Tag archive

Momentum

Tartuffe på Teater Momentum: Sætter spørgsmålstegn ved verden i dag

in Teater by
Tartuffe

Moliéres “Tartuffe” fra 1664 er et stykke der, trods 350 år på bagen, stadig er yderst relevant i dag. 4. årsstuderende på Den danske Scenekunstskole har under ledelse af Boris Ostan givet sig i kast med forestillingen, hvor  den bliver spillet på Teater Momentum i Odense.

Skrevet af Tabita Adda Weber

Har man ikke tidligere set eller hørt om Molière, er Tartuffe et udmærket sted at begynde.

Det var et af de stykker, der fik størst kritik i 1600-tallets Frankrig og samtidig blev det mest populære.

Molière havde på det tidspunkt vundet kongens gunst, trods modstand fra kirkens tilhængere. Tartuffe spejler sig derfor i Molières egen modstand til kirken og dens bud og prædikener.

Tartuffe som et billede på samfundets falske image

Fredag aften møder vi i forestillingen en familie, hvis sammenhold ikke er mere værd, end de løfter politikerne giver under en valgkamp. Derfor kan man overveje, om det er et politisk stykke – min holdning er, at det er det til dels.

Ser man forestillingen fra 1600-tallets Frankrig, er det en historie om en skinhellig mand, der prædiker kirkens ord uden selv at tro på dem, for at få hvad han ønsker.

Ludvig den 14. måtte dengang censurere stykket da Ærkebiskoppen, hans personlige mentor, ikke brød sig om den måde Molière fremstillede en kirkens mand.

Dette på trods af kongens egen glæde ved stykket.

I den verden vi lever i i dag, er Tartuffe stadig relevant.

Godt nok er det ikke kirkens løgne, vi dealer med, men i stedet politiske løgne, falske fremstillinger og magtfulde mennesker. Mennesker der siger én ting, men mener noget andet.

Kan man se Tartuffe som et billede på det civiliserede samfunds falske image? En slags maske man tager på, for at opnå noget? Og er vi andre bare medløbere?

Tartuffe, titlen, og manden det hele drejer sig om er en hyklerisk karakter, der for at vinde sin ven og værts respekt og kærlighed, lyver om sin egen kærlighed til gud og kirken.

Han spiller rollen som en stakkel, der intet ejer udover sin tro på Gud, men ender som manden med magten.

Mand eller fænomen?

Men hvem er egentlig den ’dumme’ i hele denne pærevælling af løgne, svindleri og smerte?

Er det i virkeligheden ikke dem, der tror på Tartuffe og hans falske prædikener, der er taberne i dette spil? Uden at røbe for meget, er det i hvert fald den indikation som stykket ender med.

Er det hele bare et spil for galleriet? Er dagens politiske engagement ikke større end, hvem der kan få mest ud af hvem og hvad?

Er politikerne egentlig bare en stor flok hyklere, der udnytter befolkningen til at opnå den magt de ønsker?

Måske. Og måske er vi, befolkningen, familien i Molières parisiske hjem, der falder for Tartuffe, den som har de bedste argumenter og den bedste overbevisningsevne.

Selvom vi selv overdrager dem vores gods og ejendomme, er det alligevel ikke vores skyld, at de pludselig vender på en tallerken og river tæppet væk under os. Til trods for, at vi egentlig selv har valgt dem til at repræsentere vores meninger.

Det er ikke før vi står uden en trævl på kroppen og ingen steder at gå hen, at vi ser, vi selv har inviteret de falske ideer og løgnagtige hykleriske mennesker ind i vores tanker. De mennesker, der har overbevist os om, at deres ideer er de bedste.

Er Tartuffe i virkeligheden en mand eller et fænomen?

Skuespillerne spiller bare Tartuffe

Som der står i programmet, der ligger på bordene i teatrets café, så fralægger skuespillerne sig ethvert ansvar.

De spiller bare Tartuffe.

Og de gør det på en måde, så det først er efter man kommer hjem og får tænkt det hele igennem, at man egentlig opfatter meningen og ideen bag.

Når man sidder på stolerækkerne er det jo ”bare et stykke af Molière” fortolket af en flok unge skuespillere i 2017.

