Tag archive

dans

Chicago – Divaer, jazz og dans

in Teater by
Chicago anmeldelse 3

Forførende dansetrin, underholdende korruption og den velkendte jazz pryder den overdådige kulisse, som skaber rammerne for 1920ernes Chicago. Årets forestilling er både ambitiøs, talentfuld og fuld af alt det jazz. 

Skrevet af Ane Møbius Rahbek

På vej ind, bliver aftenens program, der er forklædt i en “Chicago Tribune”-avis, overrakt.

Forsiden prydes af nyheden om dobbeltmorderen Velma Kellys. Et mord som hun eftersigende ikke kan huske.

Publikum har knap fået sig sat tilrette i stolen før forestillingen begynder. Dansere kommer gående ned af trapperne langs publikum, og lokker forførende det spændte publikum til at deltage i aftenens seance.

Det varer ikke længe før publikum er i forestillingens hule hånd, og rummet fyldes med klapsalver og hujen ved enhver mulighed der byder sig.

Læs også Chicago debuterer på de skrå brædder i Odense

Chicago anmeldelse 4

Overdådigt sceneshow

Scenen udnyttes til kanten – og mere til. Den kan både omdannes til et fuldt funktionerende cirkus (minus de levende dyr, naturligvis), til et fængsel eller til et gerningssted, hvis det skulle være.

Rødt velour og overdådigt brug af glødepærer. De sorte, elastiske strimler bruges på simpelt og artistisk vis, som en simpel metaforisering af kvindefængslet.

To trapper indrammer scenens centrum, der med sine lys i trinene giver divaerne mulighed for at bade sig i rampelyset.

Ved første øjekast på kulissen er der ingen tvivl om, at Elite Teaters ambitionsniveau intet fejler.

Konstruktionen har nemlig så mange små detaljer, at man knap ænser hvor den velkomponerede musik kommer fra.

Orkesteret “Gower-Poole and the Apex Recording Orchestra” er placeret på hver side af trapperne og skaber lejlighedsvis, foruden musikken, lydeffekterne for stykket.

Variation og dynamik

Programmet er tætpakket. 38 numre skal fyres af i løbet af de to akter, som fjerlet springer fra det ene nummer til det andet.

Igennem showet er der ingen overgange der virker for brat. Sangenes opførsel skaber variation og dynamik i forestillingen, med de varierende sværhedsgrader og kompleksiteter i opførelsen.

På samme måde skabes der en fin rød tråd i forestillingen med de gennemgående, karakteriserende soundtracks, som Velmas “Alt det Jazz”, Billys “Gi’ mig bare kærlighed” og Roxies “Roxie”.

Sangene spilles for at etablere en ønsket situation på en simpel måde.

Lasse Winkler har instrueret stykket, med en god blanding af variation og dynamik, men samtidig med respekt for John Kander og Fred Ebbs originale stykke.

Koreografien er baseret på det originale stykke fra 1975, hvilket bibeholder historiens klassiske touch. Koreograf Helena Dong formår dog at føre det til nye højder.

Hendes arbejde med stykket skaber en koreografi der ikke kun er af høj sværhedsgrad, men som også fungerer ned til hver mindste detalje på scenen.

Foruden den høje sværhedsgrad, skaber den overdådige kulisse de perfekte betingelser for fremførelsen.

Hvert nummer fungerer ikke bare, men forundrer og underholder publikum helt ned til bagerste række.

Læs også Oprør og stilstand i tresserkunst

Chicago anmeldelse 2

“Velkommen tilbage, Fjolser”

På trods af en småusikker start i første akt med mindre, ubetydelige småfejl går der ikke længe før der er fest, fis og farver på programmet. Så snart Elite Teateret har varmet op og påbegynder “Kvindefængslets Tango” tager de salen med storm.

Første akt rammes flot ind i “alt det jazz” nummeret og inviterer tilbage til den sidste akt med endnu højere forventninger.

Anden akt skuffer heller ikke. Velma Kelly byder pænt publikum tilbage med ordene “Velkommen tilbage, fjolser” og straks er hele salen tilbage i den rette stemning.

Akten kulminerer i scenen med Roxies retssag, som satirisk fremstilles som et cirkus, med alt fra klovne, akrobater og diverse andre cirkusartister.

De mange jokes får gang på gang publikum til at grine. Om det er i sang eller tale. Her udbryder Roxie blandt andet i starten “jeg skal tisse”, mens sangen af de 6 fængslede kvinders tilståelser på mord er af anelse alternative grunde.

