Tag archive

Roskilde festival

Frivillig medarbejder på Roskilde Festival – igen?

in Udland by
11739580_10153093902293165_14857078_n

Roskilde Festival pressefoto

Roskilde Festival er lukket og slukket for i år. Organisationen bag betragter årets festival som endnu en succes og forventer et økonomisk overskud på 15-18 millioner. Samtidig retter de en stor tak til det store hold af frivillige medarbejdere, der har båret festivalen.
Skrevet af Andreas Reinholt Hansen

Roskilde Festival lever og ånder som non-profit organisation af frivillige hænder og positive kræfter. 32.000 frivillige arbejdede på årets festival, og vi har snakket med fire forskellige af de disse og hørt dem om, hvilke arbejdsopgaver de havde, og om de ønsker at deltage som frivillig medarbejder igen næste gang.

Kasper, 21 år, Birkerød

Hvilket frivilligt arbejde havde du på Roskilde Festival i år?

– Mit arbejde bestod i at gøre toiletterne på camping-området rene. De fleste vil måske tænke, at det er et rigtig ‘lorte’-job, men det var faktisk helt fint. Dog krævede det lige et par timers tilvæning, før man kunne overkomme stanken af afførring og pis. Til gengæld lå alle mine vagter før musikdagene, så på den måde var det rigtig godt.

Hvor mange timer arbejdede du?

– 32 timer. 4 vagter af otte timer fra lørdag til tirsdag.

Vil du arbejde igen næste gang du skal på Roskilde Festival?

– Nej, næste år vil jeg købe mig en billet. Det var min første gang på Roskilde Festival i år, så jeg var måske ikke klar over, at man gik glip af så meget i lejren, når man arbejdede. Samtidig synes jeg, at timelønnen, hvis man regner det ud på den måde, er meget lav.

Søren, 34 år, Roskilde

Hvilket frivilligt arbejde havde du på Roskilde Festival i år?

– Jeg arbejdede som scenebygger før festivalen. Det har jeg gjort i seks år nu. Jeg er uddannet tømrer, så det ligger lige til højrebenet, og så vil jeg rigtig gerne støtte op om festivalen, som er rigtig god for hele vores by.

Hvor mange timer arbejdede du?

– Jeg har nok arbejdet et sted mellem 80 og 90 timer. En del af det at arbejde handler jo også om fællesskabet blandt os, der bygger scener og sætter lydudstyr op hvert år. Jeg ser ikke mit arbejde som en byrde for at komme på festival, i stedet glæder jeg mig faktisk til at komme afsted, og det nok også årsagen til, jeg ikke ved, hvor mange timer jeg har arbejdet helt præcist.

Vil du arbejde igen næste gang du skal på Roskilde Festival?

– Ja, jeg skal helst sikkert arbejde på festivalen igen næste år. Dog håber jeg frokostordningerne og de andre ting, vi får som tak, bliver en del bedre næste år, da jeg synes der var sparret og skåret lige lovligt meget ned på tingene i år.

Camilla, 23 år, Silkeborg

Hvilket frivilligt arbejde havde du på Roskilde Festival i år?

– Min arbejdsopgave var at deltage i oprydningen på selve festivalsområdet i musikdagene og i camping-området under opvarmningsdagene.

Hvor mange timer arbejdede du?

– 32 timer over fire vagter. Desværre lå hele tre af mine vagter i musikdagene.

Vil du arbejde igen næste gang du skal på Roskilde Festival?

– Nej. Jeg har arbejdet en enkelt gang før, og valgte kun at arbejde igen i år, fordi jeg ikke nåede at købe billet, før det hele var udsolgt. Jeg synes generelt det er alt for mange timer at arbejde. Man bliver jo også træt efter en lang arbejdsdag, og samtidig er man nødt til at forberede sig til den næste vagt. Jeg skal helt sikkert tilbage til Roskilde Festival næste år, men ikke for at arbejde.

Kenneth, 27 år, Malmø

Hvilket frivilligt arbejde havde du på Roskilde Festival i år?

 – Jeg deltager i år som frivillig opryder efter festivalen. Faktisk er jeg slet ikke færdig med alle mine vagter endnu.

Hvor mange timer skal du arbejde samlet set?