Men stykket er meget mere end det. Budskabet og meningen ligger i alle karaktererne der, uanset om de er farmor med en tøjhund, kokkepige med en vild evne til at skære vandmelon eller selveste Tartuffe, bringer ideen og meningen frem.

De spiller bare Tartuffe.

Det er Molières stykke, men det er op til dem, der spiller det, at gøre stykket levende og relevant 350 år senere, hvilket i den grad lykkes.

4. årgang spiller Tartuffe på Teater Momentum fra 1/6 – 11/6 og igen på Det kongelige Teater fra 13/6 – 15/6.

Derfor er der rig mulighed for at opleve et stykke, der på trods af sin alder, stadig kan fungere og bringes up to date i dagens samfund.

Billede af Teater Momentum

‘Perker Cabaret’ synger Perker i dur

in Teater by
12499442_1200870979937201_1783333301_o

Skaber politisk korrekthed en tryg stemning, der giver os mulighed for at debattere ordentligt? Eller er det blevet en barriere, der holder os fra at diskutere med hinanden? Det bliver der grublet over i den dynamiske forestilling ‘Perker Cabaret’. Her har alle noget at skulle have sagt, og det er ikke længere farligt at råbe Perker.

Skrevet af Sara R. Gryesten

Når det gælder Teater Momentum, er det umuligt at forudse hvad, man går ind til.

Selvom bygningen er mere ydmyg end Odenses andre teatre, kan Momentums scene udfolde sig i mange forskellige variationer. Derfor bliver man overrasket over at komme ind til ”Perker Cabaret” og møde en ganske simpel scene.

Teatergruppen Danskdansk har skabt forestillingen ‘Perker Cabaret’, hvor en skuespillertrio (samt en harmonikaspiller) prøver at sætte fokus på et Danmark, der er fuld af fremmede kulturer, religioner og konflikter.

Trioen gør det gennem sang, musik og humor. De skriger, bander og imiterer onani et forsøg på at udstille danskerens grænse

12325910_1200871236603842_936765226_o

Læs også BLACK SIDE: Liv gennem lys

Musikalsk samfundskritik

I manges øjne ses en kabaret som pirrende underholdning i et mørk lettere skummelt lokale, hvor cigarrøg hænger i luften, og flirtende smukke kvinder danser sensuelt.

Derfor kan det vække ens interesse, når teatergruppen Danskdank vælger at lave en samfundskritisk kabaret.

I ‘Perker Cabaret’ bliver kabarettens lumre stemning brugt til vise danskerens grænse overfor sex, nationalisme og egentligt bare for hvor tæt skuespillerne må komme på publikum.

Cabaretten ønsker at bryde tabuer og komme så tæt på som muligt. Når musikken bliver sat sammen med forestillingens tematikker, skaber det et dejligt absurd sammenstød.

En konferencier styrer stykket på ægte kabaretfacon, og efter en indledende redigeret version af ‘Wilkomme’ byder ‘Perker Cabaret’ på hedonisme og satire uden anden grænse end sit eget behov for at være grænseløs.

Skuespillerne er ikke bange for at blande publikum ind i forestillingen: Publikum bliver flirtet med, skældt ud og sunget ind i ansigtet, så der er ingen tvivl om, at kabarettens hensigt er at være in-your-face.

12167335_1200871143270518_2072563351_n

Læs også Lad den rette komme ind: Vold, blod og ung kærlighed

Sig hvad du mener!

‘Perker Cabaret’ forsøger at diskutere emner som ligestilling, racisme, nationalisme, integration, og man kunne blive ved, men der er alligevel en rød tråd.

Det er alle konflikter, som bliver bremset af vores egen censur. Når vi debatterer, lader vi os bremse af tabuer, og af den grund finder vi ikke en løsning.

Cabaretten kan ses som en mursten, der bliver kastet mod ruden af politisk korrekthed i et forsøg på at få os til at skabe en ordentlig debat, hvor vi siger, hvad vi mener.

Skuespillerne smækker sig selv bagi, råber “Perker” og “Homo” og synger om for eksempel at have lyst til at kravle ind under kvinders burkaer for at se, hvad der er indenunder.

