Tag archive

koncert

The White Dominos vil give publikum et rockchok

in Musik by
IMG_6460 redigeret

Rockdrengene fra The White Dominos bød på vilde rocktoner, da bandet spillede til Odense Havnekulturfestival.  In Medias Res tog en snak med bandet om The Blue Van og deres famøse rockchock

Skrevet af Lisette Olesen

Ved rockscenen på Odense Havnekulturfestival har de fire rockdrenge fra The White Dominos linet op til et rockbrag.

Gæster har samlet sig om scenen, der er beklædt i røg og damp. Mads Becks heftige trommebeats har indtaget forårsluften sammen med bandets vilde guitartoner.

Sammen er bandet klar til at give det odenseanske publikum et rockchock.

”Sjovest at lugte hinanden”

Bandets lange lokker flyver febrilsk til sangen Like A Ghost. Foran scenen danser en flok nyudsprungende studenter, imens en flok læderbeklædte koncertdeltager lader plastikkrussene hamre i mod hinanden i et skål.

”Lad os komme lidt tættere. Det er altid sjovest, når man kan lugte hinanden”

siger bassisten Magnus oppe fra scenen.

Til trods for, at hvert bandmedlem er placeret foran et mikrofonstativ, griber de muligheden for at hoppe rundt på scenen.

Sammen med festivalens publikum, bryder bandet ud i en fællessang, hvor linjen ”you are my only light” fra sangen Only Light kan høres på hele på havnepladsen.

Foruden bandets nye single Doyouwannarunaway? har rockgruppen spækket setlisten med sange fra deres  seneste EP On To Something, der udkom sidste år.

IMG_6509 redigeret

Læs også Go Go Berlin holder en fordybelsespause

Vi vælter verden

Sammen har det århusianske band et mål for øjet at brage igennem på rockscenen.

Bandet består af guitarist Daniel Potts, forsanger Jonas Sharpe, bassist Magnus Gaardbo samt trommeslager Mads Beck.

Tidligere har de fire rockdrenge spillet support for Go Go Berlin, der gæstede Odense i december.

Ved Odense Havnekulturfestival spiller The White Dominos support for jubilæumsbandet ‘The Blue Van’.

Et rockband, der tidligere har skrevet en sang ved navn White Dominos.

De fire bandmedlemmer fra The White Dominos fik først navnesammenfaldet noget tid efter bandets debut på scenen. Dog har bandet beholdt bandtitlen The White Dominos af en speciel grund:

 ”Navnet gav god mening, da The Blue Van var et kæmpe forbillede for os, da vi startede bandet. Derudover er der en god symbolik i navnet, fordi vi gerne vil vælter verden,”

forklarer Daniel Potts i backstagelokalet, mens han skrifter guitarstrenge til aftenens show.

IMG_6641 redigeret

Læs også Rock Under Broen krydrer gamle klassikere med ny energi

En oplevelse fra scenekanten

I de seneste år har bandet spillet koncerter i Tyskland, Italien, Ungarn og Slovenien. Fælles for alle The White Dominos’ koncerter er, at bandet vil givet sit publikum et musikalsk minde fra scenekanten:

”Vi skal fandeme spille som om, at det var vores sidste koncert hver gang,”

lyder det ivrigt fra bandets Daniel Potts.

Sammen går The White Dominos efter at give sit publikum et rockchok, som er en tilstand, hvor man som tilskuer taber næse og mund til rockens toner. Sådan forklarer bassisten Magnus Gaardbo:

”Det er ligesom i den gamle Olsen Banden film, hvor Keld går i granatchock en eksplosion i en bunker,”

Udover at spille på dette års udgave af havnekulturfestivallen, er bandet klar til at lade rocktonerne falde ved dette års Grimmeste Festival.

Fotos af Steffen Berg Klenow

Go Go Berlin rocker med fanskaren

in Musik by
12359673_771511632992985_1932136019_o

Go Go Berlin fik blodet til at pumpe i de odenseanske rockhjerter, da bandet gæstede Magasinet i Odense. InMediasRes mødte Go Go Berlin til en snak om den dedikerede fanskare, som bandet på kort tid har opbygget.

Skrevet af Lisette G. Olesen

På scenen hænger et sort baggrundstæppe med et hvidt spraymalet dødningehoved i kontrast til scenens fire royale diamantlysekroner. Publikumssegmentet er en pose blandede bolsjer.

De omklamrende kærestepar, teenagerpigerne med smartphonen, modne kvinder samt testosteronfyldte mænd med hestehale og Albani-fadbamser er blot nogle af de tilstedeværende, der fylder Magasinets koncertsal.

12375822_771511642992984_317481323_o

Ny perron til toget

Bag scenens baggrundstæppe, for enden af en mørk snoet trappeopgang, finder man aftens fem hovedpersoner. Som scenens det indikerer, er bandet på tourné med deres seneste album Electric Lives, der udkom i sommers.

Med to albums i rygsækken, samt en femstjernet pladeanmeldelse, er Go Go Berlin blevet et par kendte herrer i musikbranchen, hvilket de har mærket ved denne tourné.

