Tag archive

Posten

Saybia: De fynske drenge vendte hjem

in Musik by
12421264_10206894525975255_1880377703_n

Saybia er tilbage på den danske musikscene og spillede for et udsolgt Posten. Aftenen bød på de helt store hits, nye toner og fællessang.

Skrevet af Stina Jørgensen

I 2002 udgav Saybia deres debutalbum ’The Second You Sleep’, og blev det første danske band nogensinde, som strøg direkte ind på første pladsen på den danske albumhitliste.

I tiden efter fulgte succesen – Saybia vandt et hav af prestigefyldte priser og spillede udsolgte koncerter både i ind- og udland.

Efter udgivelsen af deres tredje album ‘Eyes On The High Way’ i 2007 og flere år med stjernestøv på skuldrene valgte bandet at trække stikket, holde en lang pause og først vende tilbage når tiden var rigtig.

Nu er Saybia igen albumaktuel med ‘No Sound From The Outside’, og er klar til endnu engang at indtage den danske musikscene landet over.

12884549_10206894528135309_1412496443_n

Læs også Shaka Loveless samt cremen af dansk blues hylder legende

En varm velkomst fra det fynske folk

En halv time forsinket indtager Saybia stille scenen og bliver mødt af en varm velkomst i form af klapsalver fra publikum, der ikke lader sig mærke af forsinkelsen. Lyset dæmpes og scenen fyldes med mørkeblåt lys, der til dels skjuler de fem fynboer, og lader musikken stå i centrum i stedet.

Koncerten indledes med en lang instrumental intro, hvor den musikalske standard bliver sat. Der en ingen tvivl om, at de fem gutter kan deres håndværk, når det kommer til at håndtere instrumenterne.

Bandets nye guitarist, Kasper Rasmussen, får lov at brillere på en længere guitarsolo, og så er aftenen skudt i gang.

’Eyes On The Highway’ bliver nummeret, der giver aftens første energiindsprøjtning. Publikum vugger taktfast med til sangens energiske omkvæd, alt imens lyseffekterne pulserende følger musikken.

Herefter er det tid til en lille snak. En åbenlys glad og veltilpas Søren Huss starter med at undskylde forsinkelsen, som skyldes en defekt monitor, undskyldningen bliver mødt med ”vi elsker dig” fra en munter herre iblandt publikum.

Snakken går og Søren Huss proklamerer nu, at rygtet siger ”Odense er dem som synger mest med”. Begejstringen breder sig hos publikum, og tonerne slås an til aftens første fællessang ’The Second You Sleep’, som indtil nu sikrer aftens største bifald.

Efter 45 min med bandets gamle sange er det blevet tid til at give det nyeste album opmærksomhed. Publikum præsenteres for tre helt nye sange i streg, og størstedelen af publikum hviler stemmerne og lytter intenst med til de nye toner.

12721945_10206894530735374_808117755_n

Læs også Røde Himmel #1

Privat fest

Som aften skrider frem, bliver bifaldende højere, publikum slipper sig mere løs og giver sig hen til numre som ’Angel’ og ’The Day After Tomorrow’.

Stemningen er afslappet på den helt rigtige måde, og det føles mest af alt, som alle i salen kender de fem fynske herrer og er inviteret til deres lille private fest.

Det skyldes særligt bandets gemytlige fremtoning på scenen, her er der plads til små anekdoter om alt fra et møde med Nelson Mandela, til de mere dybe forklaringer på hvordan deres sange er blevet til.

En cigaret, en saxofon og en hyldest til Bowie

Det sidste nummer sætlisten har at byde på er ’Brilliant Sky’. Herefter vinker Saybia farvel og forlader scenen imens publikum skaber en intens stemning i det mørke rum.

Der klappes, hujes og trampes energisk i gulvet, indtil de igen træder ind på scenen.

Tre friske gutter begynder at synge ”I surrender myself…” og Søren Huss sætter sig ned ved klaveret med en smøg i hånden og synger stille med, hvorefter han lover, at vi nok skal komme dertil.

Aftenen er så småt ved at nå til vejs ende, men inden Saybia takker helt af, er det tid til en hyldest til en af vor tids største kunstnere – David Bowie.

Søren Huss inviterer saxofonisten, Hans Mydtskov, ind på scenen, og sammen spiller de en smuk fortolkning af Bowies ’Lazarus’. Tonerne fra saxofonen fylder rummet og nærmest tryllebinder publikum.

Koncerten afsluttes med det længe ventede nummer ’I surrender’, hvor publikum og band for sidste gang i aften smelter sammen i en smuk fællessang.

Fotos af Stina Jørgensen

Dreamers Circus: Folkemusikken der glemte julestemningen

in Musik by
12735877_10206832773511619_1161994678_n

Mamas Babegenush overstrålede Dreamers Circus til en todelt julekoncert på Posten i Odense. Orkestrene havde glemt julemusikken, men havde masse af andet stemning at give af,

Skrevet af Naja Navntoft Holse

I første del af koncerten er Dreamers Circus på banen. Trioen trisser forsigtig ud på scenen, og begynder at spille foran unge som gamle.

Julekoncert uden jul

Koncerten er annonceret som en julekoncert. Det bliver dog ikke til meget mere end det første nummer i form af en norsk julevals. Med julemelodien overstået, drager Dreamers Circus, bestående af tre herrer, ind i deres egen folkemusik.

De trækker på deres bagkatalog af alle årstidernes stemninger.

Til trods for at julen kun kigger frem få gange, er der lagt i kakkelovnen til en hyggelig aften i samvær med folkemusikken. Det er en genre, som må siges at have fået et revival.

