Tag archive

Film

Hvem er InMediasRes egentlig?

in Kultur by
15101816_10154094771774786_962267371_o

InMediasRes har fået ny redaktion, og derfor har vi valgt at lave en artikel i form af et interview med os. Har du lyst til at vide mere om InMediasRes og dets tre guruer, så læs med her!

Skrevet af InMediasRes’ redaktion (Amanda, Martin og Yasemin)

15133961_10154094772209786_887364011_o

Hvad laver i lige nu?

A: Til dagligt læser jeg dansk, men har taget et års orlov. Primært på grund af mit ølmisbrug… Ej okay.

M: Akademisk alkoholiker. Tak til SU styrelsen. Prøver at læse medievidenskab.

Y: Jeg læser dagligt journalistik på SDU, men sådan lige nu, stresser jeg over at min telefon mangler plads.  

Hvor gamle er I?

A: 23 and in denial.

M: 20 år og fire måneder.

Y: 21. Jep, ligesom Topgunn synger det.

Hvis I skulle høre én sang på repeat resten af livet, hvilken skulle det så være?

A: Let It Be – The Beatles

M: Lilac Wine – Jeff Buckley.

Y: Where Is The Love – Black Eyed Peas.

Hvad ville I helst: Have sex med Donald Trump og ingen vidste det eller ikke have sex med ham, men hele verden troede I havde?

A: Donald hvem?

M: Kun hvis jeg bliver USA’s førstedame.

Y: Been there done that.

Hvorfor er I overhovedet med i IMR?

A: Fame, money, bitches.

M: Jeg kom ikke ind på journalistik.

Y: Fordi Ulla T ikke er gået på pension endnu.

Hvad er IMR egentlig?

A: Mit.

M: Nice.

Y: Latin.

15145116_10154094771689786_65629906_o

Spøg til side, hvad er jeres vision for mediets genfødsel?

Alle: Vi kunne godt tænke os at lave portrætter af Odenses eksistenser, diskuterende kulturanmeldelser og debatindlæg. 

Det skal være udgangspunkt for, at unge skribenter kan få deres stemme ud til andre kulturinteresserede unge i Odense. Det bliver fedt.

Flaskepost fra P: Dansk nordic noir som vi bedst kan lide det

in Film by
Flaskepost fra P ny

Med et utal af solgte biografbilletter er Kvinden i Buret og Fasandræberne blevet kæmpemæssige biografsucceser. Nu har filmatiseringen af den tredje bog i serien ‘Afdeling Q’, ramt de danske biografer. Filmen går under navnet ’Flaskepost fra P’.

Skrevet af Caroline Kamper

Religion har og vil altid give anledning til debat. Det er et højtdiskuteret emne, der både kører mellem ateister og religionsudøvere, men sandeligt også mellem den ene og den anden religion.

Om det er fordi de er sandhedsabsolutistiske, eksklusivistiske, eller imperialistiske vil vi aldrig kunne komme til enighed om, men flere nutidige medier, tager emnet op til drøftelse. Jussi Adler-Olsens roman Flaskepost fra P er ikke en undtagelse.

Her bliver religion behandlet som et humanitært emne og dens betydning for eksistentiel overlevelse.

Læs også Hvem er Den danske pige?

Et gensyn

Vi følger endnu engang det umage makkerpar Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og Assad (Fares Fares), samt sekretæren Rose (Johanne Louise Schmidt), som driver politiets Afdeling Q – afdelingen for gamle, uopklarede sager.

De har fået en ny sag på bordet; to børn, hvis forældre tilhører Jehovas Vidner, er blevet kidnappet. Samtidig dukker der en otte år gammel flaskepost op.

Flaskeposten leder dem hen til et lukket religiøst samfund i Udkantsdanmark, og pludselig drages der paralleller mellem det gamle fund, og bortførelsen af ikke blot et, men samtlige søskendepar.

Ikke al tro har en gud

Filmen byder på en række stærke skuespilpræstationer. Især Nikolaj Lie Kaas portrættering af den forpinte Carl Mørck, fortjener stor applaus.

Hvor Fasandræberne har fået kritik for mangel på forholdsudfoldelse mellem Mørck og Assad, vægtes der mere på dialog og sammenspil i Flaskepost fra P.

Det kan menes, at dette er på bekostning af krimiplottet, som kan fremstå trivielt, men samspillet mellem Lie Kaas og Fares tilfører stor indlevelsesværdi til filmen.

Det er velskrevet dialog og humoristiske kommentarer, der formidler et voldsomt diskuteret emne.

Den religiøse dimension bliver vendt og drejet, og særligt den klassiske makkerpar-køretur, bringer ny dynamik ind i debatten.

Trosmodsætningen får også bragt os tættere på hovedkaraktererne. Ateisten Mørcks pessimistiske livssyn, der finder tro naivt og meningsløst, og Assad, der har troen med sig og søger efter lystet i hjertet. Dette er hele essensen af krimiplottet, der handler om dobbeltheden mellem lyset i hjertet og Djævlens mørke.

Kan man sejre med Kristus ved sin side? Kan man være troende uden at være religiøs?

Læs også Carol – forførende og tidsløst lesbisk kærlighedsdrama

Fænomenalt velkomponeret

Universet og de spirituelle temaer, som omkranser filmen er interessante. Flaskepost fra P er meget dybere og mere essentiel, end de to foregående film. Både seere og karakterer får nye øjne på tro og religion i de afsluttende og noget dunkle scener.

Instruktør Hans Petter Moland har taget projektet til sig og leverer en ekstraordinær fremdrift af Jussi Adler-Olsens historie.

Fotografen John Andreas Anderens billedside, er igennem hele filmen helt fantastisk. Den jyske idyl fanges ved de smukkeste helikopterpanoreringer, både over storslåede rapsmarker og den åbne vestkyst.

