Tag archive

Magasinet

Chicago – Divaer, jazz og dans

in Teater by
Chicago anmeldelse 3

Forførende dansetrin, underholdende korruption og den velkendte jazz pryder den overdådige kulisse, som skaber rammerne for 1920ernes Chicago. Årets forestilling er både ambitiøs, talentfuld og fuld af alt det jazz. 

Skrevet af Ane Møbius Rahbek

På vej ind, bliver aftenens program, der er forklædt i en “Chicago Tribune”-avis, overrakt.

Forsiden prydes af nyheden om dobbeltmorderen Velma Kellys. Et mord som hun eftersigende ikke kan huske.

Publikum har knap fået sig sat tilrette i stolen før forestillingen begynder. Dansere kommer gående ned af trapperne langs publikum, og lokker forførende det spændte publikum til at deltage i aftenens seance.

Det varer ikke længe før publikum er i forestillingens hule hånd, og rummet fyldes med klapsalver og hujen ved enhver mulighed der byder sig.

Læs også Chicago debuterer på de skrå brædder i Odense

Chicago anmeldelse 4

Overdådigt sceneshow

Scenen udnyttes til kanten – og mere til. Den kan både omdannes til et fuldt funktionerende cirkus (minus de levende dyr, naturligvis), til et fængsel eller til et gerningssted, hvis det skulle være.

Rødt velour og overdådigt brug af glødepærer. De sorte, elastiske strimler bruges på simpelt og artistisk vis, som en simpel metaforisering af kvindefængslet.

To trapper indrammer scenens centrum, der med sine lys i trinene giver divaerne mulighed for at bade sig i rampelyset.

Ved første øjekast på kulissen er der ingen tvivl om, at Elite Teaters ambitionsniveau intet fejler.

Konstruktionen har nemlig så mange små detaljer, at man knap ænser hvor den velkomponerede musik kommer fra.

Orkesteret “Gower-Poole and the Apex Recording Orchestra” er placeret på hver side af trapperne og skaber lejlighedsvis, foruden musikken, lydeffekterne for stykket.

Variation og dynamik

Programmet er tætpakket. 38 numre skal fyres af i løbet af de to akter, som fjerlet springer fra det ene nummer til det andet.

Igennem showet er der ingen overgange der virker for brat. Sangenes opførsel skaber variation og dynamik i forestillingen, med de varierende sværhedsgrader og kompleksiteter i opførelsen.

På samme måde skabes der en fin rød tråd i forestillingen med de gennemgående, karakteriserende soundtracks, som Velmas “Alt det Jazz”, Billys “Gi’ mig bare kærlighed” og Roxies “Roxie”.

Sangene spilles for at etablere en ønsket situation på en simpel måde.

Lasse Winkler har instrueret stykket, med en god blanding af variation og dynamik, men samtidig med respekt for John Kander og Fred Ebbs originale stykke.

Koreografien er baseret på det originale stykke fra 1975, hvilket bibeholder historiens klassiske touch. Koreograf Helena Dong formår dog at føre det til nye højder.

Hendes arbejde med stykket skaber en koreografi der ikke kun er af høj sværhedsgrad, men som også fungerer ned til hver mindste detalje på scenen.

Foruden den høje sværhedsgrad, skaber den overdådige kulisse de perfekte betingelser for fremførelsen.

Hvert nummer fungerer ikke bare, men forundrer og underholder publikum helt ned til bagerste række.

Læs også Oprør og stilstand i tresserkunst

Chicago anmeldelse 2

“Velkommen tilbage, Fjolser”

På trods af en småusikker start i første akt med mindre, ubetydelige småfejl går der ikke længe før der er fest, fis og farver på programmet. Så snart Elite Teateret har varmet op og påbegynder “Kvindefængslets Tango” tager de salen med storm.

Første akt rammes flot ind i “alt det jazz” nummeret og inviterer tilbage til den sidste akt med endnu højere forventninger.

Anden akt skuffer heller ikke. Velma Kelly byder pænt publikum tilbage med ordene “Velkommen tilbage, fjolser” og straks er hele salen tilbage i den rette stemning.

