Tag archive

skuespil

Brødrene Løvehjerte imponerer eventyrlystne børn og voksne

in Teater by
Brødrene Løvehjerte - Foto: Emilia Therese

Astrid Lindgrens fortælling om brødrene løvehjerte er blevet til virkelighed på Odense Teater. Men formår eventyrlandet Nangijala at leve op til de forventningsfulde børns håb om en spændende forestilling?

Skrevet af Maja L. Rosager

Den kendte historie om Tvebak og hans bror Jonathan er bragt til live. Tvebak skal dø, og derfor fortæller Jonathan om eventyrlandet Nangijala.

Nangijala er det sted man kommer hen, når man dør. Det er det sted, hvor der ingen tid er, og dagene er fyldt med eventyr.

Tvebak er næsten ikke bange for døden mere, det eneste problem er, at han ikke vil derhen uden sin bror.

Brødrene Løvehjerte - Foto: Emilia Therese

’I KUNSTEN KAN LIVET KENDES’

Over Odense Teaters store scene, hænger sætningen ‘I KUNSTEN KAN LIVET KENDES’ med store bogstaver. Det er få ord der danner en sætning, som Odense Teater med garanti lever op til.

Brødrene Løvehjerte skal til at gå i gang, og salen er fyldt op med forventningsfulde børn og voksne. Alle virker spændte på at se, hvordan den smukke fortælling om de to brødre er blevet fortolket.

På scenen står en ensom bænk, klar til at blive indtaget af forestillingens dygtige skuespillere.
Klokkerne ringer, og kort efter lukkes dørene ind til salen. Lyset slukkes, og forestillingen går i gang.

En bleg Tvebak træder ud på scenen. Der er stille i salen, og Tvebak fortæller om sin modige bror og eventyrlandet Nangijala.

Forestillingen er i gang, og publikum er stadig uvidende om hvilket eventyr, de næste to timer vil bringe.

Brødrene Løvehjerte - Foto: Emilia Therese

Læs også SHU-BI-DUA THE MUSICAL- Man må for fa’en da være noget!

Det gode og det onde

Børnene virker hurtigt forelskede i Nangijala, efter en ellers dyster og seriøs start på forestillingen. Der er en glæde der spreder sig i salen da Tvebak kommer til landet.

Lyskæder dekoreret med kirsebærblade, hænger ned fra loftet, og danner et smukt landskab på scenen. Det smukke landskab gør en varm inden i, og man glemmer pludselig hvilken uhyggelig stemning der lige har været.

Forestillingen formår i det hele taget at få en god balance mellem det ’gode’ og det ’onde’.

I forestillingen er der også en rigtig god kontakt mellem publikum og skuespillere, hvilket gør, at alle kan leve sig endnu mere ind i den eventyrlige verden.

Der bliver kastet konfetti ud mellem publikum, og de skræmmende vagter der er med i forestillingen går i slutningen af pausen rundt mellem forestillingens gæster og råber, at de skal ned på ’gårdspladsen’. Det gør forestillingen utrolig autentisk.

Nu er det pludselig publikum, der er i samme position som Tvebak. Lidt bange og nervøse mellem de store grumme vagter.

Og i baghovedet har de nok de modige ord fra Jonatan Løvehjerte der siger:

”Hvis man ikke gør noget farligt en gang i mellem, er man ikke et menneske, så er man bare en lille skid”.

Læs også TRANS-formerende teaterstykke

Dragen Katla

Stykket når sit klimaks, da den store, røde hundrage ’Katla’ kommer på scenen. Dragen er storslående, men samtidig lavet af primitive materialer og er styret af en kvinde.

Det har en betagende effekt, når det røde scenelys rammer den store drage.

Publikum er vilde med Katlas første entré, og dragen har imponeret alle. Det er i det hele taget en meget flot scenografi gennem hele forestillingen.

Der er farverige, men også dystre kulisser, som skaber en god stemning for den scene der spilles på. Den roterende scene, og de bevægelige kulisser, er med til at skabe en god, glidende overgang når der er et sceneskift.

Læs også EVIGT SOLSKIN: En leg med film og teater

Flammende effekter

Der er brug af meget ild i forestillingen, og det er med til at skabe meget spænding for publikum. Børnene er vilde med ilden, der spyr op i luften, da Katla kommer på scenen.