Naturen følger fortællingen. Når den gule rapsmark, som omgiver den religiøse families husmandssted, oversprøjtes af gift og infiltreres af larmende maskiner, ved man Djævlen har trådt over dørtærsklen.

Det religiøse aspekt gennemsyrer alle filmens dele. Kors og vand er gennemgående symboler, og giver en ekstrem virkning, når børn kaster armene i vejret i religiøs hengivenhed – uskyld og renhed.

Også flaskeposten kommer med symboler, idet det repræsenterer forholdet mellem tilfældigheder og skæbnen, og derved åbner op for et nyt religiøst lag. 

Der er ikke skruet ned for actionscenerne. Dette kan virke en anelse plat, men giver en fed effekt. Man falder for det. Sammen med den kraftfulde lydsiden understøtter helheden, balancen mellem det uhyggelige og hårrejsende krimiplot, og underbygger uhyggen, der foregår under helikopterens vinger.

Alt i alt, er Flaskepost fra P en ekstremt vellykket film. Den skildrer religion og tro fra en interessant vinkel og er skruet godt sammen med smukke æstetiske billeder, velovervejet dialog og fremragende skuespil.

Foto af Amanda Esbjerg Justesen

Carol – forførende og tidsløst lesbisk kærlighedsdrama

in Film by
Carol

Filmen der på Cannes Film Festival i 2015 modtog ti minutters stående bifald, er endelig aktuel i de danske biografer – ‘Carol’. Det oscarnominerede romantiske drama, er en historie om en smuk kærlighedsaffære, der uventet blomstrer mellem to vidt forskellige kvinder.    

Skrevet af Ane Møbius Rahbek

Den er baseret på Patricia Highsmith’s kontroversielle bog The Price of Salt og har været længe undervejs. Den følger to vidt forskellige kvinder og deres uventede kærligheds affære.

Den unge, naive Therese (Rooney Mara) drømmer om et mere berigende liv imens hun arbejder som ekspedient i et fornemt stormagasin.

Her møder hun en dag den modne, overklassekvinde Carol (Cate Blanchett), da hun er ude for at købe julegave til sin datter. Et møde der vil ændre begges liv forevigt.

Nogle mennesker ændrer dit liv

Da Carol bevist efterlader sine handsker ved disken og Therese efterfølgende returnerer dem til hende, ser Carol muligheden for at invitere Therese på frokost som tak.

Et par glemte handsker udvikler sig hurtigt fra uskyldig tiltrækning til en intens kærlighedsaffære, og sammen tager Carol og Therese kort efter på en roadtrip på tværs af USA. Carol er fanget i et kærlighedsløst fornuftsægteskab med den konventionelle Harge (Kyle Chandler), der ikke deler ønsket om en skilsmisse.

Det skaber hurtigt problemer, da Harge desperat forsøger at holde på Carol, ved at afpresse hende med at overtage forældremyndigheden over deres datter.

Et dilemma hvor Carol bliver tvunget til at vælge mellem sin datter og sin elskerinde.

Carol udspiller sig i New York i 1950’erne, og det skaber problemer for forholdet mellem de to kvinders kærlighedsaffære, der bliver set ned på i datidens samfund.

Det er en tid, hvor sociale, seksuelle og kulturelle normer ikke er til forhandling, og homoseksualitet ikke er velset.

Et forførende drømmeunivers

Instruktøren Todd Haynes står bag dette æstetisk detaljerede univers, der som en drømmelignende rus sætter rammerne for den intime romance.

Ved første øjekast virker historien en anelse to-dimensional, men giver konstant en illusion om at der ligger langt mere under overfladen end der gives udtryk for. Det afspejles også på et narrationelt plan.

På grund af deres homoseksuelle forhold er de konstant under opsyn af omverdenen. Derfor opbygges forelskelsen af intense blikke fyldt med længslen og uskyldige berøringer, da de ikke offentligt kan lægge op til hinanden.

Den indirekte og underspillede måde Haynes håndterer forholdet skaber en mere intim atmosfære, hvor der konstant er en afventende stemning. Ligesom det usagte bliver et stærkere virkemiddel ved at ligge mellem linjerne.

Læs også HVEM ER DEN DANSKE PIGE?

”Der er ingen tilfældigheder”

Cinematografien er gennemtænkt ned til hver mindste detalje og skaber et univers hvor omgivelserne i høj grad er med til at fortælle historien.

Kameraet giver sig tid til at dvæle ved detaljerne og den gavmilde brug af symbolik, der er en fast bestanddel igennem hele filmen.

Den fintfølende linse leger konstant med kontrasterne; fra et meget nysgerrigt perspektiv til et tilbageholdende – fra de tætte close-ups, som giver os mulighed for at komme helt tæt på de længselsfulde blikke der bliver udvekslet, til indstillinger hvor døre og vinduer begrænser vores syn.

De mange detaljer spiller sammen i en højere enhed. Fra det nostalgiske 16 mm format, som filmen er optaget i, til de overdådige vintage kostumer, der skaber den helt rette feminine glamour, pakket ind i de henrivende toner komponeret af komponist Carter Burwell.

Det skaber et glansfuldt udtryk, som står i stærk kontrast til historien, der på ingen måder forsøger at glamourisere tidsperioden.

Den konstante balancegang mellem det tragiske og det lettere og forførende afspejles også i musikken, der tilføjer en ekstra dimension til en kompleks fortælling.

Læs også Brooklyn: To lande, to mænd, et hjerte

Med kvinderne i forgrunden

Både Cate Blanchett og Rooney Mara var nominerede for deres skuespillerpræstationer ved dette års Oscars show. Og fuldt fortjent. Selvom de ikke vandt, leverer de begge to formidable præstationer.

