Tag archive

odense

Tartuffe på Teater Momentum: Sætter spørgsmålstegn ved verden i dag

in Teater by
Tartuffe

Moliéres “Tartuffe” fra 1664 er et stykke der, trods 350 år på bagen, stadig er yderst relevant i dag. 4. årsstuderende på Den danske Scenekunstskole har under ledelse af Boris Ostan givet sig i kast med forestillingen, hvor  den bliver spillet på Teater Momentum i Odense.

Skrevet af Tabita Adda Weber

Har man ikke tidligere set eller hørt om Molière, er Tartuffe et udmærket sted at begynde.

Det var et af de stykker, der fik størst kritik i 1600-tallets Frankrig og samtidig blev det mest populære.

Molière havde på det tidspunkt vundet kongens gunst, trods modstand fra kirkens tilhængere. Tartuffe spejler sig derfor i Molières egen modstand til kirken og dens bud og prædikener.

Tartuffe som et billede på samfundets falske image

Fredag aften møder vi i forestillingen en familie, hvis sammenhold ikke er mere værd, end de løfter politikerne giver under en valgkamp. Derfor kan man overveje, om det er et politisk stykke – min holdning er, at det er det til dels.

Ser man forestillingen fra 1600-tallets Frankrig, er det en historie om en skinhellig mand, der prædiker kirkens ord uden selv at tro på dem, for at få hvad han ønsker.

Ludvig den 14. måtte dengang censurere stykket da Ærkebiskoppen, hans personlige mentor, ikke brød sig om den måde Molière fremstillede en kirkens mand.

Dette på trods af kongens egen glæde ved stykket.

I den verden vi lever i i dag, er Tartuffe stadig relevant.

Godt nok er det ikke kirkens løgne, vi dealer med, men i stedet politiske løgne, falske fremstillinger og magtfulde mennesker. Mennesker der siger én ting, men mener noget andet.

Kan man se Tartuffe som et billede på det civiliserede samfunds falske image? En slags maske man tager på, for at opnå noget? Og er vi andre bare medløbere?

Tartuffe, titlen, og manden det hele drejer sig om er en hyklerisk karakter, der for at vinde sin ven og værts respekt og kærlighed, lyver om sin egen kærlighed til gud og kirken.

Han spiller rollen som en stakkel, der intet ejer udover sin tro på Gud, men ender som manden med magten.

Mand eller fænomen?

Men hvem er egentlig den ’dumme’ i hele denne pærevælling af løgne, svindleri og smerte?

Er det i virkeligheden ikke dem, der tror på Tartuffe og hans falske prædikener, der er taberne i dette spil? Uden at røbe for meget, er det i hvert fald den indikation som stykket ender med.

Er det hele bare et spil for galleriet? Er dagens politiske engagement ikke større end, hvem der kan få mest ud af hvem og hvad?

Er politikerne egentlig bare en stor flok hyklere, der udnytter befolkningen til at opnå den magt de ønsker?

Måske. Og måske er vi, befolkningen, familien i Molières parisiske hjem, der falder for Tartuffe, den som har de bedste argumenter og den bedste overbevisningsevne.

Selvom vi selv overdrager dem vores gods og ejendomme, er det alligevel ikke vores skyld, at de pludselig vender på en tallerken og river tæppet væk under os. Til trods for, at vi egentlig selv har valgt dem til at repræsentere vores meninger.

Det er ikke før vi står uden en trævl på kroppen og ingen steder at gå hen, at vi ser, vi selv har inviteret de falske ideer og løgnagtige hykleriske mennesker ind i vores tanker. De mennesker, der har overbevist os om, at deres ideer er de bedste.

Er Tartuffe i virkeligheden en mand eller et fænomen?

Skuespillerne spiller bare Tartuffe

Som der står i programmet, der ligger på bordene i teatrets café, så fralægger skuespillerne sig ethvert ansvar.

De spiller bare Tartuffe.

Og de gør det på en måde, så det først er efter man kommer hjem og får tænkt det hele igennem, at man egentlig opfatter meningen og ideen bag.

Når man sidder på stolerækkerne er det jo ”bare et stykke af Molière” fortolket af en flok unge skuespillere i 2017.

Men stykket er meget mere end det. Budskabet og meningen ligger i alle karaktererne der, uanset om de er farmor med en tøjhund, kokkepige med en vild evne til at skære vandmelon eller selveste Tartuffe, bringer ideen og meningen frem.

De spiller bare Tartuffe.

Det er Molières stykke, men det er op til dem, der spiller det, at gøre stykket levende og relevant 350 år senere, hvilket i den grad lykkes.

4. årgang spiller Tartuffe på Teater Momentum fra 1/6 – 11/6 og igen på Det kongelige Teater fra 13/6 – 15/6.

Derfor er der rig mulighed for at opleve et stykke, der på trods af sin alder, stadig kan fungere og bringes up to date i dagens samfund.

