Tag archive

Festival!!

Smag på Heartland!

in Kultur by
IMGP1796

Lørdag den tredje juni klokken 10.30 var IMR til en workshop om smag på Heartland. Festivalen sigter efter et publikum med en distinkt musiksmag, kultursmag og smag for lækker fynsk mad. Denne workshop tog dog udgangspunkt i hvordan man som menneske bruger alle sine sanser til at fremelske madoplevelser.

Skrevet af Martin Lindum Cederholm

Der er noget specielt over at deltage i en workshop om formiddagen på en festival. Faktisk er der noget helt specielt i overhovedet at have muligheden for, at få andre erfaringer end de fulde på en dansk festival. De kvalitetsbevidste hoveder bag Heartland Festival havde i år skabt et område med navnet ”Tasteland”, hvor man havde mulighed for at smage på insekt-smoothies og alt andet mellem sur, sød, salt, bitter og umami. Disse fem basale smage vores tunger kan sanse var udgangspunktet for workshoppen ”Smag for livet”.

Chili på tungen

En gruppe forskere står i hjertet af Tasteland med hver sin lille bod med stærke sager på bordet. Det morgensløve men nysgerrige publikum hører et mindre foredrag om hvordan der er forskel på smag og mundfølelse. Vi smager alle i fællesskab på Jelly Beans, hvor vi bliver bedt om at holde os for næsen imens vi tygger slikket. Det er næsten umuligt at afgøre hvilken smag man har i munden, men de fleste kan dog smage en vis sødme. Først når vi bliver bedt om at flytte fingrene fra næsen, oplever alle hvilket bær eller frugt slikket imiterer. Dette lille forsøg bliver brugt som springbræt til at forklare hvor lidt tungen betyder for ens smagsoplevelse. Udseendet af ens mad sætter allerede ens smagsoplevelse i gang. Efterfølgende styrer ens fornemmelse for konsistens via følesansen hvad vi tror maden smager af. Duftesansen giver os alle nuancerne af maden, der ellers kun ville smage af enten sur, sød, salt, bitter eller umami.

Det store tema for workshoppen er stærke sager, hvortil vi bliver bedt om at beskrive de stærke madvarer ud fra deres smag, og ikke ud fra hvilken følelse vi får i munden.

Hele paradigmet ’smag’ bliver gradvist ændret for workshoppens deltagere, der med tiden forstår begrebet ’mundfølelse’.

IMGP1806

Mad til eftertanke

Efter workshoppen er slut er det utroligt spændende at fortsætte til sit næste madeventyr på Heartland. Da jeg får bestilt en snasket burger fra Odenses Burger Anarchy går det op for mig hvor meget mundfølelsen af denne saftige burger betyder. Hvor ofte siger man ”Gud, hvor var den bruger tilpas sød, salt og umami”, når oplevelsen af burgeren beror meget mere på følelsen af hvor sprød, saftig og spicy den er.

Heartlands lækre og prominente kulturprogram giver utroligt meget plads til eftertænksomhed. Man kan lære meget om musik, kultur og mad på denne perle af en festival. Med 12.000 gæster der har valget mellem at spise tun på dåse i campingområdet eller lækker (og dyr) mad på festivalpladsen, er det svært at ramme alles smag. Er det måske for meget at skulle tage stilling til alt man putter i munden, og alt hvad man lytter til? Det har utvivlsomt sin styrke at kunne spise spændende fynsk mad på festivalen, men på de sene aftener kunne jeg godt savne en hotdog eller en slasket durum, bare for at komme ned på jorden igen.

Læse mere om projektet Smag for Livet her: http://www.smagforlivet.dk/

Fotos af Martin Lindum Cederholm

Heartland Festival 2017

in Kultur/Musik by
Egeskov slot

I pinsen kan man opleve den nu tilbagevendende Heartland Festival, der igen i år har offentliggjort et solidt program med mad, musik, kunst og debatter. Festivalens fire søjler er fundamentet for en ny festivalskultur, hvor alt ikke handler om øl og musik, men om kulturel indlevelse og eftertanke.

Skrevet af Martin Lindum Cederholm

InMediasRes gæstede i 2016 Heartland Festival, hvor jeg selv var repræsentant for mediet. Udsendt på denne opgave gjorde min medskribent og jeg vores bedste for at suge alle festivalens nuancer til os, for at kunne reportere dem. De ”skribent-briller” viste sig ikke at være nødvendige for at opsnuse festivalens facetter. Hele slotsparken var udnyttet, og langs bakkerne snoede restauranter, barer og kunstværker sig mellem hinanden og de to musikscener.

