Tag archive

Jørgen Leth

Hybridteater på Momentum: Drik dig glad i ”Cocktail”

in Teater by
12736744_10203916101942709_141235745_o

Endnu engang inviterer Teater Momentum til hybridteater. Denne gang sidste værk i trilogien. Fra den 3. til den 27. februar vil det være muligt at købe billet til ‘Cocktail’, en koregrafisk og visuel fortolkning af Jørgen Leths film- og tekstunivers, som folkene bag selv beskriver det.

Skrevet af Emma C. Blomberg

‘Det Perfekte Menneske’, Jørgen Leths banebrydende og enkle kortfilmklassiker, er snart 50 år gammel. Alligevel fascinerer hans film mange og stadig flere.

Udover for nylig at være udstillet på Brandts i udstillingen ‘Painting the 1960s’, er den også grundlag for teaterstykket ‘Cocktail’.

Men hvorfor er Leths hverdagsnære og analyserende anskuelser stadig tiltrækkende i en tid, hvor det er kedeligt at være simpel?

12722444_10203916101862707_750875312_o

Læs også BLACK SIDE: Liv gennem lys

Liv i tomheden

Minimalismen er der lagt vægt på, og dette ses både i kulisser og kostumer. Alt er hvidt og firkantet, og scenen føles både tom og uendelig.

De fire medvirkende, Malte Joe Frid-Nielsen, Xenia Noetzelmann, Anete Jensen og Christian Gade Bjerrum, sidder klar på en aflang hvid kasse, da publikummet indtager rækkerne. Spotlyset er sat på de fire, og  resten af lokalet er mørkt.

Klædt i grå og beige nuancer falder skuespillerne pænt ind i mængden, men deres nøgne fødder hænger legesygt og dingler ned fra kassen, og der bliver udvekslet store smil.

En følelse af, at de er lige så spændte som gæsterne, dannes.

En blanding af dans, digte og dialog skaber stykket skridt for skridt. Spændende er netop dialogen, da Leths berømte monologer skifter genre.

Spørgsmålene er ikke længere stillet til det hvide rum, men kan nu besvares blot med øjenkontakt fra medskuespillerne eller med tilføjende replikker – der er blevet skabt liv i tomheden.

Hverdagens fabuleringer

”Det er et hårdkogt æg. Jeg piller skallen af det. Jeg spiser det. Jeg kan godt lide æg. Jeg spiser æg hver dag”.

Sådan lyder en af linjerne under stykket, der med sin hverdagsagtige charme og enkelthed får hjernen på arbejde. Der tænkes og forundres under hele forestillingen, som indeholder tekster fra både Leths film og digte.

Publikum er sat på prøve, da vi bevæger os udover de sædvanlige store emner om liv og død, og i stedet falder over de små ting i livet – såsom hårdkogte æg og dansk regnvejr; alt sammen i en flot cocktail med lysshow, dans og højttænkte tanker.

Intet plot, ingen sceneskift, blot fire mennesker der repræsenterer Leths tankegang på smukkeste vis. Der gøres brug af flydende og velovervejede bevægelser, der sammen med det grafiske lys, der kastes over scenen, skaber et levende rum. Et rum hvori alt siges, men intet sker.

Her rammer Momentum Leths antropologiske syn rigtig godt og frygten for at ‘Cocktail’ blot er en nyfortolkning forsvinder.

Handling og action er ikke fokus i Det Perfekte Menneske’ og heller ikke i ‘Cocktail’; fokus er sat på netop de ting, vi ofte glemmer at lade vores tanker falde hen på.

De beviser, at selv uden vilde plottwists og hede kærlighedshistorier, kan både hverdag og teater være interessant.

12736954_10203916101782705_1864166767_o

Læs også EVIGT SOLSKIN: En leg med film og teater

Hvorfor (stadig) Jørgen Leth?

Filminstruktøren Jørgen Leth skildrer livet både maximeret og minimeret. Hans film og digte fungerer som en tiltrængt pause i det 21. århundrede, hvor der sjældent er tid til at sætte sig ned.

Den generøse Leth giver os tid, ligeså Teater Momentum. Læg mobilen fra dig og kig på livet og hverdagen inde- og udefra; dette tillader ‘Cocktail’.

Derfor er Leths kunst i dag næsten endnu mere aktuel end for 50 år siden – i hvert fald mere tiltrængt.