Akten kulminerer i scenen med Roxies retssag, som satirisk fremstilles som et cirkus, med alt fra klovne, akrobater og diverse andre cirkusartister.

De mange jokes får gang på gang publikum til at grine. Om det er i sang eller tale. Her udbryder Roxie blandt andet i starten “jeg skal tisse”, mens sangen af de 6 fængslede kvinders tilståelser på mord er af anelse alternative grunde.

En hævder at hendes mand gik ind i hendes kniv 10 gange, mens den anden skød sin mand med et advarselsskud i hovedet.

Det etablerede forhold til publikum opretholdes og belønnes til sidst med en ekstatisk, vedvarende, stående applaus fra publikum.

“Må jeg få min udgangsmusik, tak”

I rollen som Velma Kelly ses Sofie Nalepal. Selvom det er hendes første hovedrolle, er det fuldt fortjent, med sin karismatiske fremførelse af Velma.

Gang på gang forfører hun publikum med utrolige dansetalent og opretholder deres fulde opmærksomhed, som hun skinner på scenen med sin store gennemslagskræft.

Specielt de store numre får en dragende effekt, som fuldendes af orkestrer og kor, samt formidable dansetrin. Her indtager hun scenen og indtager ejerskab af jazzen, med sine formidable bensving og dygtige sangstemme.

Den selvfede Roxie, der gladeligt omdanner mordet på elskeren Fred til et PR stunt, spilles af Laura Wildt. Her ses fænomenalt skuespil og fantastisk intimitet i balladerne.

I takt med forestillingen, vokser Roxies karakter på en. Hendes ulidelige ønske og kamp for at stå på scenen, og hendes graviditets-stunt for at vække mediernes opmærksomhed.

Igennem stykket bliver der mere og mere substans at spille med, og det bliver hurtigt klart at hun besidder et mere multiorienteret talent. Danse kan hun nemlig også – til en sådan grad at man må tage hatten af i respekt.

Læs også SHU-BI-DUA THE MUSICAL- Man må for fa’en da være noget!

Chicago anmeldelse 5

Talent i massevis

Alt i alt har Elite Teateret samlet en utrolig talentfuld force, der sammen bærer Chicago over målstregen med overskud. På trods af deres baggrund som amatørteater, er der en unægtelig professionalisme, som placerer dem i en gråzone mellem de to yderpunkter.

Selv mindre roller som den godmodige Amos Hart (Peter Engholm Helveg Larsen) etableres så godt som karakter, at man krummer tær.

I løbet af stykket beder både advokat Billy Flynn (Rasmus Gattrup) og Roxie om udgangsmusik, og de får det.

Men da Amos efterspørger samme funktion fra orkestreret, er det klokkeklart. Han er så usynlig at selv ikke orkesteret, ledet af dirigent Julie Ellbrønd Strange, ænser hans tilstedeværelse.

En forestilling med kvalitet

Forestillingens ambitionsniveau stråler igennem forestillingen med bling-bling, charme, kække kommentarer og humor.

Tempoet er så højt at man gang på gang imponeres over hvordan det er muligt at holde farten, udføre komplicerede dansetrip OG holde stemmen i ro på samme tid.

De ikoniske numre, tilsat fantastisk dans og strålende kulisse kan ikke roses nok. De små detaljer bliver prikken over i’et. De underholder ikke kun i høj grad, men kører forestillingen over målstregen med charme og overskud.

Det er svært at leve op til en forestilling med Tony Awards, Broadway og Hollywood i lillebitte Danmark. Det er dog ikke umuligt.

Høje ambitioner og godt samarbejde har igen i år givet et formidabelt resultat for Elite Teateret.

Så skynd dig at få fat i en billet til forestillingen! Læn dig tilbage og lad dig underholde til de forrygende toner af alt det jazz.

