Tag archive

Duo

Rangleklods: Dybdegående øregangs-massage

in Musik by
Rangleklods billede

Electro-duoen Rangleklods kom i sidste uge på besøg hos Musikhuset Posten. Der var med deres reputation budt op til dybdegående bas, varieret klang, og en invitation ind i gruppens eget univers.

Skrevet Af Mikkel L. H. Brasen

Rangleklods, der består af Esben Nørskov Andersen og Pernille Smith-Sivertsen, formåede at holde pulsen oppe hos publikum koncerten igennem. Ikke ét eneste beat gik tabt i det store hele, og det til trods for, at der kun var korte pusterum mellem numrene.

Hvert eneste nummer havde specialiteter samt op til flere overraskelser, blandt andet i form af et splinternyt nummer. Så nyt at det endnu ikke var navngivet.

Læs også Alex Vargas: Jeg fucking elsker at spille i Danmark

Hamrende beats

Startnummeret var det storslåede nummer ‘Cough’, der med ét forvandlede scenen og rummet til gruppens eget, og straks var atmosfæren på plads.

Op til flere gange hørte man, hvordan de to musikere mestrede deres instrumenter indhyllet i knapper, pads og lys.

De havde mod på variationer af deres numre, hvilket blandt andet hørtes i et jam ud fra nummeret “Clouds”, hvor der var masser af overskud at finde.

Musikalske sortkunstnere

Læs også Malky: Autentisk genoplivelse af 60’ernes jazz

Når Esben Nørskov Andersen ikke sang, stod han bøjet over bordet med de mange lys i forskellige farver som en troldmand over sine eliksirer.

Jo tættere hans hånd kom på lyset, desto hurtigere bevægede lydbølgerne sig, og blandet med scenebelysningen og den dybe bas var det som om, at der var andet på færde end bare musik.

Til tider var bassen så rungende at både gulvet og trommehinderne vibrerede, men det forekom aldrig i overdosis.

Der kunne tydeligt høres en kontrol, selv over skingre skævheder fra synthesizeren, for eksempel i nummeret “Nerves”.

Ingen omveje, bare fremad og vidste man som gæst ikke præcis, hvor man skulle hen i Rangleklods-universet, så vidste gruppen det.

Man kunne ikke andet end at blive betaget over de velovervejede placeringer af hver enkelt lille og stor lyd.

Sammenlignet med deres koncert på sommerens Roskilde Festival, hvor vejret kunne betragtes som for godt og skinnende til duoens mystik-noir, var denne scene tilpas dunkel til deres udtryk.

Musikkens karakter af mystik blandet med de til tider stærke og hurtige rytmer, gjorde at publikum både kunne hoppe med takten, men også stå i det mørke hjørne med lukkede øjne og drømme sig væk. Koncerten var langt fra ensporet, derimod yderst velspunden.

Trods de mange sanseindtryk fra lys, lyd og lammende bas, var der en gennemtrængende rød tråd af detaljer, som de to scenebetvingere beklædte med gådefuldhed.

Læs også Blaue Blume blomstrede

Alsidig tilfredstillelse

Oplevelsen sluttede af med nummeret “Young And Dumb”, der med joggende beat og flikkende bas sluttede det hele af med bedste club-stemning. Til slut, og endnu en gang, blev entusiaster mindet om, hvordan Rangleklods ruller.

Hvad enten man skulle videre i byen eller hjem og dyrke sine hobbyer, så var det Rangleklods, man havde på hjernen resten af aftenen og publikum, der var af blandet alder, var smilende da lyset tændtes efter optrædelsen.

Rangleklods har netop afsluttet deres turné rundt i Europa og spillede sidste koncert i denne omgang den 12. december på Kabinet MÚZ i Tjekkiet.

Foto af Anders Davies

Læs også Danmarks første pladeselskabsforening udfordrer musikbranchen

De Eneste To – En dynamisk duo

in Musik by
De eneste to 2

De kendte rockmusikere Peter Sommer og Simon Kvamm gæstede Posten torsdag i sidste uge. Kemien mellem den dynamiske duo var tydelig under hele deres optræden, og de formåede at spille op til brag af en fest.

Skrevet af Louise Justesen

Allerede et godt stykke tid før koncertens start er Postens mørke rum helt fyldt med forventningsfulde mennesker.

Kort før duoens optræden leverer Stefan Kvamm og Jakob Meyland en medrivende lyd af hvad de kalder for ”økologisk techno”. En gruppe der ligeledes er medlem af De Eneste Tos band.

Det afdæmpede publikum bestående af primært voksne mennesker har på kort tid, stille og roligt, samlet sig foran scenen.

Størstedelen af gæsterne er i højt humør, og det er intet problem at bevæge sig nærmere den store scene for at blive en del af de forreste i mængden.

Få minutter efter opvarmningen bevæger den dynamiske duo sig ind på scenen, og de hårde og mørke toner buldrer ud af højtalerne.