Trioen, der indeholder svenske Ale Carr, Rune Tonsgaard og Nikolaj Busk, er velhængt med anerkendelse i form af diverse priser.

Dreamers circus har tidligere optrådt steder som Sydneys Operahus i 2013, da Rune Tonsgaard modtog Kronprinseparrets stjernedryspris.

Afdæmpet trio blev opvarmning

De tre unge mænd arbejder hovedsagligt med folkemusikken, men krydser til tider indover forskellige genrer.

De indgår fra tid til anden samarbejde med anderledes kunstnere som eksempelvis i aften med Mamas Babegenush.

Efter de to første numre er der stadig roligt i den halvtomme sal.  Da nummeret ”Father into it” fylder lokalet, bliver der næsten sat gang i publikum.

Melodien kommer fra den anmelderroste plade ”Second movement”. Tonerne domineres af den frembrusende violin, som tænder efterskoleeleverne på første række.

Alle klapper med.

Juleaften er bandets aften

Mamas Babegenush tilføjes på scenen, og gruppen ankommer effektivt. Klezmerbandet på de seks mand har medbragt en masse instrumenter.

En saxofonist, en trompetist og en klarinettist placerer sig forrest på scenen. En bas og et trommesæt slår an, og de resterende musikanter drejer koncerten hen mod en østeuropæisk folkefølelse. Den nordiske musikgenre Dreamers Circus bevægede sig i, er for alvor glemt.

Herfra bliver aftenen en ” Mamas Babegenush-aften”. Orkesterets klarinet og trompet sætter især fut under publikum resten af koncerten.

Det er nærmest en ”Balkan-bevægelse”, der skaber en onsdagsfest under Postens tag. Sveden drypper af musikanterne såvel som publikum, der rykker fra side til side.

Dreamers Circus stiller sig selv blandt publikum. Beundringen er stort af den festlige klezmermusik. Man er ikke i tvivl om at musikken har taget tilskuerne til andre himmelstrøg.

Tusind og én nat

Folkemusikken er dansemusik, og afbrydes kun til tider af en solo fra en af de seks mænd i orkesteret. Trompeten spiller en solo. Det er som i Aladdins eventyr. Trompeten er den mellemøstlige stemme som kalder til bøn i moskéen, før endnu en dag med fest og dans begynder.

Klarinetten fører for det meste an. Interaktionen mellem musikerne er fyldt med anerkendende blikke. Trompetisten er euforisk glad. Bandets fascination af hinandens kunnen smitter publikum. Dreamers Circus går på scenen, og nu er de to orkestrer samlet i et kæmpe folkemusikalsk festfyrværkeri.

Med en rolig opvarmning fra Dreamers Circus ender Mamas Babegenush med at løbe med præmien den aften.

Deres temposkift, dragende musikalitet og mellemøstlige feststemning smitter af på publikum, og efterlader ingen mennesker helt stille.

Som afslutning runder de to bands koncerten af med en rolig julemelodi. Lidt jul bliver det alligevel til!

Foto af Nina Lundorff Haugen

SAVEUS gav slip og imponerede

in Musik by
12367029_10206395068169259_1374164796_n

En blandet skare stod uden for Posten i Odense og ventede tålmodigt på aftenens hovednavn: SAVEUS. Det skulle vise sig, at publikum ikke helt var klar på, hvad der ventede dem. SAVEUS’ band var klar på at starte en energi-fest.

Skrevet af Naja Navntoft Holse

Da SAVEUS gjorde en overraskende debut med nummeret, ‘Levitate me’ til P3 Guld for omkring en måned siden, var det stående applaus og rosende ord, der mødte bagmanden: Martin Hedegaard.

Han har før været på det danske folks læber, da han i 2008 vandt X faktor. Siden hen har han blandt andet drysset en pop-tune ud af ærmet til Shaka Loveless og spillet bas på Christophers ‘Told You So’.

Nu er han tilbage med sit helt eget yderst gennemarbejdede musik.

12358430_10206395068089257_123796368_n

Læs også: Rangleklods: Dybdegående øregangs-massage

4 gutter inviterer ind i garagen

Martin og tre gutter træder roligt ind på scenen på Posten i Odense. Lige på og hårdt smider drengene en eksplosiv bas. Lyden buldrer ud i tilskuernes ører. De bliver blæst bagover af de fire gutters skud af energi. Et univers af rå elektronisk rock og en blanding er chok og fascinationen er malet på publikums ansigter.

En anerkendelse i tilskuernes håndflader strømmer mod scenen, og fra en vild start med nummeret ’Origins’, bevæger bandet sig over i en roligere sang kaldet ’The Maze’.

Den bløde varme basstemme føles lidt forstyrret af rumklang i mikrofonen. Dog er det tydeligt, at Martin rummer mere sikkerhed og dybde end X-Factor-dagene. Denne gang er han kommet tilbage for at blive. Det fastslår han, da ordene ‘First I thought I made it’, flyder på af den 23-åriges stemmebånd.

Et stærkt hold på instrumenterne står bag forsangeren. De smider en rå garage-lyd, giver slip og kaster med sine krøllede lokker. Dernæst bandet igen glider over i en mere rolig sang.

Til nummeret ’Good times’ har kærestepar armene om hinanden. En guitar kæler for den uskyldige lyd, der rummer en skarp vokal. Stemmebåndet når de højeste toner i nodehæftet. Sangen udvikler sig med et gospellignende kor fra to af drengene fra bandet, og ender i kontrolleret musikalsk smadder på instrumenterne.