Billede af Teater Momentum

Hvem er InMediasRes egentlig?

in Kultur by
15101816_10154094771774786_962267371_o

InMediasRes har fået ny redaktion, og derfor har vi valgt at lave en artikel i form af et interview med os. Har du lyst til at vide mere om InMediasRes og dets tre guruer, så læs med her!

Skrevet af InMediasRes’ redaktion (Amanda, Martin og Yasemin)

15133961_10154094772209786_887364011_o

Hvad laver i lige nu?

A: Til dagligt læser jeg dansk, men har taget et års orlov. Primært på grund af mit ølmisbrug… Ej okay.

M: Akademisk alkoholiker. Tak til SU styrelsen. Prøver at læse medievidenskab.

Y: Jeg læser dagligt journalistik på SDU, men sådan lige nu, stresser jeg over at min telefon mangler plads.  

Hvor gamle er I?

A: 23 and in denial.

M: 20 år og fire måneder.

Y: 21. Jep, ligesom Topgunn synger det.

Hvis I skulle høre én sang på repeat resten af livet, hvilken skulle det så være?

A: Let It Be – The Beatles

M: Lilac Wine – Jeff Buckley.

Y: Where Is The Love – Black Eyed Peas.

Hvad ville I helst: Have sex med Donald Trump og ingen vidste det eller ikke have sex med ham, men hele verden troede I havde?

A: Donald hvem?

M: Kun hvis jeg bliver USA’s førstedame.

Y: Been there done that.

Hvorfor er I overhovedet med i IMR?

A: Fame, money, bitches.

M: Jeg kom ikke ind på journalistik.

Y: Fordi Ulla T ikke er gået på pension endnu.

Hvad er IMR egentlig?

A: Mit.

M: Nice.

Y: Latin.

15145116_10154094771689786_65629906_o

Spøg til side, hvad er jeres vision for mediets genfødsel?

Alle: Vi kunne godt tænke os at lave portrætter af Odenses eksistenser, diskuterende kulturanmeldelser og debatindlæg. 

Det skal være udgangspunkt for, at unge skribenter kan få deres stemme ud til andre kulturinteresserede unge i Odense. Det bliver fedt.

The White Dominos vil give publikum et rockchok

in Musik by
IMG_6460 redigeret

Rockdrengene fra The White Dominos bød på vilde rocktoner, da bandet spillede til Odense Havnekulturfestival.  In Medias Res tog en snak med bandet om The Blue Van og deres famøse rockchock

Skrevet af Lisette Olesen

Ved rockscenen på Odense Havnekulturfestival har de fire rockdrenge fra The White Dominos linet op til et rockbrag.

Gæster har samlet sig om scenen, der er beklædt i røg og damp. Mads Becks heftige trommebeats har indtaget forårsluften sammen med bandets vilde guitartoner.

Sammen er bandet klar til at give det odenseanske publikum et rockchock.

”Sjovest at lugte hinanden”

Bandets lange lokker flyver febrilsk til sangen Like A Ghost. Foran scenen danser en flok nyudsprungende studenter, imens en flok læderbeklædte koncertdeltager lader plastikkrussene hamre i mod hinanden i et skål.

”Lad os komme lidt tættere. Det er altid sjovest, når man kan lugte hinanden”

siger bassisten Magnus oppe fra scenen.

Til trods for, at hvert bandmedlem er placeret foran et mikrofonstativ, griber de muligheden for at hoppe rundt på scenen.

Sammen med festivalens publikum, bryder bandet ud i en fællessang, hvor linjen ”you are my only light” fra sangen Only Light kan høres på hele på havnepladsen.

Foruden bandets nye single Doyouwannarunaway? har rockgruppen spækket setlisten med sange fra deres  seneste EP On To Something, der udkom sidste år.

IMG_6509 redigeret

Læs også Go Go Berlin holder en fordybelsespause

Vi vælter verden

Sammen har det århusianske band et mål for øjet at brage igennem på rockscenen.

Bandet består af guitarist Daniel Potts, forsanger Jonas Sharpe, bassist Magnus Gaardbo samt trommeslager Mads Beck.

Tidligere har de fire rockdrenge spillet support for Go Go Berlin, der gæstede Odense i december.

Ved Odense Havnekulturfestival spiller The White Dominos support for jubilæumsbandet ‘The Blue Van’.

Et rockband, der tidligere har skrevet en sang ved navn White Dominos.

De fire bandmedlemmer fra The White Dominos fik først navnesammenfaldet noget tid efter bandets debut på scenen. Dog har bandet beholdt bandtitlen The White Dominos af en speciel grund:

 ”Navnet gav god mening, da The Blue Van var et kæmpe forbillede for os, da vi startede bandet. Derudover er der en god symbolik i navnet, fordi vi gerne vil vælter verden,”

forklarer Daniel Potts i backstagelokalet, mens han skrifter guitarstrenge til aftenens show.