”Det er ikke sådan, at man skal ud og sige til dem, der er kommet – nu skal i fandeme elske os. Man har kunnet mærke på den her tourné, at det virkelig har været nogle passionerede mennesker, som har været der. Mennesker som kender alle sange og som kan synge med på alle sange” siger trommeslager Christopher Østergaard suppleret af guitaristen Mikkel Dyrehave,

”Det er egentlig bare et tog, der kører på. Men der er bare kommet en god og ny perron med til toget. Det er fedt at have flere kort på hånden i forhold til nogle nye sange ” siger Christian Vium.

”Er i klar på at feste?”

Efter opvarmning af The White Dominoes er der trafik på scenen. Mikrofonerne justeres, setlister placeres, guitarer stemmes, mens trommerne får det sidste slag, for at sikre at alt står skarpt til aftens hovedpersoner indtager scenen.

Det grønne lys slukkes, og salen bliver sort. Til rungende toner råber salen ”Go Go Berlin”. En hyldest til bandet, der sker i en symbiose af højlydte vin, klapsalver og håndtegn. Til sangen ‘Kill me first’ brager bandet brager ind på scenen.

”Er I klar på at feste. Jeg tror, at vi er kommet til det helt rigtige sted mine damer og herrer”

Sådan lyder det fra Christian Vium, der danser rundt på scenen med sin Gibson guitar. Allerede fra første strofe får koncertdeltagerne hænderne i vejret og kridtet rockstøvlerne.

Koncerten er en kombination af nye sange, som ‘Kids’, ‘Electric Lives’ og ‘Starlight’ fra albummet ‘Electric Lives’, som blandes med sangene ‘Castles made of Sand’, ‘Raise Your Head’, ‘On the Run samt Waste of Trying’, som stammer fra albummet ‘New Gold’, der udkom i 2013.

12375645_771511636326318_1855888559_o

Læs også Go Go Berlin holder en fordybelsespause

At te sig som tosser

Koncerten på Magasinet er Go Go Berlins anden sidste koncert på Electric Lives tournéen. En tourné, hvor det at ligge sidst på listen af spillesteder ikke er det værste ifølge Go Go Berlin:

”Det er sjovt, for det er jo egentlig til sidst på tournéen, at du er i topform. Fordi på de første koncerter er det svært, for der spiller du nogle sange, hvor du ikke har det samme overskud. Det er det samme med oplæg i skolen. Når du skal gøre det ti gange, så sider det der til sidst, og du kan derfor levere det med meget mere ro og bedre selvtillid. Du kan teksten bedre, og du kan tilføje ting” forklarer forsangeren.

Bandets overskud fra en vellykket tourné bliver heller ikke overladt en mental bankbog.

På scenen er der skruet op for charme, selvtillid og flyvende lokker. Der bliver filet på spaderne, hamret på trommerne og trykket på alle tangementer, mens bassist Emil Rothmanns fingre tager en hurtig stepdans hen over basstrengene.

Under klassikeren ‘Raise Your Head’ bliver versets ”Its cold outside” erstattet med teksten “its hot inside”

Telefonerne kommer i vejret, mens Emil Rothmann opbygger sin egen fanskare af publikum, der råber hans navn og sender håndtegn i retning af den langskæggede bassist, der nyder opmærksomheden fra publikum.

Forsageren Christian Vium har koncertens publikum i sin hule hånd. Med få armbevægelser får han salen til at klappe i takt til rocktonerne. Diverse rocktegn bliver sendt op mod scenen, mens et par hænder danner hjerter under sangen Waste of Trying.

En ballade, hvor forsangerens rå stemme bliver sårbar og skrøbelig i det røde scenelys. Men ifølge forsangeren er formålet med koncerten ikke vedmodige suk og glasøjne:

”Vi er ikke kommet for at græde. Vi er kommet for at te os som tosser. Som børn. Er det ikke rigtigt?”

Det råber Christian Vium. Med tohundrede kilometrer i timen uden støddæmper farer rocktonerne rundt i koncertsalen til sangen ‘Kids’ til begejstring for salens publikum.

Udover, at publikum kvitterer med en skov af hænder, kravler nogle koncertdeltagere op på skuldrene af hinanden. Under hittet ‘Castles Made Of Sand’ synger publikum så højt, at forsangeren knap nok behøver at åbne munden. Efter hittet bliver spillet, lyder opfordringen fra publikum, at han skal smide tøjet.

Men der ryger ikke en trævl fra den blonde forsanger. Med et smil på løben synger han ”Vi vil se jer nøgne” og fortsætter koncerten.

12375496_771511639659651_1286607556_o

Læs også Danmarks første pladeselskabsforening udfordrer musikbranchen

Svært ved idolrollen

Aftenen før koncerten var bandet til årets Gaffaaward, hvor de var nomineret til priserne ”Årets danske album”, ”Årets danske band” og ”Årets danske rockudgivelse”. Selvom, der ikke var guldmalede g-pokaler at hente til rockdrengene i denne omgang, er bandet ydmyg over nomineringerne:

”Helt ærligt, så har jeg stadigvæk svært ved at forestille sig, at der er folk, der lytter til ens musik derhjemme. Dermed også sagt, at man bliver vildt overrasket over, at der er folk der har stemt på en.”

Sådan siger Christian Vium. Under koncerten leverer Christian Vium også en stor pose taknemlighed over nomineringerne, samt den store fantilslutning bandet har opnået på rekordtid.