Hvis man sidder tæt nok på scenen, kan man mærke de store, ægte flammer varme ansigtet let op.

I starten af stykket, da Tvebak og Jonathans hus brænder er der dog ikke brug af rigtig ild, men lyseffekter som også er med til at skabe en god stemning.

Til sidst får skuespillerne et langt, stående bifald. Stykket er slut, og de har endnu en aften imponeret en fyldt sal.

Brødrene løvehjerte er en forestilling der lever op til forventningerne. Børnene har været med på en sjov og farlig rejse, og de voksne er blevet sendt hjem med den stærke fortælling, der omhandler børns forhold til døden.

Forestillingen er spækfyldt med spænding, vilde effekter og humor. En forestilling der er værd at se, både for børn og for voksne.

Brødrene Løvehjerte spiller på Odense Teaters store scene indtil den 29. december 2015.

Brødrene Løvehjerte - Foto: Emilia Therese

Fotos af Emilia Therese

Chicago – Divaer, jazz og dans

in Teater by
Chicago anmeldelse 3

Forførende dansetrin, underholdende korruption og den velkendte jazz pryder den overdådige kulisse, som skaber rammerne for 1920ernes Chicago. Årets forestilling er både ambitiøs, talentfuld og fuld af alt det jazz. 

Skrevet af Ane Møbius Rahbek

På vej ind, bliver aftenens program, der er forklædt i en “Chicago Tribune”-avis, overrakt.

Forsiden prydes af nyheden om dobbeltmorderen Velma Kellys. Et mord som hun eftersigende ikke kan huske.

Publikum har knap fået sig sat tilrette i stolen før forestillingen begynder. Dansere kommer gående ned af trapperne langs publikum, og lokker forførende det spændte publikum til at deltage i aftenens seance.

Det varer ikke længe før publikum er i forestillingens hule hånd, og rummet fyldes med klapsalver og hujen ved enhver mulighed der byder sig.

Læs også Chicago debuterer på de skrå brædder i Odense

Chicago anmeldelse 4

Overdådigt sceneshow

Scenen udnyttes til kanten – og mere til. Den kan både omdannes til et fuldt funktionerende cirkus (minus de levende dyr, naturligvis), til et fængsel eller til et gerningssted, hvis det skulle være.

Rødt velour og overdådigt brug af glødepærer. De sorte, elastiske strimler bruges på simpelt og artistisk vis, som en simpel metaforisering af kvindefængslet.

To trapper indrammer scenens centrum, der med sine lys i trinene giver divaerne mulighed for at bade sig i rampelyset.

Ved første øjekast på kulissen er der ingen tvivl om, at Elite Teaters ambitionsniveau intet fejler.

Konstruktionen har nemlig så mange små detaljer, at man knap ænser hvor den velkomponerede musik kommer fra.

Orkesteret “Gower-Poole and the Apex Recording Orchestra” er placeret på hver side af trapperne og skaber lejlighedsvis, foruden musikken, lydeffekterne for stykket.

Variation og dynamik

Programmet er tætpakket. 38 numre skal fyres af i løbet af de to akter, som fjerlet springer fra det ene nummer til det andet.

Igennem showet er der ingen overgange der virker for brat. Sangenes opførsel skaber variation og dynamik i forestillingen, med de varierende sværhedsgrader og kompleksiteter i opførelsen.

På samme måde skabes der en fin rød tråd i forestillingen med de gennemgående, karakteriserende soundtracks, som Velmas “Alt det Jazz”, Billys “Gi’ mig bare kærlighed” og Roxies “Roxie”.

Sangene spilles for at etablere en ønsket situation på en simpel måde.

Lasse Winkler har instrueret stykket, med en god blanding af variation og dynamik, men samtidig med respekt for John Kander og Fred Ebbs originale stykke.

Koreografien er baseret på det originale stykke fra 1975, hvilket bibeholder historiens klassiske touch. Koreograf Helena Dong formår dog at føre det til nye højder.

Hendes arbejde med stykket skaber en koreografi der ikke kun er af høj sværhedsgrad, men som også fungerer ned til hver mindste detalje på scenen.

Foruden den høje sværhedsgrad, skaber den overdådige kulisse de perfekte betingelser for fremførelsen.

Hvert nummer fungerer ikke bare, men forundrer og underholder publikum helt ned til bagerste række.

