Tag archive

mennesker

“Becoming Human” i Odense Zoo: Fantastisk forargende og tankevækkende

in Kultur by
BH 4

I Odense Zoologisk Have er der for øjeblikket andet end de sædvanlige dyr på programmet. Det er muligt at opleve en kunstudstilling. Udstillingen, der er spredt ud over Zoo, leger med idéen om mennesker og dyr som ligeværdige og sætter tanker i gang om den race, man kalder mennesket.

Skrevet af Amanda Ellen Esbjerg Justesen

Solen skinner, og Odense Zoologisk Have er fyldt med glade børn, der sammen med deres forældre er klar til at kigge på eksotiske dyr.

Børnene et par skridt foran og forældrene med trækvogne fuld af vådservietter og mad, klar til at pleje deres yngel. Alt er idyl, som det plejer. Næsten alt.

Forskellige steder rundt i den store have er der blevet placeret udstillinger, som er lavet af diverse kunstnere fra verden over. Udstillinger der bryder grænser.

Nøgleordnene er nøgenhed og intimitet, dyr og mennesker imellem. Fysisk og psykisk smerte. Racisme. Tanker.

Forbindelsen mellem mennesket og dyr som en helhed og i sidste ende samme race. Erkendelsen af at vi er ens, men med forskellige livsvilkår, kun baseret på tilfældigheder.

BH 2

Nøgne mennesker og nøgne dyr

Da jeg kommer ind, får jeg at vide, at noget af udstillingen er flyttet til et hjørne på Savannen. Nogle af gæsterne synes nemlig ikke, at billederne er så passende.

Jeg er straks fanget af situationen og starter min rejse her.

Kunstneren er Ryan McGinly. Han har i Zoo fået placeret syv billeder af nøgne mennesker og dyr. Sammen.

Det første jeg ser, er et lyseblåt maleri med en halv og nøgen menneskekrop til venstre for en fugl, hængende med hovedet nedad.

Næbbet få cencimenter fra personens bagparti.

Jeg ser det grænseoverskridende i billedet, men kan ikke se, at der er noget som sådan unaturligt ved det.

Da jeg kigger til siden, opdager jeg flere billeder. Billeder i samme blå farve.

Et med en naturlig nøgen kvindekrop set forfra, og fugle der flyver rundt om hende. Ved siden af, en nøgen mands bagparti klods op af en zebras bagparti.

Jeg begynder at forstå foragelsen, men jeg forstår også, at der må være en pointe med det groteske.

Et andet sted finder jeg en nøgen mandekrop set bagfra placeret på et lyserødt lærred. Tre abearme stikker ud og indikerer, at aben har hovedet lige i mandens forparti.

BH 1

Mennesket som dominerende race

Jeg går videre og ser en video af en mand, der slår sig selv, imens han pruster og stønner. Manden er Moussa Sarr, der selv er kunstneren bag videoen.

Det er makabert og virker ydmygende for ham, og der er en sørgmodighed over videoen.

Der er hold i det jeg tænker, for da jeg læser beskrivelsen – ved hver udstilling er der placeret en kort beskrivelse af den – ser jeg ord som slaver, race og identitet.

Der er i alt 20 installationer, og jeg finder frem til dem via et lille kort, jeg får udleveret, da jeg kommer ind. Jeg ser blandt andet Kaare Golles “Sult” og Rolf Nowotnys udstilling i Oceaneum.

Den sidste udstilling jeg kigger på, er hård og tankevækkende og giver et billede af alle udstillingerne som helhed. Bogstaveligt, men også symbolsk. Den er lavet af John Olsen og Lars Abrahamsen og er placeret på en væg i en træhytte.

Det er en billedekollage af alverdens mennesker og dyr i forskellige situationer.

Der er aber i bur, skeletter, sorte mennesker, hvide mennesker, tegninger, frie dyr, fangede dyr, fangede mennesker, frie mennesker, mænd, kvinder, glæde, sorg, sammenligninger af racer.

Menneskets foragelse, dyrenes magtesløshed og ironien går pludselig op i en højere enhed for mig.

