Tag archive

Reportage

Rock Under Broen krydrer gamle klassikere med ny energi

in Kultur/Musik by
rock under broen

Danmarks største endagsfestival bød på gamle minder og nye toner, da ti danske bands indtog festivalpladsen ved Lillebæltsbroen.

Skrevet af Lisette Olesen

Klapstolene er foldet ud og ølglassene er fyldte ved Rock Under Broen i Middelfart. Imens bilerne kører i pendulfart mellem Fyn og Jylland, brager musikken ud af højtalerne ved den gamle Lillebæltsbro.

På festivalpladsen står en skov af klapstole placeret foran scenen. Badet i sommersolen indvier Anne Linnet scenen med filmhittet ”Barndommens Gade”.

Tidsløse hits i ny musikalsk indpakning

Et af de ti bands ved dette års udgave af Rock Under Broen er KrebsFalch. En duo bestående af sangerne Michael Falch og Poul Krebs. Sammen tænder de to solister en indre lejrbålsstemning på festivalpladsen.

Sangen Tomandshånd får fødderne på de siddende gæster til at bevæge sig i takt.

En nostalgisk koncert, hvor gruppens stemmer samler sig om evergreens fra Michael Falch og Poul Krebs musikkatalog i form af sange som   Sådan Nogen Som Os og Mød Mig I Mørket.

Fire af festivalens artister har deltaget i tv-programmet ‘Toppen af Poppen’ på TV2. En af dem er 27- årige Mattias Kolstrup fra Dúné.

Med sig har forsangeren et par Toppen af Poppen fortolkninger i form af de såkaldte dúnéficeringer.

Dúnés version af Oh Lands Sun of a Gun får publikum til at headbange i det lille telt, mens deres fortolkning af Sebastian-klassikeren 80’ernes Boheme samler publikums stemmer i alle aldersgrupper til et fællesskrål.

Lignende fællessang opstår på den scene, hvor Rasmus Seebach synger sin fars sang Under Stjernerne på Himlen til det fynske publikum.

En generationshit, der danner en skov af svajende hænder op mod scenen.

Scrapbog bliver til nyhedstavle

Udover at koncerterne ved Rock Under Broen er en scrapbog med musikalske minder fra artisternes fortid, er koncerterne en nyhedstavle, der sætter fokus på nye toner.

Dúné krydrer setlistens toner med det endnu ikke udgivet nummer Loose my way. En sang, som afspejler en ny hiphopinspireret lydprofil hos de danske rockdrenge.

Glam-rockkongerne fra Europe byder på firserhits som Final Countdown Cherokee og Rock the night, som sætter gang i dansefødderne hos det fynske publikum.

Men hopperiet under Lillebæltsbroen bliver hurtigt suppleret af heftige headbanges og vilde håndtegn, når bandet placerer tungere melboller i en glamerøse rocksuppe.

De tunge guitarrifs i sange som Second Day og Nothing to ya fra bandets seneste album War of kings får Lillebæltsbroens master vil at vibrere.

Toner, der bevidner om at Europes karakteristiske glamrockstil er blevet mere heavy rocket med alderen.

Konfettiregn og Rock and roll

Et baggrundstæppe i rød velour falder og scenen åbner.

Scenens baggrundstæppe er erstattet med farvestrålende plader med lys rundt om. Plader, som tilsammen danner en grafittivæg med tekster som F*** jeg er forelsket og Frederiksberg Allé.

Rasmus Seebach skaber en folkekær forelskelse på festivalpladsen.

Ud over skrig og klappen synger publikum med fra første strofe på  numre som Tusinde Farver, Million, Øde Ø og Engel.

Sange, som ved koncerten bliver pakket ind et show med blinkende lygter, konfettiregn og flammer fra scenekanten.

”Det er sgu som om, at der mangler noget her”

Sådan lyder det fra Rasmus Seebach, da han stopper sin akustiske version af hittet Natteravn.

Pludselig ruller en DJ ind på scenen. Med ét er festivalscenen omdannet til en clubscene fyldt med vilde elektroniske toner.

