Tag archive

Kunst

Smag på Heartland!

in Kultur by
IMGP1796

Lørdag den tredje juni klokken 10.30 var IMR til en workshop om smag på Heartland. Festivalen sigter efter et publikum med en distinkt musiksmag, kultursmag og smag for lækker fynsk mad. Denne workshop tog dog udgangspunkt i hvordan man som menneske bruger alle sine sanser til at fremelske madoplevelser.

Skrevet af Martin Lindum Cederholm

Der er noget specielt over at deltage i en workshop om formiddagen på en festival. Faktisk er der noget helt specielt i overhovedet at have muligheden for, at få andre erfaringer end de fulde på en dansk festival. De kvalitetsbevidste hoveder bag Heartland Festival havde i år skabt et område med navnet ”Tasteland”, hvor man havde mulighed for at smage på insekt-smoothies og alt andet mellem sur, sød, salt, bitter og umami. Disse fem basale smage vores tunger kan sanse var udgangspunktet for workshoppen ”Smag for livet”.

Chili på tungen

En gruppe forskere står i hjertet af Tasteland med hver sin lille bod med stærke sager på bordet. Det morgensløve men nysgerrige publikum hører et mindre foredrag om hvordan der er forskel på smag og mundfølelse. Vi smager alle i fællesskab på Jelly Beans, hvor vi bliver bedt om at holde os for næsen imens vi tygger slikket. Det er næsten umuligt at afgøre hvilken smag man har i munden, men de fleste kan dog smage en vis sødme. Først når vi bliver bedt om at flytte fingrene fra næsen, oplever alle hvilket bær eller frugt slikket imiterer. Dette lille forsøg bliver brugt som springbræt til at forklare hvor lidt tungen betyder for ens smagsoplevelse. Udseendet af ens mad sætter allerede ens smagsoplevelse i gang. Efterfølgende styrer ens fornemmelse for konsistens via følesansen hvad vi tror maden smager af. Duftesansen giver os alle nuancerne af maden, der ellers kun ville smage af enten sur, sød, salt, bitter eller umami.

Det store tema for workshoppen er stærke sager, hvortil vi bliver bedt om at beskrive de stærke madvarer ud fra deres smag, og ikke ud fra hvilken følelse vi får i munden.

Hele paradigmet ’smag’ bliver gradvist ændret for workshoppens deltagere, der med tiden forstår begrebet ’mundfølelse’.

IMGP1806

Mad til eftertanke

Efter workshoppen er slut er det utroligt spændende at fortsætte til sit næste madeventyr på Heartland. Da jeg får bestilt en snasket burger fra Odenses Burger Anarchy går det op for mig hvor meget mundfølelsen af denne saftige burger betyder. Hvor ofte siger man ”Gud, hvor var den bruger tilpas sød, salt og umami”, når oplevelsen af burgeren beror meget mere på følelsen af hvor sprød, saftig og spicy den er.

Heartlands lækre og prominente kulturprogram giver utroligt meget plads til eftertænksomhed. Man kan lære meget om musik, kultur og mad på denne perle af en festival. Med 12.000 gæster der har valget mellem at spise tun på dåse i campingområdet eller lækker (og dyr) mad på festivalpladsen, er det svært at ramme alles smag. Er det måske for meget at skulle tage stilling til alt man putter i munden, og alt hvad man lytter til? Det har utvivlsomt sin styrke at kunne spise spændende fynsk mad på festivalen, men på de sene aftener kunne jeg godt savne en hotdog eller en slasket durum, bare for at komme ned på jorden igen.

Læse mere om projektet Smag for Livet her: http://www.smagforlivet.dk/

Fotos af Martin Lindum Cederholm

Heartland Festival 2017

in Kultur/Musik by
Egeskov slot

I pinsen kan man opleve den nu tilbagevendende Heartland Festival, der igen i år har offentliggjort et solidt program med mad, musik, kunst og debatter. Festivalens fire søjler er fundamentet for en ny festivalskultur, hvor alt ikke handler om øl og musik, men om kulturel indlevelse og eftertanke.

Skrevet af Martin Lindum Cederholm

InMediasRes gæstede i 2016 Heartland Festival, hvor jeg selv var repræsentant for mediet. Udsendt på denne opgave gjorde min medskribent og jeg vores bedste for at suge alle festivalens nuancer til os, for at kunne reportere dem. De ”skribent-briller” viste sig ikke at være nødvendige for at opsnuse festivalens facetter. Hele slotsparken var udnyttet, og langs bakkerne snoede restauranter, barer og kunstværker sig mellem hinanden og de to musikscener.

Samtaler og lyd i nutid og fremtid

På de to musikscener Highland og Lowland kommer publikum til at blive forkælet med både stærke internationale spillere i musiklandskabet samt nogle af de mindre, lovende bands fra det danske vækstlag. Flere bands repræsenterer gråzone-musik mellem jazz og elektronika såsom beat-skaberne Flying Lotus og atmosfæredyrkerne hos the Cinematic Orchestra.

