Tag archive

Guldægget

Guldægget udklækker årets fynske filmtalenter 2. del.

in Film by
billede guldægget

Foto: Jonathan Løvehjerte Nielsen

Første del af aftenens show er færdig. En halv times pause har publikum til at fylde depoterne med forfriskninger og proppet popcorn i svælget. Grunden til at folk skynder sig, er i mellemtiden ikke begærlighed og grådighed. Tværtimod vil publikum tilbage i biografstolene for at overvære de sidste kortfilm og ikke mindst aftenens otte vindere.

Skrevet af Kristoffer Seidelin i samarbejde med Christoffer Frendesen

Efter publikum i pausen har pillet popcorn og poppet guldpilsnere er de nu klar til de sidste seks film. De veloplagte værter, Frederikke Mejdahl og William Binderup, ligner nogle, der har glædet sig til, at pausen slutter. Samtlige af salens øjne fikseres på dem. Uden meget ståhej præsenterer de os for resten af aftenens program.

Den første af aftenens næste seks film er den sidste og dermed fjerde dokumentarfilm. Med titlen ’Revolutionens graffiti – en historie om Libyen efter Gaddafi –  er det vist ikke kun værterne, der glædet sig til showet genstartes. Publikum sidder i stilhed og bliver opslugt af de to dokumentaristers illustration af den golde sommer, der har fulgt det arabiske forår.

Dokumentaren blev optaget i Libyen i 2012, kort efter Muammar Gaddafis fald og starten på borgerkrigen, der erstattede mere end 40 års diktatur. Filmens titel lægger op til, at man får et indblik i krigens kunst udformet i graffiti, hvilket man fik lov at se sporadisk. Men dokumentaren kom mere til at handle om et land i fortsat lovløshed, styret af fragmenterede militser, end oprørets kunstneriske, kreative udformning. Det var mere dokumentaristernes rejse i landet, og de problemer de mødte, man fik lov at opleve. Hvilket var yderst spændende, men en smule misvisende i forhold til filmens titel.

Fængslet af militsgruppe

To personer havde de planlagt og tilrettelagt rejsen, som var støttet af Filmværkstedet og deres egne pengepung. Nathalie Neuffer, der har rollen som formidler og den publikum følger i filmen, fortalte om deres oplevelse til IMR’s reportere.

– I starten var det faktisk overraskende almindeligt. Det føltes nærmest som de ture, jeg har haft til Ægypten i Cairo. Man kunne godt mærke det ikke var vestligt, men Nordafrikansk, men det var slet ikke så slemt, som jeg havde troet. Da vi så havde den her lidt anerledes oplevelse af at være dernede, vendte det. Hvor vi så kunne se, at under overfladen var det stadig meget voldsomt, fortæller Nathalie Neuffer.

Man møder Nathalies kontakt i Libyen, Jamal. En ung mand som sørgede for, at Nathalie Neuffer og kameramand Jørgen havde en hyggelig tid i Tripoli. Hyggen endte pludseligt. Undervejs i optagelsen af filmen løb de to dokumentarister ind i tunge, skarpladte problemer. En militsenhed tvivlede på deres gøren og laden og valgte derfor at tilbageholde dem.

– Det gik ikke rigtig op for mig, at vi var i problemer, før vi fattede, at vi ikke kunne kontakte nogen. Jeg vidste godt, det ikke var godt at sidde i fængsel, og at vi var blevet taget af en militsenhed. Men jeg gik mest og tænkte, åh nej, jeg har gået og forberedt rejsen og filmen her i over et år! Så jeg fattede slet ikke, at det var ved at gå galt, og at det var farligt. Jeg tænkte mere på projektet. Det var først bagefter, at det gik op for mig, at det kunne have gået galt. Hvis det havde været en militsenhed der var mere selvstyrende og autonom, så kunne de bare have gjort med os, hvad de havde lyst til, forklarer Nathalie med ro i stemmen og et smil på læberne.

I dag kan hun se tilbage i bakspejlets klare lys og grine af de dramatiske hændelser. Inden næste film løber over lærredet, krediterer publikum dokumentaristernes hårde og modige arbejde med velfortjente, pletvis stående, ovationer.

Spidsborger

Foruden dokumentarer og kærlighedsfilm får beskuerne også lov til at blive filosofiske med filmen ’For sent til tiden’, som er nomineret til bedste manuskript. Det filosofiske udgangspunkt, der præger filmen, havde længe været i tankerne hos de fire venner; tre gymnasieelever og en stadig i folkeskole. Sophus Rosendahl havde sammen med Jeppe Valdemar gerne villet lave en eksistentiel kortfilm. Protagonistens negative verdenssyn skulle udfordres af en fremmed, som med ledende spørgsmål ændrer hovedpersonens holdning.