12387999_10206395068249261_1204009929_n

Læs også: Malky: Autentisk genoplivelse af 60’ernes jazz

Publikum kan ikke stå stille

Tilskuerne er klar nu. Martin fastslår glæden. Han råber ”fedt” inden endnu et eksplosivt power-nummer, ‘Light Bomb’, bliver spillet.

Et monumentalt råt orkesternummer præget af en storslået trompet får publikum til at rocke mere og mere med.

Martin prædiker næsten ordene med powerslag fra den knyttede næve. Blikkene blandt musikerne på scenen er fyldt med glæde. Nu lader de musikken give helt slip. Martin skriger nærmest teksten.

Den virker hver gang

Den anerkendende fascination fra publikum til SAVEUS og omvendt, rundes af med hittet ’Levitate Me’, som uden tvivl er aftenens højdepunkt. Publikum pifter allerede, da de første toner begynder, og kirkeklokker og melodiske horn fylder lokalet. Spotlightet stråler bag musikerne, og tonerne finder for alvor vejen til publikums hjerter.

En ekstatisk klapsalve fylder den lille sal på Posten, og Martin siger selvsikkert ”Det virker hver gang!”.

Bandet spiller et sidste nummer med titlen ’Save Us’ og afrunder den ellers korte fornøjelse.

Musikken er eksperimenterende og lever i et univers med genremiks af rå smadder på trommeslagerens hi-hat, kombineret med klassisk kor, kirkeklokker og temposkift. Vokalen er stærk, sikker og afrundet.

En sjælden gang forstyrret af rumklang og en for svag artikulation. Alt i alt er det nok ikke sidste gang SAVEUS bader sig publikums anerkendelse.

Tilbage i 2008 var X factor-dommer Remee lige så imponeret over Martins allerførste debut til audition:

”Jeg må lige ryste din hånd, inden du bliver superstjerne”

Der var nok flere af gæsterne på posten, der gerne ville ryste hans hånd.

Go Go Berlin rocker med fanskaren

in Musik by
12359673_771511632992985_1932136019_o

Go Go Berlin fik blodet til at pumpe i de odenseanske rockhjerter, da bandet gæstede Magasinet i Odense. InMediasRes mødte Go Go Berlin til en snak om den dedikerede fanskare, som bandet på kort tid har opbygget.

Skrevet af Lisette G. Olesen

På scenen hænger et sort baggrundstæppe med et hvidt spraymalet dødningehoved i kontrast til scenens fire royale diamantlysekroner. Publikumssegmentet er en pose blandede bolsjer.

De omklamrende kærestepar, teenagerpigerne med smartphonen, modne kvinder samt testosteronfyldte mænd med hestehale og Albani-fadbamser er blot nogle af de tilstedeværende, der fylder Magasinets koncertsal.

12375822_771511642992984_317481323_o

Ny perron til toget

Bag scenens baggrundstæppe, for enden af en mørk snoet trappeopgang, finder man aftens fem hovedpersoner. Som scenens det indikerer, er bandet på tourné med deres seneste album Electric Lives, der udkom i sommers.

Med to albums i rygsækken, samt en femstjernet pladeanmeldelse, er Go Go Berlin blevet et par kendte herrer i musikbranchen, hvilket de har mærket ved denne tourné.

”Det er ikke sådan, at man skal ud og sige til dem, der er kommet – nu skal i fandeme elske os. Man har kunnet mærke på den her tourné, at det virkelig har været nogle passionerede mennesker, som har været der. Mennesker som kender alle sange og som kan synge med på alle sange” siger trommeslager Christopher Østergaard suppleret af guitaristen Mikkel Dyrehave,

”Det er egentlig bare et tog, der kører på. Men der er bare kommet en god og ny perron med til toget. Det er fedt at have flere kort på hånden i forhold til nogle nye sange ” siger Christian Vium.

”Er i klar på at feste?”

Efter opvarmning af The White Dominoes er der trafik på scenen. Mikrofonerne justeres, setlister placeres, guitarer stemmes, mens trommerne får det sidste slag, for at sikre at alt står skarpt til aftens hovedpersoner indtager scenen.

Det grønne lys slukkes, og salen bliver sort. Til rungende toner råber salen ”Go Go Berlin”. En hyldest til bandet, der sker i en symbiose af højlydte vin, klapsalver og håndtegn. Til sangen ‘Kill me first’ brager bandet brager ind på scenen.

”Er I klar på at feste. Jeg tror, at vi er kommet til det helt rigtige sted mine damer og herrer”

Sådan lyder det fra Christian Vium, der danser rundt på scenen med sin Gibson guitar. Allerede fra første strofe får koncertdeltagerne hænderne i vejret og kridtet rockstøvlerne.

Koncerten er en kombination af nye sange, som ‘Kids’, ‘Electric Lives’ og ‘Starlight’ fra albummet ‘Electric Lives’, som blandes med sangene ‘Castles made of Sand’, ‘Raise Your Head’, ‘On the Run samt Waste of Trying’, som stammer fra albummet ‘New Gold’, der udkom i 2013.

12375645_771511636326318_1855888559_o

Læs også Go Go Berlin holder en fordybelsespause

At te sig som tosser

Koncerten på Magasinet er Go Go Berlins anden sidste koncert på Electric Lives tournéen. En tourné, hvor det at ligge sidst på listen af spillesteder ikke er det værste ifølge Go Go Berlin:

”Det er sjovt, for det er jo egentlig til sidst på tournéen, at du er i topform. Fordi på de første koncerter er det svært, for der spiller du nogle sange, hvor du ikke har det samme overskud. Det er det samme med oplæg i skolen. Når du skal gøre det ti gange, så sider det der til sidst, og du kan derfor levere det med meget mere ro og bedre selvtillid. Du kan teksten bedre, og du kan tilføje ting” forklarer forsangeren.