Nogle gange virker det som om, at formålet om at provokere er så bevidst, at det bliver påtaget. Men det overdrevne forsøg på provokation kan også ses som stykkets måde at bryde isen på, så vi kan lade være med at gemme os bag høfligheder.

Når der bliver råbt “perker” på scenen, er det bevis på, at et ord ikke kan få verden til at gå under. ‘Perker Cabaret’ forsøger at ryste folk til fornuft, men der skal mere til for at blive rystet end skældsord og snak om sex.

‘Perker Cabaret’ prøver at trykke på nogle bestemte ”provokationsknapper” ved at sige bestemte ord og udføre bestemte handlinger, men provokation kræver mere end at gøre og sige, hvad vi er blevet opdraget til at lade være med.

Fotos af Teater Momentum

Hybridteater på Momentum: Drik dig glad i ”Cocktail”

in Teater by
12736744_10203916101942709_141235745_o

Endnu engang inviterer Teater Momentum til hybridteater. Denne gang sidste værk i trilogien. Fra den 3. til den 27. februar vil det være muligt at købe billet til ‘Cocktail’, en koregrafisk og visuel fortolkning af Jørgen Leths film- og tekstunivers, som folkene bag selv beskriver det.

Skrevet af Emma C. Blomberg

‘Det Perfekte Menneske’, Jørgen Leths banebrydende og enkle kortfilmklassiker, er snart 50 år gammel. Alligevel fascinerer hans film mange og stadig flere.

Udover for nylig at være udstillet på Brandts i udstillingen ‘Painting the 1960s’, er den også grundlag for teaterstykket ‘Cocktail’.

Men hvorfor er Leths hverdagsnære og analyserende anskuelser stadig tiltrækkende i en tid, hvor det er kedeligt at være simpel?

12722444_10203916101862707_750875312_o

Læs også BLACK SIDE: Liv gennem lys

Liv i tomheden

Minimalismen er der lagt vægt på, og dette ses både i kulisser og kostumer. Alt er hvidt og firkantet, og scenen føles både tom og uendelig.

De fire medvirkende, Malte Joe Frid-Nielsen, Xenia Noetzelmann, Anete Jensen og Christian Gade Bjerrum, sidder klar på en aflang hvid kasse, da publikummet indtager rækkerne. Spotlyset er sat på de fire, og  resten af lokalet er mørkt.

Klædt i grå og beige nuancer falder skuespillerne pænt ind i mængden, men deres nøgne fødder hænger legesygt og dingler ned fra kassen, og der bliver udvekslet store smil.

En følelse af, at de er lige så spændte som gæsterne, dannes.

En blanding af dans, digte og dialog skaber stykket skridt for skridt. Spændende er netop dialogen, da Leths berømte monologer skifter genre.

Spørgsmålene er ikke længere stillet til det hvide rum, men kan nu besvares blot med øjenkontakt fra medskuespillerne eller med tilføjende replikker – der er blevet skabt liv i tomheden.

Hverdagens fabuleringer

”Det er et hårdkogt æg. Jeg piller skallen af det. Jeg spiser det. Jeg kan godt lide æg. Jeg spiser æg hver dag”.

Sådan lyder en af linjerne under stykket, der med sin hverdagsagtige charme og enkelthed får hjernen på arbejde. Der tænkes og forundres under hele forestillingen, som indeholder tekster fra både Leths film og digte.

Publikum er sat på prøve, da vi bevæger os udover de sædvanlige store emner om liv og død, og i stedet falder over de små ting i livet – såsom hårdkogte æg og dansk regnvejr; alt sammen i en flot cocktail med lysshow, dans og højttænkte tanker.

Intet plot, ingen sceneskift, blot fire mennesker der repræsenterer Leths tankegang på smukkeste vis. Der gøres brug af flydende og velovervejede bevægelser, der sammen med det grafiske lys, der kastes over scenen, skaber et levende rum. Et rum hvori alt siges, men intet sker.

Her rammer Momentum Leths antropologiske syn rigtig godt og frygten for at ‘Cocktail’ blot er en nyfortolkning forsvinder.

Handling og action er ikke fokus i Det Perfekte Menneske’ og heller ikke i ‘Cocktail’; fokus er sat på netop de ting, vi ofte glemmer at lade vores tanker falde hen på.

