Tag archive

frivillig

Harry Potter Festival – Stedet hvor virkelighed bliver til magi

in Kultur by
12171005_988777684502265_1905818984_o

I sidste uge blev den trettende Harry Potter Festival afholdt i hjertet af Odense. Hele tre dage var byen fyldt af lange kapper, forvirrede ugler og energiske børn.

Skrevet af Caroline Kamper

Besøgende havde krydset broer og landegrænser, for at besøge den kendte festival, der har vokset sig større og bredere end nogensinde.

Den startede som et par telte på Flakhaven og optrådte i år med over fyrre aktiviteter spredt over hele centrum, hvor mere end 10.000 børn spillede Quiddich og lavede eliksirer.

Ikke mindst rendte 100 frivillige rundt og skabte en historie.

Fra koldt telt til varmt slot

Gik man igennem Ove Sprogøs Plads torsdag eftermiddag, blev man mødt af et par hvide, lukkede telte. Pladsen var våd, og der var ikke et eneste magisk spor at finde.

12176118_988777687835598_1461820551_o

Vendte man derimod om, og gik mod Jernbanemuseet, blev man mødt af en bunke små hekse og troldmænd, der ivrigt vinkede farvel til deres forældre. Toget afgik fra perron 9 trekvart klokken 16.40 sharp.

Da 149 børn efterfølgende var blevet transporteret sikkert frem og tilbage fra Tommerup, i et gammelt damplokomotiv, kunne markedsdagene begynde.

Læs også: ‘Oprør og stilstand i tresserkunst

Litteratur vækket til live

Vejret var ikke med de unge magikere, men stemningen var unik og gaderne var alligevel godt fyldt op. Med god grund, da der var oplevelser for alle pengene.

I det forbudte bibliotek kunne man møde Glitterik Smørhår, man kunne skrive slibrige løgne med Rita Rivejern eller få en Ingefærøl hos Cafe Nuttetrut. Levende ugler, koste-lavning og Quiddichtkampe var også en del af programmet.

De unge magikeres besværgelseskundskaber blev sat på prøve. Passede man ikke på, kunne man hurtigt blive fanget af en dødsgardist eller løbe ind i selveste Lord Voldemort.

Børnenes indlevelsesevne var især fantastisk. De fik bragt fantasi til virkelighed og den magiske boble blev ikke sprunget en eneste gang.

Frynsegoder ved at være heks

I takt med festivalens voksende størrelse, er behovet for frivillige pludselig større. I år, havde 100 frivillige, unge som ældre, meldt sig til tjeneste. En opgave der kræver mange overnatningsmuligheder, lange nætter ved symaskinen og en fantasi, der kan hamle op med børnenes vilde drømme.

12171528_988777667835600_141077499_o

Flere måneder før festivalens start, bliver der planlagt aktiviteter og oplevelser. Frivillige melder sig på poster og en verden bliver skabt.

”Det er de frivillige, der er festivalens sjæl. Uden dem, ville vi stå med tomme boder og livløse stræder”.

Sådan fortæller bibliotekaren Søren Dahl Mortensen, som er en af hovederne bag arrangementet.

Selvom ens energiniveau og overskud er væsentlig lavere, end hvad det plejer, er der en ære i at lave frivilligt arbejde.

Når man sidder i Hogwartsekspressen og hører børnenes fyrige fortællinger om sidste års oplevelser og forventninger til denne tur, kan man ikke andet end at blive glad.

Man overhører forældre der endelig får overtalt deres barn til at drikke den hemmelige eliksir og barnets humør vender 180 grader, og dette er ens værk.

Man er en del af dette. En del af et lille nørdet samfund, der finder glæde i samme sag. Man støtter og lærer af hinanden.

Læs også: ‘Retroguldet atter i cirkulation’

Stortrommen fik den sidste tone

En fest blev holdt fredag aften. Et kæmpe efterårsbal, gratis for frivillige og alle unge magikere inviteret. Festmåltid, ingefærøl, quizzer, konkurrencer og åbent dansegulv.

Efter et heftigt opgør mellem det gode og det onde, begav folk sig hjem. Da klokken slog 16.00 blev telte, bannere, ugler og kosteskafter,  pakket ned og gemt til næste år.

12170073_988777671168933_2122529062_o

I samlet flok begav de frivillige sig ned mod Odense Koncerthus, hvor de sidste toner af Harry Potter Festivalen blev spillet. ’Harpings forbandelse’ lød navnet på stykket.

Odense Symfoniorkester fremviste i samarbejde med HF FLOW, Odense Balletskole og dirigent Casper Schreiber en musikalsk genistreg.

”Det en skam vi ikke kan leve i denne verden hver eneste dag, og at der er 1 år til næste festival. Efterårsbal hver aften, tak!”

Sådan skrev Ulrik Ulmer eller Harry Potter, på facebook, da han vendte hjem fra festival søndag morgen.

Harry Potter Festivalen er kommet for at blive. Det er ikke en verden der er for alle, men vækkes den mindste interesse, skal det prøves.

Som frivillig eller deltager, magien fanger og en unik litteratur vækkes til live. Den råde tråd er gennemført.

Festivalen står på egne ben med den minimale reklame, det er en sælsom hemmelighed, som kun kan findes af dem der søger. Søger man, vil man ikke fortryde.

Festivalen er en oplevelse for alle. Børn får lov til at leve i en fantasiverden og de voksne, kan slippe deres indre barn løs.

Horrornights på Valdemars Slot

in Kultur by
12169265_10206653389466313_933926623_o

En bidende kulde kan mærkes helt ind til knoglerne, og skrig kan høres i det fjerne, da man nærmer sig Valdemars Slot på Tåsinge. Horrornights tilbyder igen i år en hårrejsende oplevelse med massere af underholdning, man sent vil glemme.

