Tag archive

danmark

Når tøjet generer – må vi ikke bære, hvad vi vil?

in Kultur by
vb5qtt8x4na-artificial-photography

Et emne, som synes at være tilbagevendende: Kvinder med tørklæde der fortæller, hvordan de kæmper mod fordomme. Det får mig til at tænke på både religiøse og ikke-religiøse mennesker, der bliver dømt på baggrund af deres tøjvalg. Hvordan passer det ind i vores tanke om frihed?

Skrevet af Yasemin Schilling Øzkir

Der er et yndigt land. Et yndigt land heroppe nordpå, som værner om frihed og ligestilling. Et land, hvor vi kan gøre, hvad det passer os, så længe det ikke går ud over andre.

Men siden hvornår bor vi i et land, hvor man har lov at blande sig i, hvordan folk går klædt? Her vil flere sikkert straks benytte argumentet omkring religion. Men den går ikke.

Som ikke-religiøs pige har jeg flere gange selv været vidne til, hvordan andres tøjvalg – åbenbart – pludselig vedkommer alle mulige andre.

Fredag aften i den meterlange kø til de overfyldte provinsdiskoteker; her er det ikke uvant at høre kommentarer om unge pigers beklædning.

Ofte er det piger i korte kjoler, der bliver hvisket om blandt de ventende gæster. Det er tydeligt, hvordan tøjet provokerer flere end det burde. Hvis nogen i køen fryser er det muligvis hende – hvordan kan det genere dig?

Trækker man argumentet omkring udfordrende påklædning, så lad mig gøre en ting klart: Ben er ikke udfordrende. En kavalergang er ikke udfordrende.

Problemet er øjnene der ser, mentaliteten der dømmer. Ikke hende – eller ham – som går i tøj, der gør dem tilpas.

Selv har jeg aldrig brugt mig om at gå i korte kjoler, men det har ikke fritaget mig for kommentarer vedrørende min påklædning. Jeg er et af de mennesker, som er født blufærdig. Jeg har været bevidst om min krop siden jeg kan huske.

Som barn ville jeg ikke bruge traditionelle badedragter, derfor måtte min mor købe en fin, lyserød badedragt med påsyet skørt og polkaprikker. Den blufærdighed har fulgt mig hele vejen til i dag.

Når solen endelig bager ned over Danmark i sommermånederne, strandende er fyldte og alle er hoppet i shorts eller nederdel, så render jeg stadig rundt i de lange, kropsnære bukser.

Både fordi jeg sjælendt får det for varmt, men også fordi jeg ganske enkelt føler mig utilpas i korte bukser. Derfor ved jeg, hver gang jeg går ud af døren, at jeg skal være klar til at modtage kommentarer om mit tøj eller få svedende, uforstående øjne i nakken.

Hver sommer møder jeg det ironiske spørgsmål ”Skal du ikke have lidt mere tøj på?” eller ”Du må da virkelig svede”. Til det har jeg kun at sige: Nej. Nej, jeg har det netop helt fantastisk lige nu. Præcis som du har i dine shorts.

Jeg har de seneste somre forsøgt mig med nederdel eller shorts. Det holder som regel en dag, og så er jeg tilbage i de sorte bukser med dækkede ben.

Alligevel er det i den trygge zone jeg får markant flest negative kommentarer. I de korte klæder lyder kommentarerne nærmere lidt a la: ”Ej, du har taget short på, hvor fedt”.

Aldrig har jeg fået kommentaren: ”Det er da dumt, du er tilbage i det outfit, der gør dig utilpas”, selvom det er tydeligt for enhver, at jeg er på udebane med et gigantisk ’u’.

Vi lever i en tid, hvor det – åbenbart – er vigtigere at passe ind i mængdens kassesystem, end at gøre præcis, hvad man har lyst til.

Pludselig er det yndige land blevet et sted, hvor vi er mest yndige, hvis vi passer ind i kasserne og gør præcis, som det forventes af os.

Men! Mon ikke verden ville være et langt bedre sted, hvis folk passede deres egen butik, og lod os andre underlige stoddere fryse i diskotekskøen eller svede i sommervarmen?

Flaskepost fra P: Dansk nordic noir som vi bedst kan lide det

in Film by
Flaskepost fra P ny

Med et utal af solgte biografbilletter er Kvinden i Buret og Fasandræberne blevet kæmpemæssige biografsucceser. Nu har filmatiseringen af den tredje bog i serien ‘Afdeling Q’, ramt de danske biografer. Filmen går under navnet ’Flaskepost fra P’.

Skrevet af Caroline Kamper

Religion har og vil altid give anledning til debat. Det er et højtdiskuteret emne, der både kører mellem ateister og religionsudøvere, men sandeligt også mellem den ene og den anden religion.

