Tag archive

dygtig

Go Go Berlin rocker med fanskaren

in Musik by
12359673_771511632992985_1932136019_o

Go Go Berlin fik blodet til at pumpe i de odenseanske rockhjerter, da bandet gæstede Magasinet i Odense. InMediasRes mødte Go Go Berlin til en snak om den dedikerede fanskare, som bandet på kort tid har opbygget.

Skrevet af Lisette G. Olesen

På scenen hænger et sort baggrundstæppe med et hvidt spraymalet dødningehoved i kontrast til scenens fire royale diamantlysekroner. Publikumssegmentet er en pose blandede bolsjer.

De omklamrende kærestepar, teenagerpigerne med smartphonen, modne kvinder samt testosteronfyldte mænd med hestehale og Albani-fadbamser er blot nogle af de tilstedeværende, der fylder Magasinets koncertsal.

12375822_771511642992984_317481323_o

Ny perron til toget

Bag scenens baggrundstæppe, for enden af en mørk snoet trappeopgang, finder man aftens fem hovedpersoner. Som scenens det indikerer, er bandet på tourné med deres seneste album Electric Lives, der udkom i sommers.

Med to albums i rygsækken, samt en femstjernet pladeanmeldelse, er Go Go Berlin blevet et par kendte herrer i musikbranchen, hvilket de har mærket ved denne tourné.

”Det er ikke sådan, at man skal ud og sige til dem, der er kommet – nu skal i fandeme elske os. Man har kunnet mærke på den her tourné, at det virkelig har været nogle passionerede mennesker, som har været der. Mennesker som kender alle sange og som kan synge med på alle sange” siger trommeslager Christopher Østergaard suppleret af guitaristen Mikkel Dyrehave,

”Det er egentlig bare et tog, der kører på. Men der er bare kommet en god og ny perron med til toget. Det er fedt at have flere kort på hånden i forhold til nogle nye sange ” siger Christian Vium.

”Er i klar på at feste?”

Efter opvarmning af The White Dominoes er der trafik på scenen. Mikrofonerne justeres, setlister placeres, guitarer stemmes, mens trommerne får det sidste slag, for at sikre at alt står skarpt til aftens hovedpersoner indtager scenen.

Det grønne lys slukkes, og salen bliver sort. Til rungende toner råber salen ”Go Go Berlin”. En hyldest til bandet, der sker i en symbiose af højlydte vin, klapsalver og håndtegn. Til sangen ‘Kill me first’ brager bandet brager ind på scenen.

”Er I klar på at feste. Jeg tror, at vi er kommet til det helt rigtige sted mine damer og herrer”

Sådan lyder det fra Christian Vium, der danser rundt på scenen med sin Gibson guitar. Allerede fra første strofe får koncertdeltagerne hænderne i vejret og kridtet rockstøvlerne.

Koncerten er en kombination af nye sange, som ‘Kids’, ‘Electric Lives’ og ‘Starlight’ fra albummet ‘Electric Lives’, som blandes med sangene ‘Castles made of Sand’, ‘Raise Your Head’, ‘On the Run samt Waste of Trying’, som stammer fra albummet ‘New Gold’, der udkom i 2013.

12375645_771511636326318_1855888559_o

Læs også Go Go Berlin holder en fordybelsespause

At te sig som tosser

Koncerten på Magasinet er Go Go Berlins anden sidste koncert på Electric Lives tournéen. En tourné, hvor det at ligge sidst på listen af spillesteder ikke er det værste ifølge Go Go Berlin:

”Det er sjovt, for det er jo egentlig til sidst på tournéen, at du er i topform. Fordi på de første koncerter er det svært, for der spiller du nogle sange, hvor du ikke har det samme overskud. Det er det samme med oplæg i skolen. Når du skal gøre det ti gange, så sider det der til sidst, og du kan derfor levere det med meget mere ro og bedre selvtillid. Du kan teksten bedre, og du kan tilføje ting” forklarer forsangeren.

Bandets overskud fra en vellykket tourné bliver heller ikke overladt en mental bankbog.

På scenen er der skruet op for charme, selvtillid og flyvende lokker. Der bliver filet på spaderne, hamret på trommerne og trykket på alle tangementer, mens bassist Emil Rothmanns fingre tager en hurtig stepdans hen over basstrengene.

