Tag archive

Movie

På lærredet: Slavefilm skuffer en smule

in Film by
negere i marken

★★★★☆☆

Alle ingredienserne til et episk drama er til stede i 12 Years a Slave: den sande fortælling om slaveriets uhyggelige vilkår, uretfærdigheden ved at få alt taget fra sig, og kampen om at vinde sit liv tilbage. Det episke drama udebliver dog, og erstattes i stedet af en 2 timers fortælling, der i store træk kan beskrives som et apatisk og stillestående voldsorgie.

Skrevet af Tommi Falk Petersen.

12 years a slave fortæller den sandfærdige historie om den frie afroamerikaner Solomon Northup, der i 1841 blev kidnappet i byen Washington DC, og solgt som slave på et af sydstaternes umenneskelige menneskemarkeder.

Solomon Northup skrev efter han endelig havde fået sin frihed tilbage bogen 12 years a slave, hvori han fortæller en ærlig historie, om håb der bliver slukket, menneskeliv uden værdi, og hvorledes en sjæl kan knækkes. Instruktør Steve McQueen forsøger med filmen at leve op til bogens brutale ærlighed, men lykkes aldrig for alvor at vise Northups lange, opslidende odysse.

Chiwetel Ejiofor gør sit bedste i rollen som Solomon Northup, og der er da momenter i filmen, hvor han formår at skildre det hårde opslidende slaveliv, og den apati der rammer et folk uden håb. Dog arbejder det fåmælte portræt til tider mod Ejiofor, og Northups spinkle budskab om håb, forsvinder i ligegyldighedens mørke. Man kan spørge sig selv, om det ville være muligt for Ejiofor at spille en mere følelsesladet, og levende rolle, eller om dette ville ødelægge den realisme, filmen går efter at ramme. Et eller andet mangler i hvert fald, før man virkelig forstår Northups 12 år lange overlevelseskamp. Om dette skyldes Chiwetel Ejiofors skuespil, eller Steve McQueens instruktion og klipning af filmen, må stå hen i det uvisse.

Der er dog også store lyspunkter i filmen. Michael Fassbenders skildring af den drikfældige og sadistiske plantageejer Edwin Epps, rammer ubehageligt plet og hans portræt af Epps viser en tankegang, hvor sorte blot er arbejdsredskaber og ejendom, men samtidig viser det en dybt frustreret og usikker mand, der er håbløst forelsket i en af disse slaver. Slaven der uheldigvis er forelskelsens mål spilles af debutanten Lupita Nyong’o.

Nyong’os karakter Patsey, er født i plantagernes parallelsamfund, og portrætteres som en modløs kvinde. Filmens stærkeste scener involverer alle Patsey, og at give så vigtig en rolle til en debutant, må siges at være et modigt træk af Steve McQueen. Lupita Nyong’o spiller dog rollen til perfekthed. Patsey udstråler modløsheden og livsleden, som gennemsyrede slaveplantagerne, og må siges at være en af filmens helt store stjerner.

12 years a slave er den helt store oscarfavorit, og skal nok tage en del statuetter, men ikke alle vil være berettigede. Michael Fassbender(der dog er i samme kategori som Barkhad Abdi, som viste stort talent i rollen som den somaliske pirat Muse, i filmen Captain Phillips) og Lupita Nyong’o bør belønnes for deres indsats i filmen, men derudover er der, i Oscarsammenhæng,  ikke det store at råbe hurra for.

Selvom filmen ikke lever op til historien store potentiale, er den bestemt værd at se. Om ikke andet, så for den historiske værdi, og for Michael Fassbender og Lupita Nyong’os flotte præstationer. Fire stjerner.

 

 

 

På lærredet: Familien

in Film by
Biograffilm familien 2

★★★☆☆☆

Tallerknerne flyver, pillerne popper og beskyldningerne kastes på kryds og tværs i John Wells’ ’Familien’. Filmen skildrer en yderst dysfunktionel Weston-klan, som samles til begravelsen af familiens patriark, men gravøllet bliver hurtigt til en kamp om, hvem der skriger højst. En kamp, som Meryl Streep og Julia Roberts overbevisende vinder.

Skrevet af Pernille Kjærsgaard.

’Familien’ starter med vise ord, som Beverly Weston (Sam Shepard) låner fra poeten T.S. Eliot. ”Livet er meget langt,” hvæser han med sin hæse stemme. Mange års alkoholmisbrug har sat sit præg på Beverly, som virker livstræt og opgivende, da han søger en plejer til sin kræftramte hustru, Violet (Meryl Streep). Den sygdomsramte Violet beholder sit liv, men Beverly efterlader en blødende familie. En dag forsvinder han uden spor, og fem dage senere må den ældste datter, Barbara (Julia Roberts), identificerer sin fars livløse krop. Han er druknet, måske endda med vilje.