Blanchett brillerer i rollen som overklassefruen der straks indtager rummet så snart hun træder ind, og rummer både originalitet og dybde.

Den stærke og manipulerende Carol, er langt mere skrøbelig under overfladen. Kontrasten mellem den perfekte kvinde, som har alt at tabe, til den sårbarhed der af og til titter frem bag facaden, er sublim og velbalanceret.

På denne måde tilføjer hun Carol den menneskelighed, der giver denne næsten guddommelige karakterdybde uden at karakteren bliver tragisk.

I adaptionen er Thereses profession ændret til stræbende fotograf, som elegant flettes ind i den smukke, visuelle portrættering, hvorigennem vi oplever historien.

Dertil tilføjer Mara sin til tider naive karakter et snert af mod som modvægt til hendes passivitet, mens hun i sin søgen på sig selv lader sig forføre af Carol.

Maras tilføjelse af en anelse autistisk karakter giver Therese den charmerende kant og dybde der gør hende til den betagende indgangsvinkel, hvorpå publikum oplever historien.

Så blev alt forandret

De mange aspekter spiller fænomenalt sammen i dette kærlighedsdrama. Specielt da vi til sidst genoplever filmens første scene, denne gang med et helt anden perspektiv og atmosfære.

”Ringen sluttes altid”, som Carol påpeger i sit brev til Therese, afspejles også i narrationen. Selvom vi er tilbage ved begyndelsen er intet det samme.

Filmen bæres i høj grad hjem af de to fænomenale skuespillerpræstationer, samt deres komplekse og nuancerede performances.

For for alvor at kunne lade sig forføre af denne smukke historie forlanger den dog ens fulde opmærksomhed, og at man påskønner dens kælen for de små detaljer.

Filmens udgør på overfladen blot små armbevægelser på grund af dens underspillethed, men hvis man lader sig forføre af filmens detaljerigdom der ligger under overfladen, vil man unægteligt blive forført af filmens dragende univers.

Foto af Amanda Esbjerg Justesen

Lad den rette komme ind: Vold, blod og ung kærlighed

in Teater by
"Lad den rette komme ind" Foto: Emilia Therese

Sukkerkogeriets kompakte sal blev i en periode forvandlet til en scene fra en gyserfilm, da de lukkede dørene op for ’Lad den rette komme ind’. Et af de spørgsmål, som udsprang af forestillingen, var om der kunne opstå ægte kærlighed mellem de to tolvårige børn, fra de to vidt forskellige verdener.

Skrevet af Nanna Høegh

Salen fyldes langsomt af forventningsfulde gæster, der alle er i den voksne ende – på trods af, at man kunne tro, at flere unge mennesker ville være at finde til forestillingen.

Et dæmpet lys sætter stemningen, mens sæderne bliver optaget et for ét.

Forestillingen går i gang med et brag, idet lyset slukkes, samtidigt med at en høj rungende suspens-lyd mundlammer publikum fuldstændigt – nogle skriger endda højt af chokket.

Scenen er helt mørk, kun lige oplyst af nogle vage lysstråler, og man er med det samme i en mørk skov.

Åbningsscenen smider publikum direkte ind i handlingen, med et meget visuelt og blodigt mord lige for øjnene af dem. Herefter bliver karaktererne præsenteret i hver deres lille scene.

"Lad den rette komme ind" Odense Teater 2016
Læs også Brødrene Løvehjerte imponerer eventyrlystne børn og voksne

Lydeffekter er 50%

På trods af, at det er et nydeligt opført stykke, spiller lydeffekterne en stor rolle for stykkets autensitet. Til tider vibrerer hele salen af de dybe thriller-lyde, der giver en helt utrolig intens indlevelse i den enkelte scene.

Musik og lydeffekter har en stor betydning for stemningen, selvfølgelig ved langt de fleste teaterstykker, men især det dette, og det giver muligheden for, at scenerne kan give det fulde udbytte og påvirkning til publikum.

Men så man stykket uden lyd, ville det være ligesom at se en gyserfilm uden lyd – man ville ikke blive bange og filmen ville ikke være fangende.

Realistisk?

Man kan diskutere, hvor realistisk det er at møde en vampyr en nat i skoven, men det er i bund og grund op til graden af fantasi hos den enkelte.

Stykket er både sjovt og uhyggeligt, trist og smukt, inspirerende og pirrende – men man kan spørge sig selv, om kærlighed virkelig gør så blind, at man kan se passivt til mens ens udkårne slagter et andet menneske?

På dén måde fremstår stykket, udover de overnaturlige elementer, en smule urealistisk.

Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, men det er værd at tage med.

"Lad den rette komme ind" Odense Teater 2016

Læs også EVIGT SOLSKIN: En leg med film og teater

Fri for fortolkning

De to hovedpersoner, Oskar (Kristoffer Helmuth) og Eli (Nanna Christine Morks), opbygger gennem stykket et kærlighedsforhold. Oskar har det hverken godt hjemme hos sin alkoholiserede mor eller i skolen, hvor han bliver groft mobbet af to sadistiske drenge. Han finder en tryghed hos Eli.

Stykket portrætterer den klassiske vampyr via Eli, og hun taler ydermere på en ret sjov måde, formentlig på grund af alle de århundrede hun skal forestille at have levet.

Stykket slutter meget åbent, da vores to hovedpersoner er på et tog på vej væk – her er det op til publikum selv, at forestille sig hvor de mon skal hen, og om de ender sammen.

Generelt har man gennem hele stykket frie tøjler til at fantasere både om fortiden og fremtiden for den fiktive verden, som de befinder sig i.

