det nu fungerer som et tredimensionelt lærred. Først nu begynder det, alle har ventet på.

Læs også: Poesikampsport på Momentum

Den ægte performance

Lyde, farver og lys spækker performancen med liv og natur. I enkelte øjeblikke giver forestillingens tema om nordisk lys helt mening, hvor følelser af solnedgang og solopgang, samt vinter og sommer opstår. Dette lykkes desværre ikke altid.

Med udgangspunkt i sin egen krops bevægelser får Törma skruet op for ægtheden, og ikke mindst menneskeligheden. Hans åndedræt og stemme bliver en del af setuppet, og han formår at nå ud til publikum.

Desværre resulterer menneskeligheden også i det der, fra publikums side, minder om fejl. Nogle ting tager lang tid, længere end man ønskede sig. Dette sætter ikke kun tempoet ned, men også begejstringen af helheden.

Læs også: Når dans giver stof til eftertanke

Artisttalk: Hvad tænker de?

Efter en times performance bevæger publikummet sig ud af den for første gang oplyste sal. Nogle tager hjem, andre bliver i Momentums foyerbar, klar til artist talk.

To ud af de fire mennesker bag – Törma og Søren Lyngsø Knudsen – gør sig klar til udspørgningen, der skal foregå på engelsk.

Spørgsmålene grunder meget i, hvad deres egentlige tanker bag performancen og dens elementer var. Törma fortæller om den melankolske stemning, de har prøvet at skabe, da forestillingen især handler om fraværet af lyset – mørket.

Menneskelighed var også i fokus, da kunstneren udtænkte og fandt inspiration til Black Side.

De fortæller, at de ønsker at vise det humane i naturen. Til trods for, at dette ikke lykkes gennem hele performancen, er de enkelte øjeblikke, hvor tankerne bag virkelig skinner igennem, nok til at Black Side bestemt er tiden værd.

Spørgerunden ebber hurtigt ud, og Momentum forlades af et publikum, der atter må ud i mørket; denne gang uden spænding i blodet, men med stof til eftertanke.

Foto af Teater Momentum

SAVEUS gav slip og imponerede

in Musik by
12367029_10206395068169259_1374164796_n

En blandet skare stod uden for Posten i Odense og ventede tålmodigt på aftenens hovednavn: SAVEUS. Det skulle vise sig, at publikum ikke helt var klar på, hvad der ventede dem. SAVEUS’ band var klar på at starte en energi-fest.

Skrevet af Naja Navntoft Holse

Da SAVEUS gjorde en overraskende debut med nummeret, ‘Levitate me’ til P3 Guld for omkring en måned siden, var det stående applaus og rosende ord, der mødte bagmanden: Martin Hedegaard.

Han har før været på det danske folks læber, da han i 2008 vandt X faktor. Siden hen har han blandt andet drysset en pop-tune ud af ærmet til Shaka Loveless og spillet bas på Christophers ‘Told You So’.

Nu er han tilbage med sit helt eget yderst gennemarbejdede musik.

12358430_10206395068089257_123796368_n

Læs også: Rangleklods: Dybdegående øregangs-massage

4 gutter inviterer ind i garagen

Martin og tre gutter træder roligt ind på scenen på Posten i Odense. Lige på og hårdt smider drengene en eksplosiv bas. Lyden buldrer ud i tilskuernes ører. De bliver blæst bagover af de fire gutters skud af energi. Et univers af rå elektronisk rock og en blanding er chok og fascinationen er malet på publikums ansigter.

En anerkendelse i tilskuernes håndflader strømmer mod scenen, og fra en vild start med nummeret ’Origins’, bevæger bandet sig over i en roligere sang kaldet ’The Maze’.

Den bløde varme basstemme føles lidt forstyrret af rumklang i mikrofonen. Dog er det tydeligt, at Martin rummer mere sikkerhed og dybde end X-Factor-dagene. Denne gang er han kommet tilbage for at blive. Det fastslår han, da ordene ‘First I thought I made it’, flyder på af den 23-åriges stemmebånd.