Jeg tænker på, at jeg en halv time forinden stod og grinte af en abe der, simpelthen, stak en finger op i numsen og pillede afføring ud.

For bare et kvarter siden smilede jeg til forældre og børn, der har valgt at bruge deres dag på at se på indespærrede dyr.

Jeg tænker på, hvad vi ville sige til at sidde i et bur med forstoppelse, imens en abe sad og grinede af os.

BH 3

Vi er alle ens

At se dyr og mennesker så tæt placeret på hinanden som én race sætter tanker i gang.

Udstillingen er grotesk og makaber, komisk og foragende.

Men i min optik er det værste, at det er det naturlige og nøgenheden, der forarger, mens tanken om dyr i bur bliver naturliggjort.

Da jeg tager hjem, forstår jeg det groteske og forstår udstillingens budskab.

Jeg fortolker det i hvert fald på en måde, så jeg for mit indre forestiller mig den omvendte situation – mennesker i bur og dyr der kigger på. Hvide mennesker der står til regnskab for absolut intet andet end deres hudfarve.

Smerten som dyrene fysisk føler, og smerten som slaverne psykisk følte.

Erkendelsen af, at vi alle er ens, og kun tilfældigheder bestemmer vores placering i både race, krop, sind og miljø.

Jeg er imponeret over udstillingens evne til at sætte tankerne i gang.

Udstillingen “Becoming Human” kan opleves i Odense Zoologisk Have indtil 3. september 2017.

Fotograf Lukas Bjerg

Når tøjet generer – må vi ikke bære, hvad vi vil?

in Kultur by
vb5qtt8x4na-artificial-photography

Et emne, som synes at være tilbagevendende: Kvinder med tørklæde der fortæller, hvordan de kæmper mod fordomme. Det får mig til at tænke på både religiøse og ikke-religiøse mennesker, der bliver dømt på baggrund af deres tøjvalg. Hvordan passer det ind i vores tanke om frihed?

Skrevet af Yasemin Schilling Øzkir

Der er et yndigt land. Et yndigt land heroppe nordpå, som værner om frihed og ligestilling. Et land, hvor vi kan gøre, hvad det passer os, så længe det ikke går ud over andre.

Men siden hvornår bor vi i et land, hvor man har lov at blande sig i, hvordan folk går klædt? Her vil flere sikkert straks benytte argumentet omkring religion. Men den går ikke.

Som ikke-religiøs pige har jeg flere gange selv været vidne til, hvordan andres tøjvalg – åbenbart – pludselig vedkommer alle mulige andre.

Fredag aften i den meterlange kø til de overfyldte provinsdiskoteker; her er det ikke uvant at høre kommentarer om unge pigers beklædning.

Ofte er det piger i korte kjoler, der bliver hvisket om blandt de ventende gæster. Det er tydeligt, hvordan tøjet provokerer flere end det burde. Hvis nogen i køen fryser er det muligvis hende – hvordan kan det genere dig?

Trækker man argumentet omkring udfordrende påklædning, så lad mig gøre en ting klart: Ben er ikke udfordrende. En kavalergang er ikke udfordrende.

Problemet er øjnene der ser, mentaliteten der dømmer. Ikke hende – eller ham – som går i tøj, der gør dem tilpas.

Selv har jeg aldrig brugt mig om at gå i korte kjoler, men det har ikke fritaget mig for kommentarer vedrørende min påklædning. Jeg er et af de mennesker, som er født blufærdig. Jeg har været bevidst om min krop siden jeg kan huske.

Som barn ville jeg ikke bruge traditionelle badedragter, derfor måtte min mor købe en fin, lyserød badedragt med påsyet skørt og polkaprikker. Den blufærdighed har fulgt mig hele vejen til i dag.

Når solen endelig bager ned over Danmark i sommermånederne, strandende er fyldte og alle er hoppet i shorts eller nederdel, så render jeg stadig rundt i de lange, kropsnære bukser.

