Tag archive

Dexter

Legende Leth lyrik lammede Dexter

in Musik by
jørgen leth på dexter

Jørgen Leth og jazztrioen Reverse indtog onsdag aften den odenseanske jazzklub Dexter til digtoplæsning og jazzmusik. 

Skrevet af Patrick Ludvigsen Læs videre

Melankolske vuggeviser i kontrolleret kaos

in Musik by
billede af under byen

★★★★✩✩

Torsdag den 29. maj gæstede den eksperimenterende gruppe Under Byen det odenseanske spillested Dexter. I en god time leverede 5 af 7 medlemmer en koncert som fra første akkord kastede publikum ind i deres helt eget drømmeunivers.

Skrevet af Mark Fosnæs

Da dørene åbnede to timer før koncertstart, blev cafébordene i det lille mørke lokale hurtigt fyldt op med en blandet skare af mennesker. Unge som gamle så forventningsfuldt frem til en intimkoncert i melankoliens og gråtonernes skær.

Tryllebundet Odense-publikum

Gruppen indledte deres sæt ved at stemme deres instrumenter op, som var det et konstrueret nummer. Et virvar af lange toner med overdreven rumklang gav allerede fra start en fornemmelse af, at man blev inviteret med på en kaotisk og halvdyster rejse. Nu skulle man bare flyde med.

Med Morten Svenstrup på cello og klarinet, Nils Gröndahl på violin, Sara Saxild på bas og Anders Stochholm på guitar var sangerinde Henriette Sennenvaldts hæse og luftige kvindestemme godt akkompagneret. En sammensætning som nærmest tryllebandt det brogede publikum. Desværre var det ofte svært at afkode, hvad der blev sunget, men det var ikke noget, som havde den store betydning for stemningsuniverset.

Musikalsk følelsesrejse – trods dårlig lyd

Efter en god halv time blev der skruet op for bassens distortion og de rolige stemningsopbyggende numre med lange følsomme violinstrøg, blev erstattet af et hurtigere tempo med pumpende elguitar og rytmiske anslag på cellostrengene. Og da gruppen spillede deres nok mest velkendte nummer ”Af Samme Stof Som Stof” fra deres album af samme navn fra 2006, var det som at blive hevet et niveau længere ind i drømmeuniverset under byen. På trods af en halvdårlig papkasselyd på Dexter, havde man mest af alt lyst til at lukke øjnene og lade lydinfernoet bestemme, hvor tankerne skulle ledes hen.

En stigende musikalsk støj fyldte gradvist lokalet. Numrene blev i perioder svære at adskille, og for en kort stund kunne man godt savne en smule variation. Men med klarinet– og violinsoloer i nummeret ”Tindrer” blev den underliggende kedsomhed dog hurtigt erstattet af en medrivende forundring. Et klart højdepunkt.

Odense ville have mere

Efter en dybfølt rejse i drømmeland gik bandet fra scenen som de kom ind – uden at sige et ord. Til taktfaste klapsalver forsvandt gruppen, og publikum på det lille odenseanske spillested blev efterladt stadigt sultne efter mere. Men efter 15 minutters venten og heftig diskussion blandt tilskuerne, måtte de, en anelse skuffede, sande at det blev en koncert uden ekstranummer.

Under Byen mestrer stilsikkert den stemningssættende melankoli og leverede en velspillet koncert, hvor man som tilskuer fik, hvad man kunne forvente. Hverken mere eller mindre.

Endeløst forspil

in Musik by
mike anderson på dexter 3 edelig

Huset var fyldt, da Mike Andersen torsdag d. 6 februar trådte op på scenen sammen med medmusiker, pianist og perkussionmester Jens Dam. Der blev lagt op til intimkoncert, men gnisten manglede.

Skrevet af Christoffer Frendesen.

En tynd hvid dreng fra Sønderjylland, der faldt i den sorte negermusikgryde som barn.

Sådan beskriver Mike Andersen sin forkærlighed for bluesen, da han sætter sig op på sin stol midt på scenen.

Klædt i sort fra top til tå – sorte laksko, sorte jeans, en grålig-sort t-shirt med en dertilhørende sort vest – muligvis for at kompensere for sin danskerblege teint, som ikke retfærdiggør hans evner inden for de afroamerikanske musikgenrer.