Et stærkt hold på instrumenterne står bag forsangeren. De smider en rå garage-lyd, giver slip og kaster med sine krøllede lokker. Dernæst bandet igen glider over i en mere rolig sang.

Til nummeret ’Good times’ har kærestepar armene om hinanden. En guitar kæler for den uskyldige lyd, der rummer en skarp vokal. Stemmebåndet når de højeste toner i nodehæftet. Sangen udvikler sig med et gospellignende kor fra to af drengene fra bandet, og ender i kontrolleret musikalsk smadder på instrumenterne.

12387999_10206395068249261_1204009929_n

Læs også: Malky: Autentisk genoplivelse af 60’ernes jazz

Publikum kan ikke stå stille

Tilskuerne er klar nu. Martin fastslår glæden. Han råber ”fedt” inden endnu et eksplosivt power-nummer, ‘Light Bomb’, bliver spillet.

Et monumentalt råt orkesternummer præget af en storslået trompet får publikum til at rocke mere og mere med.

Martin prædiker næsten ordene med powerslag fra den knyttede næve. Blikkene blandt musikerne på scenen er fyldt med glæde. Nu lader de musikken give helt slip. Martin skriger nærmest teksten.

Den virker hver gang

Den anerkendende fascination fra publikum til SAVEUS og omvendt, rundes af med hittet ’Levitate Me’, som uden tvivl er aftenens højdepunkt. Publikum pifter allerede, da de første toner begynder, og kirkeklokker og melodiske horn fylder lokalet. Spotlightet stråler bag musikerne, og tonerne finder for alvor vejen til publikums hjerter.

En ekstatisk klapsalve fylder den lille sal på Posten, og Martin siger selvsikkert ”Det virker hver gang!”.

Bandet spiller et sidste nummer med titlen ’Save Us’ og afrunder den ellers korte fornøjelse.

Musikken er eksperimenterende og lever i et univers med genremiks af rå smadder på trommeslagerens hi-hat, kombineret med klassisk kor, kirkeklokker og temposkift. Vokalen er stærk, sikker og afrundet.

En sjælden gang forstyrret af rumklang og en for svag artikulation. Alt i alt er det nok ikke sidste gang SAVEUS bader sig publikums anerkendelse.

Tilbage i 2008 var X factor-dommer Remee lige så imponeret over Martins allerførste debut til audition:

”Jeg må lige ryste din hånd, inden du bliver superstjerne”

Der var nok flere af gæsterne på posten, der gerne ville ryste hans hånd.

Go Go Berlin rocker med fanskaren

in Musik by
12359673_771511632992985_1932136019_o

Go Go Berlin fik blodet til at pumpe i de odenseanske rockhjerter, da bandet gæstede Magasinet i Odense. InMediasRes mødte Go Go Berlin til en snak om den dedikerede fanskare, som bandet på kort tid har opbygget.

Skrevet af Lisette G. Olesen

På scenen hænger et sort baggrundstæppe med et hvidt spraymalet dødningehoved i kontrast til scenens fire royale diamantlysekroner. Publikumssegmentet er en pose blandede bolsjer.

De omklamrende kærestepar, teenagerpigerne med smartphonen, modne kvinder samt testosteronfyldte mænd med hestehale og Albani-fadbamser er blot nogle af de tilstedeværende, der fylder Magasinets koncertsal.

12375822_771511642992984_317481323_o

Ny perron til toget

Bag scenens baggrundstæppe, for enden af en mørk snoet trappeopgang, finder man aftens fem hovedpersoner. Som scenens det indikerer, er bandet på tourné med deres seneste album Electric Lives, der udkom i sommers.

Med to albums i rygsækken, samt en femstjernet pladeanmeldelse, er Go Go Berlin blevet et par kendte herrer i musikbranchen, hvilket de har mærket ved denne tourné.

