Tag archive

fyn

Heartland Festival 2017

in Kultur/Musik by
Egeskov slot

I pinsen kan man opleve den nu tilbagevendende Heartland Festival, der igen i år har offentliggjort et solidt program med mad, musik, kunst og debatter. Festivalens fire søjler er fundamentet for en ny festivalskultur, hvor alt ikke handler om øl og musik, men om kulturel indlevelse og eftertanke.

Skrevet af Martin Lindum Cederholm

InMediasRes gæstede i 2016 Heartland Festival, hvor jeg selv var repræsentant for mediet. Udsendt på denne opgave gjorde min medskribent og jeg vores bedste for at suge alle festivalens nuancer til os, for at kunne reportere dem. De ”skribent-briller” viste sig ikke at være nødvendige for at opsnuse festivalens facetter. Hele slotsparken var udnyttet, og langs bakkerne snoede restauranter, barer og kunstværker sig mellem hinanden og de to musikscener.

Samtaler og lyd i nutid og fremtid

På de to musikscener Highland og Lowland kommer publikum til at blive forkælet med både stærke internationale spillere i musiklandskabet samt nogle af de mindre, lovende bands fra det danske vækstlag. Flere bands repræsenterer gråzone-musik mellem jazz og elektronika såsom beat-skaberne Flying Lotus og atmosfæredyrkerne hos the Cinematic Orchestra.

Veto, Choir of Young Believers og The Minds of 99 skyder en solid gang synthpop ud i sommernatten og ellers er der repræsenteret et bredt spektre af poplyrik à la Birdy, Alex Vargas, Simon Kvamm og Miguel. En af de ligeså spændende, om end mere satsede bookings er Vellness Plader, der stiller op med et lækkert potpourri af 80’er lyd, lækre bands og lidenskabelige medlemmer af Vellness kollektivet.

En af Heartlands fire søjler er deres talks (debatter), hvor forskellige debattører, kulturpersonligheder og skarpe hjerne bliver parret for at diskutere verdens tilstand. Den røde tråd på Talks scenen er i år identitet og forbilleder.

Talerne vil blandt andet snakke om at være et ego i kunst og musik, om kvindelige forbilleder, og hvordan de kan præge ens selvbillede og syn på egne muligheder som kvinde anno 2017 samt om Europas samlede tilstand og identitet.

Talks scenen kommer til at huse i alt ti talks lig de tre nævnte, hvor nutiden bliver beskrevet og reflekteret over.

Som supplement til disse talks har Heartland skabt en ny scene til Future Talks. Her vil verdens og menneskets fremtid blive belyst gennem ti talks. Fremtidssex, livet på et rumskib og de medicinske fremskridt, der kan lade én blive 1000 år gammel vil blive reflekteret over, af de kapable talere.

Kultur og kvalitet

Heartlands koncept består i kultur, kvalitet, berigelse af sindet og vigtigst af alt; lækker mad.
Prominente Michelin-kokke og danske madkunstnere kommer til at stå for det daglige festmåltid, man for 595,- kan få lov til at deltage i (195,- ekstra for en passende vinmenu). Det er ikke et SU-venligt beløb, men man må jo punge ud for lidt extravaganza i sin festivaloplevelse.

Festivalen har bestræbt sig på at udfordre madboderne, og de kommer til at præsentere et madprogram, hvor 80% af råvarerne kommer fra Fyn.

Arrangørerne bag festivalen har strikket et program sammen, der bør tilfredsstille de danske kultur connaisseurs såvel som alle nysgerrige sjæle, der får muligheden for at stifte bekendtskab med en bred vifte af musik, mad og tanker. For at binde festivalens koncept yderligere sammen, kommer et hav af kunstinstallationer til at pryde festivalpladsens kroge og stier. Projektioner af ansigter på trækronerne, performance dansere og en håndfuld skulpturer og pynt på pladsen vil pirre gæsternes nysgerrighed og få en til at tænke; ”Hvorfor ser Egeskov Slot ikke altid sådan ud?”.

Fotograf: Martin Lindum Cederholm

Heartland Festival: Sundførs sikre sopranstemme i synthpop-fest

in Musik by
Header, Susanne

Tusmørket udgjorde baggrunden for Susanne Sundførs velfungerende vekslen mellem dansabel electropop og intime ballader. Sangerinden fra Norge havde publikums fulde opmærksomhed fra første sang, og det fortsatte lige til koncertens afslutning.