Selvom folk har fået tatoveret Go Go Berlin citater og render rundt i Go Go Berlin merchandise, har bandet svært ved at se sig selv som idoler på musikscenen.

”Det man nok aldrig vender sig til, er det, når det er virkeligt stort for folk at møde én. At de ryster. Så får jeg altid sådan lyst til at kramme dem og sige, at det skal nok gå. Jeg kan jo også være rigtig kedelig ” forklarer Mikkel Dyrehave.

Under koncerten er det muligt at komme helt tæt på forsangeren. Under koncertens ekstranummer får publikum fornøjelsen af det klassiske Vium-trick.

Med få armbevægelser får bandet på magisk vis folkene i koncertsalen til at sætte sig på hug til nummeret ‘All mine’.

Pludselig hopper forsangeren ned til menneskemængden med en mikrofonledning dinglende fra scenekanten. Bandet og det blandede publikumssegment danner et bånd og bliver til én stor samlet masse.

En masse, der rocker i begejstring for hinanden på Magasinet i Odense en kold aften i december.

Fotos af Steffen Berg Klenow

Vi er alle børn af natten til Panamah

in Musik by
12334059_10204802273086401_759073426_o

Panamah skabte et show og en fest på Posten i Odense, der kun kan eksistere, når dem der inviterer til den, hviler i sig selv, og det de laver – og det gør Panamah.

Skrevet af Olivia Natacha Barkou Madsen

Publikum træder ind i et stort lokale, der kun er oplyst af blå spots, rettet mod scenen. Den mængde lys der kommer fra baren, er placeret helt op af væggen ved indgangen.

Lokalet er fyldt med små runde borde, hvor der strategisk er placeret fire stole rundt om hver.

Den faktor, at der står fire stole omkring hvert bord, gør at folk ender med at sidde og snakke med folk de ikke kender. Vi er alle gæster til en fest, hvor vi kun kender værten: Panamah.

Folk sætter sig tilfældigt rundt om alle bordene, og nu sidder folk blot og venter på at værten træder frem.

Læs også Malky: Autentisk genoplivelse af 60’ernes jazz

Festen begynder

Tre mennesker træder ind på scenen, stadigvæk i mørke, udover de blå lys. De siger intet, men så begynder forsangeren at synge.

Maja og de sarte sjæle, præsenterer sig selv efter deres første sang, og der fra begynder deres bløde toner blot at rulle ud over scenekanten igen.

Der går små fem minutter, fra Maja og de sarte sjæle forlader scenen, til dem vi alle har ventet på i spænding indtager scenen.

Panamah begynder ligesom Maja og de sarte sjæle at spille uden nogen form for introduktion.

Men da forsangeren, Amalie først begynder at udfolde alle de niveauer hendes stemme fungerer på, behøver de ikke længere nogen form for introduktion. Ingen er i tvivl. Det er det her, vi har ventet på.

Panamah spiller et nummer inden Amalie i stedet for at præsentere sig selv og resten af bandet, takker publikum fordi de er til stede. Et tilbud alle blandt publikum, virker til at være glade for, de tog imod.

12318506_10204802271806369_1079687194_o

Hvem er værten?

Panamah består af forsangeren Amalie, DJ/keyboardspilleren Anders, og guitaristen Peter. De har siden deres opstart i 2009 henført alle med deres elektroniske toner.

De har fornyet opfattelsen af hvad pop musik er, og hvad det kan være.

Siden deres start, har de været gode til, at få folk til at danse, men spiller samtidig musik der også giver en lov til at sidde stille og roligt, og fordybe sig i sine tanker.

12314854_10204802280806594_303396898_o

Vi er alle børn af natten

Bandet fortsætter festen med et mix af gamle kendinge, som ‘DJ Blues’ og ‘Små stød’. De spiller også flere af deres nye sange, der kommer til at være på den EP, de udgiver til foråret.

Panamah fremfører alle deres numre med sådan en sikkerhed, at stort set alle blandt publikum, sidder og bevæger sig til sangene. Selv dem der måske ikke vidste, at de var fans, før den aften, rokker med.

Publikums henførelse bliver specielt tydelig, da Panamah stopper ‘festen’, ved at spille ’Børn af natten’. Det føles som om ingen blandt publikum, ikke har nynnet med til disse toner før.

Alle er i sandhed børn af natten i salen, der er fyldt af bassens og Amalies toner.

Læs også Shaka Loveless: Den ukronede pleaser-konge

Festen uden ende

Og så er det forbi. Lige så pludseligt som publikum bliver en del af ‘festen’, lige så hurtigt slukker lyset og værten er væk. Det stopper dog ikke publikum fra at klappe videre. Ingen rejser sig op, men sidder blot i mørket og klapper.

Anders, deres keyboard spiller og DJ træder ind på scenen og spørger både stolt og nervøs, om publikum kan klare et par numre til.

Svaret er ikke til at tage fejl af, han kalder resten af bandet ind, og de fortsætter festen som om de aldrig havde forladt den.

Da de har spillet yderlige fire numre og fået alle til at klappe i takt, begynder publikum at klappe som tak. Som tak for, at få lov til at være en del af deres fest.