”Det er ikke sådan, at man skal ud og sige til dem, der er kommet – nu skal i fandeme elske os. Man har kunnet mærke på den her tourné, at det virkelig har været nogle passionerede mennesker, som har været der. Mennesker som kender alle sange og som kan synge med på alle sange” siger trommeslager Christopher Østergaard suppleret af guitaristen Mikkel Dyrehave,

”Det er egentlig bare et tog, der kører på. Men der er bare kommet en god og ny perron med til toget. Det er fedt at have flere kort på hånden i forhold til nogle nye sange ” siger Christian Vium.

”Er i klar på at feste?”

Efter opvarmning af The White Dominoes er der trafik på scenen. Mikrofonerne justeres, setlister placeres, guitarer stemmes, mens trommerne får det sidste slag, for at sikre at alt står skarpt til aftens hovedpersoner indtager scenen.

Det grønne lys slukkes, og salen bliver sort. Til rungende toner råber salen ”Go Go Berlin”. En hyldest til bandet, der sker i en symbiose af højlydte vin, klapsalver og håndtegn. Til sangen ‘Kill me first’ brager bandet brager ind på scenen.

”Er I klar på at feste. Jeg tror, at vi er kommet til det helt rigtige sted mine damer og herrer”

Sådan lyder det fra Christian Vium, der danser rundt på scenen med sin Gibson guitar. Allerede fra første strofe får koncertdeltagerne hænderne i vejret og kridtet rockstøvlerne.

Koncerten er en kombination af nye sange, som ‘Kids’, ‘Electric Lives’ og ‘Starlight’ fra albummet ‘Electric Lives’, som blandes med sangene ‘Castles made of Sand’, ‘Raise Your Head’, ‘On the Run samt Waste of Trying’, som stammer fra albummet ‘New Gold’, der udkom i 2013.

12375645_771511636326318_1855888559_o

Læs også Go Go Berlin holder en fordybelsespause

At te sig som tosser

Koncerten på Magasinet er Go Go Berlins anden sidste koncert på Electric Lives tournéen. En tourné, hvor det at ligge sidst på listen af spillesteder ikke er det værste ifølge Go Go Berlin:

”Det er sjovt, for det er jo egentlig til sidst på tournéen, at du er i topform. Fordi på de første koncerter er det svært, for der spiller du nogle sange, hvor du ikke har det samme overskud. Det er det samme med oplæg i skolen. Når du skal gøre det ti gange, så sider det der til sidst, og du kan derfor levere det med meget mere ro og bedre selvtillid. Du kan teksten bedre, og du kan tilføje ting” forklarer forsangeren.

Bandets overskud fra en vellykket tourné bliver heller ikke overladt en mental bankbog.

På scenen er der skruet op for charme, selvtillid og flyvende lokker. Der bliver filet på spaderne, hamret på trommerne og trykket på alle tangementer, mens bassist Emil Rothmanns fingre tager en hurtig stepdans hen over basstrengene.

Under klassikeren ‘Raise Your Head’ bliver versets ”Its cold outside” erstattet med teksten “its hot inside”

Telefonerne kommer i vejret, mens Emil Rothmann opbygger sin egen fanskare af publikum, der råber hans navn og sender håndtegn i retning af den langskæggede bassist, der nyder opmærksomheden fra publikum.

Forsageren Christian Vium har koncertens publikum i sin hule hånd. Med få armbevægelser får han salen til at klappe i takt til rocktonerne. Diverse rocktegn bliver sendt op mod scenen, mens et par hænder danner hjerter under sangen Waste of Trying.

En ballade, hvor forsangerens rå stemme bliver sårbar og skrøbelig i det røde scenelys. Men ifølge forsangeren er formålet med koncerten ikke vedmodige suk og glasøjne:

”Vi er ikke kommet for at græde. Vi er kommet for at te os som tosser. Som børn. Er det ikke rigtigt?”

Det råber Christian Vium. Med tohundrede kilometrer i timen uden støddæmper farer rocktonerne rundt i koncertsalen til sangen ‘Kids’ til begejstring for salens publikum.

