Tag archive

Fest!

Fallulah tager os med tilbage til barndommens nostalgi

in Musik by
13020260_10208779747908713_1291159635_n (2)

Fallulah følger publikum ind i sit legende univers, imens der drømmes om en eufori af pastelfarver, regnbuer og glade dage. Væk fra hverdagen, væk fra alle bekymringerne – her er der plads til bare at være menneske.

Skrevet af Amalie Knoche Jensen

Det er Postens lille scene, der er taget i brug i aften. Det gør, at det er mere hyggeligt. Det gør det bestemt ikke mindre intimt, at der ikke er proppet med mennesker, så man skal stå som sild i en tønde.

Her er der kun mennesker, der kommer for musikkens skyld og for at have en hyggelig aften.

Lokalet er mørkt med få runde og sorte borde, rundt omkring, alle med et enkelt lys på hvert bord. Baren på højre side af lokalet og scenen med det rødlige lys, der rager ligeud for indgangen til lokalet, er det eneste der ellers lyser op.

Det er en fin anledning til kvalitetstid med en veninde, eller for unge kærestepar. Her er samtidig også familier med teenagebørn, og der er kvinder i 40’erne der har taget manden med. Her er altså en bred fanskare, selvom det ikke er fordelt på så mange mennesker.

Læs også Saybia: De fynske drenge vendte hjem

Der bliver lagt op til fest

Fallulah træder ind på scenen med tofarvet hår, blond i højre side, brunt i venstre. Hun har glitrende sølvsko på, en sort kjole med glitrende sølvprikker, fine tights med matchende, glitrende sølvstjerner på, og som prikken over i’et har hun taget en hårbøjle med katteører på.

Hun er bestemt ikke bange for at være sig selv, at fjolle lidt og klæde sig ud på en festlig-og nærmest nytårsassocierende måde, hvor man gerne må lege lidt ekstra med glitter og tilføje et skørt element i sit outfit.

Det overrasker ikke, at Fallulah godt kan lide at lege med sjove elementer i sine outfits til koncerter. Dette repræsenterer netop hende som musiker og den slags lalleglade og drømmende pop, som hun kreerer med resten af sit band.

Hun lægger ud med en gammel kending – ’Social Club’, og så er der skudt gang i festen.

Publikum vugger i en forsigtig dans og nikker med hovederne til Fallulahs euforiske og medtagende sange. Man kunne til tider næsten placere en fin blomsterkrans på publikums hoveder, uden de måske ville bemærke det i deres drømmende trance.

Fallulah virker glad, positiv og nede på jorden. Hun er én man har lyst til at være venner med. I aften er alle i publikum venner med Fallulah.

Hun er nærværende og holder intenst øjenkontakt med tilskuerne.

Hun har samtidig en meget klar livestemme, så man ikke føler sig snydt ved brug af hjælpemidler til at forstærke hendes livestemme. Det er som at høre hendes musik i radioen, dog meget mere nærværende og autentisk live.

Læs også Røde Himmel #1

Vi behøver ikke at være seriøse i selskab med Fallulah

Fallulah nævner, at det er sidste aften på deres turné og derfor vil give den ekstra meget gas med publikum her i Odense.

Hun spiller på sin tamburin, samtidig med at hun synger og danser rundt på sin finurlige selvopfundne måde at danse på.

Fallulahs afsluttende sang bliver hendes nyeste nummer ”Perfect Tense”, som man kan mærke er dét nummer tilskuerne har ventet på.

Fallulah indleder sangen med ordene: ”We dream in color all the time, but when we open up our eyes it’s black and white.”, som netop giver et meget godt billede af hendes generelt drømmende og legende univers.

Musikken tillader publikum at drømme sig til en bedre og mere farverig verden uden bekymringer – en verden, hvor man kan træde nogle skridt tilbage til barndommen og føle nostalgien igennem det.