Både fordi jeg sjælendt får det for varmt, men også fordi jeg ganske enkelt føler mig utilpas i korte bukser. Derfor ved jeg, hver gang jeg går ud af døren, at jeg skal være klar til at modtage kommentarer om mit tøj eller få svedende, uforstående øjne i nakken.

Hver sommer møder jeg det ironiske spørgsmål ”Skal du ikke have lidt mere tøj på?” eller ”Du må da virkelig svede”. Til det har jeg kun at sige: Nej. Nej, jeg har det netop helt fantastisk lige nu. Præcis som du har i dine shorts.

Jeg har de seneste somre forsøgt mig med nederdel eller shorts. Det holder som regel en dag, og så er jeg tilbage i de sorte bukser med dækkede ben.

Alligevel er det i den trygge zone jeg får markant flest negative kommentarer. I de korte klæder lyder kommentarerne nærmere lidt a la: ”Ej, du har taget short på, hvor fedt”.

Aldrig har jeg fået kommentaren: ”Det er da dumt, du er tilbage i det outfit, der gør dig utilpas”, selvom det er tydeligt for enhver, at jeg er på udebane med et gigantisk ’u’.

Vi lever i en tid, hvor det – åbenbart – er vigtigere at passe ind i mængdens kassesystem, end at gøre præcis, hvad man har lyst til.

Pludselig er det yndige land blevet et sted, hvor vi er mest yndige, hvis vi passer ind i kasserne og gør præcis, som det forventes af os.

Men! Mon ikke verden ville være et langt bedre sted, hvis folk passede deres egen butik, og lod os andre underlige stoddere fryse i diskotekskøen eller svede i sommervarmen?

TRANS-formerende teaterstykke

in Teater by
12037721_742163485927800_976007258_o

Impulsivitet og improviserende normbrud var en del af den alternative seance, da Teater Momentum slog dørene op for teaterstykket TRANS- onsdag i sidste uge. Her blev relationen mellem publikum og teaterstykke transformeret.

Skrevet af Lisette G. Olesen og Ane Møbius Rahbek

Mørket har sænket sig over Momentums teatersal på en ganske almindelig onsdag aften. Enogtyve brændende lamper lyser ned over fyrre tomme stole, der står placeret i en cirkel, som var det en ceremoni.

Ud over teaterrøgens mystik kan man høre en rislende lyd af mystiske toner. En broget menneskeflok indtager nysgerrigt lokalet uden helt at vide, hvad de går ind til.

I den ene ende af cirklen står fire mennesker, der ligner fire forkromede søjler. Fire søjler, der står fastfrosset på det snehvide linoleumsgulv.

“Nå det bliver spændende”

Sådan lyder det fra en ældre herre, der sammen med ægtefælden går ind i teatersalen med et glas hvidvin i hånden.

Den 50 minutter lange forestilling publikum skal overvære, er et internationalt samarbejde skabt af TWO-WOMEN-MACHINE-SHOW & JONATHAN BONNICI. Det unikke ved stykket er, at rummet og deltagerne er råstoffet til forestillingens forløb.

Med publikum som objekt

Pludselig efter lang tid tavshed, slynges der usammenhængende beskrivelser ud fra de forskellige artister.

“There is yellow and red tape on the cabels”

Det kommer fra skuespillerinden, hvis øjne stirrer blankt ud i luften. Yderligere supplerer de tre mandelige artister skuespillerindens beskrivelser af rummet med yderligere iagttagelser om teatersalens visuelle look. Publikums øjne flakker rundt i forvirring, mens seancen fortsætter.

Gennem beskrivelserne går skuespillerne langsomt rundt som maskiner, der med en monoton stemmeføring registrer rummets detaljer. Kabler fra loftet, sorte skrammer på gulvet, klistermærker på væggene samt en sprunget elpære er blot nogle af de beskrivelser der præger indledningen af forestillingens indledning.

Rummets beskrivelser skifter til objekter, der står tættere på publikum inden forestillingen for alvor går i gang. Med ét er det pludselig det levende publikum, der er i fokus frem for rummets materielle aspekter.