– I år skal jeg arbejde 32 timer. For fire år siden, da jeg arbejdede her sidste gang, skulle jeg blot arbejde 24 timer, men det er blevet sat op i mellemtiden. Det er fint nok, så længe det er efter festivalen, men det havde da været rarere med en vagt mindre. Mine 32 timer er delt op i fire vagter.

Vil du arbejde igen næste gang du skal på Roskilde Festival?

– Måske. Mit arbejde består som sagt i at rydde op efter festivalen og man kan finde ret mange fede ting, som folk har efterladt eller glemt. På min første vagt fandt jeg flere mønter, en taske og en hel masse dåsemad. Så hvis jeg ikke har råd til en billet næste gang jeg skal på festival, kan jeg da godt finde på at arbejde igen. Men ikke under festivalen, hvis det er 32 timer til den tid.

Fakta om Roskilde Festival 2015:

  • Lige under 100.000 købte billet, herunder 80.000 partout-billetter.
  • I alt har 135.000 besøgt festivalen
  • Ledelsen forventer et økonomisk overskud på 15-18 mio. kr.
  • I 2015 kom 86% af gæsterne fra Danmark, 7% fra Norge, 3% fra Sverige og 4% fra det øvrige udland.
  • 32.000 frivillige skabte festivalen.

Roskilde speciel – Fra ragnarok til hygge

in Udland by
jonas_jessen_hansen_01072014_camping_overblik_omraade_p_telte_pavilioner-800px

Fotograf: Jonas Jessen Hansen

Programmet for Roskilde Festival var i år rykket, så det altså var søndag kl. 14, der var sidste udkald. Og det var med succes.

skrevet af Kristoffer Seidelin Pedersen

De sidste mange år har mange frygtet at blive sidste nat på Roskilde Festival, der derfor har fået tilnavnet ’Helvedsnatten’. Der har også floreret mange rædselshistorier, om folk der har oplevet at blive brændt inde i sit telt. Jeg har også selv bevidnet de sidste mange år, at den sidste nat har en rastløs og rå stemning fremfor en festlig og euforisk. Men det er slut nu, efter programmet er rykket.

– Det har passet rigtig godt ind at rykke programmet i år, siger Christina Bilde, kommunikationschef på Roskilde Festival.

Jeg kommer ned til teltpladsen i vest omkring kl. halv fire, efter Suspekt lukkede Orange Scene med deres latrinære lyrik. Som nævnt ville man normalt komme tilbage til en teltplads, hvor ballademagere enten var i gang med at terrorisere telte med slaggenstande, afbrænde pavilloner eller søge efter habengut, men i år var der stadig mange mennesker på pladsen, hvilket havde en præventiv effekt i forhold forrige års ragnarok.

Hyggestemning

I år herskede der hygge i den lyse sommernat. Der var mange flere på teltpladsen end forrige år, fordi at festivalen sluttede på en søndag. ”Safari-safari, vi skal på rundesafari” råbte en gruppe piger i kor fra en lejr, hvor de skålede i Safari-likør blandet med, hvad de nu havde. Et andet sted spillede folk fodbold, hvor to sidestående pavilloner blev brugt som mål i en leg med indlæg fra kanterne. Et tredje sted lå folk blidt på oppustede luftmadrasser under deres pavilloner i skyggen af morgenstrålerne. Alt i alt var der en anerledes stemning, om at festivalen ikke sluttede den nat.

– Det vi opnår ved at slutte på denne måde, er, at folk ikke har brug for mere vildskab. Hvis de havde, kunne de tage til Africa Express, forklarer Christina Bilde.

Damon Albarns Africa Express varede i fem timers tid, så der var rigelig mulighed for at brænde krudtet af på Arena, hvor de spillede.

Svedig søndag

Næste morgen vågnede folk til en meget varm sidste tømmermændsdag på festivalen. Diverse madboder havde stadig åben, hvor folk traskede hen for at få kolde saftevand og saftige burgere, hvorefter turen gik hjemad for de fleste.

Der er også altid nogle, der bliver til det sidste for at prøve lykken i alle efterladenskaberne, hvor der efter ugens tumult ligger alt fra Faaborg-leverpostej til mobiltelefoner, og i år var ingen undtagelse.

Roskilde speciel – Støjende musikmudder

in Udland by
anlæg

Fotograf: Kristoffer Seidelin Pedersen

Der kommer flere og større anlæg på Roskilde Festival og de steder, hvor de store anlæg står tæt, bliver musikken ekstra høj.

