Tag archive

debat

Heartland Festival 2017

in Kultur/Musik by
Egeskov slot

I pinsen kan man opleve den nu tilbagevendende Heartland Festival, der igen i år har offentliggjort et solidt program med mad, musik, kunst og debatter. Festivalens fire søjler er fundamentet for en ny festivalskultur, hvor alt ikke handler om øl og musik, men om kulturel indlevelse og eftertanke.

Skrevet af Martin Lindum Cederholm

InMediasRes gæstede i 2016 Heartland Festival, hvor jeg selv var repræsentant for mediet. Udsendt på denne opgave gjorde min medskribent og jeg vores bedste for at suge alle festivalens nuancer til os, for at kunne reportere dem. De ”skribent-briller” viste sig ikke at være nødvendige for at opsnuse festivalens facetter. Hele slotsparken var udnyttet, og langs bakkerne snoede restauranter, barer og kunstværker sig mellem hinanden og de to musikscener.

Samtaler og lyd i nutid og fremtid

På de to musikscener Highland og Lowland kommer publikum til at blive forkælet med både stærke internationale spillere i musiklandskabet samt nogle af de mindre, lovende bands fra det danske vækstlag. Flere bands repræsenterer gråzone-musik mellem jazz og elektronika såsom beat-skaberne Flying Lotus og atmosfæredyrkerne hos the Cinematic Orchestra.

Veto, Choir of Young Believers og The Minds of 99 skyder en solid gang synthpop ud i sommernatten og ellers er der repræsenteret et bredt spektre af poplyrik à la Birdy, Alex Vargas, Simon Kvamm og Miguel. En af de ligeså spændende, om end mere satsede bookings er Vellness Plader, der stiller op med et lækkert potpourri af 80’er lyd, lækre bands og lidenskabelige medlemmer af Vellness kollektivet.

En af Heartlands fire søjler er deres talks (debatter), hvor forskellige debattører, kulturpersonligheder og skarpe hjerne bliver parret for at diskutere verdens tilstand. Den røde tråd på Talks scenen er i år identitet og forbilleder.

Talerne vil blandt andet snakke om at være et ego i kunst og musik, om kvindelige forbilleder, og hvordan de kan præge ens selvbillede og syn på egne muligheder som kvinde anno 2017 samt om Europas samlede tilstand og identitet.

Talks scenen kommer til at huse i alt ti talks lig de tre nævnte, hvor nutiden bliver beskrevet og reflekteret over.

Som supplement til disse talks har Heartland skabt en ny scene til Future Talks. Her vil verdens og menneskets fremtid blive belyst gennem ti talks. Fremtidssex, livet på et rumskib og de medicinske fremskridt, der kan lade én blive 1000 år gammel vil blive reflekteret over, af de kapable talere.

Kultur og kvalitet

Heartlands koncept består i kultur, kvalitet, berigelse af sindet og vigtigst af alt; lækker mad.
Prominente Michelin-kokke og danske madkunstnere kommer til at stå for det daglige festmåltid, man for 595,- kan få lov til at deltage i (195,- ekstra for en passende vinmenu). Det er ikke et SU-venligt beløb, men man må jo punge ud for lidt extravaganza i sin festivaloplevelse.

Festivalen har bestræbt sig på at udfordre madboderne, og de kommer til at præsentere et madprogram, hvor 80% af råvarerne kommer fra Fyn.

Arrangørerne bag festivalen har strikket et program sammen, der bør tilfredsstille de danske kultur connaisseurs såvel som alle nysgerrige sjæle, der får muligheden for at stifte bekendtskab med en bred vifte af musik, mad og tanker. For at binde festivalens koncept yderligere sammen, kommer et hav af kunstinstallationer til at pryde festivalpladsens kroge og stier. Projektioner af ansigter på trækronerne, performance dansere og en håndfuld skulpturer og pynt på pladsen vil pirre gæsternes nysgerrighed og få en til at tænke; ”Hvorfor ser Egeskov Slot ikke altid sådan ud?”.