Fotos af Olivia Natacha Barkou Madsen

Blaue Blume blomstrede

in Musik by
12268696_10206558582736495_400391892_o

På Kulturmaskinen i lørdags oplevede en privilegeret samling mennesker et af Danmarks mest lovende bands. Blaue Blume. Drengene fra Kolding inviterede publikum ind i deres lydunivers, hvor kvartetten fyldte scenen ud som et bigband. Den intime stemning på Kulturmaskinen klædte den sentimentale rock, og de lod beskuerene komme helt tæt på.

Skrevet af Martin Cederholm

Når man træder ind i koncertsalen, kan man godt synes at den virker lille taget den ellers store bygning i betragtning.

Idet salen bliver fyldt med forventningsfulde unge, virker det dog som et ideelt og intimt spillested.

Blaue Blume kommer med debutpladen ‘Syzygy’ under armene, og et sitrende og småsnakkende publikum venter på dem.

12271388_10206558584016527_1094405793_o

Plano på Cello

Før aftenens hovednavn går på, spiller Sebastian Plano fra Argentina store klangflader af cello og elektroniske instrumenter.

Hans musik er bygget op omkring programmerede rytmer og synthesizere, hvor han looper sin cello ovenpå i stil med Nils Gröndahl.

Det er meget atmosfærisk og drømmende, men virker umiddelbart for roligt som opvarmning til en rockkoncert.

Dog er musikken storslået og fyldig, hvilket er i Blaue Blumes ånd.

Planos spillestil er meget præcis og stilsikker, og han laver ikke nogen unødvendige bevægelser. Efter små 40 minutter hopper han af scenen med sit gear.

Læs også Kildemose Festival: Nils Gröndahl er ikke en bly viol(in)

Et symbiotisk ensemble

Ventetiden er kort, og inden man ved af det, har Blaue Blume sneget sig gennem publikum og op til scenen (der er ikke et backstage lokale).

De tager sig god tid til at stemme deres instrumenter, og da spændingen er højst, sparker de ballet i gang med sangen ’Candy’, som også er første sang på deres debutalbum.

Efter den sjælfulde intro begynder Jonas Smith at synge, og der går ikke mange sekunder, før man er dybt forelsket i hans og bandets klang.

Selvom de ikke spiller særligt højt, er lyden overraskende klar. Man hører tydeligt, alt hvad de laver, men det er ikke er alle i bandet man kan se.

Trommeslageren sidder i mørket bagved omringet af røg og bækkener. Takket være hans velspillede og stramme rytmer har resten af bandet plads til at spille så atmosfærisk og flamboyant som de ønsker.

Det tredje nummer der bliver spillet er ’Lost Sons of Boys’ fra EP’en ’Beau & Lorette’.

Introen og verset drukner lidt i effekter og bliver meget diskant for lytterne.

Fra broen og ind i omkvædet bliver oplevelsen vild, hård og super lækker at lytte til.

Den rockede undertone i deres musik skinner igennem på hårdtslående vis.

Efter koncerten er IMR så heldige at snakke med Jonas omkring bandets lyd og inspiration.

Han føler ikke at de stræber efter en bestemt lyd, men at det bare er sådan det lyder, når de fire spiller sammen med hver deres musikalske baggrund.

Han er selv inspireret af blandt andre Kate Bush. Han mener, at hun er så komplet en kunstner, at hun med solid sangskrivning og sin egen lyd formår at gøre simpel pop med vers, bro og omkvæd mere alsidigt og spændende.

12271157_10206558587256608_782896562_o

Læs også Zappa Plays Zappa: Som fader, så søn

Kærligheden sejrer

I den nu roligere stemning bliver sangen ’On New Years Eve’ introduceret som et produkt af et knust hjerte på en nytårsaften.

“Meget ømt. Meget fuldt”.

Sådan siger Jonas og sparker nummeret i gang. Sangen er et dynamisk vidunder, hvor drengene får leget med alle nuancer af tuderock.

Syzygy’s afsluttende sang ’Gently Lovely Baby’ holder intimiteten intakt, og Smith’s stemme er nu i sit mest operalignende og smukke udtryk.

Den specielle klang, som hans stemme besidder i falsetområdet, har han fundet efter at have lyttet til den klassiske sanger Andreas Scholl.

Han er kontratenor, hvilket betyder at man som mand synger i kvindens register ved hjælp af brystet.

“Da jeg kom i puberteten måtte jeg finde en anden måde at synge fedt på”.

Før det romantiske nummer kommer Jonas Smith med en meget smagfuld kommentar til angrebene i Paris.

Han understreger, hvor vigtig følelsen af forelskelse er, selv i lyset af større og voldsommere ting.

Sangen bløder direkte over i det kraftfulde nummer ’Lemontree’ og efterlader publikum målløse med lukkede, fugtige øjne og svajende kroppe.

12271042_10206558588096629_1625155677_o

Læs også Retroguldet atter i cirkulation

Ydmyge drømme

Mandag den 16. november kunne man se en kort dokumentar på DR3 om bandet. Serien hedder ‘Nyt Blod’ og følger upcoming bands i Danmark.

I dokumentaren følger man bandet umiddelbart op til udgivelsen af deres debutplade.

Man kan mærke hvor mange kræfter bandet lægger i at producere deres musik som de gerne vil have den.

Det er tydeligt, hvor gennemtænkt deres musik er, når man lytter til dem.

Den sidste sang inden ekstranumrene er ’Sky’ – P3-hittet fra dette album.