En hævder at hendes mand gik ind i hendes kniv 10 gange, mens den anden skød sin mand med et advarselsskud i hovedet.

Det etablerede forhold til publikum opretholdes og belønnes til sidst med en ekstatisk, vedvarende, stående applaus fra publikum.

“Må jeg få min udgangsmusik, tak”

I rollen som Velma Kelly ses Sofie Nalepal. Selvom det er hendes første hovedrolle, er det fuldt fortjent, med sin karismatiske fremførelse af Velma.

Gang på gang forfører hun publikum med utrolige dansetalent og opretholder deres fulde opmærksomhed, som hun skinner på scenen med sin store gennemslagskræft.

Specielt de store numre får en dragende effekt, som fuldendes af orkestrer og kor, samt formidable dansetrin. Her indtager hun scenen og indtager ejerskab af jazzen, med sine formidable bensving og dygtige sangstemme.

Den selvfede Roxie, der gladeligt omdanner mordet på elskeren Fred til et PR stunt, spilles af Laura Wildt. Her ses fænomenalt skuespil og fantastisk intimitet i balladerne.

I takt med forestillingen, vokser Roxies karakter på en. Hendes ulidelige ønske og kamp for at stå på scenen, og hendes graviditets-stunt for at vække mediernes opmærksomhed.

Igennem stykket bliver der mere og mere substans at spille med, og det bliver hurtigt klart at hun besidder et mere multiorienteret talent. Danse kan hun nemlig også – til en sådan grad at man må tage hatten af i respekt.

Læs også SHU-BI-DUA THE MUSICAL- Man må for fa’en da være noget!

Chicago anmeldelse 5

Talent i massevis

Alt i alt har Elite Teateret samlet en utrolig talentfuld force, der sammen bærer Chicago over målstregen med overskud. På trods af deres baggrund som amatørteater, er der en unægtelig professionalisme, som placerer dem i en gråzone mellem de to yderpunkter.

Selv mindre roller som den godmodige Amos Hart (Peter Engholm Helveg Larsen) etableres så godt som karakter, at man krummer tær.

I løbet af stykket beder både advokat Billy Flynn (Rasmus Gattrup) og Roxie om udgangsmusik, og de får det.

Men da Amos efterspørger samme funktion fra orkestreret, er det klokkeklart. Han er så usynlig at selv ikke orkesteret, ledet af dirigent Julie Ellbrønd Strange, ænser hans tilstedeværelse.

En forestilling med kvalitet

Forestillingens ambitionsniveau stråler igennem forestillingen med bling-bling, charme, kække kommentarer og humor.

Tempoet er så højt at man gang på gang imponeres over hvordan det er muligt at holde farten, udføre komplicerede dansetrip OG holde stemmen i ro på samme tid.

De ikoniske numre, tilsat fantastisk dans og strålende kulisse kan ikke roses nok. De små detaljer bliver prikken over i’et. De underholder ikke kun i høj grad, men kører forestillingen over målstregen med charme og overskud.

Det er svært at leve op til en forestilling med Tony Awards, Broadway og Hollywood i lillebitte Danmark. Det er dog ikke umuligt.

Høje ambitioner og godt samarbejde har igen i år givet et formidabelt resultat for Elite Teateret.

Så skynd dig at få fat i en billet til forestillingen! Læn dig tilbage og lad dig underholde til de forrygende toner af alt det jazz.

Chicago kører på Magasinet indtil den 31. oktober

Fotos af Bach Foto

Når dans giver stof til eftertanke

in Teater by
12162351_985147074865326_856911864_o

Endnu engang vælter Teater Momentum scenen på Sukkerkogeriet.

Denne gang med den tankevækkende forestilling ’100 likes’. 

Black Box Dance Company stiller op med et show, der sætter fokus på unges sårbarhed og afhængighed af sociale medier. Ikke mindst den endeløse stræben efter at blive set.

Et stykke der vises i form af moderne dans, tekno-toner og symboler så simple, at hver stol går hjem med hver sin forståelse for hvad man har været vidne til.

Skrevet af Caroline Kamper

Vi befinder os i en sort rum. På scenen foran os, står tre tændte lamper. Mindre lamper omringer scenen og sætter fokus på et par blå, eller måske turkise, nikesko – hvad siger trenden?

