Tag archive

Politik

Tartuffe på Teater Momentum: Sætter spørgsmålstegn ved verden i dag

in Teater by
Tartuffe

Moliéres “Tartuffe” fra 1664 er et stykke der, trods 350 år på bagen, stadig er yderst relevant i dag. 4. årsstuderende på Den danske Scenekunstskole har under ledelse af Boris Ostan givet sig i kast med forestillingen, hvor  den bliver spillet på Teater Momentum i Odense.

Skrevet af Tabita Adda Weber

Har man ikke tidligere set eller hørt om Molière, er Tartuffe et udmærket sted at begynde.

Det var et af de stykker, der fik størst kritik i 1600-tallets Frankrig og samtidig blev det mest populære.

Molière havde på det tidspunkt vundet kongens gunst, trods modstand fra kirkens tilhængere. Tartuffe spejler sig derfor i Molières egen modstand til kirken og dens bud og prædikener.

Tartuffe som et billede på samfundets falske image

Fredag aften møder vi i forestillingen en familie, hvis sammenhold ikke er mere værd, end de løfter politikerne giver under en valgkamp. Derfor kan man overveje, om det er et politisk stykke – min holdning er, at det er det til dels.

Ser man forestillingen fra 1600-tallets Frankrig, er det en historie om en skinhellig mand, der prædiker kirkens ord uden selv at tro på dem, for at få hvad han ønsker.

Ludvig den 14. måtte dengang censurere stykket da Ærkebiskoppen, hans personlige mentor, ikke brød sig om den måde Molière fremstillede en kirkens mand.

Dette på trods af kongens egen glæde ved stykket.

I den verden vi lever i i dag, er Tartuffe stadig relevant.

Godt nok er det ikke kirkens løgne, vi dealer med, men i stedet politiske løgne, falske fremstillinger og magtfulde mennesker. Mennesker der siger én ting, men mener noget andet.

Kan man se Tartuffe som et billede på det civiliserede samfunds falske image? En slags maske man tager på, for at opnå noget? Og er vi andre bare medløbere?

Tartuffe, titlen, og manden det hele drejer sig om er en hyklerisk karakter, der for at vinde sin ven og værts respekt og kærlighed, lyver om sin egen kærlighed til gud og kirken.

Han spiller rollen som en stakkel, der intet ejer udover sin tro på Gud, men ender som manden med magten.

Mand eller fænomen?

Men hvem er egentlig den ’dumme’ i hele denne pærevælling af løgne, svindleri og smerte?

Er det i virkeligheden ikke dem, der tror på Tartuffe og hans falske prædikener, der er taberne i dette spil? Uden at røbe for meget, er det i hvert fald den indikation som stykket ender med.

Er det hele bare et spil for galleriet? Er dagens politiske engagement ikke større end, hvem der kan få mest ud af hvem og hvad?

Er politikerne egentlig bare en stor flok hyklere, der udnytter befolkningen til at opnå den magt de ønsker?

Måske. Og måske er vi, befolkningen, familien i Molières parisiske hjem, der falder for Tartuffe, den som har de bedste argumenter og den bedste overbevisningsevne.

Selvom vi selv overdrager dem vores gods og ejendomme, er det alligevel ikke vores skyld, at de pludselig vender på en tallerken og river tæppet væk under os. Til trods for, at vi egentlig selv har valgt dem til at repræsentere vores meninger.

Det er ikke før vi står uden en trævl på kroppen og ingen steder at gå hen, at vi ser, vi selv har inviteret de falske ideer og løgnagtige hykleriske mennesker ind i vores tanker. De mennesker, der har overbevist os om, at deres ideer er de bedste.

Er Tartuffe i virkeligheden en mand eller et fænomen?

Skuespillerne spiller bare Tartuffe

Som der står i programmet, der ligger på bordene i teatrets café, så fralægger skuespillerne sig ethvert ansvar.

De spiller bare Tartuffe.

Og de gør det på en måde, så det først er efter man kommer hjem og får tænkt det hele igennem, at man egentlig opfatter meningen og ideen bag.

Når man sidder på stolerækkerne er det jo ”bare et stykke af Molière” fortolket af en flok unge skuespillere i 2017.

Men stykket er meget mere end det. Budskabet og meningen ligger i alle karaktererne der, uanset om de er farmor med en tøjhund, kokkepige med en vild evne til at skære vandmelon eller selveste Tartuffe, bringer ideen og meningen frem.

De spiller bare Tartuffe.

Det er Molières stykke, men det er op til dem, der spiller det, at gøre stykket levende og relevant 350 år senere, hvilket i den grad lykkes.

4. årgang spiller Tartuffe på Teater Momentum fra 1/6 – 11/6 og igen på Det kongelige Teater fra 13/6 – 15/6.