Skrevet af Kristoffer Seidelin Pedersen

På Roskilde Festival elsker de fleste folk musik. Og der bliver hørt meget forskelligt – både i forhold til det store alsidige koncertprogram, men påståeligt endnu mere nede i teltlejrerne, hvor man går fra det ene mere kreative og innovative lydpumpende anlæg til det næste. Nogle anlæg er bygget fra et æstetisk synspunkt med et flot design, mens andre lægger mere vægt på fysisk størrelse og høj lyd.

– Det fedt nok at gå fra den ene iPod-koncert til den næste ude på West Side Boulevard, men nogle gange drukner alle lydene i ét og bliver en slags støjmudder, siger Kristian Hybholt, festivalsgæst igennem 7 år.

West Side Boulevard er den store hovedgade i West, hvor lejrene med alle de største anlæg taktisk har placeret sig.

Lydbegrænsning

Der er ikke nogen begrænsning på, hvor store anlæggene må være, men der er en begrænsning for, hvor højt musikken må være. I mellem søndag og onsdag (00:00 – 08:00) og mellem torsdag-søndag (04:00-08:00) må der højst spilles 84dB, på alle andre tidspunkter højst 94dB. De lydtjek Roskilde Festival har foretaget, har ikke givet givet udtryk for at lyden er for høj. Det mener Anne Mørk dog, at den har været.

– Jeg var i skænderi med min nabo-camp, fordi de spillede høj musik til langt ud på morgenen, siger festivalsgæst Anne Mørk og tilføjer, at deres modsvar var, at hun ikke skal tage på Roskilde Festival, hvis hun ikke kan klare det.

Intet direkte svar

Hvis man vil have et direkte svar på, om lyden er for høj og derfor et argument for, at man godt kan tage på Roskilde Festival, i tilfælde af skænderi naboen, må man nok medbringe egen decibel-måler, da Roskilde Festvials lydtjek ikke kan være overalt.

Ellers er der også muligheden for at bo på Silent & Clean, eller i de mange get-a-tent områder, hvor der heller ikke er store anlæg. For de mange medarbejdere, må der heller ikke spilles høj musik på medarbejdercamp ved Darup.

Roskilde speciel – Pede B, DJ Noize og scenen der var alt andet end underbemandet

in Udland by
Pede B & DJ Noize

Dansk rap fik et skub i den rigtige retning, da Pede B og Dj Noize fredag fyldte Arena. Lydanlægget var dog langt fra klar til rapmusik.

Skrevet af Andreas Reinholt Hansen

Roskilde Festival 2015 har i år fortsat den, for mig, triste tendens med mindre hiphop på musikprogrammet, forskammet lidt faktisk, hvilket isærdeleshed har straffet dansk rap og gjort aktørerne til statistiser i deres egen kultur, idet sangarten overskygges af den nymoderne dancehall-scene, som flere og flere nok anser som vor tids rapmusik.

Pede B derimod har aldrig afviget fra kulturens sande værdier, siden han bandt MC Fight Night-bæltet om livet for første gang i 2005, stærkt efterfulgt af albummet Et barn af tiderne, som der også blev plads til at spille et par numre fra på denne fredag eftermiddag.

Forventningerne til den to meter høje hiphopper og hans kompagnon DJ Noize var da også store og et stærkt orkester, der alt af mest må betegnes som et big band, gjorde ikke forventningerne mindre.

Desværre gemte DJ Noize sig lidt i baggrunden bag pulten med 1210’erne, alt imens det store band, flot orkestreret af Lars Rønne, kom langt ud over scenekanten med strygere, blæseinstrumenter og nogle solide rockspader. Verdensmesteren fra 1996 fik dog lov at stråle i enkelte glimt med sublim scrath og elegant fingerspitzengefühl.

Pede Bs venner

Pede B havde taget en masse venner med, heriblandt L.O.C, Per Vers og Alberte Winding, hvilket satte godt gang i festen. Dernæst var der også lækkerier for de mere garvede fans af dansk rap, idet undergrundsrappere såsom Supardejen, Nixen og 4Pro gæstede scenen sammen med mange andre. Dejligt var det især at se, at den gamle freestyle-rapper Mikl – måske den største rival dengang Pede B vandt sine tre MCFN-titler midt i 00’erne – kom frem fra sit skalkeskjul og sammen gav de to venner en fremragende version af nummeret Fokuseret.