IMG_6641 redigeret

Læs også Rock Under Broen krydrer gamle klassikere med ny energi

En oplevelse fra scenekanten

I de seneste år har bandet spillet koncerter i Tyskland, Italien, Ungarn og Slovenien. Fælles for alle The White Dominos’ koncerter er, at bandet vil givet sit publikum et musikalsk minde fra scenekanten:

”Vi skal fandeme spille som om, at det var vores sidste koncert hver gang,”

lyder det ivrigt fra bandets Daniel Potts.

Sammen går The White Dominos efter at give sit publikum et rockchok, som er en tilstand, hvor man som tilskuer taber næse og mund til rockens toner. Sådan forklarer bassisten Magnus Gaardbo:

”Det er ligesom i den gamle Olsen Banden film, hvor Keld går i granatchock en eksplosion i en bunker,”

Udover at spille på dette års udgave af havnekulturfestivallen, er bandet klar til at lade rocktonerne falde ved dette års Grimmeste Festival.

Fotos af Steffen Berg Klenow

Heartland Festival: Thomas Dybdahl – Serenader til solen

in Musik by
Dybdahl 1

Den charmerende sangskriver fra Norge kaprede samtlige festivalgængeres hjerter på en varm lørdag. Thomas Dybdahl emmede af selvsikkerhed, men delte scenen ydmygt med et velklædt ensemble af rutinerede musikere. 

Skrevet af Martin Lindum Cederholm

I klassisk singer/songwriter-stil kommer han på scenen med en guitar i hænderne og et smil på læben.

Med et orkester i ryggen får Dybdahl ro til at dykke ned i sin egen verden, hvorfra han tager et stykke vellyd med til publikum. De bløde toner efterlader et stykke af Dybdahls inderlighed hos alle lyttere.  

Heartland Festival er en reflekterende størrelse. Med fokus på dialog, kunst og kvalitetsbevidst musik har ingen travlt.

I festivalens ånd står Thomas Dybdahl som et dvælende testamente til arrangørernes ønske om at give publikum en større festivaloplevelse.

Smil i solen

I løbet af de første tre sange bliver man vævet ind i et spind af velskrevne sange og følsom falset.

Der er en fantastisk ro mellem hver sang, hvor bandmedlemmerne enten stemmer eller skifter deres instrumenter, hvis ikke de bare sidder og smiler i solen.

Sangene Cecilia og But We Did viser en mere vigorøs side af Dybdahl, som foruden at bruge publikum som kor, får brændt helt igennem med sin stærke vokal.

Under sangen U låner Dybdahl en bas og spiller det jazzede nummer med blot trommer og orgel som akkompagnement. Med bløde og lange outroer som bindeled formår orkestret at levere en meget nuanceret koncert.

Et fælles åndedræt

Efter den rolige og nærværende U trækker Thomas lyden i en mere udadvendt retning. Sangene That Great October Sound og From Grace fra hans første plade har en amerikansk karakter.

De bluesede elementer i trommespillet og hos guitaristerne giver sangene en ny kant, hvor Dybdahl fortsætter roligt omend svedende.      

Den dynamiske udvikling er sublim, hvilket holder publikums ører skarpe og giver plads til, endnu en gang at fastslå sin alsidighed som kunstner.

Efter sjæleren One Day You’ll Dance For Me, New York City fremfører de Party Like It’s 1929 i en forførende udgave. Trommeslageren og organisten får lov til at spille en solo hver og outroen føles uendelig.

Efter en time i Dybdahls univers, som er spækket med fællessang, sol og smil, fortsætter publikum sin færd på Heartland Festival en smule gladere end før.

Foto af Martin Lindum Cederholm  

Heartland Festival: Sundførs sikre sopranstemme i synthpop-fest

in Musik by
Header, Susanne

Tusmørket udgjorde baggrunden for Susanne Sundførs velfungerende vekslen mellem dansabel electropop og intime ballader. Sangerinden fra Norge havde publikums fulde opmærksomhed fra første sang, og det fortsatte lige til koncertens afslutning.

Skrevet af Loa Karkov

Solen er lige netop dykket ned bag horisonten, og natten er stadig lys, da norske Susanne Sundfør bestiger Highland-scenen. Hun bevæger sig selvsikkert dansende frem til mikrofonen med en tamburin i hånden. På hver sin side har hun to kvindelige multiinstrumentalister, der vil vise sig at have samme tekniske dygtighed og (næsten) lige så meget attitude som sangerinden selv.

Let's Dance!

Let’s dance!

Åbningsnummeret It’s All Gone Tomorrow er et energisk popnummer, og den store menneskemængde, der allerede har samlet sig foran scenen, har lige fra starten svært ved at stå stille til musikken.

Der bliver danset, klappet og sunget med; en stemning blandt tilskuerne, som fortsætter hele koncerten igennem. Denne følelse af nærhed med publikum opstår på trods af Sundførs sparsomme kommentarer imellem sangene.

Dog er de altid sympatiske og ydmyge; og langt hen ad vejen variationer af ”Har dere det bra?” og ”Tusen takk”, samt enkelte udråb af ”Let’s dance!”.