Samtaler og lyd i nutid og fremtid

På de to musikscener Highland og Lowland kommer publikum til at blive forkælet med både stærke internationale spillere i musiklandskabet samt nogle af de mindre, lovende bands fra det danske vækstlag. Flere bands repræsenterer gråzone-musik mellem jazz og elektronika såsom beat-skaberne Flying Lotus og atmosfæredyrkerne hos the Cinematic Orchestra.

Veto, Choir of Young Believers og The Minds of 99 skyder en solid gang synthpop ud i sommernatten og ellers er der repræsenteret et bredt spektre af poplyrik à la Birdy, Alex Vargas, Simon Kvamm og Miguel. En af de ligeså spændende, om end mere satsede bookings er Vellness Plader, der stiller op med et lækkert potpourri af 80’er lyd, lækre bands og lidenskabelige medlemmer af Vellness kollektivet.

En af Heartlands fire søjler er deres talks (debatter), hvor forskellige debattører, kulturpersonligheder og skarpe hjerne bliver parret for at diskutere verdens tilstand. Den røde tråd på Talks scenen er i år identitet og forbilleder.

Talerne vil blandt andet snakke om at være et ego i kunst og musik, om kvindelige forbilleder, og hvordan de kan præge ens selvbillede og syn på egne muligheder som kvinde anno 2017 samt om Europas samlede tilstand og identitet.

Talks scenen kommer til at huse i alt ti talks lig de tre nævnte, hvor nutiden bliver beskrevet og reflekteret over.

Som supplement til disse talks har Heartland skabt en ny scene til Future Talks. Her vil verdens og menneskets fremtid blive belyst gennem ti talks. Fremtidssex, livet på et rumskib og de medicinske fremskridt, der kan lade én blive 1000 år gammel vil blive reflekteret over, af de kapable talere.

Kultur og kvalitet

Heartlands koncept består i kultur, kvalitet, berigelse af sindet og vigtigst af alt; lækker mad.
Prominente Michelin-kokke og danske madkunstnere kommer til at stå for det daglige festmåltid, man for 595,- kan få lov til at deltage i (195,- ekstra for en passende vinmenu). Det er ikke et SU-venligt beløb, men man må jo punge ud for lidt extravaganza i sin festivaloplevelse.

Festivalen har bestræbt sig på at udfordre madboderne, og de kommer til at præsentere et madprogram, hvor 80% af råvarerne kommer fra Fyn.

Arrangørerne bag festivalen har strikket et program sammen, der bør tilfredsstille de danske kultur connaisseurs såvel som alle nysgerrige sjæle, der får muligheden for at stifte bekendtskab med en bred vifte af musik, mad og tanker. For at binde festivalens koncept yderligere sammen, kommer et hav af kunstinstallationer til at pryde festivalpladsens kroge og stier. Projektioner af ansigter på trækronerne, performance dansere og en håndfuld skulpturer og pynt på pladsen vil pirre gæsternes nysgerrighed og få en til at tænke; ”Hvorfor ser Egeskov Slot ikke altid sådan ud?”.

Fotograf: Martin Lindum Cederholm

The White Dominos vil give publikum et rockchok

in Musik by
IMG_6460 redigeret

Rockdrengene fra The White Dominos bød på vilde rocktoner, da bandet spillede til Odense Havnekulturfestival.  In Medias Res tog en snak med bandet om The Blue Van og deres famøse rockchock

Skrevet af Lisette Olesen

Ved rockscenen på Odense Havnekulturfestival har de fire rockdrenge fra The White Dominos linet op til et rockbrag.

Gæster har samlet sig om scenen, der er beklædt i røg og damp. Mads Becks heftige trommebeats har indtaget forårsluften sammen med bandets vilde guitartoner.

Sammen er bandet klar til at give det odenseanske publikum et rockchock.

”Sjovest at lugte hinanden”

Bandets lange lokker flyver febrilsk til sangen Like A Ghost. Foran scenen danser en flok nyudsprungende studenter, imens en flok læderbeklædte koncertdeltager lader plastikkrussene hamre i mod hinanden i et skål.

”Lad os komme lidt tættere. Det er altid sjovest, når man kan lugte hinanden”

siger bassisten Magnus oppe fra scenen.

Til trods for, at hvert bandmedlem er placeret foran et mikrofonstativ, griber de muligheden for at hoppe rundt på scenen.

Sammen med festivalens publikum, bryder bandet ud i en fællessang, hvor linjen ”you are my only light” fra sangen Only Light kan høres på hele på havnepladsen.

Foruden bandets nye single Doyouwannarunaway? har rockgruppen spækket setlisten med sange fra deres  seneste EP On To Something, der udkom sidste år.

IMG_6509 redigeret

Læs også Go Go Berlin holder en fordybelsespause

Vi vælter verden

Sammen har det århusianske band et mål for øjet at brage igennem på rockscenen.

Bandet består af guitarist Daniel Potts, forsanger Jonas Sharpe, bassist Magnus Gaardbo samt trommeslager Mads Beck.