Med sig har han pianist Jens Dam ligeledes klædt i sort med en mørk hat som krone. I aftenens anledning tramper pianisten ved hjælp af pedaler placeret under begge fødder løs på trommerne.

Venstre fod styrer en blød, dæmpet lilletromme og højre fod stamper af sted med en fremaddrivende stortromme.

Duoen lægger ud med en afdæmpet version af Andersens egen ’Who’s Cheating Who.’ Selv uden blæseinstrumentkoret, der dominerer sangen på pladeversionen,  bærer musikerne tilskuerne ind i en ekstase tilstand. Sangen afbrydes pludseligt!

Et højt, skingert ”Bzzzzzzzz,” skriger ud gennem forstærkerne. Med store øjne og åben O-mund farer Mike Andersens blik over på lydmanden, der med ligeså store øjne løfter hænder og ryster på hovedet i uforståenhed.

”Er i okay?” spørger Mike med et stort, drenget smil, inden han hurtigt hopper tilbage i sadlen på den langsomt luntende musikhest.

Det eneste og dermed det værste lydmæssige bump var passeret. Publikum kunne igen overgive sig til den erfarne musikers univers. En sfære der i aften emmede af intimitet.

Flammen savnes

Hele koncerten bar stærkt præg af det minimalistiske setup. Første halvdel af showet  tvang en dvale ned over publikum. En smuk, klaverbåret version af country sangen ”Bartenders Blues,” frembragte følelserne hos lytterne, mens en simpel akustisk udgave af ”Something” med de allestedskendte Beatles, blev leveret på nostalgisk vis.

Enkelte afstikkere som covernummeret af bluesklassikeren ”Shake Rattle’ and Roll,” og Little Richards ”Slippin’ & Sliddin’” skabte tempo og energi. Sættets covernumre vækkede ikke folk op fra trancestadiet, trods publikum symbolsk klappede i takt for hurtigt at lade hænderne glide ned og hvile i skødet igen.

Anden halvdel bød ikke på overraskelser. Hvis man håbede på, at den dygtige guitarist nu skulle sprænge trommehinderne med sprød sologuitar, ville man gå skuffet hjem.

Der kom aldrig det klimaks, som man håbede på. I stedet blev der serveret et balladebaseret andet sæt. Med sin egen melodiske akustiske blues ”Over You,” den dybtfølte, melankolske klaverballade ”Run as Fast as You Can” fra den nyeste plade og ”You Don’t Need Me” sneg sangene med deres blødgørende toner sig ind til hjertet.

Tilbage sad man dog fortsat med følelsen af en uopfyldt lyst. Det var som om, der blev lagt op til et lidenskabeligt samleje, hvor forspillet endte med at trække ud til den musiske erektion forsvandt.

Det var en smuk koncert, som manglede kontrasten og dynamikken for at blive fuldt ud fantastisk. Koncerten får 4 ud af 6 stjerner for i det mindste at levere lækkert forspil.

 

 

Reportage: Dexters musikarena blæses bagover Blue Monday

in Kultur by
Jon på dexter

Foto: Christoffer Frendesen

Den anden mandag i hver måned byder Dexter velkommen til bluesaften. Menneskemængden og appetitten på soloer og improvisationsspil er altid umættelig. InMediasres har fulgt Jon Sohne Dybdal før sin blues debut.

Skrevet af Christoffer Miguel Frendesen.

Det er mandag. Vinterkulden er dalet ned over Odense. Tykke jakke og polstrede sko pryder folk, der bevæger sig ind for at få varmen og stillet deres musiktørst. Spillestedet Dexter lægger scene og tag til et af deres populære bluesarrangementer: Blue Monday. Klokken er 20:08. Selvom musikken først begynder om en lille time, er alle stole optaget og gulvet tæt pakket med trippende folk, som strømmer op i baren. En af aftenens midtpunkter Jon Dybdal kommer ind med sin guitar på ryggen. Han skynder sig op i baren. Bestiller en øl og slår sig ned på en barstol.

–        Jeg er spændt. Tidligere har jeg ikke prøvet lignende arrangementer. Altså jeg har spillet meget og jammet endnu mere, men jeg har aldrig jammet sammen med komplet fremmede før, fortæller Jon Dybdal.

Nerverne breder sig i kroppen. Jon tager efter kort tid i barstolen sin sweater af. Det kan skyldes, at guitaristen snart skal op at vise sit værd, men lige så vel kan det være fremprovokeret af det overfyldte, overlune rum, hvor varmen spreder sig fra den voksende menneskemængde. Aftenens første musikere kaldes op på scenen.