Fotos af Kristian Thuesen

Legende Leth lyrik lammede Dexter

in Musik by
jørgen leth på dexter

Jørgen Leth og jazztrioen Reverse indtog onsdag aften den odenseanske jazzklub Dexter til digtoplæsning og jazzmusik. 

Skrevet af Patrick Ludvigsen Læs videre

Jørgen Leth fabler om Gud, agurkesalat og bryster

in Kultur by
IMG_9477

Den danske trio, Vi Sidder Bare Her, gæster Posten i Odense til en næsten fyldt sal. Selvom lyden driller, har Jørgen Leths dybe fortællerstemme fortryllet publikum

Skrevet af Thor Hedegaard Læs videre

Del 4 – Mødet med Jørgen Leth

in Kultur by
Jørgen Leth. HR (9 of 10)

Lars er mødtes med Jørgen Leth. De to har taget en snak om journalistik, sprog og  selvfølgelig Jørgen selv. Dette er fjerde del.

Skrevet af Lars Düwel

Interviewet begynder at nærme sig en time og dermed den afsatte tid. Det mørke vand i kaffekopperne er for begges vedkommende væk og fotografen har taget de nødvendige billeder. Vi forbliver ved Jørgen Leths måde at bruge sproget på.

-Det danske sprog har mange vidunderlige muligheder, netop fordi at det har færre gloser. Man kan arbejde mere lyrisk med glosernes betydning. I hvert fald i lyrikken. Men jeg sad og tænkte på noget andet. Nu har jeg jo i mange år skrevet politiske reportager for Information og Politiken om situationen i Haiti. Og der skriver jeg på min måde. Jeg fortæller alt det, der er nødvendigt at fortælle rent faktuelt. Men jeg skriver det som personlige lyriske kommentarer af situationen. Og det er ikke sådan, at jeg kan koble det til eller fra. Det er ikke sådan, at nu vil jeg skrive en, der er helt tør, helt uden person, det gider jeg ikke, det kan jeg ikke, det er næsten naturstridigt. Jeg må jo skrive med det sprog, jeg har, og det sprog er mit personlige sprog. Og det gør så at de reportager, der har været gennem årene, alle sammen er meget personlige artikler.

Jørgen gestikulerer lystigt med armene, laver forklarende fagter i luften, mens hans blik ikke på et eneste tidspunkt bryder øjenkontakten. Det er skræmmende og fascinerende.

– Som I kan se, rammer I jo virkelig en, der tror på papiravisen.

– Papiravisen, hvad er det? Hvad er forskellen mellem en papiravis og artikler på nettet, jamen det er vel i princippet sproget?

– JA, udbryder han.

Stilhed i rummet. En fugl kan høres uden for vinduet og bilerne, der kører forbi nede på vejen. Jørgen fastholder blikket.

– Det er jo det! Det virker som om, at artiklerne på nettet er mere udsat på sproget end i papiravisen. Efter min mening. Og jeg kan jo allertydeligst se det på Politiken. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at der er så kæmpe stor forskel kvalitetsmæssigt på det, der står i gratis artiklerne og de rigtige artikler. Hvad fanden er det for noget? Det er jo en måde at sælge ud af journalistikken selv. Det er en måde at forringe jeres erhverv på, siger han og læner sig tilbage i stolen.

Del 3 – Mødet med Jørgen Leth

in Kultur by
Jørgen Leth. HR (1 of 10)

Tredje del af Lars Düwels møde med Jørgen Leth

– Jamen spørg videre, siger Jørgen Leth.

Tempoet i samtalen er faldet en smule efter det forfejlede ønske om at sidde aftenen ud og fortsætte diskussionen hen over et godt glas Chablis. Jeg nødsvømmer derfor hen til én af de ting, som jeg har forberedt. Et uddrag af en artikel fra hans udsendelse i Cairo i 1963. Jeg læser et stykke op fra en politisk reportage under navnet Spioner i stedet for brød til Cairos fattige.

– Skal jeg læse det op?

-Ja, det må du gerne.

– Cairo er en invalid by, dens overflade er metalhård, dens sjæl er forkrøblet af sult, frygt og løgn. Ude i ørkenranden står pyramiderne som uforgængelige vidner om en strålende fortid. Inde i Cairos betonjungle gælder jungleloven. Kun den, der er på vagt, klarer sig. Nutidsægypteren knurrer bag verdens mest professionelle hyklermaske. I alle kroge brøler Cairos millionhær af fattige, mens propagandamaskinerne pisker til dem, så fråden står dem om munden.