Om det er fordi de er sandhedsabsolutistiske, eksklusivistiske, eller imperialistiske vil vi aldrig kunne komme til enighed om, men flere nutidige medier, tager emnet op til drøftelse. Jussi Adler-Olsens roman Flaskepost fra P er ikke en undtagelse.

Her bliver religion behandlet som et humanitært emne og dens betydning for eksistentiel overlevelse.

Læs også Hvem er Den danske pige?

Et gensyn

Vi følger endnu engang det umage makkerpar Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og Assad (Fares Fares), samt sekretæren Rose (Johanne Louise Schmidt), som driver politiets Afdeling Q – afdelingen for gamle, uopklarede sager.

De har fået en ny sag på bordet; to børn, hvis forældre tilhører Jehovas Vidner, er blevet kidnappet. Samtidig dukker der en otte år gammel flaskepost op.

Flaskeposten leder dem hen til et lukket religiøst samfund i Udkantsdanmark, og pludselig drages der paralleller mellem det gamle fund, og bortførelsen af ikke blot et, men samtlige søskendepar.

Ikke al tro har en gud

Filmen byder på en række stærke skuespilpræstationer. Især Nikolaj Lie Kaas portrættering af den forpinte Carl Mørck, fortjener stor applaus.

Hvor Fasandræberne har fået kritik for mangel på forholdsudfoldelse mellem Mørck og Assad, vægtes der mere på dialog og sammenspil i Flaskepost fra P.

Det kan menes, at dette er på bekostning af krimiplottet, som kan fremstå trivielt, men samspillet mellem Lie Kaas og Fares tilfører stor indlevelsesværdi til filmen.

Det er velskrevet dialog og humoristiske kommentarer, der formidler et voldsomt diskuteret emne.

Den religiøse dimension bliver vendt og drejet, og særligt den klassiske makkerpar-køretur, bringer ny dynamik ind i debatten.

Trosmodsætningen får også bragt os tættere på hovedkaraktererne. Ateisten Mørcks pessimistiske livssyn, der finder tro naivt og meningsløst, og Assad, der har troen med sig og søger efter lystet i hjertet. Dette er hele essensen af krimiplottet, der handler om dobbeltheden mellem lyset i hjertet og Djævlens mørke.

Kan man sejre med Kristus ved sin side? Kan man være troende uden at være religiøs?

Læs også Carol – forførende og tidsløst lesbisk kærlighedsdrama

Fænomenalt velkomponeret

Universet og de spirituelle temaer, som omkranser filmen er interessante. Flaskepost fra P er meget dybere og mere essentiel, end de to foregående film. Både seere og karakterer får nye øjne på tro og religion i de afsluttende og noget dunkle scener.

Instruktør Hans Petter Moland har taget projektet til sig og leverer en ekstraordinær fremdrift af Jussi Adler-Olsens historie.

Fotografen John Andreas Anderens billedside, er igennem hele filmen helt fantastisk. Den jyske idyl fanges ved de smukkeste helikopterpanoreringer, både over storslåede rapsmarker og den åbne vestkyst.

Naturen følger fortællingen. Når den gule rapsmark, som omgiver den religiøse families husmandssted, oversprøjtes af gift og infiltreres af larmende maskiner, ved man Djævlen har trådt over dørtærsklen.

Det religiøse aspekt gennemsyrer alle filmens dele. Kors og vand er gennemgående symboler, og giver en ekstrem virkning, når børn kaster armene i vejret i religiøs hengivenhed – uskyld og renhed.

Også flaskeposten kommer med symboler, idet det repræsenterer forholdet mellem tilfældigheder og skæbnen, og derved åbner op for et nyt religiøst lag. 

Der er ikke skruet ned for actionscenerne. Dette kan virke en anelse plat, men giver en fed effekt. Man falder for det. Sammen med den kraftfulde lydsiden understøtter helheden, balancen mellem det uhyggelige og hårrejsende krimiplot, og underbygger uhyggen, der foregår under helikopterens vinger.

Alt i alt, er Flaskepost fra P en ekstremt vellykket film. Den skildrer religion og tro fra en interessant vinkel og er skruet godt sammen med smukke æstetiske billeder, velovervejet dialog og fremragende skuespil.

Foto af Amanda Esbjerg Justesen

Retsforbeholdet – hvad stemmer vi om?

in Kultur by
EU

Den 1. december inviterede Studenterhus Odense til debat om retsforbeholdet.  Spørgsmålet, der syntes at gå igen under hele debatten, var: Hvad er det egentlig vi stemmer om?