De beviser, at selv uden vilde plottwists og hede kærlighedshistorier, kan både hverdag og teater være interessant.

12736954_10203916101782705_1864166767_o

Læs også EVIGT SOLSKIN: En leg med film og teater

Hvorfor (stadig) Jørgen Leth?

Filminstruktøren Jørgen Leth skildrer livet både maximeret og minimeret. Hans film og digte fungerer som en tiltrængt pause i det 21. århundrede, hvor der sjældent er tid til at sætte sig ned.

Den generøse Leth giver os tid, ligeså Teater Momentum. Læg mobilen fra dig og kig på livet og hverdagen inde- og udefra; dette tillader ‘Cocktail’.

Derfor er Leths kunst i dag næsten endnu mere aktuel end for 50 år siden – i hvert fald mere tiltrængt.

Fotos af Kristian Thuesen

BLACK SIDE: Liv gennem lys

in Teater by
12349464_10203622987015019_465559577_o

Momentum åbnede i midten af december dørene til en nordiskinspireret liveperformance omhandlende lyset, og ikke mindst dets fravær. Kunstnerne bag ønskede at skabe en melankolsk stemning formidlet i menneskelige bevægelser.

Skrevet af Emma C. Blomberg

Et spændt publikum er i aften mødt op på Momentum for at se performancen ‘Black Side’. Beskrivelsen lyder på en blanding af dans, dansefilm og elektronisk musik, alt sammen med det nordiske lys som tema.

Ingen er dog sikre på, hvad de kan forvente, da en liveperformance aldrig er forudsigelig. 

Midt i mørket

Gæsterne bliver i grupper på seks fulgt ind i en mørk sal, vejledt af en medarbejder med lommelygte. I mørket er der ikke meget at se, udover en enkel lysende lampe i baggrunden. Spændingen stiger.

Performancen starter stille og roligt ud med en projektør, der kaster en film ned på et transparent stof på gulvet.

I filmen ses performeren Taneli Törma i en skov, men desværre er det kun dem på de højeste rækker, der får det fulde ud af videoen.

Da filmen skal til at slutte, træder Törma ind i mørket. Efter længere tid får han trukket stoffet op i reb fra loftet, så det nu fungerer som et tredimensionelt lærred. Først nu begynder det, alle har ventet på.

Læs også: Poesikampsport på Momentum

Den ægte performance

Lyde, farver og lys spækker performancen med liv og natur. I enkelte øjeblikke giver forestillingens tema om nordisk lys helt mening, hvor følelser af solnedgang og solopgang, samt vinter og sommer opstår. Dette lykkes desværre ikke altid.

Med udgangspunkt i sin egen krops bevægelser får Törma skruet op for ægtheden, og ikke mindst menneskeligheden. Hans åndedræt og stemme bliver en del af setuppet, og han formår at nå ud til publikum.

Desværre resulterer menneskeligheden også i det der, fra publikums side, minder om fejl. Nogle ting tager lang tid, længere end man ønskede sig. Dette sætter ikke kun tempoet ned, men også begejstringen af helheden.

Læs også: Når dans giver stof til eftertanke

Artisttalk: Hvad tænker de?

Efter en times performance bevæger publikummet sig ud af den for første gang oplyste sal. Nogle tager hjem, andre bliver i Momentums foyerbar, klar til artist talk.

To ud af de fire mennesker bag – Törma og Søren Lyngsø Knudsen – gør sig klar til udspørgningen, der skal foregå på engelsk.

Spørgsmålene grunder meget i, hvad deres egentlige tanker bag performancen og dens elementer var. Törma fortæller om den melankolske stemning, de har prøvet at skabe, da forestillingen især handler om fraværet af lyset – mørket.

Menneskelighed var også i fokus, da kunstneren udtænkte og fandt inspiration til Black Side.

De fortæller, at de ønsker at vise det humane i naturen. Til trods for, at dette ikke lykkes gennem hele performancen, er de enkelte øjeblikke, hvor tankerne bag virkelig skinner igennem, nok til at Black Side bestemt er tiden værd.

Spørgerunden ebber hurtigt ud, og Momentum forlades af et publikum, der atter må ud i mørket; denne gang uden spænding i blodet, men med stof til eftertanke.