Læs også Oprør og stilstand i tresserkunst

Chicago anmeldelse 2

“Velkommen tilbage, Fjolser”

På trods af en småusikker start i første akt med mindre, ubetydelige småfejl går der ikke længe før der er fest, fis og farver på programmet. Så snart Elite Teateret har varmet op og påbegynder “Kvindefængslets Tango” tager de salen med storm.

Første akt rammes flot ind i “alt det jazz” nummeret og inviterer tilbage til den sidste akt med endnu højere forventninger.

Anden akt skuffer heller ikke. Velma Kelly byder pænt publikum tilbage med ordene “Velkommen tilbage, fjolser” og straks er hele salen tilbage i den rette stemning.

Akten kulminerer i scenen med Roxies retssag, som satirisk fremstilles som et cirkus, med alt fra klovne, akrobater og diverse andre cirkusartister.

De mange jokes får gang på gang publikum til at grine. Om det er i sang eller tale. Her udbryder Roxie blandt andet i starten “jeg skal tisse”, mens sangen af de 6 fængslede kvinders tilståelser på mord er af anelse alternative grunde.

En hævder at hendes mand gik ind i hendes kniv 10 gange, mens den anden skød sin mand med et advarselsskud i hovedet.

Det etablerede forhold til publikum opretholdes og belønnes til sidst med en ekstatisk, vedvarende, stående applaus fra publikum.

“Må jeg få min udgangsmusik, tak”

I rollen som Velma Kelly ses Sofie Nalepal. Selvom det er hendes første hovedrolle, er det fuldt fortjent, med sin karismatiske fremførelse af Velma.

Gang på gang forfører hun publikum med utrolige dansetalent og opretholder deres fulde opmærksomhed, som hun skinner på scenen med sin store gennemslagskræft.

Specielt de store numre får en dragende effekt, som fuldendes af orkestrer og kor, samt formidable dansetrin. Her indtager hun scenen og indtager ejerskab af jazzen, med sine formidable bensving og dygtige sangstemme.

Den selvfede Roxie, der gladeligt omdanner mordet på elskeren Fred til et PR stunt, spilles af Laura Wildt. Her ses fænomenalt skuespil og fantastisk intimitet i balladerne.

I takt med forestillingen, vokser Roxies karakter på en. Hendes ulidelige ønske og kamp for at stå på scenen, og hendes graviditets-stunt for at vække mediernes opmærksomhed.

Igennem stykket bliver der mere og mere substans at spille med, og det bliver hurtigt klart at hun besidder et mere multiorienteret talent. Danse kan hun nemlig også – til en sådan grad at man må tage hatten af i respekt.

Læs også SHU-BI-DUA THE MUSICAL- Man må for fa’en da være noget!

Chicago anmeldelse 5

Talent i massevis

Alt i alt har Elite Teateret samlet en utrolig talentfuld force, der sammen bærer Chicago over målstregen med overskud. På trods af deres baggrund som amatørteater, er der en unægtelig professionalisme, som placerer dem i en gråzone mellem de to yderpunkter.

Selv mindre roller som den godmodige Amos Hart (Peter Engholm Helveg Larsen) etableres så godt som karakter, at man krummer tær.

I løbet af stykket beder både advokat Billy Flynn (Rasmus Gattrup) og Roxie om udgangsmusik, og de får det.

Men da Amos efterspørger samme funktion fra orkestreret, er det klokkeklart. Han er så usynlig at selv ikke orkesteret, ledet af dirigent Julie Ellbrønd Strange, ænser hans tilstedeværelse.

En forestilling med kvalitet

Forestillingens ambitionsniveau stråler igennem forestillingen med bling-bling, charme, kække kommentarer og humor.

Tempoet er så højt at man gang på gang imponeres over hvordan det er muligt at holde farten, udføre komplicerede dansetrip OG holde stemmen i ro på samme tid.

De ikoniske numre, tilsat fantastisk dans og strålende kulisse kan ikke roses nok. De små detaljer bliver prikken over i’et. De underholder ikke kun i høj grad, men kører forestillingen over målstregen med charme og overskud.

Det er svært at leve op til en forestilling med Tony Awards, Broadway og Hollywood i lillebitte Danmark. Det er dog ikke umuligt.

Høje ambitioner og godt samarbejde har igen i år givet et formidabelt resultat for Elite Teateret.

Så skynd dig at få fat i en billet til forestillingen! Læn dig tilbage og lad dig underholde til de forrygende toner af alt det jazz.