Veto, Choir of Young Believers og The Minds of 99 skyder en solid gang synthpop ud i sommernatten og ellers er der repræsenteret et bredt spektre af poplyrik à la Birdy, Alex Vargas, Simon Kvamm og Miguel. En af de ligeså spændende, om end mere satsede bookings er Vellness Plader, der stiller op med et lækkert potpourri af 80’er lyd, lækre bands og lidenskabelige medlemmer af Vellness kollektivet.

En af Heartlands fire søjler er deres talks (debatter), hvor forskellige debattører, kulturpersonligheder og skarpe hjerne bliver parret for at diskutere verdens tilstand. Den røde tråd på Talks scenen er i år identitet og forbilleder.

Talerne vil blandt andet snakke om at være et ego i kunst og musik, om kvindelige forbilleder, og hvordan de kan præge ens selvbillede og syn på egne muligheder som kvinde anno 2017 samt om Europas samlede tilstand og identitet.

Talks scenen kommer til at huse i alt ti talks lig de tre nævnte, hvor nutiden bliver beskrevet og reflekteret over.

Som supplement til disse talks har Heartland skabt en ny scene til Future Talks. Her vil verdens og menneskets fremtid blive belyst gennem ti talks. Fremtidssex, livet på et rumskib og de medicinske fremskridt, der kan lade én blive 1000 år gammel vil blive reflekteret over, af de kapable talere.

Kultur og kvalitet

Heartlands koncept består i kultur, kvalitet, berigelse af sindet og vigtigst af alt; lækker mad.
Prominente Michelin-kokke og danske madkunstnere kommer til at stå for det daglige festmåltid, man for 595,- kan få lov til at deltage i (195,- ekstra for en passende vinmenu). Det er ikke et SU-venligt beløb, men man må jo punge ud for lidt extravaganza i sin festivaloplevelse.

Festivalen har bestræbt sig på at udfordre madboderne, og de kommer til at præsentere et madprogram, hvor 80% af råvarerne kommer fra Fyn.

Arrangørerne bag festivalen har strikket et program sammen, der bør tilfredsstille de danske kultur connaisseurs såvel som alle nysgerrige sjæle, der får muligheden for at stifte bekendtskab med en bred vifte af musik, mad og tanker. For at binde festivalens koncept yderligere sammen, kommer et hav af kunstinstallationer til at pryde festivalpladsens kroge og stier. Projektioner af ansigter på trækronerne, performance dansere og en håndfuld skulpturer og pynt på pladsen vil pirre gæsternes nysgerrighed og få en til at tænke; ”Hvorfor ser Egeskov Slot ikke altid sådan ud?”.

Fotograf: Martin Lindum Cederholm

“Becoming Human” i Odense Zoo: Fantastisk forargende og tankevækkende

in Kultur by
BH 4

I Odense Zoologisk Have er der for øjeblikket andet end de sædvanlige dyr på programmet. Det er muligt at opleve en kunstudstilling. Udstillingen, der er spredt ud over Zoo, leger med idéen om mennesker og dyr som ligeværdige og sætter tanker i gang om den race, man kalder mennesket.

Skrevet af Amanda Ellen Esbjerg Justesen

Solen skinner, og Odense Zoologisk Have er fyldt med glade børn, der sammen med deres forældre er klar til at kigge på eksotiske dyr.

Børnene et par skridt foran og forældrene med trækvogne fuld af vådservietter og mad, klar til at pleje deres yngel. Alt er idyl, som det plejer. Næsten alt.

Forskellige steder rundt i den store have er der blevet placeret udstillinger, som er lavet af diverse kunstnere fra verden over. Udstillinger der bryder grænser.

Nøgleordnene er nøgenhed og intimitet, dyr og mennesker imellem. Fysisk og psykisk smerte. Racisme. Tanker.

Forbindelsen mellem mennesket og dyr som en helhed og i sidste ende samme race. Erkendelsen af at vi er ens, men med forskellige livsvilkår, kun baseret på tilfældigheder.

BH 2

Nøgne mennesker og nøgne dyr

Da jeg kommer ind, får jeg at vide, at noget af udstillingen er flyttet til et hjørne på Savannen. Nogle af gæsterne synes nemlig ikke, at billederne er så passende.

Jeg er straks fanget af situationen og starter min rejse her.

Kunstneren er Ryan McGinly. Han har i Zoo fået placeret syv billeder af nøgne mennesker og dyr. Sammen.

Det første jeg ser, er et lyseblåt maleri med en halv og nøgen menneskekrop til venstre for en fugl, hængende med hovedet nedad.

Næbbet få cencimenter fra personens bagparti.