Foto af Teater Momentum

EVIGT SOLSKIN: En leg med film og teater

in Teater by
12358035_1133068916717408_668212485_n

I anden forestilling af Momentums hybridteater-trilogi, bliver der leget med de traditionelle virkemidler for teater. Vilde filmiske effekter og scenarier bryder ind i forestillingen i form af kampscener og musikalske indslag. Publikum kan intet mindre end at blive blæst væk.  

Skrevet af Sara R. Gryesten

Der er en summen af glade gæster i salen. De traditionelle teatersæder er blevet fjernet og erstattet af haveborde og stole, som publikum samles omkring.

Alle kigger nysgerrigt mod den tomme scene, der er dækket af sand, og hvor et bord magen til de andre venter på at blive taget i brug.

Ved bordene høres der grin og forundrede snakke vedrørende de selv samme borde, der hver især er blevet opkaldt efter kendte skuespillere som Julia Roberts og Al Pacino.

Den behagelige stemning narrer næsten én til at tro, at man sidder til en havefest. Da lyset dæmpes og en ukendt barnelatter runger gennem lokalet, skifter stemningen dog øjeblikkeligt til en pirrende forventning.

12355231_1133068956717404_1465651440_n

Læs også Når dans giver stof til eftertanke

Snobberi på scenen

I forestillingen EVIGT SOLSKIN optræder det ydmyge antal af fire skuespillere. Fire elever fra Det Kongelige Teaters Balletskole dukker også op som drillenisser, der bryder ind i stykket skubber historien i gang.

Karaktererne er en del af højklassen, og trods deres ubehagelige tanker om hinanden, kaster de fra sig med komplimenter og latterudbrud, der er så overdrevne, at det virker falskt.

Alt i alt fremstår deres forhold som tomme for omsorg og båret af snobberi.

De diskuterer film og skuespillere, men de bliver ved med at snakke udenom hinanden.

Det bliver til samtaler om ”den der film der” og ”hende skuespilleren med det der blik”.

”Jeg er lige lidt i tvivl om, vi snakker om den samme”

Sådan siger Sofus til Laurits, og publikum griner en smule, men det tragikomiske i deres manglende evne til at forstå hinanden ses tydeligt.

Skuespillerne spiller med en følsomhed og en skræmmende ekstravagance, der passer perfekt til den overfladiskhed, som stykket skildrer.

Forestillingen tager fat i den overfladiskhed, som vi gemmer os bag ved, når vi går ind i meningsløs prætentiøs snak om blandt andet Hollywoodfilm.

Derefter kan man spørge sig selv om, hvor meget skuepil der egentlig ligger i vores forhold til hinanden.

12355327_1133068930050740_980390378_n

Læs også TRANS-formerende teaterstykke

Et mix af film og teater

Stykket har hugget rent basale træk fra filmgenren. Især de visuelle effekter og musikalske indslag giver associationer til film.

En projektør kaster stemningsspredende billeder mod scenen, og karakterne bliver smidt ind og ud af scener fra ikoniske film uden selv at kunne styre deres handlinger eller forstå, hvad der foregår.

Det ene sekund griner Sofus af hans egen vittighed, og i det næste står han med en mikrofon i hånden og synger lettere forvirret ‘I’ve Got You Under My Skin’.

Karaktererne prøver hele tiden at flygte fra det ægte, og af den grund er de blevet fanget i Blockbusters og falske personligheder. Men er det mon muligt for dem at bryde ud af deres følelseskolde livsstil?

12335929_1133068873384079_1664032630_n

Læs også Chicago debuterer på de skrå brædder i Odense

Utraditionelt teater

Teater Momentum formår gang på gang at stable noget originalt på benene, og EVIGT SOLSKIN er ingen undtagelse.

Man kan umuligt forudse den eksplosion af indtryk man kommer igennem, når først scenetæppet er trukket fra.

Der leges med forskellen mellem film og teater: det er ikke ofte man oplever så mange visuelle effekter på en scene, men de virker både som forsvar for karaktererne og som en invadering af deres intimsfære.

EVIGT SOLSKIN spilles på Teater Momentum i Odense frem til den 19. december. Klik her for at købe billetter til forestillingen.