Chicago kører på Magasinet indtil den 31. oktober

Fotos af Bach Foto

TRANS-formerende teaterstykke

in Teater by
12037721_742163485927800_976007258_o

Impulsivitet og improviserende normbrud var en del af den alternative seance, da Teater Momentum slog dørene op for teaterstykket TRANS- onsdag i sidste uge. Her blev relationen mellem publikum og teaterstykke transformeret.

Skrevet af Lisette G. Olesen og Ane Møbius Rahbek

Mørket har sænket sig over Momentums teatersal på en ganske almindelig onsdag aften. Enogtyve brændende lamper lyser ned over fyrre tomme stole, der står placeret i en cirkel, som var det en ceremoni.

Ud over teaterrøgens mystik kan man høre en rislende lyd af mystiske toner. En broget menneskeflok indtager nysgerrigt lokalet uden helt at vide, hvad de går ind til.

I den ene ende af cirklen står fire mennesker, der ligner fire forkromede søjler. Fire søjler, der står fastfrosset på det snehvide linoleumsgulv.

“Nå det bliver spændende”

Sådan lyder det fra en ældre herre, der sammen med ægtefælden går ind i teatersalen med et glas hvidvin i hånden.

Den 50 minutter lange forestilling publikum skal overvære, er et internationalt samarbejde skabt af TWO-WOMEN-MACHINE-SHOW & JONATHAN BONNICI. Det unikke ved stykket er, at rummet og deltagerne er råstoffet til forestillingens forløb.

Med publikum som objekt

Pludselig efter lang tid tavshed, slynges der usammenhængende beskrivelser ud fra de forskellige artister.

“There is yellow and red tape on the cabels”

Det kommer fra skuespillerinden, hvis øjne stirrer blankt ud i luften. Yderligere supplerer de tre mandelige artister skuespillerindens beskrivelser af rummet med yderligere iagttagelser om teatersalens visuelle look. Publikums øjne flakker rundt i forvirring, mens seancen fortsætter.

Gennem beskrivelserne går skuespillerne langsomt rundt som maskiner, der med en monoton stemmeføring registrer rummets detaljer. Kabler fra loftet, sorte skrammer på gulvet, klistermærker på væggene samt en sprunget elpære er blot nogle af de beskrivelser der præger indledningen af forestillingens indledning.

Rummets beskrivelser skifter til objekter, der står tættere på publikum inden forestillingen for alvor går i gang. Med ét er det pludselig det levende publikum, der er i fokus frem for rummets materielle aspekter.

Utraditionelt teater

Artisterne blev inspireret til stykket, da de overværede en slåskamp i Londons galder. En observation, der senere førte til udførte til udforskning og iagttagelse af menneskelige kropssprog. En iagttagelse, som kommer til syne i denne utraditionelle teaterforestilling, hvor formålet er at manipulere sociale konventioner.

Under forestillingen forsøger en middelaldrende kvinde i grøn trøje ihærdigt at leve op til en af kunstnernes observationer af hende, ved at spejle udsagnene i kropsbevægelser, som var det kommandoer givet fra en admiral. En efter en bliver publikum midtpunkt for forestillingens indhold.

Publikums individuelle påklædning, ansigtstræk og kropssprog er blot nogle af de karakteristika, der bliver nævnt i flæng. Den utraditionelle og intense opmærksomhed på teatersalens publikum, medfører et hav af forskellige reaktioner via. kropsprog.

En ung pige kryber sammen i et nervøst fnis med glorøde kinder, mens en ældre herre fnyser fornærmet, over de mærkater han bliver påsat. I den grænseoverskridende og ærlige måde artisterne anskuer rummets deltagere på, skifter rummets dynamik gradvist.

Da publikums kropslige forsvarsmekanismer har lagt sig, opstår en ubeskrivelig form for “circle of trust” blandt de fremmede. De anspændte skuldre og sammenkrummede ansigter bliver erstattet af smil og nysgerrige blikke til de tilskuere, der bliver beskrevet en efter en. Beskrivelser, som til sidst bliver en sammensmeltning af fire artisters stemmer, da hver artist i en sammensmeltende lydmasse beskriver et publikumsmedlem.