Jeg ser det grænseoverskridende i billedet, men kan ikke se, at der er noget som sådan unaturligt ved det.

Da jeg kigger til siden, opdager jeg flere billeder. Billeder i samme blå farve.

Et med en naturlig nøgen kvindekrop set forfra, og fugle der flyver rundt om hende. Ved siden af, en nøgen mands bagparti klods op af en zebras bagparti.

Jeg begynder at forstå foragelsen, men jeg forstår også, at der må være en pointe med det groteske.

Et andet sted finder jeg en nøgen mandekrop set bagfra placeret på et lyserødt lærred. Tre abearme stikker ud og indikerer, at aben har hovedet lige i mandens forparti.

BH 1

Mennesket som dominerende race

Jeg går videre og ser en video af en mand, der slår sig selv, imens han pruster og stønner. Manden er Moussa Sarr, der selv er kunstneren bag videoen.

Det er makabert og virker ydmygende for ham, og der er en sørgmodighed over videoen.

Der er hold i det jeg tænker, for da jeg læser beskrivelsen – ved hver udstilling er der placeret en kort beskrivelse af den – ser jeg ord som slaver, race og identitet.

Der er i alt 20 installationer, og jeg finder frem til dem via et lille kort, jeg får udleveret, da jeg kommer ind. Jeg ser blandt andet Kaare Golles “Sult” og Rolf Nowotnys udstilling i Oceaneum.

Den sidste udstilling jeg kigger på, er hård og tankevækkende og giver et billede af alle udstillingerne som helhed. Bogstaveligt, men også symbolsk. Den er lavet af John Olsen og Lars Abrahamsen og er placeret på en væg i en træhytte.

Det er en billedekollage af alverdens mennesker og dyr i forskellige situationer.

Der er aber i bur, skeletter, sorte mennesker, hvide mennesker, tegninger, frie dyr, fangede dyr, fangede mennesker, frie mennesker, mænd, kvinder, glæde, sorg, sammenligninger af racer.

Menneskets foragelse, dyrenes magtesløshed og ironien går pludselig op i en højere enhed for mig.

Jeg tænker på, at jeg en halv time forinden stod og grinte af en abe der, simpelthen, stak en finger op i numsen og pillede afføring ud.

For bare et kvarter siden smilede jeg til forældre og børn, der har valgt at bruge deres dag på at se på indespærrede dyr.

Jeg tænker på, hvad vi ville sige til at sidde i et bur med forstoppelse, imens en abe sad og grinede af os.

BH 3

Vi er alle ens

At se dyr og mennesker så tæt placeret på hinanden som én race sætter tanker i gang.

Udstillingen er grotesk og makaber, komisk og foragende.

Men i min optik er det værste, at det er det naturlige og nøgenheden, der forarger, mens tanken om dyr i bur bliver naturliggjort.

Da jeg tager hjem, forstår jeg det groteske og forstår udstillingens budskab.

Jeg fortolker det i hvert fald på en måde, så jeg for mit indre forestiller mig den omvendte situation – mennesker i bur og dyr der kigger på. Hvide mennesker der står til regnskab for absolut intet andet end deres hudfarve.

Smerten som dyrene fysisk føler, og smerten som slaverne psykisk følte.

Erkendelsen af, at vi alle er ens, og kun tilfældigheder bestemmer vores placering i både race, krop, sind og miljø.

Jeg er imponeret over udstillingens evne til at sætte tankerne i gang.

Udstillingen “Becoming Human” kan opleves i Odense Zoologisk Have indtil 3. september 2017.

Fotograf Lukas Bjerg

Brandts: Marokkos ulmende problemer og inspirerende drømme

in Kultur by
12746355_10206625703656298_754749417_n

I samtidskunsten ‘Merchants of Dreams’ på Brandts, får man som tilskuer mulighed for at betragte hvilke fremtidsdrømme, der stadig blomstrer i de spirende marokkanere, samt se Marokkos stridsemner. Paradoksalt skulle et af verdens stridsemner ende med at tage livet af kunstneren bag udstillingen, Leila Alaoui.

Skrevet af Sofie Dyrelund Veng

Leila Alaoui brændte for bedre forhold, når det kom til social ulighed, emigration og tilhørsforhold. Hendes ambitioner endte i en alder af blot treogtredive år.

Hun mistede livet i et terrorangreb under et fotoprojekt omhandlende kvinders rettigheder i Burkina Faso den 15. januar 2016.

12659766_10206625703616297_678304671_n

Læs også Oprør og stilstand i tresserkunst

Migranternes desperate flugt set i en sympatisk synsvinkel

På Brandts kan man opleve Alaouis videoværk ’Crossings’, som er anerkendt verden over. Tilskueren bliver inviteret med ud på afrikanske migranters farefulde vej mod Europa i dette rørende videoværk.