I den time koncerten varer, formår de at holde intensiteten oppe hele vejen igennem.

Man keder sig på intet tidspunkt og bliver helet tiden introduceret til nye aspekter af deres klang.

På grund af det manglende backstagerum, løber bandet gennem mængden for at nå ud til pladesalget.

På ydmyg vis står de selv for at sælge deres LP’er, og de er ikke blege for at snakke med folk og give en autograf med på vejen.

Det er ikke svært at nyde bandets album, men at høre dem live, gør det svært at holde sig fra dem.

Fotos af Martin Cederholm

Simpson indtager endnu en gang Posten

in Musik by
Simpson

Traditionen tro gæster Mikael Simpson endnu engang Posten. Denne kolde efterårsaften, og Postens altid intime rammer, føles som skabt til hans nostalgiske og mørke stil. En fyldt sal venter spændt og spørgsmålet er derfor, om forventningerne blandt det meget alsidige publikum vil blive indfriet i aften.

Skrevet af Julian Thy

Prikken over i’et

Simpson træder, punktlig som altid, ind på scenen kl. 21, efterfulgt af Henrik Vibskov (trommer), Asger Baden (keyboard) og Steen Holbek (synth).

Hans musik komplimenterer efterårs bladenes farver og efterfølgende flugt mod jorden og især ‘Lad det staa’.

Sangen, der bliver spillet i en ny version, kort efter en ovenud fantastisk, dansksproget, fortolkning af Bowie’s ‘Let’s Dance’, viser sig som en af aftenens mange publikumsfavoritter.

Læs også Zappa Plays Zappa: Som fader, så søn

Talentfuld charmør

Mikael er en meget talentfuld frontmand, der forstår at favne publikum, både via musik og hans væremåde på scenen.

Under et ophold mellem sangene udlover han fra scenen fadøl til de halloween-udklædte, men kun en enkelt fremmødt kan mønstre sig den heldige vinder af en Simpson-sponsoreret fad.

Simpson-koncerter har altid været fulde af musisk improvision, hyggesnak og personlighed, og denne er ingen undtagelse.

Det er på sin vis som at vende hjem, når du kommer til din anden eller tredje Mikael Simpson-koncert.

En følelse af at høre til og være i ét med musikken.

Rent materialemæssigt er det stadigvæk musik fra hans ‘Noget Laant, Noget Blaat’-album fra 2011, og der er derfor ikke noget direkte nyt under solen.

I stedet er der et kærkomment gensyn med de sange du måske allerede har sunget, danset og vredet dig til. Men i nye, spektakulære udgaver.

Mikael Simpsons ’Slaar Skaar’-album fra 2009 gør også sin entré og til toner fra mundharmonikaen, får vi en live-version af ’Koldt’, modtaget af et henrykt publikum.

Læs også Spids Nøgenhat i et 70’er nostalgisk syretrip

Enogfyrre

Som Mikael udtrykker det under koncerten:

“Jeg ved godt mange af jer siger, ‘Hvor er de originale udgaver blevet af? De var så fede.’ Men jeg kan lide at lege lidt. Jeg er blevet 41 and I’ll do whatever the fuck I want, okay?”.

Han giver altså ikke en fuck ifølge eget udsagn og det giver en let og løssluppen stemning, både for gamle kendere og nye fans.

Og forventningerne blandt dem alle  syntes at være indfriet, at dømme ud fra dans, glæde og tilråb.

Gør dig selv og dine nærmeste en tjeneste og ram hans næste koncert, når han vender tilbage.

Men kom tidligt, for der bliver hurtigt fyldt foran scenen og det er netop dér, under Mikaels skarpe blik, hvor magien er allerstørst.

Læs også Retroguldet atter i cirkulation

Spids Nøgenhat i et 70’er nostalgisk syretrip

in Musik by
IMG_1538

Fredag aften havde det psykedeliske band Spids Nøgenhat vovet sig til Odense. Her skulle de spille på Posten i forbindelse med deres tour, og allerede fra start var der lagt op til en interessant aften i syrerockens navn.

Skrevet af Amanda Esbjerg Justesen

Klokken nærmer sig 21.00, og Spids Nøgenhat skal til at gå på. Det kan de dog ikke. Bandets fanskare står nemlig stadig udenfor i en meterlang kø, og menneskerne bliver kun ved med at strømme til.

Da de fleste i flokken endelig er kommet ind, er klokken næsten 21.15, og der er fuldt hus på Posten. Foran den store scene står en stor mængde af mennesker, og der summer af liv i rummet.

På scenen kører et lysshow i alle regnbuens farver, med intet mindre end svampe. Det har god relation til både bandets navn, samt den 70’er-mentalitet der, allerede inden start, oser af i hele lokalet.

Pludselig kommer fem mænd stille og roligt gående ind på scenen. Bortset fra den bastante forsanger er resten af gruppen nogle spinkle herrer. Trommeslageren i bar overkrop og bandana, forsangeren med det lange skæg og en af guitaristerne med hestehale, hat og piercing i øret. Alle har de skulderlangt hår og en dæmpet mimik. Publikum er ellevilde.

Levn fra 70’erne

Vidste man ikke, hvad man var gået ind til, ved man det nu. Rummet emmer af 1970’erne. Efter en kort introduktion starter musikken, og standarden er sat. Lækre, lange toner af surrealistisk syrerock lyder ud af højttalerne.

