Tag archive

musik

Smag på Heartland!

in Kultur by
IMGP1796

Lørdag den tredje juni klokken 10.30 var IMR til en workshop om smag på Heartland. Festivalen sigter efter et publikum med en distinkt musiksmag, kultursmag og smag for lækker fynsk mad. Denne workshop tog dog udgangspunkt i hvordan man som menneske bruger alle sine sanser til at fremelske madoplevelser.

Skrevet af Martin Lindum Cederholm

Der er noget specielt over at deltage i en workshop om formiddagen på en festival. Faktisk er der noget helt specielt i overhovedet at have muligheden for, at få andre erfaringer end de fulde på en dansk festival. De kvalitetsbevidste hoveder bag Heartland Festival havde i år skabt et område med navnet ”Tasteland”, hvor man havde mulighed for at smage på insekt-smoothies og alt andet mellem sur, sød, salt, bitter og umami. Disse fem basale smage vores tunger kan sanse var udgangspunktet for workshoppen ”Smag for livet”.

Chili på tungen

En gruppe forskere står i hjertet af Tasteland med hver sin lille bod med stærke sager på bordet. Det morgensløve men nysgerrige publikum hører et mindre foredrag om hvordan der er forskel på smag og mundfølelse. Vi smager alle i fællesskab på Jelly Beans, hvor vi bliver bedt om at holde os for næsen imens vi tygger slikket. Det er næsten umuligt at afgøre hvilken smag man har i munden, men de fleste kan dog smage en vis sødme. Først når vi bliver bedt om at flytte fingrene fra næsen, oplever alle hvilket bær eller frugt slikket imiterer. Dette lille forsøg bliver brugt som springbræt til at forklare hvor lidt tungen betyder for ens smagsoplevelse. Udseendet af ens mad sætter allerede ens smagsoplevelse i gang. Efterfølgende styrer ens fornemmelse for konsistens via følesansen hvad vi tror maden smager af. Duftesansen giver os alle nuancerne af maden, der ellers kun ville smage af enten sur, sød, salt, bitter eller umami.

Det store tema for workshoppen er stærke sager, hvortil vi bliver bedt om at beskrive de stærke madvarer ud fra deres smag, og ikke ud fra hvilken følelse vi får i munden.

Hele paradigmet ’smag’ bliver gradvist ændret for workshoppens deltagere, der med tiden forstår begrebet ’mundfølelse’.

IMGP1806

Mad til eftertanke

Efter workshoppen er slut er det utroligt spændende at fortsætte til sit næste madeventyr på Heartland. Da jeg får bestilt en snasket burger fra Odenses Burger Anarchy går det op for mig hvor meget mundfølelsen af denne saftige burger betyder. Hvor ofte siger man ”Gud, hvor var den bruger tilpas sød, salt og umami”, når oplevelsen af burgeren beror meget mere på følelsen af hvor sprød, saftig og spicy den er.

Heartlands lækre og prominente kulturprogram giver utroligt meget plads til eftertænksomhed. Man kan lære meget om musik, kultur og mad på denne perle af en festival. Med 12.000 gæster der har valget mellem at spise tun på dåse i campingområdet eller lækker (og dyr) mad på festivalpladsen, er det svært at ramme alles smag. Er det måske for meget at skulle tage stilling til alt man putter i munden, og alt hvad man lytter til? Det har utvivlsomt sin styrke at kunne spise spændende fynsk mad på festivalen, men på de sene aftener kunne jeg godt savne en hotdog eller en slasket durum, bare for at komme ned på jorden igen.

Læse mere om projektet Smag for Livet her: http://www.smagforlivet.dk/

Fotos af Martin Lindum Cederholm

Heartland Festival 2017

in Kultur/Musik by
Egeskov slot

I pinsen kan man opleve den nu tilbagevendende Heartland Festival, der igen i år har offentliggjort et solidt program med mad, musik, kunst og debatter. Festivalens fire søjler er fundamentet for en ny festivalskultur, hvor alt ikke handler om øl og musik, men om kulturel indlevelse og eftertanke.

Skrevet af Martin Lindum Cederholm

InMediasRes gæstede i 2016 Heartland Festival, hvor jeg selv var repræsentant for mediet. Udsendt på denne opgave gjorde min medskribent og jeg vores bedste for at suge alle festivalens nuancer til os, for at kunne reportere dem. De ”skribent-briller” viste sig ikke at være nødvendige for at opsnuse festivalens facetter. Hele slotsparken var udnyttet, og langs bakkerne snoede restauranter, barer og kunstværker sig mellem hinanden og de to musikscener.