Et andet sted, hvor publikum har trang til slå hænderne imod hinanden er i festivalens koncerttelt. Her er det ifølge Go Go Berlin, der består af aftenens yngste musikere og som befinder sig i midten af tyverne, tilladt at opføre sig som børn.

I teltet ruller rocken, så teltbadunerne er på vej op af jorden.  Der hoppes, danses og klappes til sange som Castles Made Of Sand, Kill Me First og Kids.

Forsanger Christian Vium filer løs på strengene sammen med guitaristen Mikkel Dyrehave og bassisten Emil Rothmann. Ander Søndergaards hænder danser løs på tangenterne, mens Christoffer Østergaards trommestikker hamrer løs bag trommesættet.

Sangen Electric Lives fra albummet af samme titel får tilføjet sætningen “Put jeres hænder op” i omkvædet. En opfordring publikum straks adlyder.

Hvad gør vi nu lille du?

Udover klap formår bandet Love Shop skabe en uventet reaktion hos publikum.

To kortslutninger, røg fra storskærmen og en afbrudt koncert får publikum til at hvine.

Trods travle teknikkere på scenen sætter forsangeren Jens Unmack sig på scenekanten for at snakke med sit publikum:

”Der er ingen, der siger, at det skal være let at gå på arbejde, ”

lyder det fra forsangeren. Jubel og klapsalver breder sig på festivalpladsen efter de tekniske problemer er løs og bandet indtager scenen med fornyet energi og sange om Love Goes On Forever og En nat bliver det sommer.

Den løse humor er en del af kunstnernes virkemidler på scenen ved dette års Rock Under Broen.

Her er Kim Larsen en af de luner, der bringer smilet frem hos festivalgæsterne. Mattias Kolstrup tilføjer linjen ”Tarzan Mama Mia” til Dúnés fortolkning af Sebastianhittet 80’ernes Boheme.

Ud over sangteksten Fyn er Fin udviser Europe-forsanger Joey Tempes nabokærlighed til Danmark ved at synge Hvad gør vi nu lille du?.

Brudstykket fra Gasolinsangen får publikum til trække på smilebåndet og starte en klapsalve.

Sammentræf mellem generationer

Det er ikke kun hos festivalens optrædende gæster, at humoren er højt prioriteret.

Udover farvestrålende parykker, flamingo briller og en pink fugleudklædning byder Rock Under Broen på en kontrastfyldt oplevelse væk fra de to scener.

I et telt væk fra de to koncertscener opleves rystende numserog bølgegang i barmene hos festivaldeltagerne.

På en lille scene ved Zwei Grosse Bierbar står gruppen ‘Mathias And The Beatroots’.

Ud af højtalerne brager en energisk version af Macklemore og Ryan Lewis’ We Can’t Hold Us. Et nummer, som har fået unge som gamle festivalgæster op af stolene.

Rock Under Broen er en festival, der samler det unge såvel som det ældre publikum. Gamle sange friskes op med nye toner, mens etablerede artister bringer nyt musik ind på scenerne.

Kunstnere og publikums energi fortætter sig ved teltscenen, hvor tonerne af Mads Langer fuldender dagens udskejelser ved Danmarks største endagsfestival.

Foto af Camilla Stæhr Johansen

 

 

Heartland Reportage: Wellness og gourmetmad

in Kultur/Musik by
Header

Kvalitet og luksus er noget, der er prioriteret højt på Heartland Festival. Udvalget af wellness-oplevelser i området omkring Egeskov Slot spænder fra delikatesseboder hen over spabade til yoga under åben himmel.

Skrevet af Loa Karkov

Det er formiddag, og solen står højt på himlen, der kun har få skyer at skimte. InMediasRes er på Egeskov slot til Heartland Festival.

Ved det område, der i anledningen af festivalen har fået navnet Riverside, er en imponerende menneskemængde mødt op for at starte dagen med en gang mindful yin yoga under åben himmel.