Tidligere har de fire rockdrenge spillet support for Go Go Berlin, der gæstede Odense i december.

Ved Odense Havnekulturfestival spiller The White Dominos support for jubilæumsbandet ‘The Blue Van’.

Et rockband, der tidligere har skrevet en sang ved navn White Dominos.

De fire bandmedlemmer fra The White Dominos fik først navnesammenfaldet noget tid efter bandets debut på scenen. Dog har bandet beholdt bandtitlen The White Dominos af en speciel grund:

 ”Navnet gav god mening, da The Blue Van var et kæmpe forbillede for os, da vi startede bandet. Derudover er der en god symbolik i navnet, fordi vi gerne vil vælter verden,”

forklarer Daniel Potts i backstagelokalet, mens han skrifter guitarstrenge til aftenens show.

IMG_6641 redigeret

Læs også Rock Under Broen krydrer gamle klassikere med ny energi

En oplevelse fra scenekanten

I de seneste år har bandet spillet koncerter i Tyskland, Italien, Ungarn og Slovenien. Fælles for alle The White Dominos’ koncerter er, at bandet vil givet sit publikum et musikalsk minde fra scenekanten:

”Vi skal fandeme spille som om, at det var vores sidste koncert hver gang,”

lyder det ivrigt fra bandets Daniel Potts.

Sammen går The White Dominos efter at give sit publikum et rockchok, som er en tilstand, hvor man som tilskuer taber næse og mund til rockens toner. Sådan forklarer bassisten Magnus Gaardbo:

”Det er ligesom i den gamle Olsen Banden film, hvor Keld går i granatchock en eksplosion i en bunker,”

Udover at spille på dette års udgave af havnekulturfestivallen, er bandet klar til at lade rocktonerne falde ved dette års Grimmeste Festival.

Fotos af Steffen Berg Klenow

Rock Under Broen krydrer gamle klassikere med ny energi

in Kultur/Musik by
rock under broen

Danmarks største endagsfestival bød på gamle minder og nye toner, da ti danske bands indtog festivalpladsen ved Lillebæltsbroen.

Skrevet af Lisette Olesen

Klapstolene er foldet ud og ølglassene er fyldte ved Rock Under Broen i Middelfart. Imens bilerne kører i pendulfart mellem Fyn og Jylland, brager musikken ud af højtalerne ved den gamle Lillebæltsbro.

På festivalpladsen står en skov af klapstole placeret foran scenen. Badet i sommersolen indvier Anne Linnet scenen med filmhittet ”Barndommens Gade”.

Tidsløse hits i ny musikalsk indpakning

Et af de ti bands ved dette års udgave af Rock Under Broen er KrebsFalch. En duo bestående af sangerne Michael Falch og Poul Krebs. Sammen tænder de to solister en indre lejrbålsstemning på festivalpladsen.

Sangen Tomandshånd får fødderne på de siddende gæster til at bevæge sig i takt.

En nostalgisk koncert, hvor gruppens stemmer samler sig om evergreens fra Michael Falch og Poul Krebs musikkatalog i form af sange som   Sådan Nogen Som Os og Mød Mig I Mørket.

Fire af festivalens artister har deltaget i tv-programmet ‘Toppen af Poppen’ på TV2. En af dem er 27- årige Mattias Kolstrup fra Dúné.

Med sig har forsangeren et par Toppen af Poppen fortolkninger i form af de såkaldte dúnéficeringer.

Dúnés version af Oh Lands Sun of a Gun får publikum til at headbange i det lille telt, mens deres fortolkning af Sebastian-klassikeren 80’ernes Boheme samler publikums stemmer i alle aldersgrupper til et fællesskrål.

Lignende fællessang opstår på den scene, hvor Rasmus Seebach synger sin fars sang Under Stjernerne på Himlen til det fynske publikum.

En generationshit, der danner en skov af svajende hænder op mod scenen.

Scrapbog bliver til nyhedstavle

Udover at koncerterne ved Rock Under Broen er en scrapbog med musikalske minder fra artisternes fortid, er koncerterne en nyhedstavle, der sætter fokus på nye toner.

Dúné krydrer setlistens toner med det endnu ikke udgivet nummer Loose my way. En sang, som afspejler en ny hiphopinspireret lydprofil hos de danske rockdrenge.

Glam-rockkongerne fra Europe byder på firserhits som Final Countdown Cherokee og Rock the night, som sætter gang i dansefødderne hos det fynske publikum.

Men hopperiet under Lillebæltsbroen bliver hurtigt suppleret af heftige headbanges og vilde håndtegn, når bandet placerer tungere melboller i en glamerøse rocksuppe.

De tunge guitarrifs i sange som Second Day og Nothing to ya fra bandets seneste album War of kings får Lillebæltsbroens master vil at vibrere.