Efter et par sange er festen godt i gang på scenen, og især helt foran kan man mærke, at folket føler sangene med langsom dans og lukkede øjne. Forsangeren tørrer sig regelmæssigt i ansigtet med et håndklæde og tager en tår vand. Han ser presset ud, men det er tydeligt, at han ved, hvad han laver.

Musikken er præget af et ekko, der giver sangene en surrealistisk sound, og oplevelsen bliver mere og mere syret, som aftenen skrider frem. Ekkoet gør desværre sangene delvis utydelige, og er man ikke dedikeret fan, er det svært at forstå, hvad de handler om.

Kommer med fred

Spids Nøgenhat blev dannet i 1998 som et sideprojekt med tre medlemmer og genopstod i 2009 med to medlemmer mere. I dag består bandet af Henrik ”Hobbitten” Klitstrøm, Morten ”Aron” Larsen, Uffe ”Aramis” Lorenzen, Anders ”Moody Guru” Skjødt og Anders ”Fuzz Daddy” Grøn. De er inspireret af dansksyret rock og har blandt andet spillet på festivaler som Roskilde Festival og TInderbox Festival.

Til oktober udsender de albummet ’Kommer med fred’ på Bad Afro Records.

Peace, love og Spids Nøgenhat

Koncerten kulminerer i sved, dans, øl og psykedeliske, lange sange. Publikum er stemte, og på trods af deres rebelske, passive mimik er bandet også godt i gang. Der bliver drukket øl og røget på scenen som det mest naturlige i verden.

Bandet siger tak for i aften og går ud bag ved scenen, men publikum er ikke mættede, de vil have mere. Hele salen råber ’Spids Nøgenhat’, og det får bandet til at bevæge sig ud på scenen igen og spille et par sange mere.

Musikken ender i et sindssygt og langt syretrip, og publikum tilbeder dem. Forsangeren rækker to fingre i vejret og former et peacetegn, og et splitsekund efter følger tilskuerne trop. Der er en fantastisk forbindelse mellem det rolige band og det opstemte publikum.

Spids Nøgenhat formår at give publikum en kæmpe oplevelse, som var man fire årtier tilbage i tiden. De kan spille selvsikkert, og til trods for at musikken er meget præget af genren og ekkoet har de en helt speciel lyd, som ingen kan tage fra dem. Musikken er kernen, og resten er blot dele i et stort trip fra 1970’erne.

Vild $mith tog Odense med i omkvædsskole

in Musik by
11999944_895634173845344_831078420_n

Den sorte samvittighed blev budt op til dans torsdag d. 10 september, da Vild $mith tog Odense med en tur til en verden af vildhed, scenelir og et bagkatalog som bugnede af ørehængende hits.

Skrevet af Mathilde Mølgaard

Øjeblikket da de tre drenge trådte ind på den lille, tætpakkede rød-belyste scene, var der ingen tvivl om, at de havde Odense i deres hule hånd. Trods en semi-fyldt sal, formåede drengene at være allestedsnærværende og fremragende scene-performere i form af kontinuerlig bevægelse, jokes med publikum og en gaveregn af merchandise.

Det blev fra introen til andet nummer på repertoirelisten gjort klart fra Vild $mith

”Hvis man kender omkvædet, så synger man med”.

Til publikums store begejstring, blev dette anslaget til deres succesfulde hit ”På Det Shit Igen”. Karaokeeffekten blev her for alvor den røde tråd gennem hele koncerten, og drengene forstod at give Odense en time i, hvad de selv kaldte for omkvæds-skolen.

Diversitet blandt publikum

Målgruppen for koncerten var blandet; der var yngre piger med ”VILD”-merchandise, så det halve kunne være nok. Dertil var der også det lidt ældre segment, som hang ud i baren og ved de opstillede caféborde, imens hit-potpourriet ellers skred frem.

Som en mellemting til aldersdiversiteten, var det dog majoriteten af publikum, som var ungdomsuddannelsessegmentet, og som lystigt dansede og sang med på størstedelen af numrene intensivt foran scenen. Som publikum blev man umærkeligt en del af et fællesskab, hvor omkvædenes genkendelighed blev generator for samhørighedsfølelsen under koncerten.

Lydmæssigt genbrug

Til trods for, at Vild $mith tilfredsstillede publikum med deres hitkatalog, så var der flere gange, hvor de forskellige beats, for øret, lød genbrugt. Den tunge bas lød eksempelvis genanvendt på nummeret “Ansigt” fra deres nye album “Straight Fire”.

Dette nummer, blandt andre, bar dog også en smule præg, af hvad de tidligere har udtalt til InMediasRes, har medfulgt deres tiltagende karriere: et stramt skema og tilsvarende underskud af tid til sangskrivning og produktion.

Det som for øret stod i kontrast til dette, og gav den markante koncerteffekt, var da trommeslageren, efter halvdelen af koncerten, skiftede fra elektriske trommer til akustiske.

Skønt den til tider genbrugte lyd, så blev det festen, som blev omdrejningspunktet for aftenen. De viste dog en anden side af gruppen, da de spillede nummeret ”Klogere Nu”. Det blev, med dens balladeagtige karakter, modstykket til deres andre numre med fuld smæk på tung bas.