Der er ligefrem så mange mennesker, at Yoga på Vesterbro, som arrangerer timen, løber tør for måtter, og nogle af deltagerne må klare sig med græsset som underlag.

Dette er én af de fire yogatimer af forskellig art, man som festivalgænger på Heartland 2016 kan vælge at deltage i.

Yoga For Dignity er et event arrangeret i et samarbejde mellem Yoga på Vesterbro og velgørenhedsorganisationen DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur – som hjælper torturofre rundt omkring i verden.

Og yoga er langt fra det eneste luksuriøse wellness-aspekt, festivalen tilbyder.

Yoga

Banketter og kryddersnaps

Det er lige fra Heartland Festivals annoncering blevet gjort klart, at maden er en vigtig del af konceptet; på diverse plakater sættes den op som en af festivalens fire søjler (udover musik, kunst og samtaler).

Her er det kvalitetsmad lavet på lokale råvarer, der er i højsædet. Udvalget er bredt og interessant; fra råt kød og fisk i form af sushi og tatar til spændende og eksotiske gryderetter.

Det gælder desuden for samtlige madboder, at der tilbydes et vegetarisk eller sågar vegansk alternativ til de kødholdige retter.

Prisen ligger for de fleste retter mellem 50 og 100 kroner, men ønsker man den ultimative madoplevelse på festivalen, kan den treretters gourmetmiddag Heartland Banquet, som tilbydes både fredag og lørdag, tilkøbes for omkring 500 kroner.

Udover de mere konventionelle ‘grab-and-go’-madboder finder man også stande med delikatessevarer, heriblandt hjemmelavede karameller og friske jordbær og ærter, samt en bod hvor du kan lave din egen kryddersnaps.

Og wellness-aspektet stopper ikke ved gourmetmad og udendørs yoga.

Vil man virkelig give sig hen til velværen, kan man som festivalgænger på Heartland opsøge det blandt gæsterne meget omtalte spa-område, hvor man for en 50’er kan få et bad (inklusiv lånehåndklæde) efterfulgt af en tur i de varme spabade.Vis indlæg

Det er en populær attraktion, hvor der på alle tidspunkter af dagen er mennesker at finde i de store bassiner.

Dette markerer også et kendetegn ved Heartland Festivals gæster: De har ikke travlt, men tager sig tid til at nyde alle oplevelserne.

Mad

Vellykket velvære

Ved Riverside der nu gået en time med yin yoga, hvor instruktør Lars Damkjær har gået rundt blandt de mange fremmødte og instrueret i stillinger og åndedræt.

Da timen er slut, kan deltagerne vælge at tage en flyer fra DIGNITY med sig, inklusiv et gavekort til en prøvetime hos Yoga på Vesterbro, og eventuelt afgive en større eller mindre donation til organisationen.

Lars Damkjær, der også til daglig er instruktør hos Yoga på Vesterbro, er positivt stemt ovenpå den første halvdel af yoga-arrangementerne.

”Der er blevet taget super godt imod konceptet. Det er jo de perfekte omgivelser at dyrke yoga i, og der har været stor opbakning og entusiasme hos deltagerne.”

Sådan siger han om formiddagens time.

”Det er dejligt at se, hvor mange der har lyst til at være med til vores arrangement og støtte op om det.”

Og gæsternes gå-på-mod og optimisme er altafgørende for succesraten ved disse tiltag.

De mange luksusaspekter på Heartland fungerer netop, fordi gæsterne er positivt stemte og klar til at prøve noget, de måske ikke normalt ville opleve på en musikfestival.

Fotos af Martin Lindum Cederholm

Reportage – Roskilde eller Tinderbox?

in Musik by
062615 - Tinderbox´15 - Stemning - inmediasres.nu - FOTOGRAF JESPER GULDBRANDSEN-5461 (2)

Fotograf: Jesper Guldbrandsen

Festivaler er kommet for at blive – og der kommer flere og flere af dem. Folk er mere end villige til at betale i dyre domme for et par dage eller en uge i musikkens navn. Roskilde Festival og Tinderbox er gode eksempler på dette. Men hvad er egentlig bedst, hvis man spørger en garvet festivalgænger, gode gamle Roskilde eller splinternye Tinderbox?

