Tag archive

Odense teater

Lad den rette komme ind: Vold, blod og ung kærlighed

in Teater by
"Lad den rette komme ind" Foto: Emilia Therese

Sukkerkogeriets kompakte sal blev i en periode forvandlet til en scene fra en gyserfilm, da de lukkede dørene op for ’Lad den rette komme ind’. Et af de spørgsmål, som udsprang af forestillingen, var om der kunne opstå ægte kærlighed mellem de to tolvårige børn, fra de to vidt forskellige verdener.

Skrevet af Nanna Høegh

Salen fyldes langsomt af forventningsfulde gæster, der alle er i den voksne ende – på trods af, at man kunne tro, at flere unge mennesker ville være at finde til forestillingen.

Et dæmpet lys sætter stemningen, mens sæderne bliver optaget et for ét.

Forestillingen går i gang med et brag, idet lyset slukkes, samtidigt med at en høj rungende suspens-lyd mundlammer publikum fuldstændigt – nogle skriger endda højt af chokket.

Scenen er helt mørk, kun lige oplyst af nogle vage lysstråler, og man er med det samme i en mørk skov.

Åbningsscenen smider publikum direkte ind i handlingen, med et meget visuelt og blodigt mord lige for øjnene af dem. Herefter bliver karaktererne præsenteret i hver deres lille scene.

"Lad den rette komme ind" Odense Teater 2016
Læs også Brødrene Løvehjerte imponerer eventyrlystne børn og voksne

Lydeffekter er 50%

På trods af, at det er et nydeligt opført stykke, spiller lydeffekterne en stor rolle for stykkets autensitet. Til tider vibrerer hele salen af de dybe thriller-lyde, der giver en helt utrolig intens indlevelse i den enkelte scene.

Musik og lydeffekter har en stor betydning for stemningen, selvfølgelig ved langt de fleste teaterstykker, men især det dette, og det giver muligheden for, at scenerne kan give det fulde udbytte og påvirkning til publikum.

Men så man stykket uden lyd, ville det være ligesom at se en gyserfilm uden lyd – man ville ikke blive bange og filmen ville ikke være fangende.

Realistisk?

Man kan diskutere, hvor realistisk det er at møde en vampyr en nat i skoven, men det er i bund og grund op til graden af fantasi hos den enkelte.

Stykket er både sjovt og uhyggeligt, trist og smukt, inspirerende og pirrende – men man kan spørge sig selv, om kærlighed virkelig gør så blind, at man kan se passivt til mens ens udkårne slagter et andet menneske?

På dén måde fremstår stykket, udover de overnaturlige elementer, en smule urealistisk.

Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, men det er værd at tage med.

"Lad den rette komme ind" Odense Teater 2016

Læs også EVIGT SOLSKIN: En leg med film og teater

Fri for fortolkning

De to hovedpersoner, Oskar (Kristoffer Helmuth) og Eli (Nanna Christine Morks), opbygger gennem stykket et kærlighedsforhold. Oskar har det hverken godt hjemme hos sin alkoholiserede mor eller i skolen, hvor han bliver groft mobbet af to sadistiske drenge. Han finder en tryghed hos Eli.

Stykket portrætterer den klassiske vampyr via Eli, og hun taler ydermere på en ret sjov måde, formentlig på grund af alle de århundrede hun skal forestille at have levet.

Stykket slutter meget åbent, da vores to hovedpersoner er på et tog på vej væk – her er det op til publikum selv, at forestille sig hvor de mon skal hen, og om de ender sammen.

Generelt har man gennem hele stykket frie tøjler til at fantasere både om fortiden og fremtiden for den fiktive verden, som de befinder sig i.

"Lad den rette komme ind" Odense Teater 2016

Læs også Horrornights på Valdemars Slot

Smuk og grufuld fortælling

Det er en smuk fortælling, der for det rette publikum, giver en en interessant og anderledes oplevelse om både gys og gru, men ikke mindst blind kærlighed.

Forståeligt nok er der en anbefalet aldersgrænse på 14 år for at se dette intense stykke skuespil.

Nok er der meget teaterblod, men blandt andet på grund af selve historien, samt de førnævnte lydeffekter, ér det meget barskt og dystert at være vidne til.

Fotos af Emilia Therese

Brødrene Løvehjerte imponerer eventyrlystne børn og voksne

in Teater by
Brødrene Løvehjerte - Foto: Emilia Therese

Astrid Lindgrens fortælling om brødrene løvehjerte er blevet til virkelighed på Odense Teater. Men formår eventyrlandet Nangijala at leve op til de forventningsfulde børns håb om en spændende forestilling?