Scenen er sat på en banegård. Netop ankommet for sent til toget sætter filmens hovedperson sig på en bænk efter at have råbt ”spidsborger” efter det kørende tog. En forhutlet hippie gør ham selskab på bænken, og en venskabelig samtale udvikler sig. Protagonistens vrede og irritation skummer ud af ham, men som hans perspektiv bliver prikket til, lader han sig langsomt overbevise af en mere menneskelig næstekærlighedstankegang. Hovedkarakteren får en mental lussing, da han overbevises om det gode i mennesket af hippien.

–        Jeg har i lang tid haft den her karakter i hovedet. Én der spørger lidt irriterende, for at finde frem til noget, og jeg tænkte det ville være fedt at sætte ham på en banegård med en mand, der er skide sur på alting, siger Sophus Rosendahl.

Han og Jeppe Valdemar, der også spiller med i filmen som forhutlet, spørgelysten hippie, er begge filosofi interesserede, derfor virkede det som en god mulighed for at skabe en film, seerne kan tygge på og tænke over. Det får publikum mulighed for i den sidste toiletpause, inden vigtigste del af aftenens agenda skal afgøres – Prisoverrækkelserne.

Pristid

Da den sidste film er blevet vist og efter endnu en pause, var det dommernes tur til at komme til orde. Panelet bestående af en række professionelle filmfolk fra branchen og en enkelt journalist var imponerede over filmenes niveau og den overordnede kvalitet. Kreativiteten, historierne og alsidigheden dominerede, var alle dommerne enige om. Men niveauet i udførslen varierede bemærkede dommerholdet. Lyset og især lyden kunne i enkelte film forbedres. De opfordrede desuden folkene bag filmene til at prøve at skaffe skuespillere, der kunne leve op til ideernes potentiale, som nogle gange blev tabt af netop skuespillet.

–        I amatørfilm, som det her jo er, uden det skal lyde negativt, der er skuespil meget ofte det sprængende punkt. Der er en masse mennesker, der går op i at lave film, men har måske ikke venner omkring sig, som mestrer skuespillerfaget. Så vi oplever nogle gange, at filmens værdi egentlig overskrider skuespillets værdi, og det er helt klassisk for skolefilm, sagde Birgitte Weinberger fra juryen til IMR.

Da den sidste pris og blomsterbuket er overrakt hopper værterne ind på scenen. De afrunder aftenens værtstjans med en falsk telefonopringning, der sender den kvindelige del, Frederikke Mejdahl, til Hollywood. Den mandlige vært, William Binderup, foreslår at Frederikke kan prøve at blive statist Luck.exe 2, hvis kortfilmens succes skulle bane vej for en efterfølger. En mulighed kvinden bag Luck.exe, Sabine Nielsen, med et tøvende nik og et bredt anstrengt smil svarer ja til – når holdet bag filmen altså har udfoldet evnerne i andre projekter.

Værterne takker publikum, filmfolkene og dommerne for en fantastisk aften. Tiden er, trods klokken har rundet fire timer, fløjet af sted. Produktionerne, showet og stemningen har været i topklasse. Og med afterparty at se frem til er aftenen først lige begyndt for de to udsendte reporterer. Lommerne fulde af mønter, en billig bar at bruge dem i og en gejst der er vokset gennem de sidste timers underholdning. I aften skal vi være fulde og mænge os med filmfagets potentielle fremtid…

[tagline link=”http://…” linktarget=”” button=”Et stykke med fakta” buttoncolor=”orange” title=”Guldæggets Vindere” description=”

Bedste klip – Luck.exe

Bedste manuskript – For sent til tiden

Bedste filmidé – Untitled.mov

Bedste håndværk – Lovecycle

Bedste fotografering – Sne i blodet

Publikumsprisen – Bente and the empty apartment

Bedste dokumentar – Bente and the empty apartment

Bedste fiktionsfilm – Luck.exe“]

 

Guldægget udklækkede årets fynske filmtalenter

in Film by
billede guldægget

Foto: Jonathan Løvehjerte Nielsen

Gallafesten Guldægget blev i weekenden afholdt for ottende gang, og det skulle vise sig at blive en dag fyldt med glæde, overraskelse og anerkendelse. Nye Guldæg-initiativer førte flere film med en endnu bredere baggrund op på aftenens lærred.