Fotos af Jacob Stage

Poesikampsport på Momentum

in Teater by
12168150_986211341425566_1271832343_n

Odenses kulturelle udbydelser, er ikke kun for professionelle.

Et eksempel på debutanters frembrusende talenter, er lørdagens poesikampsports store slam.

Fem unge digtere og et enkelt offerlam, stillede sig klar med deres medbragte digte og kæmpede om store point og bifald fra publikum. 

Skrevet af Caroline Kamper

En alternativ scenografi

Vi sidder inde i en af Momentums teatersale, med en kulisse fra det roste stykke ”Lige Om Lidt Bliver Alting Stille” foran os.

Overfor, oplyst af et par stærke lamper, sidder publikum. En bred forsamling af mange forskellige individer.

Der er unge som gamle, store som små, danske som udenlandske og blåøjede som rødhårede. Dette til trods for den knap så fyldte sal.

En ting er dog sikkert, vennegrupper er mødt op, for at støtte noget velkendt poesi og kunne give en highfive eller muligvis et trøstende kram.

…og så er der reglerne

Der er en bagtanke bag det kraftige lys, der oplyser publikums forventningsfulde ansigter.

Publikum har magten. Det varierer fra slam til slam, om publikum sender dommen, men i aften, er det os der har magten, ikke blot med bragende bifald, men pointtavler.

Fem af disse bliver delt ud, en på hver række, og det er op til de upartiske venner, at finde en vinder og en taber. Reglerne er simple:

  1. Du skal selv have skrevet din poesi
  2. Du har en tid på 3 minutter og gavmilde 10 sekunder
  3. Du skal nøgen på scenen – ingen rekvisitter, kostumer, musik eller shows
  4. Du må bogstavelig talt IKKE optræde nøgen.

En sammenkogning af elementer

Vi skal høre fem slammere i aften, Emil Nygård, Nikolaj Johansen, Johanne Borup, Tony Justin og Marie Trappehave.

Der er ikke en omgang slam der er ens, så nysgerrigheden er tydelig blandt publikum. Hvad bliver der sagt, skal jeg gøre noget? Svarene bliver meget hurtigt afklaret og konkurrencen sparkes i gang med et offerlamsdigt.

Et digt er til for at sætte den svære start i gang, og for at afvige sceneskrækken hos deltagerne.

Digtene bliver opført stående. Da deltagernes kroppe og sind bliver blottet for publikum, skal der en stor stemme til at overbevise folk.

Der er en mening med det man vil sige. Skal man kunne relatere eller reflektere? Det er også de store stemmer man husker.

Poetry Slam er en stor sammenkogning, for både publikum og deltagere. Det er præstationen, men også ordene der gør indtryk.

Det er en konkurrence og alle har hver deres stil. Nogen starter stærkt og andre slutter med et brag.

Råber man eller vælger man den altafgørende gentagelse til slut? Hvad gør mest indtryk?

Stor enighed om emner.. og dog

Aftnens temaer kan opsummeres ganske kort. Samfundskritisk, selvnedladende, dog selvrealiserende.

Hverdagsdefinerende og lad os nu ikke glemme det uundgåelige kærlighedspoesi.

Hvis man som nationalist og royalist havde listet sig ind til denne omgang slam, ville man have gået meget utilfreds derfra, gerne med en væltet stol og knaldet dør.

Temaer som vi egentlig burde sidde og krybe tæer over hjemme i stuen, kunne vi få et let smil på læben af, i den imødekommende forsamling af poesielskere.

Diversiteten er også at finde. Vi har et par engelske og med dybe digte blandt den ellers let forståelige lyrik.

Dette afspejler sig også i, de ellers gavmilde, dommere, der får givet nogen lavere decimalpoint.

På gensyn?

Efter 3 runder, bliver vinderen fundet og konkurrencen er tæt.

73 point til 3. pladsen Marie Trappehave. 74 point og en plads til fynsmesterskaberne til Johanne Borup.

Vinderen med 82,3 point blev Emil Nygård. Han løber af med præmiehatten bestående af entréindtægterne og en plads til fynsmesterskaberne, der finder sted i januar 2016.

Poetry Slam er alt i alt en sublim oplevelse. Det er imponerende at høre unge talenter, i en kamp med ord. En kamp, som ikke mange mestrer.