Under videoens seks minutters sublime billedsprog når tilskuerne at mærke, hvor stor Alaouis sympati var for disse udsatte mennesker. Hendes mission, om at omverdenen skulle føle det samme, lykkedes.

Med det mørke, som omslutter migranternes kroppe, føler man som tilskuer, hvilken situation de har stået i. Nøgleordene er fortvivlelse, skræk og ensomhed.

Terrorangrebet i Burkina Faso resulterede i, at verden mistede en kunstner, som turde at drømme om en bedre fremtid for marginaliserede mennesker. Hun satte de undertrykte menneskers problemer til skue for hele verden.

Alaoui taler til resten af verdens følelser, når hun lader billeder og ord fra en mor, som forlader sine børn og sit barnebarn, køre henover skærmen i ’Crossings’.

En mor som må efterlade sine børn, da hun ikke længere kan klare livet i Afrika. Der er intet arbejde at få, og hendes sidste udvej bliver vejen ud i mørkets ingenting.

Tilskueren ser bagefter op mod nogle trækroner, der snurrer rundt om hovedet på publikum. Stemmer begynder at tale ukontrolleret ind over hinanden.

Publikum mærker desperationen i de rodløse migranter. De har ingen steder at gå hen. I stedet er de på en evig søgen efter et trygt hjem.

12714182_10206625703736300_1683687823_n

Læs også Sanseudstilling på Brandts: Rejs ind i Hullet i Muren

Den religiøse konflikt

Publikum ser direkte ind i afrikaneres gule og døende øjnene. Der findes ikke skyggen af livsglæde i de mennesker, som skiftevis glider ind og ud af billedet. De er på flugt fra krig, hvor muslimer og kristne helst ser hinanden døde.

Her ser tilskuerne til udstillingen endnu en pointe, som Alaoui mente var et fremtrædende problem; her på jorden hersker der en kontinueret konflikt imellem religioner. Den indsigtsfulde kunstner så for sig, hvilken dystopi det ville føre til – mennesker vil for evigt være på flugt.

”Jeg vil gerne rejse tilbage, men hvor skal jeg gå hen?”

Brandts beskrivelse af Merchants of Dreams udtrykker, hvilke drømme Alaoui og de sytten andre kunstnere har og havde. Et håb om en verden, hvor lighed skal strømme over kloden. Religion skal ikke længere skabe fjendskab.

Videoværket slutter med hjerteskærende ord fra en migrant:

“Jeg vil gerne rejse tilbage, men hvor skal jeg gå hen, hvis jeg rejser tilbage? Jeg vil gerne blive her, men hvor skal jeg være, hvis jeg bliver? Jeg vil gerne dø.”

 Alaoui gjorde det her klart, hvad hendes job som kunstner var; hun ville sætte de globale udfordringer under debat.

Ønsker man at se Alaouis og de sytten andre kunstneres forsøg på at formulere problemer og drømme i et og samme værk, har man muligheden for det på Brandts 13.

Udstillingen ‘Merchants of Dreams’ åbnede den 22. januar 2016 og kan opleves indtil den 8. maj 2016.

Fotos af Sofie Dyrelund Veng

Læs også Røde Himmel: Odenses nye lærred for musik og kunst

Hybridteater på Momentum: Drik dig glad i ”Cocktail”

in Teater by
12736744_10203916101942709_141235745_o

Endnu engang inviterer Teater Momentum til hybridteater. Denne gang sidste værk i trilogien. Fra den 3. til den 27. februar vil det være muligt at købe billet til ‘Cocktail’, en koregrafisk og visuel fortolkning af Jørgen Leths film- og tekstunivers, som folkene bag selv beskriver det.

Skrevet af Emma C. Blomberg

‘Det Perfekte Menneske’, Jørgen Leths banebrydende og enkle kortfilmklassiker, er snart 50 år gammel. Alligevel fascinerer hans film mange og stadig flere.

Udover for nylig at være udstillet på Brandts i udstillingen ‘Painting the 1960s’, er den også grundlag for teaterstykket ‘Cocktail’.

Men hvorfor er Leths hverdagsnære og analyserende anskuelser stadig tiltrækkende i en tid, hvor det er kedeligt at være simpel?

12722444_10203916101862707_750875312_o

Læs også BLACK SIDE: Liv gennem lys

Liv i tomheden

Minimalismen er der lagt vægt på, og dette ses både i kulisser og kostumer. Alt er hvidt og firkantet, og scenen føles både tom og uendelig.

De fire medvirkende, Malte Joe Frid-Nielsen, Xenia Noetzelmann, Anete Jensen og Christian Gade Bjerrum, sidder klar på en aflang hvid kasse, da publikummet indtager rækkerne. Spotlyset er sat på de fire, og  resten af lokalet er mørkt.

Klædt i grå og beige nuancer falder skuespillerne pænt ind i mængden, men deres nøgne fødder hænger legesygt og dingler ned fra kassen, og der bliver udvekslet store smil.