Bandets overskud fra en vellykket tourné bliver heller ikke overladt en mental bankbog.

På scenen er der skruet op for charme, selvtillid og flyvende lokker. Der bliver filet på spaderne, hamret på trommerne og trykket på alle tangementer, mens bassist Emil Rothmanns fingre tager en hurtig stepdans hen over basstrengene.

Under klassikeren ‘Raise Your Head’ bliver versets ”Its cold outside” erstattet med teksten “its hot inside”

Telefonerne kommer i vejret, mens Emil Rothmann opbygger sin egen fanskare af publikum, der råber hans navn og sender håndtegn i retning af den langskæggede bassist, der nyder opmærksomheden fra publikum.

Forsageren Christian Vium har koncertens publikum i sin hule hånd. Med få armbevægelser får han salen til at klappe i takt til rocktonerne. Diverse rocktegn bliver sendt op mod scenen, mens et par hænder danner hjerter under sangen Waste of Trying.

En ballade, hvor forsangerens rå stemme bliver sårbar og skrøbelig i det røde scenelys. Men ifølge forsangeren er formålet med koncerten ikke vedmodige suk og glasøjne:

”Vi er ikke kommet for at græde. Vi er kommet for at te os som tosser. Som børn. Er det ikke rigtigt?”

Det råber Christian Vium. Med tohundrede kilometrer i timen uden støddæmper farer rocktonerne rundt i koncertsalen til sangen ‘Kids’ til begejstring for salens publikum.

Udover, at publikum kvitterer med en skov af hænder, kravler nogle koncertdeltagere op på skuldrene af hinanden. Under hittet ‘Castles Made Of Sand’ synger publikum så højt, at forsangeren knap nok behøver at åbne munden. Efter hittet bliver spillet, lyder opfordringen fra publikum, at han skal smide tøjet.

Men der ryger ikke en trævl fra den blonde forsanger. Med et smil på løben synger han ”Vi vil se jer nøgne” og fortsætter koncerten.

12375496_771511639659651_1286607556_o

Læs også Danmarks første pladeselskabsforening udfordrer musikbranchen

Svært ved idolrollen

Aftenen før koncerten var bandet til årets Gaffaaward, hvor de var nomineret til priserne ”Årets danske album”, ”Årets danske band” og ”Årets danske rockudgivelse”. Selvom, der ikke var guldmalede g-pokaler at hente til rockdrengene i denne omgang, er bandet ydmyg over nomineringerne:

”Helt ærligt, så har jeg stadigvæk svært ved at forestille sig, at der er folk, der lytter til ens musik derhjemme. Dermed også sagt, at man bliver vildt overrasket over, at der er folk der har stemt på en.”

Sådan siger Christian Vium. Under koncerten leverer Christian Vium også en stor pose taknemlighed over nomineringerne, samt den store fantilslutning bandet har opnået på rekordtid.

Selvom folk har fået tatoveret Go Go Berlin citater og render rundt i Go Go Berlin merchandise, har bandet svært ved at se sig selv som idoler på musikscenen.

”Det man nok aldrig vender sig til, er det, når det er virkeligt stort for folk at møde én. At de ryster. Så får jeg altid sådan lyst til at kramme dem og sige, at det skal nok gå. Jeg kan jo også være rigtig kedelig ” forklarer Mikkel Dyrehave.

Under koncerten er det muligt at komme helt tæt på forsangeren. Under koncertens ekstranummer får publikum fornøjelsen af det klassiske Vium-trick.

Med få armbevægelser får bandet på magisk vis folkene i koncertsalen til at sætte sig på hug til nummeret ‘All mine’.

Pludselig hopper forsangeren ned til menneskemængden med en mikrofonledning dinglende fra scenekanten. Bandet og det blandede publikumssegment danner et bånd og bliver til én stor samlet masse.

En masse, der rocker i begejstring for hinanden på Magasinet i Odense en kold aften i december.

Fotos af Steffen Berg Klenow

Rangleklods: Dybdegående øregangs-massage

in Musik by
Rangleklods billede

Electro-duoen Rangleklods kom i sidste uge på besøg hos Musikhuset Posten. Der var med deres reputation budt op til dybdegående bas, varieret klang, og en invitation ind i gruppens eget univers.

Skrevet Af Mikkel L. H. Brasen

Rangleklods, der består af Esben Nørskov Andersen og Pernille Smith-Sivertsen, formåede at holde pulsen oppe hos publikum koncerten igennem. Ikke ét eneste beat gik tabt i det store hele, og det til trods for, at der kun var korte pusterum mellem numrene.

Hvert eneste nummer havde specialiteter samt op til flere overraskelser, blandt andet i form af et splinternyt nummer. Så nyt at det endnu ikke var navngivet.

Læs også Alex Vargas: Jeg fucking elsker at spille i Danmark

Hamrende beats

Startnummeret var det storslåede nummer ‘Cough’, der med ét forvandlede scenen og rummet til gruppens eget, og straks var atmosfæren på plads.

Op til flere gange hørte man, hvordan de to musikere mestrede deres instrumenter indhyllet i knapper, pads og lys.

De havde mod på variationer af deres numre, hvilket blandt andet hørtes i et jam ud fra nummeret “Clouds”, hvor der var masser af overskud at finde.