Den lyse vokal rummer en enorm nærhed, i særdeleshed i de mere stille numre, men er samtidig kontrolleret og knivskarp, når den skal være det.

Under koncertens tredje sang sætter Sundfør sig selv bag klaveret. Her bliver hun siddende igennem næste nummer, som er aftenens første stille nummer, hvor den smukke sopranstemme virkelig kommer til sin ret hen over et simpelt klavermønster.

I løbet af koncerten fortsætter hun med at vise sin musikalske kunnen ved selv at stå bag instrumenterne, heriblandt også en guitar.

Ført sikkert ind i natten

Efterhånden som aftenen skrider frem, og himlen bliver mørkere, skrues der på samme tid op for intimiteten og festligheden på scenen.

Lysshowet, der er holdt helt enkelt, er fantastisk velfungerende som stemningsmarkør i begge tilfælde, hvor der veksles mellem energisk strobelys og mere neddæmpede, drømmende konstellationer.

Et af aftenens højdepunkter er nummeret Memorial, som starter med et imponerende uh-kor og udvikler sig til en storladen og intim ballade, hvor Susanne Sundfør igen selv har guitaren i armen.

Efter aftenens sidste sang, det sikre synthpop-nummer Delirious, bliver der blandt publikum råbt efter ekstranummer i lang tid efter Sundfør har forladt scenen.

Dette ønske bliver desværre ikke efterlevet, men da festivalgæsterne forlader pladsen ved Highland, har mørket sænket sig helt over Egeskov, og koncertgængerne er blevet ført sikkert, dansende og bevægede ind i natten.

Fotos af Martin Lindum Cederholm

Heartland Festival: Flaming Lips – Fredagens festfyrværkeri  

in Musik by
Header, Flaming Lips

Rockfænomenet Flaming Lips gav en fantasifuld koncert fredag aften på Lowland scenen. Festivalens hovednavn var en eksplosion af lyd og lys, hvis intensitet aldrig aftog.

Skrevet af Martin Lindum Cederholm

Med utallige gimmicks, kostumer og lydperler bliver publikum taget på en rejse i bandets univers. Lowland scenen fungerer som en amfiscene, med det resultat at alle kan nyde det visuelle potpourri, Flaming Lips leverer.

Fuck Yeah, Kvaerndrup

Fra det øjeblik koncerten er i gang, til der bliver kaldt til ekstranummer, holder bandet gang i festen. Konfetti og balloner fylder luften under første sang, og man er nu indviet i deres fortryllende univers.

Bandet siger, at de er taknemmelige over at spille i så magiske rammer, som Egeskov Slot udgør.

De kvitterer med et kæmpe skilt af oppustelige bogstaver med teksten ‘Fuck Yeah Kvaerndrup’. Forsangeren Wayne Coyne holder skiltet højt og smider det ud til publikum.

Generelt gør bandet en dyd ud af at inddrage publikum. Efter næsten hver sang kommer der nye maskotter ind på scenen.

I starten står en mand udklædt som en stjerne og en som solen i hver sin side af scenen. Senere er det en kæmpe fisk og en frø, som drager ens blik til sig.

Midtvejs i sættet puster de en kæmpe regnbue op over forsangeren, som i mellemtiden har fået en guitar i hænderne. En følsom ballade med forsigtigt guitarspil og lys vokal bliver spillet under regnbuen. Lige så hurtigt som den kommer op, tager de den ned igen.


Pludselig kommer Chewbacca fra Star Wars-filmene på scenen, og Coyne bliver iklædt en kappe af lyskæder. Han kommer op at sidde på skuldrene af Chewbacca og synger ubesværet videre.

Klimakset af publikumsinddragelse er, når Coyne bliver lukket ind en oppustelig bold og crowdsurfer imens han synger Space Oddity til ære for David Bowie.

Fuck Yeah, Kvaerndrup

Velsmurt stadionpop

Efter at have spillet sammen i mere end 30 år, spiller Flaming Lips med stor autoritet og plads til leg. Tre af musikerne i bandet skifter mellem at spille klaver og guitar imens de synger.

Lydbilledet er mættet af en bassist, to percussionister og tre multiinstrumentalister. Med flotte korharmonier, overlegent samspil og kæmpe spilleglæde får tilskuerne en komplet musikalsk oplevelse.

Flaming Lips er legesyge. De kan ikke stå stille og er ivrige efter at underholde. De hører til på en scene, og det er til alles bedste.

Spilleglæden og legen med rekvisitter fuldender det “magical fucking fairytale place”, Heartland Festival er.

Fotos af Martin Lindum Cederholm

Life attacks you: Plastikblomster og Photoshop vækker afsavn

in Kultur by
13148059_10208744350581829_2071215618_o

Brandts museums nye udstilling ‘Life attacks you’ er en økokritik installation, som gennem grafiske elementer, kategorisering og gyldne repræsentationer vækker afsavn længsel og mismod. En hul, men intens udstilling, som stiller spørgsmålene: Hvor er virkeligheden? Hvad er virkeligheden? Og hvorfor må jeg ikke røre ved den?