Skrevet af Emma C. Blomberg

Klare holdninger

Julestemningen på Studenterhus Odense, blev tirsdag overdøvet af politisk debat. Fire fynske politikere, og et spørgende publikum, diskuterede fordele og ulemper ved en stemme på ja eller nej.

Blandt kravlenisser og J-dags-bannere, blev der diskuteret om, hvor krydset skal sættes i morgen, den 3. december – ja eller nej til retsforbeholdet?

Debattørerne bestod af Pernille Bendixen (DF), Jesper Kiel (EL), Karen Melchior (RV) og Erik Christensen (S). Ordstyrerposten besad Sonja Marie Nielsen, som er byrådsmedlem i Nyborg.

Hver politiker fik et par minutter i starten til at afklare, hvad de og deres parti egentlig mente om emnet. Bendixen og Kiel anbefalede et nej til forbeholdet, mens Melchior og Christensen anbefalede et ja. Så var det på plads.

Publikum fik chancen fra starten af til at deltage aktivt. Alle kunne via deres mobil stemme ja, nej eller ved ikke. Et lille flertal af ja, og omkring 20%, svarede ved ikke. Samme afstemning blev lavet i slutningen af debatten og her endte det med nye resultater…

Blod på tanden

Da debatten først rigtig kom i gang, var det tydeligt at se, hvem der havde læst mest op på emnet. Melchior kom med knivskarpe argumenter og bemærkninger til de andre og lod sig sjældent stoppe af ordstyreren.

Bendixen startede mindre godt godt ud, da hun nævnte at vi skulle stemme om asylpolitik den 3. december – hvilket vi ikke skal. Hun kom dog stærkt tilbage med kommentarer som ”nej tak ellers tak” og ”stem nej hvis du nogensinde vil spørges igen”.

Skarphed var noget der gik igen gennem stort set hele debatten. Især publikum mestrede dette. Der blev stillet gode og svære spørgsmål og med en overvejende skeptisk tone overfor Kiel og Bendixen.

Det eneste, der dog forblev sløret i lang tid, var, hvad retsforbeholdet egentlig handler om. Heldigvis fik vi også svar på dette.

Hvad stemmer vi om?

Danmark har siden 1993 haft et retsforbehold, som betyder at vi ikke tilslutter os bestemte EU-regler. Det der så skal stemmes om er, hvorvidt vi vil gå med til at tilslutte os 22 retsakter, som vi endnu ikke er gået med til.

Ja-politikerne, såsom Melchior og Christensen, går ind for disse retsakter, da de mener det vil give Danmark mere indflydelse i EU, samt at vi ikke behøver skulle indgå parallelaftaler, der ofte tager meget lang tid at få gennemført.

Kiel og Bendixen som nej-politikere er derimod bange for, at en tilslutning som denne vil formindske de danske borgers indflydelse, fordi nogle beslutninger ikke længere behøver blive valgt ved folkeafstemninger.

Ja eller nej?

Efter spørgerunder og heftige diskussioner gik mobilafstemningen i gang igen. Også denne gang havde ja flertal, dog et betydeligt større end ved første afstemning.

Christensen kommenterede efter resultatet, at for ham handlede det ikke kun om at få flere over på ja-siden, men om at få belyst emnet noget mere, og om at hjælpe folk til at vælge. Og dette lykkedes ham, da de 20% fra første runde der ikke vidste hvad de ville stemme, var blevet halveret.

På to timer formåede de fire politikere at sørge for, at cirka halvfjerds mennesker fik afklaret, om de skal stemme ja eller nej på i morgen. Simpel succes, trods en smule politisk-udenomssnak.

Foto af Emma C. Blomberg

Alex Vargas: Jeg fucking elsker at spille i Danmark

in Musik by
Alex Vargas pressepic 1

Alex Vargas startede sin karriere i England. Han er nu hjemvendt til Danmark for at turnere og slog i sidste uge et smut forbi lille Odense. InMediasRes mødte ham til et interview få timer inden hans koncert på Kulturmaskinen.

Skrevet af Mathilde Mølgaard

I en alder af 17 år brændte Alex Vargas alle sine skolebøger af. Derefter rejste han til London i jagten på en musikalsk karriere.

Det er historien om en ukoncentreret, men samtidigt fokuseret ung dreng. En dreng der valgte at slippe alt hvad han havde i hænderne herhjemme i jagten på sin største drøm.

Da han for 10 år siden flyttede til London, med en producer som delte samme vision, var det grundet kedsomhed, stædighed og en iver for at opsøge musikken.

Det en en meget ydmyg, nærværende og spændt mand vi inden koncerten møder i et lille back-stage lokale på Kulturmaskinen. Spændt på hvordan koncerten forløber sig, og hvor mange der i virkeligheden har tænkt sig at dukke op.