En følelse af, at de er lige så spændte som gæsterne, dannes.

En blanding af dans, digte og dialog skaber stykket skridt for skridt. Spændende er netop dialogen, da Leths berømte monologer skifter genre.

Spørgsmålene er ikke længere stillet til det hvide rum, men kan nu besvares blot med øjenkontakt fra medskuespillerne eller med tilføjende replikker – der er blevet skabt liv i tomheden.

Hverdagens fabuleringer

”Det er et hårdkogt æg. Jeg piller skallen af det. Jeg spiser det. Jeg kan godt lide æg. Jeg spiser æg hver dag”.

Sådan lyder en af linjerne under stykket, der med sin hverdagsagtige charme og enkelthed får hjernen på arbejde. Der tænkes og forundres under hele forestillingen, som indeholder tekster fra både Leths film og digte.

Publikum er sat på prøve, da vi bevæger os udover de sædvanlige store emner om liv og død, og i stedet falder over de små ting i livet – såsom hårdkogte æg og dansk regnvejr; alt sammen i en flot cocktail med lysshow, dans og højttænkte tanker.

Intet plot, ingen sceneskift, blot fire mennesker der repræsenterer Leths tankegang på smukkeste vis. Der gøres brug af flydende og velovervejede bevægelser, der sammen med det grafiske lys, der kastes over scenen, skaber et levende rum. Et rum hvori alt siges, men intet sker.

Her rammer Momentum Leths antropologiske syn rigtig godt og frygten for at ‘Cocktail’ blot er en nyfortolkning forsvinder.

Handling og action er ikke fokus i Det Perfekte Menneske’ og heller ikke i ‘Cocktail’; fokus er sat på netop de ting, vi ofte glemmer at lade vores tanker falde hen på.

De beviser, at selv uden vilde plottwists og hede kærlighedshistorier, kan både hverdag og teater være interessant.

12736954_10203916101782705_1864166767_o

Læs også EVIGT SOLSKIN: En leg med film og teater

Hvorfor (stadig) Jørgen Leth?

Filminstruktøren Jørgen Leth skildrer livet både maximeret og minimeret. Hans film og digte fungerer som en tiltrængt pause i det 21. århundrede, hvor der sjældent er tid til at sætte sig ned.

Den generøse Leth giver os tid, ligeså Teater Momentum. Læg mobilen fra dig og kig på livet og hverdagen inde- og udefra; dette tillader ‘Cocktail’.

Derfor er Leths kunst i dag næsten endnu mere aktuel end for 50 år siden – i hvert fald mere tiltrængt.

Fotos af Kristian Thuesen

Sanseudstilling på Brandts: Rejs ind i Hullet i Muren

in Kultur by
12305643_10206101688676251_1557151429_n

Brandts præsenterer sanseudstillingen ‘Hullet i Muren’, som er skabt af kunstneren Trine Boesen. Hun har skabt et univers med et fuldstændig skørt twist, som giver dig fornemmelsen af at stå midt ude i det uhåndgribelige.

Skrevet af Sofie Dyrelund Veng

Trods Boesens uddannelse fra Det Kongelig Danske Kunstakademi og Det Jyske Kunstakademi, er hun bestemt ikke bleg for at stille sig ligesindet med børn.

Hun kaster gerne rundt med vilde neonfarver.

Boesen gør det også klart, at hendes installationskunst ‘Hullet i Muren’ er tilegnet børn og legesyge voksne.

12285845_10206101688916257_1906188813_n

Læs også Oprør og stilstand i tresserkunst

En anderledes verden

Til ferniseringen er der en stemning, som man ikke forventer til sådan begivenhed.

Trapperne er fyldt med glædesfulde og spændte børn – og da de først får lov at gå igennem det mystiske hul i muren, er de helt ude af kontrol. Det kan man ikke bebrejde dem.

Når man først står ved det sorte hul, har man ikke en ærlig chance for at vide, hvilket univers man nu træder ind i.

Man står foran en ganske almindelig mur, på en dagligdags græsplæne. Bag hullets sorte forhæng gemmer sig et rum, som byder på et kaos af skilte.

Uanset hvor man kigger hen, ser man sig selv og sit forvirrede ansigtsudtryk –  rummet er fyldt med spejle. Man er allerede her trådt ind i en helt anderledes verden.

12283310_10206101688716252_1872614758_n

Læs også Harry Potter Festival – Stedet hvor virkelighed bliver til magi

I morgen

”I morgen” står der fristende på et af skiltene, som peger på endnu en mystisk indgang.

Når man trækker denne indgangs dække til siden, bliver man ved første øjekast en smule forskræmt.

Der hænger strimler af plastik ned fra loftet. Scenen giver dig en følelse af at gå direkte ind i en tyk gennemsigtig masse.

