Tag archive

Kulturmaskinen

Blaue Blume blomstrede

in Musik by
12268696_10206558582736495_400391892_o

På Kulturmaskinen i lørdags oplevede en privilegeret samling mennesker et af Danmarks mest lovende bands. Blaue Blume. Drengene fra Kolding inviterede publikum ind i deres lydunivers, hvor kvartetten fyldte scenen ud som et bigband. Den intime stemning på Kulturmaskinen klædte den sentimentale rock, og de lod beskuerene komme helt tæt på.

Skrevet af Martin Cederholm

Når man træder ind i koncertsalen, kan man godt synes at den virker lille taget den ellers store bygning i betragtning.

Idet salen bliver fyldt med forventningsfulde unge, virker det dog som et ideelt og intimt spillested.

Blaue Blume kommer med debutpladen ‘Syzygy’ under armene, og et sitrende og småsnakkende publikum venter på dem.

12271388_10206558584016527_1094405793_o

Plano på Cello

Før aftenens hovednavn går på, spiller Sebastian Plano fra Argentina store klangflader af cello og elektroniske instrumenter.

Hans musik er bygget op omkring programmerede rytmer og synthesizere, hvor han looper sin cello ovenpå i stil med Nils Gröndahl.

Det er meget atmosfærisk og drømmende, men virker umiddelbart for roligt som opvarmning til en rockkoncert.

Dog er musikken storslået og fyldig, hvilket er i Blaue Blumes ånd.

Planos spillestil er meget præcis og stilsikker, og han laver ikke nogen unødvendige bevægelser. Efter små 40 minutter hopper han af scenen med sit gear.

Læs også Kildemose Festival: Nils Gröndahl er ikke en bly viol(in)

Et symbiotisk ensemble

Ventetiden er kort, og inden man ved af det, har Blaue Blume sneget sig gennem publikum og op til scenen (der er ikke et backstage lokale).

De tager sig god tid til at stemme deres instrumenter, og da spændingen er højst, sparker de ballet i gang med sangen ’Candy’, som også er første sang på deres debutalbum.

Efter den sjælfulde intro begynder Jonas Smith at synge, og der går ikke mange sekunder, før man er dybt forelsket i hans og bandets klang.

Selvom de ikke spiller særligt højt, er lyden overraskende klar. Man hører tydeligt, alt hvad de laver, men det er ikke er alle i bandet man kan se.

Trommeslageren sidder i mørket bagved omringet af røg og bækkener. Takket være hans velspillede og stramme rytmer har resten af bandet plads til at spille så atmosfærisk og flamboyant som de ønsker.

Det tredje nummer der bliver spillet er ’Lost Sons of Boys’ fra EP’en ’Beau & Lorette’.

Introen og verset drukner lidt i effekter og bliver meget diskant for lytterne.

Fra broen og ind i omkvædet bliver oplevelsen vild, hård og super lækker at lytte til.

Den rockede undertone i deres musik skinner igennem på hårdtslående vis.

Efter koncerten er IMR så heldige at snakke med Jonas omkring bandets lyd og inspiration.

Han føler ikke at de stræber efter en bestemt lyd, men at det bare er sådan det lyder, når de fire spiller sammen med hver deres musikalske baggrund.

Han er selv inspireret af blandt andre Kate Bush. Han mener, at hun er så komplet en kunstner, at hun med solid sangskrivning og sin egen lyd formår at gøre simpel pop med vers, bro og omkvæd mere alsidigt og spændende.

12271157_10206558587256608_782896562_o

Læs også Zappa Plays Zappa: Som fader, så søn

Kærligheden sejrer

I den nu roligere stemning bliver sangen ’On New Years Eve’ introduceret som et produkt af et knust hjerte på en nytårsaften.

“Meget ømt. Meget fuldt”.

Sådan siger Jonas og sparker nummeret i gang. Sangen er et dynamisk vidunder, hvor drengene får leget med alle nuancer af tuderock.

Syzygy’s afsluttende sang ’Gently Lovely Baby’ holder intimiteten intakt, og Smith’s stemme er nu i sit mest operalignende og smukke udtryk.

Den specielle klang, som hans stemme besidder i falsetområdet, har han fundet efter at have lyttet til den klassiske sanger Andreas Scholl.

Han er kontratenor, hvilket betyder at man som mand synger i kvindens register ved hjælp af brystet.

“Da jeg kom i puberteten måtte jeg finde en anden måde at synge fedt på”.

Før det romantiske nummer kommer Jonas Smith med en meget smagfuld kommentar til angrebene i Paris.

Han understreger, hvor vigtig følelsen af forelskelse er, selv i lyset af større og voldsommere ting.