Utraditionelt teater

Artisterne blev inspireret til stykket, da de overværede en slåskamp i Londons galder. En observation, der senere førte til udførte til udforskning og iagttagelse af menneskelige kropssprog. En iagttagelse, som kommer til syne i denne utraditionelle teaterforestilling, hvor formålet er at manipulere sociale konventioner.

Under forestillingen forsøger en middelaldrende kvinde i grøn trøje ihærdigt at leve op til en af kunstnernes observationer af hende, ved at spejle udsagnene i kropsbevægelser, som var det kommandoer givet fra en admiral. En efter en bliver publikum midtpunkt for forestillingens indhold.

Publikums individuelle påklædning, ansigtstræk og kropssprog er blot nogle af de karakteristika, der bliver nævnt i flæng. Den utraditionelle og intense opmærksomhed på teatersalens publikum, medfører et hav af forskellige reaktioner via. kropsprog.

En ung pige kryber sammen i et nervøst fnis med glorøde kinder, mens en ældre herre fnyser fornærmet, over de mærkater han bliver påsat. I den grænseoverskridende og ærlige måde artisterne anskuer rummets deltagere på, skifter rummets dynamik gradvist.

Da publikums kropslige forsvarsmekanismer har lagt sig, opstår en ubeskrivelig form for “circle of trust” blandt de fremmede. De anspændte skuldre og sammenkrummede ansigter bliver erstattet af smil og nysgerrige blikke til de tilskuere, der bliver beskrevet en efter en. Beskrivelser, som til sidst bliver en sammensmeltning af fire artisters stemmer, da hver artist i en sammensmeltende lydmasse beskriver et publikumsmedlem.

Sammensmeltning skaber normbrud

Forsvarspositionerne har lagt sig og banen er kridtet op på ny. Konventioner har ændret sig som en sammensmeltning mellem publikum og artister i den lille intense kuppel. Her bliver de sociale normer forskubbet i takt med at artisterne bevæger sig rundt i rundkredsen. Der opstår derfor en paradoksal fortrolighed mellem artister og publikum, som gør det muligt at bryde isen, da alle indirekte beriger aftenens performance

I cirklens fortrolige miljø bliver det tilladt at sige impulsive observationer af folk. Observationer, som man uden for cirklen kun lader blive ved tanken. “Hun bliver forlegen og kigger væk“ og ”han har et behåret ansigt” er nogle af de karakteristika, der kommer frem i cirklens lys. Detaljer ved personer, som man i det daglige overser.

Gennem stykket formår artisterne at sætte fokus på bevidsthedens øjeblikke, hvor de små detaljer er altafgørende. Bemærkningerne udvikles og bliver til antagelser, som tilsyneladende virker provokerende, men alligevel accepteres på grund af cirklens fortrolighed. Udtalelser som “Hun har et barnligt sind”, “Han er bibliotekar” og “Hun er sikkert dybt afhængig af sin smartphone” er blot nogle af de antagelser, som uden for kuplen ville være uacceptable og mærkelige.

Men inden for cirklens fyrre stole er det synssansen, der er i fokus, hvilket giver det umiddelbare simple koncept en uforudset dybde. En dybde, der efterlader stærke indtryk og stof til eftertanke.

Hele herligheden kulminerer i et væld af indtryk med lyddokumentation, musik og lys, der på blot 50 minutter formår at skabe en så intens atmosfære, at tiden står stille og alligevel flyver af sted. Som vidnesbyrd for aftens underholdning afspilles en hurtig lydfil af beskrivelserne, mens det dundrer i højtalerne og lysene gnistrer i teatersalen.

Folk klapper, dørene går op og man er tom for ord. Er det teater? Er det normalt, at publikums ansigtsrynker, runde kinder eller krøllede hår indgår i forestillingen? Hos Trans er det. Her kan man dog trygt pakke sine tidligere erfaringer og fordomme om teaterkunst væk. Da stykket er en transformerende oplevelse, som sætter nysgerrigheden på prøve hos publikum. Her er i historien ikke kun for publikum, men om publikum.

Gå til top