Sammensmeltning skaber normbrud

Forsvarspositionerne har lagt sig og banen er kridtet op på ny. Konventioner har ændret sig som en sammensmeltning mellem publikum og artister i den lille intense kuppel. Her bliver de sociale normer forskubbet i takt med at artisterne bevæger sig rundt i rundkredsen. Der opstår derfor en paradoksal fortrolighed mellem artister og publikum, som gør det muligt at bryde isen, da alle indirekte beriger aftenens performance

I cirklens fortrolige miljø bliver det tilladt at sige impulsive observationer af folk. Observationer, som man uden for cirklen kun lader blive ved tanken. “Hun bliver forlegen og kigger væk“ og ”han har et behåret ansigt” er nogle af de karakteristika, der kommer frem i cirklens lys. Detaljer ved personer, som man i det daglige overser.

Gennem stykket formår artisterne at sætte fokus på bevidsthedens øjeblikke, hvor de små detaljer er altafgørende. Bemærkningerne udvikles og bliver til antagelser, som tilsyneladende virker provokerende, men alligevel accepteres på grund af cirklens fortrolighed. Udtalelser som “Hun har et barnligt sind”, “Han er bibliotekar” og “Hun er sikkert dybt afhængig af sin smartphone” er blot nogle af de antagelser, som uden for kuplen ville være uacceptable og mærkelige.

Men inden for cirklens fyrre stole er det synssansen, der er i fokus, hvilket giver det umiddelbare simple koncept en uforudset dybde. En dybde, der efterlader stærke indtryk og stof til eftertanke.

Hele herligheden kulminerer i et væld af indtryk med lyddokumentation, musik og lys, der på blot 50 minutter formår at skabe en så intens atmosfære, at tiden står stille og alligevel flyver af sted. Som vidnesbyrd for aftens underholdning afspilles en hurtig lydfil af beskrivelserne, mens det dundrer i højtalerne og lysene gnistrer i teatersalen.

Folk klapper, dørene går op og man er tom for ord. Er det teater? Er det normalt, at publikums ansigtsrynker, runde kinder eller krøllede hår indgår i forestillingen? Hos Trans er det. Her kan man dog trygt pakke sine tidligere erfaringer og fordomme om teaterkunst væk. Da stykket er en transformerende oplevelse, som sætter nysgerrigheden på prøve hos publikum. Her er i historien ikke kun for publikum, men om publikum.

18 frihedskæmpende køer i Palæstina

in Film by
huhah

Amer Shomalis ’The Wanted 18’ er en kunstnerisk dokumentar i topklasse. En sand fortælling om 18 køer, der kom til at repræsentere en palæstinensisk landsby og deres oprør mod Israel. Den er underholdende, fængende og veludført. Et spændende indblik i Palæstinas historie.

Skrevet af Sofie Kristensen

Salaam filmfestival bød indenfor på Café Biografen. Denne gang en dokumentar fra filmskaberen og kunstneren Amer Shomali om landsbyen Beit Sahour i Palæstina, der nægtede at bukke under for Israels besættelse.

Landsbyen gav Israel hovedpine

Under den første intifada tilbage i 1980’erne købte indbyggerne i Beit Sahour 18 køer, der skulle forsyne hele landsbyen med mælk. Køerne blev holdt skjult og deres mælk blev distribueret i al hemmelighed om aftenen.

Det betød at landsbyen holdt op med at købe den israelske mælk, som var den eneste man ellers kunne købe, og det anså israelerne som en trussel. Køerne blev for Israel en trussel mod statens sikkerhed, og de blev efterlyst.

For Beit Sahour blev køerne et symbol på frihed. De styrkede folket, som holdt modstanden oppe – men fuldstændigt uden vold.

Beit Sahours modstand blev kendt af palæstinensere overalt. Amer Shomali, hvis familie kommer fra landsbyen, oplevede det hele fra sidelinjen i en flygtningelejr i Syrien.

’The Wanted 18’ er en opløftende fortælling om landsbyens civile modstand mod et uretfærdigt styre. En fortælling om et folk, der ikke lader sig kue, men vender hver en straf de får af hæren til en belønning.

Hæren var magtesløs og situationen bliver latterlig– efterlyste køer? Det er jo en joke. Som en af de medskyldige i ko skandalen siger i dokumentaren: Beit Sahour gav Israel en ordentlig hovedpine.

Sjov, men seriøs

Teknisk set er ’The Wanted 18’ er en fryd for øjet at se. Den er underholdende og veludført.