Samtaler og lyd i nutid og fremtid

På de to musikscener Highland og Lowland kommer publikum til at blive forkælet med både stærke internationale spillere i musiklandskabet samt nogle af de mindre, lovende bands fra det danske vækstlag. Flere bands repræsenterer gråzone-musik mellem jazz og elektronika såsom beat-skaberne Flying Lotus og atmosfæredyrkerne hos the Cinematic Orchestra.

Veto, Choir of Young Believers og The Minds of 99 skyder en solid gang synthpop ud i sommernatten og ellers er der repræsenteret et bredt spektre af poplyrik à la Birdy, Alex Vargas, Simon Kvamm og Miguel. En af de ligeså spændende, om end mere satsede bookings er Vellness Plader, der stiller op med et lækkert potpourri af 80’er lyd, lækre bands og lidenskabelige medlemmer af Vellness kollektivet.

En af Heartlands fire søjler er deres talks (debatter), hvor forskellige debattører, kulturpersonligheder og skarpe hjerne bliver parret for at diskutere verdens tilstand. Den røde tråd på Talks scenen er i år identitet og forbilleder.

Talerne vil blandt andet snakke om at være et ego i kunst og musik, om kvindelige forbilleder, og hvordan de kan præge ens selvbillede og syn på egne muligheder som kvinde anno 2017 samt om Europas samlede tilstand og identitet.

Talks scenen kommer til at huse i alt ti talks lig de tre nævnte, hvor nutiden bliver beskrevet og reflekteret over.

Som supplement til disse talks har Heartland skabt en ny scene til Future Talks. Her vil verdens og menneskets fremtid blive belyst gennem ti talks. Fremtidssex, livet på et rumskib og de medicinske fremskridt, der kan lade én blive 1000 år gammel vil blive reflekteret over, af de kapable talere.

Kultur og kvalitet

Heartlands koncept består i kultur, kvalitet, berigelse af sindet og vigtigst af alt; lækker mad.
Prominente Michelin-kokke og danske madkunstnere kommer til at stå for det daglige festmåltid, man for 595,- kan få lov til at deltage i (195,- ekstra for en passende vinmenu). Det er ikke et SU-venligt beløb, men man må jo punge ud for lidt extravaganza i sin festivaloplevelse.

Festivalen har bestræbt sig på at udfordre madboderne, og de kommer til at præsentere et madprogram, hvor 80% af råvarerne kommer fra Fyn.

Arrangørerne bag festivalen har strikket et program sammen, der bør tilfredsstille de danske kultur connaisseurs såvel som alle nysgerrige sjæle, der får muligheden for at stifte bekendtskab med en bred vifte af musik, mad og tanker. For at binde festivalens koncept yderligere sammen, kommer et hav af kunstinstallationer til at pryde festivalpladsens kroge og stier. Projektioner af ansigter på trækronerne, performance dansere og en håndfuld skulpturer og pynt på pladsen vil pirre gæsternes nysgerrighed og få en til at tænke; ”Hvorfor ser Egeskov Slot ikke altid sådan ud?”.

Fotograf: Martin Lindum Cederholm

Hvem er InMediasRes egentlig?

in Kultur by
15101816_10154094771774786_962267371_o

InMediasRes har fået ny redaktion, og derfor har vi valgt at lave en artikel i form af et interview med os. Har du lyst til at vide mere om InMediasRes og dets tre guruer, så læs med her!

Skrevet af InMediasRes’ redaktion (Amanda, Martin og Yasemin)

15133961_10154094772209786_887364011_o

Hvad laver i lige nu?

A: Til dagligt læser jeg dansk, men har taget et års orlov. Primært på grund af mit ølmisbrug… Ej okay.

M: Akademisk alkoholiker. Tak til SU styrelsen. Prøver at læse medievidenskab.

Y: Jeg læser dagligt journalistik på SDU, men sådan lige nu, stresser jeg over at min telefon mangler plads.  

Hvor gamle er I?

A: 23 and in denial.

M: 20 år og fire måneder.

Y: 21. Jep, ligesom Topgunn synger det.

Hvis I skulle høre én sang på repeat resten af livet, hvilken skulle det så være?

A: Let It Be – The Beatles

M: Lilac Wine – Jeff Buckley.

Y: Where Is The Love – Black Eyed Peas.

Hvad ville I helst: Have sex med Donald Trump og ingen vidste det eller ikke have sex med ham, men hele verden troede I havde?

A: Donald hvem?

M: Kun hvis jeg bliver USA’s førstedame.

Y: Been there done that.

Hvorfor er I overhovedet med i IMR?

A: Fame, money, bitches.

M: Jeg kom ikke ind på journalistik.

Y: Fordi Ulla T ikke er gået på pension endnu.

Hvad er IMR egentlig?

A: Mit.