Foto af Amalie Knoche Jensen

Die Herren: En ’herrefed’ fest for alle!

in Musik by
Die Herren

Musikhuset Posten formåede at danne rammen for en herlig aften med Die Herren på scenen, som effektivt inddragede salen i sang og dans.

Skrevet af Dominik Andrzej Pampuch

Fredag aften midt i december er et typisk tidspunkt at være til julefrokost. Men et alternativ er at fejre sådan en aften med bandet ‘Die Herren’.

Det viser sig, at være løsningen for mange. Store grupper af glade og festparate gæster fylder salen, alle med en genstand i hånden (eller to).

Teenagere som pensionister, singler og gifte. Det er yderst overraskende, hvor mange forskellige mennesker og generationer, som har kendskab til- og smag for Die Herren og U2.

Koncerten består af to dele med en pause imellem. Og hvor første del ender succesfuldt med hænderne over hovedet og lidt hop på stedet, fortsætter anden del med endnu mere vilje og styrke.

Publikummet er, lige præcis der, hvor Die Herren ønsker de skal være. I aller højeste gear!

Kendetegn ved Die Herren

Det er et eller andet sted betryggende, at tage til en koncert og høre Danmarks bedste kopiband som har haft succes i 25 år.

Bandet, som blev dannet 1. marts 1991 i København, er et produkt af den selvtillid og styrke som de råder over, når de står på scenen alle fire og spiller numre som ‘The Miracle’, med ægte rockstjerne udstråling.

Den eufori Die Herren formår at skabe ved hjælp af deres originale stil, overbeviser publikummet til, at tage del i festen til U2’s fantastiske numre.

Ved original stil menes der, at bandet har sin egen stil med hensyn til påklædning. De gør brug af deres egne rekvisitter og egen koreografi, og optræder af og tid med gæstekunstnere på scenen.

Det mest centrale for dem er, at være aktive og lyde så tro originalen som muligt.

Hvem er de?

Firkløveren bestående af: Morten ‘Mono’ Marcher, vokal; Esben ‘Haeggen’ Nielsen, guitar; Claes ‘Topp’, bas; og Ulrik ‘Lord’ Nilsson, trommer. De har mange års erfaring, og dermed også mange optrædener på kontoen.

”1800”, sagde forsangeren med et skævt smil mens han gjorde aftenens gæster opmærksomme på, at det var deres største præstation nogensinde.

Det er med til at fremhæve alt det de stiller op med, for at sørge for, at enhver af deres optrædener er unik.

Det bliver ingen undtagelse, da de tager en gæst fra publikummet med op på scenen i forbindelse med en fødselsdag. Personen skal agere som mikrofonstativ til showets sidste sang, ‘One’, hvilket resulterer i en speciel og vellykket afskedigelse.

Deres musik og sammenspil

Die Herren evner ligesom U2, at være en rockgruppe til folket. Lyden er god, Mono’s stemme skal der ikke sættes en finger på og hans evne til at kommunikere med de fremmødte er helt fantastisk.

Hans optræden udløser og bliver påvirket af en interaktion der opstår imellem ham og publikummet, hvilket gør koncerten særlig og intim uden at det er til gene for kvaliteten.

Det gør det ikke svært at vurdere, om det, der fanger mest er U2’s musik eller Die Herrens spil.

Kemien mellem bandet og deres publikum er så stærk, at man hurtigt kan gå på kompromis med, at det er et kopiband, som spiller en herrefed koncert.

Dommen

Det er en aften af auditiv nydelse, hvor Die Herren, med et alsidigt repertoire indeholdende både nyt og gammelt, får 2 timer og 30 minutter, hverken til at føles for lange eller for korte, fordi showet er tidsløs og underholdende.

Koncerten ender ud i en succes og forbliver som en god erindring indtil de igen gæster Posten den 25. november i år. Det er et helstøbt band, som får alle i omdrejninger.