Det hjælper heller ikke just på den sære mavefornemmelse, at rummet desuden er lyst op i mønstre af neongrønne farver.

Ind i maleriet

Boesen fortæller, at hendes installationskunst giver en følelse af at træde ind i et af hendes malerier.  Disse er gerne lidt ude for rammerne – bogstavelig talt.

Man når til rejsens finale og maleriets virkeliggørelse, efter man er blevet kastet rundt i en mørk gang. Her hænger der fra loftet kæmpestore robuste balloner, som skubber til en fra alle sidder.

Da tumulten er overstået, ender man midt i et sort hul, der er mindst lige så dragende og dybdegående som Boesens malerier.

En anden tydelig association med malerierne er kontrasten mellem det sorte og de sprudlende farver. Man er omsluttet af planeter, satellitter og meteorer, som bliver slynget rundt om hovedet på en.

Som prikken over i’et, er man omringet af stjerner og mørke, som får rummet til at syne uendeligt.

Det er umuligt ikke at få følelsen af, at man står midt ude i universets kaos, som alligevel ser ud til at være i fineste kontrol.

12309166_10206101688876256_294578677_n

Læs også FINDERS KEEPERS: Platformen for spirende designere og kunstnere

Gå på opdagelse

Det er ingen hemmelighed, at børnene er vilde med dette installationsværk, som hurtigt er blevet til en scene for børnenes fantasier og sanser.

Man kan ikke andet end at blive en smule inspireret af børnenes betagelse. Derfor finder man nogle af de samme forbavsende veje som dem.

Blandt andet gemmer en af satellitterne på et farvestrålende kalejdoskop. Man takker bagefter sin nysgerrige side for, at man ikke gik glip af det.

Finalerummet indeholder en masse af disse besynderlige opdagelser, som man fanger sig selv i at dvæle ved.

Denne sanseudstilling er bestemt et kig værd, hvis man stadig ligger inde med en del af sit barndoms-jeg.

Tag dig selv med på en oplevelse ud i det uhåndgribelige og træd ind i nogle af Trine Boesens tillokkende malerier. Det kan gøres på Brandts i Odense i perioden 20. november 2015 til 27. marts 2016.

Fotos af Sofie Dyrelund Veng

Oprør og stilstand i tresserkunst

in Kultur by
Painting the 1960s

Kunsthuset Brandts åbnede i torsdags den nye udstilling PAINTING THE 1960’s. Her skulle tresserne folde sig ud i malerier, musik, foto, film og farver, samt nydes af tidens egen generation og nye beskuere. Alle så frem til nostalgi og oplysning.

Skrevet af Mikkel L. H. Brasen

PAINTING THE 1960’s – Kunsten. Oprøret. Hverdagen. Således stod det skrevet på pjecen til udstillingen.

Interessen for galleriets nye udstilling var stor, og man kunne mistænke mange, for selv at have befundet sig i 60’ernes vold.

Det var mindre varmt udenfor og folk skuttede sig, inden direktør for Brandts, Mads Damsbo, gik på scenen ude foran. Det blev hurtigt slået fast, hvor stor en betydning årtiet havde dengang og for fremtiden.

Gennem udstillingen skulle tressernes stemning, positiv som negativ, udpensles.

Stærk musik og oprør

Annisette Trio kom på scenen inden åbningen i bedste 60’er stil.

Med pandebånd og peace-tegn opførte trioen tre numre, som fik den indre oprører varmet godt op til udstillingen. Med tekst om ‘freedom’ og en mindre tale om den danske regerings stillingtagen, kunne alle aldre se, hvor stemningen skulle hen, når udstillingen åbnedes.

Annisette Koppel (også kendt fra Savage Rose) viste med sin optræden, hvordan åbningen og værkerne gerne skulle vælte publikum omkuld som et publikum ville have gjort dengang. For tresserne var en storm der ramte enhver og det skulle kunsten belyse.

Det skulle gerne udtrykkes, hvordan Danmark og hele verden på alle fronter, rykkedes til højre og til venstre, op og ned, og i retninger der endnu ikke havde fundet sin plads i samfundet.

For tresserne var ikke bare en tid af glæde og medgang men ofte det præcis modsatte og det var lige så meget dét publikum havde brug for at se. På pjecen stod der oprør, og som det ofte er set, er der intet oprør, før der føles modgang.

Men det indtryk af vildskab, som der forbindes med oprør, var ikke at finde.

Delte meninger blandt publikum

Meningerne så ud til at dele sig en smule, da folk var trådt indenfor på Brandts.

Som det sås på pjecen og informationen om Painting the 1960’s var Per Kirkebys mangefarvede cirkler valgt til baggrund. Og cirkler var der nok af.

Man tænkte hurtigt på Andy Warhols popkulturelle kendisbilleder. Men hvad var meningen med disse cirkler? Var det de specifikke farver, formen eller materialet der skulle gribe beskueren. Svært at sige.