M: Nice.

Y: Latin.

15145116_10154094771689786_65629906_o

Spøg til side, hvad er jeres vision for mediets genfødsel?

Alle: Vi kunne godt tænke os at lave portrætter af Odenses eksistenser, diskuterende kulturanmeldelser og debatindlæg. 

Det skal være udgangspunkt for, at unge skribenter kan få deres stemme ud til andre kulturinteresserede unge i Odense. Det bliver fedt.

The White Dominos vil give publikum et rockchok

in Musik by
IMG_6460 redigeret

Rockdrengene fra The White Dominos bød på vilde rocktoner, da bandet spillede til Odense Havnekulturfestival.  In Medias Res tog en snak med bandet om The Blue Van og deres famøse rockchock

Skrevet af Lisette Olesen

Ved rockscenen på Odense Havnekulturfestival har de fire rockdrenge fra The White Dominos linet op til et rockbrag.

Gæster har samlet sig om scenen, der er beklædt i røg og damp. Mads Becks heftige trommebeats har indtaget forårsluften sammen med bandets vilde guitartoner.

Sammen er bandet klar til at give det odenseanske publikum et rockchock.

”Sjovest at lugte hinanden”

Bandets lange lokker flyver febrilsk til sangen Like A Ghost. Foran scenen danser en flok nyudsprungende studenter, imens en flok læderbeklædte koncertdeltager lader plastikkrussene hamre i mod hinanden i et skål.

”Lad os komme lidt tættere. Det er altid sjovest, når man kan lugte hinanden”

siger bassisten Magnus oppe fra scenen.

Til trods for, at hvert bandmedlem er placeret foran et mikrofonstativ, griber de muligheden for at hoppe rundt på scenen.

Sammen med festivalens publikum, bryder bandet ud i en fællessang, hvor linjen ”you are my only light” fra sangen Only Light kan høres på hele på havnepladsen.

Foruden bandets nye single Doyouwannarunaway? har rockgruppen spækket setlisten med sange fra deres  seneste EP On To Something, der udkom sidste år.

IMG_6509 redigeret

Læs også Go Go Berlin holder en fordybelsespause

Vi vælter verden

Sammen har det århusianske band et mål for øjet at brage igennem på rockscenen.

Bandet består af guitarist Daniel Potts, forsanger Jonas Sharpe, bassist Magnus Gaardbo samt trommeslager Mads Beck.

Tidligere har de fire rockdrenge spillet support for Go Go Berlin, der gæstede Odense i december.

Ved Odense Havnekulturfestival spiller The White Dominos support for jubilæumsbandet ‘The Blue Van’.

Et rockband, der tidligere har skrevet en sang ved navn White Dominos.

De fire bandmedlemmer fra The White Dominos fik først navnesammenfaldet noget tid efter bandets debut på scenen. Dog har bandet beholdt bandtitlen The White Dominos af en speciel grund:

 ”Navnet gav god mening, da The Blue Van var et kæmpe forbillede for os, da vi startede bandet. Derudover er der en god symbolik i navnet, fordi vi gerne vil vælter verden,”

forklarer Daniel Potts i backstagelokalet, mens han skrifter guitarstrenge til aftenens show.

IMG_6641 redigeret

Læs også Rock Under Broen krydrer gamle klassikere med ny energi

En oplevelse fra scenekanten

I de seneste år har bandet spillet koncerter i Tyskland, Italien, Ungarn og Slovenien. Fælles for alle The White Dominos’ koncerter er, at bandet vil givet sit publikum et musikalsk minde fra scenekanten:

”Vi skal fandeme spille som om, at det var vores sidste koncert hver gang,”

lyder det ivrigt fra bandets Daniel Potts.

Sammen går The White Dominos efter at give sit publikum et rockchok, som er en tilstand, hvor man som tilskuer taber næse og mund til rockens toner. Sådan forklarer bassisten Magnus Gaardbo:

”Det er ligesom i den gamle Olsen Banden film, hvor Keld går i granatchock en eksplosion i en bunker,”

Udover at spille på dette års udgave af havnekulturfestivallen, er bandet klar til at lade rocktonerne falde ved dette års Grimmeste Festival.

Fotos af Steffen Berg Klenow

Rock Under Broen krydrer gamle klassikere med ny energi

in Kultur/Musik by
rock under broen

Danmarks største endagsfestival bød på gamle minder og nye toner, da ti danske bands indtog festivalpladsen ved Lillebæltsbroen.

Skrevet af Lisette Olesen

Klapstolene er foldet ud og ølglassene er fyldte ved Rock Under Broen i Middelfart. Imens bilerne kører i pendulfart mellem Fyn og Jylland, brager musikken ud af højtalerne ved den gamle Lillebæltsbro.