Det er ved scenen, at det hele det foregår, men selv bagerst i rummet er der en vis garanti for, at vibrationerne får ens krop til at lave mærkelige bevægelser i takt til denne veludførte gengivelse af fantastiske sange som ‘Magnificient’ og ‘Beautiful Day’.

Foto af Dominik Andrzej Pampuch

Vi er alle børn af natten til Panamah

in Musik by
12334059_10204802273086401_759073426_o

Panamah skabte et show og en fest på Posten i Odense, der kun kan eksistere, når dem der inviterer til den, hviler i sig selv, og det de laver – og det gør Panamah.

Skrevet af Olivia Natacha Barkou Madsen

Publikum træder ind i et stort lokale, der kun er oplyst af blå spots, rettet mod scenen. Den mængde lys der kommer fra baren, er placeret helt op af væggen ved indgangen.

Lokalet er fyldt med små runde borde, hvor der strategisk er placeret fire stole rundt om hver.

Den faktor, at der står fire stole omkring hvert bord, gør at folk ender med at sidde og snakke med folk de ikke kender. Vi er alle gæster til en fest, hvor vi kun kender værten: Panamah.

Folk sætter sig tilfældigt rundt om alle bordene, og nu sidder folk blot og venter på at værten træder frem.

Læs også Malky: Autentisk genoplivelse af 60’ernes jazz

Festen begynder

Tre mennesker træder ind på scenen, stadigvæk i mørke, udover de blå lys. De siger intet, men så begynder forsangeren at synge.

Maja og de sarte sjæle, præsenterer sig selv efter deres første sang, og der fra begynder deres bløde toner blot at rulle ud over scenekanten igen.

Der går små fem minutter, fra Maja og de sarte sjæle forlader scenen, til dem vi alle har ventet på i spænding indtager scenen.

Panamah begynder ligesom Maja og de sarte sjæle at spille uden nogen form for introduktion.

Men da forsangeren, Amalie først begynder at udfolde alle de niveauer hendes stemme fungerer på, behøver de ikke længere nogen form for introduktion. Ingen er i tvivl. Det er det her, vi har ventet på.

Panamah spiller et nummer inden Amalie i stedet for at præsentere sig selv og resten af bandet, takker publikum fordi de er til stede. Et tilbud alle blandt publikum, virker til at være glade for, de tog imod.

12318506_10204802271806369_1079687194_o

Hvem er værten?

Panamah består af forsangeren Amalie, DJ/keyboardspilleren Anders, og guitaristen Peter. De har siden deres opstart i 2009 henført alle med deres elektroniske toner.

De har fornyet opfattelsen af hvad pop musik er, og hvad det kan være.

Siden deres start, har de været gode til, at få folk til at danse, men spiller samtidig musik der også giver en lov til at sidde stille og roligt, og fordybe sig i sine tanker.

12314854_10204802280806594_303396898_o

Vi er alle børn af natten

Bandet fortsætter festen med et mix af gamle kendinge, som ‘DJ Blues’ og ‘Små stød’. De spiller også flere af deres nye sange, der kommer til at være på den EP, de udgiver til foråret.

Panamah fremfører alle deres numre med sådan en sikkerhed, at stort set alle blandt publikum, sidder og bevæger sig til sangene. Selv dem der måske ikke vidste, at de var fans, før den aften, rokker med.

Publikums henførelse bliver specielt tydelig, da Panamah stopper ‘festen’, ved at spille ’Børn af natten’. Det føles som om ingen blandt publikum, ikke har nynnet med til disse toner før.

Alle er i sandhed børn af natten i salen, der er fyldt af bassens og Amalies toner.

Læs også Shaka Loveless: Den ukronede pleaser-konge

Festen uden ende

Og så er det forbi. Lige så pludseligt som publikum bliver en del af ‘festen’, lige så hurtigt slukker lyset og værten er væk. Det stopper dog ikke publikum fra at klappe videre. Ingen rejser sig op, men sidder blot i mørket og klapper.