Så er sæbeoperaen ellers i fuld gang. Kondolencen forsvinder hurtigt, mens familiens intriger fortsætter endeløst, og pludseligt skal man se langt efter hints af ’mørk komedie’. I hvert fald ’komedie’. For ’Familien’ er baseret på det prisvindende Broadway-stykke af Tracy Letts, som også har skrevet manuskriptet til filmen, men til trods for Letts indblanding, er fortolkningerne vidt forskellige.

Bedre til teater

Der gemmer sig i mellemtiden et stort MEN i ’Familien’:

Filmens manuskript er et drama uden lige, som i virkeligheden skulle være blevet på de skrå brædder. Dialogen er tung, virker bundet til stykket, og det er svært at genkende sig selv i problemstillingerne, der går fra forskelsbehandling til incest og seksuel misbrug. Det bliver for melodramatisk til biograflærredet. De få fragmenter af lykke, som ’Familien’ indeholder, forsvinder hurtigt i sorgens triumf, og man føler, at tilværelsen bliver næsten ulidelig miserabel for karaktererne.

Jeg er fristet til at tro, at man har haft en mistro til plottet fra starten, siden filmen er spækket med stjerner i værste ”Valentine’s Day”-stil. Skuespillere som Benedict Cumberbatch og Chris Cooper kan ikke stoppe den mindre katastrofe, jeg betegner ’Familien’ som. Men filmen har sine øjeblikke, som det billedskønne Oklahoma-landskab samt Meryl Streep og Julia Roberts som spiller deres roller i familien med indlevelse.

Til trods for at filmen nærmest ikke har plads til hendes teatralske karakter, spiller Streep tæt på sin mest modbydelige rolle til dato som Violet Weston, mens Roberts ses som udfordreren til rollen som matriark. De er begge nominerede til Oscars, men ’Familien’ nærmer sig ikke deres niveau og er forståeligt nok blevet udelukket fra ”Bedste Film”-kategorien. Jeg giver filmen tre ud af seks stjerner: Streep og Roberts  får en hver, og den sidste er til Oklahomas smukke landskab.

IMR mødes med: Instruktør Ask Hasselbalch

in Kultur by
Foto: adorcinema.dk

InMediasRes har taget en samtale med instruktøren bag succes filmen Antboy. Den unge filmfanatiker med ambitionerne øverst i kameratasken fortæller om sin forelskelse i filmgenren, Antboy filmen og sine fremtidige karrierermål. 

Skrevet af Christoffer R. Thomas

Stemmer er vigtige for, hvordan man opfatter et menneske. Ask Hasselbalch, dansk filminstruktør, som debuterede 3. oktober 2013 med superheltefilmen “Antboy, har en rar stemme. Han taler hurtigt, begejstret og venligt, og så kan han først og fremmest fortælle.

Jeg talte med ham om det at blive rigtig spillefilmsinstruktør med sin første film, og om hvilke ambitioner han har for sin videre karriere.

– Siden jeg var barn, har jeg været fascineret af det filmiske. Min far havde et smalfilmskamera, som jeg lavede sådan nogle splatter gyserfilm med. Men dengang da man var barn, troede man jo, det var Harrison Ford, der havde lavet Indiana Jones. Så jeg har altid vidst jeg ville lave film, men det var først efter gymnasiet, at jeg vidste jeg skulle være instruktør.”

Det er tydeligt, at Ask Hasselbalch har haft film i blodet altid, og det var bare et spørgsmål om tid, før han fandt den rette vej ind. Han har også derfor svært ved at definere, hvornår han besluttede sig. Det virker som om, det skete helt af sig selv. For det var den vej han skulle.

– Det er svært at sige præcis, hvad det var. Men jeg tror, det var, at jeg havde en kæreste i gymnasiet, der slog op med mig. Og så fik jeg jo rigtig meget tid. Før spillede jeg meget musik, og der tog jeg så den der gamle interesse med film op igen.

Jeg nævner, at jeg selv gerne vil være filminstruktør, og han siger grinende, at så skal jeg bare sørge for at finde en pige, der kan slå op med mig. Ask Hasselbalch har tidligere fortalt til Information, hvordan det er en kamp at komme ind i filmbranchen, og at han har søgt både på filmskolen og Super16, før han fik banet sig vej ind i branchen. Men da han endelig var blevet uddannet, fandt han i rettighederne til Kenneth Bøgh Andersens bøger om Antboy en mulighed for at vinde den kamp og blive en etableret instruktør.