Skrevet af  Jonas M. Hoeck.

13106039_10208698017503531_1346592144_o

Læs også Brandts: Marokkos ulmende problemer og inspirerende drømme

Fængslet

Udstillingen er en totalinstallation indeholdende bur midt i rummet og 11 malerier, som er placeret centralt på en ellers nøgen væg, i et stort kvadratisk rum.

Spotbelysning er den eneste effekt i den simple opstilling, hvilket styrker fokus på de få elementer, som er til stede.

Tilskuerne træder fra indgangen ind i et bur, der udgør en kvadratisk rute. De sorte tremmer, gør at beskueren ikke kan komme tæt på billederne, eller få mulighed for at se malerierne fra ret mange vinkler.

Det giver ikke ligefrem en følelse af, at det er kunsten som skal frygtes i titlen ‘Life attacks you’.

Indtrykket fra udstillingen giver derimod en følelse af , som ved et besøg i zoologisk have, hvor tilskuerne fra sikker afstand bag et stort gitter, beskuer en løve der halvsover i det ene hjørne.

I Kørners udstilling er det i stedet for løven de 11 kunstværker som bliver forskanset bag et gitter, og derfor virker fraværende. Det er en sanseløs og meget følelseskold fornemmelse at bevæge sig rundt inde i det store bur.

I Brandts beskrivelse af udstillingen står der at: ’kunsten tager os med på en rejse til et fremmed og ukendt land’.

Det er på ingen måde den følelse man efterlades med, når man går rundt i en cirkel og beskuer de fjernt hængende værker. I stedet er det en følelse af distance og fremmedgørelse fra verden og naturen.

Kunsten efterligner naturen og virkeligheden, men på en meget opstillet måde. Som beskuer føler man nærmere at buret er til for at fængsle.

Følelsen af fangeskab er kraftig, hvilket ikke kun bliver forstærket af de sorte tremmer man står bagved, men også fordi kunsten virker som et afglans af virkeligheden. Det er den samme effekt man får, som hvis løven i buret viser sig at være af papmache.

Flere af tilskuerne prøver af samme grund, at klemme ansigtet ind igennem tremmerne, for bedre at kunne se den kunst der er dem afskåret. 

13106708_10208698016983518_1647702840_o

Læs også Årets første Ord i Odense åbner Odense lyrikfestival 2016

Grafisk udtryk

Livet og virkeligheden er på spil som temaer, men malerierne i sig selv har ikke nogen stor karakter af virkelighed. Udtrykket er meget grafisk, og minder mere om illustrationer fra Photoshop, end noget der er skabt med penselstrøg.

Dog er der små elementer som afslører en menneskelighed. Eksempelvis en sko som er tegnet op på en anden og mere dynamisk måde end resten af de ellers meget statiske og opstillede malerier.

Den livløse grafiske effekt bliver styrket af en ekstrem kategorisering, som ikke kun finder sted i enkelværkerne, men også mellem værkerne sammenlagt som installation.

Som skabeloner på en skabt virkelighed fremgår menneskedukker, planter og bygningsdesign som sidestillet grafik. Alle malerierne får derved udtryk af en næsten elektronisk virkelighedsopdeling, som mest af alt minder om et baggrundsbillede på en computer.

Den opstillede virkelighed er meget tydeliggjort i det store dobbeltmaleri som hænger midt i rummet. Værket forestiller en idyllisk strandbred med to hvide sejlbåde.

13105968_10208698016343502_1336254025_o

Læs også The Dream of Flying: Giver drømmene luft under vingerne, og sender tilskueren op over skyerne!

Et anti-sansefængsel

Afgrænsningen fra virkeligheden bliver tydelig i værkerne, og i det bur som afskærer dem, men også i form af museumsmurene, som nøgne danner et fængsel for den virkelig verden og naturen, som billederne kun imiterer.

Hvis livet angriber beskueren, er det i den forstand, at kunstigheden bliver overdrevet i en sådan grad, at beskuerne bliver opmærksom på et afsavn til verden, som først bliver dem bevidst, når de ser udstillingen.

Når en plastikblomst berøres, bliver afsavnet af naturens duft og følelse virkeliggjort. Det samme er, hvad der sker i det store rum, hvor sanseudstillingen før holdt til. John Kørners udstilling er det modsatte af en sanseudstilling: et anti-sansefængsel.

13129013_10208698016863515_893193392_o

Læs også Røde Himmel: Odenses nye lærred for musik og kunst

Den virkelige verden

De fremmede og ukendte lande bliver vakt til live i bevidstheden på grund af udstillings glatte overfladeeffekt.

’John Kørner skaber billeder, der viser verden – ikke som den ser ud udenpå, men som følelser, stemninger og drømme’.

Sådan står der i beskrivelsen af udstillingen. Dette kunne godt indbyde til en meget sansende og følelsespræget kunst, men det bliver mangel på samme, der giver den intense effekt af fremmedhed.