Skrevet af Loa Karkov

Solen er lige netop dykket ned bag horisonten, og natten er stadig lys, da norske Susanne Sundfør bestiger Highland-scenen. Hun bevæger sig selvsikkert dansende frem til mikrofonen med en tamburin i hånden. På hver sin side har hun to kvindelige multiinstrumentalister, der vil vise sig at have samme tekniske dygtighed og (næsten) lige så meget attitude som sangerinden selv.

Let's Dance!

Let’s dance!

Åbningsnummeret It’s All Gone Tomorrow er et energisk popnummer, og den store menneskemængde, der allerede har samlet sig foran scenen, har lige fra starten svært ved at stå stille til musikken.

Der bliver danset, klappet og sunget med; en stemning blandt tilskuerne, som fortsætter hele koncerten igennem. Denne følelse af nærhed med publikum opstår på trods af Sundførs sparsomme kommentarer imellem sangene.

Dog er de altid sympatiske og ydmyge; og langt hen ad vejen variationer af ”Har dere det bra?” og ”Tusen takk”, samt enkelte udråb af ”Let’s dance!”.

Den lyse vokal rummer en enorm nærhed, i særdeleshed i de mere stille numre, men er samtidig kontrolleret og knivskarp, når den skal være det.

Under koncertens tredje sang sætter Sundfør sig selv bag klaveret. Her bliver hun siddende igennem næste nummer, som er aftenens første stille nummer, hvor den smukke sopranstemme virkelig kommer til sin ret hen over et simpelt klavermønster.

I løbet af koncerten fortsætter hun med at vise sin musikalske kunnen ved selv at stå bag instrumenterne, heriblandt også en guitar.

Ført sikkert ind i natten

Efterhånden som aftenen skrider frem, og himlen bliver mørkere, skrues der på samme tid op for intimiteten og festligheden på scenen.

Lysshowet, der er holdt helt enkelt, er fantastisk velfungerende som stemningsmarkør i begge tilfælde, hvor der veksles mellem energisk strobelys og mere neddæmpede, drømmende konstellationer.

Et af aftenens højdepunkter er nummeret Memorial, som starter med et imponerende uh-kor og udvikler sig til en storladen og intim ballade, hvor Susanne Sundfør igen selv har guitaren i armen.

Efter aftenens sidste sang, det sikre synthpop-nummer Delirious, bliver der blandt publikum råbt efter ekstranummer i lang tid efter Sundfør har forladt scenen.

Dette ønske bliver desværre ikke efterlevet, men da festivalgæsterne forlader pladsen ved Highland, har mørket sænket sig helt over Egeskov, og koncertgængerne er blevet ført sikkert, dansende og bevægede ind i natten.

Fotos af Martin Lindum Cederholm

Horrornights på Valdemars Slot

in Kultur by
12169265_10206653389466313_933926623_o

En bidende kulde kan mærkes helt ind til knoglerne, og skrig kan høres i det fjerne, da man nærmer sig Valdemars Slot på Tåsinge. Horrornights tilbyder igen i år en hårrejsende oplevelse med massere af underholdning, man sent vil glemme.

Skrevet af Louise Justesen

Mørket er så småt begyndt at falde på, da gæsterne ankommer til en imponerende bygning. På den lille ø Tåsinge tæt ved den sydfynske by Svendborg, finder man slottet kaldet Valdemars Slot.

Til dagligt fungerer det som museum og hjem for slottets ejere, men i perioden 3. oktober til 1. november i tidsrummet 19.00 til 00.00 vågner de hvileløse sjæle og monstre på slottets område i håb om og søgen efter de levende.

Gæster fra nær og fjern

Valdemars Slot tilbyder i denne periode alle vovehalse fra nær og fjern en aften med massere af hårrejsende oplevelser. En hel aften lige til midnat fyldt med gys og gru.

Både busser fra Sjælland og det nordlige Jylland kører sine gæster ned til det sydfynske, for at blive en del af det skræmmende univers. Familier og venner helt fra lande som Italien og Holland vælger sågar at planlægge deres ferie ud fra dette store event på den lille ø Tåsinge.