Pede B og DJ Noize havde til lejligheden skabt et eminemt og meget velforberedt set-up, som desværre fik enkelte skrammer, dels fordi den overbemandede scene ind imellem blev en roddebunke, men i særdeleshed fordi den skingrer lyd på Arena gjorde det svært at høre lyrikken, som undertegnede især beundrer Pede B for og som må anses som en af hans kendetegn.

Magtdemonstration

Heldigvis var der indlagte pauser i showet, som flot og finurligt blev brugt til at levere improviserede rim, som publikum i den grad tog til sig og kunne forstå. Det havde dog klædt Pede B at freestyle en smule mere, eksempelvis da Per V indtog scenen. De to forsøgte kort at improvisere sammen, men Per V’s lave niveau på dagen ødelagde den mulighed.

Det stort anlagte show, med alle de danske gæsterappere, endte med at blive en sand magtdemonstration, hvor Pede B tydeligt viste, hvorfor han fortjener alt respekt for sin store flid for dansk rap og hans evner til aldrig at sælge ud og altid holde det ægte. Desværre forsvandt DJ Noize til tider helt ud af showet og det havde pyntet på den samlede vurdering, hvis han havde fået mere råderum.

Koncerten var forhåbentlig et vift med en vognstang til folkene bag Roskilde Festival om, at der er stadig findes fans af rigtig dansk rap på pladsen og at næste års program bør indeholde meget mere dansk rap – kunstnerne er derude, det beviste Pede B fredag eftermiddag – den danske rapscene er langt fra underbemandet.

Pede B & DJ Noize
Fredag 14.00 – Arena

Opvarmningen til Orange begynder i Odense

in Musik by
minds of 99 1

Fotos: The Minds of 99

The Minds of 99 har gang i lidt af en kometkarriere de seneste år. Bandet har haft flere store radiohits, i 2013 vandt de DR’s Karrierekanonen og senest er de blevet tildelt æren af at åbne dansk musiks hellige gral – Orange Scene på Roskilde Festival.

Læs videre

The Minds of 99 – ‘Det er en utrolig rejse, vi er ude på’

in Musik by
mindsof99_presse4©stephaniestaal

Foto: Stephanie Stål

The Minds of 99 har allerede opnået en kæmpe succes. Bandet står i 2015 foran en kommende forårsturné, deres anden albumudgivelse og en åbning af Orange Scene på Roskilde Festival. InMediasRes har fået lov at interviewe bandet om deres utrolige rejse fra seks barndomsvenners drøm til et succesfuldt band.

Skrevet af Nikoline B. Grinsted Læs videre

Roskilde Speciel – Falsk festival

in Udland by
https://www.flickr.com/photos/pollas/180494854/in/photolist-32QwP-f76Kss-gX5Qf-29FAvR-gpfsd-8dqmjN-6zCQQu

Foto: Flickr.com – Anders Pollas

I år har folk kunne købe billige billetter, fordi der har floreret falske armbånd til Roskilde Festival. Det sker hvert år, at folk køber sig til en falsk adgang til festivalen, og det er svært for arrangørende at gøre noget ved.

Skrevet af Kristoffer Seidelin Pedersen

– Vi var meget nervøse da vi gik derhen, og hjertet hamrede da vi blev tjekket, men da vi var derinde, var det for fedt, fortæller Johan-Emil.

Johan-Emil havde købt et falsk armbånd for at kunne feste med på Roskilde Festival i år. Med det falske orange medarbejder-armbånd kunne han frit bevæge sig på stort set hele festivalpladsen. Han fortæller, at han har været inde til flere koncerter, og at medarbejderne i portene aldrig fattede mistanke til ham.

Enten har Johan-Emil været heldig eller også har det været en god kopi, for medarbejderne på festivalen er klar over problemet, så de holder bevidst øje efter falske armbånd.

– Det er sådan, at vi instruerer en stor del af vores medarbejdere i, hvad de skal kigge efter. Da de jo står rundt omkring, især i portene, hele dagen lang, så finder de ret hurtigt ud af, hvad der er et falsk armbånd – det kan man mærke, det kan man se. Så det er med meget stor sandsynlighed, at vi fanger dem, siger Morten Therkildsen, sikkerhedschef på Roskilde Festival.