På festivalpladsen står en skov af klapstole placeret foran scenen. Badet i sommersolen indvier Anne Linnet scenen med filmhittet ”Barndommens Gade”.

Tidsløse hits i ny musikalsk indpakning

Et af de ti bands ved dette års udgave af Rock Under Broen er KrebsFalch. En duo bestående af sangerne Michael Falch og Poul Krebs. Sammen tænder de to solister en indre lejrbålsstemning på festivalpladsen.

Sangen Tomandshånd får fødderne på de siddende gæster til at bevæge sig i takt.

En nostalgisk koncert, hvor gruppens stemmer samler sig om evergreens fra Michael Falch og Poul Krebs musikkatalog i form af sange som   Sådan Nogen Som Os og Mød Mig I Mørket.

Fire af festivalens artister har deltaget i tv-programmet ‘Toppen af Poppen’ på TV2. En af dem er 27- årige Mattias Kolstrup fra Dúné.

Med sig har forsangeren et par Toppen af Poppen fortolkninger i form af de såkaldte dúnéficeringer.

Dúnés version af Oh Lands Sun of a Gun får publikum til at headbange i det lille telt, mens deres fortolkning af Sebastian-klassikeren 80’ernes Boheme samler publikums stemmer i alle aldersgrupper til et fællesskrål.

Lignende fællessang opstår på den scene, hvor Rasmus Seebach synger sin fars sang Under Stjernerne på Himlen til det fynske publikum.

En generationshit, der danner en skov af svajende hænder op mod scenen.

Scrapbog bliver til nyhedstavle

Udover at koncerterne ved Rock Under Broen er en scrapbog med musikalske minder fra artisternes fortid, er koncerterne en nyhedstavle, der sætter fokus på nye toner.

Dúné krydrer setlistens toner med det endnu ikke udgivet nummer Loose my way. En sang, som afspejler en ny hiphopinspireret lydprofil hos de danske rockdrenge.

Glam-rockkongerne fra Europe byder på firserhits som Final Countdown Cherokee og Rock the night, som sætter gang i dansefødderne hos det fynske publikum.

Men hopperiet under Lillebæltsbroen bliver hurtigt suppleret af heftige headbanges og vilde håndtegn, når bandet placerer tungere melboller i en glamerøse rocksuppe.

De tunge guitarrifs i sange som Second Day og Nothing to ya fra bandets seneste album War of kings får Lillebæltsbroens master vil at vibrere.

Toner, der bevidner om at Europes karakteristiske glamrockstil er blevet mere heavy rocket med alderen.

Konfettiregn og Rock and roll

Et baggrundstæppe i rød velour falder og scenen åbner.

Scenens baggrundstæppe er erstattet med farvestrålende plader med lys rundt om. Plader, som tilsammen danner en grafittivæg med tekster som F*** jeg er forelsket og Frederiksberg Allé.

Rasmus Seebach skaber en folkekær forelskelse på festivalpladsen.

Ud over skrig og klappen synger publikum med fra første strofe på  numre som Tusinde Farver, Million, Øde Ø og Engel.

Sange, som ved koncerten bliver pakket ind et show med blinkende lygter, konfettiregn og flammer fra scenekanten.

”Det er sgu som om, at der mangler noget her”

Sådan lyder det fra Rasmus Seebach, da han stopper sin akustiske version af hittet Natteravn.

Pludselig ruller en DJ ind på scenen. Med ét er festivalscenen omdannet til en clubscene fyldt med vilde elektroniske toner.

Et andet sted, hvor publikum har trang til slå hænderne imod hinanden er i festivalens koncerttelt. Her er det ifølge Go Go Berlin, der består af aftenens yngste musikere og som befinder sig i midten af tyverne, tilladt at opføre sig som børn.

I teltet ruller rocken, så teltbadunerne er på vej op af jorden.  Der hoppes, danses og klappes til sange som Castles Made Of Sand, Kill Me First og Kids.

Forsanger Christian Vium filer løs på strengene sammen med guitaristen Mikkel Dyrehave og bassisten Emil Rothmann. Ander Søndergaards hænder danser løs på tangenterne, mens Christoffer Østergaards trommestikker hamrer løs bag trommesættet.

Sangen Electric Lives fra albummet af samme titel får tilføjet sætningen “Put jeres hænder op” i omkvædet. En opfordring publikum straks adlyder.

Hvad gør vi nu lille du?

Udover klap formår bandet Love Shop skabe en uventet reaktion hos publikum.

To kortslutninger, røg fra storskærmen og en afbrudt koncert får publikum til at hvine.