Udover, at publikum kvitterer med en skov af hænder, kravler nogle koncertdeltagere op på skuldrene af hinanden. Under hittet ‘Castles Made Of Sand’ synger publikum så højt, at forsangeren knap nok behøver at åbne munden. Efter hittet bliver spillet, lyder opfordringen fra publikum, at han skal smide tøjet.

Men der ryger ikke en trævl fra den blonde forsanger. Med et smil på løben synger han ”Vi vil se jer nøgne” og fortsætter koncerten.

12375496_771511639659651_1286607556_o

Læs også Danmarks første pladeselskabsforening udfordrer musikbranchen

Svært ved idolrollen

Aftenen før koncerten var bandet til årets Gaffaaward, hvor de var nomineret til priserne ”Årets danske album”, ”Årets danske band” og ”Årets danske rockudgivelse”. Selvom, der ikke var guldmalede g-pokaler at hente til rockdrengene i denne omgang, er bandet ydmyg over nomineringerne:

”Helt ærligt, så har jeg stadigvæk svært ved at forestille sig, at der er folk, der lytter til ens musik derhjemme. Dermed også sagt, at man bliver vildt overrasket over, at der er folk der har stemt på en.”

Sådan siger Christian Vium. Under koncerten leverer Christian Vium også en stor pose taknemlighed over nomineringerne, samt den store fantilslutning bandet har opnået på rekordtid.

Selvom folk har fået tatoveret Go Go Berlin citater og render rundt i Go Go Berlin merchandise, har bandet svært ved at se sig selv som idoler på musikscenen.

”Det man nok aldrig vender sig til, er det, når det er virkeligt stort for folk at møde én. At de ryster. Så får jeg altid sådan lyst til at kramme dem og sige, at det skal nok gå. Jeg kan jo også være rigtig kedelig ” forklarer Mikkel Dyrehave.

Under koncerten er det muligt at komme helt tæt på forsangeren. Under koncertens ekstranummer får publikum fornøjelsen af det klassiske Vium-trick.

Med få armbevægelser får bandet på magisk vis folkene i koncertsalen til at sætte sig på hug til nummeret ‘All mine’.

Pludselig hopper forsangeren ned til menneskemængden med en mikrofonledning dinglende fra scenekanten. Bandet og det blandede publikumssegment danner et bånd og bliver til én stor samlet masse.

En masse, der rocker i begejstring for hinanden på Magasinet i Odense en kold aften i december.

Fotos af Steffen Berg Klenow

SHU-BI-DUA THE MUSICAL- Man må for fa’en da være noget!

in Teater by
Shubidua - The Musical

Fredericia Teater har med deres – til dato – dyreste sceneshow, skabt et finurligt univers, hvor nogle af livets store spørgsmål stilles. En fortælling om at være anderledes, med Danmarks folkekære band Shu-bi-dua som omdrejningspunkt. 

Skrevet af Yasemin Schilling Øzkir

Hvad mon man er, før man bliver til, et stjerneskud, et puslespil, en tanketorsk, en gulerod? Man må for fa’en ha været noget! Hvor mon den er, den røde tråd? Man må for fa’en da blive til noget!

Disse velkendte ord åbner for den magiske verden, der sætter rammen om ”Shu-bi-dua the musical”.

Publikum har allerede få sekunder inde i stykket forstået, hvad musicalens tema er, da tæppet går og en drengestemme uskyldigt siger: ”Hvad mon man er?”

Et spørgsmål, der ikke er svært at relatere til, ligegyldigt hvilken alder man har.

Tunge emner på en storslået måde

Der går ikke længe før flere tunge emner bliver taget op. Kan man blive til noget, når man aldrig rigtigt har passet ind nogen steder?

Vi følger den eventyrlystne og fantasifulde, Mick, fra hans spæde teenageår frem til, at han finder kærligheden og lykken ved ikke helt at være som alle de andre.