Skrevet af Louise Justesen

Mørket er så småt begyndt at falde på, da gæsterne ankommer til en imponerende bygning. På den lille ø Tåsinge tæt ved den sydfynske by Svendborg, finder man slottet kaldet Valdemars Slot.

Til dagligt fungerer det som museum og hjem for slottets ejere, men i perioden 3. oktober til 1. november i tidsrummet 19.00 til 00.00 vågner de hvileløse sjæle og monstre på slottets område i håb om og søgen efter de levende.

Gæster fra nær og fjern

Valdemars Slot tilbyder i denne periode alle vovehalse fra nær og fjern en aften med massere af hårrejsende oplevelser. En hel aften lige til midnat fyldt med gys og gru.

Både busser fra Sjælland og det nordlige Jylland kører sine gæster ned til det sydfynske, for at blive en del af det skræmmende univers. Familier og venner helt fra lande som Italien og Holland vælger sågar at planlægge deres ferie ud fra dette store event på den lille ø Tåsinge.

Allerede fra start emmer stedet af uhygge, og at dømme ud fra gæsternes spændte ansigtsudtryk forventer de en aften fyldt med sjov og mindeværdige oplevelser.

Derudover er området prydet med røgmaskiner, ildfakler og en buldrende lyd suppleret med musik sandsynligvis hentet fra dine værste mareridt. Talrige frivillige rundt omkring på pladsen er klædt ud som monstrøse karaktere og fungerer alle som glimrende elementer i skabelsen af en (u)hyggelig aften i selskab med familie og venner.

En hårrejsende oplevelse

På de brede plæner rundt om slottet er adskillige horrorzoner opstillet, den ene mere skræmmende end den anden. Blandt de første horrorzoner man støder på som gæst er ”Wonderland of Clowns”. En maze der tilbyder et imponerende 3D-univers fyldt med magi. Er man tilhænger af Stephen Kings geniale gyser ”It” fra 1986 er dette en oplagt mulighed for at træde ind i dets forstyrrende univers – eller holde sig langt væk.

Horrornights byder endvidere i år sine gæster på 8 andre skræmmezoner. Heriblandt er western-byen ”Blackwood” som er hjemsøgt af bl.a. byens sherif og bedemand, ”The Pharaoh” som er fyldt med arrige mumier, ”Insane Asylum” hvor eksperimenterende læger og sindssyge opholder sig, samt ”The Factory” hvor fabriksarbejdere hærger efter et større kemikalieudslip.

På trods af de lange køer ude foran mazerne og et vejr der føles som en sibirisk kulde, virker humøret stadig i top hos gæsterne.

Blandt dette års gæster er Katarina på 23 år fra København. Denne aften er hendes første gang til Horrornights, og spørg man hende har aftenen været en succes.

”Mine forventninger til dette event var helt sikkert at blive skræmt, men samtidig også et godt show. Det er vigtigt, at karakterne lever sig ind i sine roller. De forskellige skuespillere rundt omkring i områderne var meget professionelle og der var gode chokeffekter, synes jeg. ‘The Factory” var helt sikkert den fedeste. Jeg kan virkelig ikke lide zombier!”

Hun fortæller også, at hun helt sikkert har planer om at vende tilbage.

Frivillig til Horrornights

På den lune Cafe Horror serveres der lidt let til maven samt kolde og varme drikke til gæsterne. Her står Lucas på 12 år som vagt, og han fortæller om at være frivillig til begivenheden.

”Det der tiltræk mig til at være frivillig ,var at alle har muligheden for at deltage. Det er dog ikke alle der bliver udvalgt som vagt! Der har været en smule uro i løbet af aftenen, folk er bange, men vi klarer det. Jeg har planer om at deltage som frivillig i så mange år som muligt.”

Lucas har tidligere været en del af de frivillige til Horrornights, og med et stolt ansigtsudtryk virker han ikke i nærheden af at være træt af det. Hele området vrimler med frivillige i form af vagter og scareactors, der alle fungerer som et vigtigt led i Horrornights på Valdemars Slot.

En rejse ind i det indre

Efter nogle timer ude i kulden og en konstant kiggen-over-skulderen træder en stor del af gæsterne indenfor for at deltage i aftens underholdningsshow. Horrornights har udover sine skræmmezoner valgt at have et særligt show på programmet som afvikles både kl. 20.30 og 22.00.

Gæsterne har dette år muligheden for at opleve et hypnoseshow af den kendte hypnotisør Jeppe Schjøtz.  Han har blandt andet været med i TV2 Zulus program ”ARGH! Det gjorde jeg bare ikke”.

I aftenens show tilbyder han sine gæster en eventyrlig rejse ind i det indre. Gæsterne er hurtige til at finde deres pladser, og stilheden i rummet spreder sig, da han træder ind på scenen.

Gæsterne bliver i begyndelsen introduceret for et længere indblik i hypnotiseringens verden, hvorefter en række frivillige gæster fra publikum udvælges til at deltage i hypnosen. Den efterfølgende time er fyldt med imponerende oplevelser som er underholdende både for de deltagende og for tilskuerne. Ved showets ende er det tydeligt at se på gæsternes begejstrede ansigtsudtryk, at langt over halvdelen er dybt imponeret og muligvis mindre kritiske af tilstanden hypnose.

(U)hyggelig aften

Omkring midnat nærmer Horrornights på Valdemars Slot sin ende, og de skræmte, begejstrede gæster forlader langsomt området. En spændingsfyldt aften med et must-see underholdningsshow i denne kaliber, suppleret med talrige imponerende skræmmezoner. Valdemars Slot kan i den grad konkluderes at være et besøg værd denne Halloween.

Foto af Camilla Holst

Gå til top