Toner, der bevidner om at Europes karakteristiske glamrockstil er blevet mere heavy rocket med alderen.

Konfettiregn og Rock and roll

Et baggrundstæppe i rød velour falder og scenen åbner.

Scenens baggrundstæppe er erstattet med farvestrålende plader med lys rundt om. Plader, som tilsammen danner en grafittivæg med tekster som F*** jeg er forelsket og Frederiksberg Allé.

Rasmus Seebach skaber en folkekær forelskelse på festivalpladsen.

Ud over skrig og klappen synger publikum med fra første strofe på  numre som Tusinde Farver, Million, Øde Ø og Engel.

Sange, som ved koncerten bliver pakket ind et show med blinkende lygter, konfettiregn og flammer fra scenekanten.

”Det er sgu som om, at der mangler noget her”

Sådan lyder det fra Rasmus Seebach, da han stopper sin akustiske version af hittet Natteravn.

Pludselig ruller en DJ ind på scenen. Med ét er festivalscenen omdannet til en clubscene fyldt med vilde elektroniske toner.

Et andet sted, hvor publikum har trang til slå hænderne imod hinanden er i festivalens koncerttelt. Her er det ifølge Go Go Berlin, der består af aftenens yngste musikere og som befinder sig i midten af tyverne, tilladt at opføre sig som børn.

I teltet ruller rocken, så teltbadunerne er på vej op af jorden.  Der hoppes, danses og klappes til sange som Castles Made Of Sand, Kill Me First og Kids.

Forsanger Christian Vium filer løs på strengene sammen med guitaristen Mikkel Dyrehave og bassisten Emil Rothmann. Ander Søndergaards hænder danser løs på tangenterne, mens Christoffer Østergaards trommestikker hamrer løs bag trommesættet.

Sangen Electric Lives fra albummet af samme titel får tilføjet sætningen “Put jeres hænder op” i omkvædet. En opfordring publikum straks adlyder.

Hvad gør vi nu lille du?

Udover klap formår bandet Love Shop skabe en uventet reaktion hos publikum.

To kortslutninger, røg fra storskærmen og en afbrudt koncert får publikum til at hvine.

Trods travle teknikkere på scenen sætter forsangeren Jens Unmack sig på scenekanten for at snakke med sit publikum:

”Der er ingen, der siger, at det skal være let at gå på arbejde, ”

lyder det fra forsangeren. Jubel og klapsalver breder sig på festivalpladsen efter de tekniske problemer er løs og bandet indtager scenen med fornyet energi og sange om Love Goes On Forever og En nat bliver det sommer.

Den løse humor er en del af kunstnernes virkemidler på scenen ved dette års Rock Under Broen.

Her er Kim Larsen en af de luner, der bringer smilet frem hos festivalgæsterne. Mattias Kolstrup tilføjer linjen ”Tarzan Mama Mia” til Dúnés fortolkning af Sebastianhittet 80’ernes Boheme.

Ud over sangteksten Fyn er Fin udviser Europe-forsanger Joey Tempes nabokærlighed til Danmark ved at synge Hvad gør vi nu lille du?.

Brudstykket fra Gasolinsangen får publikum til trække på smilebåndet og starte en klapsalve.

Sammentræf mellem generationer

Det er ikke kun hos festivalens optrædende gæster, at humoren er højt prioriteret.

Udover farvestrålende parykker, flamingo briller og en pink fugleudklædning byder Rock Under Broen på en kontrastfyldt oplevelse væk fra de to scener.

I et telt væk fra de to koncertscener opleves rystende numserog bølgegang i barmene hos festivaldeltagerne.

På en lille scene ved Zwei Grosse Bierbar står gruppen ‘Mathias And The Beatroots’.

Ud af højtalerne brager en energisk version af Macklemore og Ryan Lewis’ We Can’t Hold Us. Et nummer, som har fået unge som gamle festivalgæster op af stolene.

Rock Under Broen er en festival, der samler det unge såvel som det ældre publikum. Gamle sange friskes op med nye toner, mens etablerede artister bringer nyt musik ind på scenerne.

Kunstnere og publikums energi fortætter sig ved teltscenen, hvor tonerne af Mads Langer fuldender dagens udskejelser ved Danmarks største endagsfestival.

Foto af Camilla Stæhr Johansen

 

 

Heartland Reportage: Wellness og gourmetmad

in Kultur/Musik by
Header

Kvalitet og luksus er noget, der er prioriteret højt på Heartland Festival. Udvalget af wellness-oplevelser i området omkring Egeskov Slot spænder fra delikatesseboder hen over spabade til yoga under åben himmel.

Skrevet af Loa Karkov

Det er formiddag, og solen står højt på himlen, der kun har få skyer at skimte. InMediasRes er på Egeskov slot til Heartland Festival.