"Lad den rette komme ind" Odense Teater 2016

Læs også Horrornights på Valdemars Slot

Smuk og grufuld fortælling

Det er en smuk fortælling, der for det rette publikum, giver en en interessant og anderledes oplevelse om både gys og gru, men ikke mindst blind kærlighed.

Forståeligt nok er der en anbefalet aldersgrænse på 14 år for at se dette intense stykke skuespil.

Nok er der meget teaterblod, men blandt andet på grund af selve historien, samt de førnævnte lydeffekter, ér det meget barskt og dystert at være vidne til.

Fotos af Emilia Therese

Brooklyn: To lande, to mænd, et hjerte

in Film by
Brooklyn

Den oscarnominerede film Brooklyn, har haft premiere  i de danske biografer. En ny film, som velfortalt og smukt skildrer rejsen fra det trykke hjemland til en hel ny verden. Filmens instruktør er irske John Crowley (Boy A) og har Saoirse Ronan (The Grand Budapest Hotel) i hovedrollen.

Skrevet af Caroline Kamper

Brooklyn er ikke en traditionel oscarfilm. Jovist er der dybde, følelser og imponerende genskabelser af et tidstro miljø, men filmen er en outsider – især sammenlignet med det konkurrerende oscarfelt.

At være en outsider er dog ikke nødvendigvis dårligt. Filmen lukker op for en ny dør. Det er ikke ofte, at vi får lov til at tage en pause fra nutidens topteknologiske verden, men Brooklyn er vores billet til et fortidsgensyn.

Med den klichéfyldte fortælling, forærer den ungdomsfølelser tilbage til seeren, følelser fra den umiddelbare tid.

Manuskriptforfatter Nick Hornby formår at gøre Colm Tóibíns ord i romanen ‘Brooklyn’ levende. Vi drages alle med på rejsen over Atlanten, igennem konflikterne og står til sidst med et valg: To lande, to mænd, et hjerte.

Den irske immigrant

Eilis Lacey, spillet af Saoirse Ronan, flytter fra den irske by Enniscorthy til New York. Faktisk ville hun være gladest hjemme, men de manglende fremtidsudsigter giver hende ikke andet valg.

Med en aftale, arrangeret af søsteren Rose (Fiona Glascott), pakker hun sine få ejendele og stiger ombord på båden, der bærer hende over Atlanterhavet.

Trods en varm velkomst fra hønemoderen Madge og hendes nye værtssøstre har Eilis svært ved at falde til.

Hendes generte natur, det irske pensionat og brevene fra søsteren holder hende tilbage fra at få nye venner. Hele hendes verden drejer om jobbet i stormagasinet Bartocci.

Eilis hverdag ændrer sig dog hurtigt. Præsten Father Flood (Jim Broadbent) ser hendes mistrivsel og sender hende på aftenskole til lektioner i bogholderi.

Under et irsk fredagsbal møder hun den charmerende italiener Tony. En blomstrende romance spirer op, og tilværelsen i New York er ikke længere så tosset.

En alvorlig nyhed fra hjemmefra, tvinger Eilis hjem. Nu skal hun nu konfrontere sin tilbagevendte hjemve og tage sit livs største valg, da hun her møder den galante irer Jim (Domhnall Gleeson).

Mere end blot en kærlighedshistorie

Brooklyn er en flot, velskrevet kærlighedshistorie. Trekantsdramaet får en central rolle i filmens klimaks – vinder Irland eller Staterne? Imidlertid er denne meget mere end en kærlighedsfilm.

Brooklyn handler om at vokse op og tage sine drømme i ens egne hænder. Forandringer fryder, men når det er et i et helt nyt kontinent, kan der gå lang tid før man føler sig hjemme.

Ved at vægte fokus på immigrationen til Amerika, og gøre dette med stor respekt for historien og dens små detaljer, er det nemt at sætte sig i Eilis sted. Man bliver nærmest søsyg af turen over ”dammen”, når den store færge vælter rundt.

Man kan mærke suset af spænding ved den irske immigrationskontrol på Ellis Island. Man følger Eilis, som var det var man selv en irske immigrant.

Kærlighedshistorien er et godt symbol  på den hårdfine balance mellem at rejse og at være hjemme.

Ude godt, hjemme bedst, men er det altid sådan, når man har fået et liv ude? Der vil altid være en længsel.

Mændene i Eilis liv, står for det gode i hver ende. Vi har Tony, den italienske blikkenslager, som er det nye, ukendte og eventyrlige.

Jim den irske rigmand, er det varme og trygge, men også det kedelige. Hvad Eilis vælger til sidst, vil definere hendes vej ind i de voksnes rækker.

Filmen dømmer hende ikke for hendes fortvivlelse, men bifalder hendes valg, idét hun har valgt sin egen vej mod fremtiden.

Sublim minimalisme

Brooklyn gør et godt stykke arbejde med at sætte en stemning, der inviterer til indlevelse. Dette er et vigtigt element for filmen, da spændingstoppene ikke helt når højdepunktet som historiens blot har lagt op til.

Den ventede eksplosion af følelsesladet fyrværkeri, går desværre tabt hen mod klimaks. Det er en skam.

Brooklyn leverer dog i sidste ende en enestående film. Indlevelsen er prima, dels grundet det ovennævnte fokus på immigration, men især i kraft af de smukke fremstillinger af halvtredsernes New York og Irland.

Landskaberne og metropolerne lægger en god bund for handlingsforløbet og emotionerne der følger. De store følelser bliver akkompagneret af store skuespillerpræstationer. Historien fortæller sig selv, og skuespillerne gør et mesterværk af filmens små nuancer.

Det kan tydeligt mærkes, at både instruktør og hovedrollen er irske, da der skabes en speciel autenticitet omkring hjemve og savn. Dette ville aldrig kunne forfalskes.