Udstillingen samlede helt sikkert et ældre publikum, hvor mange selv har oplevet tresserne og måske endda været med til at frembruse et oprør.

Når det så er sagt, lykkedes det ikke for Per Kirkebys og de andres udvalgte værker at belyse tresserne for et mere naivt og nytilkomment publikum.

Det havde helt sikkert gavnet at følges med personer der var unge i 60’erne for derpå at kunne “åbne” udstillingen.

Holdning og udtryk

Gregers Nielsen var af kunstnersortimentet den der kom nærmest i at fange tresserne aura med sine fotografier. Hans sort/hvid-fotografier skulle blandt andet vise, at flere medier kom på banen i kunstens udtryksformer.

Der var film projekteret på wireophængte lærreder, der blandt andet viste en dansende kvinde i samtidens underbensklæder.

Collager fra tidens aviser og ugeblade hang på væggene, som udtryk for en fragmenteret hverdag og et stigende forbrug i samfundet.

Som journalist Lasse Jensen sagde på scenen inden åbningen, skulle man dengang være politisk aktiv og tage stilling til landets styre hvis man ønskede at være kunstner. Man skulle gerne have en holdning og ikke bare skabe kunst for kunstens skyld.

Der skete ændringer inden for alt og man kunne håbe at kunsten ville udtrykke en dynamik som ikke er fundet i andre årtier siden.

Så skulle man have levet i tiden for udelukkende at kunne nyde udstillingen? Nej.

Men man kan spørge hvad Brandts forsøgte at vise. Vildskab og hverdag var ikke tilfældet, mere et eksempel på stilstand.

Der var få værker som kunne nærme sig de tre nøgleord Brandts havde valgt til udstillingen.

Som barn af halvtresserne og tresserne ville man helt sikkert kunne opleve nostalgien, men selvom der var korte beskrivelser på de farvede vægge, savnede man information. Bevægelsen, som gerne skulle være smittet af på kunsten, var ikke til stede.

Udstillingen manglede alt i alt tressernes gnist, som eftertiden er blevet belært så meget om.

Skulle man selv have lyst til at danne sig en mening om udstillingen, vises den på Brandts i Odense indtil den 21. februar 2016.

Retroguldet atter i cirkulation

in Musik by
12112540_10206801549533643_1703551269_o

Posten blev til et retroparadis for pladesamlere af alle aldre og nationaliteter, da den 59. internationale plademesse blev afholdt i Odense. Sælgere fra Tyskland og norden var stærkt repræsenterede, og nye samlere fik en snak med de rutinerede vinylpushere over mælkekasserne med de sorte skiver.

Skrevet af Martin Cederholm

Tempoet på messen minder om de dvælende skridt den kunstinteresserede tager på et museum. Der er lige så meget kunst tilgængeligt på plademessen, og snakken går også på oplæg, pris og på hvem kunstneren er. Den største forskel er atmosfæren. Posten er proppet med borde, som er overfyldte med plader og CD’er, hvor de ældre sælgere sidder bag deres moustaches med en kop kaffe i nærheden. Alle sælgerne er hjælpsomme og hjælper gerne med at bladre stakkene igennem for at finde det man leder efter.

Eventyret om Moby Disc

For enden af salen står Odenses ukronede vinylkonge med sit velkendte navn i ryggen: Moby Disc. IMR får snakket med ejeren Per Ellegaard om udviklingen af vinylsalget, om digitale medier og om butikkens kommende genfødsel. Ifølge Ellegaard er streamingtjenester og digitale kopier af sin musik et supplement til at sidde med en CD eller LP derhjemme. De fysiske medier er når musikken skal nydes, men i bilen eller i sommerhuset rækker det digitale selvfølgelig.

Han har kunne mærke, at vinylens popularitet er vokset, og det er mere end positivt. Danske kunstnere som Magtens Korridorer og Saybia har begge fået genoptrykt deres musik på vinyl. Det er blot et tegn på, at dette medie har nogle gode år endnu.

De sidste 27 år har Moby Disc været lig med det sted, hvor man kunne få stillet sin pladesult (og få tømt sin konto). I april 2015 måtte den fysiske butik i Nørregade desværre give plads til nye lejere, da huslejen var for høj for entusiasternes tilflugtssted. Så sent som i sidste uge kom nyheden om, at Moby Disc genåbner med en fysisk butik i Odense by. Hvis man vil følge med i hvor og hvornår butikken åbner, kan man følge dem på Instagram eller holde øje med dette link.

Hygge længe leve

Udover Per Ellegaard er der ikke mange pladesælgere, som har solgt i mere end 5 år. Flere af dem vi snakker med, gør det dels for hyggens skyld, men også for at få ryddet op i den private samling. Som oftest er konen ikke engang indblandet i beslutningen om at få ryddet op.