Ved det område, der i anledningen af festivalen har fået navnet Riverside, er en imponerende menneskemængde mødt op for at starte dagen med en gang mindful yin yoga under åben himmel.

Der er ligefrem så mange mennesker, at Yoga på Vesterbro, som arrangerer timen, løber tør for måtter, og nogle af deltagerne må klare sig med græsset som underlag.

Dette er én af de fire yogatimer af forskellig art, man som festivalgænger på Heartland 2016 kan vælge at deltage i.

Yoga For Dignity er et event arrangeret i et samarbejde mellem Yoga på Vesterbro og velgørenhedsorganisationen DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur – som hjælper torturofre rundt omkring i verden.

Og yoga er langt fra det eneste luksuriøse wellness-aspekt, festivalen tilbyder.

Yoga

Banketter og kryddersnaps

Det er lige fra Heartland Festivals annoncering blevet gjort klart, at maden er en vigtig del af konceptet; på diverse plakater sættes den op som en af festivalens fire søjler (udover musik, kunst og samtaler).

Her er det kvalitetsmad lavet på lokale råvarer, der er i højsædet. Udvalget er bredt og interessant; fra råt kød og fisk i form af sushi og tatar til spændende og eksotiske gryderetter.

Det gælder desuden for samtlige madboder, at der tilbydes et vegetarisk eller sågar vegansk alternativ til de kødholdige retter.

Prisen ligger for de fleste retter mellem 50 og 100 kroner, men ønsker man den ultimative madoplevelse på festivalen, kan den treretters gourmetmiddag Heartland Banquet, som tilbydes både fredag og lørdag, tilkøbes for omkring 500 kroner.

Udover de mere konventionelle ‘grab-and-go’-madboder finder man også stande med delikatessevarer, heriblandt hjemmelavede karameller og friske jordbær og ærter, samt en bod hvor du kan lave din egen kryddersnaps.

Og wellness-aspektet stopper ikke ved gourmetmad og udendørs yoga.

Vil man virkelig give sig hen til velværen, kan man som festivalgænger på Heartland opsøge det blandt gæsterne meget omtalte spa-område, hvor man for en 50’er kan få et bad (inklusiv lånehåndklæde) efterfulgt af en tur i de varme spabade.Vis indlæg

Det er en populær attraktion, hvor der på alle tidspunkter af dagen er mennesker at finde i de store bassiner.

Dette markerer også et kendetegn ved Heartland Festivals gæster: De har ikke travlt, men tager sig tid til at nyde alle oplevelserne.

Mad

Vellykket velvære

Ved Riverside der nu gået en time med yin yoga, hvor instruktør Lars Damkjær har gået rundt blandt de mange fremmødte og instrueret i stillinger og åndedræt.

Da timen er slut, kan deltagerne vælge at tage en flyer fra DIGNITY med sig, inklusiv et gavekort til en prøvetime hos Yoga på Vesterbro, og eventuelt afgive en større eller mindre donation til organisationen.

Lars Damkjær, der også til daglig er instruktør hos Yoga på Vesterbro, er positivt stemt ovenpå den første halvdel af yoga-arrangementerne.

”Der er blevet taget super godt imod konceptet. Det er jo de perfekte omgivelser at dyrke yoga i, og der har været stor opbakning og entusiasme hos deltagerne.”

Sådan siger han om formiddagens time.

”Det er dejligt at se, hvor mange der har lyst til at være med til vores arrangement og støtte op om det.”

Og gæsternes gå-på-mod og optimisme er altafgørende for succesraten ved disse tiltag.

De mange luksusaspekter på Heartland fungerer netop, fordi gæsterne er positivt stemte og klar til at prøve noget, de måske ikke normalt ville opleve på en musikfestival.

Fotos af Martin Lindum Cederholm

Heartland Festival: Thomas Dybdahl – Serenader til solen

in Musik by
Dybdahl 1

Den charmerende sangskriver fra Norge kaprede samtlige festivalgængeres hjerter på en varm lørdag. Thomas Dybdahl emmede af selvsikkerhed, men delte scenen ydmygt med et velklædt ensemble af rutinerede musikere. 

Skrevet af Martin Lindum Cederholm

I klassisk singer/songwriter-stil kommer han på scenen med en guitar i hænderne og et smil på læben.

Med et orkester i ryggen får Dybdahl ro til at dykke ned i sin egen verden, hvorfra han tager et stykke vellyd med til publikum. De bløde toner efterlader et stykke af Dybdahls inderlighed hos alle lyttere.  

Heartland Festival er en reflekterende størrelse. Med fokus på dialog, kunst og kvalitetsbevidst musik har ingen travlt.

I festivalens ånd står Thomas Dybdahl som et dvælende testamente til arrangørernes ønske om at give publikum en større festivaloplevelse.