Trods travle teknikkere på scenen sætter forsangeren Jens Unmack sig på scenekanten for at snakke med sit publikum:

”Der er ingen, der siger, at det skal være let at gå på arbejde, ”

lyder det fra forsangeren. Jubel og klapsalver breder sig på festivalpladsen efter de tekniske problemer er løs og bandet indtager scenen med fornyet energi og sange om Love Goes On Forever og En nat bliver det sommer.

Den løse humor er en del af kunstnernes virkemidler på scenen ved dette års Rock Under Broen.

Her er Kim Larsen en af de luner, der bringer smilet frem hos festivalgæsterne. Mattias Kolstrup tilføjer linjen ”Tarzan Mama Mia” til Dúnés fortolkning af Sebastianhittet 80’ernes Boheme.

Ud over sangteksten Fyn er Fin udviser Europe-forsanger Joey Tempes nabokærlighed til Danmark ved at synge Hvad gør vi nu lille du?.

Brudstykket fra Gasolinsangen får publikum til trække på smilebåndet og starte en klapsalve.

Sammentræf mellem generationer

Det er ikke kun hos festivalens optrædende gæster, at humoren er højt prioriteret.

Udover farvestrålende parykker, flamingo briller og en pink fugleudklædning byder Rock Under Broen på en kontrastfyldt oplevelse væk fra de to scener.

I et telt væk fra de to koncertscener opleves rystende numserog bølgegang i barmene hos festivaldeltagerne.

På en lille scene ved Zwei Grosse Bierbar står gruppen ‘Mathias And The Beatroots’.

Ud af højtalerne brager en energisk version af Macklemore og Ryan Lewis’ We Can’t Hold Us. Et nummer, som har fået unge som gamle festivalgæster op af stolene.

Rock Under Broen er en festival, der samler det unge såvel som det ældre publikum. Gamle sange friskes op med nye toner, mens etablerede artister bringer nyt musik ind på scenerne.

Kunstnere og publikums energi fortætter sig ved teltscenen, hvor tonerne af Mads Langer fuldender dagens udskejelser ved Danmarks største endagsfestival.

Foto af Camilla Stæhr Johansen

 

 

Heartland Festival: Thomas Dybdahl – Serenader til solen

in Musik by
Dybdahl 1

Den charmerende sangskriver fra Norge kaprede samtlige festivalgængeres hjerter på en varm lørdag. Thomas Dybdahl emmede af selvsikkerhed, men delte scenen ydmygt med et velklædt ensemble af rutinerede musikere. 

Skrevet af Martin Lindum Cederholm

I klassisk singer/songwriter-stil kommer han på scenen med en guitar i hænderne og et smil på læben.

Med et orkester i ryggen får Dybdahl ro til at dykke ned i sin egen verden, hvorfra han tager et stykke vellyd med til publikum. De bløde toner efterlader et stykke af Dybdahls inderlighed hos alle lyttere.  

Heartland Festival er en reflekterende størrelse. Med fokus på dialog, kunst og kvalitetsbevidst musik har ingen travlt.

I festivalens ånd står Thomas Dybdahl som et dvælende testamente til arrangørernes ønske om at give publikum en større festivaloplevelse.

Smil i solen

I løbet af de første tre sange bliver man vævet ind i et spind af velskrevne sange og følsom falset.

Der er en fantastisk ro mellem hver sang, hvor bandmedlemmerne enten stemmer eller skifter deres instrumenter, hvis ikke de bare sidder og smiler i solen.

Sangene Cecilia og But We Did viser en mere vigorøs side af Dybdahl, som foruden at bruge publikum som kor, får brændt helt igennem med sin stærke vokal.

Under sangen U låner Dybdahl en bas og spiller det jazzede nummer med blot trommer og orgel som akkompagnement. Med bløde og lange outroer som bindeled formår orkestret at levere en meget nuanceret koncert.

Et fælles åndedræt

Efter den rolige og nærværende U trækker Thomas lyden i en mere udadvendt retning. Sangene That Great October Sound og From Grace fra hans første plade har en amerikansk karakter.

De bluesede elementer i trommespillet og hos guitaristerne giver sangene en ny kant, hvor Dybdahl fortsætter roligt omend svedende.      

Den dynamiske udvikling er sublim, hvilket holder publikums ører skarpe og giver plads til, endnu en gang at fastslå sin alsidighed som kunstner.

Efter sjæleren One Day You’ll Dance For Me, New York City fremfører de Party Like It’s 1929 i en forførende udgave. Trommeslageren og organisten får lov til at spille en solo hver og outroen føles uendelig.

Efter en time i Dybdahls univers, som er spækket med fællessang, sol og smil, fortsætter publikum sin færd på Heartland Festival en smule gladere end før.