Hvorfor blev det Antboy, du debuterede med?

– En masse tilfældigheder og en masse knap så tilfældigheder. Hvor de andre eksperimenterede med form på Super16, eksperimenterede jeg i min midtvejsfilm med om jeg kunne instruere børn. For tit når en ung instruktør gerne vil lave film, så starter man med en film til børn og unge, for alle de store dramaer, dem laver alle de andre instruktører jo. Så kom jeg ud på Nimbus og skulle lave en gyserfilm, vi ikke kunne få penge til og fandt i stedet ”Antboy”. Og så snakkede jeg med Birgitte Hald, som er chefen, om at jeg gerne ville lave filmen, og hvordan jeg gerne ville lave den. Og så sad vi halvandet år og skrev.

Jeg spørger ham i forbindelse med kommentaren om, at film til børn og unge er noget, der er større mulighed for at få lov til at lave som ung instruktør end andre genrer og typer, om det gør det nemmere at få lov at lave film. Han siger bestemt, at det stadig ikke er nemt. Han vil vise, at han har kæmpet.

Hvordan har folk taget imod Antboy, synes du?

– Hvis man kigger på tallene er det gået godt. Vi kunne ikke forvente mere. Der har været rigtig mange inde og se den. Vi åbnede godt på Toronto, og den er blevet solgt til mange lande. Jeg har fået agenter i USA nu og en manager. Jeg kunne ikke have fået mere ud af det.

Succes’en er altså til at tage og føle på. Men Hasselbalch er ikke arrogant. Han virker først og fremmest bare målrettet, afklaret og ambitiøs. Og så har han et ret klart overblik over, hvilken en filmskaber han er:

– Sådan som jeg ser mig selv som instruktør, er jeg en instruktør som bruger hele apparatet. Fotograferingen er ligeså vigtig som skuespillet, og musikken er ligeså vigtig som klipningen. Han holder en kort kunstpause og fortsætter. Det lyder så prætentiøst, men jeg vil gerne lave film som både underholder og har noget på hjertet. Men det er vel det, alle har lyst til.

Hvilke udfordringer er så de største ved at være instruktør?

– Hver film er jo forskellig, men der er to hovedudfordringer. Tiden. Du slås altid mod tiden, og det tror jeg aldrig ændrer sig. Og så er der det politiske i at lave film. Jeg har holdt utroligt mange møder om ”Antboy”. Jeg tror vi har brugt 20 % af tiden på at lave filmen og 80 % på at snakke om filmen, og hvordan den skulle laves.

Den afklarede og uhøjtidelige tilgang til mediet bliver tydelig igen, da jeg spørg, hvad hans ambitioner for fremtiden er.

– Først og fremmest at arbejde. Man må ikke glemme, at det er et job at være filminstruktør. Men min ambition er bare at lave film. Det er sådan set ligegyldigt, om det er i USA eller i Danmark, bare jeg får fortalt de film, jeg har i mig. Jeg vil da gerne lave en engelsksproget film. Jeg gider ikke være en instruktør, der tager til udlandet og laver noget lort, men jeg vil da gerne lave en film i udlandet. Men det er lige meget, om det bliver om 10 år eller om 4 år. Det er jo fantastisk, at jeg får penge for at lave superheltefilm.

Både her og da talen falder på genrefilm, skinner Ask Hasselbalchs enorme glæde ved film tydeligt igennem.

– Jeg elsker jo genrefilm. Og det er enormt vigtigt at have nogle rammer. Det er der, man bedst kan være kreativ, hvis man har nogle regler at overholde eller bryde. I udlandet bliver jeg sammenlignet med Edgar Wright, som laver sådan nogle cross overs mellem genre – altså det der med at lave en actionfilm til komedie eller at lave en gyserfilm og gøre det til noget andet. Jeg ville jo gerne lave en 100 % gyserfilm, men jeg ville ikke kunne lade være også at putte noget humor ind i den.

Man kan ikke lade være med at spørge en ung og fremadstormende instruktør som Hasselbalch , der tydeligvis har tænkt over, hvad han vil, om han ikke er bange for, at der går fabrik i den, hvis han laver en 2’er allerede som sin anden film.