Dokumentaren giver et også et spændende spin på fortællingen, der gør hele situationen komisk – komisk på den israelske hærs bekostning.

Den inkorporerer både en lille tegneserie og en lille sideløbende stop-motion film. Amer Shomali har skabt 4 dukker af divakøer med amerikanske accenter.

Gennem hele dokumentaren bliver hver en fortælling om køerne i Beit Sahour understøttet af små stop-motion scener, hvor man ser fortællingen fra disse køers perspektiv. Divakøerne bliver det komiske indslag, og det er svært ikke at falde for dem og deres meget prominente personligheder.

Enden på intifadaen

Men man må ikke glemme at selvom det hele er opløftende og underholdende, er det en seriøs situation de befinder sig i. Størstedelen af dokumentaren har en let tone, men med hentydninger til en seriøs undertone – man fornemmer, at det ikke nødvendigvist ender godt. En af landsbyboerne udtaler i dokumentaren:

”The only thing they don’t control is the air we breathe. ”

Så selvom det hele virker let som en leg, skal man ikke være i tvivl om, at det her var ikke nemt for nogen af dem, og det kræver en frygtelig masse viljestyrke for en lille landsby at sætte sig imod besættelsesmagten.

De medvirkende i ’The Wanted 18’ lægger ikke skjul på, at det hele falder sammen på grund af en udefrakommende indblanding. Udestående og uforstående parter, der tager beslutninger på andres veje. Osloaftalen, der bliver indgået i 1993 mellem Israel og PLO, bliver enden på den første intifada og enden på Beit Sahour oprør.

’The Wanted 18’ er et must-see. Der er en fantastisk dokumentar på alle tænkelige måde. En fantastisk fortælling om en fantastisk lille by og deres frihedskæmpende køer.

En anden film der også var med på Salaam Film Festival er ‘I am Nojoom, age 10 and divorced”. Den handler om en 10 årig pige fra Yemen, der bliver giftet bort til en meget ældre mand og hendes kamp for at slippe ud af ægteskabet. Læs om filmen her.

Billeder: National Film Board og Canada

Et barns skilsmisse

in Film by
I am Nojoom

Salaam Film Festival slog et smut forbi Café Biografen i Odense, med filmen ’I am Nojoom, Aged 10 and Divorced’. Yemens første spillefilm af Yemens første kvindelige instruktør Khadija al-Salami. Filmen er baseret på den sande historie om en lille piges tvangsægteskab med en ældre mand, der ender i vold og voldtægt.

Skrevet af Sofie Kristensen

Filmen starter i Yemens hovedstad Sana’a, hvor Nojoom sidder i familiens hus. Hun går ud for at købe brød til familien, men flygter i stedet til et domhus, hvor hun beder en dommer om en skilsmisse. Dommeren kan ikke forstå, at hun er 10 år gammel og allerede gift, så hun fortæller ham sin historie.

Traumatisk men inspirerende

Størstedelen af filmen er et flashback. Man ser Nojooms familie flytte fra deres landsby, da rygtet om storesøsterens voldtægt slipper ud, og de flytter ind i storbyen. Faderen kan ikke forsørge sin familie og er nødt til at lade Nojoom blive giftet bort, så han kan få medgiften fra gommen.

Herfra følger man Nojooms forfærdelige liv i en ny landsby, hvor hun bliver mishandlet af både mand og svigermor. Nojoom lider og græder, hvilket resulterer i, at manden sender hende hjem til hendes familie igen, så hun kan lære nogle manerer. Herfra er man tilbage i nutiden, og man følger Nojooms kamp for en skilsmisse.

Bliv gift eller bliv begravet

Khadija al-Salami måtte kæmpe hårdt for retten til denne film. Hun følte historien skulle fortælles af en, der har indblik i, hvad det vil sige at være en pige i Yemen. Selv blev hun bortgift som 11 årig og fik en skilsmisse. Hun forstod ikke, at hendes mor kunne lade hende gifte bort, når moderen selv havde haft samme traumatiske oplevelse.

Pointen er, at folk i landsbyerne kender ikke til andet. Salamis bedstemor fortalte hende, at en kvinde bliver født til to ting: Blive gift eller blive begravet.