Musikalske sortkunstnere

Læs også Malky: Autentisk genoplivelse af 60’ernes jazz

Når Esben Nørskov Andersen ikke sang, stod han bøjet over bordet med de mange lys i forskellige farver som en troldmand over sine eliksirer.

Jo tættere hans hånd kom på lyset, desto hurtigere bevægede lydbølgerne sig, og blandet med scenebelysningen og den dybe bas var det som om, at der var andet på færde end bare musik.

Til tider var bassen så rungende at både gulvet og trommehinderne vibrerede, men det forekom aldrig i overdosis.

Der kunne tydeligt høres en kontrol, selv over skingre skævheder fra synthesizeren, for eksempel i nummeret “Nerves”.

Ingen omveje, bare fremad og vidste man som gæst ikke præcis, hvor man skulle hen i Rangleklods-universet, så vidste gruppen det.

Man kunne ikke andet end at blive betaget over de velovervejede placeringer af hver enkelt lille og stor lyd.

Sammenlignet med deres koncert på sommerens Roskilde Festival, hvor vejret kunne betragtes som for godt og skinnende til duoens mystik-noir, var denne scene tilpas dunkel til deres udtryk.

Musikkens karakter af mystik blandet med de til tider stærke og hurtige rytmer, gjorde at publikum både kunne hoppe med takten, men også stå i det mørke hjørne med lukkede øjne og drømme sig væk. Koncerten var langt fra ensporet, derimod yderst velspunden.

Trods de mange sanseindtryk fra lys, lyd og lammende bas, var der en gennemtrængende rød tråd af detaljer, som de to scenebetvingere beklædte med gådefuldhed.

Læs også Blaue Blume blomstrede

Alsidig tilfredstillelse

Oplevelsen sluttede af med nummeret “Young And Dumb”, der med joggende beat og flikkende bas sluttede det hele af med bedste club-stemning. Til slut, og endnu en gang, blev entusiaster mindet om, hvordan Rangleklods ruller.

Hvad enten man skulle videre i byen eller hjem og dyrke sine hobbyer, så var det Rangleklods, man havde på hjernen resten af aftenen og publikum, der var af blandet alder, var smilende da lyset tændtes efter optrædelsen.

Rangleklods har netop afsluttet deres turné rundt i Europa og spillede sidste koncert i denne omgang den 12. december på Kabinet MÚZ i Tjekkiet.

Foto af Anders Davies

Læs også Danmarks første pladeselskabsforening udfordrer musikbranchen

Vi er alle børn af natten til Panamah

in Musik by
12334059_10204802273086401_759073426_o

Panamah skabte et show og en fest på Posten i Odense, der kun kan eksistere, når dem der inviterer til den, hviler i sig selv, og det de laver – og det gør Panamah.

Skrevet af Olivia Natacha Barkou Madsen

Publikum træder ind i et stort lokale, der kun er oplyst af blå spots, rettet mod scenen. Den mængde lys der kommer fra baren, er placeret helt op af væggen ved indgangen.

Lokalet er fyldt med små runde borde, hvor der strategisk er placeret fire stole rundt om hver.

Den faktor, at der står fire stole omkring hvert bord, gør at folk ender med at sidde og snakke med folk de ikke kender. Vi er alle gæster til en fest, hvor vi kun kender værten: Panamah.

Folk sætter sig tilfældigt rundt om alle bordene, og nu sidder folk blot og venter på at værten træder frem.

Læs også Malky: Autentisk genoplivelse af 60’ernes jazz

Festen begynder

Tre mennesker træder ind på scenen, stadigvæk i mørke, udover de blå lys. De siger intet, men så begynder forsangeren at synge.

Maja og de sarte sjæle, præsenterer sig selv efter deres første sang, og der fra begynder deres bløde toner blot at rulle ud over scenekanten igen.

Der går små fem minutter, fra Maja og de sarte sjæle forlader scenen, til dem vi alle har ventet på i spænding indtager scenen.

Panamah begynder ligesom Maja og de sarte sjæle at spille uden nogen form for introduktion.

Men da forsangeren, Amalie først begynder at udfolde alle de niveauer hendes stemme fungerer på, behøver de ikke længere nogen form for introduktion. Ingen er i tvivl. Det er det her, vi har ventet på.

Panamah spiller et nummer inden Amalie i stedet for at præsentere sig selv og resten af bandet, takker publikum fordi de er til stede. Et tilbud alle blandt publikum, virker til at være glade for, de tog imod.

12318506_10204802271806369_1079687194_o

Hvem er værten?

Panamah består af forsangeren Amalie, DJ/keyboardspilleren Anders, og guitaristen Peter. De har siden deres opstart i 2009 henført alle med deres elektroniske toner.

De har fornyet opfattelsen af hvad pop musik er, og hvad det kan være.

Siden deres start, har de været gode til, at få folk til at danse, men spiller samtidig musik der også giver en lov til at sidde stille og roligt, og fordybe sig i sine tanker.

12314854_10204802280806594_303396898_o

Vi er alle børn af natten

Bandet fortsætter festen med et mix af gamle kendinge, som ‘DJ Blues’ og ‘Små stød’. De spiller også flere af deres nye sange, der kommer til at være på den EP, de udgiver til foråret.

Panamah fremfører alle deres numre med sådan en sikkerhed, at stort set alle blandt publikum, sidder og bevæger sig til sangene. Selv dem der måske ikke vidste, at de var fans, før den aften, rokker med.

Publikums henførelse bliver specielt tydelig, da Panamah stopper ‘festen’, ved at spille ’Børn af natten’. Det føles som om ingen blandt publikum, ikke har nynnet med til disse toner før.

