Tag archive

InMediasRes

Luminis på Egeskov Slot: En lysende sanseoplevelse

in Kultur by
img_9542

I sidste uge kunne man fredag og lørdag opleve lysshowet “Luminis” på Egeskov Slot. Luminis bragte glæde for de mange tilskuere, men også for folkene bag.

InMediasRes fik lov til at opleve showet og har fået en snak med Marketing- og Eventassistent, Cathrine Blaabjerg, som også er projektleder på Luminis.

Skrevet af Amanda Ellen Esbjerg Justesen

Det første jeg ser, da jeg en mørk fredag aften i december nærmer mig Egeskov, er et stort skilt oplyst med ordene “Egeskov – Det Levende Slot”.

Da jeg når op til indgangen, hæfter jeg mig ved lyset, stemningen og en betydelig større mængde af mennesker, end jeg havde regnet med.

Det er efterhånden ved at være end del år siden, jeg har været på Egeskov og er derfor spændt på at se det igen.

img_9524

Egeskov er en sanseoplevelse

Selvom Luminis er grunden til, at jeg er kommet, bliver jeg meget imponeret over hvor gennemført hele oplevelsen på det store areal rundt om slottet er.

For at komme til selve lyshowet skal jeg gennem en lang og mørk sti. Stien er dog oplyst af en masse små juletræer med lys i, og det gør turen hyggelig.

De mange børn, der sammen med familiemedlemmer eller lignende, slændrer langsomt fremad med opslugte øjne, bekræfter mig i, hvor fin turen er.

Inden jeg når til slottet, som er her Luminis bliver afholdt, kommer jeg forbi små “appetizers” til lysshowet.

En masse paraplyer hængt op i luften lyser op i en behagelig blå farve. En stor sølvkugle placeret på jorden med mindre versioner af samme slags hængt på en snor ovenover. Alléer og dukker af lys.

Luminis er smukt lys på Egeskov

Jeg har fået lov til at snakke med Cathrine Blaabjerg, der arbejder som Marketing- og Eventassistent på Egeskov, og som også er projektleder på Luminis.

Mit første spørgsmål til hende er, hvad Luminis egentlig er. Hun svarer at Luminis er et lysevent på Egeskov, men også meget mere end det.

Hun fortæller, at det er en sanseoplevelse for hele familien. De mange haverum på Egeskov bliver lyst op i form af forskellige installationer.

Hvem laver Luminis og hvem fandt på idéen?

 – Luminis er lavet med grundidé fra Egeskovs Direktør Henrik Neelmeyer, som havde set noget lignende på et slot i Tyskland. Da jeg kom i praktik var det en oplagt mulighed at starte det, da jeg havde lavet en lysanimation til Nyborg Slot nogle år inden, derfor står jeg for konceptudviklingen.

Hun fortæller, at DVC (Dansk Video Center) står for alt lys og lyd og at de både i år og sidste år, fik hjælp af en gruppe studerende fra Erhversakademiet Lillebælt til at animere lysshowet på slottet.

Hvad er det du tror, at folk så godt kan lide ved det?

 – Det er lys i en mørk tid i smukke omgivelser, som man ikke er vant til. Luminis er ikke som lysshowet på Flakhaven eller jul i Tivoli. Det er omgivelserne, sanserne, afslapningen, og dét at være sammen med familien uden at skulle stresse rundt. Derudover er det en anderledes juleoplevelse.

Hvilken rolle har Luminis spillet i den succes Egeskov har fået de seneste år?

 – Luminis har gjort, at Egeskov kan holde åbent i vinterhalvåret. Det har været spændende at se, om folk også vil besøge Egeskov, når der ikke er smukke, grønne blade på træerne, men også når vi laver andre events. Vores gæster bakker altid utroligt godt op om det, når vi finder på noget nyt. Derudover giver det et ekstra event for vores sæsonkortholdere.

Da jeg spørger Cathrine, om hun kan beskrive Luminis med én sætning, svarer hun således

 – Luminis er smukt lys på Egeskov. Og mit hjertebarn.

img_9533

Lysshow med historie

Da jeg når frem til slottet, går der ikke mange sekunder, før det er tid, og Luminis går i gang. Det kører hver halve time hele aftenen.

Lyshowet varer syv minutter og indeholder alt fra teknomusik, til jul samt Egeskovs historie.

En myte siger, at hvis man fjerner træmanden, der bor i tårnspiret, fra sin plads på puden, vil Egeskov synke i voldgraven julenat.