Allerede fra start emmer stedet af uhygge, og at dømme ud fra gæsternes spændte ansigtsudtryk forventer de en aften fyldt med sjov og mindeværdige oplevelser.

Derudover er området prydet med røgmaskiner, ildfakler og en buldrende lyd suppleret med musik sandsynligvis hentet fra dine værste mareridt. Talrige frivillige rundt omkring på pladsen er klædt ud som monstrøse karaktere og fungerer alle som glimrende elementer i skabelsen af en (u)hyggelig aften i selskab med familie og venner.

En hårrejsende oplevelse

På de brede plæner rundt om slottet er adskillige horrorzoner opstillet, den ene mere skræmmende end den anden. Blandt de første horrorzoner man støder på som gæst er ”Wonderland of Clowns”. En maze der tilbyder et imponerende 3D-univers fyldt med magi. Er man tilhænger af Stephen Kings geniale gyser ”It” fra 1986 er dette en oplagt mulighed for at træde ind i dets forstyrrende univers – eller holde sig langt væk.

Horrornights byder endvidere i år sine gæster på 8 andre skræmmezoner. Heriblandt er western-byen ”Blackwood” som er hjemsøgt af bl.a. byens sherif og bedemand, ”The Pharaoh” som er fyldt med arrige mumier, ”Insane Asylum” hvor eksperimenterende læger og sindssyge opholder sig, samt ”The Factory” hvor fabriksarbejdere hærger efter et større kemikalieudslip.

På trods af de lange køer ude foran mazerne og et vejr der føles som en sibirisk kulde, virker humøret stadig i top hos gæsterne.

Blandt dette års gæster er Katarina på 23 år fra København. Denne aften er hendes første gang til Horrornights, og spørg man hende har aftenen været en succes.

”Mine forventninger til dette event var helt sikkert at blive skræmt, men samtidig også et godt show. Det er vigtigt, at karakterne lever sig ind i sine roller. De forskellige skuespillere rundt omkring i områderne var meget professionelle og der var gode chokeffekter, synes jeg. ‘The Factory” var helt sikkert den fedeste. Jeg kan virkelig ikke lide zombier!”

Hun fortæller også, at hun helt sikkert har planer om at vende tilbage.

Frivillig til Horrornights

På den lune Cafe Horror serveres der lidt let til maven samt kolde og varme drikke til gæsterne. Her står Lucas på 12 år som vagt, og han fortæller om at være frivillig til begivenheden.

”Det der tiltræk mig til at være frivillig ,var at alle har muligheden for at deltage. Det er dog ikke alle der bliver udvalgt som vagt! Der har været en smule uro i løbet af aftenen, folk er bange, men vi klarer det. Jeg har planer om at deltage som frivillig i så mange år som muligt.”

Lucas har tidligere været en del af de frivillige til Horrornights, og med et stolt ansigtsudtryk virker han ikke i nærheden af at være træt af det. Hele området vrimler med frivillige i form af vagter og scareactors, der alle fungerer som et vigtigt led i Horrornights på Valdemars Slot.

En rejse ind i det indre

Efter nogle timer ude i kulden og en konstant kiggen-over-skulderen træder en stor del af gæsterne indenfor for at deltage i aftens underholdningsshow. Horrornights har udover sine skræmmezoner valgt at have et særligt show på programmet som afvikles både kl. 20.30 og 22.00.

Gæsterne har dette år muligheden for at opleve et hypnoseshow af den kendte hypnotisør Jeppe Schjøtz.  Han har blandt andet været med i TV2 Zulus program ”ARGH! Det gjorde jeg bare ikke”.

I aftenens show tilbyder han sine gæster en eventyrlig rejse ind i det indre. Gæsterne er hurtige til at finde deres pladser, og stilheden i rummet spreder sig, da han træder ind på scenen.

Gæsterne bliver i begyndelsen introduceret for et længere indblik i hypnotiseringens verden, hvorefter en række frivillige gæster fra publikum udvælges til at deltage i hypnosen. Den efterfølgende time er fyldt med imponerende oplevelser som er underholdende både for de deltagende og for tilskuerne. Ved showets ende er det tydeligt at se på gæsternes begejstrede ansigtsudtryk, at langt over halvdelen er dybt imponeret og muligvis mindre kritiske af tilstanden hypnose.