Vejen dertil er ikke let, og han må da også igennem en masse omveje og svære beslutninger.

Historien bliver skabt ved hjælp af et overdådigt sceneshow, der fører publikum tilbage til 1970’erne og 1980’erne.

Vi bliver desuden taget med til alt fra bjergbestigning i Alperne til Micks barndomsværelse, som skaber rammen for hans eventyrlige verden.

Det er tydeligt, at Fredericia Teater har haft fokus på det tekniske i ”Shu-bi-dua – The Musical” og med god grund!

Hver enkelt scene skaber en ny fantastisk fortælling, som opbakning til sangene og bringer den danske musicalscene til et helt nyt niveau.

Integrationen af sangene i selve fortællingen er særdeles vellykket, og historien udvikler sig i takt med Mick. Sangene falder naturligt sammen med fortællingen.

Den røde tråd

For at skabe en rød tråd igennem stykket, bliver sangen af samme navn sunget hele tre gange.

Det gør publikum opmærksomme på, at problematikken er den samme for både unge Mick såvel som voksne Mick.

Den spirende stjerne Emil Birk Hansen, som har den bærende hovedrolle, leverer en pragt præstation. Han formår at give de velkendte og højt elskede sange nyt liv, uden at Shu-bi-duas ånd udviskes.

Fredericia Teater har efter tidligere succeser (red: Disneys ALADDIN – The Musical og Disneys Den Lille Havfrue – The Musical) flere gengangere på rollelisten.

Blandt andre Kristine Yde (tidligere Jasmin i Disneys ALLADIN – The Musical og Ariel i Disneys Den Lille Havfrue – The Musical). Hun har en i ”Shu-bi-dua – The Musical” en central rolle i form af Micks store forelskelse, Sille.

Kikset succes

Musicalen er en forestilling båret af humor og elskværdig musik, der formår at give salen kuldegysninger, smil på læben og en klump i halsen. Med et gennemtænkt tema, er forestillingen tilgængelig for alle aldersgrupper.

Som slutning på anden akt bliver publikum taget tilbage til udgangspunktet, med et: ”Man må for fa’en ha været noget”.

Publikum hylder med stående bifald skuespillerne. Bedst som man tror, at det er tid til at takke af, kommer samtlige skuespillere ind og synger et energisk sammensat medley.

I bedste Shu-bi-dua-ånd, bliver ”Hvalen Hvalborg” mødt af mariekiks nede fra Salen.

En skøn afslutning, på en storslået fortælling om, at finde sig selv og turde være anderledes. Med hele Danmarks Shu-bi-dua som omdrejningspunkt. Helt klart et besøg værdigt!

Shu-bi-dua – The Musical spiller på Fredericia frem til d. 22 november, hvorefter forestillingen flyttes til Østre Gasværk Teater fra d. 21. januar til 28. februar 2016. Musicalen slutter af i Musikhuset i Aarhus fra d. 5. maj til d. 15. maj 2016.

Foto af Søren Malmose

Oprør og stilstand i tresserkunst

in Kultur by
Painting the 1960s

Kunsthuset Brandts åbnede i torsdags den nye udstilling PAINTING THE 1960’s. Her skulle tresserne folde sig ud i malerier, musik, foto, film og farver, samt nydes af tidens egen generation og nye beskuere. Alle så frem til nostalgi og oplysning.

Skrevet af Mikkel L. H. Brasen

PAINTING THE 1960’s – Kunsten. Oprøret. Hverdagen. Således stod det skrevet på pjecen til udstillingen.

Interessen for galleriets nye udstilling var stor, og man kunne mistænke mange, for selv at have befundet sig i 60’ernes vold.

Det var mindre varmt udenfor og folk skuttede sig, inden direktør for Brandts, Mads Damsbo, gik på scenen ude foran. Det blev hurtigt slået fast, hvor stor en betydning årtiet havde dengang og for fremtiden.