De eneste to 3

Læs også Spids Nøgenhat i et 70’er nostalgisk syretrip

Optræden med alvor og selvironi

Siddende på barstole og med en guitar i hver deres hånd fanger musikerne fra koncertens start deres publikum med elektronisk musik suppleret med dynamiske rocklyde.

Publikum synger glædeligt med på velkendte sange, såsom ’Jyder i København’, ’Vild’, ’Trafik’ og ’Jeg Har Ikke Lyst Til At Dø’.

Sange både fra deres første og andet album bliver spillet, og de midtjyske herrers personlige og musikalske venskab afspejles tydeligt i deres optræden.

Med en fastholdelse af alvor formår den dynamiske duo stadig at bidrage med en masse selvironi i løbet af aftenen.

Friske kommentarer af Peter Sommer og ironiske hetz af Simon Kvamm rettet mod aftens gæster blev modtaget med latter og klapsalver.

Meget skal der til for at slå den festlige stemning ihjel hos det fremmødte publikum.

De eneste to 4

Læs også Horrornights på Valdemars Slot

Skrig Det Til Træerne

Efter en kort pause, synes humøret stadig i top. Det må man antage ud fra de forreste menneskers flyvske bevægelser, da de jyske musikere fortsætter deres koncert.

Deres mest populære sange såsom ’Vive Hjem’, ’Sult’, ’Tv-Druk’ og ’Morten’ bliver dernæst spillet, og hænderne ryger straks i vejret.

”Det var dobbelt så højt i Thisted”

Sådan siger Simon Kvamm provokerende, og får det nu elektriserende publikum til at synge med.

De forreste mandlige gæster river deres trøjer af og svinger dem rundt i luften, imens sangen ’Skrig Det Til Træerne’ brager ud gennem højtalerne.

Publikum, der førhen opførte sig mere afdæmpet, forvandles nu til balstyriske mennesker. Mennesker der i et øjeblik kunne forveksles med en flok teenagepiger (læs: voksne mænd) til en Justin Bieber koncert.

De Eneste To formår at sparke en stemning i vejret under aftens koncert.

En blanding af deres musikalske samarbejde og personlige venskab afspejles tydeligt i deres optræden, og er med til at gøre en ellers almindelig torsdag aften ganske fremragende.

Fotos af Louise og Lene Justesen

Ærlig og hjerteskærende lyrik fra Noah

in Musik by
koncert natalie

En stille aften på Dexter spillede drengeduoen, Noah, sig langt ind i publikums hjerter med deres sentimentale og hjerteskærende sangtekster. 

Skrevet af Natalie Giles Rasmussen Læs videre

Styrmændene fra Den Sorte Skole forlader skuden

in Musik by
den sorte skole

Foto: Christoffer Frendesen
★★★★☆☆

Den Sorte Skole lagde vejen forbi Magasinets intime scene. Men kunne den stationære duo forføre publikum og guide dem ud på en uforglemmelig aften?

Skrevet af Christoffer Frendesen

Lyset slukkes. Totalt mørke. To skikkelser træder ind på scenen. De nærmer sig den store pult, som står centreret forrest i den musiske manege. Kun lyst op af to små skrivebordslamper går de hurtige hænder i gang med at dreje, trykke og skrue løs på deres elektroniske instrumentbræt.

Publikum maser sig frem mod scenen. Hovederne prydes af hipster huer, der er placeret delikat som jødehatte på toppen af hovedet, kasketter skubbet på skrå op til hårgrænsen samt enkelte kjolebeklædte og stilet-bærende piger.

Der er ikke kun lagt op til en lytte-mæssig oplevelse. Den visuelle sans forkæles også. Bag ved de unge pladevendere hænger brede strimler papir, forskudt fra hinanden som et iturevet lærred. Mens de første spæde toner kryber ud til publikum, smækker projektører billeder op i baggrunden. Med silhuetten af et bjerg i forgrunden rejser solen sig symbolsk på lærredet. I synk med musikken  erstattes den af månens krateroverflade og stjernernes vage lys for umiddelbart efter at blive overskummet af skyer, der strømmer henover baggrunden. Samtidig markerer den tiltagende bas, at det snart er tid til at flytte fødderne og løfte hænderne i vejret.

Verdenssafari

Den Sorte Skole er på turne med deres tredje album Lektion 3. Pladen er en lydoplevelse, som tager en på en verdensrejse rundt til afrikanske afkroge, østeuropæiske bordeller og indiske smårestauranter. Men specielt i fokus til aftenens koncert er de mellemøstligt inspirerede numre, hvor den til tider tunge  bas bryder den ellers eksperimenterende tone. Tilskuerne drages, og kontinuerligt føler folkemængden musikken mere og mere i deres bevægelser.