Under klassikeren ‘Raise Your Head’ bliver versets ”Its cold outside” erstattet med teksten “its hot inside”

Telefonerne kommer i vejret, mens Emil Rothmann opbygger sin egen fanskare af publikum, der råber hans navn og sender håndtegn i retning af den langskæggede bassist, der nyder opmærksomheden fra publikum.

Forsageren Christian Vium har koncertens publikum i sin hule hånd. Med få armbevægelser får han salen til at klappe i takt til rocktonerne. Diverse rocktegn bliver sendt op mod scenen, mens et par hænder danner hjerter under sangen Waste of Trying.

En ballade, hvor forsangerens rå stemme bliver sårbar og skrøbelig i det røde scenelys. Men ifølge forsangeren er formålet med koncerten ikke vedmodige suk og glasøjne:

”Vi er ikke kommet for at græde. Vi er kommet for at te os som tosser. Som børn. Er det ikke rigtigt?”

Det råber Christian Vium. Med tohundrede kilometrer i timen uden støddæmper farer rocktonerne rundt i koncertsalen til sangen ‘Kids’ til begejstring for salens publikum.

Udover, at publikum kvitterer med en skov af hænder, kravler nogle koncertdeltagere op på skuldrene af hinanden. Under hittet ‘Castles Made Of Sand’ synger publikum så højt, at forsangeren knap nok behøver at åbne munden. Efter hittet bliver spillet, lyder opfordringen fra publikum, at han skal smide tøjet.

Men der ryger ikke en trævl fra den blonde forsanger. Med et smil på løben synger han ”Vi vil se jer nøgne” og fortsætter koncerten.

12375496_771511639659651_1286607556_o

Læs også Danmarks første pladeselskabsforening udfordrer musikbranchen

Svært ved idolrollen

Aftenen før koncerten var bandet til årets Gaffaaward, hvor de var nomineret til priserne ”Årets danske album”, ”Årets danske band” og ”Årets danske rockudgivelse”. Selvom, der ikke var guldmalede g-pokaler at hente til rockdrengene i denne omgang, er bandet ydmyg over nomineringerne:

”Helt ærligt, så har jeg stadigvæk svært ved at forestille sig, at der er folk, der lytter til ens musik derhjemme. Dermed også sagt, at man bliver vildt overrasket over, at der er folk der har stemt på en.”

Sådan siger Christian Vium. Under koncerten leverer Christian Vium også en stor pose taknemlighed over nomineringerne, samt den store fantilslutning bandet har opnået på rekordtid.

Selvom folk har fået tatoveret Go Go Berlin citater og render rundt i Go Go Berlin merchandise, har bandet svært ved at se sig selv som idoler på musikscenen.

”Det man nok aldrig vender sig til, er det, når det er virkeligt stort for folk at møde én. At de ryster. Så får jeg altid sådan lyst til at kramme dem og sige, at det skal nok gå. Jeg kan jo også være rigtig kedelig ” forklarer Mikkel Dyrehave.

Under koncerten er det muligt at komme helt tæt på forsangeren. Under koncertens ekstranummer får publikum fornøjelsen af det klassiske Vium-trick.

Med få armbevægelser får bandet på magisk vis folkene i koncertsalen til at sætte sig på hug til nummeret ‘All mine’.

Pludselig hopper forsangeren ned til menneskemængden med en mikrofonledning dinglende fra scenekanten. Bandet og det blandede publikumssegment danner et bånd og bliver til én stor samlet masse.

En masse, der rocker i begejstring for hinanden på Magasinet i Odense en kold aften i december.

Fotos af Steffen Berg Klenow

Brødrene Løvehjerte imponerer eventyrlystne børn og voksne

in Teater by
Brødrene Løvehjerte - Foto: Emilia Therese

Astrid Lindgrens fortælling om brødrene løvehjerte er blevet til virkelighed på Odense Teater. Men formår eventyrlandet Nangijala at leve op til de forventningsfulde børns håb om en spændende forestilling?

Skrevet af Maja L. Rosager

Den kendte historie om Tvebak og hans bror Jonathan er bragt til live. Tvebak skal dø, og derfor fortæller Jonathan om eventyrlandet Nangijala.