Chicago kører på Magasinet indtil den 31. oktober

Fotos af Bach Foto

Chicago debuterer på de skrå brædder i Odense

in Teater by
Chicago 3


Elite Teateret åbnede for to dage siden, den 22. oktober 2015, dørene op for deres længe ventede jazzmusical Chicago. Musicalen tager publikum med på en rejse tilbage til 1920’erne, og der er lagt op til endnu et formidabelt gensyn med en gammel klassiker.

Skrevet af Ane Møbius Rahbek

Sex, mord, korruption og jazz sætter rammen for historien med natklub-darlingen Velma Kelly og den hidtil ukendte Roxie Hart. De sidder begge på dødsgangen, anklaget for mord.

Begge har et brændende ønske om at stå på scenen, og vil gøre alt i deres retssag, for at skabe et navn for dem selv i mediebilledet.

Chicago 4

Læs også SHU-BI-DUA THE MUSICAL- Man må for fa’en da være noget!

Et stykke med år på bagen

Stykket, der debuterede på Broadway i 1975, er en af de længst kørende musicals i USA, og er tidligere, i 1996, belønnet med ikke mindre end seks Tony Awards.

Det er heller ikke svært at forstå med velkendte ørehængere, som “All That Jazz”, “Mr. Cellophane”, “Razzle Dazzle” og “Nowadays”.

I 2002 opfølges musicalen af spillefilmsuccesen af samme navn med hovednavne som Renée Zellweger, Catherine Zeta-Jones og Richard Gere i hovedrollerne.

Historien har spredt sig som ringe i vandet og giver genlyd fra ét medie til et andet – fra de skrå brædder, til det store filmlærred, og sågar flere tributs i det populære, serielle musical-drama Glee.

På trods af stykkets 40 år på bagen, tiltrækker de to divaer sig, den dag i dag, stadig mediernes bevågenhed.

Legenden lever endnu – også i vor lille fagre land. Det er nemlig anden gang Chicago opføres i en større dansk opsætning. Sidste gang i 2007.

Chicago 2

Klassikere og kloge ord

In Medias Res har været så heldige at snakke med skuespiller Dennis Due, i forbindelse med musicalopsætningen. Han tog sit første skridt ind i musicalteater på højere plan under Eliteteaterets debutforstilling Cabaret i 2012.

I år er Dennis igen at finde på rollelisten, som henholdsvis Fogarty og Harrison, samt på kor og Ensemble.

Han mener, at Chicagos popularitet og aktualitet skyldes, at det er en klassiker i musical- og filmverdenen, og at mange har kendskab til historien eller sangene.

Historien, som gør brug af det grundlæggende ordsprog ”behandl andre som du gerne selv vil behandles” er stadig muligt at relatere til i det enogtyvende århundrede.

Amatørtalenter på Fyn

Elite Teateret er tilbage med en forestilling for 4 år i træk. Deres ambition om at udvikle de bedste og mest seriøse amatørtalenter på Fyn blomstrer stadig problemfrit, med stadig stigende efterspørgsel på deres forestillinger.

Strategien ser ud til at give pote, da det er første gang rettighederne til hit-musicalen tildeles et dansk amatør teater.

Ligeledes har forestillingen allerede inden dets premiere haft så stor efterspørgsel, at de har oprettet en ekstraforstilling, efter sidste års success Hairspray, der meldte udsolgt til 7 ud af 10 forestillinger.

Billetsalget ligger allerede højere end sidste år, og stykket forventes at trække omkring 3000 publikummer til de 11 forestillinger.

Læs også TRANS-formerende teaterstykke

Blod, sved og tårer

Ambitionsniveauet fejler heller intet – en af de største udfordringer ved årets forestilling har nemlig været “scenebygningen, der ikke tidligere er set før i Odense.” Årets koreografi skulle være udfordrende og fantastisk.

Udfordringer med kulissen og sammensætningen af numre er dog intet problem, når alle de talentfulde, ambitiøse og dygtige mennesker brænder for det de laver.

Det mener Dennis, og derfor synes han, at det er en fornøjelse at arbejde på Chicago.

“Hvad enten det er på scenen, den kreative ledelse, musikere, afviklere, teknikere, kostumer, sminken osv. Alle der er med har hjertet med i det”.