Vild i dag – syg i morgen

Det var tydeligt at se, at Vild $mith performancemæssigt er en yderst garvet gruppe, som virkelig forstår at holde en fest på en uhøjtidelig måde. Med Vild Ting og Vild Son klædt i sort og Hvidmayn klædt i hvidt, viser de symbolsk en forskellighed og arbejder sig sammen i en symbiose af venskab til hinanden på scenen og med publikum.

Gruppen sluttede hele koncerten af, med at spille deres første hitsingle ”Vild I dag Syg I morgen”, bogstaveligt talt med opfordringen til efterfest samme aften og moralske tømmermænd dagen derpå. Et gennemgående tema for Vild $mith, som i højeste grad fungerede for deres mange tilhængere.

Portræt af Vild Smith: Vi er stadig hinandens bedste venner

in Musik by
www.danielstjerne.com

I kølvandet på udgivelsen af deres andet album, og en omfattende sommerturné, gæster rap-gruppen Vild $mith Musikhuset Posten i aften, torsdag,  kl. 20.00. InMediasRes har, inden koncerten, snakket med gruppen og stillet dem et par spørgsmål, for at komme nærmere ind på deres indbyrdes forhold, samt deres fælles vision for Vild $mith.

Skrevet af Mathilde Mølgaard

De har i løbet af de sidste to år oplevet en eksplosiv udvikling inden for dansk musik, efter de i 2013 blev vindere af Danmarks Radios talentudviklingskonkurrence, ”Karrierekanonen”. Siden da, har de skrevet pladekontrakt med det verdensomspændende pladeselskab ’Universal Music’.

Gruppen, der oprindeligt er fra Horsens, består af Esben Iversen (HvidMayn), og brødrene Moses Luxhøj (Vild Ting) og Daniel Jensen (Vild Son).

Livsvarig udvikling

De er alle oprindeligt barndomsvenner, og de fortæller os,  at de har kendt hinanden siden de i en alder af seks år mødte hinanden i den lokale fodboldklub. Spørger man drengene om, hvordan deres indbyrdes forhold til hinanden gennem de sidste par år har ændret sig, lyder svaret:

“Vi er stadig hinandens bedste venner. Eftersom, at der også er kommet et professionelt aspekt ind i vores relation, som gør at vi er utroligt meget sammen, så er vi dog også opmærksomme på, at det er vigtigt at huske at lave ting sammen, som ikke kun handler om musikken”.

Musik fra livet i overhalingsbanen

For at tegne Vild $miths musikalske lydbillede, er der for det første ikke sparet på effekterne – både på vokalerne og musikken.

Derudover bevæger de sig i en tilbagelænet og poppet, men samtidig cool clublyd. Til mange unge menneskers genkendelse, bliver der rappet om damer, byture, forbrug af penge og ting man egentligt helst vil glemme dagen derpå.

Deres hitsingle ”På Det Shit Igen”, som gennem sommeren 2014 blev mantraet for mange unge mennesker, var for alvor springbrættet til den nu efterhånden garvede rapgruppe, som gang på gang leverer hits til diverse hitlister og danske radiostationer.

Pres giver effektivitet

Selv udtaler drengene omkring deres udvikling, fra KarriereKanonen 2013 til nu, at de er blevet meget mere effektive i forhold til deres studieproces, og dermed også er blevet bedre rappere/sangere.

De fortæller, at dette er på grund af det ekstremt pressede skema de har fået, og at de derfor ofte har været nødsaget til at skrive numrene mellem forskellige spillejobs samt andre aktiviteter. Dette har dog også medført, at de kender hinandens forcer til uigenkendelighed og er blevet bedre til at bruge dem.

Selve lyrikken, som måske er skrevet på bagsædet af en tour-bus, skulle være udsprunget af virkelighedens dagligdag, som i deres virkelighed er vildere end gennemsnitsdanskerens liv. Dette skildrers i høj grad på nogle af deres hits som ”På Det Shit Igen”, ”Vild Idag syg Imorgen” og ”Det Ik Sket”.

Selv siger drengene, at de er inspireret af den afroamerikanske populærkultur såsom basketball, Boyz N The Hood-stilen og MTV raps.  De må altså siges, at have ført denne blanding af populærkultur videre til det danske land, da gruppen efterhånden har anskaffet sig tusindevis af fans fra alle bredder og kanter af Danmark.

Om hvordan deres forhold til deres fans har ændret sig i takt med den tiltagende popularitet, siger drengene:

“Vi tror ikke nødvendigvis det har ændret sig, der er bare kommet flere til. Umiddelbart så var der mange i starten, som synes vi var fede, fordi vi ikke var så selvhøjtidelige og havde selvironi. Det er noget som vi har holdt fast i, og det er sikkert også derfor, der bliver ved med at komme flere til, udover at de naturligvis godt kan lide musikken. Selvom vi er blevet større indenfor de sidste par år, så har vi også stadig benene på jorden, og er altid klar til at snakke og tage billeder med folk, og det tror vi mange synes er fedt”.

Fremførelsen af bandets nyeste album kan i aften kl. 20.00 opleves på Musikhuset Posten, hvor de bedste venner skal vise, hvad erfaringen har gjort for deres musik og sammenhold på scenen.