Nangijala er det sted man kommer hen, når man dør. Det er det sted, hvor der ingen tid er, og dagene er fyldt med eventyr.

Tvebak er næsten ikke bange for døden mere, det eneste problem er, at han ikke vil derhen uden sin bror.

Brødrene Løvehjerte - Foto: Emilia Therese

’I KUNSTEN KAN LIVET KENDES’

Over Odense Teaters store scene, hænger sætningen ‘I KUNSTEN KAN LIVET KENDES’ med store bogstaver. Det er få ord der danner en sætning, som Odense Teater med garanti lever op til.

Brødrene Løvehjerte skal til at gå i gang, og salen er fyldt op med forventningsfulde børn og voksne. Alle virker spændte på at se, hvordan den smukke fortælling om de to brødre er blevet fortolket.

På scenen står en ensom bænk, klar til at blive indtaget af forestillingens dygtige skuespillere.
Klokkerne ringer, og kort efter lukkes dørene ind til salen. Lyset slukkes, og forestillingen går i gang.

En bleg Tvebak træder ud på scenen. Der er stille i salen, og Tvebak fortæller om sin modige bror og eventyrlandet Nangijala.

Forestillingen er i gang, og publikum er stadig uvidende om hvilket eventyr, de næste to timer vil bringe.

Brødrene Løvehjerte - Foto: Emilia Therese

Læs også SHU-BI-DUA THE MUSICAL- Man må for fa’en da være noget!

Det gode og det onde

Børnene virker hurtigt forelskede i Nangijala, efter en ellers dyster og seriøs start på forestillingen. Der er en glæde der spreder sig i salen da Tvebak kommer til landet.

Lyskæder dekoreret med kirsebærblade, hænger ned fra loftet, og danner et smukt landskab på scenen. Det smukke landskab gør en varm inden i, og man glemmer pludselig hvilken uhyggelig stemning der lige har været.

Forestillingen formår i det hele taget at få en god balance mellem det ’gode’ og det ’onde’.

I forestillingen er der også en rigtig god kontakt mellem publikum og skuespillere, hvilket gør, at alle kan leve sig endnu mere ind i den eventyrlige verden.

Der bliver kastet konfetti ud mellem publikum, og de skræmmende vagter der er med i forestillingen går i slutningen af pausen rundt mellem forestillingens gæster og råber, at de skal ned på ’gårdspladsen’. Det gør forestillingen utrolig autentisk.

Nu er det pludselig publikum, der er i samme position som Tvebak. Lidt bange og nervøse mellem de store grumme vagter.

Og i baghovedet har de nok de modige ord fra Jonatan Løvehjerte der siger:

”Hvis man ikke gør noget farligt en gang i mellem, er man ikke et menneske, så er man bare en lille skid”.

Læs også TRANS-formerende teaterstykke

Dragen Katla

Stykket når sit klimaks, da den store, røde hundrage ’Katla’ kommer på scenen. Dragen er storslående, men samtidig lavet af primitive materialer og er styret af en kvinde.

Det har en betagende effekt, når det røde scenelys rammer den store drage.

Publikum er vilde med Katlas første entré, og dragen har imponeret alle. Det er i det hele taget en meget flot scenografi gennem hele forestillingen.

Der er farverige, men også dystre kulisser, som skaber en god stemning for den scene der spilles på. Den roterende scene, og de bevægelige kulisser, er med til at skabe en god, glidende overgang når der er et sceneskift.

Læs også EVIGT SOLSKIN: En leg med film og teater

Flammende effekter

Der er brug af meget ild i forestillingen, og det er med til at skabe meget spænding for publikum. Børnene er vilde med ilden, der spyr op i luften, da Katla kommer på scenen.

Hvis man sidder tæt nok på scenen, kan man mærke de store, ægte flammer varme ansigtet let op.

I starten af stykket, da Tvebak og Jonathans hus brænder er der dog ikke brug af rigtig ild, men lyseffekter som også er med til at skabe en god stemning.

Til sidst får skuespillerne et langt, stående bifald. Stykket er slut, og de har endnu en aften imponeret en fyldt sal.

Brødrene løvehjerte er en forestilling der lever op til forventningerne. Børnene har været med på en sjov og farlig rejse, og de voksne er blevet sendt hjem med den stærke fortælling, der omhandler børns forhold til døden.