Alle er i sandhed børn af natten i salen, der er fyldt af bassens og Amalies toner.

Læs også Shaka Loveless: Den ukronede pleaser-konge

Festen uden ende

Og så er det forbi. Lige så pludseligt som publikum bliver en del af ‘festen’, lige så hurtigt slukker lyset og værten er væk. Det stopper dog ikke publikum fra at klappe videre. Ingen rejser sig op, men sidder blot i mørket og klapper.

Anders, deres keyboard spiller og DJ træder ind på scenen og spørger både stolt og nervøs, om publikum kan klare et par numre til.

Svaret er ikke til at tage fejl af, han kalder resten af bandet ind, og de fortsætter festen som om de aldrig havde forladt den.

Da de har spillet yderlige fire numre og fået alle til at klappe i takt, begynder publikum at klappe som tak. Som tak for, at få lov til at være en del af deres fest.

Fotos af Olivia Natacha Barkou Madsen

Malky: Autentisk genoplivelse af 60’ernes jazz

in Musik by
11233086_1009019992478034_5199677279884881644_o

Det var nostalgi der fyldte scenen, da det tyske band Malky indtog scenen. Musikken var blød og fyldt med lydmæssige overraskelser. En opfriskende koncert på en kold hverdag, der ikke krævede store dansefærdigheder eller den store sangstemme fra lytterne.

Skrevet af Caroline Kamper

Jazzet soul ligger ikke på Spotifys Top 10. Kører man længere ned, ville det knap kunne findes på Top 100.

Dog er der noget der ved Malky der fanger den pop-elskende befolkning, som er stimlet sammen ved earlybird-pladserne inde på Posten i Odense. Rummet fyldes af rytmisk lyd.

12314551_1009020005811366_516199302732641437_o

Læs også Blaue Blume blomstrede

Kontraster og melankoli

Man står i en konflikt med sig selv.

Skal man svaje let med hofterne, tænde et lys eller sætte sig over i et hjørne og græde?

Musikken fylder hjertet. Der er en længsel i de lange, men varme toner fra bassen og keyboardet.

De river en væk fra momentet, og man bliver draget ind i tomheden. Hvilken tomhed kan dog ikke siges.

Malky har intet ansigt, men har brug for den individuelle lytter til at analysere og fortolke. Der er ikke nogen rammer for musikken, du skaber selv dens baghistorie.

Malky ist nicht von hier

‘Malky’ er et bulgarsk navn og betyder ”unge fyre”, og netop dette navn har stor betydning for duoen.

Daniel Stoyanov  er fra Bulgarien og Michael Vajna fra Ungarn.

De mødte hinanden i et pladestudie i Berlin og besluttede sig for at leve i periferien. Med Tyskland som ramme for deres musik, søger de hjem.

”Det skal være naivt og oprindeligt – ligesom da man var børn”

Sådan fortæller Daniel Stoyanov til den tyske avis ’Der Tagesspiegel’. De udgav deres første single under navnet ”Diamonds” i år og har allerede et nyt album på vej.

12314233_1009020015811365_7905873089864471319_o

Læs også Danmarks første pladeselskabsforening udfordrer musikbranchen

Uskarpe billeder

Den jordnære groove fungerer for drengene. Mellem numrene sætter Daniel Stroyanov sig ned og taler med publikum.

Han fortæller om deres oplevelser i Danmark og prøver sig endda af med et par danske jokes.

”Den næste sang vi spiller, får mig til at tænke på Skagen – det smukkeste sted i hele verden. Hvis jeg nogensinde skal giftes, vil jeg fri til hende på grenen. Vind i håret, bølger, der slår mod hinanden og hende…”

Der er en kemi mellem bandet og publikum. I sammenspillet med lytterens ekstase og forsangerens olieglatte vokal, lykkedes soul-opvarmningen fuldt ud.

Som tiden går, begynder folk at stimle sig sammen. Pladsen bliver træng, og flere øjne har fokus på duoen.

Trommer, bas, guitar, keyboard og en forsanger. Ikke mere skal der til, for at danne en ramme. Alt fra opstilling af instrumenter til de sorte, langærmede bluser, udstråler afslappethed.

De har gjort det før, men er endnu ikke et produkt af Hollywood, og vil forhåbentlig aldrig blive det. Den afslappede attitude og de elektriske toner, lægger op til aftnens hovednavn, Oh Land.

I takt med minutternes forsvinding, bliver musikken hurtigere. Salen bliver varmet op. Hop, hop, tempo, tempo. Glem alt om hjemve og melankoli.

Aftenens sidste nummer, er ’History Of Broken Hearts’, der ender ud i en up beat version af den nyudgivede LP ’Diamonds’.

12357088_1009020049144695_3149918632419295275_o

Musik for følsomme sjæle

Malky som opvarmning for Oh Land, er et genialt musikalsk miks.

Toner, lyde og en fantasifuld brug af elektroniske midler, går i overensstemmelse med hinanden.

Genren ændrer sig ikke meget, da de sorte instrumenter, bliver udskiftet med pastelfarvede mikrofoner, hvilket er aftenens største succes.

Det er en kunst at finde to så forskellige kunstnere og samtidig kunne sammensætte en musikalsk lighed. Malky får revet de ellers tilbageholdene fans med og aftnen ender ud i en stor tilfredsstillelse.