Foto af Martin Lindum Cederholm  

Heartland Festival: Sundførs sikre sopranstemme i synthpop-fest

in Musik by
Header, Susanne

Tusmørket udgjorde baggrunden for Susanne Sundførs velfungerende vekslen mellem dansabel electropop og intime ballader. Sangerinden fra Norge havde publikums fulde opmærksomhed fra første sang, og det fortsatte lige til koncertens afslutning.

Skrevet af Loa Karkov

Solen er lige netop dykket ned bag horisonten, og natten er stadig lys, da norske Susanne Sundfør bestiger Highland-scenen. Hun bevæger sig selvsikkert dansende frem til mikrofonen med en tamburin i hånden. På hver sin side har hun to kvindelige multiinstrumentalister, der vil vise sig at have samme tekniske dygtighed og (næsten) lige så meget attitude som sangerinden selv.

Let's Dance!

Let’s dance!

Åbningsnummeret It’s All Gone Tomorrow er et energisk popnummer, og den store menneskemængde, der allerede har samlet sig foran scenen, har lige fra starten svært ved at stå stille til musikken.

Der bliver danset, klappet og sunget med; en stemning blandt tilskuerne, som fortsætter hele koncerten igennem. Denne følelse af nærhed med publikum opstår på trods af Sundførs sparsomme kommentarer imellem sangene.

Dog er de altid sympatiske og ydmyge; og langt hen ad vejen variationer af ”Har dere det bra?” og ”Tusen takk”, samt enkelte udråb af ”Let’s dance!”.

Den lyse vokal rummer en enorm nærhed, i særdeleshed i de mere stille numre, men er samtidig kontrolleret og knivskarp, når den skal være det.

Under koncertens tredje sang sætter Sundfør sig selv bag klaveret. Her bliver hun siddende igennem næste nummer, som er aftenens første stille nummer, hvor den smukke sopranstemme virkelig kommer til sin ret hen over et simpelt klavermønster.

I løbet af koncerten fortsætter hun med at vise sin musikalske kunnen ved selv at stå bag instrumenterne, heriblandt også en guitar.

Ført sikkert ind i natten

Efterhånden som aftenen skrider frem, og himlen bliver mørkere, skrues der på samme tid op for intimiteten og festligheden på scenen.

Lysshowet, der er holdt helt enkelt, er fantastisk velfungerende som stemningsmarkør i begge tilfælde, hvor der veksles mellem energisk strobelys og mere neddæmpede, drømmende konstellationer.

Et af aftenens højdepunkter er nummeret Memorial, som starter med et imponerende uh-kor og udvikler sig til en storladen og intim ballade, hvor Susanne Sundfør igen selv har guitaren i armen.

Efter aftenens sidste sang, det sikre synthpop-nummer Delirious, bliver der blandt publikum råbt efter ekstranummer i lang tid efter Sundfør har forladt scenen.

Dette ønske bliver desværre ikke efterlevet, men da festivalgæsterne forlader pladsen ved Highland, har mørket sænket sig helt over Egeskov, og koncertgængerne er blevet ført sikkert, dansende og bevægede ind i natten.

Fotos af Martin Lindum Cederholm

Heartland Festival: Flaming Lips – Fredagens festfyrværkeri  

in Musik by
Header, Flaming Lips

Rockfænomenet Flaming Lips gav en fantasifuld koncert fredag aften på Lowland scenen. Festivalens hovednavn var en eksplosion af lyd og lys, hvis intensitet aldrig aftog.

Skrevet af Martin Lindum Cederholm

Med utallige gimmicks, kostumer og lydperler bliver publikum taget på en rejse i bandets univers. Lowland scenen fungerer som en amfiscene, med det resultat at alle kan nyde det visuelle potpourri, Flaming Lips leverer.

Fuck Yeah, Kvaerndrup

Fra det øjeblik koncerten er i gang, til der bliver kaldt til ekstranummer, holder bandet gang i festen. Konfetti og balloner fylder luften under første sang, og man er nu indviet i deres fortryllende univers.

Bandet siger, at de er taknemmelige over at spille i så magiske rammer, som Egeskov Slot udgør.

De kvitterer med et kæmpe skilt af oppustelige bogstaver med teksten ‘Fuck Yeah Kvaerndrup’. Forsangeren Wayne Coyne holder skiltet højt og smider det ud til publikum.

Generelt gør bandet en dyd ud af at inddrage publikum. Efter næsten hver sang kommer der nye maskotter ind på scenen.

I starten står en mand udklædt som en stjerne og en som solen i hver sin side af scenen. Senere er det en kæmpe fisk og en frø, som drager ens blik til sig.