Forestillingen er spækfyldt med spænding, vilde effekter og humor. En forestilling der er værd at se, både for børn og for voksne.

Brødrene Løvehjerte spiller på Odense Teaters store scene indtil den 29. december 2015.

Brødrene Løvehjerte - Foto: Emilia Therese

Fotos af Emilia Therese

Malky: Autentisk genoplivelse af 60’ernes jazz

in Musik by
11233086_1009019992478034_5199677279884881644_o

Det var nostalgi der fyldte scenen, da det tyske band Malky indtog scenen. Musikken var blød og fyldt med lydmæssige overraskelser. En opfriskende koncert på en kold hverdag, der ikke krævede store dansefærdigheder eller den store sangstemme fra lytterne.

Skrevet af Caroline Kamper

Jazzet soul ligger ikke på Spotifys Top 10. Kører man længere ned, ville det knap kunne findes på Top 100.

Dog er der noget der ved Malky der fanger den pop-elskende befolkning, som er stimlet sammen ved earlybird-pladserne inde på Posten i Odense. Rummet fyldes af rytmisk lyd.

12314551_1009020005811366_516199302732641437_o

Læs også Blaue Blume blomstrede

Kontraster og melankoli

Man står i en konflikt med sig selv.

Skal man svaje let med hofterne, tænde et lys eller sætte sig over i et hjørne og græde?

Musikken fylder hjertet. Der er en længsel i de lange, men varme toner fra bassen og keyboardet.

De river en væk fra momentet, og man bliver draget ind i tomheden. Hvilken tomhed kan dog ikke siges.

Malky har intet ansigt, men har brug for den individuelle lytter til at analysere og fortolke. Der er ikke nogen rammer for musikken, du skaber selv dens baghistorie.

Malky ist nicht von hier

‘Malky’ er et bulgarsk navn og betyder ”unge fyre”, og netop dette navn har stor betydning for duoen.

Daniel Stoyanov  er fra Bulgarien og Michael Vajna fra Ungarn.

De mødte hinanden i et pladestudie i Berlin og besluttede sig for at leve i periferien. Med Tyskland som ramme for deres musik, søger de hjem.

”Det skal være naivt og oprindeligt – ligesom da man var børn”

Sådan fortæller Daniel Stoyanov til den tyske avis ’Der Tagesspiegel’. De udgav deres første single under navnet ”Diamonds” i år og har allerede et nyt album på vej.

12314233_1009020015811365_7905873089864471319_o

Læs også Danmarks første pladeselskabsforening udfordrer musikbranchen

Uskarpe billeder

Den jordnære groove fungerer for drengene. Mellem numrene sætter Daniel Stroyanov sig ned og taler med publikum.

Han fortæller om deres oplevelser i Danmark og prøver sig endda af med et par danske jokes.

”Den næste sang vi spiller, får mig til at tænke på Skagen – det smukkeste sted i hele verden. Hvis jeg nogensinde skal giftes, vil jeg fri til hende på grenen. Vind i håret, bølger, der slår mod hinanden og hende…”

Der er en kemi mellem bandet og publikum. I sammenspillet med lytterens ekstase og forsangerens olieglatte vokal, lykkedes soul-opvarmningen fuldt ud.

Som tiden går, begynder folk at stimle sig sammen. Pladsen bliver træng, og flere øjne har fokus på duoen.

Trommer, bas, guitar, keyboard og en forsanger. Ikke mere skal der til, for at danne en ramme. Alt fra opstilling af instrumenter til de sorte, langærmede bluser, udstråler afslappethed.

De har gjort det før, men er endnu ikke et produkt af Hollywood, og vil forhåbentlig aldrig blive det. Den afslappede attitude og de elektriske toner, lægger op til aftnens hovednavn, Oh Land.

I takt med minutternes forsvinding, bliver musikken hurtigere. Salen bliver varmet op. Hop, hop, tempo, tempo. Glem alt om hjemve og melankoli.

Aftenens sidste nummer, er ’History Of Broken Hearts’, der ender ud i en up beat version af den nyudgivede LP ’Diamonds’.

12357088_1009020049144695_3149918632419295275_o

Musik for følsomme sjæle

Malky som opvarmning for Oh Land, er et genialt musikalsk miks.