Brooklyn var nomineret til 3 oscars. Da filmoplevesen ikke er overvældende og konkurrencen var hård, blev det desværre ikke til en sejr til det romantiske drama.

Foto af Caroline Kamper

Læs også HVEM ER DEN DANSKE PIGE?

Hvem er Den danske pige?

in Film by
Den danske pige

Det oscarnominerede drama ”Den Danske Pige” har haft premiere i Danmark – og InMediasRes har været i Café Biografen for at se filmen. Med et risikabelt tabuemne som hovedtema kaster instruktøren Tom Hooper sig ud i genoplivelsen af den sandfærdige historie om kunstnerne Lili Elbe og Einar Wegener.

Skrevet af Caroline Kamper

Da Gerda Wegener, en kunstner fra datidens København, stiller op med en udstilling af den smukke kvinde Lili, kan de kunstinteresserede ikke få nok. Kunstnere, dansere, selv akademikere brænder for at mødes med 20’ernes femme fatale. ”I’m afraid she’s not here” bliver svaret på anmodningerne.

Den portrætterede kvinde er Gerdas mand. En mand, der skjuler en kvinde indeni, men ser sit sande jeg på portrætterne. Kunsten ser det skjulte, spejlet endnu ikke afslører.

Et portræt

Lili Elbe blev født Einar Wegener i 1882 i Vejle og var søn af købmanden Mogens Wegner og Ane Marie Thomsen.

Einar uddannede sig som maler og blev elev på Vejle Tekniske skole, inden han som tyveårig rykkede ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.

Her mødte han præstedatteren Gerda. Side om side levede det lykkelige par, som hinandens inspiration og motivation for den kunstneriske hverdag de begge levede i – Einar som landskabsmaler og Gerda som udviklende portrættør og kunstmaler.

Fra mand til kvinde

Overgangen fra mand til kvinde skete, da en af Gerdas modeller meldte afbud og Einar trådte ind som hjælp. En fascination opstod, iførelsen af de kvindelige klæder vækkede Lili.

“I cannot deny, strange as it may sound, that I enjoyed myself in this disguise. I liked the feel of soft women’s clothing,” skrev han i sin dagbog. “I felt very much at home in them from the first moment.”

Fra den dag af ændrede parrets liv sig. Einar fortsatte påklædningen som kvinde og fik det officielle navn Lili, et navn foreslået af vennen og skuespilleren Anna Larsen. I 1912 flyttede ægteparret til Paris, hvor Lili åbent kunne leve som kvinde.

Efter mange år som ”Einars søster” kunne Lili ikke længere klare tyngden af løgnen og blev depressiv, men lægerne afviste hendes anmodninger om hjælp.

Virkeligheden rammer

Først seks år senere, hvor hun blev kontaktet af den tyske sociolog Magnus Hirschfeld, åbnede der sig nye muligheder. Hirschfeld, en tysk sexolog og fortaler for den homoseksuelle minoritet, fik Lili i kontakt med lægen Kurt Warnekros.

Efter flere operationer til den smalle sum af hvad der i dag svarer til 120.000 danske kroner lev Einars kønsdele erstattet med en kvindes. Hun kunne nu tage tilbage til København og leve det liv, hun blev født til at leve.

I København, var alt dog ændret. Einars liv forsvandt fra Lilis hukommelse. Kontakt til søskende og de afdøde forældre bortkom og da kongen havde givet tilladelse til en annullering af ægteskabet mellem Gerda og Lili, var der intet spor tilbage fra hendes foregående liv.

Efternavnet Elbe, som Lili valgte kort inden operationen, kom fra floden Elben. Floden der går igennem byen for hendes genfødsel. Lili Elbe havde ingen forældre, søskende og var ikke gift.

Einars venner tog afstand fra Lili. Hun havde dræbt Einar og alle hans tidligere relationer.

… Og den rammer hårdt

Rodløsheden endte med at tage Lilis liv. I 1930 gennemgik hun sin sidste operation- implantation af en livmoder. Sommeren op til operationen var plaget af tanker og refleksioner om død.

I sin dagbog skriver hun, at hun vidste, at tiden er inde, men at hun i det mindste ville få lov til at dø som sig selv. Lili Elbe døde den 14. September 1931. Hendes sidste ord findes i et brev til hendes søster:

“Now I know that death is near,” she wrote. “Last night I dreamt about Mother. She took me in her arms and called me Lili…and Father was also there…”

Menneskelig, rørende, smuk

”Den Danske Pige” er en modig film. Den er i sig selv er ikke nær så storslående som Hoopers tideligere film Kongens Store Tale (2010) eller lige så rørende som Les Miserables (2013).

Dog formår Hooper at skabe en stemning. Dybden i den smukke historie, skildrer den psykiske kamp i Lili. Historien er en hyldest til mennesket som individ. Kampen for at være sin egen. Den dvæler længe ved Lilis vej til erkendelse og hvad det koster for hende og hendes omgivelser.

Eddie Redmayne og Alicia Vikander griber seeren i harmonisk sammenspil. De går med rollerne igennem tykt og tyndt og spiller rollerne med respekt for historien.

Det er et ømt portræt Redmayne vover sig ud i, men formår at levere en overbevisende præstation i form af hans tøvende kærtegn og betagelse af kvindekroppen.

Vikander stjæler dog rampelyset. Gerda er mere lidenskabelig og på mange måder lettere at relatere til, da hun, ligesom os, må iagttage sin højtelskede mands transformation fra sidelinjen.

Den inderlige hengivenhed mellem parret slutter filmen. Spejlet får endelig øjnene op for Lili.

”The fact is I belive that I’m a woman,” siger Einar. ”And I belive it too,” tilføjer Gerda.

Sådan begynder den endelige transformation.