Skrevet af Amanda Esbjerg Justesen

Musikken spiller med en bas, der kan høres, længe inden man når indgangen til Odenses første rigtige festival. Himlen er dækket af skyer, men det er lummert og varmt. En ukendt kunstner siger tak for lyttet, imens nogle mennesker har sat sig på deres jakker foran den lille opvarmningsscene, og andre er på vej ind mod festivalspladsen.

Længere fremme venter check-in, hvor alle tasker bliver undersøgt for eventuelle ulovligheder. Et armbånd, der skal sikre folks berettigelse til at være med, bliver fast placeret på venstre håndled, og endelig kan man bevæge sig ind på pladsen og lade festlighederne begynde.

Den typiske Tinderbox-gæst

Kigger man rundt på det store grønne område, er det ikke en imponerende forsamling, der befinder sig i Tusindårsskoven fredag eftermiddag. Madboder, telte, scener og et stort pariserhjul fremstår som det tydeligste på pladsen, og den emmer af stemning trods et skuffende antal gæster. En stor del af menneskene er samlet ved et stort telt, også kaldet ’Gul Scene’, hvor bandet Sheppard er godt i gang.

I folkemængden kommer der en pige med langt mørkt hår og et stort smil placeret i ansigtet til syne. Hun er iført en brun top, sorte bukser og en blå cowboyjakke og ligner en, der uden tvivl ved, hvordan man klæder sig på til en festival som denne. Cecilie Justesen hedder hun.

Cecilie er 21 år og studerer Velfærdsteknologi på Det Tekniske Fakultet i Odense, hvor hun netop har færdiggjort 2. semester. Hun kommer oprindelig fra Roskilde, men er flyttet til Odense i forbindelse med sit studie. Hun har været på Roskilde Festival tre gange før og har altså erfaring med større festivaler.

Folk, der med nysgerrige øjne strækker hovederne for at få et glimt af åbningsbandet, står og svinger lidt nervøst fra side til side. Det er tydeligt at se, at de ikke er helt sikre på, hvordan de skal agere, og således beviser de, hvor dugfrisk festivalen er.

Da bandet spiller deres populære sang ’Geronimo’, er det dog, som om hele flokken bløder op. Smil breder sig på størstedelen af folks læber, og de begynder så småt at hoppe til musikken og smide hænderne i vejret.

Da sangen er slut, og de to værter Felix Smith og Peter Falktoft runder af, bevæger Cecilie sig ud på den åbne plads igen. Hun fortæller, at de næste hun gerne vil høre, er Hozier, der går på på ’Blå Scene’ om et par timer.
062615 - Tinderbox´15 - Stemning - inmediasres.nu - FOTOGRAF JESPER GULDBRANDSEN-5461 (1)

Intime Tinderbox

Spørger man hende, hvad hendes førstehåndsindtryk af Tinderbox er, er hun ikke i tvivl. Det er godt. Hun synes, det er hyggeligt og intimt og er vild med, at scenerne og boderne ligger inden for en behagelig afstand, så man ikke skal gå så langt. Hun synes, det minder meget om Roskilde Festival, med få, men betydende forskelle.

På Roskilde Festival er der mange kunstnere, og de bliver tit spillet oveni hinanden. Mange af dem, der spiller på Roskilde er mindre og upcoming musikere. På Tinderbox er der få, men store navne, og man har tid til at høre stort set alle sammen.

Stort udbud af mad

På festivalspladsen er der på kort tid kommet rigtig mange mennesker. Det er fortsat lunt i vejret, og solen er sågar kommet frem. Som aftenen nærmer sig, begynder gæsterne at stå i kø til de mange delikate madboder, der er placeret rundt på pladsen.

Kendte brands som Nelle’s, Bar Sushi, Bull og mange andre er det, der står på menuen hvis man skal spise på Tinderbox. Det er ikke tilladt at tage andet end en tom flaske med ind, så madboderne er naturligvis noget, de fleste benytter sig af.