Luminis er smukt og lyser op på forsiden af Egeskov Slot. Publikum er imponerede, og for andet år i træk viser slottet og dets begivenheder sig fra dets bedste side.

Fotos af Amanda Esbjerg Justesen

Hvem er InMediasRes egentlig?

in Kultur by
15101816_10154094771774786_962267371_o

InMediasRes har fået ny redaktion, og derfor har vi valgt at lave en artikel i form af et interview med os. Har du lyst til at vide mere om InMediasRes og dets tre guruer, så læs med her!

Skrevet af InMediasRes’ redaktion (Amanda, Martin og Yasemin)

15133961_10154094772209786_887364011_o

Hvad laver i lige nu?

A: Til dagligt læser jeg dansk, men har taget et års orlov. Primært på grund af mit ølmisbrug… Ej okay.

M: Akademisk alkoholiker. Tak til SU styrelsen. Prøver at læse medievidenskab.

Y: Jeg læser dagligt journalistik på SDU, men sådan lige nu, stresser jeg over at min telefon mangler plads.  

Hvor gamle er I?

A: 23 and in denial.

M: 20 år og fire måneder.

Y: 21. Jep, ligesom Topgunn synger det.

Hvis I skulle høre én sang på repeat resten af livet, hvilken skulle det så være?

A: Let It Be – The Beatles

M: Lilac Wine – Jeff Buckley.

Y: Where Is The Love – Black Eyed Peas.

Hvad ville I helst: Have sex med Donald Trump og ingen vidste det eller ikke have sex med ham, men hele verden troede I havde?

A: Donald hvem?

M: Kun hvis jeg bliver USA’s førstedame.

Y: Been there done that.

Hvorfor er I overhovedet med i IMR?

A: Fame, money, bitches.

M: Jeg kom ikke ind på journalistik.

Y: Fordi Ulla T ikke er gået på pension endnu.

Hvad er IMR egentlig?

A: Mit.

M: Nice.

Y: Latin.

15145116_10154094771689786_65629906_o

Spøg til side, hvad er jeres vision for mediets genfødsel?

Alle: Vi kunne godt tænke os at lave portrætter af Odenses eksistenser, diskuterende kulturanmeldelser og debatindlæg. 

Det skal være udgangspunkt for, at unge skribenter kan få deres stemme ud til andre kulturinteresserede unge i Odense. Det bliver fedt.

Den Lalleglade Brigade: Humor uden rekvisitter

in Teater by
13113154_847077015436446_215534985_o

Den Lalleglade Brigade fyldte Teater Momentum med improviserede jokes krydret med venskabelige drillerier, der rakte langt ud over scenekanten.

Skrevet af Lisette Olesen og Ane Møbius Rahbek

Publikums sitrende forventningsfulde nysgerrighed fylder hele salen, selvom de forreste rækker endnu er tomme.

Tribunen fyldes dog hurtigt til randen af forventningsfulde skikkelser, der med glædende uvished venter spændt på aftenens rejse ind i improvisationskomikkens uforudsigelige univers.

Aftens hovedpersoner består af Sisse Gram De Fries og Sofie Jo Kaufmanas, der er med i ‘Den Lalleglade Brigade’.

Med sig i bagagen har Brigaden titlerne som vinder af DM i Impro Comedy 2013 og Impro Fight Night 2012, hvorefter de hurtigt har etableret sig som en fast del af den danske comedy-branche.

Læs også ‘Perker Cabaret’ synger Perker i dur

3 stole og 1 klaver

Brigaden udnytter hver millimeter til fulde på scenen, når sketchene udfolder sine skæve, dynamiske udtryk.

Scenografien er simpel: 3 stole og 1 klaver er alt, hvad den hurtigtænkende energibombe har brug for at underholde publikum til latterkrampe med deres formidable sammenspil.

Brigaden er ved ‘The Great Show in Odense’ akkompagneret af komiker Kasper Nielsen, der tilføjer gruppen stærke punchlines og kreative vendinger.

Showet er spækket med venskabelige udfordringer imellem komikerne såvel som pianisten.

Ved tangenterne kaster pianisten gang på gang en musikalsk bold op i luften. En bold, som bliver comedy-gruppens fundament for næste sang eller joke.

Intet er forudsigeligt. Komikernes interne benspænd udfordrer konstant deres medspilleres kreative impulsivitet.

En udfordring, hvor aftens hovedpersoners tillid til hinanden bliver showets dynamiske drivkraft.