Udstilling angriber den opstillede virkelighed vi lever i, og får beskueren til at savne den natur, der gemmer sig bag malerierne, og de mure de hænger på.

Som udstilling gør den noget få udstillinger tør; Den normale økokritiske udstilling ville vise dystopiske sceneriger, eller naturlige sanseoplevelser.

Kørners installation tager det hele fra beskuerne, for at lade dem stå tilbage og overveje hvad det er de har mistet, og dermed mangler.

Fotos af Jonas M. Hoeck

Den Lalleglade Brigade: Humor uden rekvisitter

in Teater by
13113154_847077015436446_215534985_o

Den Lalleglade Brigade fyldte Teater Momentum med improviserede jokes krydret med venskabelige drillerier, der rakte langt ud over scenekanten.

Skrevet af Lisette Olesen og Ane Møbius Rahbek

Publikums sitrende forventningsfulde nysgerrighed fylder hele salen, selvom de forreste rækker endnu er tomme.

Tribunen fyldes dog hurtigt til randen af forventningsfulde skikkelser, der med glædende uvished venter spændt på aftenens rejse ind i improvisationskomikkens uforudsigelige univers.

Aftens hovedpersoner består af Sisse Gram De Fries og Sofie Jo Kaufmanas, der er med i ‘Den Lalleglade Brigade’.

Med sig i bagagen har Brigaden titlerne som vinder af DM i Impro Comedy 2013 og Impro Fight Night 2012, hvorefter de hurtigt har etableret sig som en fast del af den danske comedy-branche.

Læs også ‘Perker Cabaret’ synger Perker i dur

3 stole og 1 klaver

Brigaden udnytter hver millimeter til fulde på scenen, når sketchene udfolder sine skæve, dynamiske udtryk.

Scenografien er simpel: 3 stole og 1 klaver er alt, hvad den hurtigtænkende energibombe har brug for at underholde publikum til latterkrampe med deres formidable sammenspil.

Brigaden er ved ‘The Great Show in Odense’ akkompagneret af komiker Kasper Nielsen, der tilføjer gruppen stærke punchlines og kreative vendinger.

Showet er spækket med venskabelige udfordringer imellem komikerne såvel som pianisten.

Ved tangenterne kaster pianisten gang på gang en musikalsk bold op i luften. En bold, som bliver comedy-gruppens fundament for næste sang eller joke.

Intet er forudsigeligt. Komikernes interne benspænd udfordrer konstant deres medspilleres kreative impulsivitet.

En udfordring, hvor aftens hovedpersoners tillid til hinanden bliver showets dynamiske drivkraft.

Læs også Hybridteater på Momentum: Drik dig glad i ”Cocktail”

Med publikum i centrum

Hver scene udspiller sig med publikum og deres inputs som centrum. Sketch efter sketch udføres skæve fortolkninger af hverdagsscenarier foreslået af tilskuerne – alt lige fra myggestik mellem fingre, jobinterview og talkshow programmer.

Publikum inddrages sågar i pausen, over de sociale medier, hvor et væld af kreative bud på samleobjekter strømmer ind, efter gruppen har forladt rampelyset.

Gruppens kendetegn, der inkluderer improviseret musical og forskerforedrag med døvetolken Ellen, fornyes konstant med tilhøreskarens inputs, som skaber de unikke, nærværende historier.

Den store afhængighed af publikum og deres bidrag holder konstant gruppen på deres højeste niveau.

Selv ved mangel på lydbidrag fra to frivillige deltagere i sketchen ”Giv lyd”, formår Brigaden at vende manglen på input til noget positivt.

Når tavsheden indtræder hos de to frivillige, kommer Kasper situationen til undsætning med sætningen ”Jeg har smurt den!”.

En linje, der går igen, når hverken det knirkende vindue eller førstehjælpskassen giver lyd fra sig. Selv elastikforbindingen er blevet smurt i dagens anledning.

Musikalsk krydsforhør

Ud over komik og høj latter bryder ‘Den Lalleglade Brigade’ ud i sang på de skrå brædder. Pianisten slår tonen af, mens Brigaden improviserer flere sange.

Korte numre, som er præget af et komisk litterært univers med et glimt i øjet.

Her bliver tilskuerne inviteret med til engangsfremførelsen af musicalen ‘Morfars Garage’.

Musikalens titel og indhold er et resultat af publikums impulsive indspark og komikernes kreative improvisering.

En musical om den morderiske dreng Simon, der muligvis har dræbt tre skolelærer, og morfar der bruger for meget tid på internettet.

Gennem et musikalsk krydsforhør konfronterer Simons morfar drengen med det drabelige rygte. En konfrontation, der afsluttes med den tragikomiske sætning fra Kasper:

”Så er det nok noget, morfar har læst på internettet”.

En impulsiv sætning i en ultrakort sketch, der på trods af den korte scenetid, sætter gang i lattermusklerne hos publikum.

SHU-BI-DUA THE MUSICAL- Man må for fa’en da være noget!