Pludselig lyder det velkendte pling, din mobil lader op. Pling du har fået en mail. Pling din mor har ringet. Pling, pling, pling ustyrlig gruppesamtale.

Et par alternative technotrommeslag lyder fra højtalerne og i harmoni med plingerne, dannes der en pulserende rytme.

Tre dansere indtager gulvet og begynder på en dans baseret på følelser og oplevelser. Sådan starter showet.

Eksistens uden sociale medier?

Kan man have en rigtig dialog uden smileys og forkortelser.. i virkeligheden? Hvad sker der, hvis man ikke får nogen likes? Disse provokerende spørgsmål er essensen i stykket.

Vi lever i en teknologisk verden, og kan ikke komme ud over den enorme indflydelse som internettet, telefonen og ”like”-funktionen har på vores hverdag.

Den svenske/chilenske danser og koregraf Mari Carrasco skaber i samarbejde med Black Box Theater Holstebro, en kunstnerisk, abstrakt verden, der beskriver menneskets sindstilstand. En sindstilstand der er påvirket af mødet med de sociale medier. Mennesket er centrum, vi er i centrum.

Når det simple bliver pompøst

Mange mennesker har vovet sig ud i regnvejret onsdag aften.

Et fuldt hus med champagne og tapas til forret og moderne dans som hovedret. Efter alle har sat sig til rette, går alt lys ud. Glem alt om festlige drinks, snolleret i tasken og den vibrerende mobil i lommen.

Der er tre lamper og ét fokus: danserne. Scenografien består af lys og mørke, lysene, der symboliserer varmen og anerkendelsen, men også stressen og spotlightet.

Mørket, der er vores ro, men samtidig vores ømme punkt, påtvunget tomrumsmeditation, hvor alt bliver vendt og drejet. Er jeg god nok?

“Been dancing a lot #dance”

Black Box Dance Company stiller op med 8 erfarne dansere fra hele verden.

De otte dansere, som er fra Polen, Frankrig, Holland, Spanien, Sverige og Danmark,  skiftes efter hver forestilling til at bringe liv til en af de tre karakterer, der vælter sig i spotlight.

Drengen er ham der har det let. Den populære fyr, der ikke behøver at gøre noget særligt for at få opmærksomhed, men dog trænger så dybt ned i mediernes verden, at det er svært at stoppe, når nok bliver nok.

Pigen, der har en facade. Hende der er cool.  Hende, der slår en masse ting op på både facebook, twitter og instagram, søger likes og kommentarer for at få anerkendelse og opmærksomhed, til den stille og usikre pige hun inderst inde er.

Pigen, der sætter spørgsmålstegn ved sig selv. Hun er en lemming, kigger efter hvad andre gør og gør det samme, da det er det sikre kort at spille. Det ægte offer for vores lys og mørk-kontrast, da der ingen frynsegoder er at hente.

Hun lever i en non-stop verden, og selv når lyset slukkes reagerer hendes krop med fysiske abstinenser. Abstinenser som kan sammenlignes med misbrugeren, der har brug for sit stof.

Kun vores egen verden

Historien vises igennem den moderne dans, en afvigelse og moderne paraplybetegnelse, der kommer til udtryk gennem høje benspark, hop, rul, glid og løft. Dette er elementer, der repræsenterer vores krumspring og indsmigrende attituder på sociale medier. Der er diversitet i dansene.

Som der med et smil indrømmes i den følgende spørgerunde, har kroppen tillært sig nogle følelser. Følelserne kommer til udtryk i trinene og ikke én af danserne, udtrykker sig med samme baggrundshistorie eller mål.

De moderne virkemidler bringer beskueren i en betagelse. Lyd, lys og leg bringer os ikke til en anden verden, men tvinger os til at forholde os til vores egen – hvad der på mange måder kan være skræmmende, men egentlig er sundt og slet ikke negativt ment.

Succes på den fynske dansescene

Mødet med Black Box Dance Company har været en fornøjelse. Efter 15 minutters spørgerunder, med analysespørgsmål og dansernes egne fortolkninger, vender publikum tilbage til regnen.

Man kan ikke undgå den boblende følelse af succes, der opløfter humøret og dansetrangen. At kunne være samfundskritisk i en neutral bydeform, er en kunst i sig selv.

Det giver massere af stof til eftertanke, et smil på læben og pulserende rytmer på hjernen – noget , der sjældent sker på den fynske dansescene.

Foto: Black Box Dance Company

Gå til top