Toner, lyde og en fantasifuld brug af elektroniske midler, går i overensstemmelse med hinanden.

Genren ændrer sig ikke meget, da de sorte instrumenter, bliver udskiftet med pastelfarvede mikrofoner, hvilket er aftenens største succes.

Det er en kunst at finde to så forskellige kunstnere og samtidig kunne sammensætte en musikalsk lighed. Malky får revet de ellers tilbageholdene fans med og aftnen ender ud i en stor tilfredsstillelse.

Fotos af Caroline Kamper

Shaka Loveless: Den ukronede pleaser-konge

in Musik by
12336329_935137173228377_526948459_n

En genrebevidst Shaka Loveless tog publikum med til en ufarlig familiefest, da han torsdag aften gæstede Musikhuset Posten i Odense. Energiniveauet var af festivalkarakter, men stemningen var afslappet, og det faldt uden tvivl i det brede publikums smag.

Skrevet af Mathilde Mølgaard

En beredt Shaka Loveless træder, med sit vanlige brede smil placeret midt i ansigtet, ind på den store scene på Posten.

Han indleder koncerten med sin nye single ”Slut Nu”, som er tilbagelænet pop/rock.

Her får Shakas musikere,”The Gypsies”, lov til at lægge en benhård og tight pop/rock-udførelse på bordet, som uden tvivl imponerer publikum.

Læs også: Vild $mith tog Odense med i omkvædsskole

Publikum i fokus

På scenen fremstår Shaka som et overskudsmenneske, og en meget professionel performer.

Han tager sig hele tiden af sit publikum, såvel som sin egen performance på scenen. Dette går dog enkelte gange ud over den musikalske overlegenhed.

Den bliver sat til side, grundet et konstant fokus på inddragen af publikum som co-singers, når de ikke bliver bedt om at kaste armene i vejret.

Det er en smagssag – men generelt vækker det stor begejstring hos publikum, der næsten ikke kan få armene ned over Shaka Loveless.

Den ene reaktion tager den anden, og Shaka må med sit store smil grine genert og i en overvældelse af publikum på Posten fastslå:

”Det er altså sjovt med Odense. Jeg bliver overrasket hver gang. I er for fede!”

Uhøjtidelig men sikker

Læs også: Alex Vargas: Jeg fucking elsker at spille i Danmark

Udover at Shaka formår at bevæge sig sikkert rundt på pop-paletten, viser han også stor bevidsthed i sine genrehop.

Han vender tilbage til den reggae-agtige karakter, som vækker stor begejstring hos publikum, da han opfører ”Tomgang”, som er et af hans gennembrudhits.

En genrefascisme som Shaka Loveless tidligere har udtalt, at der bør gøres op med, og som koncerten figurerede som en fin manifestation heraf.

Der er noget befriende og uhøjtideligt over koncerten. Det er en meget blandet fanskare, der er mødt op, og de er med til at skabe en løs og rummelig stemning.

Manglende featuring-artister

Shaka Loveless er en kunster, som gør brug af mange featuring-artister på sine numre.

Det kan mærkes til en koncert, hvor de ikke er til stede.

Rasmus Walter, Simon Kvamm, og især Jooks mangler, til at gøre sangene komplette.

Om det er en del af genrefascismen, som Shaka prøver at gøre op med, er svært at sige.

Det er charmerende underholdning, men samtidigt lyden af en komplet ufarlig fest for det fremmødte segment.

Den følsomme og ukronede pleaser-konge, fører med sikker hånd publikum gennem en velforberedt koncert.

Og det med en næsten overdreven, men samtidigt undervurderet, inddragelse af publikum, som fungerede rigtig godt.

Fotos af Mathilde Mølgaard

Simpson indtager endnu en gang Posten

in Musik by
Simpson

Traditionen tro gæster Mikael Simpson endnu engang Posten. Denne kolde efterårsaften, og Postens altid intime rammer, føles som skabt til hans nostalgiske og mørke stil. En fyldt sal venter spændt og spørgsmålet er derfor, om forventningerne blandt det meget alsidige publikum vil blive indfriet i aften.

Skrevet af Julian Thy

Prikken over i’et

Simpson træder, punktlig som altid, ind på scenen kl. 21, efterfulgt af Henrik Vibskov (trommer), Asger Baden (keyboard) og Steen Holbek (synth).