Aldrig har tv shop været så underholdende

Udover sang krydret med benspjæt og store stemmefraseringer tager ‘Den Lalleglade Brigade’ sit publikum med på en musikalsk rejse igennem flere sketchshows.

En improviseret matematiksang med poptoner fra Rasmus Seebach hittet ‘Lidt I Fem’ er en del af en tv-shop- sketch.

En sketch, hvor Sofies sang er en musikalsk smagsprøve for Sisse og Kaspers værtsrolle på tv-shop programmet, hvor de skal sælge cd’er om musik.

Lytterprøverne byder på alt fra den svenske vise ‘Ligning, ligning, ej det kan være lige meget’ til den ukrainske operasangers karrieresplittelse mellem operetter og matematiklæredrømmen.

Læs også TRANS-formerende teaterstykke

Festlig improviseret komikrejse

Gennem det halvanden time lange show formår Brigaden at tage sit publikum med på en festlig improviseret komikrejse, der kommer vidt omkring.

Svenske rim, døvetolket igloforedrag, morderisk musical samt interview med katteknurrehårssamleren Kat-rine er del af aftenens ekskursion rundt i Brigadens kosmos.

En unik engangsoplevelse, hvis indhold ikke kan genopleves på resten af ‘The Great Show’.

Men selvom aftens indhold forbliver i den odenseanske teatersal, er ‘Den Lalleglade Brigades’ uendelige fantasi uden tvivl en oplevelse værd.

Gruppen formår med overlegenhed at balancere det humoristiske med det dynamiske i takt med at scenerne tager form.

Der er konstant sammenhæng mellem jokesne, endda til det punkt hvor jokes fra tidligere begivenheder hives frem i nye sammenhænge.

Dette skaber et helt særligt rum, hvor tid og sted momentvis står stille, imens seancen står på. Et rum, hvor Brigadens improvisationskomik sender sit publikum på en bredspekteret tematisk rejse, der strækker sig fra morfars garage til ukrainsk operette.

En oplevelse, der åbnede op for et uforudsigeligt univers, hvor hverken publikum eller komiker kender handlingsforløbet på.

Foto af Kasper Løftgaard

Ukendt Kunstner: Turnéstart i Odense

in Musik by
12966096_1012547542154006_2143473009_n

Ukendt Kunstner skød deres danmarksturné i gang for en tætpakket sal på Musikhuset Posten i Odense. Den efterhånden ikke så ukendte hiphop-duo gjorde det dog svært for sig selv at leve op til deres eget navn.

Skrevet af Mathilde Mølgaard

Det er ikke mindre end tre måneder siden, at makkerparret Jens-Ole McCoy og Hans Philip, bedre kendt under kunstnernavnet ’Ukendt Kunstner’, udsendte deres 2. albumudgivelse ’Den Anden Side’.

Et album som er blevet rost til skyerne blandt mange anmeldere, og som bestemt spejlede sig i faunaen på publikums fuldkomne entusiasme gennem koncerten.

Læs også Fallulah tager os med tilbage til barndommens nostalgi

Selvsikker stemning

Intensiteten af publikums gennemgribende nerve, efter at få Ukendt Kunstner på scenen, var på sit højeste. Det var med tilråb og hujen, at den pragmatiske duo og deres band trådte ind.

Frontfiguren Hans Philip fik allerede fra startskuddet ’Den Anden Side’ testet publikum i deres udenadslære, da han lod dem recitere størstedelen af versene. Det unge segment fik herpå udmærkelse fra forsangeren, og efterlod en overvældet Hans på scenen.

Det skabte en utrolig selvsikker stemning, og som komplementerede nummerets laissez-faire udtryk på bedste vis.

Læs også Saybia: De fynske drenge vendte hjem

Danmarks svar på Bryson Tiller

Selvom deres turné skal bane vej for promovering af deres nye plade, blev der dog aflagt et tilbagetogt til numre som ’Fortæl Dem’, ’Guld & Diamanter’, ’Fucking Nummer’, ’Stein Bagger’ og ’Neonlys’. Sange som egentligt er af mere poppet hitkarakter.

De formåede dog at stå i skarp kontrast til den mere minimalistiske og melankolske stil, som de nye numre bærer præg af, og som på mange måder klassificerer Ukendt Kunstner som Danmarks bedste bud på en amerikansk Bryson Tiller.

Et af aftenens højdepunkter var, da nummeret ’Lige Nu’ blev spillet. Det måtte dog blive uden Sivas, som blot er en blandt flere hiphopkunstnere med kometkarriere der figurerer under succesværket ”Den Anden Side”.

Det karakteristiske ved et nummer som dette, og en stemning som også går igen på andre numre, er de simple klaverfigurer som efterfølges af mere jazzede akkorder. Det giver udtrykket en helt særlig tilbagelænet feeling til det tunge beat.

Publikum efterlignede Hans’ joviale karakter og bevægelser, som skabte en kollektiv næsten mushpit-agtig hoppestemning, hvilket var et tydeligt entusiasmeprodukt af frontfigurens ubrydelige fastholdelse af publikum.

