Tag archive

interessant

‘Perker Cabaret’ synger Perker i dur

in Teater by
12499442_1200870979937201_1783333301_o

Skaber politisk korrekthed en tryg stemning, der giver os mulighed for at debattere ordentligt? Eller er det blevet en barriere, der holder os fra at diskutere med hinanden? Det bliver der grublet over i den dynamiske forestilling ‘Perker Cabaret’. Her har alle noget at skulle have sagt, og det er ikke længere farligt at råbe Perker.

Skrevet af Sara R. Gryesten

Når det gælder Teater Momentum, er det umuligt at forudse hvad, man går ind til.

Selvom bygningen er mere ydmyg end Odenses andre teatre, kan Momentums scene udfolde sig i mange forskellige variationer. Derfor bliver man overrasket over at komme ind til ”Perker Cabaret” og møde en ganske simpel scene.

Teatergruppen Danskdansk har skabt forestillingen ‘Perker Cabaret’, hvor en skuespillertrio (samt en harmonikaspiller) prøver at sætte fokus på et Danmark, der er fuld af fremmede kulturer, religioner og konflikter.

Trioen gør det gennem sang, musik og humor. De skriger, bander og imiterer onani et forsøg på at udstille danskerens grænse

12325910_1200871236603842_936765226_o

Læs også BLACK SIDE: Liv gennem lys

Musikalsk samfundskritik

I manges øjne ses en kabaret som pirrende underholdning i et mørk lettere skummelt lokale, hvor cigarrøg hænger i luften, og flirtende smukke kvinder danser sensuelt.

Derfor kan det vække ens interesse, når teatergruppen Danskdank vælger at lave en samfundskritisk kabaret.

I ‘Perker Cabaret’ bliver kabarettens lumre stemning brugt til vise danskerens grænse overfor sex, nationalisme og egentligt bare for hvor tæt skuespillerne må komme på publikum.

Cabaretten ønsker at bryde tabuer og komme så tæt på som muligt. Når musikken bliver sat sammen med forestillingens tematikker, skaber det et dejligt absurd sammenstød.

En konferencier styrer stykket på ægte kabaretfacon, og efter en indledende redigeret version af ‘Wilkomme’ byder ‘Perker Cabaret’ på hedonisme og satire uden anden grænse end sit eget behov for at være grænseløs.

Skuespillerne er ikke bange for at blande publikum ind i forestillingen: Publikum bliver flirtet med, skældt ud og sunget ind i ansigtet, så der er ingen tvivl om, at kabarettens hensigt er at være in-your-face.

12167335_1200871143270518_2072563351_n

Læs også Lad den rette komme ind: Vold, blod og ung kærlighed

Sig hvad du mener!

‘Perker Cabaret’ forsøger at diskutere emner som ligestilling, racisme, nationalisme, integration, og man kunne blive ved, men der er alligevel en rød tråd.

Det er alle konflikter, som bliver bremset af vores egen censur. Når vi debatterer, lader vi os bremse af tabuer, og af den grund finder vi ikke en løsning.

Cabaretten kan ses som en mursten, der bliver kastet mod ruden af politisk korrekthed i et forsøg på at få os til at skabe en ordentlig debat, hvor vi siger, hvad vi mener.

Skuespillerne smækker sig selv bagi, råber “Perker” og “Homo” og synger om for eksempel at have lyst til at kravle ind under kvinders burkaer for at se, hvad der er indenunder.

Nogle gange virker det som om, at formålet om at provokere er så bevidst, at det bliver påtaget. Men det overdrevne forsøg på provokation kan også ses som stykkets måde at bryde isen på, så vi kan lade være med at gemme os bag høfligheder.

Når der bliver råbt “perker” på scenen, er det bevis på, at et ord ikke kan få verden til at gå under. ‘Perker Cabaret’ forsøger at ryste folk til fornuft, men der skal mere til for at blive rystet end skældsord og snak om sex.

‘Perker Cabaret’ prøver at trykke på nogle bestemte ”provokationsknapper” ved at sige bestemte ord og udføre bestemte handlinger, men provokation kræver mere end at gøre og sige, hvad vi er blevet opdraget til at lade være med.

Fotos af Teater Momentum

Oprør og stilstand i tresserkunst

in Kultur by
Painting the 1960s

Kunsthuset Brandts åbnede i torsdags den nye udstilling PAINTING THE 1960’s. Her skulle tresserne folde sig ud i malerier, musik, foto, film og farver, samt nydes af tidens egen generation og nye beskuere. Alle så frem til nostalgi og oplysning.