(U)hyggelig aften

Omkring midnat nærmer Horrornights på Valdemars Slot sin ende, og de skræmte, begejstrede gæster forlader langsomt området. En spændingsfyldt aften med et must-see underholdningsshow i denne kaliber, suppleret med talrige imponerende skræmmezoner. Valdemars Slot kan i den grad konkluderes at være et besøg værd denne Halloween.

Foto af Camilla Holst

Er Tinderbox kommet for at blive?

in Musik by
062815 - Tinderbox´15 - Passenger- inmediasres.nu - FOTOGRAF JESPER GULDBRANDSEN-7615

Fotograf: Jesper Guldbrandsen

Fire uger er gået, siden den nye odenseanske festival så dagens lys for første gang. Trods kritik allerede inden start endte Tinderbox med at blive en enorm succes. Spørgsmålet er nu, hvordan festivalen egentlig gik, og om den er kommet for at blive.

Skrevet af Amanda Esbjerg Justesen

Tinderbox havde op- og nedture allerede inden sin debut i slutningen af juni. Kritik og færre solgte billetter end forventet var tæt på at overskygge den brave festivals brede musikprogram. Folkene bag festivalen er dog ikke i tvivl om, hvordan de synes, det er gået på den første Tinderbox.

Bedre end forventet

Vi synes, den (Tinderbox) er gået næsten over forventning, det er gået helt fantastisk. Publikum var enormt behagelige at møde, så det har været en dejlig succes.

Sådan udtaler presseansvarlig for Tinderbox, Ole Dreyer, sig til InMediasRes. Han mener det samme omkring kunstnerne, der optrådte på festivalen; de var meget overvældede over at skulle spille på festivalens første år.

Festival favnede bredt

Tinderbox favnede fra starten bredt. Festivalen bestod næsten udelukkende af store kunstnere, hvilket forståeligt nok fik resten af Danmarks festivaler til at ryste i bukserne.

Blandt andet Echosmith, Passenger, MØ, Hozier, James Blake, Calvin Harris og Robbie Williams var at finde i Tusindårsskoven i Odense.

Også den elektroniske scene, Magicbox, gik som den skulle. Til trods for den store satsning den var, er Ole Dreyer ikke i tvivl om at det var det rigtige at forsøge sig med en scene som den.

Det var en stor satsning, vi lavede ved at bygge en helt særlig scene, der kun har stået den ene gang noget som helst sted på jorden. Det er gået over forventning, der var fyldt dernede, festen var god og dj’sene var overvældet over scenen.

På Magicbox, der foregik lørdag og søndag på Tinderbox, kunne man finde kunstnere som Dirty South, Robin Schulz, Broiler, MK og Morten. Scenen havde sit helt eget område, omringet af diverse barer, så festen kunne være i gang hele tiden.

Tinderbox gjorde andre nervøse

I september sidste år modtog Tinderbox massiv kritik. Det store millionbeløb, som Odense Kommune valgte at investere i festivalen og dets musik, faldt ikke i god jord hos andre festivaler.

Arrangørerne bag blandt andet Nibe Festival og Skanderborg Festival var bange for at blive udkonkurreret, da  deres antal af frivillige aldrig ville kunne leve op til en stor festival som Tinderbox.

De havde dog intet at være nervøse for. I starten af juni meldte store festivaler som Roskilde og Skanderborg udsolgt, og kritikken af Tinderbox lagde sig lidt på det område.

Festivalen fortsætter

Ole Dreyer fortæller, at selvom det er for tidligt at sige noget om eventuelle ændringer og musikprogrammet endnu, vil de dog fortsætte med det brede musikprogram, så der er noget for enhver smag.

Spørger man ham, om der vil være et Tinderbox om ti år, er han stensikker på, at det vil der være, da de har lavet en aftale med Odense Kommune, der dækker det næste årti.

Altså vi lukker ikke efter ti år, men det er vores intention, at det vi er i gang med at bygge op, er en festival, der er kommet for at blive.

Hvad næste års Tinderbox har at byde på, er stadig uvist. Men Fyn kan altså se frem til mange år endnu med en festival lige midt i hjertet af Odense.

Gå til top