Læs også Røde Himmel #1

Odense sætter standarden for tour-udviklingen

Hvis man skal sætte en finger på noget, som kunne have gjort koncertens helhedsudtryk bedre; så skulle numrene ikke have været skudt af som et autoladt maskingevær.

Der kunne sagtens have været plads til en lille anekdote tilknyttet et nummer. Det ville passe til stemningen i salen og på gruppens karismatiske fremtoning.

Tilmed skal det nævnes, at Hans Philip selv fortalte, at i og med at Odense var startskuddet på deres turné, blev publikum også forsøgskaniner for en setliste-prototype.

Efter publikums utrættelige opbakning til det nye materiale, er der formentlig stor sandsynlighed for, at de gængse gamle hits bliver skiftet ud i løbet af touren.

Forhåbentlig kan man få lov på sommerens festivaller få lov at høre ’Den Anden Side’ for fuld pondus.

Der skal dog ikke herskes nogen tvivl om at Ukendt Kunstner, med deres performance den sidste torsdag i marts, har taget et massivt forspring i dansk hiphops gule førertrøje.

Foto af Anja Ankerstjerne

Fallulah tager os med tilbage til barndommens nostalgi

in Musik by
13020260_10208779747908713_1291159635_n (2)

Fallulah følger publikum ind i sit legende univers, imens der drømmes om en eufori af pastelfarver, regnbuer og glade dage. Væk fra hverdagen, væk fra alle bekymringerne – her er der plads til bare at være menneske.

Skrevet af Amalie Knoche Jensen

Det er Postens lille scene, der er taget i brug i aften. Det gør, at det er mere hyggeligt. Det gør det bestemt ikke mindre intimt, at der ikke er proppet med mennesker, så man skal stå som sild i en tønde.

Her er der kun mennesker, der kommer for musikkens skyld og for at have en hyggelig aften.

Lokalet er mørkt med få runde og sorte borde, rundt omkring, alle med et enkelt lys på hvert bord. Baren på højre side af lokalet og scenen med det rødlige lys, der rager ligeud for indgangen til lokalet, er det eneste der ellers lyser op.

Det er en fin anledning til kvalitetstid med en veninde, eller for unge kærestepar. Her er samtidig også familier med teenagebørn, og der er kvinder i 40’erne der har taget manden med. Her er altså en bred fanskare, selvom det ikke er fordelt på så mange mennesker.

Læs også Saybia: De fynske drenge vendte hjem

Der bliver lagt op til fest

Fallulah træder ind på scenen med tofarvet hår, blond i højre side, brunt i venstre. Hun har glitrende sølvsko på, en sort kjole med glitrende sølvprikker, fine tights med matchende, glitrende sølvstjerner på, og som prikken over i’et har hun taget en hårbøjle med katteører på.

Hun er bestemt ikke bange for at være sig selv, at fjolle lidt og klæde sig ud på en festlig-og nærmest nytårsassocierende måde, hvor man gerne må lege lidt ekstra med glitter og tilføje et skørt element i sit outfit.

Det overrasker ikke, at Fallulah godt kan lide at lege med sjove elementer i sine outfits til koncerter. Dette repræsenterer netop hende som musiker og den slags lalleglade og drømmende pop, som hun kreerer med resten af sit band.

Hun lægger ud med en gammel kending – ’Social Club’, og så er der skudt gang i festen.

Publikum vugger i en forsigtig dans og nikker med hovederne til Fallulahs euforiske og medtagende sange. Man kunne til tider næsten placere en fin blomsterkrans på publikums hoveder, uden de måske ville bemærke det i deres drømmende trance.

Fallulah virker glad, positiv og nede på jorden. Hun er én man har lyst til at være venner med. I aften er alle i publikum venner med Fallulah.

Hun er nærværende og holder intenst øjenkontakt med tilskuerne.

Hun har samtidig en meget klar livestemme, så man ikke føler sig snydt ved brug af hjælpemidler til at forstærke hendes livestemme. Det er som at høre hendes musik i radioen, dog meget mere nærværende og autentisk live.

Læs også Røde Himmel #1

Vi behøver ikke at være seriøse i selskab med Fallulah

Fallulah nævner, at det er sidste aften på deres turné og derfor vil give den ekstra meget gas med publikum her i Odense.

Hun spiller på sin tamburin, samtidig med at hun synger og danser rundt på sin finurlige selvopfundne måde at danse på.

Fallulahs afsluttende sang bliver hendes nyeste nummer ”Perfect Tense”, som man kan mærke er dét nummer tilskuerne har ventet på.

Fallulah indleder sangen med ordene: ”We dream in color all the time, but when we open up our eyes it’s black and white.”, som netop giver et meget godt billede af hendes generelt drømmende og legende univers.

Musikken tillader publikum at drømme sig til en bedre og mere farverig verden uden bekymringer – en verden, hvor man kan træde nogle skridt tilbage til barndommen og føle nostalgien igennem det.

Foto af Amalie Knoche Jensen

1 2 3 10
Gå til top