Derfor er der rig mulighed for at opleve et stykke, der på trods af sin alder, stadig kan fungere og bringes up to date i dagens samfund.

Billede af Teater Momentum

Retsforbeholdet – hvad stemmer vi om?

in Kultur by
EU

Den 1. december inviterede Studenterhus Odense til debat om retsforbeholdet.  Spørgsmålet, der syntes at gå igen under hele debatten, var: Hvad er det egentlig vi stemmer om?

Skrevet af Emma C. Blomberg

Klare holdninger

Julestemningen på Studenterhus Odense, blev tirsdag overdøvet af politisk debat. Fire fynske politikere, og et spørgende publikum, diskuterede fordele og ulemper ved en stemme på ja eller nej.

Blandt kravlenisser og J-dags-bannere, blev der diskuteret om, hvor krydset skal sættes i morgen, den 3. december – ja eller nej til retsforbeholdet?

Debattørerne bestod af Pernille Bendixen (DF), Jesper Kiel (EL), Karen Melchior (RV) og Erik Christensen (S). Ordstyrerposten besad Sonja Marie Nielsen, som er byrådsmedlem i Nyborg.

Hver politiker fik et par minutter i starten til at afklare, hvad de og deres parti egentlig mente om emnet. Bendixen og Kiel anbefalede et nej til forbeholdet, mens Melchior og Christensen anbefalede et ja. Så var det på plads.

Publikum fik chancen fra starten af til at deltage aktivt. Alle kunne via deres mobil stemme ja, nej eller ved ikke. Et lille flertal af ja, og omkring 20%, svarede ved ikke. Samme afstemning blev lavet i slutningen af debatten og her endte det med nye resultater…

Blod på tanden

Da debatten først rigtig kom i gang, var det tydeligt at se, hvem der havde læst mest op på emnet. Melchior kom med knivskarpe argumenter og bemærkninger til de andre og lod sig sjældent stoppe af ordstyreren.

Bendixen startede mindre godt godt ud, da hun nævnte at vi skulle stemme om asylpolitik den 3. december – hvilket vi ikke skal. Hun kom dog stærkt tilbage med kommentarer som ”nej tak ellers tak” og ”stem nej hvis du nogensinde vil spørges igen”.

Skarphed var noget der gik igen gennem stort set hele debatten. Især publikum mestrede dette. Der blev stillet gode og svære spørgsmål og med en overvejende skeptisk tone overfor Kiel og Bendixen.

Det eneste, der dog forblev sløret i lang tid, var, hvad retsforbeholdet egentlig handler om. Heldigvis fik vi også svar på dette.

Hvad stemmer vi om?

Danmark har siden 1993 haft et retsforbehold, som betyder at vi ikke tilslutter os bestemte EU-regler. Det der så skal stemmes om er, hvorvidt vi vil gå med til at tilslutte os 22 retsakter, som vi endnu ikke er gået med til.

Ja-politikerne, såsom Melchior og Christensen, går ind for disse retsakter, da de mener det vil give Danmark mere indflydelse i EU, samt at vi ikke behøver skulle indgå parallelaftaler, der ofte tager meget lang tid at få gennemført.

Kiel og Bendixen som nej-politikere er derimod bange for, at en tilslutning som denne vil formindske de danske borgers indflydelse, fordi nogle beslutninger ikke længere behøver blive valgt ved folkeafstemninger.

Ja eller nej?

Efter spørgerunder og heftige diskussioner gik mobilafstemningen i gang igen. Også denne gang havde ja flertal, dog et betydeligt større end ved første afstemning.

Christensen kommenterede efter resultatet, at for ham handlede det ikke kun om at få flere over på ja-siden, men om at få belyst emnet noget mere, og om at hjælpe folk til at vælge. Og dette lykkedes ham, da de 20% fra første runde der ikke vidste hvad de ville stemme, var blevet halveret.

På to timer formåede de fire politikere at sørge for, at cirka halvfjerds mennesker fik afklaret, om de skal stemme ja eller nej på i morgen. Simpel succes, trods en smule politisk-udenomssnak.

Foto af Emma C. Blomberg

Politik, Polemik, Populisme – En sag om børnepenge.

in Kultur by
Foto: Flickr.com - ah zut 
https://www.flickr.com/photos/mon_oeil/4676973675/in/photolist-88hHka-a7uP7t-86uh6d-2U3x1P-4wcsy/

Så kører den igen. Kampen mod velfærden, og kampen mod EU. Denne gang er slagmarken i Socialministeriet, ammunitionen består af børnepenge, og fjenden hedder Østeuropa og EU.

Skrevet af Tom FaPé

Jordbærplukkere trækker penge ud af Danmark.