Det vigtigste er at lære

Et af de helt store skel og fokuspunkter i filmen, er forskellen mellem land og by. Nojoom bliver i storbyen Sana’a mødt af en anden måde at leve på, og en anden måde at se verden på. Dette bliver symboliseret i Nojooms tøjstil. Hun kommer fra en lille landsby, hvor folk går klædt i traditionelle klæder, men i storbyen begynder hun at gå klædt som hun vil. Hun smider traditionerne af sig og springer i et par busker.

Uddannelse er en mærkesag for Khadija al-Salami, hvilket hun også udtalte da hun mødte op i Cafébiografen:

”Education is the most important thing!”

Problemet for hende er, at Yemen er et meget traditionelt land, hvor uvidenhed desværre præger en stor del af livet i landsbyerne. Nojooms ægteskab er ikke en forbrydelse i øjnene på hendes familie og hendes nye mand, for det er godkendt af Sheikhen og stiftet foran Allah.

Men der er en bred misforståelse af religion i landet. Man bruger religionen til at retfærdiggøre ens handlinger, men ofte er det traditionerne man handler ud fra, og ikke religionen. Salami råder at man skal bruge hovedet: Sin logik og sin fornuft. Man skal gå i skole og få sig en uddannelse, for det er den eneste måde man kommer videre på.

Intet filmisk mesterværk

Det ville være en fejl at kalde ’I am Nojoom, Aged 10 and Divorced’ for en god film. Der er ikke gjort noget særligt ud af grafikken, lyset eller lyden. Replikkerne bliver ikke leveret overbevisende, skuespillet halter kraftigt og glider let over i at virke en smule melodramatisk.

Filmen tager hånd om for mange emner og tematikker: Forholdet mellem Nojoom og hendes bror, Sami, og voldtægten af storesøsteren og hendes ægteskab med den skyldige.

Den tager derudover også kort fat i problematikken mellem Saudi Arabien og Yemen. Historierne kommer til at stå frem som enkelthistorie, der afbryder den egentlige handling, hvor de kunne have været flettet ind bedre, så filmen var blevet mere flydende og organisk.

Til sidst i filmen får man lige hele historien en gang til fra faderens synsvinkel. Dette kommer de heller ikke helt godt fra. Det formår på samme tid at blive en kluntet og forhastet samt en langtrukken del.

Faktisk er der ikke meget, der fungerer filmisk.

Men når man hører historien om filmens tilblivelse er alt dette ingen overraskelse. Der er nærmere et mirakel at den overhovedet blev lavet. Yemen har ingen filmkultur, hvilket vil sige, at de heller ikke har nogen skuespillere. Ingen af de medvirkende havde skuespillererfaring.

Filmen har et stærkt budskab, og den berører et ekstremt vigtigt emne og alene af den grund, er det en film, der er værd at se. Den sætter lys på kvindelivet i Yemen og konsekvenserne af uvidenhed og manglende uddannelse i landsbyerne.

Anmeldelsen af en anden film fra Salaam Film Festival kaldet ’18 and wanted’, kan læses ved at trykke her.

Billeder: Wide Management

I byernes knap så spændende jungle

in Teater by
Foto: Emilia Therese

Sukkerkogeriet i Odense byder velkommen til Bertolt Brechts ungdomsstykke fra 1923 ’I byernes jungle’. Et stykke der omhandler to mænds skæbnesvangre kamp mod hinanden, et stykke med skarpe og morsomme replikker – men også et stykke, som var en smule kedeligt.

Skrevet af Sofie Kristensen

Åbent teater

Bertolt Brecht ønskede sig et publikum, der ikke bare lod sig rive med af teatret. Det lykkedes så sandelig med ‘I byernes jungle’.

Intet er skjult fra publikum. De må se det hele: Alle sceneskift, alle kostumeskift, og skuespillerne henvender sig meget til publikum, som bliver revet med ind i historien og bliver tvunget til at reflektere over dét, der bliver sagt.

Meningsløst – men det er meningen

Forestillingen handler om den gamle kineser Shlink, der tager en kamp op mod en ung, hvid, amerikansk mand, der hedder George Garga. Som konsekvens af denne kamp ser man, hvordan George Gargas familie bryder sammen.

Forestillingen åbner med et citat af Bertolt Brecht, der lyder:

Kære publikum, de befinder Dem i året 1912 i byen Chicago. De betragter den uforklarlige brydekamp mellem to mennesker, og De overværer en families undergang. En familie der er kommet fra prærien ind i storbyens jungle. Bryd ikke hovedet med motiverne til denne kamp, men giv Dem i stedet hen til de menneskelige indsatser, døm modstanderens kampform upartisk og ret Deres opmærksomhed mod finishen.