Læs også Hybridteater på Momentum: Drik dig glad i ”Cocktail”

Med publikum i centrum

Hver scene udspiller sig med publikum og deres inputs som centrum. Sketch efter sketch udføres skæve fortolkninger af hverdagsscenarier foreslået af tilskuerne – alt lige fra myggestik mellem fingre, jobinterview og talkshow programmer.

Publikum inddrages sågar i pausen, over de sociale medier, hvor et væld af kreative bud på samleobjekter strømmer ind, efter gruppen har forladt rampelyset.

Gruppens kendetegn, der inkluderer improviseret musical og forskerforedrag med døvetolken Ellen, fornyes konstant med tilhøreskarens inputs, som skaber de unikke, nærværende historier.

Den store afhængighed af publikum og deres bidrag holder konstant gruppen på deres højeste niveau.

Selv ved mangel på lydbidrag fra to frivillige deltagere i sketchen ”Giv lyd”, formår Brigaden at vende manglen på input til noget positivt.

Når tavsheden indtræder hos de to frivillige, kommer Kasper situationen til undsætning med sætningen ”Jeg har smurt den!”.

En linje, der går igen, når hverken det knirkende vindue eller førstehjælpskassen giver lyd fra sig. Selv elastikforbindingen er blevet smurt i dagens anledning.

Musikalsk krydsforhør

Ud over komik og høj latter bryder ‘Den Lalleglade Brigade’ ud i sang på de skrå brædder. Pianisten slår tonen af, mens Brigaden improviserer flere sange.

Korte numre, som er præget af et komisk litterært univers med et glimt i øjet.

Her bliver tilskuerne inviteret med til engangsfremførelsen af musicalen ‘Morfars Garage’.

Musikalens titel og indhold er et resultat af publikums impulsive indspark og komikernes kreative improvisering.

En musical om den morderiske dreng Simon, der muligvis har dræbt tre skolelærer, og morfar der bruger for meget tid på internettet.

Gennem et musikalsk krydsforhør konfronterer Simons morfar drengen med det drabelige rygte. En konfrontation, der afsluttes med den tragikomiske sætning fra Kasper:

”Så er det nok noget, morfar har læst på internettet”.

En impulsiv sætning i en ultrakort sketch, der på trods af den korte scenetid, sætter gang i lattermusklerne hos publikum.

SHU-BI-DUA THE MUSICAL- Man må for fa’en da være noget!

Aldrig har tv shop været så underholdende

Udover sang krydret med benspjæt og store stemmefraseringer tager ‘Den Lalleglade Brigade’ sit publikum med på en musikalsk rejse igennem flere sketchshows.

En improviseret matematiksang med poptoner fra Rasmus Seebach hittet ‘Lidt I Fem’ er en del af en tv-shop- sketch.

En sketch, hvor Sofies sang er en musikalsk smagsprøve for Sisse og Kaspers værtsrolle på tv-shop programmet, hvor de skal sælge cd’er om musik.

Lytterprøverne byder på alt fra den svenske vise ‘Ligning, ligning, ej det kan være lige meget’ til den ukrainske operasangers karrieresplittelse mellem operetter og matematiklæredrømmen.

Læs også TRANS-formerende teaterstykke

Festlig improviseret komikrejse

Gennem det halvanden time lange show formår Brigaden at tage sit publikum med på en festlig improviseret komikrejse, der kommer vidt omkring.

Svenske rim, døvetolket igloforedrag, morderisk musical samt interview med katteknurrehårssamleren Kat-rine er del af aftenens ekskursion rundt i Brigadens kosmos.

En unik engangsoplevelse, hvis indhold ikke kan genopleves på resten af ‘The Great Show’.

Men selvom aftens indhold forbliver i den odenseanske teatersal, er ‘Den Lalleglade Brigades’ uendelige fantasi uden tvivl en oplevelse værd.

Gruppen formår med overlegenhed at balancere det humoristiske med det dynamiske i takt med at scenerne tager form.

Der er konstant sammenhæng mellem jokesne, endda til det punkt hvor jokes fra tidligere begivenheder hives frem i nye sammenhænge.

Dette skaber et helt særligt rum, hvor tid og sted momentvis står stille, imens seancen står på. Et rum, hvor Brigadens improvisationskomik sender sit publikum på en bredspekteret tematisk rejse, der strækker sig fra morfars garage til ukrainsk operette.

En oplevelse, der åbnede op for et uforudsigeligt univers, hvor hverken publikum eller komiker kender handlingsforløbet på.