– Jamen det er ikke fordi, jeg gerne vil falde til patten og lave en 2’er. Det er en markant anden type film, som er visualiseret anderledes og har mange flere karakterer. Og vi kan starte hårdt på i stedet for at etablere, hvordan han blev til Antboy. Jeg vil gerne optimere, hvad den første film kunne, og anden del er, som sagt, et helt andet projekt. Den første var ligesom min afgangsfilm på godt og ondt, fordi det var første gang, jeg prøvede kræfter med det store apparat. Nu ved jeg ligesom, hvad jeg kan og ikke kan forbedre. For mig er det enormt vigtigt, man er sulten efter at prøve nye ting af og være på usikker grund. Det kan virkelig gå galt det her, og det er det, der er attraktivt. Jeg vil ikke lave noget, der er sikkert.

 

 

På lærredet: Thor 2 – Mjølner bliver kastet igen

in Kultur by
Billede af filmplakat

★★★★★☆

Det andet solo eventyr af Thor er mere nydeligt end dens forgænger. Den episke historie er gribende og hiver én rundt på en vild tur i et apokalyptisk univers. På trods af filmens dystre stemning er der ikke sparet på Lokes humor eller Thors charme.

Skrevet af Lisa Smycek

Efter at den første Marvel film med tordenguden i hovedrollen var skuffende for nogen, er dens efterfølger overraskende underholdende. Thor 2: The dark world virker på mange måder som en storesøster, især fordi filmen prøver på at undgå tidligere fejl. Ingen brug af plat slapstick, og bismagen af dårlig sitcom er forsvundet. Med denne opskrift kommer filmen meget tæt på blockbuster-stemningen. De gode elementer blev bibeholdt, og med dem mener jeg de morsomme skænderier mellem Thor og Loke. Derudover optræder en trussel, som er værd at blive taget seriøst. Det skyldes nok, at universets ve og vel står på spil denne gang og ikke kun en lille amerikansk landsby, hvis navn man aldrig har hørt før.

Asgårds udseende har fået et tydeligt remake. Nu ligner det mindre et herreløst diskotek, som er blevet designet af Sacha Baron Cohen’s alter ego Brüno, men mere en slags Kløvedal reloaded. Det er ikke vanvittigt originalt, men er helt klart en forbedring. Anthony Hopkins er denne gang endda vågen i de scener han spiller Odin og hans kone Frigg, som bliver spillet af Rene Russo, har fået lov til at være mere end blot pynt.

Tom Hiddleston dominerer filmen, hver gang han optræder som Loke. Scenerne sammen med Thor er underholdene, for ikke at sige hylende morsomme. Dog bliver det tydeligt, at Chris Hemsworth ikke spiller i samme liga, når det kommer til deres evner som skuespillere. Især hans australske accent er med til, at figuren virker for enkel, og at Thor minder om en kliché af en rugbyspiller.

Den måde kvinderne bliver fremstillet på i filmen er dog trist at overvære – Frigg og Sif bliver brugt på en meningsløs måde. Den ene bliver ofret, mens den anden bliver benyttet som dørstopper. Tilovers bliver Natalie Portman, hvis fremstilling af Jane Foster er tæt på at kede én ihjel. Hovedsagligt skriger hun, græder eller skal reddes af sin helt. Men hvad skal man forvente af en kvinde, som i den første Thor film fra 2011 har været en risikoelskende forsker, men som har lidt af kærestesorg de sidste to år af hendes liv, fordi tordenguden ikke vendte tilbage. Hendes hjerteve bliver ikke engang formindsket af, at de to rent faktisk kun har kendt hinanden i få dage. Tak Hollywood for endnu en realistisk kærlighedshistorie. Selv da hun uddeler lussinger til Asgårds brødepar virker hun uinspirerede. Den eneste der redder situationen lidt er Kat Dennings, som igen hopper ud i rollen som Jane Fosters volontør. Hun har selv fået sig en praktikant og det er derimod en underholdende comic-relief. Heldigvis undgår den slags komik at blive irriterende.

Filmens humor er ofte lidt pjattet, men det ser ud til, at man har været meget opmærksom omkring vittighedernes karakter. Den bliver stadig fejret i et stort panel af action og elegance, snarere end at være begrænset af et plat sitcom spektakel. Når Mjølner suser forvirret efter Thor, der falder gennem en portal efter den anden, for at gennembanke den mørke alf Malekith, eller når vores elskede nordiske helt skal tage metroen for at nå slagsmarken, så føler man sig sandeligt underholdt.

Instruktøren Alan Taylor har godt nok afluret Avengers gode balance mellem spektakel, sjov- patos og parodi. Hvis du har været en af dem, der ikke turde at tage i biografen på grund af sidste films faux pas, så kan jeg kun anbefale at tage af sted. Thor 2: The dark world er både seværdig og underholdene.

Gå til top