Et lille problem
For Roskilde Festival er problemet hverken sikkerhedsmæssigt eller på grund af direkte økonomisk tab – det er kommercielt. Heri ligger en tanke om, at festivalgæsterne er der på samme grundlag – nogle har betalt for billetten, andre arbejder, men alle bidrager til festen.

– Problemstillingen er jo, at vi gerne vil have at folk køber vores billet. Så det er ikke et stort problem, vi har jo udsolgt, siger sikkerhedschef Morten Therkildsen og fortsætter:

Vi har en regel på Roskilde der hedder, at man skal have betalt for festen.

For Roskilde Festival handler det om, at man skal være en del af initiativet. Både hvad angår musikken og festen, men også de initiativer der støttet humanitært arbejde.

Læs også: Roskilde Speciel – Kampen mod piller, pulver og haaash

– Vi vil have at de aktivt er en del af det at samle penge ind til et godtgørende formål. Hvis de ikke vil det, så ønsker vi ikke at have dem derude, siger Morten Therkildsen.

Problemet opstår år efter år. Især når der er udsolgt, er der nogen, som udnytter situationen til at anskaffe penge. Og det er strafbart. Men der bliver ikke taget nye initiativer for at stoppe det, og selvom Roskilde Festival arbejder sammen med politiet, så er det sjældent, at politiet bliver direkte involveret.

Vores opgave i den forbindelse har været meget begrænset. Arbejdsopgaven ligger hos Roskilde Festival, vi assisterer, siger Martin Bjerregaard var Midt- og Vestsjællands politi.

Derfor slipper stort set alle, der bliver taget i at bære et falsk armbåndstort med en kontrolafgift udstedt af Roskilde Festival. Hvis det ender i en politisag, er det stafbart at bære et falsk armbånd, både fordi du opholder dig ulovligt på privat grund, men også fordi der er tale om dokumentfalskneri. De fleste der snyder sig til Roskilde Festival, får der en forholdsvis mildere straf af arrangørende, end hvad de kunne have fået af politiet.

– Langt de fleste har anet, at billetten var ulovlig. De er glade for, at de bliver skånet med en afgift, siger Martin Bjerregaard.

Endvidere er det sådan, at når der ikke er udsolgt, så giver Roskilde Festival en billet oven i kontrolgebyret på 3500kr.

En femtedel af prisen

– Jeg havde ikke råd til en billet, men en af mine venner kendte én som printede billetterne. Jeg gav min ven 400 kroner og fik et armbånd i retur, siger Johan-Emil.

Læs også: Roskilde Speciel – Lev godt på dåser

Et ægte festivalarmbånd koster 1900 kroner, som går til at støtte festivalens initiativer i humanitært og kulturelt arbejde. Johan-Emil ved godt, at han burde hjælpe med at betale, men fristen for den lave billetpris overvandt ham, han havde ikke været på Roskilde Festival, hvis ikke han havde fået billetten billigt. Og han kan godt finde på at gøre det igen.

– Jeg ved ikke, hvad jeg gør næste år. Hvis jeg igen står uden penge nok til en billet, så kunne jeg godt finde på at gøre det igen, forklarer Johan-Emil.

Kun to anmeldt for bedrageri

I Roskilde Festivals historie er der, ifølge Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands politi, kun to danske sager, hvor det er endt med en anmeldelse for bedrageri.

– Det er sjældent det fører til anmeldelse. Kun to er blevet anmeldt for bedrageri, hvor den ene kun blev sigtet for forsøg på bedrageri, da han ikke nåede at sælge sin falske billetter, fortæller Martin Bjerregaard.

Der var også en tredje mand, som blev anmeldt for bedrageri, men han var tysker, og sagen blev derfor behandlet i Tyskland.

Roskilde Special – Festival føde skal være bæredygtig

in Udland by
Chris_Tonnesen_foodcourt_06Juli2013_03-1

Foto: Pressefoto Chris Tonnesen

Festival forbindes ofte med druk, hor og musik, men en nøgleingrediens glemmes: Maden. Selvom det ikke er, hvad folk snakker mest om, når de kommer hjem efter en uge på de slidte marker, holder den faste føde festivalgæsterne fra at gå bort i en dødelig, uendelig rus. Arrangørerne af Roskilde Festival har i mellemtiden ikke glemt maden. Tværtimod satser de igen i år på øget økologi og bæredygtighed.

Skrevet af Christoffer Frendesen Læs videre

Gå til top