Foto af Kasper Løftgaard

Retroguldet atter i cirkulation

in Musik by
12112540_10206801549533643_1703551269_o

Posten blev til et retroparadis for pladesamlere af alle aldre og nationaliteter, da den 59. internationale plademesse blev afholdt i Odense. Sælgere fra Tyskland og norden var stærkt repræsenterede, og nye samlere fik en snak med de rutinerede vinylpushere over mælkekasserne med de sorte skiver.

Skrevet af Martin Cederholm

Tempoet på messen minder om de dvælende skridt den kunstinteresserede tager på et museum. Der er lige så meget kunst tilgængeligt på plademessen, og snakken går også på oplæg, pris og på hvem kunstneren er. Den største forskel er atmosfæren. Posten er proppet med borde, som er overfyldte med plader og CD’er, hvor de ældre sælgere sidder bag deres moustaches med en kop kaffe i nærheden. Alle sælgerne er hjælpsomme og hjælper gerne med at bladre stakkene igennem for at finde det man leder efter.

Eventyret om Moby Disc

For enden af salen står Odenses ukronede vinylkonge med sit velkendte navn i ryggen: Moby Disc. IMR får snakket med ejeren Per Ellegaard om udviklingen af vinylsalget, om digitale medier og om butikkens kommende genfødsel. Ifølge Ellegaard er streamingtjenester og digitale kopier af sin musik et supplement til at sidde med en CD eller LP derhjemme. De fysiske medier er når musikken skal nydes, men i bilen eller i sommerhuset rækker det digitale selvfølgelig.

Han har kunne mærke, at vinylens popularitet er vokset, og det er mere end positivt. Danske kunstnere som Magtens Korridorer og Saybia har begge fået genoptrykt deres musik på vinyl. Det er blot et tegn på, at dette medie har nogle gode år endnu.

De sidste 27 år har Moby Disc været lig med det sted, hvor man kunne få stillet sin pladesult (og få tømt sin konto). I april 2015 måtte den fysiske butik i Nørregade desværre give plads til nye lejere, da huslejen var for høj for entusiasternes tilflugtssted. Så sent som i sidste uge kom nyheden om, at Moby Disc genåbner med en fysisk butik i Odense by. Hvis man vil følge med i hvor og hvornår butikken åbner, kan man følge dem på Instagram eller holde øje med dette link.

Hygge længe leve

Udover Per Ellegaard er der ikke mange pladesælgere, som har solgt i mere end 5 år. Flere af dem vi snakker med, gør det dels for hyggens skyld, men også for at få ryddet op i den private samling. Som oftest er konen ikke engang indblandet i beslutningen om at få ryddet op.

Salgsstrategien er forskellig blandt sælgerne. Nogen bruger mange penge på at opkøbe større samlinger, udelukkende med videresalg for øje. Andre vælger meget selektivt hvad de vil investere i. Få sælgere står med nytrykte vinyler – det er primært Glad Samler Records og Moby Disc fra Odense, som har med nutidige udgivelser at gøre.
En anden sælger med nye vinyler, er en tysk mand. Man kan undre sig over hvorfor han vil tage helt til Odense blot for at sælge billige plader, men i hans optik er det tyske marked alt for stressende. På tyske plademesser går køberne meget op i standen af pladerne, og tæller nærmest antal ridser for at kunne prutte prisen ned. I Danmark går samtalerne mere på musikken frem for det lavpraktiske. Det danske folk har ikke travlt med at opstøve de bedste tilbud, men hygger sig mere. Vi snakker om jazz og han hiver en Serge Gainsbourg plade op, og anbefaler den til de Miles Davis plader vi tidligere har kigget på.

Den værdi der ligger i at købe LP’er er stigende. Det er blevet et stærkt signal at sende, hvis man gerne vil vise sin musiske kunnen. Mange kritiserer køb af vinyler for at være hipstersmart, hvor dem der køber dem blot kan trække på skuldrene og nyde lyden af en anden tid.

Foto: nicoleleec, flickr.com

Portræt af Vild Smith: Vi er stadig hinandens bedste venner

in Musik by
www.danielstjerne.com

I kølvandet på udgivelsen af deres andet album, og en omfattende sommerturné, gæster rap-gruppen Vild $mith Musikhuset Posten i aften, torsdag,  kl. 20.00. InMediasRes har, inden koncerten, snakket med gruppen og stillet dem et par spørgsmål, for at komme nærmere ind på deres indbyrdes forhold, samt deres fælles vision for Vild $mith.