Salgsstrategien er forskellig blandt sælgerne. Nogen bruger mange penge på at opkøbe større samlinger, udelukkende med videresalg for øje. Andre vælger meget selektivt hvad de vil investere i. Få sælgere står med nytrykte vinyler – det er primært Glad Samler Records og Moby Disc fra Odense, som har med nutidige udgivelser at gøre.
En anden sælger med nye vinyler, er en tysk mand. Man kan undre sig over hvorfor han vil tage helt til Odense blot for at sælge billige plader, men i hans optik er det tyske marked alt for stressende. På tyske plademesser går køberne meget op i standen af pladerne, og tæller nærmest antal ridser for at kunne prutte prisen ned. I Danmark går samtalerne mere på musikken frem for det lavpraktiske. Det danske folk har ikke travlt med at opstøve de bedste tilbud, men hygger sig mere. Vi snakker om jazz og han hiver en Serge Gainsbourg plade op, og anbefaler den til de Miles Davis plader vi tidligere har kigget på.

Den værdi der ligger i at købe LP’er er stigende. Det er blevet et stærkt signal at sende, hvis man gerne vil vise sin musiske kunnen. Mange kritiserer køb af vinyler for at være hipstersmart, hvor dem der køber dem blot kan trække på skuldrene og nyde lyden af en anden tid.

Foto: nicoleleec, flickr.com

Tattoos og nøgne mennesker

in Kultur by
IMG_3615

I fredags åbnede Brandts dørene for en ny eksperimenterende udstilling. Udstillingen hedder TATTOO og er ikke en typisk udstilling for Brandts.

 Skrevet af Annemette Drue 

”Vi ønsker at blive nyskabende inden for kunst.” Sådan sagde direktør Steen Møller i sin store åbningstale af den nye udstilling TATTOO.

Både store og små, gamle og unge, tatoverede arme og nøgne arme stimler sammen foran dørene. Den lyshårede, sortklædte kvinde, der vogter døren, giver tegn. De første må komme ind og se de fotograferede, tatoverede mennesker.

En summende lyd rammer mig, da jeg kommer ind i billedrummet. Foran mig står en klump af mennesker. I midten af gruppen sidder en tatovør, der er i gang med at tatovere en ung mand. Tatovøren er snakkende og svarer gerne på publikums nysgerrighed.

Den summende lyd fortsætter under hele udstillingen, hvor man kan se tegninger og billeder af alle slags tatoveringer, lige fra pinupgirls, til halvnøgne mennesker, hvor man kan se, at hele kroppen er udsmykket med den sorte og farvede blæk. Billeder i sort hvid, som giver indtrykket af gammel tid. Et stort rum, der fyldes af mennesker, kunst, maling og nåle. Der er opstillet en film, men den var svær at høre for nålens lyde og de mange mennesker, der besøger udstillingen. Imellem alle billederne ses også tegninger af nøgne damer, Skipper Skræk og ankre.

Nøgne staffelier 

Udstillingen er delt op i to rum. Andet rum er de mere kulørte billeder og moderne tatoveringer. En stor farverig væg hilser en velkommen, når man træder ind i rummet. Her ses billeder af nøgne mennesker, der står op, sidder ned og ligger på gulvet. Fælles for alle. De har en tatovering. Tatoveringer på halsen, ryggen, maven, armene. De har ikke fullbodytattoos, men kunstneren har valgt, at portrættere dem helt nøgen alligevel. Nøgenhed er automatisk noget, der følger med tatoveringer. Men de nøgne kroppe overtager ikke billederne. Billederne har stærke farver i baggrunden, og det resulterer i, at det virker mere moderne.

Hele vejen igennem bliver man fulgt rundt på grund af udstillingens opbygning. Man kan læse en smule igennem udstillingen, men den består mest af billeder. Brandts vil give mere plads til eksperimenterende udstillinger. Det gør de ved at give plads til udstillinger som tattooudstillingen. Men en udstilling skal vække nogle følelser. Forargelse, overraskelse, glæde, vrede. Publikum går rundt og ser billederne, snakker en smule. Nogle stopper op, men de fleste flyder rundt i lokalerne.

Udstillingen har ikke mere at byde på, og den vinker farvel. Den summende lyd fra tatoveringsnålen følger publikum ud i regnen. Regnen der falder i tunge dråber, men en tatoveringsnål uendelige summen forbliver i ørerne.

Jeg giver udstillingen 4 ud af 6 stjerner.

[tagline link=”http://…” linktarget=”” button=”Et stykke med fakta” buttoncolor=”orange” title=”Faktaboks:” description=” Man kan blive tatoveret under udstillingen flere dage

Udstillingen kører fra 10. Maj til 21. September

Udstillingen finder sted på Brandts i Brandts Passage”]

Gå til top