Skrevet af Kristoffer Seidelin i samarbejde med Christoffer Frendesen

Når man går ind af hovedindgangen på SDU skal man være mere end ualmindeligt tungnem for ikke at opdage, at fest og fejring er under opsejling. Langs væggene på trappen kan man ved første øjekast se de velkendte plakater med filmtitler som Pulp Fiction, Pretty Woman og Ondskabens Hotel. Ved andet øjekast bemærker man, at arrangørerne har leget lidt i Photoshop. Originalskuespillerne er skiftet ud med aftenens værter Frederikke Mejdahl og William Binderup.

På vej op ad trappen kommer flere jakkesæt, gallakjoler og ikke mindst galla-stiletter til syne. Folk summer lystigt, og duften af popcorn spreder sig igennem den store aula, som i daglig tale kaldes Campus Torvet. Øverst ved toppen af trappen står en velklædt herre med et kamera, klar til at fotografere aftenens velklædte gæster. Et stort bord er fyldt med lyserøde velkomstdrinks, som de fleste nyder én eller mange af. Få drinksgribbe kredser vedholdende omkring drinksbordet. Stemningen er højtidelig men samtidig uformel. Der grines, jokes og snakkes med bekendte og studiekammerater, men awardshowet og aftenens hovedformål lurer, folk samles ved dørene til det store auditorium o100, da uret nærmer sig de 15.

Odenses egen Oscars

Lyset slukkes. Den fuldstændig fulde sal fortier. Forventningerne stiger. En æggende præsentationsvideo bringer et svagt skær over publikum. Lyset bliver igen tændt. Denne gang til klapsalver rettet imod de to værter, som valser ind på scenen fra hver deres side af salen. I midten står et stort ujævnt guldæg med to oscarstatuetter ved siden af. Oscarstatuetterne er ikke præmier, men snarere remedier som værterne, Frederikke Mejdahl og William Binderup, bruger i deres vittigheder. Publikum kan blandt andet se på storskærmen, at Frederikke har spist middag med sin Oscarstatuette, og William har været i bad med sin. Det ser lige så mærkeligt ud, som det lyder.

På venstre side af scenen står otte kurve svarende til det antallet af priser, der skal uddeles i aften. På højre side af scenen er priserne placeret rækkevis på et bord. Men i år er vinderstatuetterne ikke guldæg. Næsten småkontroversielt er det i stedet stilrene glastavler, som i år gives til vinderfilmene. Lyset i salen bliver endnu engang slukket. Forventningens glæde skal endelig indvies. Salen skummer af småsnak samt de sidste knæk og bræk-lykønskninger til filmkandidaterne.

De tolv nominerede bliver vist i seancer på tre ad gangen, og de første tre, publikum kan glæde sig over, er fiktive film om kærlighed. Filmene bærer titlerne ’Luck.exe’, ’Gameboy’ og ’Love Cycle’. De to første film hører til underkategorien romantiske komedier.

Sin City som kortfilmsdrama

’Love Cycle’ skilder sig ud ved at være en film med stærkt fokus på specielle effekter. På en enkelt dag skød holdet bag projektet hele filmen på en green-screen i instruktør og manuskriptforfatter Frederik Baringtons stue. Alle folk, der arbejdede med på filmen, var venner. Debutant instruktøren brugte sit billige kamera og filmede det på en 300 kr. Green-screen. Lamperne var arbejdslamper fra Harald Nyborg og e-bay. Et budget langt fra filmen som fungerede som inspiration for Frederik Barington.

– Det er et visuelt genreeksperiment, så det går ind og arbejder med film noir-genren og udspiller sig i Robert Rodriguez’ og Frank Millers Sin City-univers, forklarer instruktøren.

Frederik understreger, at filmens historie er underordnet i forhold til filmens udformning. Filmens plot er centreret omkring en pige iført en ekstravagant rød festkjole. I første scene befinder hun sig alene på en stor altan, mens hun kigger ud over storbyens høje, fjerne, nærmest golde skyline. Alt i sort-hvid. I monologen mindedes hun dagen forinden, hvor hun, som så mange gange før, mødte en fremmed mand på en natklub. Forelskelsen, forgabelse og fornægtelse griber hende, men ligeså hurtigt hun møder ham, lige så brat blev hun adskilt fra ham.

Forladt står hun på altanen, hvor vi mødte hende i første scene. Hun mærker varmen fra sidste nats udkårne, den lunkne ånde i nakken og hans stærke hænder om sine arme. Som styret af hans hånd, løfter hun en pistol op til tindingen. I monologen konkluderer hovedkarakteren, at hun hellere skulle have lagt sig ned end have ladet sig forføre igen af den sporadiske forelskelse. Publikum labber filmens mørke univers i sig og klapper energisk.