Filmen er nomineret til fire oscars for bedste mandlige hovedrolle, bedste kvindelige birolle, bedste produktdesign og bedste kostumedesign.

Foto af Amanda Esbjerg Justesen

Læs også Brooklyn: To lande, to mænd, et hjerte

Bond er tilbage!

in Film by
12237004_796027037208235_1268310264_o

Den nye James Bond film SPECTRE sælger godt i biograferne… men er det stadig den klassiske Bond eller er det hele ved at blive lidt for amerikansk?

Skrevet af Anna M. C. Swann

Den fireogtyvende James Bond film, ’SPECTRE’ er i fuld gang med at blive vist i biograferne landet over.

Det er den hurtigst sælgende film i dansk biografhistorie, og en Guinness verdensrekord kan den også prale med.

Læs også Kampen om kvinden i guld

Et filmhold der har styr på det

’SPECTRE’ er ikke kun den længste, men er også også den dyreste Bondfilm hidtil.

For fjerde gang spilles rollen som den engelske agent 007 af Daniel Craig. Man kan mærke at han, efter fire film, er kommet mere ind i rollen.

I modsætning til den forrige film ’Skyfall’, som var mere følelsesmæssig, bliver der i ’SPECTRE’ ikke sparet på gadgets, slåskampe og eksplosioner.

Flere nye skuespillere er kommet til blandt andet Andrew Scott, også kendt som Moriarty fra den britiske serie Sherlock.

Sædvanligvis, er der også blevet gjort plads til nogle Bond piger.

I år er de spillet af Monica Bellucci (som er den ældste Bond pige nogensinde) og Lea Seydoux.

Flere karakterer fra foregående Bond film optræder også i ’SPECTRE’.

Heriblandt den gamle skurk Mr. White (spillet af danske Jesper Christensen) og den nu afdøde M (spillet af Judi Dench).

Dét at flere gamle karakterer dukker op får filmen til at hænge ekstra meget sammen med de forrige James Bond film. Den engelske teater- og filminstruktør Sam Mendes har instrueret både ’Skyfall’ og nu også ’SPECTRE’.

Stunts og hurtige biler

Filmen starter i Mexico City, hvor der straks er både Bond piger, eksplosioner og slåskampe.

En bygning vælter, straks efter en ihærdig jagt på en trafikeret vej, og herefter en imponerende slåskamp i en helikopter over Mexico City. Det får sat standarten.

Derefter indledes filmen med sangen ”Writing’s On The Wall” af Sam Smith.

Resten af filmen er spækket med hæsblæsende stunts, kæmpe eksplosioner og voldsomme biljagte, hvor blandt andet en ny bil fra Q’s værksted vises frem – den nye Aston Martin DB10.

00-afdeling trues med at blive lukket, fordi den nye kommunikations- og overvågningschef Max Denbeigh (spillet af Andrew Scott) vil lave ét stort overvågningssystem.

På trods af filmens spændende handling og livstruende situationer er det alligevel lykkedes Sam Mendes at få nogle komiske træk med i forestillingen: Bond er midt i en biljagt, da han pludselig bliver bremset af en lille Fiat, hvori der sidder en italiener og lytter til opera i radioen.

”Classic Bond” eller…?

’SPECTRE’ er en perfekt blanding af spænding, aktion og komedie.

Daniel Craig spiller rollen, som var han født til det, og Ben Whishaw er virkelig dygtig som karakteren Q.

Det har gjort at filmen er populær verden over.

Den forrige film ’Skyfall’ fik kritik for ikke at være ”Classic Bond”, og der var flere der klagede over, at filmen var blevet for amerikansk.

’SPECTRE’ er meget mere som de klassiske Bondfilm, og man kan roligt sige, at han er tilbage i stor stil!

Tegning af Anna M. C. Swann

Læs også Salaam Film Festival: Interkulturel festival kommer til Odense

Kampen om kvinden i guld

in Film by
Kvinden-i-guld-Banner-1856x700

Det er muligt, at der snart findes nok film om Anden Verdenskrig. Men derfor skal man ikke afskrive ’Kvinden i guld’. Det er en charmerende, rørende og morsom film, der tager fat på krigen fra en lidt anden vinkel. En film baseret på en sand historie og en film, der er værd at se.

Af Sofie Skov Kristensen

Fra Wien til Los Angeles og tilbage

Maria Altmann, der bliver spillet af Helen Mirren, kommer fra en rig, jødisk familie. Hun vokser op sammen med sine forældre, sin søster og sin onkel og tante.

I deres hjem hænger der et maleri af Marias tante malet af selveste Gustav Klimt.

Da krigen for alvor slår sig løs, flygter Maria Altmann sammen med hendes mand fra Wien til USA. Hun efterlader alt. Under krigen stjæler nazisterne med arme og ben al den kunst de kan finde – maleriet af Marias tante inkluderet.

Mange år senere i Los Angeles er Marias søster netop afgået ved døden, og Maria er den eneste tilbage af hendes familie. Hun beslutter sig nu for at få sin retfærdighed.

Med hjælp fra en venindes søn, advokat Randy Schoenberg, der bliver spillet af Ryan Reynolds, sætter de sig for at skaffe maleriet af Marias tante tilbage til dets retsmæssige ejer.

Problemet er bare, at maleriet – nu kendt som Kvinden i guld – er et af Østrig kæreste ejendele. Det er med til at definere en nation.

I filmen følger vi Marias og Randys kamp, der tager dem frem og tilbage mellem Østrig og USA.

En kamp, der tager hårdt på Maria og som bringer en masse minder frem – gode og dårlige.

Læs også 18 frihedskæmpende køer i Palæstina

Flashbacks eller ej?

Filmen springer frem og tilbage mellem retssagen i nutiden og Marias barndom og ungdom i Wien.