Skrevet af Maja L. Rosager

Den kendte historie om Tvebak og hans bror Jonathan er bragt til live. Tvebak skal dø, og derfor fortæller Jonathan om eventyrlandet Nangijala.

Nangijala er det sted man kommer hen, når man dør. Det er det sted, hvor der ingen tid er, og dagene er fyldt med eventyr.

Tvebak er næsten ikke bange for døden mere, det eneste problem er, at han ikke vil derhen uden sin bror.

Brødrene Løvehjerte - Foto: Emilia Therese

’I KUNSTEN KAN LIVET KENDES’

Over Odense Teaters store scene, hænger sætningen ‘I KUNSTEN KAN LIVET KENDES’ med store bogstaver. Det er få ord der danner en sætning, som Odense Teater med garanti lever op til.

Brødrene Løvehjerte skal til at gå i gang, og salen er fyldt op med forventningsfulde børn og voksne. Alle virker spændte på at se, hvordan den smukke fortælling om de to brødre er blevet fortolket.

På scenen står en ensom bænk, klar til at blive indtaget af forestillingens dygtige skuespillere.
Klokkerne ringer, og kort efter lukkes dørene ind til salen. Lyset slukkes, og forestillingen går i gang.

En bleg Tvebak træder ud på scenen. Der er stille i salen, og Tvebak fortæller om sin modige bror og eventyrlandet Nangijala.

Forestillingen er i gang, og publikum er stadig uvidende om hvilket eventyr, de næste to timer vil bringe.

Brødrene Løvehjerte - Foto: Emilia Therese

Læs også SHU-BI-DUA THE MUSICAL- Man må for fa’en da være noget!

Det gode og det onde

Børnene virker hurtigt forelskede i Nangijala, efter en ellers dyster og seriøs start på forestillingen. Der er en glæde der spreder sig i salen da Tvebak kommer til landet.

Lyskæder dekoreret med kirsebærblade, hænger ned fra loftet, og danner et smukt landskab på scenen. Det smukke landskab gør en varm inden i, og man glemmer pludselig hvilken uhyggelig stemning der lige har været.

Forestillingen formår i det hele taget at få en god balance mellem det ’gode’ og det ’onde’.

I forestillingen er der også en rigtig god kontakt mellem publikum og skuespillere, hvilket gør, at alle kan leve sig endnu mere ind i den eventyrlige verden.

Der bliver kastet konfetti ud mellem publikum, og de skræmmende vagter der er med i forestillingen går i slutningen af pausen rundt mellem forestillingens gæster og råber, at de skal ned på ’gårdspladsen’. Det gør forestillingen utrolig autentisk.

Nu er det pludselig publikum, der er i samme position som Tvebak. Lidt bange og nervøse mellem de store grumme vagter.

Og i baghovedet har de nok de modige ord fra Jonatan Løvehjerte der siger:

”Hvis man ikke gør noget farligt en gang i mellem, er man ikke et menneske, så er man bare en lille skid”.

Læs også TRANS-formerende teaterstykke

Dragen Katla

Stykket når sit klimaks, da den store, røde hundrage ’Katla’ kommer på scenen. Dragen er storslående, men samtidig lavet af primitive materialer og er styret af en kvinde.

Det har en betagende effekt, når det røde scenelys rammer den store drage.

Publikum er vilde med Katlas første entré, og dragen har imponeret alle. Det er i det hele taget en meget flot scenografi gennem hele forestillingen.

Der er farverige, men også dystre kulisser, som skaber en god stemning for den scene der spilles på. Den roterende scene, og de bevægelige kulisser, er med til at skabe en god, glidende overgang når der er et sceneskift.

Læs også EVIGT SOLSKIN: En leg med film og teater

Flammende effekter

Der er brug af meget ild i forestillingen, og det er med til at skabe meget spænding for publikum. Børnene er vilde med ilden, der spyr op i luften, da Katla kommer på scenen.

Hvis man sidder tæt nok på scenen, kan man mærke de store, ægte flammer varme ansigtet let op.

I starten af stykket, da Tvebak og Jonathans hus brænder er der dog ikke brug af rigtig ild, men lyseffekter som også er med til at skabe en god stemning.

Til sidst får skuespillerne et langt, stående bifald. Stykket er slut, og de har endnu en aften imponeret en fyldt sal.