Åbnings jamholdet går op for at vinde publikums blueshjerter. Jon afventer. Jammerne forsøger at indtage både scene og publikum, men snakken bobler i krogene, og det rutinerede publikums opmærksomhed er endnu ikke kastet ubetinget mod scenen. Energien og overskuddet mangler hos den første jam-optræden. Ansigterne i musikarenaen skiftes efterhånden ud, som aftenen skrider fremad, men ingen lykkedes med at få løftet publikum op af stolene. Omsider skal Jons nerver samt fingrer testes.

Første forsøg

”Og vi skal have Jon Dybdal herop,” siger aftenens vært. Jon bevæger sig hastigt op gennem menneskemængden med en hånd foran sig til at skabe plads. Guitaren i den anden som han holder tæt til kroppen væk fra den passerende menneskemængde. Debutanten plugger jackstikket ind i forstærkeren. Han trykker de øvrige musikeres hænder og jamholdet mødes på midten og aftaler første nummer. Tradition tro dikterer forsangeren ”tunen” der spilles.

Det bliver til det evige blueshit ”Let the Good Times Roll” efterfulgt af ”Rock Me Baby.” Publikums øjne flakker mod scenen, få flytter smådansende hofterne, enkelte sidder og vipper foden i takt, men entusiasmen er endnu ikke følbar. Der klappes haltende, tæt på halvhjertet. Lettet kommer Jon ned fra scenen. Blikket stadig seriøst, som var der endnu en eksamensvotering i farvandet. Sulten efter spotlyset er stadig tændt for fuld blus.

–        Det var lidt en underpræstation. Jeg er sgu ikke mæt, og jeg synes, jeg har mere at byde på. Det var førstegangs nervøsitet. Nu er jeg varm. Hvis jeg kommer op igen, er jeg klar, erklærer Jon bestemt med sin dybe røst.

Til trods for manglende selvtilfredshed kommer et par af aftenens andre guitarister over for at give vores hovedperson to anerkendende klap på skuldrene. Men det er ikke nok. Guitaristen sætter sig langs væggen med sit lysebrune træinstrument. Han giver sig til at slå løs på strengene for at varme fingrene op. Den 20-årige guitarist vil have revanche foran publikum.

Familiær fest på scenen

Jamaftenen fortsætter, mens Jon forbereder sig på at skulle vise sit værd med den lysebrune Gibson Les Paul Smartwood. Heldigvis for Jon er antallet af jammister ikke stort. Værten kalder denne gang ”Jon” op på musikslagmarken, nu på fornavn med resten af bluesfællesskabet. Første blues vækker publikum som et glas koldt vand i hovedet en tidlig morgen. Deres øjne er klistret til scenen. Lækre licks lires ud til både de siddende og stående tilskuere fra begge guitarister, mens deres ansigter vrides i koncentration og indlevelse.

–        Anden gang var mere afslappet, fordi jeg havde overstået min reelle debut. Så stemningen var mere løssluppet på scenen. Det blev mere legende, forklarer Jon storsmilende efter koncerten.

Blues-drengene har mere musik i sig. På et ironisk forslag fra forsangeren kaster spillemændene sig spontant ud i Shu-Bi-Duas up-tempo blues ”Står På En Alpetop” som andet nummer. Tilskuerhovederne nikker heftigt til musikken, i takt med at flere fødder føler og følger rytmen. To unge piger viser, hvordan røven skal rystes på dansegulvet. Begærligt sluger beskuerne bandets bluesrytmer til allersidste dråbe.

Mæt og tilfreds kommer Jon Dybdal ned fra arenaen. Han modtager komplimenter fra andre musikanter og uddeler selv nogle rosende ord til sine medmusikere. Smilende sætter guitaristen sig ned. Han taler med enkelte fra publikum, mens han fejrer sin optræden med en kølig, let-dugget fadøl. Da Dexters scene slukker, går den succesfulde debutant videre til næste bar. Følelsen af en veloverstået optræden har bragt en velkendt tørst frem i guitaristen.

 

Hvis man vil jamme med til Blue Monday skal man, som det eneste udover at medbringe sit instrument bare skrive sig på en liste inden koncertstart.

Gå til top