Chicago 1000

All That Jazz

Der er lagt op til en fabelagtig rejse, når dørene åbnes for den længeventede musical.

Forventningerne er ikke mindre i år, tværtimod er de blot halvt så høje som ambitionsniveauet.

Der er med sikkerhed lagt op til en række fantastiske shows, med en masse jazz og intriger.

Chicago er ifølge Dennis: “en forestilling som tager publikum ud på en humoristisk, levende, dansende, musisk, spændende og helt igennem underholdende rejse.“

Så tag din nærmeste under armen, og tag med tilbage til 1920ernes forførende Chicago.

Lad dig forføre og underholdes af en fortælling om mord, misundelse og drama på dødsgangen, krydret med det velkendte soundtrack og lovende koreografi.

Chicago bliver vist på Magasinet i tidsperioden fra d. 22. til den 31. oktober kl. 20.00 og havde premiere den 22. oktober.

Fotos af Bach Photo

Spørgsmål uden svar

in Teater by
6N8A7489

Store spørgsmål blev stillet, men ingen svar  givet. Jan Gintberg var det store ubesvarede spørgsmål onsdag aften på Magasinet i Odense, og med lattermild stemme præsenterede han aftenens publikum for livets største og mindste spørgsmål. Alt sammen med fortryllende charme.

Skrevet af Benedikte Rønn

Magasinets sal er fyldt med mennesker og ørerne fyldes af den summende støj af flere hundrede forventningsfulde stemmer. Før komikeren indtager scene, lyder en dyb stemme over hovederne. Denne præsenterer aftenens tema: Det store spørgsmål.

Med ophøjet og højtidelig stemmeføring fortæller den om vigtigheden af spørgsmål og menneskets evige søgen efter svar. Et latterudbrud blæser gennem salen, da en enorm oppustelig Gintberg kommer til syne.

Jan Gintberg træder da ind på scene under stort bifald. Han præsenterer sig selv som ét stort ubesvaret spørgsmål, og al tvivl om aftenens tema er med ét forduftet.

Publikumsprovokation

Gintberg begynder selvsikkert at fyre replikker. Jokes og morsomme anekdoter falder som regndråber i en lind strøm over publikum. Dæmpet latter lyder gang på gang, indtil den lyshårede, sortklædte mand på scenen påbegynder et nyt emne. Spørgsmålet om den eneste ene.

Her indleder han en dialog med vilkårlige mennesker på første række, herunder et sagesløst par. Med kæk og provokerende tone improviserer han sig til jokes gennem deres svar, og hele salen ligger flade af grin.

Det er tydeligt, hvordan han fanger publikum bedst, når han inddrager tilstedeværende tilskuere. Den usynlige væg mellem publikum og den optrædende nedbrydes, og man befinder sig, opstemt af de omkringværendes latter, som en del af showet.

De til tider lettere grove kommentarer opvejes af Gintbergs hjertelige latter og undskyldende kommentar: ”Ej, jeg driller jo bare” Han er nærværende og har en imødekommende og tiltalende udstråling, alt imens han på charmerende vis grinagtiggør både tilskuere såvel som kollegaer og politikere.

De store mennesker

Efter pausen synes Jan Gintberg at have problemer med opstarten. Hans interview med en odenseansk politiker er ikke en succes. Ansigtet på storskærmen svarer ikke i tilfredsstillende grad på Gintbergs spørgsmål. Publikum er ikke begejstrede.

Minutterne strækker sig ud som en elastik, indtil den klapper sammen, da Gintberg igen tager kontrol over sit show. Han genfinder sit tidligere flow. Rummet fyldes igen af skingrende latter.

– Måske er meningen med mennesket at finde store mennesker. Personer der kan give svar på alle vores spørgsmål.

Sådan søger Gintberg svar på et af de mange spørgsmål, han stiller. Gang på gang får han salen til at runge af latter med bud på store mennesker. Politikere, kollegaer, Jesus og Justin Bieber. Alle står for skud, når Gintberg leder efter svar på sine spørgsmål.