Smil i solen

I løbet af de første tre sange bliver man vævet ind i et spind af velskrevne sange og følsom falset.

Der er en fantastisk ro mellem hver sang, hvor bandmedlemmerne enten stemmer eller skifter deres instrumenter, hvis ikke de bare sidder og smiler i solen.

Sangene Cecilia og But We Did viser en mere vigorøs side af Dybdahl, som foruden at bruge publikum som kor, får brændt helt igennem med sin stærke vokal.

Under sangen U låner Dybdahl en bas og spiller det jazzede nummer med blot trommer og orgel som akkompagnement. Med bløde og lange outroer som bindeled formår orkestret at levere en meget nuanceret koncert.

Et fælles åndedræt

Efter den rolige og nærværende U trækker Thomas lyden i en mere udadvendt retning. Sangene That Great October Sound og From Grace fra hans første plade har en amerikansk karakter.

De bluesede elementer i trommespillet og hos guitaristerne giver sangene en ny kant, hvor Dybdahl fortsætter roligt omend svedende.      

Den dynamiske udvikling er sublim, hvilket holder publikums ører skarpe og giver plads til, endnu en gang at fastslå sin alsidighed som kunstner.

Efter sjæleren One Day You’ll Dance For Me, New York City fremfører de Party Like It’s 1929 i en forførende udgave. Trommeslageren og organisten får lov til at spille en solo hver og outroen føles uendelig.

Efter en time i Dybdahls univers, som er spækket med fællessang, sol og smil, fortsætter publikum sin færd på Heartland Festival en smule gladere end før.

Foto af Martin Lindum Cederholm  

Heartland Festival: Flaming Lips – Fredagens festfyrværkeri  

in Musik by
Header, Flaming Lips

Rockfænomenet Flaming Lips gav en fantasifuld koncert fredag aften på Lowland scenen. Festivalens hovednavn var en eksplosion af lyd og lys, hvis intensitet aldrig aftog.

Skrevet af Martin Lindum Cederholm

Med utallige gimmicks, kostumer og lydperler bliver publikum taget på en rejse i bandets univers. Lowland scenen fungerer som en amfiscene, med det resultat at alle kan nyde det visuelle potpourri, Flaming Lips leverer.

Fuck Yeah, Kvaerndrup

Fra det øjeblik koncerten er i gang, til der bliver kaldt til ekstranummer, holder bandet gang i festen. Konfetti og balloner fylder luften under første sang, og man er nu indviet i deres fortryllende univers.

Bandet siger, at de er taknemmelige over at spille i så magiske rammer, som Egeskov Slot udgør.

De kvitterer med et kæmpe skilt af oppustelige bogstaver med teksten ‘Fuck Yeah Kvaerndrup’. Forsangeren Wayne Coyne holder skiltet højt og smider det ud til publikum.

Generelt gør bandet en dyd ud af at inddrage publikum. Efter næsten hver sang kommer der nye maskotter ind på scenen.

I starten står en mand udklædt som en stjerne og en som solen i hver sin side af scenen. Senere er det en kæmpe fisk og en frø, som drager ens blik til sig.

Midtvejs i sættet puster de en kæmpe regnbue op over forsangeren, som i mellemtiden har fået en guitar i hænderne. En følsom ballade med forsigtigt guitarspil og lys vokal bliver spillet under regnbuen. Lige så hurtigt som den kommer op, tager de den ned igen.


Pludselig kommer Chewbacca fra Star Wars-filmene på scenen, og Coyne bliver iklædt en kappe af lyskæder. Han kommer op at sidde på skuldrene af Chewbacca og synger ubesværet videre.

Klimakset af publikumsinddragelse er, når Coyne bliver lukket ind en oppustelig bold og crowdsurfer imens han synger Space Oddity til ære for David Bowie.

Fuck Yeah, Kvaerndrup

Velsmurt stadionpop

Efter at have spillet sammen i mere end 30 år, spiller Flaming Lips med stor autoritet og plads til leg. Tre af musikerne i bandet skifter mellem at spille klaver og guitar imens de synger.

Lydbilledet er mættet af en bassist, to percussionister og tre multiinstrumentalister. Med flotte korharmonier, overlegent samspil og kæmpe spilleglæde får tilskuerne en komplet musikalsk oplevelse.

Flaming Lips er legesyge. De kan ikke stå stille og er ivrige efter at underholde. De hører til på en scene, og det er til alles bedste.

Spilleglæden og legen med rekvisitter fuldender det “magical fucking fairytale place”, Heartland Festival er.

Fotos af Martin Lindum Cederholm

18 frihedskæmpende køer i Palæstina

in Film by
huhah

Amer Shomalis ’The Wanted 18’ er en kunstnerisk dokumentar i topklasse. En sand fortælling om 18 køer, der kom til at repræsentere en palæstinensisk landsby og deres oprør mod Israel. Den er underholdende, fængende og veludført. Et spændende indblik i Palæstinas historie.