Hans musik komplimenterer efterårs bladenes farver og efterfølgende flugt mod jorden og især ‘Lad det staa’.

Sangen, der bliver spillet i en ny version, kort efter en ovenud fantastisk, dansksproget, fortolkning af Bowie’s ‘Let’s Dance’, viser sig som en af aftenens mange publikumsfavoritter.

Læs også Zappa Plays Zappa: Som fader, så søn

Talentfuld charmør

Mikael er en meget talentfuld frontmand, der forstår at favne publikum, både via musik og hans væremåde på scenen.

Under et ophold mellem sangene udlover han fra scenen fadøl til de halloween-udklædte, men kun en enkelt fremmødt kan mønstre sig den heldige vinder af en Simpson-sponsoreret fad.

Simpson-koncerter har altid været fulde af musisk improvision, hyggesnak og personlighed, og denne er ingen undtagelse.

Det er på sin vis som at vende hjem, når du kommer til din anden eller tredje Mikael Simpson-koncert.

En følelse af at høre til og være i ét med musikken.

Rent materialemæssigt er det stadigvæk musik fra hans ‘Noget Laant, Noget Blaat’-album fra 2011, og der er derfor ikke noget direkte nyt under solen.

I stedet er der et kærkomment gensyn med de sange du måske allerede har sunget, danset og vredet dig til. Men i nye, spektakulære udgaver.

Mikael Simpsons ’Slaar Skaar’-album fra 2009 gør også sin entré og til toner fra mundharmonikaen, får vi en live-version af ’Koldt’, modtaget af et henrykt publikum.

Læs også Spids Nøgenhat i et 70’er nostalgisk syretrip

Enogfyrre

Som Mikael udtrykker det under koncerten:

“Jeg ved godt mange af jer siger, ‘Hvor er de originale udgaver blevet af? De var så fede.’ Men jeg kan lide at lege lidt. Jeg er blevet 41 and I’ll do whatever the fuck I want, okay?”.

Han giver altså ikke en fuck ifølge eget udsagn og det giver en let og løssluppen stemning, både for gamle kendere og nye fans.

Og forventningerne blandt dem alle  syntes at være indfriet, at dømme ud fra dans, glæde og tilråb.

Gør dig selv og dine nærmeste en tjeneste og ram hans næste koncert, når han vender tilbage.

Men kom tidligt, for der bliver hurtigt fyldt foran scenen og det er netop dér, under Mikaels skarpe blik, hvor magien er allerstørst.

Læs også Retroguldet atter i cirkulation

Alex Vargas: Jeg fucking elsker at spille i Danmark

in Musik by
Alex Vargas pressepic 1

Alex Vargas startede sin karriere i England. Han er nu hjemvendt til Danmark for at turnere og slog i sidste uge et smut forbi lille Odense. InMediasRes mødte ham til et interview få timer inden hans koncert på Kulturmaskinen.

Skrevet af Mathilde Mølgaard

I en alder af 17 år brændte Alex Vargas alle sine skolebøger af. Derefter rejste han til London i jagten på en musikalsk karriere.

Det er historien om en ukoncentreret, men samtidigt fokuseret ung dreng. En dreng der valgte at slippe alt hvad han havde i hænderne herhjemme i jagten på sin største drøm.

Da han for 10 år siden flyttede til London, med en producer som delte samme vision, var det grundet kedsomhed, stædighed og en iver for at opsøge musikken.

Det en en meget ydmyg, nærværende og spændt mand vi inden koncerten møder i et lille back-stage lokale på Kulturmaskinen. Spændt på hvordan koncerten forløber sig, og hvor mange der i virkeligheden har tænkt sig at dukke op.

”Jeg brændte enormt meget for musik. Jeg koncentrerede mig ikke i skolen. Jeg spildte en masse menneskers tid – inklusiv min egen. Så en dag da jeg kom hjem fra skole, så sagde min mor, at nu laver vi lige et bål i haven, så hent alle dine skolebøger som du ikke skal aflevere tilbage, så brænder vi dem.”

Læs også Portræt af Vild Smith: Vi er stadig hinandens bedste venner

Et betagende talent

Alex Vargas er med sin imponerende stemme blevet spået af den britiske presse, til at skulle blive den nye Steve Winwood.