Alt imens temaet om store mennesker og ledere står den oppustelige Gintberg i baggrunden som en grotesk men kreativt udformet joke.

Filosofi iklædt humor

Gennem showets forløb berører Jan Gintberg med forbløffende elegance mange af livets store spørgsmål. Han når omkring alt fra religion til terrorangreb og forunderlige lagre af gamle mobilopladere. Fra hvorfor vi mennesket stoppede med at praktisere kannibalisme til meningen med menneskets tilværelse.

Mange af disse emner er dybt alvorlige, men Gintberg træder hen over alle emner med samme lethed som en guldsmed i sommerluften.

Der er tidspunkter i løbet af aftenen, hvor salen er mere stille, end godt er. Hans udtalelser bliver til tider mere og mere perverse, hvilket ikke tjener til hans fordel. Men på trods af perioder uden rungende latter, leverer Jan Gintberg en forrygende aften.

Med en vidunderlig humoristisk, selvironisk tilgang til livet og livets store spørgsmål giver han et bud på meningsfuld stand-up. Komikeren disker op med en humor serveret med kant og filosofiske spørgsmål. Dette bliver gjort med ynde og kreativitet. Aftenen er i allerhøjeste grad en succes, og Gintberg fortjener hvert rungende latterudbrud

Donor, drengerøv og Dybvad

in Teater by
tobias_presse1_emilgohns

Tobias Dybvad kom til Odense for at underholde med sit nyeste onemanshow ’Er det ikke dig fra Dybvad?’. Aftenen bød på hylende morsom drengerøvshumor, men dog med et show, der havde mangel på struktur og en rød tråd, som var svær at spotte.

Skrevet af Amanda Esbjerg Justesen Læs videre

Fest og tomme tordenbrag på Magasinet

in Musik by
turboweekend 3

Turboweekend henfaldt trods god energi lidt for ofte til monoton buldren på Magasinet, men til slut kom både forløsningen og festen.

Skrevet af Carl Windahl Bøllingtoft.

Før Turboweekend står den i vanlig stil på et opvarmningsband. De hedder Kentaur, og de er værd at nævne. Med en messende og soulfyldt vokal og en lyd, der låner fra både folk og elektronisk musik, er de et interessant bekendtskab.

Langsomt bygges dragende lydbilleder op for til sidst at kulminere i et inferno, hvor trommerne løber løbsk, guitaren hugger og det hele ser ud til at kunne falde fra hinanden hvert øjeblik, det skal være. Det er både storladent, følsomt, nøgent og ambitiøst.

Man bliver næsten ked af det, da de til sidst annoncerer, at de har ”et sidste skud”, inden vi skal ”ryste røv til turbodrengene.”

Dansen ned i afgrunden

Med begejstringen over opvarmningen in mente er der lidt at leve op til for Turboweekend, og de forsøger at sætte gang i publikum fra start. Allerede under aftenens første nummer ”Share My Thunder” er det tydeligt, at bandet er kommet til Odense i forsøget på at skabe en fest. Der bliver med det samme opfordret til fællesklap, og publikum i salen ser ud til at være med på legen.

– Hva’ så Odense!? Vi har en helt ny plade med til jer! Det er vores første gang på Magasinet. Det kan kun blive godt, lyder det fra forsanger Silas Bjerregaard, inden Turboweekend spiller ”Disco To Disco”, som sætter godt gang i hvad, der lover til at blive en ganske festlig aften.

De festlige takter fortsætter på ”After Hours”, der med sin tunge bas får fyret godt op under salen. Derefter går vi lidt ned i tempo med ”Party On The Edge”, der på mange måder fint indkapsler Turboweekends univers. Det er søvnløshed, sene fester, kolde byer, tabt kærlighed og afmagt, men serveret på en måde, så det kan være svært at stå stille.

Det kan godt være, at det ser sort ud, men vi kan i det mindste danse os ned i afgrunden. Det er også præcis, hvad forsanger Silas gør. Der bliver givet gas på scenen. Sangeren danser og spjætter rundt uden kontrol, uden mål og får også væltet mikrofonstativ og mikrofon undervejs.