Sangen bløder direkte over i det kraftfulde nummer ’Lemontree’ og efterlader publikum målløse med lukkede, fugtige øjne og svajende kroppe.

12271042_10206558588096629_1625155677_o

Læs også Retroguldet atter i cirkulation

Ydmyge drømme

Mandag den 16. november kunne man se en kort dokumentar på DR3 om bandet. Serien hedder ‘Nyt Blod’ og følger upcoming bands i Danmark.

I dokumentaren følger man bandet umiddelbart op til udgivelsen af deres debutplade.

Man kan mærke hvor mange kræfter bandet lægger i at producere deres musik som de gerne vil have den.

Det er tydeligt, hvor gennemtænkt deres musik er, når man lytter til dem.

Den sidste sang inden ekstranumrene er ’Sky’ – P3-hittet fra dette album.

I den time koncerten varer, formår de at holde intensiteten oppe hele vejen igennem.

Man keder sig på intet tidspunkt og bliver helet tiden introduceret til nye aspekter af deres klang.

På grund af det manglende backstagerum, løber bandet gennem mængden for at nå ud til pladesalget.

På ydmyg vis står de selv for at sælge deres LP’er, og de er ikke blege for at snakke med folk og give en autograf med på vejen.

Det er ikke svært at nyde bandets album, men at høre dem live, gør det svært at holde sig fra dem.

Fotos af Martin Cederholm

Alex Vargas: Jeg fucking elsker at spille i Danmark

in Musik by
Alex Vargas pressepic 1

Alex Vargas startede sin karriere i England. Han er nu hjemvendt til Danmark for at turnere og slog i sidste uge et smut forbi lille Odense. InMediasRes mødte ham til et interview få timer inden hans koncert på Kulturmaskinen.

Skrevet af Mathilde Mølgaard

I en alder af 17 år brændte Alex Vargas alle sine skolebøger af. Derefter rejste han til London i jagten på en musikalsk karriere.

Det er historien om en ukoncentreret, men samtidigt fokuseret ung dreng. En dreng der valgte at slippe alt hvad han havde i hænderne herhjemme i jagten på sin største drøm.

Da han for 10 år siden flyttede til London, med en producer som delte samme vision, var det grundet kedsomhed, stædighed og en iver for at opsøge musikken.

Det en en meget ydmyg, nærværende og spændt mand vi inden koncerten møder i et lille back-stage lokale på Kulturmaskinen. Spændt på hvordan koncerten forløber sig, og hvor mange der i virkeligheden har tænkt sig at dukke op.

”Jeg brændte enormt meget for musik. Jeg koncentrerede mig ikke i skolen. Jeg spildte en masse menneskers tid – inklusiv min egen. Så en dag da jeg kom hjem fra skole, så sagde min mor, at nu laver vi lige et bål i haven, så hent alle dine skolebøger som du ikke skal aflevere tilbage, så brænder vi dem.”

Læs også Portræt af Vild Smith: Vi er stadig hinandens bedste venner

Et betagende talent

Alex Vargas er med sin imponerende stemme blevet spået af den britiske presse, til at skulle blive den nye Steve Winwood.

Det er tydeligt at høre fra første frasering, at hans betagende stemme spænder et træfsikkert register, som han formår til fulde at udnytte. Både fra de dybe soul-agtige toner, til en fabelagtigt falset med smæk på. 

Samtidigt fremstår han som en utrolig sikker artist og en indlevelsens mester.

Under nummeret ”Till Forever Runs Out”, opstår der et par fuldstændigt magiske minutter. Publikum gav sig hen til hans karakteristiske stemme, hans mimik og måde at trække publikum ind i sit tekstunivers. En helt særlig stemning blev frembragt.

Da vi spørger Alex Vargas, hvor passionen og inspirationen til musikken kommer fra, lyder svaret:

”Det virkelige liv. Det er mine egne historier jeg fortæller. Det handler om at involvere folk fra starten. Målet er altid at fortælle dem det på en måde så, ikke så folk skal stå og høre om min smerte, men at de måske kan relatere til det.”

En svær start

Alex Vargas bliver i Danmark oftere og oftere spillet på de danske radiostationer. Han er også blevet varslet af GAFFA, til at blive en af de artister, som bliver store i 2015. Men for artisten selv, så er succes dog mere komplekst.

Han var først en del af et band, der gik under navnet ’Vagabond’, og som havde skrevet pladekontrakt med ’Geffen Records’.

Han måtte efter en årrække med interne konflikter dog opgive pladekontrakten, bandet og den tilhørende producer.

Vargas fortæller, at det var en periode, hvor han var i et dårligt forhold og drak for meget.