I krogene bliver der snakket om sidste års store poetry-succes. Det er klart med et lille antal deltagere, får det ikke den store konkurrenceeffekt, men der er altid mulighed for en anden chance.

Går man selv og kan slynge poesi ud af ærmerne, er der åben tilmelding, ikke til i år, men næste års slams.

Det kan man læse mere om på hjemmesiden PSFYN.dk.

Ellers er der mulighed for at komme ind og danne sig sin egen mening, fredag d. 3 november ved Teater Momentum i Odense.

Når dans giver stof til eftertanke

in Teater by
12162351_985147074865326_856911864_o

Endnu engang vælter Teater Momentum scenen på Sukkerkogeriet.

Denne gang med den tankevækkende forestilling ’100 likes’. 

Black Box Dance Company stiller op med et show, der sætter fokus på unges sårbarhed og afhængighed af sociale medier. Ikke mindst den endeløse stræben efter at blive set.

Et stykke der vises i form af moderne dans, tekno-toner og symboler så simple, at hver stol går hjem med hver sin forståelse for hvad man har været vidne til.

Skrevet af Caroline Kamper

Vi befinder os i en sort rum. På scenen foran os, står tre tændte lamper. Mindre lamper omringer scenen og sætter fokus på et par blå, eller måske turkise, nikesko – hvad siger trenden?

Pludselig lyder det velkendte pling, din mobil lader op. Pling du har fået en mail. Pling din mor har ringet. Pling, pling, pling ustyrlig gruppesamtale.

Et par alternative technotrommeslag lyder fra højtalerne og i harmoni med plingerne, dannes der en pulserende rytme.

Tre dansere indtager gulvet og begynder på en dans baseret på følelser og oplevelser. Sådan starter showet.

Eksistens uden sociale medier?

Kan man have en rigtig dialog uden smileys og forkortelser.. i virkeligheden? Hvad sker der, hvis man ikke får nogen likes? Disse provokerende spørgsmål er essensen i stykket.

Vi lever i en teknologisk verden, og kan ikke komme ud over den enorme indflydelse som internettet, telefonen og ”like”-funktionen har på vores hverdag.

Den svenske/chilenske danser og koregraf Mari Carrasco skaber i samarbejde med Black Box Theater Holstebro, en kunstnerisk, abstrakt verden, der beskriver menneskets sindstilstand. En sindstilstand der er påvirket af mødet med de sociale medier. Mennesket er centrum, vi er i centrum.

Når det simple bliver pompøst

Mange mennesker har vovet sig ud i regnvejret onsdag aften.

Et fuldt hus med champagne og tapas til forret og moderne dans som hovedret. Efter alle har sat sig til rette, går alt lys ud. Glem alt om festlige drinks, snolleret i tasken og den vibrerende mobil i lommen.

Der er tre lamper og ét fokus: danserne. Scenografien består af lys og mørke, lysene, der symboliserer varmen og anerkendelsen, men også stressen og spotlightet.

Mørket, der er vores ro, men samtidig vores ømme punkt, påtvunget tomrumsmeditation, hvor alt bliver vendt og drejet. Er jeg god nok?

“Been dancing a lot #dance”

Black Box Dance Company stiller op med 8 erfarne dansere fra hele verden.

De otte dansere, som er fra Polen, Frankrig, Holland, Spanien, Sverige og Danmark,  skiftes efter hver forestilling til at bringe liv til en af de tre karakterer, der vælter sig i spotlight.

Drengen er ham der har det let. Den populære fyr, der ikke behøver at gøre noget særligt for at få opmærksomhed, men dog trænger så dybt ned i mediernes verden, at det er svært at stoppe, når nok bliver nok.

Pigen, der har en facade. Hende der er cool.  Hende, der slår en masse ting op på både facebook, twitter og instagram, søger likes og kommentarer for at få anerkendelse og opmærksomhed, til den stille og usikre pige hun inderst inde er.

Pigen, der sætter spørgsmålstegn ved sig selv. Hun er en lemming, kigger efter hvad andre gør og gør det samme, da det er det sikre kort at spille. Det ægte offer for vores lys og mørk-kontrast, da der ingen frynsegoder er at hente.