Skrevet af Sofie Kristensen

Salaam filmfestival bød indenfor på Café Biografen. Denne gang en dokumentar fra filmskaberen og kunstneren Amer Shomali om landsbyen Beit Sahour i Palæstina, der nægtede at bukke under for Israels besættelse.

Landsbyen gav Israel hovedpine

Under den første intifada tilbage i 1980’erne købte indbyggerne i Beit Sahour 18 køer, der skulle forsyne hele landsbyen med mælk. Køerne blev holdt skjult og deres mælk blev distribueret i al hemmelighed om aftenen.

Det betød at landsbyen holdt op med at købe den israelske mælk, som var den eneste man ellers kunne købe, og det anså israelerne som en trussel. Køerne blev for Israel en trussel mod statens sikkerhed, og de blev efterlyst.

For Beit Sahour blev køerne et symbol på frihed. De styrkede folket, som holdt modstanden oppe – men fuldstændigt uden vold.

Beit Sahours modstand blev kendt af palæstinensere overalt. Amer Shomali, hvis familie kommer fra landsbyen, oplevede det hele fra sidelinjen i en flygtningelejr i Syrien.

’The Wanted 18’ er en opløftende fortælling om landsbyens civile modstand mod et uretfærdigt styre. En fortælling om et folk, der ikke lader sig kue, men vender hver en straf de får af hæren til en belønning.

Hæren var magtesløs og situationen bliver latterlig– efterlyste køer? Det er jo en joke. Som en af de medskyldige i ko skandalen siger i dokumentaren: Beit Sahour gav Israel en ordentlig hovedpine.

Sjov, men seriøs

Teknisk set er ’The Wanted 18’ er en fryd for øjet at se. Den er underholdende og veludført.

Dokumentaren giver et også et spændende spin på fortællingen, der gør hele situationen komisk – komisk på den israelske hærs bekostning.

Den inkorporerer både en lille tegneserie og en lille sideløbende stop-motion film. Amer Shomali har skabt 4 dukker af divakøer med amerikanske accenter.

Gennem hele dokumentaren bliver hver en fortælling om køerne i Beit Sahour understøttet af små stop-motion scener, hvor man ser fortællingen fra disse køers perspektiv. Divakøerne bliver det komiske indslag, og det er svært ikke at falde for dem og deres meget prominente personligheder.

Enden på intifadaen

Men man må ikke glemme at selvom det hele er opløftende og underholdende, er det en seriøs situation de befinder sig i. Størstedelen af dokumentaren har en let tone, men med hentydninger til en seriøs undertone – man fornemmer, at det ikke nødvendigvist ender godt. En af landsbyboerne udtaler i dokumentaren:

”The only thing they don’t control is the air we breathe. ”

Så selvom det hele virker let som en leg, skal man ikke være i tvivl om, at det her var ikke nemt for nogen af dem, og det kræver en frygtelig masse viljestyrke for en lille landsby at sætte sig imod besættelsesmagten.

De medvirkende i ’The Wanted 18’ lægger ikke skjul på, at det hele falder sammen på grund af en udefrakommende indblanding. Udestående og uforstående parter, der tager beslutninger på andres veje. Osloaftalen, der bliver indgået i 1993 mellem Israel og PLO, bliver enden på den første intifada og enden på Beit Sahour oprør.

’The Wanted 18’ er et must-see. Der er en fantastisk dokumentar på alle tænkelige måde. En fantastisk fortælling om en fantastisk lille by og deres frihedskæmpende køer.

En anden film der også var med på Salaam Film Festival er ‘I am Nojoom, age 10 and divorced”. Den handler om en 10 årig pige fra Yemen, der bliver giftet bort til en meget ældre mand og hendes kamp for at slippe ud af ægteskabet. Læs om filmen her.

Billeder: National Film Board og Canada

Et barns skilsmisse

in Film by
I am Nojoom

Salaam Film Festival slog et smut forbi Café Biografen i Odense, med filmen ’I am Nojoom, Aged 10 and Divorced’. Yemens første spillefilm af Yemens første kvindelige instruktør Khadija al-Salami. Filmen er baseret på den sande historie om en lille piges tvangsægteskab med en ældre mand, der ender i vold og voldtægt.

Skrevet af Sofie Kristensen

Filmen starter i Yemens hovedstad Sana’a, hvor Nojoom sidder i familiens hus. Hun går ud for at købe brød til familien, men flygter i stedet til et domhus, hvor hun beder en dommer om en skilsmisse. Dommeren kan ikke forstå, at hun er 10 år gammel og allerede gift, så hun fortæller ham sin historie.