Jeg er vild med maden her. Jeg er overrasket over, hvor mange brands der er, og hvor mangfoldig maden er. Eksempelvis synes jeg, det er sjovt, at man ikke bare køber en hotdog, men en gourmethotdog. På Roskilde er der ikke et så stort udvalg, som der er på Tinderbox.

062815 - Tinderbox´15 - Stemning - inmediasres.nu - FOTOGRAF JESPER GULDBRANDSEN-9229

Øl er ikke det vigtigste

Da Cecilie har hørt Hozier og derefter Echosmith, køber hun en panini og sætter sig ned i et stort telt, der er placeret midt på pladsen. Her nyder hun stemningen på Tinderbox og slapper af til kunstnere som Marie Key og James Blake, som var nogle af de kunstnere, hun gerne ville høre.

Folk er begyndt at gå rundt med øl og små shotsrør i hænderne, og stemningen er høj. De mange mennesker, der efterhånden er kommet til Tinderbox, er begyndt at slappe af, og baggrunden er fuld af snakkesalige stemmer og høj musik.

Når jeg tager på festival, er det selvfølgelig først og fremmest for at høre musikken. Men på Roskilde er det nok lige så meget for at drikke mig fuld. Inden jeg skulle på Tinderbox, var jeg meget bevidst om, at det var for at høre god musik, og det virker, som om de fleste andre har det på samme måde.

Elektronisk musik på Magicbox

Da klokken nærmer sig 20.00, fortsætter Cecilie hen på Magicbox, der ligger et stykke væk fra resten af scenerne.  Magicbox er en scene for sig, hvor alt elektronisk musik bliver spillet, og som har inspiration fra eksempelvis Tomorrowland, der bliver afholdt en gang om året i Belgien. Den elektroniske scene består desuden af sit helt eget område med diverse barer og plads til at danse.

Går man ind i Magicbox’en, ser man som det første en stor scene med et endnu større lysshow. Folk står enten ved scenen eller sidder på tæpper bagved. Går man tættere på, ligger en Red Bull-bar til venstre for indgangen, en almindelig bar længere fremme og en champagnebar til højre for scenen, så tørsten hurtigt kan blive slukket.

Da Cecilie oplever Magicbox for første gang, er der ingen, der spiller, men musikken kører, og lyset skinner i flotte farver, imens folket danser vildt og voldsomt.

Der er en helt speciel stemning over det lille område, der både skriger af hygge og basmusik på samme tid. Cecilie synes, det er afslappet og et rart sted at være, men mener, at det nok er sjovere om aftenen, når lysshowet kommer til sin ret, og folk er blevet lidt fuldere. Hun synes, selve konceptet er en rigtig god idé og afslører, at hun ikke har oplevet noget lignende på Roskilde Festival.

062815 - Tinderbox´15 - Stemning - inmediasres.nu - FOTOGRAF JESPER GULDBRANDSEN-5555

Major Lazers slaver

Tusmørket er begyndt at falde på, da gruppen Major Lazer skal til at indtage ’Blå Scene’. På Tinderbox er der efterhånden kommet så mange mennesker, at det slet ikke er til at fatte. Den lille forsamling fra om formiddagen har vokset sig stor, og der er kommet en ægte festivalsstemning på pladsen.

Cecilie kommer til at stå tæt ved scenen og er i højt humør, da koncerten slutter. Hun kommer med hastige skridt gående væk fra scenen med sved på panden og et glædesstrålende ansigt.

Det var helt vildt! Vi var nærmest deres slaver. Alt hvad Major Lazer sagde, publikum skulle gøre, gjorde de, uden at tøve. Mush pits blev dannet, folk hev deres trøjer af og smed dem op i luften, og folk stod endda og røg hash. Det begyndte at regne, men det mærkede man næsten ikke, fordi folk stod så tæt, og der var så mange.