Undervejs i oplæsningen bryder Jørgen ud i et grin over egen tekst. Fremragende.

– Du skriver efterfølgende i en af dine bøger, at du ikke er vanvittig stolt af den prosa i dag. Hvorfor er du ikke vanvittig stolt af den prosa i dag?

– Argh, ej, jeg synes, at den er måske lige i overkanten.

– Men er det ikke netop det, som vi har siddet og snakket om, at det er dér den rigtige journalistik kommer ind i billedet?

– Jo, og jeg kan også se i min nye bog “Kunsten At Gå På Gaden”, hvor de der reportager er med i fuld udstrækning, at det holder sgu meget godt. Det synes jeg. Jeg ved ikke hvorfor, jeg tog afstand fra det der. Jeg tænkte vel, at det var for for for svulstigt eller sådan noget. Tror jeg.

– Men det er også mere det sproglige i det. Det her er jo en sproglig eksplosion nærmest. Det er måske også derfor, at du tager afstand fra det i dag.

– Nej, jeg tager sgu ikke afstand fra det, afbryder Jørgen. Det gør jeg sgu ikke. Jeg godkender den.

– Men det, som der vel er det primære, er.. Jørgen afbryder igen.

– Det er jo et spørgsmål om smag, Lars. Det er et spørgsmål om, at man kan jo kun godkende det, hvis man ikke bliver svimmel af det, syg af det. Og når jeg selv læser det, så synes jeg, at det er okay nu. Men altså.. Det er.. Men det er jo ikke det samme som..

Jørgen Leth leder efter ordene, vi berører noget vigtigt nu. Noget betydningsfuldt.

– Altså jeg mener, at der skal talent til simpelthen! Altså der skal være et minimum af talent, som kan gøre, at man kan sluge det. Hvis den der stiller sig op og skriver den slags subjektive reportager, som samtidig gerne skal fortælle om en tilstand i et land på en saglig og indholdsrig måde, så skal han være sikker på at være en god fortæller og på en måde, så redaktøren og læseren også kan se det. Kan opleve det. Det skal være sådan, at det kan opleves. Hvis man tager den frihed, som jeg tager mig der, ikke har talentet bagved, så er det noget lort. Så er det ikke til at holde ud.

– Men det her er jo en subjektiv fortælling. Er der for lidt af det i dagens journalistik?

– Ja, det synes jeg. Der er for lidt af det i dag. Men der er måske også for lidt talent. Man må jo veje det op med talent, hvis man skal dyrke den form for journalistik. Så skal der talent til. Så nytter det ikke noget, at man ikke kan skrive. I gamle dage kunne man holde en avis, fordi man ville læse en bestemt journalist. Eller en stil. For eksempel ville man købe en avis, hvis Lasse Ellegaard var ansat. Det ville man. Man vil gerne læse Lasse Ellegaards sprog. Ikke bare hans artikler, men også hans sprog. Så bliver journalisten..

Jørgen kigger op i loftet, vejer sine ord og meninger.

– Ja, det vil I sikkert møde meget modstand mod, mit synspunkt her, at journalisten også kan blive attraktionen. Også kan blive grunden til, at man køber en avis.

Jungletrommer begynder at buldre fra Jørgens bukselomme. Han tager sin mobiltelefon frem og besvarer opkaldet.

– Hallo. Ja, jeg sidder lige midt i et møde Berit. Ja, godt, hej.

Del 1 – Mødet med Jørgen Leth

in Kultur by
Jørgen Leth. HR (4 of 10)

Jeg er Jørgen Leth. Jeg er ikke Marlon Brando, og jeg har ikke spillet med i Apocalypse Now, hvor jeg sidder og køler mit hoved med vand. Jeg kunne have startet denne artikel med et fængende citat eller en billedskabende beskrivelse af Jørgens lejlighed på Gothersgade i København. En indledning, der præsenterer vinklen. Kridter banen op. Viser det væsentligste. Men det gør jeg ikke. Det har jeg ikke gjort. Det har jeg fravalgt.