Det er gennem disse flashbacks, at publikum lærer at føle med Maria.

Først virker det fjollet, at hun ønsker at få et kendt for ikke at nævne kæmpestort maleri for sig selv.

Et maleri, der slet ikke er plads til i Marias lille bungalow i L.A.

Men vi ser i flashbacks Marias minder om hendes tante og minder fra et hjem, hvor netop dette kendte maleri pryder væggen.

Vi ser, hvordan krigen langsomt gør sit indhug, hvordan jøder bliver ydmyget i gaderne, og vi ser, hvordan Maria og hendes mand er nødt til at flygte fra deres hjem.

Efter al den uretfærdighed er man slet ikke i tvivl om, at selvfølgelige skal Maria have sin kunst igen. Det mangler da bare.

Så selvom filmen bruger lige lovlig mange flashbacks og sagtens kunne have skåret et par af dem fra, er det faktisk helt okay. De er ekstremt rørende at overvære.

En flødebolle med talent

Det er en morsom og charmerende film. Det morsomme og charmerende får vi alt sammen leveret af den dygtige Helen Mirren.

Hun spiller som en drøm i filmen – hun er både irriterende og ufattelig dejlig.

Dog glider hendes tysk-engelske accent nogle gange tilbage i hendes egen britiske accent, men pyt med det. Det er en lille detalje, der ikke er værd at dvæle ved.

Helen Mirren kunne nemt bære denne film alene, men det behøver hun ikke. Ryan Reynolds gør det overraskende godt i denne rolle.

Hans skuespiltalent er ellers ikke det, der har gjort ham kendt. Man kender ham mest fra romantiske film og komedier, der ikke nødvendigvis kræver en skuespiller i topklasse. Men i denne film er der fokus på hans præstation og talent – og det er faktisk ikke så ringe endda.

Filmen disker op med en masse fantastiske skuespillere i diverse små roller. Så hvad enten man er fan af ’Game of Thrones’ eller ’Downton Abbey’, er der en overraskelse i vente.

Der er en hyggelig og hjertevarmende film. Se den. Den er det værd.

Læs også Et barns skilsmisse

18 frihedskæmpende køer i Palæstina

in Film by
huhah

Amer Shomalis ’The Wanted 18’ er en kunstnerisk dokumentar i topklasse. En sand fortælling om 18 køer, der kom til at repræsentere en palæstinensisk landsby og deres oprør mod Israel. Den er underholdende, fængende og veludført. Et spændende indblik i Palæstinas historie.

Skrevet af Sofie Kristensen

Salaam filmfestival bød indenfor på Café Biografen. Denne gang en dokumentar fra filmskaberen og kunstneren Amer Shomali om landsbyen Beit Sahour i Palæstina, der nægtede at bukke under for Israels besættelse.

Landsbyen gav Israel hovedpine

Under den første intifada tilbage i 1980’erne købte indbyggerne i Beit Sahour 18 køer, der skulle forsyne hele landsbyen med mælk. Køerne blev holdt skjult og deres mælk blev distribueret i al hemmelighed om aftenen.

Det betød at landsbyen holdt op med at købe den israelske mælk, som var den eneste man ellers kunne købe, og det anså israelerne som en trussel. Køerne blev for Israel en trussel mod statens sikkerhed, og de blev efterlyst.

For Beit Sahour blev køerne et symbol på frihed. De styrkede folket, som holdt modstanden oppe – men fuldstændigt uden vold.

Beit Sahours modstand blev kendt af palæstinensere overalt. Amer Shomali, hvis familie kommer fra landsbyen, oplevede det hele fra sidelinjen i en flygtningelejr i Syrien.

’The Wanted 18’ er en opløftende fortælling om landsbyens civile modstand mod et uretfærdigt styre. En fortælling om et folk, der ikke lader sig kue, men vender hver en straf de får af hæren til en belønning.

Hæren var magtesløs og situationen bliver latterlig– efterlyste køer? Det er jo en joke. Som en af de medskyldige i ko skandalen siger i dokumentaren: Beit Sahour gav Israel en ordentlig hovedpine.

Sjov, men seriøs

Teknisk set er ’The Wanted 18’ er en fryd for øjet at se. Den er underholdende og veludført.

Dokumentaren giver et også et spændende spin på fortællingen, der gør hele situationen komisk – komisk på den israelske hærs bekostning.

Den inkorporerer både en lille tegneserie og en lille sideløbende stop-motion film. Amer Shomali har skabt 4 dukker af divakøer med amerikanske accenter.

Gennem hele dokumentaren bliver hver en fortælling om køerne i Beit Sahour understøttet af små stop-motion scener, hvor man ser fortællingen fra disse køers perspektiv. Divakøerne bliver det komiske indslag, og det er svært ikke at falde for dem og deres meget prominente personligheder.

Enden på intifadaen

Men man må ikke glemme at selvom det hele er opløftende og underholdende, er det en seriøs situation de befinder sig i. Størstedelen af dokumentaren har en let tone, men med hentydninger til en seriøs undertone – man fornemmer, at det ikke nødvendigvist ender godt. En af landsbyboerne udtaler i dokumentaren:

”The only thing they don’t control is the air we breathe. ”

Så selvom det hele virker let som en leg, skal man ikke være i tvivl om, at det her var ikke nemt for nogen af dem, og det kræver en frygtelig masse viljestyrke for en lille landsby at sætte sig imod besættelsesmagten.

De medvirkende i ’The Wanted 18’ lægger ikke skjul på, at det hele falder sammen på grund af en udefrakommende indblanding. Udestående og uforstående parter, der tager beslutninger på andres veje. Osloaftalen, der bliver indgået i 1993 mellem Israel og PLO, bliver enden på den første intifada og enden på Beit Sahour oprør.