Ved siden af dette, fik han job på en bar, som han med det samme måtte sige op, fordi at den eneste løsning for ham, det var at vende tilbage til musikken.

Til det spørger vi Vargas, hvad det så er han har, som gør at han er brudt i gennem? 

”Der hvor man finder ud, af om vi virkelig elsker det fag, som vi beskæftiger os med, det er når det går fuldstændigt galt. Når ikke du kan lade være med at blive ved, så er det fordi, at det er det som du skal lave.”

Læs også En halvhjertet fest med TopGunn

Hjemme i Danmark igen

Vargas har brugt størstedelen af sin musikalske karriere i England. Men det er tydeligt at se, at artisten nyder at stå på en dansk scene og interagere med et dansk publikum.

I en lille sal med imponerende fremmøde, virker han dog mellem numrene en smule genert, når guiraten skal stemmes.

Han godtgør dog for den underspillede personlighed med sin imponerende performance og tekniske overlegenhed.

InMediasRes spørger sangeren, hvordan det er for ham, at komme hjem til Danmark og optræde igen:

”’Jeg spillede her jo ikke i 8 år. Copenhagen Records kom over og så et show i London for lidt over et år siden. Så endte jeg med at signere med dem, og siden da er jeg så kommet hjem for at spille. Jeg fucking elsker at spille i Danmark.”

Efter en uhyre smuk koncert som tryllebinder publikum i en helt særlig stemning, skal der ikke herske nogen tvivl om, at Alex Vargas bestemt er et lyt værdig.

Blandt repertoiret er hits som ’Solid Ground’, ’Giving Up The Ghost’, ’Till Forever Runs Out’. Numre som alle kommer til at være repræsenteret på Vargas’ EP, som bliver udgivet til januar.

Vargas fortæller med et glimt i øjet, at han bare allerhelst gerne vil være der, hvor folk gider lytte til ham. Til sidst i interviewet fortæller han også, næsten i forlegenhed, om arbejdet med sin EP og om sit ønske for den:

”Jeg er rigtig stolt af det vi har lavet. Så jeg håber at Danmark er enige. Jeg er glad og tilfreds. Så jeg håber Danmark er med hele vejen. Det er rart at have en undskyldning for at komme hjem hele tiden.”

Med sin laissez-faire personlighed og upolerede talent er Alex Vargas succes sandsynligvis kommet for at blive. Rosen fra både den britiske og danske presse tyder på, at manden har talent, og nu er der ikke andet at gøre, end at vente i spænding på en EP-udgivelse til januar.

Fra skæv eksistens til familiefar

in Kultur by
fuhlendorff odense inmediasres

Christian Fuhlendorff imponerede anmelderne i 2007, da han med sit første one man show gjorde sin usammenhængende, uskikkeligt underholdende entré på den danske stand-up scene. I dag er komikerens hjerne mindre omtåget og familien har taget førertrøjen.

Skrevet af Christoffer Miguel Frendesen Læs videre

En intim affære

in Musik by
Christian Hjelm billede

Foto: Peter Hove Olesen

Til tider føles det, som er man den eneste i lokalet, så nærværende var Christian Hjelm, da han fredag gæstede Kulturmaskinen i Odense. Musikken er forførende, medrivende og anderledes end, hvad vi er vant til at få præsenteret af dansksproget musik. Altsammen bundet sammen af lyrik, der tager publikum i hånden fra første tone.

Skrevet af Nanna Frank Læs videre

Drengerøvsfest med Scarlet Pleasure

in Musik by
Scarlet pleas

Fire unge mænd med sans for fest, farver og betagende popmusik indtog fredag aften scenen på Kulturmaskinen i Odense. I de neonfarvede lampers skær leverede de et brag af et show, som formåede at bringe publikum i den rette festglade stemning, som deres musik kræver.

Skrevet af Silja Okkerholm Harder Læs videre

Spoken Word Festival – Nørlund kom, spillede og skuffede

in Musik by
nørlund spoken word

Da Nikolaj Nørlund i sidste uge var i Odense, gav han i forbindelse med Spoken Word Festival, solokoncert. Denne aften stod på delikat guitarspil, fra en mand der virkelig kan spille – men så sandelig også skuffe!

Skrevet af Amanda Esbjerg Justesen Læs videre

Spoken Word Festival – De Efterladte efterlod nærværet hjemme

in Kultur by
de efterladte spoken work

Forunderlige toner sammensmeltes med ord og skaber nye universer. En musiks oplevelse med De Efterladte som giver plads til eftertanke. Samt en påmindelse om, hvordan malplaceret humor kan ødelægge selv den bedste stemning.