Skrevet af Mathilde Mølgaard

De har i løbet af de sidste to år oplevet en eksplosiv udvikling inden for dansk musik, efter de i 2013 blev vindere af Danmarks Radios talentudviklingskonkurrence, ”Karrierekanonen”. Siden da, har de skrevet pladekontrakt med det verdensomspændende pladeselskab ’Universal Music’.

Gruppen, der oprindeligt er fra Horsens, består af Esben Iversen (HvidMayn), og brødrene Moses Luxhøj (Vild Ting) og Daniel Jensen (Vild Son).

Livsvarig udvikling

De er alle oprindeligt barndomsvenner, og de fortæller os,  at de har kendt hinanden siden de i en alder af seks år mødte hinanden i den lokale fodboldklub. Spørger man drengene om, hvordan deres indbyrdes forhold til hinanden gennem de sidste par år har ændret sig, lyder svaret:

“Vi er stadig hinandens bedste venner. Eftersom, at der også er kommet et professionelt aspekt ind i vores relation, som gør at vi er utroligt meget sammen, så er vi dog også opmærksomme på, at det er vigtigt at huske at lave ting sammen, som ikke kun handler om musikken”.

Musik fra livet i overhalingsbanen

For at tegne Vild $miths musikalske lydbillede, er der for det første ikke sparet på effekterne – både på vokalerne og musikken.

Derudover bevæger de sig i en tilbagelænet og poppet, men samtidig cool clublyd. Til mange unge menneskers genkendelse, bliver der rappet om damer, byture, forbrug af penge og ting man egentligt helst vil glemme dagen derpå.

Deres hitsingle ”På Det Shit Igen”, som gennem sommeren 2014 blev mantraet for mange unge mennesker, var for alvor springbrættet til den nu efterhånden garvede rapgruppe, som gang på gang leverer hits til diverse hitlister og danske radiostationer.

Pres giver effektivitet

Selv udtaler drengene omkring deres udvikling, fra KarriereKanonen 2013 til nu, at de er blevet meget mere effektive i forhold til deres studieproces, og dermed også er blevet bedre rappere/sangere.

De fortæller, at dette er på grund af det ekstremt pressede skema de har fået, og at de derfor ofte har været nødsaget til at skrive numrene mellem forskellige spillejobs samt andre aktiviteter. Dette har dog også medført, at de kender hinandens forcer til uigenkendelighed og er blevet bedre til at bruge dem.

Selve lyrikken, som måske er skrevet på bagsædet af en tour-bus, skulle være udsprunget af virkelighedens dagligdag, som i deres virkelighed er vildere end gennemsnitsdanskerens liv. Dette skildrers i høj grad på nogle af deres hits som ”På Det Shit Igen”, ”Vild Idag syg Imorgen” og ”Det Ik Sket”.

Selv siger drengene, at de er inspireret af den afroamerikanske populærkultur såsom basketball, Boyz N The Hood-stilen og MTV raps.  De må altså siges, at have ført denne blanding af populærkultur videre til det danske land, da gruppen efterhånden har anskaffet sig tusindevis af fans fra alle bredder og kanter af Danmark.

Om hvordan deres forhold til deres fans har ændret sig i takt med den tiltagende popularitet, siger drengene:

“Vi tror ikke nødvendigvis det har ændret sig, der er bare kommet flere til. Umiddelbart så var der mange i starten, som synes vi var fede, fordi vi ikke var så selvhøjtidelige og havde selvironi. Det er noget som vi har holdt fast i, og det er sikkert også derfor, der bliver ved med at komme flere til, udover at de naturligvis godt kan lide musikken. Selvom vi er blevet større indenfor de sidste par år, så har vi også stadig benene på jorden, og er altid klar til at snakke og tage billeder med folk, og det tror vi mange synes er fedt”.

Fremførelsen af bandets nyeste album kan i aften kl. 20.00 opleves på Musikhuset Posten, hvor de bedste venner skal vise, hvad erfaringen har gjort for deres musik og sammenhold på scenen.

Drengerøvsfest med Scarlet Pleasure

in Musik by
Scarlet pleas

Fire unge mænd med sans for fest, farver og betagende popmusik indtog fredag aften scenen på Kulturmaskinen i Odense. I de neonfarvede lampers skær leverede de et brag af et show, som formåede at bringe publikum i den rette festglade stemning, som deres musik kræver.

Skrevet af Silja Okkerholm Harder Læs videre

Gå til top