Lars Løkke Rasmussen(V) formulerede sig ganske klart, da han gav et eksempel på hvorfor, loven bør ændres. Han mente nemlig, at østeuropæere kommer til Danmark, tager lavtlønnet sæsonarbejde, som for eksempel jordbærplukker, for derefter at rejse tilbage til hjemlandet med et stort fedt grin på læben, og en ordentlig bunke danske velfærdskroner i banken. Heriblandt børnepenge, eller børne- og ungeydelse, som det ret beset hedder.

Dette var startskuddet til en efterhånden lang debat om hvorvidt ydelsen skal laves om, om hvorvidt EU-borgere skal have ret til danske velfærdsydelser, og hvorvidt det er okay at stikke en lille hvid løgn i den gode sags tjeneste. For det var egentlig nok en lille hvid løgn, da Løkke udtalte sig som han gjorde, for ifølge Udbetaling Danmark, der står for udbetalingen af ydelserne, findes Løkkes jordbærplukkere og ydelsesryttere ikke.

Kun 0,2 procent går til østeuropæerne.

Nye tal fra tænketanken Kraka viser, at østeuropæere med børn i hjemlandet kun står for 0,2 procent af den samlede udgift til børne- og ungeydelsen. Dette giver naturligvis nogle skår i glæden, hos de angrebslystne halv-liberale, i Venstre, Konservative og Socialdemokratiet, men som tidligere sportsminister Brian Mikkelsen(K) udtaler til Berlingske, så havde de nok forventet det resultat, og at det jo egentlig altid havde været en princip-sag.

Også danskhedens vogtere i Dansk Folkeparti mener at sagen er principiel, og frygter, at østeuropæere vil strømme ind over grænsen, når blot de opdager, at det er så nemt at få dansk velfærd. Til Information udtaler beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted at det kun er et spørgsmål om tid, før det bliver kendt, og at det derfor handler om det gamle Mærsk-mantra: Rettidig omhu.

Altså, må man forstå, er det helt okay at blæse sagen ud af proportioner for at ændre en lov, man som politiker er uenig i. Lidt spin, og en lille hvid løgn kan aldrig skade, så længe man kæmper for en værdig sag.

Enhedslisten ønskede opgør med EU.

Enhedslisten er helt med på, at loven skal ændres, så pengene bliver i Danmark. De gik faktisk så ekstremt og uvant til værks, at de inviterede fjenden, de borgerlige partier, til forhandlinger. I sidste ende forlod de borgerlige partier dog forhandlingerne, og undskyldte sig med, at Enhedslisten i deres forslag havde skrevet ind, at lovforslaget muligvis gik mod EU-domstolen. Denne undskyldning lyder dog hul, når de samme partier selv ønsker at få genindført regler, som EU-kommissionen mener, er ulovlige i forhold til EU lovgivning om det indre markeds fri bevægelighed. Men det er nok for stor en mundfuld for de traditionsbundne partier at stemme for et lovforslag fra de slemme kommunistiske kræfter på den ydre venstrefløj.

Havde de borgerlige stemt for, ville de da også have stemt for et forslag, der fortalte bureaukraterne i EU, at den danske velfærd og lovgivning bestemmes af det danske folketing og ikke af EU. Dette i sig selv ville have været et brud på de sidste mange års lovgivningsproces, hvor op til 80 procent af den vedtagne danske lovgivning, ifølge Europa-Kommissionens egen oplysningsside, mere eller mindre er sendt direkte fra EU, til vedtagelse i det danske folketing.

Enhedslisten ville have elsket dette, og havde da sikkert også fået Dansk Folkeparti til at gnide deres pæredanske, EU-skeptiske hænder, mens de smilende sippede af aftenkaffen, efter deres festmåltid bestående af røde pølser, stegt flæsk, dansk øl og dejlige danske småkager som dessert.

Tilbage til ulovlig lov.

Hvad skal det hele så ende med, kan man spørge sig selv. Svaret er, at vi højst sandsynligt ender hvor vi stod sidste år: med en lov EU-Kommissionen har meddelt er mod EU-lovgivning, og med en tur i EU-domstolen. Grunden til at dette er det sandsynlige udfald, er at Enhedslisten til DR har udtalt, at de vil stemme for et konservativt forslag, der vil tvinge regeringen til at følge de regler VK-regeringen fik implementeret i 2010, og som EU-kommissionen altså mener, er ulovlig grundet EU-love om det frie indre marked.

Altså må de i Socialministeriet forberede sig på at gå tilbage til de tidligere regler, og højst sandsynligt tage kampen op mod de mægtige overnationale kræfter i EU-domstolen.

Halvpopulistisk eller ej: Der sker sgu’ noget i dansk politik!

Foto: Flickr.com – ah zut

Gå til top