Reportage fra Grøn Koncert – i muskelsvindens ånd

in Musik by
2015-07-27 20.01.41

Det forventningsfulde publikum samler sig på Dyrskuepladsen i Odense i et lunt sommervejr fredag middag. Alle mennesker med samme formål – at blive en del af dette års Grøn Koncert, der som sædvanlig leverer varen, og er præsenteret af en fond i en god sags tjeneste.

Skrevet af Louise Justesen

Solen står højt på himlen og bliver jævnligt ledsaget af en række milde briser. Musik og stemmer kan høres, længe før indgangen til Dyrskuepladsen er synlig, og alle tegn tyder på, at denne dag har særlige øjeblikke i vente.

Grøn Koncert skal til at begynde. Muskelsvindfonden står bag arrangementet, og har fungeret som hovedsponsor siden dets grundlæggelse i 1983.

Musikglade gæster

I samarbejde med Tuborg præsenterer Muskelsvindfonden en dag i musikkens tegn med tilbagevendende kunstnere såsom popdivaen Medina og rapperen L.O.C.

Ligeledes er de populære sangere Christopher, Tina Dickow og Lukas Graham med til at pryde dagens program sammen med en række andre gæsteoptrædende.

Efter en kort stund i kø, et armbånd om sit håndled og en kropsvisitering bliver gæsterne forholdsvis hurtigt lukket ind på pladsen.

En tiltrækkende duft af mad og synet af musikglade mennesker møder de forventningsfulde gæster i det øjeblik de træder ind på pladsen.

Allerede fra starten emmer stedet af god stemning, og festivalen formår på kort tid at skabe glæde hos det grønne publikum. Et bredt publikum bestående af både familier, ældre og unge mennesker, hvor langt de fleste har medbragt stole eller tæpper til deres egen fornøjelse.

2015-07-24 16.32.14

En koncert med plads til forskelle

På denne ellers lune danske sommerdag får gæsterne glæden ved at opleve en masse forskellige værter. Simon Toftgaard Jespersen og Jacob Haugaard står som konferencierer på Grøn Scene, og på P3 Scenen er det værterne David Mandel og Sara Bro, der byder det forventningsfulde publikum velkommen.

Man lægger hurtigt mærke til konferencieren Simon TJ, da han ser lidt anderledes ud end så mange andre. Simon sidder i kørestol, da han er født med den neuromuskulære sygdom muskelsvind.

Han er et glimrende bevis på Muskelsvindfondens støtte og vision – et samfund med plads til forskelle.

Et hurtigt kig rundt på pladsen viser endvidere en afgørende synlighed af lignende mennesker samlet på pladsen både som gæster og som frivillige.

Fondens budskab spreder uden tvivl fest og glæde hos det mangfoldige publikum.

2015-07-24 20.18.18

Et værdifuldt fællesskab

Midt på eftermiddagen, med en temperatur på omkring de 20 grader og solen lige i nakken, er det grønne publikum stadig i højt humør, dog en smule mere beruset end i koncertens begyndelse.

Langt de fleste gæster kan findes med en øl i hånden omringet af enten familie eller venner. Det høje humør ses ydermere både i baren og madboderne hos de frivillige, hvor mad og drikkelse bliver serveret med et smil på læben.

I de sene eftermiddagstimer påpeger Medina under sin koncert ligeledes:

I 1989 havde Grøn koncert kun 40 frivillige. I dag har de 700.

Festivalen startede ud med at turnere rundt i danske byer hver sommer med kun ganske få frivillige, en varevogn, en lastbil og to folkevognsrugbrød. I dag besøger tusindvis mennesker hvert år festivalen for at mødes om musikken. En sådan udvikling er uden tvivl bemærkelsesværdigt og beundringsfuldt.

Frivilligheden udstråler mangfoldighed, og det gode humør smitter i den grad af på pladsens øvrige gæster. Et sådan fællesskab kan kun, uden hentydning af overdrivelse, karakteriseres som værende værdifuldt.

Et succesfuldt arrangement

Da rapperen L.O.C indtager scenen, som sidste navn på programmet, falder aftenen på, og lyset fra scenerne bliver langsomt det dominerende. Den vilde stemning kan mærkes hos det dansende publikum, og det gode humør er stadig på sit højeste.

Alle tegn tyder på, at dagens kulturarrangement har været en stor succes. Det hårdt tjente overskud fra hele landets koncerter går velfortjent til Muskelsvindfondens arbejde, som er at skabe livskvalitet for mennesker med muskelsvind inde på livet i form af sommerlejre til unge med muskelsvind, forældregrupper, medlemsgrupper og meget, meget mere.

Omkring koncertens ende bevæger gæsterne sig langsomt ud fra pladsen mættet af fest og musikalske oplevelser.

Det kan således siges, at med en kombination af Tuborgs interesse for fest og glæde samt Muskelsvindfondens imponerende arbejde er det lykkedes Grøn Koncert igen i år at skabe et succesfuldt velgørende arrangement til gavn for musikglade mennesker i alle aldre. Vigtigst af alt, med fokus på sygdommen Muskelsvind.

Ærlig og hjerteskærende lyrik fra Noah

in Musik by
koncert natalie

En stille aften på Dexter spillede drengeduoen, Noah, sig langt ind i publikums hjerter med deres sentimentale og hjerteskærende sangtekster. 

Skrevet af Natalie Giles Rasmussen Læs videre

Gå til top