Skrevet af Benedikte Rønn

Læs videre

Smigrende landskabspop forførte publikum

in Kultur by
billede the mountains

Foto: Nanna Frank

★★★★

Kulturmaskinens lille scene blev fredag aften indtaget af tre musikalske sværvægtere. Trioen The Mountains udgav deres debutalbum for en måned siden, og koncerten i Odense var deres første derefter. Den drømmende popmusik fangede enhver i lokalet. Efter en time med euforiske toner stod det klart: The Mountains er alt andet end et one-hit-wonder.

Skrevet af Nanna Frank

Det var ikke mange odenseanere, der fredag aften mødte op på Kulturmaskinen, for at opleve det nye danske band “The Mountains”. Men hvad der manglede i mennesker, blev opgjort af forventning til aftenens hovednavn. Først skulle der dog varmes op under kroppen rytmer og det blev gjort af den odenseanske duo Moses: “Andreas”. Duoens performance kan bedst beskrives som lidt af en kliche. Det er tydeligt at mærke, at de unge drenge brænder for projektet, hvilket også giver sig til kende på scenen. Forsangeren Andreas Odbjerg fremførte sine hjemmelavede tekster med en fantastisk indlevelse. Dog må det siges, at der er lang vej igen for duoen.

De gav en energisk optræden, men deres leg med lyden og deres lyriske modersmål er som en synthesizerbue, der aldrig helt rammer plet. Hele stemningen omkring scenen forvirrer og får én til at skære grimasser. Af samme grund, ender man med at stå tilbage med en forvirring over, hvor man skal placere sig i deres musiske udfoldelse.

Som navnet hentyder til, delte duoen i den grad vandene og efter en 30 minutters eksperimenterende koncertoplevelse, trådte aftenens hovednavn The Mountains på scenen.

Medrivende optræden

The Mountains, bestående af frontfigur Michael Møller og tvillingebrødrene Fridolin og Frederik Nordsø, åbnede koncerten med nummeret ”Can We Make It Work”. Det tempofyldte beat fangede tilskueren og slap først sit greb en hæsblæsende time efter.

Det er en lille og ydmyg scene for de tre kunstnere, der gennem deres karriere har oplevet lidt af hvert. Michael Møller har, sammen med Moi Caprice, optrådt i mange lande, herunder USA, Storbritannien og Tyskland, mens det også blevet til to koncerter på Roskilde Festival.

Tvillingebrødrene er heller ikke nybegyndere på den danske musikscene. Udover at være en del af det succesrige band The Willam Blakes, har de, sammen med forsanger Kristian Leth, dannet deres eget pladeselskab – Speed Of Sound.

De tre herrer, der i aften står på scenen, ved bestemt, hvad det kræver at komme frem med deres musik, tanker og visioner. Det kan tydeligt mærkes på scenen og i rummet. Man føler sig velkommen i trioens musikalske verden, mens nysgerrigheden bliver pirret at nye, fremmede og eksperimenterende toner.

Gennem hele koncerten er bandet fokuseret på beatet. Et beat, der bliver bakket op af trommernes vilde og skærene taktslag. Når dette kombineres med keyboardets synthesizer skaber de to brødre et perfekt lydbillede. Et lydbillede, der danner de helt rigtige rammer til Michael Møllers uendeligt forunderlige tekstunivers. Alt dette smelter sammen til en pompøs popkoncert.

Musisk overskud

Fredag aftens koncert på Kulturmaskinen er bandets første officielle med albummet ”The Mountains, The Valleys, The Lakes”, men det stopper dem ikke i at have et overskud ud over det sædvanlige. Noget de bl.a. viser, da de midt inde i aftenens slaviske gennemgang af albummet præsenterer et nyt nummer og dette smelter helt perfekt sammen med den musikalske verden, de har skabt på første album. Det er evner som disse, der tydeligt viser, at The Mountains ikke blot er et one-hit-wonder. Bandet ønsker at skabe noget mere nutidigt, uden det nødvendigvis skal være guitaren, der dominerer lydbilledet, som ved så meget andet popmusik. I The Mountains skaber de deres eget udtryk med en drømmende synthesizer i front. Derfor kan de som trio skabe noget helt unikt.

The Mountains appellerer ikke kun til det yngre publikum, men formår at ramme alle aldersgrupper. Hvilket jeg bemærkede, da en ældre herre dansede ind i mig under sidste nummer, for dernæst at hæve sine arme og råbe af sine lungers fulde kraft.

Til trods for det brede, men dog lavt antal fremmødte publikum, formår The Mountains at skabe en euforisk stemning, der sender en af sted fra koncerten med et smil på læben og en uforglemmelig musikalsk oplevelse i bagagen.

 

Fem ud af seks stjerner.

Gå til top