– Mikrofonstativet er allerede blevet for fuld, joker han. Den slags er der også plads til.

Under næste nummer, ”Neverending” bliver der plads til mere sjov. En skægget fyr på forreste griber fat i Silas Bjerregaards hånd og holder den, mens sangen går ind i en mere nedtonet og følelsesladet passage. Et ømt øjeblik eller måske bare god lir? Ingen tager i hvert fald tingene alt for højtideligt. Den gode stemning understreges, da Silas Bjerregaard udbryder:

– Vi er intet uden jer, der kommer og ser os. Det er os og jer sammen om det!

[slider]


[/slider]

Monoton midte

Selvom publikum har en fest, er det dog som om, der sniger sig en smule stilstand ind i sættet. Bandet buldrer derudaf, publikum hopper og klapper med, men udover en lækker baslinje eller et genkendeligt synthesizertema i ny og næ, føles det måske lidt som tomme kalorier.

Det virker som om Turboweekend har fundet en formular, der virker, og publikum er vilde med den. Bassen og synthesizeren, der driver versene frem, inden vi får serveret et stort, eksploderende og svulstigt omkvæd.

Men det kan også blive for formelagtigt. Er man ikke fan af bandet, kan sangene derfor godt være svære at skelne fra hinanden. Det hele flyder sammen, og det skaber en mangel på dynamik i midten af koncerten. Vi får i hvert fald serveret en række numre, som ikke rigtig gør hverken fra eller til.

Bandet giver sig fuldt ud, men der mangler et eller andet. Først ved aftenens ellevte sang ”Asking For More” begynder der at komme lidt liv i kludene igen, og flere blandt publikum skråler med på omkvædet af deres lungers fulde kraft.

Festlig forløsning

– Vi er på en opadgående kurve nu. Er i med os? Er vi fælles om at trække læsset? Lad os se jeres fingre, råber Silas Bjerregaard.

Publikum parerer ordre. Et hav af hænder rejser sig mod loftet, og så får vi ”Trouble Is”, der med god grund er blandt bandets allerstørste hits. Publikum vælter rundt, og da Silas rækker mikrofonstativet mod publikum og beder dem om at synge for ham, skråler hele salen med. ”Trouble is, trouble is, trouble is that you don’t care!”

Det er uden tvivl koncertens hidtidige højdepunkt. Det er som om, der sker en form for forløsning, og stemningen fortsætter med at være helt oppe under loftet i de næste to numre, ”Miles & Miles” og ”Something Or Nothing”.

Endnu bedre bliver det, da vi får ”Into You” fra Turboweekends debutalbum. Sangen starter med et lækkert synthesizertema, bygger derefter langsomt op og kulminerer i et svedigt omkvæd. Sangen var deres gennembrudshit og er stadig blandt deres bedste og mest medrivende. Det er svedende, mørkt, støjende og lidt mere beskidt, end hvad vi ellers har hørt i løbet af aftenen – og det klæder bandet.

Efter den energiudladning går bandet fra scenen og giver både sig selv og publikum mulighed for at få pusten. Efter et par minutters taktfast klappen og råben kommer de dog tilbage til ekstranumre og lægger jokende ud.

– Vi er jo snart et gammelt band. Så vi har efterhånden en del på repertoiret. Smokie…? Hanne Boel…?”

Vi får dog hverken Smokie eller Hanne Boel. I stedet starter vi langsomt ud med ”Barcelona” og en følsom Silas Bjerregaard helt nede i knæ, inden tempoet stiger med Holiday. ”Holiday is Coming” synges der, og den er folk helt med på denne torsdag før Store Bededag.

Der er feststemning, og der er sikkert mange der skal i byen bagefter. Først skal der dog danses færdigt, og det giver den afsluttende ”On My Side” fin mulighed for.

Turboweekend er et sympatisk og for det meste festligt bekendtskab. Deres synthesizerdrevne rockmusik er enormt velegnet, hvis der skal gang i danseskoene, men der mangler nogle gange lidt variation. Hvad vi fik serveret på Magasinet var dog en energisk og buldrende præstation med et band, der gav sig fuldt ud og et publikum, som så ud til at de fik, hvad de kom for.