–  Det handler om den her tendens, man oplever med unge mennesker, der går i byen. De forelsker sig i en tilfældig person den ene aften for at komme hjem uden nogensinde at se personen igen. Den leger lidt med tanken om, hvorvidt man ikke kan genkende den rigtige type forelskelse, uddyber Frederik Barington.

Efter ni måneder foran skærmen og med diverse redigeringsprogrammer kørende blev Frederik færdig med at kreere den lettere dystre storbysstemning og de mange teknisk flotte detaljer, som bærer filmen.

– Jeg er rimelig ferm med after-effects, og jeg har siddet og redigeret det hele selv. Det er lavet i 2½D, hvor man arbejder med 2D-elementer og smider dem ind i 3D-perspektiv. Jeg kan godt lide rammefortællingen hvor man starter og slutter på altanen, jeg kan godt lide selvmordsscenen, og at monologen fortsætter efter hendes sidste åndedrag, forklarer Frederik Barington med stolthed i stemmen.

Grin og gribende dokumentarer

Det står klart efter visningen af de tre første film, at publikum er nærværende og begejstrede. De tre kandidatfilm er underholdende og opfordrer med let humor beskuerne til at bryde ud i grin. Dog skal det nævnes, at mange af folkene bag filmene selv sidder på publikumsrækkerne. Det højlydte fniseri skyldes muligvis publikums relation til folkene bag de enkelte film, men ligeledes kan kvaliteten i filmene være grund til latterudbruddene. Som tilskuer kan man kun sætte sig tilbage og nyde showet sammen med de skridsikre, denne aften skudsikre, værter.

Efter en kort sketch guider værtspar Frederikke Mejdahl og William Binderup publikum videre til de næste tre film inden den kommende pause. Denne gang i kategorien dokumentarer. ’Bente and the Empty Apartment’, ‘Untitled.mov’ og Jockey.

’Untitled.mov’ er en rørende, personlig fortælling om en pige, der kort fortalt boede i et problemfyldt hjem med alkohol, vold, stedfar samt sin mor os søskende. Pigen bag filmen, Michala, er både hovedperson og instruktør. Michala skød to projekter i et skud. Ikke nok med at hun kan bruge filmen til Guldægget, men samme film kan også vises på skolen i sammenhæng med øvrige kortfilmsprojekter.

– Vi skulle lave et selvportræt på filmlinjen på gymnasiet, jeg går og bor på. Så det havde jeg gjort, men jeg blev sur på min film og slettede den, fordi jeg synes den var overfladisk. Så lavede jeg en ny og tænkte, fint, den skal være helt ærlig, og så må folk tage den som den er, fastslog en smilende, munter Michala.

Pige med power

Hun fik David, som ledsager hende til gallafesten, til at interviewe hende. Hun havde i alt en times langt interview, men manglede dækbilleder, da filmen skulle klippes. Derfor tegnede hun en tegning, som man følger udviklingen af undervejs i dokumentaren. I mellem klip af interviewet med Michala, vises tegningens stødte fremgang. Selv uden symbolik, som hjernen bag ikke mener, kan læses ind i illustrationen, fungerer tegneelementet som fremdrift. Sammen med underlægningsmusik giver det filmen et afbræk fra de stilstående, til tider overbelyste, billeder af Michala, der fortæller sin autentiske, intense historie.

Publikums fokus ligger på Michala. Nysgerrige øjne søger hendes tilstedeværelse i salen, som de senere skulle få bekræftet – endda med stående klapsalver, men mere om det senere. Mens man ser filmen har man lyst til at give Michala et kram. Man har følelsen af, at hun er blevet udsat for en fuldstændig uretfærdig behandling. Begge IMR’s reporterer fik, i mellem os, en personlig favorit i den hårdhudede, unge pige. Michala selv er meget afklaret med situationen.

– Det er jo et faktum, ikk? Man kan ikke lave om på det. Så det er stille og roligt, fortæller Michala stadig med et smil om sin familiestatus.

Efter de seks første film, og endnu en omgang hvor værterne har rystet de første esser ud af ærmerne,  er det nu tid til dagens første pause. Folk halser ud af salen for at komme først hen i popcorn- og drinkskøen. Der skulle provianteres, inden anden del af showet med de resterende film og selve prisuddelingen begynder.