Det er tydeligt at høre fra første frasering, at hans betagende stemme spænder et træfsikkert register, som han formår til fulde at udnytte. Både fra de dybe soul-agtige toner, til en fabelagtigt falset med smæk på. 

Samtidigt fremstår han som en utrolig sikker artist og en indlevelsens mester.

Under nummeret ”Till Forever Runs Out”, opstår der et par fuldstændigt magiske minutter. Publikum gav sig hen til hans karakteristiske stemme, hans mimik og måde at trække publikum ind i sit tekstunivers. En helt særlig stemning blev frembragt.

Da vi spørger Alex Vargas, hvor passionen og inspirationen til musikken kommer fra, lyder svaret:

”Det virkelige liv. Det er mine egne historier jeg fortæller. Det handler om at involvere folk fra starten. Målet er altid at fortælle dem det på en måde så, ikke så folk skal stå og høre om min smerte, men at de måske kan relatere til det.”

En svær start

Alex Vargas bliver i Danmark oftere og oftere spillet på de danske radiostationer. Han er også blevet varslet af GAFFA, til at blive en af de artister, som bliver store i 2015. Men for artisten selv, så er succes dog mere komplekst.

Han var først en del af et band, der gik under navnet ’Vagabond’, og som havde skrevet pladekontrakt med ’Geffen Records’.

Han måtte efter en årrække med interne konflikter dog opgive pladekontrakten, bandet og den tilhørende producer.

Vargas fortæller, at det var en periode, hvor han var i et dårligt forhold og drak for meget.

Ved siden af dette, fik han job på en bar, som han med det samme måtte sige op, fordi at den eneste løsning for ham, det var at vende tilbage til musikken.

Til det spørger vi Vargas, hvad det så er han har, som gør at han er brudt i gennem? 

”Der hvor man finder ud, af om vi virkelig elsker det fag, som vi beskæftiger os med, det er når det går fuldstændigt galt. Når ikke du kan lade være med at blive ved, så er det fordi, at det er det som du skal lave.”

Læs også En halvhjertet fest med TopGunn

Hjemme i Danmark igen

Vargas har brugt størstedelen af sin musikalske karriere i England. Men det er tydeligt at se, at artisten nyder at stå på en dansk scene og interagere med et dansk publikum.

I en lille sal med imponerende fremmøde, virker han dog mellem numrene en smule genert, når guiraten skal stemmes.

Han godtgør dog for den underspillede personlighed med sin imponerende performance og tekniske overlegenhed.

InMediasRes spørger sangeren, hvordan det er for ham, at komme hjem til Danmark og optræde igen:

”’Jeg spillede her jo ikke i 8 år. Copenhagen Records kom over og så et show i London for lidt over et år siden. Så endte jeg med at signere med dem, og siden da er jeg så kommet hjem for at spille. Jeg fucking elsker at spille i Danmark.”

Efter en uhyre smuk koncert som tryllebinder publikum i en helt særlig stemning, skal der ikke herske nogen tvivl om, at Alex Vargas bestemt er et lyt værdig.

Blandt repertoiret er hits som ’Solid Ground’, ’Giving Up The Ghost’, ’Till Forever Runs Out’. Numre som alle kommer til at være repræsenteret på Vargas’ EP, som bliver udgivet til januar.

Vargas fortæller med et glimt i øjet, at han bare allerhelst gerne vil være der, hvor folk gider lytte til ham. Til sidst i interviewet fortæller han også, næsten i forlegenhed, om arbejdet med sin EP og om sit ønske for den:

”Jeg er rigtig stolt af det vi har lavet. Så jeg håber at Danmark er enige. Jeg er glad og tilfreds. Så jeg håber Danmark er med hele vejen. Det er rart at have en undskyldning for at komme hjem hele tiden.”

Med sin laissez-faire personlighed og upolerede talent er Alex Vargas succes sandsynligvis kommet for at blive. Rosen fra både den britiske og danske presse tyder på, at manden har talent, og nu er der ikke andet at gøre, end at vente i spænding på en EP-udgivelse til januar.