Skrevet af Lars Düwel

Der går en del tanker igennem ens hoved, når man står op om morgenen og ved, at man senere på dagen skal interviewe Jørgen Leth. Med eksklusive livsstandarder og nydelse af det selv samme. Der tonser adrenalin gennem kroppen, når ens telefon ringer et par minutter senere og der på skærmen står: Jørgen Leth ringer. Kan du forestille dig det? ”Ja hej Lars, det er Jørgen Leth.” Det er fedt. Det er fandme fedt.

Når man så endelig står der, på Gothersgade i København, hvor Livgarden dagligt marcherer gennem gaden, og ser op på den tronende askegrå bygning, der tårner sig op nærmest hen over en med nummeret 101 stående over porten. Der kører det. Kommer ind i gårdhaven, taster Jørgen Leths nummer på telefonen, og han forklarer en, hvordan man bestiller elevatoren ned, så skal han nok sørge for, at man ender på den rigtige etage.

Elevatoren kører langsomt op, den stille summen af en tydeligvis uberørt elevator, indtil den brat stopper. De to døre skiller sig ad i to perfektskårede halvdele og fortæller, at det er nu man skal gå ud. Ud på jernafsatsen, broen der fører til Jørgens hoveddør. Man banker på, et langt og to korte, og afventer. Skimter ind gennem ruden og håber på, at man ikke virker for nysgerrig, for begejstret, for nervøs, for amatøragtig. En skikkelses skygge viser sig gennem ruden, det er ham, han åbner døren og hilser på en. Han virker desillusioneret, som om han lige er stået op. Han virker ikke som en person, der har haft adrenalin i kroppen hele dagen.

Han viser mig ind i lejligheden. Og hvilket syn. På mange måder stærkt overraskende, men kun fordi at jeg har haft en forestilling om, at Leths lejlighed minimum ville indeholde tre knitrende pejse, fire fjantende stuepiger og vægmalerier til flere millioner kroner. Men det gør den ikke. Det er en ét-værelses, hvor der ovre i hjørnet er opstillet en seng med et fjernsyn foran, et kombineret soveværelse og stue, mens der i køkkenet står forskellige tallerkner og bestik. Tomme vinflasker. Et spisebord, der ikke bare flyder over på almindelig vis, men hvor man ikke ville kunne fastsætte, hvilken farve bordet har, medmindre man gravede det frem.

Aviser, en Macbook Air, A4-sedler spredt ud og bøger i stabler. Dette er hans rodede hotelværelse i Danmark, hvor han dog ikke behøver at stemple ind først i receptionen. Hvor der ikke kommer en rengøringsdame hver morgen og reder hans seng. Dette er et midlertidigt tilholdssted med vand, varme og elektricitet, når han ikke er i sit hjem i Haiti. Et sted hvor jeg er sikker på, at der minimum er tre knitrende pejse, fire stuepiger og vægmalerier til mindst flere millioner kroner.

Jeg sætter mig til bords og får serveret opvarmet vand med kaffepulver i. Jørgen har købt alle dagens aviser for at være forberedt til
dagens interview om journalistik. Hans 
stemme virker træt, ugidelig, måske havde han forestillet sig at skulle lave noget andet denne frieftermiddag end at sidde og snakke med en journalistikstuderende.

– Jeg køber altid Herald Tribune. Jeg køber sjældent BT, sjældent. Jeg køber ikke Ekstra Bladet. Jeg synes sommetider, Politiken er god, jeg synes sommetider, Information er god. Jeg synes altid, at Herald Tribune er god.

– Hvad er det for en avis, siger du?


Herald Tribune selvfølgelig, verdens
bedste avis. Jeg nikker febrilsk. Jeg prøver
at overbevise ham om, at det er en avis,
som jeg nærmest er vokset op med,
selvom jeg aldrig har hørt om den.

– Og den er jo meget skæg at sammenligne
med. Det er jo typisk. De historier på
forsiden er alle sammen værd at læse,
ALLE SAMMEN, nærmest brøler han til
sidst, mens han blafrer med Herald
Tribune-avisen.

– Det er jo sjældent, at det er sådan i
danske aviser. Jeg bliver sikkert stenet for
at sige det, men for eksempel så er jeg jo
aldrig en mand, der interesserer sig særligt
meget for økonomi. Men pludselig så er økonomi spændende, pludselig bliver det vanvittig spændende som en gyser.

– Men er det så på grund af måden, den er skrevet på?

– Ja, det er måden, de skriver jo meget bedre. Der er mange, der slet ikke er stilister, der ikke kan stave. Det er grasserende at læse.

Gå til top