Brødrene løvehjerte er en forestilling der lever op til forventningerne. Børnene har været med på en sjov og farlig rejse, og de voksne er blevet sendt hjem med den stærke fortælling, der omhandler børns forhold til døden.

Forestillingen er spækfyldt med spænding, vilde effekter og humor. En forestilling der er værd at se, både for børn og for voksne.

Brødrene Løvehjerte spiller på Odense Teaters store scene indtil den 29. december 2015.

Brødrene Løvehjerte - Foto: Emilia Therese

Fotos af Emilia Therese

TRANS-formerende teaterstykke

in Teater by
12037721_742163485927800_976007258_o

Impulsivitet og improviserende normbrud var en del af den alternative seance, da Teater Momentum slog dørene op for teaterstykket TRANS- onsdag i sidste uge. Her blev relationen mellem publikum og teaterstykke transformeret.

Skrevet af Lisette G. Olesen og Ane Møbius Rahbek

Mørket har sænket sig over Momentums teatersal på en ganske almindelig onsdag aften. Enogtyve brændende lamper lyser ned over fyrre tomme stole, der står placeret i en cirkel, som var det en ceremoni.

Ud over teaterrøgens mystik kan man høre en rislende lyd af mystiske toner. En broget menneskeflok indtager nysgerrigt lokalet uden helt at vide, hvad de går ind til.

I den ene ende af cirklen står fire mennesker, der ligner fire forkromede søjler. Fire søjler, der står fastfrosset på det snehvide linoleumsgulv.

“Nå det bliver spændende”

Sådan lyder det fra en ældre herre, der sammen med ægtefælden går ind i teatersalen med et glas hvidvin i hånden.

Den 50 minutter lange forestilling publikum skal overvære, er et internationalt samarbejde skabt af TWO-WOMEN-MACHINE-SHOW & JONATHAN BONNICI. Det unikke ved stykket er, at rummet og deltagerne er råstoffet til forestillingens forløb.

Med publikum som objekt

Pludselig efter lang tid tavshed, slynges der usammenhængende beskrivelser ud fra de forskellige artister.

“There is yellow and red tape on the cabels”

Det kommer fra skuespillerinden, hvis øjne stirrer blankt ud i luften. Yderligere supplerer de tre mandelige artister skuespillerindens beskrivelser af rummet med yderligere iagttagelser om teatersalens visuelle look. Publikums øjne flakker rundt i forvirring, mens seancen fortsætter.

Gennem beskrivelserne går skuespillerne langsomt rundt som maskiner, der med en monoton stemmeføring registrer rummets detaljer. Kabler fra loftet, sorte skrammer på gulvet, klistermærker på væggene samt en sprunget elpære er blot nogle af de beskrivelser der præger indledningen af forestillingens indledning.

Rummets beskrivelser skifter til objekter, der står tættere på publikum inden forestillingen for alvor går i gang. Med ét er det pludselig det levende publikum, der er i fokus frem for rummets materielle aspekter.

Utraditionelt teater

Artisterne blev inspireret til stykket, da de overværede en slåskamp i Londons galder. En observation, der senere førte til udførte til udforskning og iagttagelse af menneskelige kropssprog. En iagttagelse, som kommer til syne i denne utraditionelle teaterforestilling, hvor formålet er at manipulere sociale konventioner.

Under forestillingen forsøger en middelaldrende kvinde i grøn trøje ihærdigt at leve op til en af kunstnernes observationer af hende, ved at spejle udsagnene i kropsbevægelser, som var det kommandoer givet fra en admiral. En efter en bliver publikum midtpunkt for forestillingens indhold.

Publikums individuelle påklædning, ansigtstræk og kropssprog er blot nogle af de karakteristika, der bliver nævnt i flæng. Den utraditionelle og intense opmærksomhed på teatersalens publikum, medfører et hav af forskellige reaktioner via. kropsprog.

En ung pige kryber sammen i et nervøst fnis med glorøde kinder, mens en ældre herre fnyser fornærmet, over de mærkater han bliver påsat. I den grænseoverskridende og ærlige måde artisterne anskuer rummets deltagere på, skifter rummets dynamik gradvist.

Da publikums kropslige forsvarsmekanismer har lagt sig, opstår en ubeskrivelig form for “circle of trust” blandt de fremmede. De anspændte skuldre og sammenkrummede ansigter bliver erstattet af smil og nysgerrige blikke til de tilskuere, der bliver beskrevet en efter en. Beskrivelser, som til sidst bliver en sammensmeltning af fire artisters stemmer, da hver artist i en sammensmeltende lydmasse beskriver et publikumsmedlem.