’The Wanted 18’ er et must-see. Der er en fantastisk dokumentar på alle tænkelige måde. En fantastisk fortælling om en fantastisk lille by og deres frihedskæmpende køer.

En anden film der også var med på Salaam Film Festival er ‘I am Nojoom, age 10 and divorced”. Den handler om en 10 årig pige fra Yemen, der bliver giftet bort til en meget ældre mand og hendes kamp for at slippe ud af ægteskabet. Læs om filmen her.

Billeder: National Film Board og Canada

Et barns skilsmisse

in Film by
I am Nojoom

Salaam Film Festival slog et smut forbi Café Biografen i Odense, med filmen ’I am Nojoom, Aged 10 and Divorced’. Yemens første spillefilm af Yemens første kvindelige instruktør Khadija al-Salami. Filmen er baseret på den sande historie om en lille piges tvangsægteskab med en ældre mand, der ender i vold og voldtægt.

Skrevet af Sofie Kristensen

Filmen starter i Yemens hovedstad Sana’a, hvor Nojoom sidder i familiens hus. Hun går ud for at købe brød til familien, men flygter i stedet til et domhus, hvor hun beder en dommer om en skilsmisse. Dommeren kan ikke forstå, at hun er 10 år gammel og allerede gift, så hun fortæller ham sin historie.

Traumatisk men inspirerende

Størstedelen af filmen er et flashback. Man ser Nojooms familie flytte fra deres landsby, da rygtet om storesøsterens voldtægt slipper ud, og de flytter ind i storbyen. Faderen kan ikke forsørge sin familie og er nødt til at lade Nojoom blive giftet bort, så han kan få medgiften fra gommen.

Herfra følger man Nojooms forfærdelige liv i en ny landsby, hvor hun bliver mishandlet af både mand og svigermor. Nojoom lider og græder, hvilket resulterer i, at manden sender hende hjem til hendes familie igen, så hun kan lære nogle manerer. Herfra er man tilbage i nutiden, og man følger Nojooms kamp for en skilsmisse.

Bliv gift eller bliv begravet

Khadija al-Salami måtte kæmpe hårdt for retten til denne film. Hun følte historien skulle fortælles af en, der har indblik i, hvad det vil sige at være en pige i Yemen. Selv blev hun bortgift som 11 årig og fik en skilsmisse. Hun forstod ikke, at hendes mor kunne lade hende gifte bort, når moderen selv havde haft samme traumatiske oplevelse.

Pointen er, at folk i landsbyerne kender ikke til andet. Salamis bedstemor fortalte hende, at en kvinde bliver født til to ting: Blive gift eller blive begravet.

Det vigtigste er at lære

Et af de helt store skel og fokuspunkter i filmen, er forskellen mellem land og by. Nojoom bliver i storbyen Sana’a mødt af en anden måde at leve på, og en anden måde at se verden på. Dette bliver symboliseret i Nojooms tøjstil. Hun kommer fra en lille landsby, hvor folk går klædt i traditionelle klæder, men i storbyen begynder hun at gå klædt som hun vil. Hun smider traditionerne af sig og springer i et par busker.

Uddannelse er en mærkesag for Khadija al-Salami, hvilket hun også udtalte da hun mødte op i Cafébiografen:

”Education is the most important thing!”

Problemet for hende er, at Yemen er et meget traditionelt land, hvor uvidenhed desværre præger en stor del af livet i landsbyerne. Nojooms ægteskab er ikke en forbrydelse i øjnene på hendes familie og hendes nye mand, for det er godkendt af Sheikhen og stiftet foran Allah.

Men der er en bred misforståelse af religion i landet. Man bruger religionen til at retfærdiggøre ens handlinger, men ofte er det traditionerne man handler ud fra, og ikke religionen. Salami råder at man skal bruge hovedet: Sin logik og sin fornuft. Man skal gå i skole og få sig en uddannelse, for det er den eneste måde man kommer videre på.

Intet filmisk mesterværk

Det ville være en fejl at kalde ’I am Nojoom, Aged 10 and Divorced’ for en god film. Der er ikke gjort noget særligt ud af grafikken, lyset eller lyden. Replikkerne bliver ikke leveret overbevisende, skuespillet halter kraftigt og glider let over i at virke en smule melodramatisk.

Filmen tager hånd om for mange emner og tematikker: Forholdet mellem Nojoom og hendes bror, Sami, og voldtægten af storesøsteren og hendes ægteskab med den skyldige.

Den tager derudover også kort fat i problematikken mellem Saudi Arabien og Yemen. Historierne kommer til at stå frem som enkelthistorie, der afbryder den egentlige handling, hvor de kunne have været flettet ind bedre, så filmen var blevet mere flydende og organisk.

Til sidst i filmen får man lige hele historien en gang til fra faderens synsvinkel. Dette kommer de heller ikke helt godt fra. Det formår på samme tid at blive en kluntet og forhastet samt en langtrukken del.

Faktisk er der ikke meget, der fungerer filmisk.

Men når man hører historien om filmens tilblivelse er alt dette ingen overraskelse. Der er nærmere et mirakel at den overhovedet blev lavet. Yemen har ingen filmkultur, hvilket vil sige, at de heller ikke har nogen skuespillere. Ingen af de medvirkende havde skuespillererfaring.

Filmen har et stærkt budskab, og den berører et ekstremt vigtigt emne og alene af den grund, er det en film, der er værd at se. Den sætter lys på kvindelivet i Yemen og konsekvenserne af uvidenhed og manglende uddannelse i landsbyerne.

Anmeldelsen af en anden film fra Salaam Film Festival kaldet ’18 and wanted’, kan læses ved at trykke her.

Billeder: Wide Management

Gå til top