Gennem udstillingen skulle tressernes stemning, positiv som negativ, udpensles.

Stærk musik og oprør

Annisette Trio kom på scenen inden åbningen i bedste 60’er stil.

Med pandebånd og peace-tegn opførte trioen tre numre, som fik den indre oprører varmet godt op til udstillingen. Med tekst om ‘freedom’ og en mindre tale om den danske regerings stillingtagen, kunne alle aldre se, hvor stemningen skulle hen, når udstillingen åbnedes.

Annisette Koppel (også kendt fra Savage Rose) viste med sin optræden, hvordan åbningen og værkerne gerne skulle vælte publikum omkuld som et publikum ville have gjort dengang. For tresserne var en storm der ramte enhver og det skulle kunsten belyse.

Det skulle gerne udtrykkes, hvordan Danmark og hele verden på alle fronter, rykkedes til højre og til venstre, op og ned, og i retninger der endnu ikke havde fundet sin plads i samfundet.

For tresserne var ikke bare en tid af glæde og medgang men ofte det præcis modsatte og det var lige så meget dét publikum havde brug for at se. På pjecen stod der oprør, og som det ofte er set, er der intet oprør, før der føles modgang.

Men det indtryk af vildskab, som der forbindes med oprør, var ikke at finde.

Delte meninger blandt publikum

Meningerne så ud til at dele sig en smule, da folk var trådt indenfor på Brandts.

Som det sås på pjecen og informationen om Painting the 1960’s var Per Kirkebys mangefarvede cirkler valgt til baggrund. Og cirkler var der nok af.

Man tænkte hurtigt på Andy Warhols popkulturelle kendisbilleder. Men hvad var meningen med disse cirkler? Var det de specifikke farver, formen eller materialet der skulle gribe beskueren. Svært at sige.

Udstillingen samlede helt sikkert et ældre publikum, hvor mange selv har oplevet tresserne og måske endda været med til at frembruse et oprør.

Når det så er sagt, lykkedes det ikke for Per Kirkebys og de andres udvalgte værker at belyse tresserne for et mere naivt og nytilkomment publikum.

Det havde helt sikkert gavnet at følges med personer der var unge i 60’erne for derpå at kunne “åbne” udstillingen.

Holdning og udtryk

Gregers Nielsen var af kunstnersortimentet den der kom nærmest i at fange tresserne aura med sine fotografier. Hans sort/hvid-fotografier skulle blandt andet vise, at flere medier kom på banen i kunstens udtryksformer.

Der var film projekteret på wireophængte lærreder, der blandt andet viste en dansende kvinde i samtidens underbensklæder.

Collager fra tidens aviser og ugeblade hang på væggene, som udtryk for en fragmenteret hverdag og et stigende forbrug i samfundet.

Som journalist Lasse Jensen sagde på scenen inden åbningen, skulle man dengang være politisk aktiv og tage stilling til landets styre hvis man ønskede at være kunstner. Man skulle gerne have en holdning og ikke bare skabe kunst for kunstens skyld.

Der skete ændringer inden for alt og man kunne håbe at kunsten ville udtrykke en dynamik som ikke er fundet i andre årtier siden.

Så skulle man have levet i tiden for udelukkende at kunne nyde udstillingen? Nej.

Men man kan spørge hvad Brandts forsøgte at vise. Vildskab og hverdag var ikke tilfældet, mere et eksempel på stilstand.

Der var få værker som kunne nærme sig de tre nøgleord Brandts havde valgt til udstillingen.

Som barn af halvtresserne og tresserne ville man helt sikkert kunne opleve nostalgien, men selvom der var korte beskrivelser på de farvede vægge, savnede man information. Bevægelsen, som gerne skulle være smittet af på kunsten, var ikke til stede.

Udstillingen manglede alt i alt tressernes gnist, som eftertiden er blevet belært så meget om.

Skulle man selv have lyst til at danne sig en mening om udstillingen, vises den på Brandts i Odense indtil den 21. februar 2016.

Gå til top