Sammensmeltning skaber normbrud

Forsvarspositionerne har lagt sig og banen er kridtet op på ny. Konventioner har ændret sig som en sammensmeltning mellem publikum og artister i den lille intense kuppel. Her bliver de sociale normer forskubbet i takt med at artisterne bevæger sig rundt i rundkredsen. Der opstår derfor en paradoksal fortrolighed mellem artister og publikum, som gør det muligt at bryde isen, da alle indirekte beriger aftenens performance

I cirklens fortrolige miljø bliver det tilladt at sige impulsive observationer af folk. Observationer, som man uden for cirklen kun lader blive ved tanken. “Hun bliver forlegen og kigger væk“ og ”han har et behåret ansigt” er nogle af de karakteristika, der kommer frem i cirklens lys. Detaljer ved personer, som man i det daglige overser.

Gennem stykket formår artisterne at sætte fokus på bevidsthedens øjeblikke, hvor de små detaljer er altafgørende. Bemærkningerne udvikles og bliver til antagelser, som tilsyneladende virker provokerende, men alligevel accepteres på grund af cirklens fortrolighed. Udtalelser som “Hun har et barnligt sind”, “Han er bibliotekar” og “Hun er sikkert dybt afhængig af sin smartphone” er blot nogle af de antagelser, som uden for kuplen ville være uacceptable og mærkelige.

Men inden for cirklens fyrre stole er det synssansen, der er i fokus, hvilket giver det umiddelbare simple koncept en uforudset dybde. En dybde, der efterlader stærke indtryk og stof til eftertanke.

Hele herligheden kulminerer i et væld af indtryk med lyddokumentation, musik og lys, der på blot 50 minutter formår at skabe en så intens atmosfære, at tiden står stille og alligevel flyver af sted. Som vidnesbyrd for aftens underholdning afspilles en hurtig lydfil af beskrivelserne, mens det dundrer i højtalerne og lysene gnistrer i teatersalen.

Folk klapper, dørene går op og man er tom for ord. Er det teater? Er det normalt, at publikums ansigtsrynker, runde kinder eller krøllede hår indgår i forestillingen? Hos Trans er det. Her kan man dog trygt pakke sine tidligere erfaringer og fordomme om teaterkunst væk. Da stykket er en transformerende oplevelse, som sætter nysgerrigheden på prøve hos publikum. Her er i historien ikke kun for publikum, men om publikum.

I byernes knap så spændende jungle

in Teater by
Foto: Emilia Therese

Sukkerkogeriet i Odense byder velkommen til Bertolt Brechts ungdomsstykke fra 1923 ’I byernes jungle’. Et stykke der omhandler to mænds skæbnesvangre kamp mod hinanden, et stykke med skarpe og morsomme replikker – men også et stykke, som var en smule kedeligt.

Skrevet af Sofie Kristensen

Åbent teater

Bertolt Brecht ønskede sig et publikum, der ikke bare lod sig rive med af teatret. Det lykkedes så sandelig med ‘I byernes jungle’.

Intet er skjult fra publikum. De må se det hele: Alle sceneskift, alle kostumeskift, og skuespillerne henvender sig meget til publikum, som bliver revet med ind i historien og bliver tvunget til at reflektere over dét, der bliver sagt.

Meningsløst – men det er meningen

Forestillingen handler om den gamle kineser Shlink, der tager en kamp op mod en ung, hvid, amerikansk mand, der hedder George Garga. Som konsekvens af denne kamp ser man, hvordan George Gargas familie bryder sammen.

Forestillingen åbner med et citat af Bertolt Brecht, der lyder:

Kære publikum, de befinder Dem i året 1912 i byen Chicago. De betragter den uforklarlige brydekamp mellem to mennesker, og De overværer en families undergang. En familie der er kommet fra prærien ind i storbyens jungle. Bryd ikke hovedet med motiverne til denne kamp, men giv Dem i stedet hen til de menneskelige indsatser, døm modstanderens kampform upartisk og ret Deres opmærksomhed mod finishen.

At blive fortalt hvordan man skal forstå og opleve et teaterstykke, en film, en bog eller hvad det nu kan være, er ikke ideelt for et publikum.

Men man skal virkelig ikke tænke over, hvorfor de kæmper mod hinanden. Det er nemlig et spørgsmål, som man aldrig får svar på. Der er ingen mening eller motiv bag Shlinks pludselige opgør med George. Det er en kamp for kampens skyld.