Traumatisk men inspirerende

Størstedelen af filmen er et flashback. Man ser Nojooms familie flytte fra deres landsby, da rygtet om storesøsterens voldtægt slipper ud, og de flytter ind i storbyen. Faderen kan ikke forsørge sin familie og er nødt til at lade Nojoom blive giftet bort, så han kan få medgiften fra gommen.

Herfra følger man Nojooms forfærdelige liv i en ny landsby, hvor hun bliver mishandlet af både mand og svigermor. Nojoom lider og græder, hvilket resulterer i, at manden sender hende hjem til hendes familie igen, så hun kan lære nogle manerer. Herfra er man tilbage i nutiden, og man følger Nojooms kamp for en skilsmisse.

Bliv gift eller bliv begravet

Khadija al-Salami måtte kæmpe hårdt for retten til denne film. Hun følte historien skulle fortælles af en, der har indblik i, hvad det vil sige at være en pige i Yemen. Selv blev hun bortgift som 11 årig og fik en skilsmisse. Hun forstod ikke, at hendes mor kunne lade hende gifte bort, når moderen selv havde haft samme traumatiske oplevelse.

Pointen er, at folk i landsbyerne kender ikke til andet. Salamis bedstemor fortalte hende, at en kvinde bliver født til to ting: Blive gift eller blive begravet.

Det vigtigste er at lære

Et af de helt store skel og fokuspunkter i filmen, er forskellen mellem land og by. Nojoom bliver i storbyen Sana’a mødt af en anden måde at leve på, og en anden måde at se verden på. Dette bliver symboliseret i Nojooms tøjstil. Hun kommer fra en lille landsby, hvor folk går klædt i traditionelle klæder, men i storbyen begynder hun at gå klædt som hun vil. Hun smider traditionerne af sig og springer i et par busker.

Uddannelse er en mærkesag for Khadija al-Salami, hvilket hun også udtalte da hun mødte op i Cafébiografen:

”Education is the most important thing!”

Problemet for hende er, at Yemen er et meget traditionelt land, hvor uvidenhed desværre præger en stor del af livet i landsbyerne. Nojooms ægteskab er ikke en forbrydelse i øjnene på hendes familie og hendes nye mand, for det er godkendt af Sheikhen og stiftet foran Allah.

Men der er en bred misforståelse af religion i landet. Man bruger religionen til at retfærdiggøre ens handlinger, men ofte er det traditionerne man handler ud fra, og ikke religionen. Salami råder at man skal bruge hovedet: Sin logik og sin fornuft. Man skal gå i skole og få sig en uddannelse, for det er den eneste måde man kommer videre på.

Intet filmisk mesterværk

Det ville være en fejl at kalde ’I am Nojoom, Aged 10 and Divorced’ for en god film. Der er ikke gjort noget særligt ud af grafikken, lyset eller lyden. Replikkerne bliver ikke leveret overbevisende, skuespillet halter kraftigt og glider let over i at virke en smule melodramatisk.

Filmen tager hånd om for mange emner og tematikker: Forholdet mellem Nojoom og hendes bror, Sami, og voldtægten af storesøsteren og hendes ægteskab med den skyldige.

Den tager derudover også kort fat i problematikken mellem Saudi Arabien og Yemen. Historierne kommer til at stå frem som enkelthistorie, der afbryder den egentlige handling, hvor de kunne have været flettet ind bedre, så filmen var blevet mere flydende og organisk.

Til sidst i filmen får man lige hele historien en gang til fra faderens synsvinkel. Dette kommer de heller ikke helt godt fra. Det formår på samme tid at blive en kluntet og forhastet samt en langtrukken del.

Faktisk er der ikke meget, der fungerer filmisk.

Men når man hører historien om filmens tilblivelse er alt dette ingen overraskelse. Der er nærmere et mirakel at den overhovedet blev lavet. Yemen har ingen filmkultur, hvilket vil sige, at de heller ikke har nogen skuespillere. Ingen af de medvirkende havde skuespillererfaring.

Filmen har et stærkt budskab, og den berører et ekstremt vigtigt emne og alene af den grund, er det en film, der er værd at se. Den sætter lys på kvindelivet i Yemen og konsekvenserne af uvidenhed og manglende uddannelse i landsbyerne.

Anmeldelsen af en anden film fra Salaam Film Festival kaldet ’18 and wanted’, kan læses ved at trykke her.

Billeder: Wide Management

Salaam Film Festival: Interkulturel festival kommer til Odense

in Film by
salaam festival 1
Fotograf: ©Nicolai Perjesi Photography

Den kommende uge tilbyder et møde med det kulturelle i form af film. Fra den 15.-18. september bliver Salaam Film Festival afholdt, og Café Biografen i Odense lægger skærm til et stærkt og rørende filmprogram.

Skrevet af Amanda Esbjerg Justesen

Læs videre

Gå til top