Anders, deres keyboard spiller og DJ træder ind på scenen og spørger både stolt og nervøs, om publikum kan klare et par numre til.

Svaret er ikke til at tage fejl af, han kalder resten af bandet ind, og de fortsætter festen som om de aldrig havde forladt den.

Da de har spillet yderlige fire numre og fået alle til at klappe i takt, begynder publikum at klappe som tak. Som tak for, at få lov til at være en del af deres fest.

Fotos af Olivia Natacha Barkou Madsen

Vig Speciel – Festival for familien

in Udland by
Billede til Vig Festival opvarmningsartikel

Mens Roskilderusen så småt er ved at lægge sig, slår en anden af Sjællands store festivaller, Vig Festival, i disse dage portene op for omtrent 13.000 festglade festivalgæster og frivillige. Og InMediasRes er taget med.

Skrevet af Patrick Ludvigsen

En innovativ barber, et stykke frivilligt arbejde og selveste Kim Larsen. Disse 3 ingredienser dannede for 20 år siden rammerne om det, vi i dag kender som Vig Festival, da Kim Larsen spillede sommerkoncert i Vig på initiativ fra den den lokale barber Ebbe Olsen. I dag, 20 år senere, har Vig Festival udviklet sig til en lokal folkefest i det vestsjællandske. En folkefest, hvor 13.000 mennesker samles under sommersolen til kolde fadøl eller lunkne dåsebajere og et udsnit af de bedste kunstnere, den danske musikscene kan præstere.

Og faktisk kan Vig Festival lidt af det hele. Der er Nik & Jay og L.O.C. til de unge, og der er Magtens Korridorer og DAD til dem, som elsker at spille med på luftguitaren. Der er noget til dem, der ser det som en familiefestival, og der er noget til dem, der ser det som 4 dages drukfyldt technotramp. Og egentlig er det nok derfor, det kan bringe hele Odsherred og omegn sammen til én stor, udendørs og i øvrigt formidabel halfest. Og hele familien kan tage af sted sammen. Det er en stor fordel, forklarer Allan Nielsen far til tre.

–        Der er noget for hele familien. Aktiviteter og musik for små, mens der også er musik til os voksne. Det er lidt mere afslappet end eksempelvis Roskilde, så det er en festival, hvor man kan være bekendt at tage børnene med, fortæller Allan Nielsen.

Festen er igang
 Onsdag kl. 16 kunne de solbrændte og smådrukne festivalgester, der havde siddet i kø til åbningen af årets Vig Festival, endelig få lov at slå teltpløkkerne i jorden. Og selvom onsdag aften ikke byder på livemusik, andet end dansetoner i ’Dueslaget’ fra DJ 4 GAARD, der efterhånden har spillet så meget på Vig Festival, at man skulle tro han ikke lavede andet, så er markerne omkring Vig efterhånden omdannet til et mekka for brølende ghettoblastere, håndlune Tuborg og skriggule Harald Nyborg-telte. Det her er årets højdepunkt for en stor del af festivallens deltagere.

Lige netop i dag kan Vig Festival ikke kalde sig ”en festival for hele familien”. Det er nemlig de unge, festglade og sågar festgale festivalgæster, der har indfundet sig på opvarmningsdagen i Vig. De, der missede Roskilde, er i den grad klar til at tage revanche. En af dem er Michael Jensen fra Fårevejle.

–        Jeg var på ferie under Roskilde, så det er nu, jeg skal give den fuld spade, erklærer Michael Jensen.

I morgen går det så løs. TopGunn åbner ballet i ’Dueslaget’, mens ’Stor Scene’ i løbet af torsdagen vil byde på store navne som Christopher, Rasmus Seebach og Magtens Korridorer. Og mon ikke Vig Festival så atter kan kalde sig ved sit motto.

Gå til top