At blive fortalt hvordan man skal forstå og opleve et teaterstykke, en film, en bog eller hvad det nu kan være, er ikke ideelt for et publikum.

Men man skal virkelig ikke tænke over, hvorfor de kæmper mod hinanden. Det er nemlig et spørgsmål, som man aldrig får svar på. Der er ingen mening eller motiv bag Shlinks pludselige opgør med George. Det er en kamp for kampens skyld.

At være meningsløs for meningsløshedens skyld kan godt være spændende, men det lykkedes bare ikke her. Plottet er ikke stærkt nok, og forestillingen hverken overrasker eller chokerer, selvom den prøver. Dialogerne føles til tider som tom snak, hvor man skal koncentrere sig for at blive ved med at lytte efter.

På grund af denne tomme snak, er der nogle af de hårdtslående kommentarer og skarpe replikker, som man husker tydeligere, og de sidder i én længe efter stykket er slut. Kan jeg købe din mening? Har du råd til at have din egen mening? Penge er alt.

Skuespilpræstationer i topklasse

Forestillingen byder på både erfarne såvel som unge og nyuddannede skuespillere. De garvede skuespillere er fabelagtige at betragte. Der er ikke en finger at sætte på deres præstation.

Kristian Halken ses i rollen som kineseren Shlink. Han er både morsom og medrivende. To mindre roller, som man gerne ville have set mere til, er Hanne Hedelund, der spiller George Gargas mor, Mae Garga, og Mikkel Bay Kristensen, der spiller en alfons ved navn Collie Couch.

De spiller overbevisende og gennemtrængende, og selvom deres roller ikke er særligt store, er det dém man husker bedst.

Disse skuespillere står lidt i kontrast til vores ene hovedrolle George Garga, spillet af Patrick Baurichter, og Georges søster, Marie Garga, der spilles af Nana Christine Morks.

Deres præstationer er for teatralske, og deres replikker lyder mere fremtvungne end naturlige. George Garga er en meget stresset og manisk karakter og Patrick Baurichter gør det skam ikke dårligt, men han er mest overbevisende, når han spiller fuld.

Begge skuespillere mangler noget dybde, som man i høj grad oplever hos de andre skuespillere. Det bliver lidt for kunstigt med de to, og det kan godt rive én lidt mere ud af handlingen, end hvad Bertolt Brecht havde tænkt sig.

Men talent har de tydeligvis, og deres præstationer er heller ikke ringe. De mangler bare noget erfaring, og bevares, det skal nok komme.

Flad og kedelig finish

Det er altid en oplevelse at se teater på Sukkerkogeriet. Det føles mere intimt end på Odense Teaters store scene.

Tilskuerne er så tæt på, at de nærmest kommer med i stykket. ’I byernes jungle’ lægger alt frem for publikum, og når skuespillerne ikke selv er med i en scene, sidder de rundt omkring ved væggene og er selv publikum. Det er vanvittigt fantastisk at kunne se deres engagement og glæde ved at være med i dette stykke.

Et stykke, der sætter ens eget liv lidt på spids. Men på trods af de skarpe replikker, og på trods af de grineflip man faktisk får et par gange i løbet af stykket, er det desværre en smule kedeligt.

Selvom det kun varer 1 time og 40 minutter føles stykket meget langt. Stykket har ingen pauser og ingen tid til klapsalver undervejs, så det er en meget intens oplevelse. Det er råt og hårdt, men man sidder også meget af tiden og tænker: ”Hvad er der egentlig lige, der sker her? ”.

Ja, det er meningen, at der ikke er nogen mening bag. Men næh, hvor er det også hårdt at se på. Finishen, som skulle være så vigtig, er lidt en skuffelse. Det er kun meningsløshed fra start til slut.

Så hvis man har mod på at kede sig lidt, så tag ind og se dette stykke. For selvom det er kedeligt, er det også et dybt intelligent stykke, der rejser nogle vigtige spørgsmål, og som har nogle hårrejsende pointer. Har vi råd til at have vores egen mening? I storbyens jungle er det ikke de stærkeste, der overlever men de rigeste.

Penge er alt.

Gå til top