Hun fortæller, at en mush pit er når publikum danner en cirkel, og når ’beatet dropper’, smadrer de ind i hinanden. Desuden fortæller hun, at det ikke er ualmindeligt, at folk står og ryger hash under koncerter på Roskilde Festival, så hun er ikke overrasket.

Calvin Harris slutter

Under Major Lazor koncerten er det blevet mørkt, og folk er blevet mere berusede. Pariserhjulet lyser op i flotte farver, og overalt er der mennesker og musik. Går man rundt på pladsen, kan man næsten ikke kende pladsen, der kun ti timer tidligere ikke var synderligt imponerende.

Mørket har gjort sit, og folk er blevet veltilpas med Tinderbox. Ingen slagsmål eller ulykker virker til at være opstået nogen steder, og folk ser ud til at være glade for at få muligheden for at opleve festivalen.

Klokken 01.00 går Calvin Harris på, og den får ikke for lidt. Cecilie står et stykke fra scenen og hopper og danser ivrigt med til den velkendte musik, der ligesom Magicboxscenen er beriget med et overdådigt lysshow.

Foran kan man se folk, der sidder på skuldrene af deres venner med armene i vejret, og skyggerne fra lyset på scenen gør stemningen næsten sentimental. Dog er det svært at tænke på andet end den høje musik, som folk uden undtagelse danser til. På scenen kommer der intet mindre end ild op, der forsvinder igen med det samme, og hvid røg der breder sig og gør publikum endnu mere stemte. Et brag af en afslutning sker på den allerførste dag af Danmarks første Tinderbox.

062815 - Tinderbox´15 - Passenger- inmediasres.nu - FOTOGRAF JESPER GULDBRANDSEN-7615

Svært at sammenligne Tinderbox og Roskilde

Som Cecilie forsøger at møve sig igennem menneskemængden for at komme hjem fra Tinderbox, fortæller hun,  at hun synes, det er svært at sammenligne Roskilde Festival og Tinderbox.

Jeg synes, at Roskilde Festival har sin helt egen charme. Jeg har en ide om, at mange tager på Roskilde for at møde nye mennesker og få en følelse af fællesskab. Ikke altid på grund af musikken. På Tinderbox var der mest fokus på musikken, men det synes jeg bestemt heller ikke gør noget.

Hun må sande, at hun ikke helt ved, hvad hun synes er bedst, Roskilde Festival eller Tinderbox. Det må komme an på agenda og det enkelte menneske. Roskilde er større, ældre, og Tinderbox er mindre og helt ny. Begge festivaler er imponerende på hver deres måde. Hun nævner dog til sidst, at det helt sikkert ikke er sidste gang, hun er at finde på Tinderbox Festival i Odense.

En eklektisk weekend-fest

in Kultur by
foto

Bandet, The Eclectic Moniker, befinder sig det helt rigtige sted. De er på vej fremad. Min veninde og jeg fik lov at bruge en weekend i marts på to af bandets koncerter i henholdsvis Odense og Randers, samt kom helt tæt på det fremadstormende band  

Skrevet af Sarah Bech Lundegaard

Jeg sidder i The Eclectic Monikers tourbus. Ved siden af mig sidder min veninde, Maria, som er ligeså stor fan af bandet, som jeg. Omkring os sidder de alle sammen: Frederik, Tobias, Esben, Peter og Anders. Der bliver snakket og sunget, røget og skoddet, drukket og knappet flere kapsler af ølflaskerne. Der bliver endda åbnet en flaske champagne! Guitarist, Tobias Ljungar Sødring, overdøver musikken og spørger pludselig:

– Sarah, hvornår begyndte du at kunne lide The Eclectic Moniker?

Shit – jeg ved ikke, hvad jeg skal svare.

De sidder alle inden for en radius af 1,5 meter, og jeg føler pludselig, at alles øjne hviler på mig. Snakken, musik og rumlen fra asfalten under os, forstummer i mit hoved. Vi er på vej fra Randers til Odense, efter bandet har spillet for et jysk publikum. Jeg når lige at tænke: Smider de mig af, hvis jeg siger noget forkert?