Deres musikalske eksperimenter spænder ind imellem ben for den samlede oplevelse. I forsøget på at afprøve dem selv i musikken får Den Sorte Skole sat beskuerne af. Man mister fornemmelsen af, om man skal betragte billederne i baggrunden eller lægge øret i blød til musikken. Det gør, at publikum nu og da står helt stille, mens de hungrer efter den sprøde bas.

Man kan dog ikke komme uden om, at duoen lever sig ind i styrmandsrollen, som de står ved hver deres ror og sejler publikumsskibet ud i den omskiftelige bølgegang, der er Lektion 3. Sceneriet på lærredet i baggrunden tydeliggjorde analogien ved at ligne et hav i oprør. Men da det virkelig gjaldt, opgav kaptajnerne deres roller som styrmænd.

Antiklimaks

Efter en fem kvarter forlader de to Dj’s scenen uden at vende tilbage for at indfri ekstranumre-råbene, som lyder fra publikum. Det efterlader en med tør, bitter smag i munden. Derfor kan der ikke gives mere end fire stjerner, selvom bandet, når de ville, løftede oplevelsen op på topkarakterer. De tabte de fremmødte fans på gulvet undervejs og lod dem hænge, hvor de kunne have vundet deres gunst ved at smigre dem med et ekstranummer eller to.

Endeløst forspil

in Musik by
mike anderson på dexter 3 edelig

Huset var fyldt, da Mike Andersen torsdag d. 6 februar trådte op på scenen sammen med medmusiker, pianist og perkussionmester Jens Dam. Der blev lagt op til intimkoncert, men gnisten manglede.

Skrevet af Christoffer Frendesen.

En tynd hvid dreng fra Sønderjylland, der faldt i den sorte negermusikgryde som barn.

Sådan beskriver Mike Andersen sin forkærlighed for bluesen, da han sætter sig op på sin stol midt på scenen.

Klædt i sort fra top til tå – sorte laksko, sorte jeans, en grålig-sort t-shirt med en dertilhørende sort vest – muligvis for at kompensere for sin danskerblege teint, som ikke retfærdiggør hans evner inden for de afroamerikanske musikgenrer.

Med sig har han pianist Jens Dam ligeledes klædt i sort med en mørk hat som krone. I aftenens anledning tramper pianisten ved hjælp af pedaler placeret under begge fødder løs på trommerne.

Venstre fod styrer en blød, dæmpet lilletromme og højre fod stamper af sted med en fremaddrivende stortromme.

Duoen lægger ud med en afdæmpet version af Andersens egen ’Who’s Cheating Who.’ Selv uden blæseinstrumentkoret, der dominerer sangen på pladeversionen,  bærer musikerne tilskuerne ind i en ekstase tilstand. Sangen afbrydes pludseligt!

Et højt, skingert ”Bzzzzzzzz,” skriger ud gennem forstærkerne. Med store øjne og åben O-mund farer Mike Andersens blik over på lydmanden, der med ligeså store øjne løfter hænder og ryster på hovedet i uforståenhed.

”Er i okay?” spørger Mike med et stort, drenget smil, inden han hurtigt hopper tilbage i sadlen på den langsomt luntende musikhest.

Det eneste og dermed det værste lydmæssige bump var passeret. Publikum kunne igen overgive sig til den erfarne musikers univers. En sfære der i aften emmede af intimitet.

Flammen savnes

Hele koncerten bar stærkt præg af det minimalistiske setup. Første halvdel af showet  tvang en dvale ned over publikum. En smuk, klaverbåret version af country sangen ”Bartenders Blues,” frembragte følelserne hos lytterne, mens en simpel akustisk udgave af ”Something” med de allestedskendte Beatles, blev leveret på nostalgisk vis.

Enkelte afstikkere som covernummeret af bluesklassikeren ”Shake Rattle’ and Roll,” og Little Richards ”Slippin’ & Sliddin’” skabte tempo og energi. Sættets covernumre vækkede ikke folk op fra trancestadiet, trods publikum symbolsk klappede i takt for hurtigt at lade hænderne glide ned og hvile i skødet igen.

Anden halvdel bød ikke på overraskelser. Hvis man håbede på, at den dygtige guitarist nu skulle sprænge trommehinderne med sprød sologuitar, ville man gå skuffet hjem.

Der kom aldrig det klimaks, som man håbede på. I stedet blev der serveret et balladebaseret andet sæt. Med sin egen melodiske akustiske blues ”Over You,” den dybtfølte, melankolske klaverballade ”Run as Fast as You Can” fra den nyeste plade og ”You Don’t Need Me” sneg sangene med deres blødgørende toner sig ind til hjertet.

Tilbage sad man dog fortsat med følelsen af en uopfyldt lyst. Det var som om, der blev lagt op til et lidenskabeligt samleje, hvor forspillet endte med at trække ud til den musiske erektion forsvandt.

Det var en smuk koncert, som manglede kontrasten og dynamikken for at blive fuldt ud fantastisk. Koncerten får 4 ud af 6 stjerner for i det mindste at levere lækkert forspil.

 

 

Gå til top