Guldæg, gulddamer og gode film

in Film by
billede guldægget

Så er det tid til til årets filmfestival på SDU, Guldægget. Der skal uddeles priser til de bedste film, og samtidig arbejdes på at udklække guldæg til guldænder. Udover prisen får vinderne nemlig også mulighed for at få deres film vist i visse biografer, på gymnasier eller Odense Internationale Filmfestival. 

Skrevet af Kristoffer Seidelin Pedersen

Filmfestivalen ’Guldægget’ bliver afholdt for ottende gang lørdag d. 5. april. Den pompøse omelet af en kortfilmfestival bliver skudt i gang med popcorn og velkomstdrinks klokken 14 – hvor der, i tråd med konceptet, også er mulighed for at forkæle ganen med Tuborgs gyldne damer, der kan erhverves for en 10’er i baren.

Der er tale om visning af 12 kortfilm i lokalet O100, en time efter dørene åbner. Filmene er udvalgt af en præjury, som i øvrigt ikke har nogen forbindelse med juryen på selve dagen. Når alle film er vist og juryen har talt, er der prisoverrækkelser, hvor vinderne hver især bliver tildelt et guldæg, som selv Peter Carl Fabergé ville nikke anerkendende af.  Efter gallapremieren vil der være musik efterfulgt af spisning om aftenen og fest med DJ senere ud mod natten.

Flere guldæg i prisreden

I år er priserne der uddeles udvidet i forhold til sidste år. De nye priser er ’Bedste Håndværk’, ’Bedste Dokumentar’ og ’Bedste Filmidé’, hvor sidstnævnte giver mulighed for at honorere talentet for at generere den gode idé. Udover de nye priser er der stadig plads til klassiske priser som ’Bedste Film’, ’Bedste Manuskript’ og ’Publikumsprisen’. Udover et gyldent æg og klapsalver er det også meningen at vinderne tilbydes muligheder for eksponering efter showet. Det kan være fremvisning i smalle biografer, som en del af medieundervisningen på gymnasier eller på OFF (Odense International Filmfestival).
Aftenens værter, som guider og underholder publikum, er en klassisk duo med en kvinde og en mand, de hedder Frederikke Mejdahl og William Binderup. Juryen består af fire filmkendere: Birgitte Weinberger, som er festivalleder på OFF. Kasper Rune Larsen, formand for filmskolen Super8 i Århus og instruktør. Thomas Voss, skuespiller og hovedrolleindehaver i Julefrokosten.  Og Caspar Vang som er filmanmelder for Fyns Stiftstidende.

Det startede tilbage i 2007 og var oprindeligt et internt arrangement for medievidenskabere på Syddansk Universitet. De studerende på medievidenskab fik mulighed for at øve sig på deres faglige kompetencer, samt muligheden for at styrke den sociale omgangskreds på studiet. Siden da har der været uddelt flere bakker forgyldte æg til filmtalenter, og fremgangen synes uden ende. Succesen har været så stor, at man håber på at gøre fuldstændig op med det interne, og gøre det til en talentpris for hele Fyn, hvor alle i region Syddanmark har mulighed for at deltage. Kravet er nu, at mindst én bag de respektive film er bosat i region Syddanmark. Festivalen er baseret på et utal af frivillige mandetimer med start i august sidste år, og det er derfor muligt at få meget for de 120 kroner en billet til hele arrangementet koster.

Til selve filmfestivalen er alle velkommne, og man kan finde relevant information, herunder billetkøb, i gruppen ’Guldægget’ på Facebook samt hjemmesiden guldaegget.dk.

Guldægget 2013 – countdown

in Kultur by
Foto: Jesper Hjorth.

Tiden sig nærmer, men bare rolig! Du kan godt lige nå at købe billet til Guldægget 2013.

I flere måneder, har de mange frivillige studerende fra Medievidenskab arbejdet benhårdt, for at skabe det perfekte show til på lørdag. Nogle har beskæftiget sig med pynt og føljetonfilm, mens andre har jagtet jurymedlemmer rundt hos de forskellige filmselskaber.

Én ting er sikkert – de har sammen, kæmpet for at Guldægget 2013 bliver årets største begivenhed på Medievidenskab!
Stemningen bliver et finurligt eventyrunivers, krydret med ægte galla-glæde og hyggeligt samvær med dine medstuderende, undervisere og folk fra filmbranchen.

Det er en event, som du absolut ikke må glip af – så skynd dig ned på Medievidenskabs sekretariat og køb din billet.

Udover at det er en hyggelig dag, er det samtidig en fantastisk mulighed for at se, hvad de studerende har brygget sammen af filmperler, samt blive betaget af det store frivillige arbejde som ligger bag.

Vi ses til et brag af en filmfestival!

Gå til top