Fotos af Caroline Kamper

Shaka Loveless: Den ukronede pleaser-konge

in Musik by
12336329_935137173228377_526948459_n

En genrebevidst Shaka Loveless tog publikum med til en ufarlig familiefest, da han torsdag aften gæstede Musikhuset Posten i Odense. Energiniveauet var af festivalkarakter, men stemningen var afslappet, og det faldt uden tvivl i det brede publikums smag.

Skrevet af Mathilde Mølgaard

En beredt Shaka Loveless træder, med sit vanlige brede smil placeret midt i ansigtet, ind på den store scene på Posten.

Han indleder koncerten med sin nye single ”Slut Nu”, som er tilbagelænet pop/rock.

Her får Shakas musikere,”The Gypsies”, lov til at lægge en benhård og tight pop/rock-udførelse på bordet, som uden tvivl imponerer publikum.

Læs også: Vild $mith tog Odense med i omkvædsskole

Publikum i fokus

På scenen fremstår Shaka som et overskudsmenneske, og en meget professionel performer.

Han tager sig hele tiden af sit publikum, såvel som sin egen performance på scenen. Dette går dog enkelte gange ud over den musikalske overlegenhed.

Den bliver sat til side, grundet et konstant fokus på inddragen af publikum som co-singers, når de ikke bliver bedt om at kaste armene i vejret.

Det er en smagssag – men generelt vækker det stor begejstring hos publikum, der næsten ikke kan få armene ned over Shaka Loveless.

Den ene reaktion tager den anden, og Shaka må med sit store smil grine genert og i en overvældelse af publikum på Posten fastslå:

”Det er altså sjovt med Odense. Jeg bliver overrasket hver gang. I er for fede!”

Uhøjtidelig men sikker

Læs også: Alex Vargas: Jeg fucking elsker at spille i Danmark

Udover at Shaka formår at bevæge sig sikkert rundt på pop-paletten, viser han også stor bevidsthed i sine genrehop.

Han vender tilbage til den reggae-agtige karakter, som vækker stor begejstring hos publikum, da han opfører ”Tomgang”, som er et af hans gennembrudhits.

En genrefascisme som Shaka Loveless tidligere har udtalt, at der bør gøres op med, og som koncerten figurerede som en fin manifestation heraf.

Der er noget befriende og uhøjtideligt over koncerten. Det er en meget blandet fanskare, der er mødt op, og de er med til at skabe en løs og rummelig stemning.

Manglende featuring-artister

Shaka Loveless er en kunster, som gør brug af mange featuring-artister på sine numre.

Det kan mærkes til en koncert, hvor de ikke er til stede.

Rasmus Walter, Simon Kvamm, og især Jooks mangler, til at gøre sangene komplette.

Om det er en del af genrefascismen, som Shaka prøver at gøre op med, er svært at sige.

Det er charmerende underholdning, men samtidigt lyden af en komplet ufarlig fest for det fremmødte segment.

Den følsomme og ukronede pleaser-konge, fører med sikker hånd publikum gennem en velforberedt koncert.

Og det med en næsten overdreven, men samtidigt undervurderet, inddragelse af publikum, som fungerede rigtig godt.

Fotos af Mathilde Mølgaard

Simpson indtager endnu en gang Posten

in Musik by
Simpson

Traditionen tro gæster Mikael Simpson endnu engang Posten. Denne kolde efterårsaften, og Postens altid intime rammer, føles som skabt til hans nostalgiske og mørke stil. En fyldt sal venter spændt og spørgsmålet er derfor, om forventningerne blandt det meget alsidige publikum vil blive indfriet i aften.

Skrevet af Julian Thy

Prikken over i’et

Simpson træder, punktlig som altid, ind på scenen kl. 21, efterfulgt af Henrik Vibskov (trommer), Asger Baden (keyboard) og Steen Holbek (synth).

Hans musik komplimenterer efterårs bladenes farver og efterfølgende flugt mod jorden og især ‘Lad det staa’.

Sangen, der bliver spillet i en ny version, kort efter en ovenud fantastisk, dansksproget, fortolkning af Bowie’s ‘Let’s Dance’, viser sig som en af aftenens mange publikumsfavoritter.

Læs også Zappa Plays Zappa: Som fader, så søn

Talentfuld charmør

Mikael er en meget talentfuld frontmand, der forstår at favne publikum, både via musik og hans væremåde på scenen.

Under et ophold mellem sangene udlover han fra scenen fadøl til de halloween-udklædte, men kun en enkelt fremmødt kan mønstre sig den heldige vinder af en Simpson-sponsoreret fad.

Simpson-koncerter har altid været fulde af musisk improvision, hyggesnak og personlighed, og denne er ingen undtagelse.

Det er på sin vis som at vende hjem, når du kommer til din anden eller tredje Mikael Simpson-koncert.

En følelse af at høre til og være i ét med musikken.

Rent materialemæssigt er det stadigvæk musik fra hans ‘Noget Laant, Noget Blaat’-album fra 2011, og der er derfor ikke noget direkte nyt under solen.

I stedet er der et kærkomment gensyn med de sange du måske allerede har sunget, danset og vredet dig til. Men i nye, spektakulære udgaver.

Mikael Simpsons ’Slaar Skaar’-album fra 2009 gør også sin entré og til toner fra mundharmonikaen, får vi en live-version af ’Koldt’, modtaget af et henrykt publikum.

Læs også Spids Nøgenhat i et 70’er nostalgisk syretrip

Enogfyrre

Som Mikael udtrykker det under koncerten:

“Jeg ved godt mange af jer siger, ‘Hvor er de originale udgaver blevet af? De var så fede.’ Men jeg kan lide at lege lidt. Jeg er blevet 41 and I’ll do whatever the fuck I want, okay?”.