Hun lever i en non-stop verden, og selv når lyset slukkes reagerer hendes krop med fysiske abstinenser. Abstinenser som kan sammenlignes med misbrugeren, der har brug for sit stof.

Kun vores egen verden

Historien vises igennem den moderne dans, en afvigelse og moderne paraplybetegnelse, der kommer til udtryk gennem høje benspark, hop, rul, glid og løft. Dette er elementer, der repræsenterer vores krumspring og indsmigrende attituder på sociale medier. Der er diversitet i dansene.

Som der med et smil indrømmes i den følgende spørgerunde, har kroppen tillært sig nogle følelser. Følelserne kommer til udtryk i trinene og ikke én af danserne, udtrykker sig med samme baggrundshistorie eller mål.

De moderne virkemidler bringer beskueren i en betagelse. Lyd, lys og leg bringer os ikke til en anden verden, men tvinger os til at forholde os til vores egen – hvad der på mange måder kan være skræmmende, men egentlig er sundt og slet ikke negativt ment.

Succes på den fynske dansescene

Mødet med Black Box Dance Company har været en fornøjelse. Efter 15 minutters spørgerunder, med analysespørgsmål og dansernes egne fortolkninger, vender publikum tilbage til regnen.

Man kan ikke undgå den boblende følelse af succes, der opløfter humøret og dansetrangen. At kunne være samfundskritisk i en neutral bydeform, er en kunst i sig selv.

Det giver massere af stof til eftertanke, et smil på læben og pulserende rytmer på hjernen – noget , der sjældent sker på den fynske dansescene.

Foto: Black Box Dance Company

På de skrå brædder: Komme Dit Rige – ”I er vores sidste håb”

in Teater by
komme dit rige

★★★★☆☆

Menneskehedens sidste mulighed for overlevelse leverer langt det meste af rejsen. Men ikke hele vejen hjem. In Medias Res er taget i teateret Momentum for at se Komme dit rige. 

Skrevet af Lars Düwel.

Få sekunder inden rumfærgen Ikaros forlader Månens kredsløs lyder Lederens, tør man fristes til at kalde ham, stemme hen over højtalerne:
”Kære præsident, ministre og landsmænd. Langt over hovederne på os svæver lige nu tre små sjæle. De skal redde os alle sammen. Ikaros. I er vores sidste håb”. Stemmen forsvinder i takt med lyset og i mørket direkte foran publikum på Momentum sidder tre marionetdukkeagtige skikkelser. De sidder i en klaustrofobisk lille rumfærge, der skal fragte dem til planeten 667EC, hvor der forhåbentlig er den olie, der kan redde menneskeheden. Så præstationsangsten er til at føle på for de tre musketerer, der har sat sig for måls at finde en vej ud af det hul, som Jorden selv har gravet sig ned i.

Instruktøren Rasmus Ask supplerer undervejs i det melodramatiske stykke godt med sin sans for små dagligdagsagtige skænderier, der leder tilbage til opvaskebørsten og viskestykket. Foruden kaptajnen består mandsskabet af to geologer, der skal tage prøver fra planeten for at se, om de kan bruge olien. De to geologer sætter undervejs hinandens tolerancer og tålmodighed på prøve, især når missionen på et tidspunkt begynder at gå i kaos. På ægte Apollo 13-maner ender de tre astronauters udflugt i universet nemlig med at blive en kamp om at komme tilbage til Jorden igen. En kamp, hvor kaptajnen af skibet får sine ledermæssige egenskaber sat gevaldigt på prøve.

Komme Dit Rige leverer langt det meste af rejsen med gode skuespilspræstationer, hvor de tre astronauter sidder spændt fast direkte placeret over for publikum uden at have andet at spille på end deres stemme og mimik. Sådan foregår langt største del af stykket, hvilket fungerer ganske udmærket. Desværre ender stykket ud i en længerevarende moralprædiken, hvor brikkerne ikke helt fulender det samlede dommedagspuslespil. Publikum efterlades lettere paf og uforstående tilbage med flere spørgsmålstegn flyvende rundt i hovedet end punktummer. Derfor ender In Medias Res på fire stjerner til stykket, der ikke helt formår at få publikum tilbage til jorden igen.

Gå til top