Midtvejs i sættet puster de en kæmpe regnbue op over forsangeren, som i mellemtiden har fået en guitar i hænderne. En følsom ballade med forsigtigt guitarspil og lys vokal bliver spillet under regnbuen. Lige så hurtigt som den kommer op, tager de den ned igen.


Pludselig kommer Chewbacca fra Star Wars-filmene på scenen, og Coyne bliver iklædt en kappe af lyskæder. Han kommer op at sidde på skuldrene af Chewbacca og synger ubesværet videre.

Klimakset af publikumsinddragelse er, når Coyne bliver lukket ind en oppustelig bold og crowdsurfer imens han synger Space Oddity til ære for David Bowie.

Fuck Yeah, Kvaerndrup

Velsmurt stadionpop

Efter at have spillet sammen i mere end 30 år, spiller Flaming Lips med stor autoritet og plads til leg. Tre af musikerne i bandet skifter mellem at spille klaver og guitar imens de synger.

Lydbilledet er mættet af en bassist, to percussionister og tre multiinstrumentalister. Med flotte korharmonier, overlegent samspil og kæmpe spilleglæde får tilskuerne en komplet musikalsk oplevelse.

Flaming Lips er legesyge. De kan ikke stå stille og er ivrige efter at underholde. De hører til på en scene, og det er til alles bedste.

Spilleglæden og legen med rekvisitter fuldender det “magical fucking fairytale place”, Heartland Festival er.

Fotos af Martin Lindum Cederholm

Ukendt Kunstner: Turnéstart i Odense

in Musik by
12966096_1012547542154006_2143473009_n

Ukendt Kunstner skød deres danmarksturné i gang for en tætpakket sal på Musikhuset Posten i Odense. Den efterhånden ikke så ukendte hiphop-duo gjorde det dog svært for sig selv at leve op til deres eget navn.

Skrevet af Mathilde Mølgaard

Det er ikke mindre end tre måneder siden, at makkerparret Jens-Ole McCoy og Hans Philip, bedre kendt under kunstnernavnet ’Ukendt Kunstner’, udsendte deres 2. albumudgivelse ’Den Anden Side’.

Et album som er blevet rost til skyerne blandt mange anmeldere, og som bestemt spejlede sig i faunaen på publikums fuldkomne entusiasme gennem koncerten.

Læs også Fallulah tager os med tilbage til barndommens nostalgi

Selvsikker stemning

Intensiteten af publikums gennemgribende nerve, efter at få Ukendt Kunstner på scenen, var på sit højeste. Det var med tilråb og hujen, at den pragmatiske duo og deres band trådte ind.

Frontfiguren Hans Philip fik allerede fra startskuddet ’Den Anden Side’ testet publikum i deres udenadslære, da han lod dem recitere størstedelen af versene. Det unge segment fik herpå udmærkelse fra forsangeren, og efterlod en overvældet Hans på scenen.

Det skabte en utrolig selvsikker stemning, og som komplementerede nummerets laissez-faire udtryk på bedste vis.

Læs også Saybia: De fynske drenge vendte hjem

Danmarks svar på Bryson Tiller

Selvom deres turné skal bane vej for promovering af deres nye plade, blev der dog aflagt et tilbagetogt til numre som ’Fortæl Dem’, ’Guld & Diamanter’, ’Fucking Nummer’, ’Stein Bagger’ og ’Neonlys’. Sange som egentligt er af mere poppet hitkarakter.

De formåede dog at stå i skarp kontrast til den mere minimalistiske og melankolske stil, som de nye numre bærer præg af, og som på mange måder klassificerer Ukendt Kunstner som Danmarks bedste bud på en amerikansk Bryson Tiller.

Et af aftenens højdepunkter var, da nummeret ’Lige Nu’ blev spillet. Det måtte dog blive uden Sivas, som blot er en blandt flere hiphopkunstnere med kometkarriere der figurerer under succesværket ”Den Anden Side”.

Det karakteristiske ved et nummer som dette, og en stemning som også går igen på andre numre, er de simple klaverfigurer som efterfølges af mere jazzede akkorder. Det giver udtrykket en helt særlig tilbagelænet feeling til det tunge beat.

Publikum efterlignede Hans’ joviale karakter og bevægelser, som skabte en kollektiv næsten mushpit-agtig hoppestemning, hvilket var et tydeligt entusiasmeprodukt af frontfigurens ubrydelige fastholdelse af publikum.

Læs også Røde Himmel #1

Odense sætter standarden for tour-udviklingen

Hvis man skal sætte en finger på noget, som kunne have gjort koncertens helhedsudtryk bedre; så skulle numrene ikke have været skudt af som et autoladt maskingevær.