At være meningsløs for meningsløshedens skyld kan godt være spændende, men det lykkedes bare ikke her. Plottet er ikke stærkt nok, og forestillingen hverken overrasker eller chokerer, selvom den prøver. Dialogerne føles til tider som tom snak, hvor man skal koncentrere sig for at blive ved med at lytte efter.

På grund af denne tomme snak, er der nogle af de hårdtslående kommentarer og skarpe replikker, som man husker tydeligere, og de sidder i én længe efter stykket er slut. Kan jeg købe din mening? Har du råd til at have din egen mening? Penge er alt.

Skuespilpræstationer i topklasse

Forestillingen byder på både erfarne såvel som unge og nyuddannede skuespillere. De garvede skuespillere er fabelagtige at betragte. Der er ikke en finger at sætte på deres præstation.

Kristian Halken ses i rollen som kineseren Shlink. Han er både morsom og medrivende. To mindre roller, som man gerne ville have set mere til, er Hanne Hedelund, der spiller George Gargas mor, Mae Garga, og Mikkel Bay Kristensen, der spiller en alfons ved navn Collie Couch.

De spiller overbevisende og gennemtrængende, og selvom deres roller ikke er særligt store, er det dém man husker bedst.

Disse skuespillere står lidt i kontrast til vores ene hovedrolle George Garga, spillet af Patrick Baurichter, og Georges søster, Marie Garga, der spilles af Nana Christine Morks.

Deres præstationer er for teatralske, og deres replikker lyder mere fremtvungne end naturlige. George Garga er en meget stresset og manisk karakter og Patrick Baurichter gør det skam ikke dårligt, men han er mest overbevisende, når han spiller fuld.

Begge skuespillere mangler noget dybde, som man i høj grad oplever hos de andre skuespillere. Det bliver lidt for kunstigt med de to, og det kan godt rive én lidt mere ud af handlingen, end hvad Bertolt Brecht havde tænkt sig.

Men talent har de tydeligvis, og deres præstationer er heller ikke ringe. De mangler bare noget erfaring, og bevares, det skal nok komme.

Flad og kedelig finish

Det er altid en oplevelse at se teater på Sukkerkogeriet. Det føles mere intimt end på Odense Teaters store scene.

Tilskuerne er så tæt på, at de nærmest kommer med i stykket. ’I byernes jungle’ lægger alt frem for publikum, og når skuespillerne ikke selv er med i en scene, sidder de rundt omkring ved væggene og er selv publikum. Det er vanvittigt fantastisk at kunne se deres engagement og glæde ved at være med i dette stykke.

Et stykke, der sætter ens eget liv lidt på spids. Men på trods af de skarpe replikker, og på trods af de grineflip man faktisk får et par gange i løbet af stykket, er det desværre en smule kedeligt.

Selvom det kun varer 1 time og 40 minutter føles stykket meget langt. Stykket har ingen pauser og ingen tid til klapsalver undervejs, så det er en meget intens oplevelse. Det er råt og hårdt, men man sidder også meget af tiden og tænker: ”Hvad er der egentlig lige, der sker her? ”.

Ja, det er meningen, at der ikke er nogen mening bag. Men næh, hvor er det også hårdt at se på. Finishen, som skulle være så vigtig, er lidt en skuffelse. Det er kun meningsløshed fra start til slut.

Så hvis man har mod på at kede sig lidt, så tag ind og se dette stykke. For selvom det er kedeligt, er det også et dybt intelligent stykke, der rejser nogle vigtige spørgsmål, og som har nogle hårrejsende pointer. Har vi råd til at have vores egen mening? I storbyens jungle er det ikke de stærkeste, der overlever men de rigeste.

Penge er alt.

Skal man kæmpe for kærligheden?

in Teater by
teater momentum - lovesong2

Fotos: Amanda Esbjerg Justesen

På scenen i Sukkerkogeriet viste Teater Momentum forestillingen om et parforholds udvikling i to forskellige perioder af parrets ægteskab. Livets udfordringer tærer på Billy og Maggie, men til trods for dette, svinder parternes hengivenhed til hinanden ikke.

Skrevet af Amanda Esbjerg Justesen Læs videre

Fiaskomonologerne: Når scenekanten forsvinder

in Teater by
Fiaskomonologerne - Teater Momentum

Torsdag aften var der snigpremiere på Teater Momentums vandreforestilling Fiaskomonologerne. En forestilling der forlader den stationære scene og tager teatret ud i den virkelige verden.  

Skrevet af Charlotte Kusk Clausen Læs videre

Gå til top