Fra skæv eksistens til familiefar

in Kultur by
fuhlendorff odense inmediasres

Christian Fuhlendorff imponerede anmelderne i 2007, da han med sit første one man show gjorde sin usammenhængende, uskikkeligt underholdende entré på den danske stand-up scene. I dag er komikerens hjerne mindre omtåget og familien har taget førertrøjen.

Skrevet af Christoffer Miguel Frendesen Læs videre

Styrmændene fra Den Sorte Skole forlader skuden

in Musik by
den sorte skole

Foto: Christoffer Frendesen
★★★★☆☆

Den Sorte Skole lagde vejen forbi Magasinets intime scene. Men kunne den stationære duo forføre publikum og guide dem ud på en uforglemmelig aften?

Skrevet af Christoffer Frendesen

Lyset slukkes. Totalt mørke. To skikkelser træder ind på scenen. De nærmer sig den store pult, som står centreret forrest i den musiske manege. Kun lyst op af to små skrivebordslamper går de hurtige hænder i gang med at dreje, trykke og skrue løs på deres elektroniske instrumentbræt.

Publikum maser sig frem mod scenen. Hovederne prydes af hipster huer, der er placeret delikat som jødehatte på toppen af hovedet, kasketter skubbet på skrå op til hårgrænsen samt enkelte kjolebeklædte og stilet-bærende piger.

Der er ikke kun lagt op til en lytte-mæssig oplevelse. Den visuelle sans forkæles også. Bag ved de unge pladevendere hænger brede strimler papir, forskudt fra hinanden som et iturevet lærred. Mens de første spæde toner kryber ud til publikum, smækker projektører billeder op i baggrunden. Med silhuetten af et bjerg i forgrunden rejser solen sig symbolsk på lærredet. I synk med musikken  erstattes den af månens krateroverflade og stjernernes vage lys for umiddelbart efter at blive overskummet af skyer, der strømmer henover baggrunden. Samtidig markerer den tiltagende bas, at det snart er tid til at flytte fødderne og løfte hænderne i vejret.

Verdenssafari

Den Sorte Skole er på turne med deres tredje album Lektion 3. Pladen er en lydoplevelse, som tager en på en verdensrejse rundt til afrikanske afkroge, østeuropæiske bordeller og indiske smårestauranter. Men specielt i fokus til aftenens koncert er de mellemøstligt inspirerede numre, hvor den til tider tunge  bas bryder den ellers eksperimenterende tone. Tilskuerne drages, og kontinuerligt føler folkemængden musikken mere og mere i deres bevægelser.

Deres musikalske eksperimenter spænder ind imellem ben for den samlede oplevelse. I forsøget på at afprøve dem selv i musikken får Den Sorte Skole sat beskuerne af. Man mister fornemmelsen af, om man skal betragte billederne i baggrunden eller lægge øret i blød til musikken. Det gør, at publikum nu og da står helt stille, mens de hungrer efter den sprøde bas.

Man kan dog ikke komme uden om, at duoen lever sig ind i styrmandsrollen, som de står ved hver deres ror og sejler publikumsskibet ud i den omskiftelige bølgegang, der er Lektion 3. Sceneriet på lærredet i baggrunden tydeliggjorde analogien ved at ligne et hav i oprør. Men da det virkelig gjaldt, opgav kaptajnerne deres roller som styrmænd.

Antiklimaks

Efter en fem kvarter forlader de to Dj’s scenen uden at vende tilbage for at indfri ekstranumre-råbene, som lyder fra publikum. Det efterlader en med tør, bitter smag i munden. Derfor kan der ikke gives mere end fire stjerner, selvom bandet, når de ville, løftede oplevelsen op på topkarakterer. De tabte de fremmødte fans på gulvet undervejs og lod dem hænge, hvor de kunne have vundet deres gunst ved at smigre dem med et ekstranummer eller to.

Gå til top