Der kunne sagtens have været plads til en lille anekdote tilknyttet et nummer. Det ville passe til stemningen i salen og på gruppens karismatiske fremtoning.

Tilmed skal det nævnes, at Hans Philip selv fortalte, at i og med at Odense var startskuddet på deres turné, blev publikum også forsøgskaniner for en setliste-prototype.

Efter publikums utrættelige opbakning til det nye materiale, er der formentlig stor sandsynlighed for, at de gængse gamle hits bliver skiftet ud i løbet af touren.

Forhåbentlig kan man få lov på sommerens festivaller få lov at høre ’Den Anden Side’ for fuld pondus.

Der skal dog ikke herskes nogen tvivl om at Ukendt Kunstner, med deres performance den sidste torsdag i marts, har taget et massivt forspring i dansk hiphops gule førertrøje.

Foto af Anja Ankerstjerne

Fallulah tager os med tilbage til barndommens nostalgi

in Musik by
13020260_10208779747908713_1291159635_n (2)

Fallulah følger publikum ind i sit legende univers, imens der drømmes om en eufori af pastelfarver, regnbuer og glade dage. Væk fra hverdagen, væk fra alle bekymringerne – her er der plads til bare at være menneske.

Skrevet af Amalie Knoche Jensen

Det er Postens lille scene, der er taget i brug i aften. Det gør, at det er mere hyggeligt. Det gør det bestemt ikke mindre intimt, at der ikke er proppet med mennesker, så man skal stå som sild i en tønde.

Her er der kun mennesker, der kommer for musikkens skyld og for at have en hyggelig aften.

Lokalet er mørkt med få runde og sorte borde, rundt omkring, alle med et enkelt lys på hvert bord. Baren på højre side af lokalet og scenen med det rødlige lys, der rager ligeud for indgangen til lokalet, er det eneste der ellers lyser op.

Det er en fin anledning til kvalitetstid med en veninde, eller for unge kærestepar. Her er samtidig også familier med teenagebørn, og der er kvinder i 40’erne der har taget manden med. Her er altså en bred fanskare, selvom det ikke er fordelt på så mange mennesker.

Læs også Saybia: De fynske drenge vendte hjem

Der bliver lagt op til fest

Fallulah træder ind på scenen med tofarvet hår, blond i højre side, brunt i venstre. Hun har glitrende sølvsko på, en sort kjole med glitrende sølvprikker, fine tights med matchende, glitrende sølvstjerner på, og som prikken over i’et har hun taget en hårbøjle med katteører på.

Hun er bestemt ikke bange for at være sig selv, at fjolle lidt og klæde sig ud på en festlig-og nærmest nytårsassocierende måde, hvor man gerne må lege lidt ekstra med glitter og tilføje et skørt element i sit outfit.

Det overrasker ikke, at Fallulah godt kan lide at lege med sjove elementer i sine outfits til koncerter. Dette repræsenterer netop hende som musiker og den slags lalleglade og drømmende pop, som hun kreerer med resten af sit band.

Hun lægger ud med en gammel kending – ’Social Club’, og så er der skudt gang i festen.

Publikum vugger i en forsigtig dans og nikker med hovederne til Fallulahs euforiske og medtagende sange. Man kunne til tider næsten placere en fin blomsterkrans på publikums hoveder, uden de måske ville bemærke det i deres drømmende trance.

Fallulah virker glad, positiv og nede på jorden. Hun er én man har lyst til at være venner med. I aften er alle i publikum venner med Fallulah.

Hun er nærværende og holder intenst øjenkontakt med tilskuerne.

Hun har samtidig en meget klar livestemme, så man ikke føler sig snydt ved brug af hjælpemidler til at forstærke hendes livestemme. Det er som at høre hendes musik i radioen, dog meget mere nærværende og autentisk live.

Læs også Røde Himmel #1

Vi behøver ikke at være seriøse i selskab med Fallulah

Fallulah nævner, at det er sidste aften på deres turné og derfor vil give den ekstra meget gas med publikum her i Odense.

Hun spiller på sin tamburin, samtidig med at hun synger og danser rundt på sin finurlige selvopfundne måde at danse på.

Fallulahs afsluttende sang bliver hendes nyeste nummer ”Perfect Tense”, som man kan mærke er dét nummer tilskuerne har ventet på.

Fallulah indleder sangen med ordene: ”We dream in color all the time, but when we open up our eyes it’s black and white.”, som netop giver et meget godt billede af hendes generelt drømmende og legende univers.

Musikken tillader publikum at drømme sig til en bedre og mere farverig verden uden bekymringer – en verden, hvor man kan træde nogle skridt tilbage til barndommen og føle nostalgien igennem det.

Foto af Amalie Knoche Jensen

1 2 3 5
Gå til top