Fotograf: Martin Lindum Cederholm

Retsforbeholdet – hvad stemmer vi om?

in Kultur by
EU

Den 1. december inviterede Studenterhus Odense til debat om retsforbeholdet.  Spørgsmålet, der syntes at gå igen under hele debatten, var: Hvad er det egentlig vi stemmer om?

Skrevet af Emma C. Blomberg

Klare holdninger

Julestemningen på Studenterhus Odense, blev tirsdag overdøvet af politisk debat. Fire fynske politikere, og et spørgende publikum, diskuterede fordele og ulemper ved en stemme på ja eller nej.

Blandt kravlenisser og J-dags-bannere, blev der diskuteret om, hvor krydset skal sættes i morgen, den 3. december – ja eller nej til retsforbeholdet?

Debattørerne bestod af Pernille Bendixen (DF), Jesper Kiel (EL), Karen Melchior (RV) og Erik Christensen (S). Ordstyrerposten besad Sonja Marie Nielsen, som er byrådsmedlem i Nyborg.

Hver politiker fik et par minutter i starten til at afklare, hvad de og deres parti egentlig mente om emnet. Bendixen og Kiel anbefalede et nej til forbeholdet, mens Melchior og Christensen anbefalede et ja. Så var det på plads.

Publikum fik chancen fra starten af til at deltage aktivt. Alle kunne via deres mobil stemme ja, nej eller ved ikke. Et lille flertal af ja, og omkring 20%, svarede ved ikke. Samme afstemning blev lavet i slutningen af debatten og her endte det med nye resultater…

Blod på tanden

Da debatten først rigtig kom i gang, var det tydeligt at se, hvem der havde læst mest op på emnet. Melchior kom med knivskarpe argumenter og bemærkninger til de andre og lod sig sjældent stoppe af ordstyreren.

Bendixen startede mindre godt godt ud, da hun nævnte at vi skulle stemme om asylpolitik den 3. december – hvilket vi ikke skal. Hun kom dog stærkt tilbage med kommentarer som ”nej tak ellers tak” og ”stem nej hvis du nogensinde vil spørges igen”.

Skarphed var noget der gik igen gennem stort set hele debatten. Især publikum mestrede dette. Der blev stillet gode og svære spørgsmål og med en overvejende skeptisk tone overfor Kiel og Bendixen.

Det eneste, der dog forblev sløret i lang tid, var, hvad retsforbeholdet egentlig handler om. Heldigvis fik vi også svar på dette.

Hvad stemmer vi om?

Danmark har siden 1993 haft et retsforbehold, som betyder at vi ikke tilslutter os bestemte EU-regler. Det der så skal stemmes om er, hvorvidt vi vil gå med til at tilslutte os 22 retsakter, som vi endnu ikke er gået med til.

Ja-politikerne, såsom Melchior og Christensen, går ind for disse retsakter, da de mener det vil give Danmark mere indflydelse i EU, samt at vi ikke behøver skulle indgå parallelaftaler, der ofte tager meget lang tid at få gennemført.

Kiel og Bendixen som nej-politikere er derimod bange for, at en tilslutning som denne vil formindske de danske borgers indflydelse, fordi nogle beslutninger ikke længere behøver blive valgt ved folkeafstemninger.

Ja eller nej?

Efter spørgerunder og heftige diskussioner gik mobilafstemningen i gang igen. Også denne gang havde ja flertal, dog et betydeligt større end ved første afstemning.

Christensen kommenterede efter resultatet, at for ham handlede det ikke kun om at få flere over på ja-siden, men om at få belyst emnet noget mere, og om at hjælpe folk til at vælge. Og dette lykkedes ham, da de 20% fra første runde der ikke vidste hvad de ville stemme, var blevet halveret.

På to timer formåede de fire politikere at sørge for, at cirka halvfjerds mennesker fik afklaret, om de skal stemme ja eller nej på i morgen. Simpel succes, trods en smule politisk-udenomssnak.

Foto af Emma C. Blomberg

Gå til top