– Siden foråret 2012, hvor Easter Island udkom, svarer jeg, og tænker på bandets første single, der ramte mig lige i hjertekulen med calypso-rytmer, eksotisk stemning og glad energi.

Mit svar bliver heldigvis godtaget, og vi fortsætter ad motorvejen, på vej mod Odense i bandets tourbus.

Moderne indie-pop?

Spørger man bandet, har de selv svært ved at svare på, hvad deres genre er. Det ender med at blive en lang forklaring, men den enkle version er ifølge forsanger, Frederik Vedersø: Pop. Og så med lidt moderne indie-rock inspireret af både orientalske toner og calypso.

Drengene i The Eclectic Moniker begyndte for alvor at spille sammen i sommeren 2010. Året efter vandt de P3’s talentudviklingsprogram, KarrieKanonen, og optrådte på Roskilde Festival. I 2012 smed de den første single på gaden, Easter Island. Det første album, The Eclectic Moniker, udkom i juni 2012 og i september 2013 kom deres anden plade, Continents. Bandet er endnu ikke kendt i den brede danske befolkning, og der går nok et stykke tid endnu, inden vi hører dem over frysediskene i Bilka. Ifølge forsanger og bandleader, Frederik Vedersø, er bandet nu der, hvor de skal være. Sammen har de ambitioner om at nå længere og højere op på den danske musikscene, med deres moderne indie-pop, præget af eksotiske undertoner.

– Det tager tid, det ved vi. Vi har en meget bred målgruppe lige nu, hvor alle aldre kommer og hører os. Vi skal til at finde ud af, hvordan vi bliver endnu skarpere og får en fast målgruppe, forklarer Frederik Vedersø.

Helt oppe foran

Fredag den 14. marts spillede The Eclectic Moniker på Magasinet i Odense. Her var deres brede målgruppe velrepræsenteret, med både unge og ældre, der kom for at høre bandet.

Vi skulle helt op foran. Helt op under scenekanten, hvor vi håbede på, der også var en lille chance for at få øjenkontakt med gutterne. Men om man har stået lige under den karismatiske forsangers voluminøse skæg, eller bagerst i flokken gør ingen forskel. The Eclectic Moniker skaber fra første nummer en dejlig stemning, og man skal være et bræt for ikke at vugge bare lidt med.

Selvom bandet på deres andet album har skruet lidt ned for calypsorytmerne og er blevet mere luftige og storladede i deres musik, fanger de stadig et dansegalt publikum. The Eclectic Moniker slynger om sig med fede rytmer og god energi.

The Eclectic Moniker er en fest! De er ikke på noget tidspunkt kedelige, men skaber et godt varieret tempo, som paralyserer publikum med trancerødt lys og kærlighedssange, og fyrer derefter helt op for varmen, når de tager alle med til palmeland og spiller publikums eksotiske darling, Easter Island.

Tak for dansen!

Glæden og taknemmeligheden over at være tilbage i den fynske hovedstad, kunne bandet også vise efter koncerten, hvor publikum fik lov at komme tæt på og få en snak. Også Maria og jeg, der fra start var fast besluttet på, at vi ville hilse på skaberne af vores ultimative sommer-soundtrack, fik mulighed for at sige tak for en god koncert.

– Og tak fordi I gav den så meget gas nede foran! lød det begejstret fra Frederik Vedersø, der gav en god varm krammer, efter vi havde sagt tak for en fed oplevelse. Maria og jeg var ikke i tvivl om, at vores indsats i flade sko var blevet værdsat på scenen.

Vi var endda så værdsat, at bandet lovede at sætte os på gæstelisten, hvis vi ville tage turen til Randers næste dag. Her blev min journalistiske integritet for alvor sat på prøve.