Skrevet af Mikkel L. H. Brasen

PAINTING THE 1960’s – Kunsten. Oprøret. Hverdagen. Således stod det skrevet på pjecen til udstillingen.

Interessen for galleriets nye udstilling var stor, og man kunne mistænke mange, for selv at have befundet sig i 60’ernes vold.

Det var mindre varmt udenfor og folk skuttede sig, inden direktør for Brandts, Mads Damsbo, gik på scenen ude foran. Det blev hurtigt slået fast, hvor stor en betydning årtiet havde dengang og for fremtiden.

Gennem udstillingen skulle tressernes stemning, positiv som negativ, udpensles.

Stærk musik og oprør

Annisette Trio kom på scenen inden åbningen i bedste 60’er stil.

Med pandebånd og peace-tegn opførte trioen tre numre, som fik den indre oprører varmet godt op til udstillingen. Med tekst om ‘freedom’ og en mindre tale om den danske regerings stillingtagen, kunne alle aldre se, hvor stemningen skulle hen, når udstillingen åbnedes.

Annisette Koppel (også kendt fra Savage Rose) viste med sin optræden, hvordan åbningen og værkerne gerne skulle vælte publikum omkuld som et publikum ville have gjort dengang. For tresserne var en storm der ramte enhver og det skulle kunsten belyse.

Det skulle gerne udtrykkes, hvordan Danmark og hele verden på alle fronter, rykkedes til højre og til venstre, op og ned, og i retninger der endnu ikke havde fundet sin plads i samfundet.

For tresserne var ikke bare en tid af glæde og medgang men ofte det præcis modsatte og det var lige så meget dét publikum havde brug for at se. På pjecen stod der oprør, og som det ofte er set, er der intet oprør, før der føles modgang.

Men det indtryk af vildskab, som der forbindes med oprør, var ikke at finde.

Delte meninger blandt publikum

Meningerne så ud til at dele sig en smule, da folk var trådt indenfor på Brandts.

Som det sås på pjecen og informationen om Painting the 1960’s var Per Kirkebys mangefarvede cirkler valgt til baggrund. Og cirkler var der nok af.

Man tænkte hurtigt på Andy Warhols popkulturelle kendisbilleder. Men hvad var meningen med disse cirkler? Var det de specifikke farver, formen eller materialet der skulle gribe beskueren. Svært at sige.

Udstillingen samlede helt sikkert et ældre publikum, hvor mange selv har oplevet tresserne og måske endda været med til at frembruse et oprør.

Når det så er sagt, lykkedes det ikke for Per Kirkebys og de andres udvalgte værker at belyse tresserne for et mere naivt og nytilkomment publikum.

Det havde helt sikkert gavnet at følges med personer der var unge i 60’erne for derpå at kunne “åbne” udstillingen.

Holdning og udtryk

Gregers Nielsen var af kunstnersortimentet den der kom nærmest i at fange tresserne aura med sine fotografier. Hans sort/hvid-fotografier skulle blandt andet vise, at flere medier kom på banen i kunstens udtryksformer.

Der var film projekteret på wireophængte lærreder, der blandt andet viste en dansende kvinde i samtidens underbensklæder.

Collager fra tidens aviser og ugeblade hang på væggene, som udtryk for en fragmenteret hverdag og et stigende forbrug i samfundet.

Som journalist Lasse Jensen sagde på scenen inden åbningen, skulle man dengang være politisk aktiv og tage stilling til landets styre hvis man ønskede at være kunstner. Man skulle gerne have en holdning og ikke bare skabe kunst for kunstens skyld.

Der skete ændringer inden for alt og man kunne håbe at kunsten ville udtrykke en dynamik som ikke er fundet i andre årtier siden.

Så skulle man have levet i tiden for udelukkende at kunne nyde udstillingen? Nej.

Men man kan spørge hvad Brandts forsøgte at vise. Vildskab og hverdag var ikke tilfældet, mere et eksempel på stilstand.

Der var få værker som kunne nærme sig de tre nøgleord Brandts havde valgt til udstillingen.

Som barn af halvtresserne og tresserne ville man helt sikkert kunne opleve nostalgien, men selvom der var korte beskrivelser på de farvede vægge, savnede man information. Bevægelsen, som gerne skulle være smittet af på kunsten, var ikke til stede.

Udstillingen manglede alt i alt tressernes gnist, som eftertiden er blevet belært så meget om.

Skulle man selv have lyst til at danne sig en mening om udstillingen, vises den på Brandts i Odense indtil den 21. februar 2016.

Gå til top