Han giver altså ikke en fuck ifølge eget udsagn og det giver en let og løssluppen stemning, både for gamle kendere og nye fans.

Og forventningerne blandt dem alle  syntes at være indfriet, at dømme ud fra dans, glæde og tilråb.

Gør dig selv og dine nærmeste en tjeneste og ram hans næste koncert, når han vender tilbage.

Men kom tidligt, for der bliver hurtigt fyldt foran scenen og det er netop dér, under Mikaels skarpe blik, hvor magien er allerstørst.

Læs også Retroguldet atter i cirkulation

Zappa Plays Zappa: Som fader, så søn

in Musik by
Zappa

Dweezil Zappa slog et smut forbi Posten i Odense for at spille sin faders musik med konceptet Zappa plays Zappa. Sammen med 5 andre topmusikere fortolkede de albummet One Size Fits All, samt et udsnit af Frank Zappas uendelige bagkatalog. De krøllede synkoper lamslog publikum, der næsten ikke turde danse i frygt for at gå glip af noget guitarguf.

Skrevet af Martin Cederholm

Omkring klokken kvart over otte træder Dweezil ind på den nu oplyste scene med selvsikre skridt og en Gibson SG i hånden.

Publikums reaktion på hans ankomst er mildere end forventet. Der er en sparsom mængde hujen, klappen og råben.

Han siger ”You’re quiet” og får et grin med på vejen.

Guitaren bliver stemt og første sang viser sig at være temaet fra Star Wars.

Med sig er der et band bestående af multi-instrumentalister af den hårde klasse. På saxofon, fløjte, keyboards og kor hjælper Sheila Gonzalez med at skabe en fyldig lyd.

Sammen med Ben Thomas på vokal og trompet + trombone har de en lille blæsergruppe til at understøtte rockkvartetten, der består af Dweezil (guitar), Kurt Morgan (bas), Chris Norton (keyboards, vokal) og Ryan Brown (trommer).

Læs også Retroguldet atter i cirkulation

One Size Fits All

Efter den atypiske introduktion begynder bandet at spille albummet One Size Fits All i sin fulde længde.

Den første sang, Inca Roads, fungerer som en magtdemonstration af i hvor højt et tempo de kan spille virtuost.

I løbet af de næste to sange (Can’t Afford No Shoes og Sofa No.1) begynder groovet at fylde mere end det solistiske. Bandet harmonerer bedre og spiller symbiotisk.

I nummeret Po-Jama People, der er mere funky, drukner vokalen lidt, selvom det er et mere groovebaseret nummer. Sammenspillet falmer lidt i næste sang, Florentine Pogen, på grund af de krøllede rytme- og temposkift.

I sangen Evelyn, A Modified Dog kører groovemaskinen igen. Dette er første sang, hvor Ben Thomas’ stemme kommer til sin ret. Nu kan man høre i hvor høj grad han lyder som Frank Zappa.

Publikum begynder dog at savne en frontmand, da Dweezil er statisk i det. Han spiller eminent, men fokuserer meget på sine hænder. Ben Thomas prøver at danse livligt og inddrage publikum i koncerten, men står så langt til siden, at han næsten ikke er en del af helheden.

Gamle sange, nye soli

Sangene San Ber’dino og Andy får trukket overfloden af guitar tilbage på scenen til publikums fornøjelse. Man begynder at forstå bandmedlemmers respektive roller i bandet, foruden deres instrumentale roller.

Bassisten Kurt Morgan holder liv i scenens højre del sammen med Sheila Gonzalez, da de danser med hinanden og får meget øjenkontakt med publikum når de synger korstemmer.

Sofa No.2 runder 1. akt af koncerten af, og de begynder at dykke ned i kartoteket af Zappas sange.

Det første nummer havde de ikke spillet i flere måneder, men spillede det fordi en mand ved navn Ole har set stort set alle deres shows på denne tur, og kom med en kommentar om, at de manglede at spille den.

Resten af koncerten er meget intens, idet bandet virkelig har spillet sig varme nu. Alle får spillet solo i løbet af de syv resterende numre i 2. akt.

Til sidste nummer bliver kun bassist, trommeslager og Dweezil på sine pladser for at spille sangen Apostrophe (’), i en meget rocket og jam-baseret version. De bukker og hopper af scenen.

Hitparaden

Efter mange pift og råb kommer hele bandet på igen til 3. akt, og starter festen igen med sangen Montana.

Det bliver efterfulgt af sangen Dancin’ Fool, som er et af de helt store hits og formår at få salen helt op at koge, da sangen både er sjov og mulig at danse til.

I løbet af aftenen har flere tilskuer råbt til bandet i håbet om, at få dem til at spille Cosmik Debris. De får den spillet med en overbevisende mængde charme.

Aftenen slutter dog først efter de ryster et meget velkendt nummer ud af ærmet; Muffin Man. De sidste ærefrygtindgydende soli spilles i løbet af nummeret, som de fleste i salen synger med på.

Efter to timer og et kvarter kan publikum traske ud og hente sine jakker efter at have hørt 13 toner i hver skala – udført med kæmpe spilleglæde samt uhørt præcision i de svingende sekstendedele.

Selvom publikum ikke var helt til stede under koncerten, ved man at æblet er ikke faldet langt fra stammen.

Charmen, humoren og den tekniske snilde man kender fra Frank Zappas musik er bibeholdt hos (Dweezil) Zappa Plays Zappa.

Læs også Spids Nøgenhat i et 70’er nostalgisk syretrip

Foto af Simon Emil Stokholm Madsen

1 2 3 5
Gå til top