Med tog til Randers

Der var slet ingen tvivl. Hvad kan to dedikerede fans ellers gøre? Lørdag eftermiddag tog vi af sted mod den jyske by. Med rødvin og RedBull i tasken, var vi klar til endnu en festlig aften og endnu en koncert med The Eclectic Moniker. Men spontaniteten bed os i halen…

I vores fuldkomne rus over, at én koncert skulle blive til to, har vores højlydte kaglen i kupeen givetvis generet en håndfuld af vores medpassagerer. Da en ung mand overhørte, at vi skulle til Randers, var han nødt til at afbryde os.

– I er altså på vej mod Struer. Vi er i Herning lige om lidt.

Vild panik bredte sig, og i løbet af fem minutter fik vi tiltrukket os et halvt togs opmærksomhed. Billetkontrolløren gav instrukser i, hvordan vi skulle tilbage til Vejle og skifte til et tog mod Århus; en passager ville finde ud af, om det var muligt at tage en bus fra Herning til Randers; og en anden passager forsøgte at regne ud, hvad en taxa ville koste. Resten grinte af os.

Med bus tilbage

Klokken er 23, da vi endelig står af på en øde station i Randers. Forpustede og svedige når vi frem til spillestedet. Frem til et meget stille og tomt spillested.

Folk er gået hjem og The Eclectic Moniker er ved at pakke deres gear sammen. Jeg græder indeni, men det hele lysner lidt, da bandet ser os komme gående op mod scenen, hvor de er i gang med at rulle ledninger sammen. De står i deres slidte diesel-støvler, cowboybukser og læderjakker, griner lidt medlidende af os, slår armene ud og viser oprigtig glæde over, at vi nåede det.

The Eclectic Moniker er endnu ikke så stort et band, at de har folk til at pakke deres ting sammen for dem. Men overraskende hurtigt får de pakket en rodet garderobe ned, smider håndklæder, T-shirts og sko i sportstasker, tømmer køleskabet for deres drikkevarer og signerer en plakat. Imens fortæller bandet begejstret om deres koncert i Randers. Selv synes de, at de leverede en god koncert.

– Der var lidt mere på spil, fordi vi ikke helt vidste, hvordan Randers ville tage imod os. Så vi gjorde os ekstra umage, fortæller Frederik Vedersø, der ikke ved, han gnider groft salt i såret.

Heldigvis får vi et kæmpe plaster på, med øjeblikkelig helende kraft, da drengene tilbyder en intimkoncert i tourbussen hjem. De vil køre os til Odense på deres vej til København.

Ud af tomme, jyske motorveje fløj den sorte bus af sted. Imens fløj tiden også af sted i bussen, hvor der blev åbnet en flaske champagne og skålet. Fra forsædet dikterede DJ’en festens musik, og bagi bød Tobias Ljungar Sødring op til dans, imens Frederik Vedersø fandt guitar frem og jammede med på noderne. De forstår virkelig at passe godt på os!

Vi ses igen!

The Eclectic Moniker er et yderst kompetent og musisk dygtigt band, der, med deres sans for musik, rytmer og hygge, forstår at skabe en fest for de mennesker, de spiller for. Dette gik for alvor op for os, da vi kørte langs de ca. 170 km motorvej.

Samtidig forstår bandet at have en fest indbyrdes, hvilken de balancerer med de professionelle overvejelser, de i øjeblikket gør sig i forbindelse med deres fremtidige karriere. De er helt nede på jorden, men kan sende deres fans i himlen med deres søde charme og skønne musik.

Der var derfor langt ned til jorden igen, da vi hoppede ud af tourbussen foran Odense Banegård. Med kindkys og store knus sagde vi vemodigt farvel til vores nye venner, Frederik, Tobias, Esben, Peter og Anders.

Først da tourbussen er kørt rundt om hjørnet og ud af syne, springer noget inden i os luften. Vi kigger på hinanden, og vores høje skingre latter bryder den iskolde stilhed. Vi råber i munden på hinanden og kniber os i armen et par minutter, inden vi hånd i hånd går hjemad. Vi smiler bredt og tændervisende, imens vi fniser ud i den kolde, tomme natteluft. Det er bestemt ikke sidste gang, vi har været til en koncert med The Eclectic

Gå til top