”Jeg brændte enormt meget for musik. Jeg koncentrerede mig ikke i skolen. Jeg spildte en masse menneskers tid – inklusiv min egen. Så en dag da jeg kom hjem fra skole, så sagde min mor, at nu laver vi lige et bål i haven, så hent alle dine skolebøger som du ikke skal aflevere tilbage, så brænder vi dem.”

Læs også Portræt af Vild Smith: Vi er stadig hinandens bedste venner

Et betagende talent

Alex Vargas er med sin imponerende stemme blevet spået af den britiske presse, til at skulle blive den nye Steve Winwood.

Det er tydeligt at høre fra første frasering, at hans betagende stemme spænder et træfsikkert register, som han formår til fulde at udnytte. Både fra de dybe soul-agtige toner, til en fabelagtigt falset med smæk på. 

Samtidigt fremstår han som en utrolig sikker artist og en indlevelsens mester.

Under nummeret ”Till Forever Runs Out”, opstår der et par fuldstændigt magiske minutter. Publikum gav sig hen til hans karakteristiske stemme, hans mimik og måde at trække publikum ind i sit tekstunivers. En helt særlig stemning blev frembragt.

Da vi spørger Alex Vargas, hvor passionen og inspirationen til musikken kommer fra, lyder svaret:

”Det virkelige liv. Det er mine egne historier jeg fortæller. Det handler om at involvere folk fra starten. Målet er altid at fortælle dem det på en måde så, ikke så folk skal stå og høre om min smerte, men at de måske kan relatere til det.”

En svær start

Alex Vargas bliver i Danmark oftere og oftere spillet på de danske radiostationer. Han er også blevet varslet af GAFFA, til at blive en af de artister, som bliver store i 2015. Men for artisten selv, så er succes dog mere komplekst.

Han var først en del af et band, der gik under navnet ’Vagabond’, og som havde skrevet pladekontrakt med ’Geffen Records’.

Han måtte efter en årrække med interne konflikter dog opgive pladekontrakten, bandet og den tilhørende producer.

Vargas fortæller, at det var en periode, hvor han var i et dårligt forhold og drak for meget.

Ved siden af dette, fik han job på en bar, som han med det samme måtte sige op, fordi at den eneste løsning for ham, det var at vende tilbage til musikken.

Til det spørger vi Vargas, hvad det så er han har, som gør at han er brudt i gennem? 

”Der hvor man finder ud, af om vi virkelig elsker det fag, som vi beskæftiger os med, det er når det går fuldstændigt galt. Når ikke du kan lade være med at blive ved, så er det fordi, at det er det som du skal lave.”

Læs også En halvhjertet fest med TopGunn

Hjemme i Danmark igen

Vargas har brugt størstedelen af sin musikalske karriere i England. Men det er tydeligt at se, at artisten nyder at stå på en dansk scene og interagere med et dansk publikum.

I en lille sal med imponerende fremmøde, virker han dog mellem numrene en smule genert, når guiraten skal stemmes.

Han godtgør dog for den underspillede personlighed med sin imponerende performance og tekniske overlegenhed.

InMediasRes spørger sangeren, hvordan det er for ham, at komme hjem til Danmark og optræde igen:

”’Jeg spillede her jo ikke i 8 år. Copenhagen Records kom over og så et show i London for lidt over et år siden. Så endte jeg med at signere med dem, og siden da er jeg så kommet hjem for at spille. Jeg fucking elsker at spille i Danmark.”

Efter en uhyre smuk koncert som tryllebinder publikum i en helt særlig stemning, skal der ikke herske nogen tvivl om, at Alex Vargas bestemt er et lyt værdig.

Blandt repertoiret er hits som ’Solid Ground’, ’Giving Up The Ghost’, ’Till Forever Runs Out’. Numre som alle kommer til at være repræsenteret på Vargas’ EP, som bliver udgivet til januar.

Vargas fortæller med et glimt i øjet, at han bare allerhelst gerne vil være der, hvor folk gider lytte til ham. Til sidst i interviewet fortæller han også, næsten i forlegenhed, om arbejdet med sin EP og om sit ønske for den:

”Jeg er rigtig stolt af det vi har lavet. Så jeg håber at Danmark er enige. Jeg er glad og tilfreds. Så jeg håber Danmark er med hele vejen. Det er rart at have en undskyldning for at komme hjem hele tiden.”

Med sin laissez-faire personlighed og upolerede talent er Alex Vargas succes sandsynligvis kommet for at blive. Rosen fra både den britiske og danske presse tyder på, at manden har talent, og nu er der ikke andet at gøre, end at vente i spænding på en EP-udgivelse til januar.

Gå til top