SHU-BI-DUA THE MUSICAL- Man må for fa’en da være noget!

in Teater by
Shubidua - The Musical

Fredericia Teater har med deres – til dato – dyreste sceneshow, skabt et finurligt univers, hvor nogle af livets store spørgsmål stilles. En fortælling om at være anderledes, med Danmarks folkekære band Shu-bi-dua som omdrejningspunkt. 

Skrevet af Yasemin Schilling Øzkir

Hvad mon man er, før man bliver til, et stjerneskud, et puslespil, en tanketorsk, en gulerod? Man må for fa’en ha været noget! Hvor mon den er, den røde tråd? Man må for fa’en da blive til noget!

Disse velkendte ord åbner for den magiske verden, der sætter rammen om ”Shu-bi-dua the musical”.

Publikum har allerede få sekunder inde i stykket forstået, hvad musicalens tema er, da tæppet går og en drengestemme uskyldigt siger: ”Hvad mon man er?”

Et spørgsmål, der ikke er svært at relatere til, ligegyldigt hvilken alder man har.

Tunge emner på en storslået måde

Der går ikke længe før flere tunge emner bliver taget op. Kan man blive til noget, når man aldrig rigtigt har passet ind nogen steder?

Vi følger den eventyrlystne og fantasifulde, Mick, fra hans spæde teenageår frem til, at han finder kærligheden og lykken ved ikke helt at være som alle de andre.

Vejen dertil er ikke let, og han må da også igennem en masse omveje og svære beslutninger.

Historien bliver skabt ved hjælp af et overdådigt sceneshow, der fører publikum tilbage til 1970’erne og 1980’erne.

Vi bliver desuden taget med til alt fra bjergbestigning i Alperne til Micks barndomsværelse, som skaber rammen for hans eventyrlige verden.

Det er tydeligt, at Fredericia Teater har haft fokus på det tekniske i ”Shu-bi-dua – The Musical” og med god grund!

Hver enkelt scene skaber en ny fantastisk fortælling, som opbakning til sangene og bringer den danske musicalscene til et helt nyt niveau.

Integrationen af sangene i selve fortællingen er særdeles vellykket, og historien udvikler sig i takt med Mick. Sangene falder naturligt sammen med fortællingen.

Den røde tråd

For at skabe en rød tråd igennem stykket, bliver sangen af samme navn sunget hele tre gange.

Det gør publikum opmærksomme på, at problematikken er den samme for både unge Mick såvel som voksne Mick.

Den spirende stjerne Emil Birk Hansen, som har den bærende hovedrolle, leverer en pragt præstation. Han formår at give de velkendte og højt elskede sange nyt liv, uden at Shu-bi-duas ånd udviskes.

Fredericia Teater har efter tidligere succeser (red: Disneys ALADDIN – The Musical og Disneys Den Lille Havfrue – The Musical) flere gengangere på rollelisten.

Blandt andre Kristine Yde (tidligere Jasmin i Disneys ALLADIN – The Musical og Ariel i Disneys Den Lille Havfrue – The Musical). Hun har en i ”Shu-bi-dua – The Musical” en central rolle i form af Micks store forelskelse, Sille.

Kikset succes

Musicalen er en forestilling båret af humor og elskværdig musik, der formår at give salen kuldegysninger, smil på læben og en klump i halsen. Med et gennemtænkt tema, er forestillingen tilgængelig for alle aldersgrupper.

Som slutning på anden akt bliver publikum taget tilbage til udgangspunktet, med et: ”Man må for fa’en ha været noget”.

Publikum hylder med stående bifald skuespillerne. Bedst som man tror, at det er tid til at takke af, kommer samtlige skuespillere ind og synger et energisk sammensat medley.

I bedste Shu-bi-dua-ånd, bliver ”Hvalen Hvalborg” mødt af mariekiks nede fra Salen.

En skøn afslutning, på en storslået fortælling om, at finde sig selv og turde være anderledes. Med hele Danmarks Shu-bi-dua som omdrejningspunkt. Helt klart et besøg værdigt!

Shu-bi-dua – The Musical spiller på Fredericia frem til d. 22 november, hvorefter forestillingen flyttes til Østre Gasværk Teater fra d. 21. januar til 28. februar 2016. Musicalen slutter af i Musikhuset i Aarhus fra d. 5. maj til d. 15. maj 2016.

Foto af Søren Malmose

Gå til top